Sagsøgerne skildrer først og fremmest de regler, som danner tvistens ramme, forklarer de fællesskabsretlige bestemmelser om monetære udligningsbeløb for sukker og beskriver den faktiske situation, hvori det påståede tab er opstået.

De hævder nemlig, at de monetære udligningsbeløb, som skulle betales ved udførsel med hensyn til de kontrakter, der var indgået efter den 15. marts 1976 og opfyldt efter den 23. juli 1976, var væsentligt større end dem, der gjaldt på tidspunktet for deres fastsættelse. Dette skyldes navnlig den særlige markedsordning for sukker, som støttes på ugentlige licitationer, og som giver Kommissionen beføjelse til for hver enkelt licitation at begrænse de overdragne mængder og at fastsætte restitutionssatsen. Under disse omstændigheder kan størstedelen af de kontrakter, som ligner de her foreliggende, ikke fuldbyrdes før flere måneder efter deres indgåelse, idet den handlende, som skal levere, eventuelt må lade flere på hinanden følgende uger hengå, før han opnår den eller de eksportlicenser, der svarer til hans salg (jf. stævningen, bilag 7).

Den omstændighed, at en del af de omtvistede kontrakter er indgået i FF og andre kontrakter i FS eller i USD, ændrer intet med hensyn til spørgsmålet om de tab, der er lidt på alle kontrakterne.

I det første tilfælde har sagsøgernes behov for fortsat at være konkurrencedygtige på de øvrige medlemsstaters markeder forhindret dem i at indregne de eventuelle forhøjelser af de monetære udligningsbeløb, som i øvrigt var fuldstændigt uforudseelige, i deres prisberegning. Da sukkerhandlernes fortjenstmargen, som ligger på omtrent 1 %, ikke tillader dem senere at tage risikoen for disse forhøjelser, svarer den væsentlige forhøjelse, som er indtruffet efter indgåelsen af de omtvistede kontrakter, på det nærmeste til det tab, som sagsøgerne har lidt.

I det andet tilfælde er det ikke rigtigt at tro, at de sagsøgere, som har indgået de nævnte kontrakter, ikke vil lide noget tab, idet enhver ændring opad af den i kontrakten nævnte valuta vil medføre en stigning af det beløb, som er nødvendigt til betalingen i FF, og derfor gør det muligt, i hvert fald delvist, at dække den forhøjelse af de monetære udligningsbeløb, som er sket mellem datoen for kontraktens indgåelse og datoen for dens opfyldelse. Disse sagsøgere har i virkeligheden i nævnte tilfælde befundet sig i samme situation som den, hvori de ville have befundet sig, dersom de havde solgt i FF.

De måtte nemlig i henhold til betragtningerne til forordning nr. 2042/73 og som påpasselige handlende dække sig ind mod risikoen for en svingning i vekselkursen mellem FF og den i kontrakten nævnte valuta ved at benytte en foranstaltning, som er nødvendig i den internationale samhandel, nemlig at fastsætte kontraktens valuta efter datoen for dens undertegnelse. De havde således været nødt til at foretage kreditsalg mod FF på det omhandlede tidspunkt af den aftalte valuta (med andre ord kreditkøb på dette tidspunkt af modværdien i FF af de i kontrakten anførte valutaer), hvilket imidlertid ville have til følge, at deres retsstilling blev fastsat i FF, og at de, helt som ved kontrakter indgået i FF, blev ladt forsvarsløse over for en mulig forhøjelse af de monetære udligningsbeløb mellem kontraktens underskrift og dens gennemførelse.

Den eneste måde, hvorpå tabene ved forhøjelsen af de monetære udligningsbeløb kunne undgås, ville være ved indgåelsen af hver enkelt kontrakt, uanset om denne var afsluttet i FF eller i andre valutaer (principielt solgt på kredit mod FF af ovennævnte grunde), at købe på kredit for et beløb, som svarede til prisen i de fire valutaer i valutaslangen. Bortset fra, at denne teknik er meget tung, havde den ikke været mulig i nærværende tilfælde, da den er strengt forbudt efter fransk ret, som kun tillader kreditkøb af valutaer med henblik på ordninger, som svarer til en virkelig vareindførsel.

