[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 9.11.2005 KOM(2005) 557 endelig Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (forelagt af Kommissionen) {SEK(2005) 1425} BEGRUNDELSE Det Europæiske Råd gentog på sit møde i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003, at det var fast besluttet på fuldt ud og effektivt at støtte det europæiske perspektiv for landene i det vestlige Balkan. Det tilsluttede sig Rådets konklusioner af 16. juni 2003 om det vestlige Balkan, herunder bilaget “Thessaloniki-dagsordenen for det vestlige Balkan: På vej mod europæisk integration”, der lancerede de europæiske partnerskaber som et middel til at virkeliggøre det europæiske perspektiv for landene i det vestlige Balkan. I begyndelsen af 2004 præsenterede Kommissionen sit første partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Det blev vedtaget af Rådet den 14. juni 2004. Kommissionen mener, at dette første partnerskab bør ajourføres på grundlag af konklusionerne i dens udtalelse om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens ansøgning om tiltrædelse af Den Europæiske Union. Dette fornyede europæiske partnerskab er baseret på bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 af 22. marts 2004. Det opstiller kort- og mellemfristede prioriteter for landets forberedelser til yderligere integration med Den Europæiske Union. Landet forventes at reagere på det europæiske partnerskab ved at udarbejde en plan med en tidsplan og specifikke foranstaltninger til realisering af prioriteterne i partnerskabet. Fremskridtene med implementeringen af prioriteterne vil blive overvåget løbende af Kommissionen ved hjælp af statusrapporterne og de strukturer, der er oprettet som led i stabiliserings- og associeringsprocessen. Prioriteterne i det europæiske partnerskab vil danne grundlag for programmeringen af EU’s finansielle bistand, der fortsat vil blive ydet via de relevante finansielle instrumenter, særlig Rådets forordning (EF) nr. 2666/2000 af 5. december 2000 (CARDS). Den foreslåede rådsafgørelse har ingen finansielle virkninger. I betragtning af ovenstående opfordrer Kommissionen Rådet til at vedtage vedlagte forslag til Rådets afgørelse. Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 om etablering af europæiske partnerskaber inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen[1], særlig artikel 2, under henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: (1) Det Europæiske Råd tilsluttede sig etableringen af de europæiske partnerskaber som et middel til at virkeliggøre det europæiske perspektiv for landene i det vestlige Balkan inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen. (2) I henhold til artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 træffer Rådet afgørelse om principperne, prioriteterne og betingelserne for de europæiske partnerskaber og om enhver efterfølgende tilpasning af disse. (3) Rådet vedtog den 14. juni 2004 det første europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien[2]. Dette partnerskab bør ajourføres for at fastsætte nye prioriteter for det videre arbejde på grundlag af Kommissionens udtalelse om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens ansøgning om tiltrædelse af Den Europæiske Union. (4) Det fremgår af forordning (EF) nr. 533/2004, at opfølgningen af de europæiske partnerskaber sikres inden for rammerne af de mekanismer, der er etableret i forbindelse med stabiliserings- og associeringsprocessen. (5) Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien bør med henblik på at forberede landet på den videre integration i Den Europæiske Union udarbejde en plan med en tidsplan og specifikke foranstaltninger til realisering af prioriteterne i dette europæiske partnerskab. TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 I overensstemmelse med artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 er principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien anført i bilaget til denne afgørelse, som en integrerende del af afgørelsen. Artikel 2 Gennemførelsen af det europæiske partnerskab overvåges ved hjælp af de mekanismer, der er etableret ved stabiliserings- og associeringsprocessen, især Kommissionens årsberetninger. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende . Udfærdiget i Bruxelles, den .[…] På Rådets vegne Formand BILAG DEN TIDLIGERE JUGOSLAVISKE REPUBLIK MAKEDONIEN: EUROPÆISK PARTNERSKAB 2005 1. INDLEDNING Det Europæiske Råd tilsluttede sig etableringen af de europæiske partnerskaber som et middel til at virkeliggøre det europæiske perspektiv for landene i det vestlige Balkan inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen. Det første partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien blev vedtaget af Rådet den 14. juni 2004. Dette første partnerskab bør ajourføres på grundlag af Kommissionens udtalelse om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens ansøgning om tiltrædelse af Den Europæiske Union. Det andet europæiske partnerskab fastsætter nye handlingsprioriteter. De nye prioriteter er tilpasset landets specifikke behov og forberedelsesniveau og vil blive ajourført om nødvendigt. Det europæiske partnerskab indeholder også retningslinjer for den finansielle bistand til landet. Det forventes, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vedtager en plan med en tidsplan og specifikke foranstaltninger til realisering af prioriteterne i partnerskabet. 