52000PC0632

Forslag til Rådets afgørelse om at afsætte midler til Grækenland for at lette rentebyrden på EIB-lån til genopbygning af det område, der blev hærget af jordskælvet i september 1999 /* KOM/2000/0632 endelig udg. - CNS 2000/0255 */

EF-Tidende nr. 062 E af 27/02/2001 s. 0112 - 0112


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om at afsætte midler til Grækenland for at lette rentebyrden på EIB-lån til genopbygning af det område, der blev hærget af jordskælvet i september 1999

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den 7. september 1999 blev hele Attika-området og navnlig de vestlige og nordvestlige forstæder til Athen ramt af et jordskælv af styrke 5,9 på Richter-skalaen. Det afstedkom alvorlige personskader og store materielle skader på bygninger og industrielle anlæg. Tusindvis af boliger og huse blev fuldstændig ødelagt eller skal rives ned, og over 138 000 skal repareres.

Umiddelbart efter jordskælvet anmodede den græske premierminister EU og EIB om størst mulig støtte. EIB indvilligede i at yde et lån til den græske stat. En del af dette lån er allerede blevet udbetalt.

Den allerede eksisterende konto B5-202 ("Årlig betjening af rentegodtgørelsen i forbindelse med ekstraordinære lån til Grækenland efter jordskælvene i februar og marts 1981 og i september 1986") blev ændret, idet der blev indsat "og 1999" i titlen, og der blev afsat 2 mio. EUR til dette formål i 2000.

Hvis Europa-Parlamentet skulle afsætte yderligere midler til denne konto, giver den foreslåede afgørelse mulighed for at forlænge støtteforanstaltningerne i overensstemmelse hermed.

Kommissionen anmoder Rådet om at træffe beslutning om det vedlagte forslag til Rådets afgørelse.

2000/0255 (CNS)

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om at afsætte midler til Grækenland for at lette rentebyrden på EIB-lån til genopbygning af det område, der blev hærget af jordskælvet i september 1999

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2], og

[2] EFT C af , s. .

ud fra følgende betragtninger:

(1) De mennesker, som bor i visse områder af Grækenland, blev alvorligt ramt af jordskælvene i september 1999, og der er derfor behov for hjælp til at afbøde virkningerne af denne ulykke for deres økonomiske og sociale velfærd.

(2) De områder, som blev ramt af jordskælvene, strækker sig over hele Attika-området og berører navnlig de fattigste forstæder vest og nordvest for Athen.

(3) Der bør hurtigt træffes foranstaltninger for effektivt at gribe ind over for denne usædvanlige situation.

(4) Den Europæiske Investeringsbank kan til dette formål yde lån over sine egne indtægter.

(5) Der bør ydes et tilskud til den græske stat for at lette rentebyrden på disse lån.

(6) Dette tilskud bør afholdes over De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

(7) Traktaten indeholder bortset fra artikel 308 ingen hjemmel med henblik på vedtagelse af de omhandlede foranstaltninger -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Mål

Fællesskabet stiller 2 mio. EUR til rådighed for den græske stat for at lette rentebyrden på de lån, Grækenland har modtaget fra Den Europæiske Investeringsbank (herefter kaldet "EIB") til genopbygning af Attika-området efter jordskælvet i september 1999.

Artikel 2

Betingelser

1. Kommissionen får hermed bemyndigelse til på betingelser, som fastsættes af denne, at udbetale disse midler i en tranche i 2000. Kommissionen har ret til at anvende yderligere forøgelse af den tilsvarende konto til at fortsætte disse foranstaltninger med henblik på at lette rentebyrden på de EIB-lån, som blev ydet til de i stk. 2 fastsatte formål.

2. De beløb, som den græske stat modtager i medfør af denne afgørelse, anvendes udelukkende til at lette rentebyrden på EIB-lånene til fornyelse, istandsættelse eller genopbygning af bygninger, infrastruktur og industrielle anlæg (herunder små og mellemstore virksomheder) i Attika-området, som blev ramt af jordskælvet i september 1999.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

>TABELPOSITION>