a)Vedrørende det første spørgsmål har Schul anført, at påbudet i traktatens artikel 13, stk. 2, i henhold til Domstolens praksis i princippet gælder enhver ensidigt pålagt økonomisk belastning, uanset hvordan den benævnes eller anvendes, som rammer varer indført fra en anden medlemsstat, når de passerer grænsen. Kun de økonomiske byrder i forbindelse med et almindeligt indenlandsk afgiftssystem, der systematisk, efter samme kriterier og på samme handelstrin, omfatter indenlandske og indførte varer, er undtaget fra dette forbud.

I det foreliggende tilfælde må det bemærkes, at hvis den omsætningsafgift, som er blevet pålagt den indførte båd, i Nederlandene er et led i en almindelig indenlandsk gebyrordning, som konsekvent omfatter nationale og importerede produkter — jf. Domstolens dom af 28. juni 1978 (Simmenthal, sag 70/77, Sml., s. 1453) — pålægges denne afgift hverken efter samme kriterier eller på samme handelstrin. Kriterierne er forskellige, fordi de indenlandske, varer ikke pålægges omsætningsafgift ved salg foretaget af privatpersoner; handelstrinnet er ikke det samme, fordi de indenlandske varer ikke pålægges afgift på det trin, hvor de sælges/leveres af private.

Følgelig må det første spørgsmål besvares således:

Den omsætningsafgift, som en medlemsstat opkræver i tilfælde af indførsel af varer fra en anden medlemsstat, som leveres af en privatperson, skal anses for en afgift med tilsvarende virkning som indførselstold, jf. traktatens artikel 13, stk. 2, hvis omsætningsafgift ikke opkræves ved levering gennem en privatperson af varer, som allerede befinder sig i denne medlemsstat.

Denne harmonisering er nødvendig, fordi medlemsstaternes lovgivninger om omsætningsafgift hviler på det princip, at forbrugsafgifter, som f.eks. omsætningsafgift, skal opkræves i det land, hvor de pågældende varer og tjenesteydelser bruges (princippet om bestemmelseslandet). Anvendelsen af dette princip indebærer, at der er skatte- og afgiftsmæssige grænser, fordi forbruget af en vare i en medlemsstat pålægges den omsætningsafgift, som er gældende i denne medlemsstat. Afgiften rammer altså ikke blot leveringer af varer, som sker ved erhvervsdrivende i indlandet, men også indførsel af varer, uanset hvem der foretager indførslen, og uanset af hvilken grund indførslen sker.

a)Hvad angår det første spørgsmål mener den nederlandske regering, at opkrævning af omsætningsafgift ved indførsel af varer fra en anden medlemsstat gennem en privatperson ikke er en afgift med tilsvarende virkning i den i traktatens artikel 13, stk. 2, forudsatte betydning.

Denne bestemmelse sigter, som Domstolen har fastslået i dommen af 19. juni 1973 (Capolongo, sag 77/72, Sml., s. 611), på enhver afgift, der opkræves ved eller på grund af import, og som, fordi den specielt rammer et importeret produkt og ikke det tilsvarende indenlandske produkt, ved at ændre dets kostpris har den samme restriktive virkning på de frie varebevægelser som told. Ifølge denne dom kan derimod afgifter, som f.eks. omsætningsafgift, der er et led i et almindeligt internt afgiftssystem, som konsekvent behandler indenlandske og importerede produkter efter samme kriterier, ikke anses for afgifter med tilsvarende virkning som told.

Beskatning af leveringer af varer udført af erhvervsdrivende i indlandet svarer til et skattetryk, som rettes mod disse varer, allerede før forbruget af dem indledes, og som senere rammer hele brugen eller forbruget. Det er følgelig ikke nødvendigt også at pålægge eventuelle leveringer foretaget af privatpersoner på et senere handelstrin omsætningsafgift, da den samlede brug er blevet beskattet, fordi den erhvervsdrivende har betalt omsætningsafgift af prisen på varen i ny stand på det tidspunkt, den blev leveret til den første privatperson. I øvrigt medfører en undladelse af at pålægge afgift ved indførslen en ulighed i forhold til den situation, som den samme privatperson ville have befundet sig i, hvis han havde købt den samme vare i medlemsstaten. Indførsel af varer pålægges i princippet altid den nationale afgift, netop med det formål at undgå en sådan fortrinsstilling.