2. PRINCIPPER Stabiliserings- og associeringsprocessen vil fortsat danne grundlaget for de vestbalkanske landes tilnærmelse til EU helt indtil deres fremtidige tiltrædelse. Hovedprioriteterne for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vedrører landets evne til at opfylde de kriterier, som Det Europæiske Råd fastlagde på sit møde i København i 1993, og betingelserne for stabiliserings- og associeringsprocessen, navnlig dem, som Rådet fastsatte i sine konklusioner af 29. april 1997 og 21.- 22. juni 1999, samt indholdet af sluterklæringen fra Zagreb-topmødet den 24. november 2000 og Thessaloniki-dagsordenen. 3. PRIORITETER Prioriteterne i dette europæiske partnerskab er udvalgt ud fra en realistisk forventning om, at landet kan realisere dem helt eller i væsentligt omfang i løbet af de kommende år. Der skelnes mellem kortfristede prioriteter, som forventes realiseret i løbet af et til to år, og mellemfristede prioriteter, som forventes realiseret i løbet af tre til fire år. Prioriteterne vedrører både lovgivning og gennemførelsen heraf. I betragtning af de betydelige omkostninger, der er forbundet med at gennemføre og håndhæve EU-retten, og EU-kravenes kompleksitet på visse områder, omfatter dette partnerskab ikke alle vigtige opgaver på dette stadium. Fremtidige partnerskaber vil omfatte flere prioriteter i takt med de fremskridt, der gøres i landet. Nøgleprioriteterne blandt de kortfristede prioriteter figurerer samlet i begyndelsen af afsnit 3.1. Nøgleprioriteterne er ikke opstillet i rangorden. 3.1. Kortfristede prioriteter Nøgleprioriteter - Gennemføre OSCE/ODIHR’s henstillinger vedrørende valgprocessen inden næste valg. - Vedtage loven om politiet. - Vedtage de forfatningsændringer, der er nødvendige for gennemførelsen af reformen af retssystemet i overensstemmelse med henstillingerne fra Venedig-kommissionen. Efterfølgende vedtage og gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke dommernes uafhængighed (bl.a. ved at reformere domstolsrådet og systemet til udvælgelse af dommere), styrke uddannelsessystemet for dommere og anklagere, forbedre forvaltningen af sagsmængden og nedbringe ophobningen af ubehandlede sager. - Forenkle procedurerne for registrering og godkendelse af virksomheder, bl.a. ved oprettelse af et "kvikskrankesystem" for virksomhedsregistrering. - Sikre, at de forpligtelser, som landet har indgået under stabiliserings- og associeringsaftalen, overholdes korrekt, specielt inden for elektronisk kommunikation og told. Politiske kriterier DEMOKRATI OG RETSSTATSFORHOLD - Konsolidere retsstaten i hele landet, specielt ved rettidig gennemførelse af reformen af de retshåndhævende instanser. Valg - Udbedre de mangler, der er konstateret i valgprocessen, og sikre frie og retfærdige valg under de næste parlamentsvalg. - Retsforfølge svig og uregelmæssigheder. Offentlig forvaltning - Implementere tjenestemandsloven i sin helhed. Afpolitisere ansættelse og forfremmelse af tjenestemænd og andre offentligt ansatte og indføre et meritbaseret karrieresystem. - Skabe større gennemsigtighed i administrationen. - Vedtage og gennemføre en lov om informationsadgang for offentligheden. - Sikre effektiv implementering af det etiske kodeks for tjenestemænd. - Sikre, at alle statslige instanser samarbejder korrekt med ombudsmanden og forbedre metoderne til opfølgning af hans henstillinger. - Etablere gennemsigtige og ansvarlige lokale forvaltninger og udvikle intern kontrol og revision af forvaltningen af decentraliserede midler. Retssystemet - Sikre rettidig gennemførelse af strategi- og handlingsplanen til reform af retssystemet med henblik på at styrke retsvæsenets uafhængighed, forbedre domstolenes effektivitet og styrke retssystemets generelle kapacitet. - Forbedre fuldbyrdelsen af civilretlige domme og oprette et effektivt system for forkyndelse og stævning. Antikorruptionspolitik - Gennemføre alle henstillinger fra gruppen af stater mod korruption (GRECO). - Forbedre gennemsigtigheden i offentlige afgørelser og i forvaltningen af statens ejendom (herunder statsejet land, udlicitering og offentlige udbud). - Gennemføre henstillingerne fra statskommissionen for forebyggelse af korruption og forbedre koordineringen og samarbejdet mellem de retshåndhævende instanser yderligere. - Revidere de skønsmæssige beføjelser for visse offentligt ansatte og vedtage klare regler til løsning af interessekonflikter. - Sikre gennemførelsen af lovgivningen om finansieringen af politiske partier og kontrollen med tjenestemænds formueforhold og anvende effektive sanktioner i tilfælde af overtrædelser. - Undersøge udbredelsen af korruption i nøgleområderne i det offentlige liv med henblik på at indføre effektive foranstaltninger til at forebygge og påvise uregelmæssigheder. - Styrke kapaciteten hos politiefterforskere og anklagere til at behandle korruptionssager. Sikre effektiv koordinering mellem statskommissionen for