|
27.1.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 27/17 |
Resumé af Kommissionens afgørelse
af 3. september 2014
om en procedure i henhold til artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen
(Sag AT.39574 — Chips til intelligente kort)
(meddelt under nummer C(2014) 6250)
(Kun den nederlandske, tyske, engelske og franske udgave er autentiske)
(2017/C 27/12)
Den 3. september 2014 vedtog Kommissionen en afgørelse om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og afgørelsens hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner. Der tages hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. En ikke-fortrolig version af afgørelsens ordlyd findes på GD Konkurrences websted:
http://ec.europa.eu/competition/antitrust/cases/
1. INDLEDNING
I afgørelsen fastslås det, at der er sket en overtrædelse af artikel 101 i TEUF og af artikel 53 i EØS-aftalen, og følgende virksomheder pålægges en bøde: Infineon (Infineon Technologies AG), Philips (Koninklijke Philips NV og Philips France SAS), Samsung (Samsung Electronics Co Ltd og Samsung Semiconductor Europe GmbH) og Renesas (Renesas Electronics Corporation og Renesas Electronics Europe Ltd). Renesas er et joint venture mellem Hitachi (Hitachi Ltd) og Mitsubishi (Mitsubishi Electric Corporation). De nævnte virksomheder deltog i et kartel vedrørende chips til intelligente kort.
Chips til intelligente kort bruges til forskellige formål som f.eks. sim-kort til mobiltelefoner, bankkort, betalings-tv-kort, id-kort, biometriske pas og transportkort.
2. SAGSFORLØB
Sagen blev indledt ved en anmodning om bødefritagelse fra Renesas i 2008. Efter de gennemførte inspektioner ansøgte de virksomheder, der stod for chips til intelligente kort hos Philips og Samsung, også om bødenedsættelse og fremsendte relevant dokumentation til Kommissionen.
Kommissionen indledte sagen i 2011 og igangsatte en forligsprocedure med Philips, Renesas og Samsung. Forligsforhandlingerne blev imidlertid afsluttet i 2012, og der blev også indledt en sag over for Infineon. Den 18. april 2013 blev der fremsendt en klagepunktsmeddelelse til Renesas (og virksomhedens moderselskaber Hitachi og Mitsubishi), Samsung, Philips og Infineon.
Parterne fik adgang til sagsakterne og mulighed for at forsvare sig over for Kommissionens foreløbige holdning på skrift og i løbet af den mundtlige høring, som fandt sted den 20. november 2013. Alle adressaterne for klagepunktsmeddelelsen deltog i den mundtlige høring.
Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål afgav en positiv udtalelse den 1. september 2014, høringskonsulenten offentliggjorde sin endelige rapport den 2. september 2014, og Kommission vedtog afgørelsen den 3. september 2014.
3. BAGGRUND
Afgørelsen vedrører et kartel indgået af de fire hovedleverandører af chips til intelligente kort (Renesas, Samsung, Infineon og Philips) i EØS-området gennem et net af bilaterale aftaler, som fandt sted mellem 2003 og 2005. På grundlag af den aggressive indtræden på markedet, som Samsung og Atmel foretog i 2003, og prispresset fra de to største kunder Axalto og Gemplus, valgte konkurrerende leverandører af chips til intelligente kort at samordne og koordinere deres markedsadfærd. De fire virksomheder aftalte bilateralt priser og komponenter, der danner prisen, som f.eks. produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse, fremtidig markedsadfærd samt aftaleforhandlinger i forhold til fælles kunder, og de udvekslede desuden konkurrencefølsomme oplysninger.
Kartellet var i kraft mellem den 24. september 2003 og den 8. september 2005, men varigheden af de forskellige parters deltagelse kan være kortere på grund af senere indtræden i eller tidligere udtræden af nettet af bilaterale kontakter. Varigheden af overtrædelsen i afgørelsesudkastet er 23 måneder for Renesas og Samsung, 18 måneder for Infineon og 11 måneder for Philips.
Hver enkelt adressat anses for at være ansvarlig for sin egen deltagelse i de konkurrencebegrænsende kontakter og kartelaftalerne, enten som direkte deltager, eller (for moderselskaber) fordi datterselskabets adfærd tilregnes moderselskabet, idet selskabet udøvede afgørende indflydelse over datterselskabernes virksomhed i overtrædelsesperioden.
