Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

D. SPIELMANN

fremsat den 17. september 2026 (1)

Sag C-317/25

Groupe Canal + SAS

mod

Commission nationale de l’informatique et des libertés (CNIL),

procesdeltagere:

Premier ministre,

Syndicat professionnel Data et Marketing France (DMA France),

Association Alliance Digitale,

Syndicat Collective pour les acteurs du marketing digital (CPA),

Association Le Groupement des éditeurs de contenus et services en ligne (GESTE)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig))

» Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2002/58/EF – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor – artikel 13 – anvendelse af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning (EU) 2016/679 – artikel 4, nr. 11) – den registreredes samtykke – artikel 12, stk. 1 – gennemsigtig oplysning – artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1 – den dataansvarliges oplysningspligt – oplysninger indsamlet af en første dataindsamler med henblik på elektronisk markedsføring gennemført af dennes »partnere« – den registreredes samtykke – identifikation af modtagerne af de indsamlede oplysninger «






 Indledning

1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) i forbindelse med et søgsmål anlagt af Groupe Canal + SAS til prøvelse af afgørelse SAN-2023-015 af 12. oktober 2023 truffet af Commission nationale de l’informatique et des libertés (CNIL) (den nationale kommission for databehandling og frihedsrettigheder, herefter »CNIL’s afgørelse«) (2), hvorved selskabet blev pålagt en bøde for at have gennemført markedsføring som omhandlet i artikel 13 i direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (3) uden at have indhentet samtykke fra de registrerede. Disse registrerede havde i forbindelse med internetudbyderes indsamling af deres personoplysninger givet samtykke til videregivelse af deres oplysninger med henblik på uanmodet kommerciel kommunikation (spamming) til »partnere«, der ikke var identificeret i forbindelse med indhentelsen af samtykket.

2.        Den foreliggende sag giver således Domstolen lejlighed til at præcisere, under hvilke betingelser en efterfølgende behandling af personoplysninger, der foretages af en anden dataansvarlig, kan være baseret på det oprindelige samtykke, der blev givet ved indsamlingen af disse oplysninger.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2002/58

3.        I 40. betragtning til direktiv 2002/58 anføres, at »[d]er bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod krænkelse af privatlivets fred ved uanmodet kommunikation med direkte markedsføringsformål, især ved hjælp af automatiserede opkaldsmaskiner, telefaxer og elektronisk post, herunder SMS-meddelelser. Disse former for uanmodet kommerciel kommunikation kan på den ene side være forholdsvis billige og lette at sende og på den anden side medføre en byrde og/eller udgift for modtageren. Desuden kan deres omfang i nogle tilfælde også medføre vanskeligheder for elektroniske kommunikationsnet og terminaludstyr. Det er for sådanne former for uanmodet kommunikation med henblik på direkte markedsføring berettiget at kræve, at der opnås et forudgående udtrykkeligt samtykke fra modtagerne, før sådan kommunikation sendes til dem. Det indre marked kræver en harmoniseret politik for at sikre enkle regler for virksomheder og brugere, der dækker hele Fællesskabet«.

4.        Det følger af direktivets artikel 2, andet afsnit, litra f), at »»samtykke« givet af bruger eller abonnent svarer til den registreredes samtykke i direktiv 95/46/EF [(4)]«.

5.        Direktivets artikel 13, stk. 1, med overskriften »Uanmodet kommunikation« bestemmer:

»1.      Anvendelse af automatiserede opkaldsanordninger uden menneskelige indgreb (automatisk opkaldsmaskine), telefaxapparater (fax) eller elektronisk post med henblik på direkte markedsføring kan kun tillades over for abonnenter, som forudgående har givet deres samtykke hertil.

2.      Uanset stk. 1 kan en fysisk eller juridisk person, hvis denne fra sine kunder modtager deres egne elektroniske adresseoplysninger vedrørende elektronisk post i forbindelse med salg af et produkt eller en tjenesteydelse i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, anvende disse elektroniske adresseoplysninger til direkte markedsføring af sine egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser, såfremt kunderne klart og utvetydigt har mulighed for let og gebyrfrit at afvise en sådan anvendelse af de elektroniske adresseoplysninger, når de indsamles, og ved hver meddelelse, såfremt kunden ikke fra begyndelsen afviste denne anvendelse.

[...]«

 Databeskyttelsesforordningen

6.        Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11), definerer samtykke fra den registrerede som »enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling«.

7.        Databeskyttelsesforordningens artikel 5 med overskriften »Principper for behandling af personoplysninger« fastsætter:

»1.      Personoplysninger skal:

a)      behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

b)      indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål [...]«

8.        Databeskyttelsesforordningens artikel 6, der har overskriften »Lovlig behandling«, er affattet således:

»1.      Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

a)      Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.