forebyggelse af korruption og statsanklageren. Ohrid-rammeaftalen - Sikre effektiv gennemførelse af den rammelovgivning, der er vedtaget i overensstemmelse med rammeaftalen. - Færdiggøre den rammelovgivning, der er nødvendig for at gennemføre decentraliseringsprocessen, og sikre, at kommunerne har de nødvendige midler til at udøve deres nye beføjelser. - Vedtage og begynde at gennemføre en strategi på mellemlang sigt for en ligelig repræsentation af mindretal i den offentlige forvaltning (herunder retsvæsenet) og i offentlige virksomheder. MENNESKERETTIGHEDER OG BESKYTTELSE AF MINDRETAL - Fuldt ud overholde den europæiske menneskerettighedskonvention, konventionen til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf og andre internationale konventioner på området. - Styrke samarbejdet mellem indenrigsministeriet og ombudsmanden. - Vedtage loven om opfangning af kommunikation. - Fuldt ud gennemføre reglerne for etik, intern kontrol og professionelle standarder i alle retshåndhævende instanser, samt i retsvæsenet og fængselsadministrationen. - Bevidstgøre politiet, dommere, anklagere og andre retshåndhævende instanser om deres forpligtelser i henhold til menneskerettigheder og sikre, at de indfrier dem i overensstemmelse med internationale krav. - Sikre, at det forfatningsmæssige princip om adskillelse mellem staten og religiøse samfund og grupper overholdes fuldt ud og revidere lovgivningen for religiøse samfund og grupper. - Vedtage og gennemføre en ny lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og sikre selskabernes uafhængighed og kvaliteten af deres ydelser. - Fremme respekten for og beskyttelsen af mindretal i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention og principperne i Europarådets rammekonvention om nationale mindretal i overensstemmelse med bedste praksis i EU-medlemsstaterne. - Fortsat fremme adgangen til uddannelse for alle etniske samfundsgrupper yderligere. REGIONALE SPØRGSMÅL OG INTERNATIONALE FORPLIGTELSER - Sikre regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser. - Indgå og gennemføre aftaler med nabolandene, bl.a. om frihandel, samarbejde over grænserne, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, ulovlig handel og smugleri, retligt samarbejde, grænseforvaltning, miljø, transport og energi. Økonomiske kriterier - Styrke retssikkerheden for de økonomiske operatører. Fremskynde retsprocedurerne og klarlægge ejendomsrettighederne. Tage afgørende skridt til at færdiggøre registreringen af jord og fast ejendom. - Styrke statens kapacitet til at løse erhvervstvister. - Sikre, at administrative afgørelser træffes på grundlag af gennemsigtige regler, og at afgørelser baseret på skønsmæssige beføjelser er genstand for effektiv administrativ og juridisk kontrol. - Forbedre det generelle erhvervsklima, bl.a. ved at styrke gennemførelsen og håndhævelsen af lovgivningen om revision og selskabsregnskab. Gøre landet mere attraktivt for indenlandske og udenlandske investorer. - Mindske konkursprocedurernes længde, fjerne puklen af uafsluttede konkursprocedurer og nedbringe antallet af virksomheder, som er erklæret konkurs, men ikke er opløst. - Sikre lige behandling af alle skatteydere. Hindre, at det tolereres, at visse skatteydere undlader at betale skat og sociale bidrag. Fjerne puklen af skatterestancer og ubetalte sociale bidrag. Sikre effektiv retsforfølgelse af personer og virksomheder, der har deltaget i pyramidespil med henblik på skatteunddragelse. - Fuldende liberaliseringen af markedet. Specielt fortsætte privatiseringsprocessen og liberaliseringen af forsyningsvirksomhederne. - Takle ledighedsproblemet og støtte jobskabelse. Sikre hurtig gennemførelse af den nye lov om arbejdsmarkedsrelationer og af reformen af arbejdsformidlingskontoret. Iværksætte flere initiativer til fremme af jobskabelse, specielt for kvinder og unge. - Stramme standarderne for tilsyn og overvågning i bank- og forsikringssektorerne. - Fortsætte tilpasningen af lovgivningen for finanssektoren og sikre hurtig gennemførelse, specielt med henblik på at sikre, at landet hurtigt kommer på niveau med internationale standarder og praksis. - Forbedre forvaltningen af de offentlige finanser yderligere. Specielt gennemføre skattedecentraliseringen og fortsætte lempelsen af embedsmændenes lønstrukturer. Evnen til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab Frie varebevægelser - Fuldende omstruktureringen af de eksisterende institutionelle rammer med henblik på at sikre adskillelse mellem tilsyn, akkreditering, standardisering og varecertificering. - Fremskynde tempoet for vedtagelsen af europæiske standarder. - Vedtage lovgivning om udpegelsen og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og oprette operationelle infrastrukturer til overensstemmelsesvurdering. - Vedtage en ny lov om produktsikkerhed. - Udvikle et markedsovervågningssystem, som påkrævet i henhold til EU-retten for frie varebevægelser. - Fortsætte arbejdet med overtagelsen af direktiverne under den gamle metode og den nye og globale metode. Frie kapitalbevægelser - Yderligere styrke rammerne for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, bl.a. ved at øge