European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1566

30.7.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/1566

af 29. juli 2025

om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 for så vidt angår referencestandarder for kontrol af identiteten af og attributter knyttet til personer, til hvem et kvalificeret certifikat eller en kvalificeret elektronisk attestering af attributter skal udstedes

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (1), særlig artikel 24, stk. 1c, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 24 i forordning (EU) nr. 910/2014 kræves det, at kvalificerede tillidstjenesteudbydere kontrollerer identiteten af og, hvis det er relevant, attributter knyttet til en fysisk eller juridisk person, når de udsteder kvalificerede certifikater eller kvalificerede elektroniske attesteringer af attributter til den pågældende person.

(2)

For at sikre ligebehandling og tillid til resultatet af kontrolproceduren bør kontrollen foretages på en ensartet måde af alle kvalificerede tillidstjenesteudbydere, når de udsteder et kvalificeret certifikat eller en kvalificeret elektronisk attestering af attributter. I overensstemmelse med målene i forordning (EU) nr. 910/2014 er der udvalgt en række standarder med henblik på opfyldelse af disse specifikke krav. Disse standarder bør afspejle etableret praksis og være bredt anerkendt inden for de relevante sektorer. De bør tilpasses, så de omfatter yderligere kontrol, der sikrer den kvalificerede tillidstjenestes sikkerhed og pålidelighed, samtidig med at de fremmer grænseoverskridende interoperabilitet og et velfungerende indre marked.

(3)

Der bør fastsættes en passende overgangsperiode for kvalificerede tillidstjenesteudbydere, så de kan opfylde kravene i forordning (EU) nr. 910/2014. Med henblik på at sikre en tilstrækkelig tidsramme for kontrolundersøgelser af tillidstjenesteudbydere for så vidt angår overholdelse af kravene i nærværende forordning, bør nærværende forordning finde anvendelse fra 24 måneder efter dens ikrafttræden.

(4)

Kommissionen vurderer regelmæssigt nye teknologier, praksisser, standarder eller tekniske specifikationer. I overensstemmelse med betragtning 75 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1183 (2) bør Kommissionen revidere og om nødvendigt ajourføre nærværende forordning for at sikre, at den er i overensstemmelse med den globale udvikling, den tekniske struktur og referencerammen og følger bedste praksis på det indre marked.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3) og, hvor det er relevant, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (4) finder anvendelse på alle behandlingsaktiviteter vedrørende personoplysninger i henhold til nærværende forordning.

(6)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (5) og afgav udtalelse den 6. juni 2025.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 48 i forordning (EU) nr. 910/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De referencestandarder og specifikationer, der er omhandlet i artikel 24, stk. 1c, i forordning (EU) nr. 910/2014, er fastsat i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 19. august 2027.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juli 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/910/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1183 af 11. april 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 910/2014 for så vidt angår fastlæggelse af den europæiske ramme for digital identitet (EUT L, 2024/1183, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1183/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/679/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2002/58/oj).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


BILAG

Referencestandard for kontrol af identiteten af og attributter knyttet til personer, til hvem et kvalificeret certifikat eller en kvalificeret elektronisk attestering af attributter skal udstedes

Standarden ETSI TS 119 461 V2.1.1 (2025-02), for så vidt angår overensstemmelse med bilag C, punkt C.3, finder anvendelse med følgende tilpasninger:

1)

2.1 Normative referencer (Normative references)

—

[1] ETSI EN 319 401 V3.1.1 (2024-06): »Elektroniske signaturer og infrastrukturer (ESI) Generelle policykrav til trust service-udbydere«.

2)

C.3 Brugstilfælde for udstedelse af kvalificerede certifikater eller kvalificerede elektroniske attesteringer af attributter i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, artikel 24, stk.1a, og artikel 24, stk.1b, i forordning (EU) nr. 910/2014 (Use cases for issuance of qualified certificate or qualified electronic attestations of attributes in accordance with Article 24(1), (1a) and (1b) of Regulation (EU) No 910/2014)

—

[BETINGET] QTS-C3-01: Hvis identitetskontrol for et kvalificeret certifikat eller en kvalificeret elektronisk attestering foretages i forbindelse med identitetskontrol med henblik på udstedelse af autoritativ dokumentation, skal denne identitetskontrolprocedure:

—

være peerevalueret eller certificeret af et akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan til at opfylde sikringsniveauet »høj« i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 910/2014, eller

—

opfylde kravene i punkt C3.1 til C3.6.

3)

C.3.4 Brugstilfælde for godtgørelse af identitet ved hjælp af andre identifikationsmidler (Use case for identity proofing by other identification means)

—

QTS-C.3.4-06A: Det uafhængige overensstemmelsesvurderingsorgan, der er omhandlet i [BETINGET] QTS-C.3.4-06, punkt c), skal være akkrediteret som beskrevet i artikel 3, stk. 18, i forordning (EU) nr. 910/2014, og hvis alle relevante krav er opfyldt, bør vurderingen resultere i et overensstemmelsescertifikat på grundlag af en certificeringskontrol. Denne formelle certificeringsprocedure skal være baseret på en sikkerhedsevalueringsprocedure, der henviser til de sikringsniveauer, der er angivet for de anmeldte elektroniske identifikationsmidler eller certificerede europæiske digitale identitetstegnebøger i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014, og skal omfatte streng prøvning med henblik på evaluering af modstandsdygtigheden over for potentielle sikkerhedstrusler. Disse evalueringer skal anvende relevante tekniske standarder til at påvise robusthed over for sådanne angreb.

4)

9.2.3.4 Brugsscenarie for automatiseret drift (Use case for automated operation)

—

USE-9.2.3.4-04: Udbyderen af identitetsgodtgørelsestjenesten (IPSP — Identity Proofing Service Provider) skal fastsætte målværdier for procentsatsen for falsk accept (FAR – False Acceptance Rate) og procentsatsen for falsk afvisning (FRR – False Rejection Rate) i fuldt ud automatiserede processer for godtgørelse af identitet på grundlag af en risikoanalyse og en egen trusselsefterretningsprocedure ved at følge den metode, der er fastlagt i ENISA-rapporten »Methodology for sectoral cybersecurity assessments« [i.28], eller en tilsvarende metode. Disse målværdier skal være lig med eller lavere end dem, der er fastsat for hybride brugstilfælde, hvis sådanne findes. Udbyderen af identitetsgodtgørelsestjenesten skal opretholde disse målværdier for FAR og FRR konsekvent, understøttet af en risikoanalyse og en egen trusselsefterretningsprocedure.

5)

8.3.3 Kontrol af fysisk identitetsdokument (Validation of physical identity document)

—

VAL-8.3.3-21: Effektiviteten af foranstaltningerne til opfyldelse af kravene VAL-8.3.3-05X, VAL-8.3.3-05A, VAL-8.3.3-05B, VAL-8.3.3-05C, VAL-8.3.3-07A og VAL-8.3.3-07X skal prøves af et akkrediteret laboratorium eller en national kompetent myndighed, når sådanne er udpeget, senest den 19. august 2027, og derefter gentages hvert andet år.

6)

7.12. Virksomhedsafbrydelse og planer i tilfælde af virksomhedsafbrydelse (Termination and termination plans)

—

OVR-7.12-02: Planen i tilfælde af virksomhedsafbrydelse skal opfylde kravene i de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) nr. 910/2014 [i.1].


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1566/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)