[...]«

9.        Databeskyttelsesforordningens kapitel III, som indeholder forordningens artikel 12-23, har overskriften »Den registreredes rettigheder«. Forordningens artikel 12 med overskriften »Gennemsigtig oplysning, meddelelser og nærmere regler for udøvelsen af den registreredes rettigheder« bestemmer i stk. 1:

»Den dataansvarlige træffer passende foranstaltninger til at give enhver oplysning som omhandlet i artikel 13 og 14 og enhver meddelelse i henhold til artikel 15-22 og 34 om behandling til den registrerede i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog, navnlig når oplysninger specifikt er rettet mod et barn. Oplysningerne gives skriftligt eller med andre midler, herunder, hvis det er hensigtsmæssigt, elektronisk. Når den registrerede anmoder om det, kan oplysningerne gives mundtligt, forudsat at den registreredes identitet godtgøres med andre midler.«

10.      Den pågældende forordnings artikel 13 med overskriften »Oplysningspligt ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede« fastsætter:

»1.      Hvis personoplysninger om en registreret indsamles hos den registrerede, giver den dataansvarlige på det tidspunkt, hvor personoplysningerne indsamles, den registrerede alle følgende oplysninger:

a)      identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentant

[...]

c)      formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til, og retsgrundlaget for behandlingen

[...]

e)      eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplysningerne [...]

[...]

3.      Hvis den dataansvarlige agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, giver den dataansvarlige forud for denne viderebehandling den registrerede oplysninger om dette andet formål og andre relevante yderligere oplysninger, jf. stk. 2.

4.      Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis og i det omfang den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne.«

11.      Databeskyttelsesforordningens artikel 14 med overskriften »Oplysningspligt, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede« har følgende ordlyd:

»1.      Hvis personoplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede, giver den dataansvarlige den registrerede følgende oplysninger:

a)      identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentant

[...]

c)      formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til, samt retsgrundlaget for behandlingen

[...]

2.      Ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, giver den dataansvarlige den registrerede følgende oplysninger, der er nødvendige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling for så vidt angår den registrerede:

[...]

c)      retten til at anmode den dataansvarlige om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling vedrørende den registrerede og til at gøre indsigelse mod behandling samt retten til dataportabilitet

d)      når behandling er baseret på artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), retten til at trække samtykke tilbage på ethvert tidspunkt, uden at dette berører lovligheden af behandling, der er baseret på samtykke, inden tilbagetrækning heraf

[...]

f)      hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og eventuelt hvorvidt de stammer fra offentligt tilgængelige kilder

[...]

3.      Den dataansvarlige giver de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2:

a)      inden for en rimelig frist efter indsamlingen af personoplysningerne, men senest inden for en måned under hensyn til de specifikke forhold, som personoplysningerne er behandlet under,

b)      hvis personoplysningerne skal bruges til at kommunikere med den registrerede, senest på tidspunktet for den første kommunikation med den registrerede, eller

c)      hvis personoplysningerne er bestemt til videregivelse til en anden modtager, senest når personoplysningerne videregives første gang.

4.      Hvis den dataansvarlige agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, giver den dataansvarlige forud for denne viderebehandling den registrerede oplysninger om dette andet formål samt andre relevante yderligere oplysninger, jf. stk. 2.

5.      Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis og i det omfang:

a)      den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne

b)      meddelelse af sådanne oplysninger viser sig umulig eller vil kræve en uforholdsmæssigt stor indsats, navnlig i forbindelse med behandling til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål underlagt de betingelser og garantier, der er omhandlet i artikel 89, stk. 1, eller i det omfang den forpligtelse, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelse af formålene med denne behandling[; i] sådanne tilfælde træffer den dataansvarlige passende foranstaltninger for at beskytte den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser, herunder ved at gøre oplysningerne offentligt tilgængelige[…]

c)      indsamling eller videregivelse udtrykkeligt er fastsat i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt, og som fastsætter passende foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes legitime interesser, eller

d)      personoplysningerne skal forblive fortrolige som følge af tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, herunder lovbestemt tavshedspligt.«

 Fransk ret

 Lov om postvæsen og elektronisk kommunikation

12.      Artikel L. 34-5 i code des postes et des communications électroniques (lov om postvæsen og elektronisk kommunikation), som gennemfører artikel 13 i direktiv 2002/58 i national ret, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (5), bestemmer:

»Direkte markedsføring ved hjælp af et automatiseret elektronisk kommunikationssystem som omhandlet i artikel L. 32, nr. 6, telefaxapparat eller elektronisk post med anvendelse af kontaktoplysninger på en fysisk person, abonnent eller bruger, som ikke forudgående har givet samtykke til at modtage direkte markedsføring på denne måde, er forbudt.

I denne artikel forstås ved samtykke enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved en person indvilliger i, at personoplysninger om vedkommende anvendes til direkte markedsføring.

Ved direkte markedsføring forstås fremsendelse af enhver meddelelse, der direkte eller indirekte har til formål at promovere varer eller tjenesteydelser eller et billede af en person, der sælger varer eller leverer tjenesteydelser. Ved anvendelsen af denne artikel er opkald og meddelelser, der har til formål at tilskynde brugeren eller abonnenten til at foretage et opkald til et overtakseret nummer eller sende en overtakseret tekstbesked, også omfattet af direkte markedsføring.