bevidstheden om problemet i de rapporterende institutioner og sikre troværdige håndhævelsesresultater i de ansvarlige institutioner. Gennemføre den nationale strategi til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Offentlige indkøb - Tilpasse lovgivningen om offentlige indkøb til EU-retten, specielt i forsyningssektoren. - Sikre effektive klageprocedurer, specielt ved at specificere, hvilke parter der har klageadgang, og udvide tidsfristerne for indgivelse af klager. - Øge bevidstheden i den offentlige sektor for reglerne for offentlige indkøb og deres overholdelse. - Oprette kontoret for offentlige indkøb og forsyne det med tilstrækkeligt personale og udstyr, også med henblik på at kunne bidrage til afsløring af korruption. Selskabsret - Videreføre reformerne af virksomhedsregistreringen med henblik på at reducere de komplekse og langvarige procedurer. - Sikre, at kravene til bogføring og regnskabsføring håndhæves korrekt. Sikre gennemførelsen af internationale regnskabsstandarder. - Gøre udvalget for regnskabsstandarder operationelt. Intellektuel ejendomsret - Sikre troværdige håndhævelsesresultater for beskyttelse af intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder. Sikre, at bøder og andre sanktioner anvendes effektivt og har en afskrækkende virkning. Afsætte passende ressourcer med henblik herpå og til lovhåndhævelse, retsforfølgelse og domstolsbehandling. Konkurrence - Sikre troværdige håndhævelsesresultater for antitrustlovgivning og statsstøttekontrol. Give kommissionen for konkurrencebeskyttelse effektive midler til at håndhæve loven og sikre statsstøttekommissionens uafhængighed ved at forsyne det med passende personaleressourcer og bygninger. - Udarbejde et samlet fortegnelse over alle løbende statsstøtteforanstaltninger og sikre deres indberetning. - Tilpasse lovgivningen yderligere til EU’s konkurrencelovgivning og statsstøtteregler. - Skabe bevidsthed om spørgsmålet i de offentlige institutioner og i forretningssektoren. Finansielle tjenesteydelser - Styrke lovgivnings- og tilsynsrammerne for den finansielle sektor samt deres håndhævelse, specielt for forsikringssektoren og aktie- og obligationsmarkederne. - Oprette en uafhængig tilsynsmyndighed for forsikringssektoren med passende personaleressourcer. Informationssamfundet og medierne - Udbedre bruddet på stabiliserings- og associeringsaftalen ved at tage alle nødvendige foranstaltninger for at opfylde forpligtelsen til at liberalisere sektoren for elektronisk kommunikation, herunder vedtage de nødvendige gennemførelsesbestemmelser og styrke tilsynsorganerne yderligere. - Sikre konkurrencebeskyttelse over for operatører med stærk markedsposition. - Sikre, at medielovgivningen er i overensstemmelse med de henstillinger, der blev fremsat i maj 2005 på grundlag af Europarådets og Kommissionens fælles ekspertise. - Sikre, at injurielovgivningen afspejler europæiske standarder. - Styrke uafhængigheden og den administrative kapacitet i rådet for elektroniske medier. Landbrug og udvikling af landdistrikterne - Fremskynde registreringen af landbrugsjord og matrikelregistreringen af fast ejendom. - Vedtage den nødvendige lovgivning og oprette passende administrative strukturer til håndtering af EU’s instrumenter til udvikling af landdistrikterne, herunder tiltag til oprettelsen af et udbetalende organ for landdistriktudvikling. Fødevaresikkerhed samt veterinær- og plantesundhedspolitik - Fortsatte tilpasningen af lovgivningen til EU’s veterinær- og plantesundhedslovgivning. - Styrke veterinærvæsenets kapacitet, både på centralt og lokalt plan, med henblik på at indføre et EU-kompatibelt kontrolsystem, specielt for importkontrol. Styrke forvaltningen og uddannelsen af inspektører. - Oprette et system til identifikation og registrering af kvæg og andre relevante arter. - Tilpasse systemerne til kontrol af dyresygdomme og dyresundhed yderligere til EU’s lovgivningsmæssige og institutionelle krav samt tilpasse beredskabsplanerne for liste A-sygdomme. - Udarbejde et program, der moderniserer fødevareindustrien, så den opfylder EU-kravene. Transportpolitik - Fortsætte tilpasningen til EU-retten på transportområdet, specielt hvad angår markedsadgang, transport af farlige stoffer, og EU’s sociale og fiskale bestemmelser. - Oprette et tilsynsorgan for jernbanesektoren, der er uafhængigt af infrastrukturforvaltningen og jernbaneselskaberne. Oprette en sikkerhedsmyndighed, der er ansvarligt for udstedelsen af sikkerhedscertifikater. Bringe lovgivningen på linje med EU-reglerne for jernbanetransport af farlige stoffer. - På luftfartsområdet fortsætte tilpasningen af lovgivningen til EU’s sikkerhedsregler og markedsregler. Styrke civilluftfartsmyndighedens administrative kapacitet. - Indgå en aftale om et fælleseuropæisk luftfartsområde med en protokol om overgangsforanstaltninger til gennemførelsen af EU’s luftfartslovgivning. - Fortsætte implementeringen af aftalememorandummet om det sydøsteuropæiske regionale basistransportnet. Energi - Begynde at tilpasse lovgivningen om de nationale el- og gasmarkeder, effektiv energiudnyttelse og vedvarende energikilder til EU-retten med henblik på gradvis at åbne energimarkedet