Sagsøgerne anmodede under disse omstændigheder om at måtte blive omfattet af den såkaldte billighedsforordning nr. 1608/74. FIRS forklarede, da det gav afslag på anmodningen, at den ændring af de monetære udligningsbeløb, som sker hver uge, blot, ifølge Kommissionens organer, er en gennemførelsesforanstaltning til ordningen med de nævnte beløb og ikke i sig selv udgør en monetær foranstaltning i den i artikel 1 i forordning nr. 90221608/74 forudsatte betydning, som kan medføre, at den heri indeholdte billighedsklausul finder anvendelse. Denne opfattelse, som bekræftes af Kommissionen, krænker imidlertid forordningens formål og pådrager Kommissionen ansvar for det tab, som sagsøgerne har lidt i nærværende sag.

Man bør især være opmærksom på følgende med hensyn til eksistensen af et sådant tab :

Ifølge sagsøgerne har Kommissionen ikke efterkommet de billighedskrav, som er underforstået i samtlige fællesskabsregler om monetære udligningsbeløb fra forordningerne nr. 1660/69 og 2042/73 og indtil forordning nr. 1608/74. I den sidstnævnte kommer det klart til udtryk:

Den bogstavelige fortolkning, som Kommissionen giver forordning nr, 1608/74, og undladelsen af at tilpasse dens tekst til dens ånd strider mod det princip, som er formuleret af Domstolen og teorien, og hvorefter fællesskabsretten skal fortolkes under hensyn til sit formål og almindelige indhold, og således at dens nyttevirkning kommer til udfoldelse.

Ifølge dette princip burde Kommissionen have sørget for en ens behandling af de kontrakter, på hvilke de handlende lider tab som følge af en monetær foranstaltning, hvis virkninger på samme måde rammer de kontrakter, der er indgået før den 15. marts 1976, og dem, der er indgået efter denne dato.

Ved sin bogstavelige fortolkning og sin undladelse nar Kommissionen derimod begået en ulovlig handling, som indebærer en forskelsbehandling til skade for sagsøgerne, og som strider mod prin0025cippet om de handlendes berettigede forventning.

Ifølge sagsøgerne viser navnlig følgende forhold, at der findes en sådan forbindelse:

Sagsøgte søger først i sit svarskrift at fremhæve, at Kommissionens stillingtagen i brevet fra generaldirektoratet for landbruget af 7. december 1976 til præsidenten for Syndicat francais du Commerce des Sucres er en almindelig oplysning som svar til den nævnte præsident og ikke udgør en anfægtelig retsakt. Brevets affattelse, baggrunden for den heri udtrykte stillingtagen og adressatens beskaffenhed gør det nemlig ikke muligt at betragte det som en retsakt, som krænker sagsøgerne.

Da sagsøgerne har gjort sig klart, hvilke vanskeligheder de ville støde på ved at anfægte et sådant brev, har de herefter fremhævet, at søgsmålene i virkeligheden er rettet mod Kommissionens almindelige adfærd, som den er konkretiseret i dette brev, og som bestod i undladelsen og nægtelsen af at tilpasse forordning nr. 1608/74 til dens formål.

Uden hensyn til spørgsmålet om denne ændrings antagelse til realitetsbehandling er det påberåbte klagepunkt i nærværende tilfælde klart uholdbart. Først og fremmest ville det, selv om billighedsbegrebet indebærer, at der udvises et vist mådehold med hensyn til lovens strenghed i betragtning af det enkelte tilfældes særlige omstændigheder, være overdrevet at omdanne begrebet til et alment princip, hvorefter forfatterne af en ordning, som er baseret på billighedshensyn, under alle omstændigheder skal gå ud over de af ordningen omfattede tilfælde under påskud af, at der ikke ved dennes vedtagelse er taget hensyn til alle særegenheder ved de enkelte tilfælde.