Direkte markedsføring pr. elektronisk post er dog tilladt, hvis modtagerens kontaktoplysninger er indsamlet hos denne i overensstemmelse med bestemmelserne i lov 78-17 af 6. januar 1978 om informationsteknologi, datafiler og friheder [(6)] i forbindelse med salg eller levering af tjenesteydelser, hvis den direkte markedsføring vedrører lignende varer eller tjenesteydelser, der leveres af den samme fysiske eller juridiske person, og hvis modtageren udtrykkeligt og utvetydigt tilbydes muligheden for uden omkostninger, bortset fra dem, der er forbundet med fremsendelsen af nægtelsen, og på en enkel måde at gøre indsigelse mod brugen af kontaktoplysningerne på det tidspunkt, hvor de indsamles, og hver gang der sendes en elektronisk reklamebesked til vedkommende, såfremt han ikke fra begyndelsen har nægtet en sådan udnyttelse.

[...]«

 Lov 78/17

13.      Artikel 4 i lov 78-17 bestemmer i det væsentlige, at personoplysninger skal behandles lovligt og rimeligt, indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. De skal være tilstrækkelige, relevante, begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles, og korrekte.

 Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

14.      I løbet af 2021 lod Groupe Canal + på egne vegne foretage elektroniske markedsføringsoperationer hos ca. 3,9 mio. personer, hvis personoplysninger forudgående var blevet indhentet af 2 internetudbydere. Sidstnævnte havde opfordret deres abonnenter til at afkrydse et felt i en indsamlingsformular, hvorved de gav samtykke til, at deres personoplysninger blev anvendt til markedsføring af de pågældende internetudbyderes »partnere«, uden at disse partnere blev identificeret ved navn i hverken indsamlingsformularen, eller på en liste, der kunne tilgås via et hyperlink, eller på nogen anden måde.

15.      Efter at have modtaget flere klager over Groupe Canal +’s elektroniske markedsføringsoperationer foretog CNIL kontroller hos dette selskab, og ved afgørelse af 12. oktober 2023 fandt CNIL i begrænset sammensætning, at det pågældende selskab havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel L. 34-5 i lov om postvæsen og elektronisk kommunikation og databeskyttelsesforordningens artikel 7, stk. 1, for så vidt som selskabet ikke havde de registreredes gyldige samtykke til gennemførelsen af disse operationer. Da CNIL fandt, at Groupe Canal + havde tilsidesat sin forpligtelse til at indhente et sådant samtykke, pålagde CNIL selskabet en administrativ bøde på 600 000 EUR.

16.      Ved stævning af 15. december 2023 anlagde Groupe Canal + sag ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret, med påstand om annullation af CNIL’s afgørelse og om ændring heraf med henblik på nedsættelse af den administrative bøde, som selskabet var blevet pålagt. Groupe Canal + har for den forelæggende ret gjort gældende, at de registreredes samtykke, som var blevet indhentet af internetudbyderne, var tilstrækkelig informeret til, at de kunne modtage elektronisk markedsføring i dette selskabs navn, for så vidt som disse registrerede allerede havde indvilliget i, at deres personoplysninger blev anvendt af internetudbydernes partnere.

17.      Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det samtykke, som internetudbyderne har indhentet i deres egenskab af første dataindsamlere med henblik på anvendelse af de registreredes personoplysninger til markedsføring foretaget af disse udbyderes partnere, gør det muligt for Groupe Canal + at gennemføre sine markedsføringsoperationer. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om Groupe Canal +, der ikke ved navns nævnelse var identificeret som en af internetudbydernes partnere, og hvis identitet derfor ikke var kendt af de registrerede, skulle indhente et nyt specifikt samtykke fra disse, inden den gennemførte sine markedsføringsoperationer. Selv om det samtykke, som internetudbyderne har indhentet, kan anses for informeret som omhandlet i bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen og i direktiv 2002/58, er den forelæggende ret desuden i tvivl om, hvor præcist begrebet »kategori« af modtagere er.

18.      På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal [databeskyttelsesforordningens] artikel 4, nr. 11), [...] sammenholdt med [databeskyttelsesforordningens] artikel 13 og 14 [...] og artikel 13 i direktiv [2002/58], fortolkes således, at den registreredes samtykke, der afgives over for en [første dataindsamler], til, at vedkommendes personoplysninger anvendes af en kategori af modtagere såsom internetudbydernes »partnere«, således som det er tilfældet i hovedsagen, kan betragtes som et frit, specifikt, informeret og utvetydigt samtykke, som gør det muligt for enhver person i denne kategori at gennemføre elektroniske markedsføringsoperationer uden at behøve at indhente et nyt samtykke, eller [at] disse bestemmelser samlet set indebærer, at enhver modtager af de indsamlede personoplysninger i et sådant tilfælde, hvis vedkommendes identitet ikke var kendt af den registrerede på det tidspunkt, hvor denne gav sit samtykke til [den første dataindsamler], skal indhente denne persons samtykke, før modtageren kan gennemføre markedsføring over for personen i sin egenskab af ansvarlig for en ny behandling?