for konkurrence. - Styrke energitilsynskommissionens uafhængighed. - Begynde at gennemføre traktaten om energifællesskabet. - Forbedre den administrative kapacitet i alle energisektorer. Beskatning - Øge den administrative kapacitet til at gennemføre skattelovgivningen og bekæmpe skatteunddragelse. - Tage strukturelle foranstaltninger til hurtigt at reformere kontrolpolitikken og forbedre kontrolkapaciteten. - Udvikle en revisionsstrategi og passende it-systemer. - Ændre afgiftssystemet for tobaksprodukter med henblik på at ophæve den eksisterende diskriminering mellem indenlandske og importerede produkter. - Forpligte sig til at opfylde principperne i adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning og sikre, at nye skatteforanstaltninger er i overensstemmelse med disse principper. Statistikker - Styrke kapaciteten i statens statistiske kontor for at sikre rettidig gennemførelse af optællingen af landbrug og virksomheder og den fortsatte udvikling af nationalregnskaber og de dertil nødvendige statistikker. Styrke indsamling og behandling af landbrugsstatistikker i overensstemmelse med EU’s standarder og metodologi. - Ændre loven om statsstatistik for at harmonisere den fuldt ud med EU’s standarder og skabe de betingelser, der er nødvendige for gennemførelsen af EU’s statistiklovgivning. Erhvervs- og industripolitik - Fortsætte gennemførelsen af det europæiske charter for små virksomheder. Indføre et kuponsystem for uddannelses- og rådgivningsydelser. Udforske mulighederne for skatteincitamenter til opstart af små virksomheder. Forbedre kanalerne til repræsentation af SMV og forsvar af deres interesser. - Indføre systematisk evaluering af virkningen af ny lovgivning på virksomhederne. - Sikre lancering og professionel uafhængig forvaltning af lånegarantifonden. - Sikre effektiv gennemførelse af lovgivningen om elektronisk underskrift. Regionalpolitik og koordination af strukturinstrumenterne - Udvikle en samlet og sammenhængende strategi og et lovudkast for regionaludviklingen. - Udarbejde partnerskabsstrukturer, der sikrer nært samarbejde mellem de interesserede parter på nationalt og regionalt niveau. Retfærdighed, frihed og sikkerhed - Vedtage og gennemføre loven om grænseovervågning, herunder bestemmelserne for strategien for integreret grænseforvaltning, samt udlændingeloven. Gennemføre handlingsplanen for integreret grænseforvaltning. Udarbejde skriftlige retningslinjer, der svarer til Schengen-håndbogen, til anvendelse på alle grænsekontrolsteder. - Udvikle de vigtigste databaser til grænseforvaltning og sikre, at de er forbundet. Modernisere udstyr til dokumentkontrol og grænseovervågning. Indføre rejse- og identitetspapirer af høj kvalitet. Sørge for supplerende uddannelse af personale, der overføres fra forsvarsministeriet, på basis af et flerårigt uddannelsesprogram. - Fortsætte gennemførelsen af handlingsplanen til reform af politiet. Sørge for passende finansiering og uddannelse. Styrke koordinering og samarbejde både mellem de forskellige politikorps og mellem politiet og andre retshåndhævende instanser. - Udvikle og gennemføre en omfattende strategi for personale og uddannelse inden for politiet. Modernisere politiets udstyr, specielt med henblik på specialundersøgelser. - Fortsætte gennemførelsen af rækken af handlingsorienterede foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Oprette et integreret efterretningssystem til fælles brug for de organer, der beskæftiger sig med bekæmpelse af organiseret kriminalitet, herunder handel med mennesker, våben og narkotika. - Udvikle en national narkotikastrategi på linje med EU’s narkotikastrategi for 2005-2012 og oprette velstrukturerede enheder specialiseret i agentvirksomhed samt sikre uddannelse i efterretningsbaseret politivirksomhed. Sikre passende ressourcer til beskyttelse af vidner. Styrke kapaciteten til efterforskning af computerforbrydelser. Miljø - Forbedre gennemførelsen af miljøloven og miljøovervågningen. - Styrke miljøinspektoratet og andre håndhævelsesorganer. Sikre troværdige håndhævelsesresultater. Sikre, at bøder og andre sanktioner anvendes effektiv og har en afskrækkende virkning. - Styrke den administrative kapacitet på nationalt og lokalt plan og begynde at udarbejde strategiplaner, herunder finansielle strategier. - Udvikle en miljøinvesteringsstrategi baseret på et skøn over omkostningerne ved tilpasningen. Toldunionen - Tilpasse de generelle gebyrer for toldbehandling til EU-retten. Ophæve det særlige gebyr på 100 EUR for anmodninger om tildeling af toldkontingenter, da det strider mod EU-retten og krænker bestemmelserne i stabiliserings- og associeringsaftalen. - Øge den administrative kapacitet til gennemførelse af toldlovgivningen og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. - Tage alle nødvendige skridt til korrekt gennemførelse af oprindelsesreglerne. - Tilnærme lovgivningen og procedurerne yderligere til EU-retten, specielt på områderne forsendelse, forenklede procedurer og toldkontingenter. Eksterne forbindelser - Arbejde på at realisere den fremtidige regionale frihandelsaftale i Sydøsteuropa. Finanskontrol - Vedtage og gennemføre en sammenhængende