Den omtvistede forordning er i øvrigt en tekst med generel rækkevidde, som indfører en ordning, der fraviger en streng anvendelse af de monetære udligningsbeløb; Kommissionen har derfor vedtaget begrænsede regler, hvorefter der forsøgsvis kan indføres en vis smidighed i det strenge system med de monetære udligningsbeløb. Denne undtagelsesordning skulle således fortolkes snævert, da hovedreglen stadig var, at de monetære udligningsbeløb fandt anvendelse.

Det er desuden selve det almindelige system med monetære udligningsbeløb, som kritiseres, når det hævdes, at der findes lakuner i forordning nr. 1608/74. Det er nemlig karakteristisk for de monetære udligningsbeløb, at de hele tiden kan variere i takt med svingningerne i den pågældende valutas reelle vekselkurs. Man kan næppe forestille sig, hvorledes et sådant system kan fungere, dersom de handlende helt eller delvis skal fritages for byrden ved de monetære udligningsbeløb under hensyntagen til de særlige forhold i det enkelte tilfælde. Sagsøgerne overser netop, at et sådant system på grund af sin skønsmæssige karakter udelukker, at der tages hensyn til særlige situationer, hvis det ikke skal blive fuldstændigt uanvendeligt.

Indsigelsen om krænkelse af de handlendes berettigede forventning synes også uholdbar. For at en sådan indsigelse kan holde, skal der foreligge en kvalificeret overtrædelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. Der kan imidlertid ikke påberåbes nogen sådan overtrædelse i nærværende tilfælde, da sagsøgerne ikke anfægter en ændring i fællesskabsordningen, som har grebet ind i deres retsstilling — en anfægtelse som netop er typisk i tilfælde, hvor man kan påberåbe sig en krænkelse af den berettigede forventning — men derimod klager over, at der ikke er sket nogen ændring af forordning nr. 1608/74 og gør gældende, at dette strider mod forordningens billighedsprincip, som de har haft fuld tillid til. Da en del af deres kontrakter er indgået efter den 15. marts 1976, ses det ikke, hvorledes de har kunnet regne med billighedsklausulens anvendelse i betragtning af betingelserne i artikel 2, stk. 1 i forordning nr. 1608/74.

Sagsøgernes krav er endelig ikke blot uantagelige til realitetsbehandling, men tillige uholdbare, da der ikke findes nogen årsagsforbindelse mellem det påståede tab og den adfærd, der er fulgt af Kommissionen, som ikke kan gøres ansvarlig for nogen handling eller undladelse på det pågældende område. Sagsøgerne søger i virkeligheden at opnå, at Kommissionen i stedet for den franske stat fritages for den del af de monetære udligningsbeløb, som overstiger den sats, som gjaldt den 12. juli 1976.

Kommissionen slutter af med at foreslå Domstolen at udskyde diskussionen om tabets størrelse til et senere stadium af forhandlingerne, dersom den skulle nå til den konklusion, at Kommissionen i realiteten er ansvarlig.

Sagsøgerne fremfører i deres svarskrift, at Kommissionens forslag om at udsætte diskussionen om tabets størrelse er uberettiget. Deres krav angår nemlig kun den del af tabet, som ubestrideligt er lidt og let kan beregnes, og omfatter ikke den handelsmæssige forstyrrelse som følge af den usikkerhed, der påvirker deres arbejdsbetingelser, og den manglende indtjening på grund af en væsentlig nedgang i deres omsætning i løbet af det andet halvår af 1976.

Med hensyn til spørgsmålet, om der findes lakuner i forordning nr. 1608/74 — dersom det forholder sig sådan, at ethvert tilfælde, som ikke er forudset af forordningen, ikke nødvendigvis er en lakune i systemet — gælder det også, at sagsøgernes nuværende situation udtrykkeligt er nævnt i forordningens betragtninger, og at det følgelig var lovgivers hensigt at beskytte den.