2)      Såfremt det fastslås, at det samtykke, som den registrerede afgiver over for en [første dataindsamler], til, at vedkommendes personoplysninger anvendes af en kategori af modtagere til at gennemføre elektronisk markedsføring, kan betragtes som et informeret samtykke som omhandlet i de førnævnte bestemmelser, har præcisionsgraden af begrebet »kategori« af modtagere da betydning, eller henviser dette begreb – som i det foreliggende tilfælde – blot til enhver »partner« til [den første dataindsamler]?«

19.      Groupe Canal +, Europa-Kommissionen og den franske, den spanske og den italienske regering har indgivet skriftlige indlæg. I det offentlige retsmøde den 2. juli 2026 afgav Groupe Canal +, Syndicat professionnel Data et Marketing France, Kommissionen samt den franske og den spanske regering mundtlige indlæg.

 Bedømmelse

 Det første spørgsmål

20.      Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det samtykke, som internetudbydernes abonnenter gav i forbindelse med indsamlingen af deres personoplysninger, gjorde det muligt for Groupe Canal + at anvende disse oplysninger til markedsføring over for dem uden at indhente et nyt samtykke.

21.      Groupe Canal + har i det væsentlige gjort gældende, at selskabet ikke var forpligtet til at indhente et nyt samtykke med henblik på at gennemføre elektroniske markedsføringsoperationer hos de registrerede. De øvrige interesserede parter er derimod af den opfattelse, at det samtykke, som internetudbyderne har indhentet på grundlag af den blotte oplysning om de »kategorier af modtagere«, som de oplysninger, der indsamles i forbindelse med en første behandling, videregives til, ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger det nødvendige samtykke til den anden behandling, der består i, at Groupe Canal + gennemfører elektroniske markedsføringsoperationer.

22.      Efter at have henvist til de bestemmelser, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, vil jeg undersøge rækkevidden af det samtykke, som de registrerede har givet i forbindelse med indsamlingen af deres personoplysninger, med henblik på at afgøre, om dette samtykke kunne udgøre retsgrundlaget for Groupe Canal +’s direkte markedsføring.

 De anvendelige bestemmelser

–       Kravet om samtykke som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/58

23.      Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at hovedsagen vedrører Groupe Canal +’s direkte markedsføringsoperationer. Artikel 13 i direktiv 2002/58 med overskriften »Uanmodet kommunikation« tilsigter i overensstemmelse med det i 40. betragtning til direktivet anførte bl.a., at abonnenterne beskyttes mod krænkelse af privatlivets fred ved uanmodet kommunikation med direkte markedsføringsformål. Som nævnt i dette direktivs artikel 1, stk. 2, sammenholdt med 173. betragtning til databeskyttelsesforordningen, fungerer direktiv 2002/58 som lex specialis, idet det supplerer databeskyttelsesforordningen (lex generalis)(7). Artikel 13 i direktiv 2002/58 finder således anvendelse på hovedsagen, og vurderingen af lovligheden af behandlingen, der består i Groupe Canal +’s anvendelse af de omhandlede personoplysninger, skal derfor foretages i lyset af de betingelser, der er fastsat i dette direktiv.

24.      Jeg vil dernæst påpege, at det nævnte direktivs artikel 13, stk. 1, tillader anvendelse af forskellige former for kommunikation, nemlig automatiserede opkaldsanordninger uden menneskelige indgreb (automatisk opkaldsmaskine), telefaxapparater (fax) eller elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, såfremt kommunikationen er rettet til abonnenter, som forudgående har givet deres samtykke hertil. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal det derfor undersøges, for det første, om den kommunikationsform, der anvendes med henblik på direkte markedsføring, er blandt de former, der er omhandlet i denne bestemmelse, for det andet, om den pågældende kommunikation tager sigte på direkte markedsføring, dvs. har et kommercielt formål og henvender sig direkte og individuelt til en forbruger, og, for det tredje, om kravet om forudgående samtykke fra brugeren er blevet overholdt (8).

25.      I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de to første betingelser er opfyldt. Den forelæggende ret har nemlig udtrykkeligt henvist til »elektroniske markedsføringsoperationer« i forhold til de registrerede, som er mulige kunder for Groupe Canal +.

26.      Spørgsmålet om forudgående samtykke fra de registrerede, som er adressater for den uanmodede kommunikation med henblik på markedsføring, er derimod kernen i drøftelserne.

27.      Kravet om samtykke som grundlag for viderebehandlingen i form af direkte markedsføring er ubestridt. I denne forbindelse skal jeg præcisere, at betingelserne for den undtagelse til samtykkekravet, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i direktiv 2002/58, ikke er opfyldt i tvisten i hovedsagen (9). Det spørgsmål, som parterne i hovedsagen er uenige om, er, om det samtykke, der blev givet af abonnenterne i forbindelse med den første indsamling, var tilstrækkeligt, når identiteten på den ansvarlige for viderebehandlingen i form af direkte markedsføring ikke var kendt, eller om et andet samtykke skulle gives, hvilket fører mig til begrebet »informeret samtykke«.

–       Informeret samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen

28.      Samtykke som omhandlet i direktiv 2002/58, navnlig i artikel 13, stk. 1, skal forstås som samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen. Dels definerer direktivets artikel 2, andet afsnit, litra f), sammenholdt med 17. betragtning (10) hertil, nemlig en brugers eller abonnents »samtykke« som svarende til »den registreredes samtykke« i direktiv 95/46, dels fastsætter databeskyttelsesforordningens artikel 94, stk. 2, at henvisninger til direktiv 95/46, som blev ophævet ved databeskyttelsesforordningen, gælder som henvisninger til databeskyttelsesforordningen.