lovgivning for området intern kontrol, som dækker alle relevante aspekter af ledelsesansvarliggørelse, uafhængig intern revision, central harmonisering samt bekæmpelse af svig. - Udarbejde et samlet strategidokument for offentlig intern finanskontrol, der skal danne grundlag for gennemførelsen af de mellemfristede prioriteter for offentlig intern kontrol. - Fuldføre oprettelsen af funktionsdygtige og uafhængige interne revisionskontorer i de centrale statsinstitutioner og oprette tilsvarende kontorer på kommunalt plan. Styrke finansministeriets koordinerende rolle. Sikre passende personale, uddannelse og udstyr. - Oprette en kontor til harmonisering af finansiel forvaltning og kontrol i finansministeriet. - Udvikle de effektive systemer til forvaltning, overvågning, kontrol og revision, som er nødvendige for en decentraliseret gennemførelse af programmerne under EU’s førtiltrædelsesinstrumenter. - Styrke den operationelle og finansielle uafhængighed af statsrevisionen og sikre opfølgning af resultaterne af dens rapporter. 3.2. Mellemfristede prioriteter Politiske kriterier DEMOKRATI OG RETSSTATSFORHOLD Offentlig forvaltning - Videreudvikle administrationens kapacitet til at gennemføre stabiliserings- og associeringsaftalen. - Yderligere fremme civilsamfundets, herunder arbejdsmarkedets parters, aktive deltagelse, i beslutningsprocessen. Retssystemet - Fuldføre gennemførelsen af strategi- og handlingsplanen til reform af retssystemet. Sikre retsvæsenets uafhængighed og effektivitet. - Opnå mærkbare resultater med forbedringen af retssystemets arbejde, herunder øge antallet af fuldbyrdede civilretlige domme. - Videreudvikle uddannelsesakademiet for dommere og anklagere. - Videreudvikle retssystemets kapacitet til at behandle organiseret og økonomisk kriminalitet. - Skaffe passende udstyr og it-hjælpemidler til domstolene. Antikorruptionspolitik - Fortsætte gennemførelsen af strategien til bekæmpelse af korruption og forbedre initiativerne til at skabe bevidsthed om problemet i forvaltningen og i den brede befolkning. Sikre effektiv gennemførelse af vedtagne foranstaltninger og lovgivning til bekæmpelse af korruption. - Udvikle en metodologi og iværksætte et system til indsamling og udveksling af oplysninger og gensidig adgang til databaser. Ohrid-rammeaftalen - Fuldende decentraliseringsprocessen og fortsætte gennemførelsen af strategien for ligelig repræsentation af mindretal i den offentlige forvaltning og de offentlige virksomheder. MENNESKERETTIGHEDER OG BESKYTTELSE AF MINDRETAL - Fremme respekten for menneskerettigheder i de retshåndhævende instanser og i varetægtsarrester og fængsler. Økonomiske kriterier - Forbedre erhvervsklimaet yderligere. Specielt fuldføre registreringen af al jord og fast ejendom og i denne sammenhæng styrke matrikelsystemet. Sikre håndhævelse af kreditorrettigheder inden for rammerne af gennemsigtige retsregler. Forbedre vilkårene for investorer. - Forbedre kvaliteten af forvaltningen og samtidig opretholde sunde offentlige finanser. - Tage skridt til at integrere den uformelle sektor i den formelle økonomi, specielt med henblik på at sikre, at alle ansatte er dækket af det sociale sikkerhedssystem og bekæmpe illoyal konkurrence fra uregistrerede virksomheder. - Fremme strukturændringer og diversificering af de økonomiske aktiviteter for bedre at udnytte landets komparative fordele. - Fortsætte den regionale økonomiske integration. Modernisere transport- og kommunikationsinfrastrukturerne. Udvide landets handelsintegration med regionen. - Nedbringe de relativt høje uproduktive udgifter og samtidig øge finansieringen af uddannelse, infrastruktur og forskning og udvikling. - Modernisere uddannelsessystemet. Bringe kvaliteten af uddannelserne på højde med europæiske standarder. Modernisere undervisningsplanerne for sekundær- og universitetsuddannelse. Øge indsatsen for at skabe et moderne erhvervsuddannelsessystem. - Øge den administrative kapacitet til skatteopkrævning og udgiftskontrol. Højne standarderne for intern kontrol og revision. Evnen til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab Frie varebevægelser - Øge indsatsen for at blive fuldt medlem af CEN og CENELEC og af Det Europæiske Institut for Telestandarder (ETSI). Sikre passende personaleressourcer i standardiseringsinstituttet. - Styrke den administrative kapacitet, der kræves til effektiv markedsovervågning. - Indføre klausuler om gensidig anerkendelse i lovgivningen. Arbejdskraftens fri bevægelighed - Udvikle tilstrækkelig administrativ kapacitet til at gennemføre EU-reglerne for koordinering af de sociale sikkerhedsordninger. Etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser - Vedtage lovgivning til anerkendelse af udenlandske erhvervskvalifikationer og oprette administrative strukturer og procedurer til dette formål. - Vedtage en postpolitik baseret på postdirektivet, som omfatter oprettelse af en uafhængig national tilsynsmyndighed for posttjenester. Selskabsret - Sikre høje standarder i revisionserhvervet. Konkurrence - Forbedre håndhævelsesresultaterne for antitrust og statsstøtte. Informationssamfundet og medierne - Overtage og gennemføre EU’s regelrammer