a)Det sjette direktiv har til formål at indføre en fælles momsordning. Det indførte imidlertid ikke en fuldstændig ordning omfattende alle de detailbestemmelser, der ville muliggøre dens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne, men harmoniserede blot delvis de nationale afgiftsordninger, således at medlemsstaterne stadig har en vid skønsmargen ved fastsættelsen af afgiftssatserne og definitionen af de begreber, der benyttes ved afgiftens anvendelse. Det tager navnlig sigte på erhvervsdrivendes økonomiske virksomhed, men omfatter også samtlige transaktioner, selv ikkeerhvervsmæssige.

Denne harmonisering hviler dels på opretholdelsen af afgiftsmæssige grænser, dvs. adskillelse af medlemsstaternes afgiftsordninger, dels på en gradvis ensretning af disse ordninger. I mellemtiden udlignes forskellene mellem de nationale ordninger ved grænsen gennem en ordning med afgiftspålæggeise ved indførsel og afgiftsgodtgørelse ved udførsel. Udligningsordningen er imidlertid ufuldstændig i det omfang, forskellene mellem de endnu ikke harmoniserede lovgivninger kan give anledning til pålæggelse af afgifter uden tilsvarende godtgørelse af afgifter.

Hvad nærmere angår artikel 2 i det sjette direktiv, er medlemsstaterne forpligtet til for transaktioner foretaget i indlandet kun at lægge moms på de transaktioner, der udføres af en afgiftspligtig, jf. direktivets artikel 4. Denne artikel overlader medlemsstaterne en vid skønsmargen, navnlig hvad angår lejlighedsvise transaktioner. Til gengæld er medlemsstaterne forpligtet til for indførslernes vedkommende at lægge moms på alle indførsler af varer, uden at der er overladt dem nogen skønsmargen.

For at undgå, at den samme vare pålægges afgift to gange, nemlig i udførselslandet og i indførselslandet, forpligter direktivets artikel 15, stk. 1, udførselsmedlemsstaten til at fritage levering af goder, som af sælgeren eller for hans regning forsendes eller transporteres ud over det nationale område, for afgift. Følgelig er der i normale tilfælde, og under alle omstændigheder for handelstransaktioners vedkommende, ikke tale om dobbelt afgift, men kun om pålæggelse af moms i indførselslandet. Det kan imidlertid forekomme, at sammenstillingen af nationale kun delvis harmoniserede ordninger for transaktioner, hvori der ikke deltager afgiftspligtige, giver anledning til afgiftsbelastning ved indførsel, uden at der sker afgiftsgodtgørelse ved udførsel.

a)Hvad angår spørgsmålet om den nederlandske ordnings forenelighed med det sjette direktiv, må udgangspunkt tages i afgiftens mekanisme. Afgiften opkræves på hvert produktions- og salgstrin indtil den endelige forbruger, således at hver afgiftspligtig, som optræder i omsætningskæden, er forpligtet til at opkræve den og indbetale den til statskassen efter fradrag af det beløb, der er betalt til den umiddelbart foregående afgiftspligtige. Afgiften opkræves efter ens kriterier og metoder i hver medlemsstat, idet medlemsstaterne dog stadig frit kan fastsætte deres egne afgiftssatser. Der opkræves ingen moms i tilfælde af salg ved private, for så vidt salget finder sted på en medlemsstats afgiftsområde, da private ikke er afgiftspligtige i direktivets forstand.

Direktivets artikel 15 fastsætter en ret til afgiftsfritagelse for eksport. De således eksporterede varer pålægges ved indførsel til en anden medlemsstat denne medlemsstats moms i henhold til direktivets artikel 12, stk. 5, med samme sats, som den, der gælder i indlandet for levering af samme vare.