29.      Det følger af disse bestemmelser, at samtykket skal opfylde de krav, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11), som finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen, og som definerer »samtykke fra den registrerede« således, at den kræver, at den registrerede har afgivet en »frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse« i form af en erklæring eller en »klar bekræftelse«, hvorved den pågældende indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, behandles (11).

30.      I det foreliggende tilfælde er den frivillige, specifikke og utvetydige karakter af det samtykke, der blev givet ved den første indsamling, ubestridt. Parterne er uenige om, hvorvidt de registreredes samtykke var tilstrækkeligt informeret til at kunne danne grundlag for direkte markedsføring.

31.      Jeg minder om, at kravet om et »informeret« samtykke som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11), som er nødvendigt for, at en behandling af oplysninger er lovlig, bl.a. afhænger af, om den registrerede forinden har fået de oplysninger vedrørende alle omstændigheder i forbindelse med behandlingen af de pågældende oplysninger, som den pågældende havde ret til, og som gør det muligt for vedkommende at træffe sine valg med hensyn til anvendelsen af sine oplysninger og give sit samtykke på en »autonom« måde med fuldt kendskab til følgerne (12).

32.      Som det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 12, som er udtryk for gennemsigtighedsprincippet, skal den dataansvarlige nemlig træffe passende foranstaltninger til at give enhver oplysning som omhandlet i denne forordnings artikel 13 og 14. Den dataansvarlige skal i denne henseende give den registrerede oplysninger vedrørende alle omstændigheder i forbindelse med behandlingen af oplysningerne i en letforståelig og lettilgængelig form, der er formuleret i et klart og enkelt sprog, idet den registrerede ud over den type oplysninger, der skal behandles, skal kende behandlingens varighed og de nærmere bestemmelser herfor samt de formål, som behandlingen forfølger, og også den dataansvarliges identitet. Disse oplysninger skal sætte den registrerede i stand til uden besvær at bestemme følgerne af det eventuelle samtykke og at sikre, at dette samtykke gives med fuldt kendskab til følgerne (13). Som hjørnestenen i princippet om gennemsigtighed sikrer retten til oplysninger hele behandlingens gennemsigtighed i forbindelse med databeskyttelsesforordningen (14).

33.      Endvidere, og som Domstolen har fastslået, udgør den oplysningspligt, der påhviler den dataansvarlige over for de registrerede, der er berørt af en behandling af personoplysninger, en »logisk følge af den ret til oplysninger, som de registrerede har i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 12 og 13«(15).

34.      Krænkelsen af de registreredes ret til at blive tilstrækkeligt informeret om alle omstændigheder i forbindelse med en behandling af personoplysninger, især om den dataansvarliges identitet, kan således forhindre, at der gives et informeret samtykke som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11), hvilket kan gøre denne behandling ulovlig i henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 1 (16). Den registreredes ret til oplysninger bidrager således til, at der foreligger et samtykke, som kan udgøre et grundlag for lovlig behandling af oplysninger, og identiteten på den omhandlede dataansvarlige er i denne forbindelse et særlig nødvendigt element, med henblik på at samtykket bliver informeret.

35.      Endvidere påhviler forpligtelserne med hensyn til indhentning af samtykke og meddelelse af de oplysninger, der er nødvendige for at gøre dette samtykke informeret, den pågældende dataansvarlige, dvs. den person, der »afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler [behandlingen] må foretages [...]« (17).

36.      Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen finder databeskyttelsesforordningens artikel 13 på stadiet for internetudbydernes indsamling af personoplysningerne og videregivelse af disse oplysninger til deres partnere anvendelse på internetudbyderne, for så vidt angår oplysningspligten, der tillader, at kun kategorier af modtagere nævnes (18). Internetudbyderne er således ikke forpligtede til at præcisere modtageren af oplysningerne, idet udtrykket »kategori af modtagere« i modsat fald ikke ville give mening.

37.      På stadiet for den direkte markedsføring anvendes de personoplysninger, der er blevet indirekte indsamlet af internetudbyderne, derimod af Groupe Canal + (19), og de oplysninger, der skal gives til de registrerede på dette stadium, er dem, der er fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 14, som er vedtaget for at håndtere situationer, hvor den dataansvarlige ikke er i direkte kontakt med den registrerede (20). I disse situationer, der henhører under databeskyttelsesforordningens artikel 14, indsamler den dataansvarlige, således som Domstolen har fastslået, personoplysningerne fra en anden kilde, hvilket i praksis gør det vanskeligt eller endog umuligt at give de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger på det tidspunkt, hvor de indsamles. Den indirekte karakter af en sådan indsamling begrunder således, at artikel 14 giver mulighed for at »udskyde opfyldelsen af den dataansvarliges oplysningspligt« (21). Den generelle regel er imidlertid, at den dataansvarlige, der har modtaget personoplysningerne indirekte, skal give oplysningerne inden for en rimelig frist efter indsamlingen af personoplysningerne, men senest inden for en måned under hensyn til de specifikke forhold, som personoplysningerne er behandlet under (22). Hvis personoplysningerne skal bruges til at kommunikere med den registrerede, skal den dataansvarlige give oplysningerne senest på tidspunktet for den første kommunikation med den registrerede (23).