for informationssamfundet og medierne. - Vedtage lovgivning om elektronisk handel og tjenester med adgangsstyring. - Fortsætte tilpasningen til den europæiske konvention om grænseoverskridende fjernsyn og direktivet om fjernsyn uden grænser. - Styrke tilsynsmyndighedernes administrative kapacitet yderligere. Landbrug og udvikling af landdistrikterne - Udvikle en overordnet strategi til udvikling af landdistrikterne. - Modernisere landbrugsadministrationens kapacitet og fuldføre forberedelserne til iværksættelse og praktisk anvendelse af den fælles landbrugspolitiks forvaltningsmekanismer, særlig det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem og det udbetalende organ. Sikre et velfungerende markidentifikationssystem (LPIS). - Etablere en fortegnelse over vindyrkningsarealer og gøre den operationel. Fødevaresikkerhed; plantesundheds- og veterinærpolitik - Tilnærme lovgivningen yderligere til EU-retten for transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) og animalske biprodukter, gennemføre og kontrollere håndhævelsen deraf og oprette de nødvendige systemer til indsamling og behandling af animalske biprodukter. - Oprette en plantesundhedsmyndighed med tilstrækkeligt personale og sørge for, at plantesundhedsorganerne har passende laboratoriekapacitet. Tilpasse plantesundhedslovgivningen yderligere til EU-retten. Transportpolitik - Fortsætte arbejdet med at tilpasse vejtransportlovgivningen fuldstændig til EU-retten. Fortsætte tilpasningen til EU's jernbanelovgivning (første og anden jernbanepakke og interoperabilitet). Opnå fuldstændig tilpasning til EU’s luftfartslovgivning. Sikre stringent håndhævelse af den relevante lovgivning. - Fortsætte implementeringen af aftalememorandummet om det sydøsteuropæiske regionale basistransportnet. Energi - Fortsætte implementeringen af kravene i traktaten om energifællesskabet. - Arbejde på at tilpasse lovgivningen til EU-retten om kerneenergi og styrke den administrative kapacitet i sektoren. Beskatning - Tilpasse lovgivningen fuldstændig til EU-retten, inklusive ny lovgivning (f.eks. energidirektivet). - Fortsætte reformen af skattevæsenet og sikre, at det fungerer ordentligt. - Fortsætte arbejdet med til at sikre interoperabilitet med EU’s edb-systemer. - Øge gennemsigtigheden og forbedre informationsudvekslingen med EU-medlemsstaterne for at lette håndhævelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse eller -svig. I denne forbindelse kan udveksling af oplysninger med EU-medlemsstater baseres på OECD’s modelaftale om informationsudveksling. Statistikker - Fastlægge statistiske regioner, der er forenelige med NUTS, og begynde at producere regionale statistikker. - Oprette et register over landbrugsbedrifter baseret på optællingen af landbrug og udfylde resterende lakuner i landbrugsstatistikkerne. - Videreudvikle makroøkonomiske og sociale statistikker. - Udarbejde pålidelige erhvervsstatistikker på grundlag af det erhvervsstatistiske register og optællingen af virksomheder. Socialpolitik og beskæftigelse - Fortsætte tilpasningen af lovgivningen til EU-retten på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsmarkedslovgivning og diskriminationsbekæmpelse og styrke de pågældende administrative strukturer. - Styrke arbejdstilsynet med personaleressourcer og udstyr og give det mulighed for at anvende effektive og afskrækkende sanktioner. - Udvikle og gennemføre en alsidig beskæftigelsesstrategi med inddragelse af alle interesserede parter med henblik på senere deltagelse i den europæiske beskæftigelsesstrategi og samtidig opbygge den nødvendige kapacitet til analyse, implementering og evaluering. Erhvervs- og industripolitik - Udarbejde og gennemføre en industristrategi, der kan fremme vækst og innovation. - Videreudvikle mekanismer til støtte for SMV og forbedre SMV-adgang til finansielle ydelser. Regionalpolitik og koordination af strukturinstrumenterne - Sikre en klar ansvarsfordeling og et effektivt interministerielt samarbejde til udvikling af en alsidig og sammenhængende regionaludviklingsstrategi. - Etablere partnerskabsstrukturer, der sikrer nært samarbejde mellem de interesserede parter på nationalt og regionalt plan. Inddrage socioøkonomiske partnere og andre partnere. - Sikre, at de udpegede forvaltnings- og betalingsmyndigheder gradvist opbygger deres kapacitet. - Udarbejde og gennemføre planer for national og regional udvikling. - Forbedre procedurerne for finansforvaltning og -kontrol og oprette effektive overvågnings- og evalueringssystemer. - Oprette et nationalt regionaludviklingskontor. - Udvikle kapacitet til forberedelse og forvaltning af projekter i overensstemmelse med strukturfondene og samhørighedsfonden, både centralt og på NUTS III-plan. Retfærdighed, frihed og sikkerhed - Fuldføre gennemførelsen af strategien for integreret grænseforvaltning. - Fuldføre gennemførelsen af handlingsplanen til reform af politiet. Fortsætte moderniseringen af udstyr og uddannelser. Videreudvikle systemet til forvaltning af menneskelige ressourcer. - Videreudvikle det integrerede system for efterretningsbaseret politivirksomhed. Styrke den specialiserede efterforskningskapacitet