Kommissionens argumentation for, at den omhandlede forordning bør fortolkes snævert, er ikke holdbar på dette punkt. For det første er selve ordningen med de monetære udligningsbeløb selv en undtagelse fra traktatens grundlæggende principper, således at billighedsforordningen indebærer en undtagelse fra en undtagelse, da den netop søger i visse tilfælde at genindføre den almindelige retstilstand, som fandtes før indførelsen af de monetære udligningsbeløb. For det andet kan en billighedsforordning på grund af sin natur ikke fortolkes indskrænkende, da billighed danner grundlaget for ethvert retssystem og er et væsentligt holdepunkt i tvivlsomme tilfælde. En snæver anvendelse af begrebet strider endog mod formålet med forordning nr. 1608/74.

Herudover er Kommissionens betragtninger over de monetære udligningsbeløbs skønsmæssige karakter, som forbyder, at der tages hensyn til særlige tilfælde, irrelevante, fordi sagsøgerne ikke henviser til et særligt tilfælde, men til et anormalt tilfælde, som skyldes en monetær foranstaltning, der rammer en hel kategori af handlende.

Herefter kritiserer sagsøgerne den opfattelse, hvorefter en krænkelse af den berettigede forventning kun kan påberåbes i tilfælde af en ændring i den gældende ordning. At analysere en højere retsregel således ville være ensbetydende med at begrænse dens anvendelse og tømme den for indhold.

Ifølge selve Domstolens praksis kan en undladelse i øvrigt sidestilles med en positiv handling.

Sagsøgerne har i nærværende sag ud fra de tidligere trufne foranstaltninger, fra selve benævnelsen af forordning nr. 1608/74, den såkaldte billighedsforordning, og fra tekstens almindelige karakter sluttet, at de med hensyn til uigenkaldeligt indgåede handler vil være beskyttet, hvis en uforudselig ændring af de monetære udligningsbeløb forårsager overvældende tab ved opfyldelsen af deres kontrakter.

En tilpasning af forordning nr. 1608/74 til den situation, der blev skabt ved de successive forhøjelser af de monetære udligningsbeløb, ville ikke have været stridende mod en afgørende offentlig interesse: den ville heller ikke have begunstiget spekulationer, da de interesserede parter skal fremlægge bevis for det faktisk lidte tab.

Kommissionen har til gengæld ved at undlade at foretage en sådan tilpasning, udover princippet om den berettigede forventning, også krænket retssikkerhedsprincippet. Kommissionen har på samme tid skabt en diskriminerende situation til skade for sagsøgerne og herigennem begået en grov overtrædelse af princippet om fri konkurrence. Den usikkerhed, der er skabt ved, at forordning nr. 1608/74 ikke blev tilpasset sit formål, har faktisk bragt de franske eksportører i en vanskelig situation, helt bortset fra den omstændighed, at de interesserede parter på grund af de lidte tab — som den franske lovgivning ikke gav dem mulighed for at undgå — var ret tilbageholdende ved indgangen til handelsåret 1976/1977.

Herigennem har Kommissionen begået en ulovlig handling, der for sagsøgerne har forårsaget et tab af fortjeneste, som er vanskeligt at beregne, som følge af deres uundgåelige tilbagetrækning fra markedet og et beregneligt tab på de kontrakter, der er indgået før forhøjelsen af de monetære udligningsbeløb men opfyldt senere.

Sagsøgerne fremhæver endelig med hensyn til spørgsmålet om årsagsforbindelse, at det ikke under de i nærværende sag foreliggende omstændigheder tilkommer den franske stat at meddele den omtvistede fritagelse, idet alene Kommissionen er beføjet til at tilpasse forordning nr. 1608/74 til dens formål og mere specielt til den situation, sagsøgerne befandt sig i på grund at de successive forhøjelser af de monetære udligningsbeløb.

Kommissionen har givet afkald på at indgive en duplik.