Afgørelsen rettes til følgende virksomheder og enheder og omfatter følgende individuelle perioder: Infineon (Infineon Technologies AG) fra den 24. september 2003 til den 31. marts 2005, for sin koordinering med Samsung og Renesas; Philips (Koninklijke Philips NV og Philips France SAS) fra den 26. september 2003 til den 9. september 2004; Renesas (Renesas Electronics Corporation, Renesas Electronics Europe Limited og Hitachi, Ltd. og Mitsubishi Electric Corporation) fra den 7. oktober 2003 til den 8. september 2005; Samsung (Samsung Electronics Co., Ltd. og Samsung Semiconductor Europe GmbH) fra den 24. september 2003 til den 8. september 2005.
4. RETLIG VURDERING
I afgørelsen fastslås det, at Renesas, Samsung, Infineon og Philips har deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 i TEUF og af artikel 53 i EØS-aftalen.
Overtrædelsen vedrører sektoren for chips til intelligente kort (både sim-kortchips og andre chips) i hele EØS-området.
Parterne havde et eneste formål, som var at begrænse og kontrollere konsekvenserne af Samsungs aggressive indtræden på markedet og de to hovedkunders nedadgående prispres. Parterne indførte også et fælles adfærdsmønster (samme typer udvekslinger, samme personer involveret og timing af kontakter forklaret ved konjunkturcyklussen og Samsungs tilstedeværelse i Europa). Derfor udgør kontakterne en samlet og vedvarende overtrædelse, selv om overtrædelsen består af bilaterale kontakter mellem parterne.
Kommissionen finder, at de dokumenter, som de forskellige ansøgere om bødefritagelse og -nedsættelse har fremlagt, har tilstrækkelig beviskraftig værdi, men den besluttede alligevel ikke at anvende et af de dokumenter, som Samsung fremlagde på et relativt sent tidspunkt, fordi dokumentet fik tilføjet en oversættelse, og fordi omstændighederne for denne ændring ikke kunne forklares tilstrækkeligt.
5. BØDER
I afgørelsen anvendes retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 samt bestemmelserne i samarbejdsmeddelelsen fra 2006 til at fastsætte de bøder, der skal pålægges.
Bødernes grundbeløb fastsættes som en andel af virksomhedernes afsætning af varer og tjenester, som direkte eller indirekte har at gøre med overtrædelsen i det relevante geografiske område, og som står i forhold til varigheden af den enkelte virksomheds deltagelse i overtrædelsen. Der tilføjes endnu en andel af den relevante afsætning for at afskrække virksomhederne fra at indgå i et kartel.
Der er ingen skærpende omstændigheder, men der skelnes mellem graden af den enkelte parts involvering i overtrædelsen, hvilket afspejles i den enkelte bøde. Infineon får en bødenedsættelse på grund af formildende omstændigheder. Ydermere fik alle parterne en bødenedsættelse på grund af sagens varighed, som var seks og et halv år.
Hitachi, Mitsubishi og Samsung får pålagt en afskrækningsmultiplikator, fordi virksomhederne har en særlig stor omsætning ud over den afsætning af varer og tjenester, som vedrører overtrædelsen.
For samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen fra 2006 fritages Renesas i afgørelsen for bøder, og Samsung får en bødenedsættelse på 30 %.
Der pålægges følgende bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003:
|
a) |
Infineon Technologies AG: 82 874 000 EUR |
|
b) |
Koninklijke Philips N.V. og Philips France SAS hæfter solidarisk for: 20 148 000 EUR |
|
c) |
Hitachi, Ltd, Mitsubishi Electric Corporation, Renesas Electronics Corporation og Renesas Electronics Europe Limited hæfter solidarisk for: 0 EUR Hitachi, Ltd, hæfter alene (i lyset af den anvendte afskrækningsmultiplikator) for: 0 EUR Mitsubishi Electric Corporation hæfter alene (i lyset af den anvendte afskrækningsmultiplikator) for: 0 EUR |
|
d) |
Samsung Electronics Co., Ltd og Samsung Semiconductor Europe GmbH hæfter solidarisk for: 35 116 000 EUR. |
(1) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.