til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, herunder handel med mennesker, våben og narkotika. - Anvende asylprocedurer, der fuldt ud opfylder de internationale og europæiske standarder, og reformere appelsystemet. Styrke den administrative kapacitet ved at vedtage en strategiplan for de administrative strukturer samt retningslinjer for behandling af asylsager. Styrke den proceduremæssige forvaltning og støtte. Styrke modtagelseskapaciteten og udvikle en central database for alle udlændinge, som dækker asyl, migration og visa. - Udvikle og gennemføre en migrationspolitik, herunder en aktiv hjemsendelsespolitik, som opfylder EU’s standarder og kan bidrage effektivt til bekæmpelse af ulovlig og sekundær migration. Videnskab og forskning - Begynde at udforme og anvende en integreret forskningspolitik. - Styrke kapaciteten til forskning og teknologisk udvikling for at sikre, at landet får udbytte af deltagelsen i EU's rammeprogrammer. Miljø - Integrere krave om miljøbeskyttelse i andre sektorpolitikker, bl.a. ved at udarbejde vurderinger af virkningerne på miljøet. - Øge investeringerne i miljøinfrastrukturer med særlig vægt på opsamling og behandling af spildevand, drikkevandsforsyning, bekæmpelse af luftforurening og affaldsforvaltning. Forbruger- og sundhedsbeskyttelse - Fortsætte tilpasningen til EU-retten om sikkerhedsbestemmelser. Toldunionen - Sikre, at toldlovgivningen og toldprocedurerne er fuldstændig tilpasset til EU's lovgivning og standarder og at procedurerne gennemføres fuldt ud i hele landet. - Fortsætte med at styrke toldforvaltningen og sikre, at den fungerer effektivt, med henblik på at nå op på EU’s standarder. Fuldende gennemførelsen af den strategiske plan for 2004-2008. - Fortsætte forberedelserne til at sikre interoperabilitet med EU’s edb-systemer. Udenrigspolitik, sikkerheds- og forsvarspolitik - Sikre, at der tages fuldt hensyn til de “vejledende EU-principper for ordninger mellem en stat, som er part i Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, og USA for så vidt angår betingelserne for overgivelse af personer til domstolen”, der blev vedtaget den 30. september 2002. Finanskontrol - Udvikle og gennemføre principperne om decentraliseret ledelsesansvarliggørelse og funktionelt uafhængig intern revision i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder og bedste EU-praksis, efter EU’s model for offentlig intern finanskontrol ved hjælp af en sammenhængende lovgivning og passende institutionel kapacitet. Sikre, at finansministeriet går foran i bestræbelserne på at realisere dette og bidrager til at koordinere og harmonisere processen. - Yderligere styrke den operationelle kapacitet samt den funktionelle og finansielle uafhængighed i statsrevisionen. - Udvikle procedurer og administrativ kapacitet til at sikre effektiv beskyttelse af EU’s finansielle interesser. 4. PROGRAMMERING EU’s bistand til de vestbalkanske lande som led i stabiliserings- og associeringsprocessen ydes gennem de eksisterende finansielle instrumenter, særlig Rådets forordning (EF) nr. 2666/2000[3]. Denne afgørelse får derfor ingen finansielle virkninger. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien kan få adgang til finansiering fra flerlandeprogrammer og horisontale programmer. 5. BETINGETHED Fællesskabets bistand til de vestbalkanske lande som led stabiliserings- og associeringsprocessen er betinget af yderligere fremskridt med opfyldelsen af Københavnskriterierne og virkeliggørelsen af de specifikke prioriteter for det europæiske partnerskab. Hvis disse betingelser ikke overholdes, har Rådet mulighed for at træffe passende foranstaltninger på grundlag af artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 2666/2000[4]. EU's bistand er også underlagt de betingelser, Rådet fastlagde i sine konklusioner af 29. april 1997 og 21. og 22. juni 1999, bl.a. hvad angår modtagernes pligt til at gennemføre demokratiske, økonomiske og institutionelle reformer. 6. OVERVÅGNING Gennemførelsen af det europæiske partnerskab overvåges ved de mekanismer, der blev oprettet som led i stabiliserings- og associeringsprocessen, især Kommissionens årsberetninger. [1] EUT L 86 af 24.3.2004, s. 1. [2] Rådets afgørelse 2004/518/EF af 14. juni 2004 om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (EUT L 222 af 23.6.2004, s. 20). [3] EFT L 306 af 7.12.2000, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2415/2001 (EFT L 327 af 13.12.2001, s. 3). [4] Jf. artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 2666/2000: “1. Respekten for de demokratiske principper og retsstaten samt respekten for menneskerettighederne, mindretallenes rettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder udgør et vigtigt element i anvendelsen af denne forordning og er en forhåndsbetingelse for at kunne modtage fællesskabsbistand. Hvis disse principper tilsidesættes, kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen træffe passende foranstaltninger. 2. Fællesskabsbistanden er ligeledes underlagt de betingelser, Rådet har fastlagt i sine konklusioner af 29. april 1997, bl.a. hvad angår modtagernes pligt til at gennemføre demokratiske, økonomiske og institutionelle reformer.”