38.      Det er i denne sammenhæng, at der opstår spørgsmål om, hvorvidt det samtykke, som internetudbyderne har indhentet, inden for rammerne af tvisten i hovedsagen kunne udgøre det retlige grundlag for Groupe Canal +’s viderebehandling i form af direkte markedsføring, uden at det var nødvendigt at indhente et nyt samtykke, hvilket indebærer, at der nu skal tages stilling til rækkevidden af det samtykke, som internetudbyderne har indhentet.

 Rækkevidden af det samtykke, der er givet i den foreliggende sag

39.      Det kan lægges til grund, at den omstændighed, at en internetudbyders abonnent afkrydser et felt i en formular, hvorved der gives samtykke til, at den pågældendes personoplysninger anvendes til markedsføring foretaget af denne internetudbyders »partnere«, udgør et samtykke til at videregive disse oplysninger til de pågældende partnere med henblik på efterfølgende at være genstand for en kommunikationsaktivitet med et kommercielt formål, som henvender sig direkte og individuelt til abonnenten. (24). Det følger efter min opfattelse heraf, at der foreligger et samtykke til videregivelse af oplysningerne med henblik på direkte markedsføring, der blev tilkendegivet i forbindelse med indsamlingen af abonnenternes personoplysninger.

40.      Som bl.a. den franske regering har fremhævet, betyder et sådant samtykke imidlertid ikke nødvendigvis, at de registrerede har givet samtykke til, at den direkte markedsføring gennemføres af en hvilken som helst person.

41.      Imidlertid er jeg i lighed med Kommissionen og de interesserede regeringer af den opfattelse, at for at kunne begrunde den pågældende markedsføring retligt skal dette samtykke bl.a. vedrøre identiteten på den dataansvarlige for den direkte markedsføring (25). Så længe dette ikke er tilfældet, kan behandlingen i form af direkte markedsføring ikke indledes uden et nyt behørigt informeret samtykke med hensyn til identiteten på den ansvarlige for denne behandling i form af markedsføring.

42.      En sådan fortolkning følger efter min opfattelse af ordlyden af de gældende bestemmelser, den sammenhæng, hvori de indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som de er en del af (26).

43.      I første række kræver artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/58, et forudgående samtykke, der på stadiet for den direkte markedsføring skal vurderes på baggrund af kravene i databeskyttelsesforordningens artikel 14, såfremt oplysningerne er blevet indsamlet indirekte, hvilket i henhold til artiklens stk. 1, litra a), indebærer kendskab til identiteten på den ansvarlige for denne markedsføring (27). Databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, litra b), fastsætter i øvrigt, at hvis personoplysningerne skal bruges til at kommunikere med den registrerede, skal den dataansvarlige senest på tidspunktet for den første kommunikation med den registrerede give de omhandlede oplysninger, herunder identiteten på den dataansvarlige.

44.      I anden række bekræfter den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, en sådan fortolkning.

45.      For det første fremgår det nemlig af 42. betragtning til databeskyttelsesforordningen, at »[f]or at sikre, at samtykket er informeret, bør den registrerede som minimum være bekendt med den dataansvarliges identitet og formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til«.

46.      Domstolen har ganske vist i visse særlige behandlingskæder kunnet anerkende, at det ikke var nødvendigt at gentage samtykket. Dette er navnlig tilfældet, når formålet med de successive behandlinger er det samme (28). Denne særlige løsning i retspraksis er imidlertid begrænset til samtykket inden for rammerne af artikel 12 i direktiv 2002/58. Domstolen har i øvrigt fremhævet, at som det fremgår af 39. betragtning til dette direktiv, må der, hvis den part, der indsamler oplysninger fra abonnenten eller fra den tredjemand, som oplysningerne er sendt til, ønsker at anvende oplysningerne til andre formål end offentliggørelse af en offentlig fortegnelse, indhentes fornyet samtykke fra abonnenten af enten den oprindelige part, der indsamlede oplysningerne, eller af den tredjemand, som oplysningerne er fremsendt til (29).

47.      Jeg er derfor af den opfattelse, at selskabet Groupe Canal + ikke med føje kan påberåbe sig denne retspraksis, der ikke kan overføres på hovedsagen. En sådan retspraksis kan tværtimod støtte den fortolkning, at et nyt samtykke under omstændighederne i tvisten i hovedsagen er nødvendigt for retligt at begrunde direkte markedsføring, når personoplysningerne anvendes til andre formål end dem, hvortil de er indsamlet.

48.      For det andet begrunder princippet om gennemsigtighed og rimelighed i behandlingen af oplysninger, der er fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a), sammenholdt med 60. og 61. betragtning til denne forordning (30), efter min opfattelse, at de registrerede skal holdes underrettet så hurtigt som muligt om ændringer, der berører kategorien af modtagere af deres oplysninger. En sådan oplysning gør det således muligt at sikre, at den registrerede ikke »forpasser« en eventuel ændring af modtagerne af vedkommendes personoplysninger og giver vedkommende en rimelig frist til at vurdere arten og virkningen af ændringen og efter omstændighederne udøve sine rettigheder i henhold til databeskyttelsesforordningen i forbindelse med ændringen (f.eks. at trække sit samtykke tilbage eller gøre indsigelse mod behandlingen)(31).