Imidlertid indeholder artikel 32 særlige bestemmelser for brugte genstande, for hvilke Rådet før den 31. december 1977 skulle have vedtaget en fællesskabsafgiftsordning. I henhold til denne artikel har de medlemsstater, som ved direktivets ikrafttræden havde anvendt en særordning på dette område, kunnet opretholde deres ordning indtil iværksættelsen af den nævnte fællesskabsordning.

Heraf følger, at selv om der ubestrideligt består en ret til fradrag ved eksport af varer, der er nye — således at spørgsmålet om dobbelt afgiftspålæggeise ikke opstår — er direktivet ikke klart, hvad angår brugte genstande, der indføres af en privat efter at være købt i en handel med en anden privatperson. Vedrørende dette har Kommissionen først redegjort for rækkevidden af artikel 32 om salg af brugte genstande, hvorefter medlemsstaterne kan anvende deres gældende ordning indtil iværksættelsen af en fællesskabsordning. Kommissionen mener, at denne bestemmelse kun gælder for afgiftspligtige, og anfører, at salg i en medlemsstat af brugte genstande mellem privatpersoner henhører under ordningen i det sjette direktiv og ikke er pålagt afgift.

Derefter har Kommissionen redegjort for den opfattelse, at moms kan opkræves ved indførsel af brugte genstande gennem en privatperson, når disse genstande er erhvervet som følge af en transaktion foretaget med en anden privatperson. Denne opfattelse kan støttes på den klare ordlyd af direktivets artikel 2, stk. 2, som bestemmer, at merværdiafgift pålægges indførsel af goder. Den således stiftede forpligtelse har absolut karakter, hvilket i øvrigt bekræftes af andre bestemmelser i direktivet, som indfører samme sondring mellem transaktioner afsluttet i indlandet og indførsler.

Det kan ikke herimod anføres, at den således beskrevne ordning giver anledning til dobbelt afgiftspålæggeise for brugte genstande, idet disse allerede pålægges afgift første gang hos den endelige forbruger, da dobbelt afgiftspålæggeise ikke er blevet ulovlig ved det sjette direktiv, der ikke har neutraliseret momsen i samhandelen inden for Fællesskabet for alle arter af transaktioner.

Kommissionen har tilføjet, at en anden fortolkning er mulig, som den imidlertid ikke tilslutter sig. Udgangspunktet for denne opfattelse er den antagelse, at indførelsen af momsordningen har til formål, såvel på nationalt plan som på fællesskabsplan, i konkurrencen at sikre afgiftsmæssig neutralitet, hvad angår opkrævningen af afgiften. Således fastslår direktivets artikel 10 den væsentlige ligestilling af den afgiftsudløsende begivenhed på indenlandsk plan, nemlig levering af varerne, med den afgiftsudløsende begivenhed ved indførsel, nemlig tilsvarende varers indførelse til det pågældende land, ligesom direktivets artikel 12, stk. 5, bestemmer, at den sats, der finder anvendelse ved indførsel af et gode, er den samme som den, der skal anvendes ved levering af et tilsvarende gode i det pågældende land. Men i det foreliggende tilfælde kunne man hævde, at der her hverken er tale om ligestilling af den afgiftsudløsende begivenhed eller så meget desto mindre af den sats, der anvendes ved indførsel, da en tilsvarende transaktion på det indenlandske marked, nemlig salg mellem privatpersoner, ikke giver anledning til opkrævning af nogen afgift.

Det må imidlertid mod denne fortolkning indvendes, at nøgleordene i direktivets artikel 12, stk. 5, er levering af et tilsvarende gode, mens disse ord i ovenstående argumentation fortolkes således, at de betyder en ligestillet transaktion, dvs. en privatpersons levering af en brugt genstand til en anden privatperson. Det må endvidere indvendes, at den forlangte pris for brugte genstande genspejler den oprindeligt pålagte moms, og at der derfor må kompenseres for den afgift, som overvæltes på priserne for brugte genstande på det indenlandske marked.

Følgelig har Kommissionen draget den slutning, at en afgift opkrævet ved indførsel af brugte genstande, som er købt af privatpersoner under en transaktion indgået med andre privatpersoner, er forenelig med det sjette direktiv.