49.      Det skal tilføjes, at det afmeldingslink, der gør det muligt at trække samtykket tilbage i forbindelse med den første videregivelse, som Groupe Canal + henviste til i retsmødet, indgår i udøvelsen af disse rettigheder og fortsat er nødvendigt med henblik herpå, bl.a. i henhold til artikel 13, stk. 4, i direktiv 2002/58, men ikke efterfølgende legaliserer manglen på forudgående samtykke vedrørende identiteten af den ansvarlige for behandlingen i form af markedsføring, der netop har til formål at gøre denne behandling lovlig, inden den finder sted.

50.      Desuden bør denne ajourføring af oplysninger, der tjener til at gøre de registreredes samtykke informeret, finde sted uden nogen aktiv anmodning fra deres side støttet på deres ret til indsigt i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 15. I denne henseende mener jeg ikke, at Groupe Canal +’s argument om forskellen mellem på den ene side de oplysningsforpligtelser, der er fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14, og på den anden side den funktionelle rolle, som retten til indsigt i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 15 (32) spiller, svækker forpligtelsen til forudgående underretning under omstændighederne i den foreliggende sag. Med retten til indsigt imødekommes en specifik anmodning fra den registrerede (33), mens de oplysninger, der gives i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14, som indebærer en aktiv adfærd fra den dataansvarliges side, er rettet mod alle registrerede og er mere generelle. Uanset om der foreligger en ret til indsigt, som de registrerede kan vælge at udøve eller ej, giver utilstrækkelige oplysninger, der er givet i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 13 eller 14, imidlertid kun anledning til et samtykke, hvis omfang er begrænset, og som ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at muliggøre behandling af personoplysningerne med henblik på markedsføring, uden at identiteten på den ansvarlige for denne behandling er kendt.

51.      For det tredje gør jeg opmærksom på, at undtagelserne til forpligtelsen til at give de oplysninger, der er fastsat i lovgivningen, og navnlig oplysning om den dataansvarliges identitet, er udtømmende opregnet i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5.

52.      Disse undtagelser finder imidlertid ikke anvendelse i dette tilfælde.

53.      Navnlig finder undtagelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra a), som vedrører det tilfælde, hvor de registrerede allerede er bekendt med de omhandlede oplysninger, ikke anvendelse, da det må antages, at identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring endnu ikke er blevet meddelt.

54.      På samme måde kræver meddelelsen af oplysninger identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af markedsføring efter min opfattelse ikke en uforholdsmæssigt stor indsats som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b). Som det er blevet foreslået af nogle af de interesserede parter, kunne Groupe Canal + nemlig kontraktmæssigt overdrage internetudbyderne ansvaret for at indhente det fornødne samtykke til den direkte markedsføring, enten ved at præcisere modtagernes identitet eller, såfremt de endnu ikke er kendte ved indsamlingen, ved eksempelvis at holde en liste over enhver væsentlig ændring vedrørende behandling af personoplysningerne eller tidligere givne oplysninger opdateret (34). Uden en sådan liste ville Groupe Canal + stadig kunne indhente samtykket inden indledningen af selve den direkte markedsføring, dvs. senest på tidspunktet for den første meddelelse til den registrerede, en situation, der i øvrigt er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, litra b).

55.      I tredje række skal de anvendelige bestemmelser fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 2002/58, således som disse fremgår af 2. og 40. betragtning til dette direktiv, og som bl.a. skal sikre fuld overholdelse af de rettigheder, der er fastsat i artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og med henblik herpå beskytte abonnenterne mod enhver krænkelse af deres privatliv som følge af uanmodet kommunikation med henblik på direkte markedsføring.

56.      I denne henseende fremgår det af 40. betragtning til direktiv 2002/58, at former for kommunikation med henblik på direkte markedsføring pr. elektronisk post »kan […] være forholdsvis billige og lette at sende«, samtidig med at de pålægger modtageren en byrde og/eller en omkostning og undertiden indebærer et problem med hensyn til omfanget af elektroniske kommunikationsnet og terminaludstyr. Det er således særlig berettiget at kræve, at den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring (afsenderen af den direkte kommunikation) skal have indhentet forudgående samtykke fra den mulige kunde (modtageren af direkte kommunikation), inden den sendes til den pågældende.

57.      Henset til den krænkelse af den private sfære, som markedsføring via elektronisk post eller andre direkte og individuelle kommunikationsmidler udgør (35), er jeg af den opfattelse, at kravet om et forudgående og informeret samtykke med hensyn til identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af markedsføring så meget desto mere gælder inden en sådan markedsføring, idet den effektive virkning af artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/58 ellers ville blive bragt i fare, og denne betingelse for lovligheden af behandlingen ville kunne omgås.

58.      Henset til de betydelige udfordringer, der er forbundet med sekundær anvendelse af personoplysninger, navnlig af datamæglere (data brokers) (36), går jeg desuden ikke ind for en fortolkning af samtykkebestemmelserne, som ville svække beskyttelsen af personoplysninger i denne henseende.

59.      På baggrund af disse betragtninger overbeviser Groupe Canal +’s argument om en »samtykketræthed« (37) mig ikke, og det kan i øvrigt ikke fritage de dataansvarlige (uanset om der er tale om internetudbyderne i forbindelse med videregivelsen af oplysninger eller Groupe Canal + i forbindelse med den første direkte markedsføring) fra deres forpligtelser med hensyn til et forudgående og informeret samtykke.

60.      Det følger heraf, at jeg, i modsætning til hvad Groupe Canal + har gjort gældende, er af den opfattelse, at eftersom det samtykke, som de registrerede har givet i forbindelse med den første indsamling, ikke vedrører identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring, har det en begrænset rækkevidde, som ikke gør det muligt for Groupe Canal + at fortage markedsføring uden at indhente et nyt samtykke, og dette senest på tidspunktet for den første meddelelse til de registrerede.

61.      Jeg er derfor af den opfattelse, at det første spørgsmål skal besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11), sammenholdt med forordningens artikel 13 og 14 samt med artikel 13 i direktiv 2002/58, skal fortolkes således, at den registreredes samtykke, der er givet til en første dataindsamler, til, at den registreredes oplysninger anvendes af en kategori af modtagere, der betegnes som dataindsamlerens »partnere«, men hvis identitet ikke var kendt af den registrerede på det tidspunkt, hvor vedkommende gav samtykke til den første dataindsamler, ikke kan betragtes som et informeret samtykke, der gør det muligt for enhver person, der tilhører denne kategori af modtagere, at gennemføre elektroniske markedsføringsoperationer uden at skulle indhente et nyt samtykke fra de registrerede, inden de foretager sådanne markedsføringsoperationer over for de registrerede.

62.      Det er følgelig ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål. Det er derfor subsidiært, jeg behandler det i det følgende.

 Det andet spørgsmål

63.      Såfremt Domstolen ikke kan tiltræde mit forslag til besvarelse af det første spørgsmål, er der efter min opfattelse to mulige tilgange til besvarelsen af det andet spørgsmål vedrørende graden af præcision i begrebet »kategori« af modtagere og dets forbindelse med samtykkets tilstrækkeligt informerede karakter.

64.      Den første tilgang består i at lægge til grund, at der ikke er nogen forbindelse mellem på den ene side samtykkets tilstrækkeligt informerede karakter og på den anden side graden af præcision af begrebet »kategori« af modtagere. I dette tilfælde synes identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring ikke at være en betingelse for, at samtykket til at blive genstand for denne markedsføring er gyldigt. Det samtykke, som den registrerede giver en første dataindsamler, til, at vedkommendes oplysninger anvendes af en kategori af modtagere til at gennemføre elektronisk markedsføring, kan derfor anses for at være et tilstrækkeligt informeret samtykke, uanset hvor præcist begrebet »kategori« af modtagere er. Det kan således antages, at identiteten på den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring kun skal være kendt i forbindelse med udøvelsen af rettigheder såsom retten til indsigt i, berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller retten til at gøre indsigelse mod behandlingen. Samtykket vil i så fald blive anset for at være tilstrækkeligt informeret, uanset om den angivne kategori af modtagere er præcis eller ej. I det foreliggende tilfælde ville markedsføringen således kunne gennemføres af Groupe Canal +, uden at der krævedes et nyt samtykke, uanset præcisionen af den kategori af modtagere, der blev udpeget ved den første indsamling.

65.      Den anden tilgang, som jeg foretrækker, kan føre til den antagelse, at der er en sammenhæng mellem på den ene side samtykkets tilstrækkeligt informerede karakter og på den anden side graden af præcision af begrebet »kategori« af modtagere. I dette tilfælde er muligheden for at identificere den ansvarlige for behandlingen i form af direkte markedsføring, selv om der ikke foreligger oplysninger om dennes konkrete identitet, stadig nødvendig for at tillade direkte markedsføring uden at indhente et nyt samtykke. I så fald kan graden af præcision af begrebet »kategori af modtagere« have betydning.

66.      I så fald bør »kategorien« af modtagere præciseres af den første dataindsamler, således at den registrerede i lyset af konteksten og omstændighederne på tidspunktet for indsamlingen af vedkommendes oplysninger med rimelighed kan forvente, at de vil blive anvendt til markedsføring foretaget af den person, der kontakter den pågældende. Med andre ord bør den registrerede ikke være overrasket over den direkte markedsføring fra Groupe Canal + og bør vide, at vedkommende har givet sit samtykke hertil i forbindelse med sin internetudbyders indsamling af den pågældendes personoplysninger, f.eks. i betragtning af præcisionen i angivelsen af den kategori af modtagere, der er nævnt, eller baggrunden for indsamlingen af oplysningerne og aktiviteten hos de første dataindsamlere (her internetudbyderne)(38).

67.      I det foreliggende tilfælde er begrebet internetudbydernes »partnere« som »kategori« af modtagere fortsat et meget vagt begreb i en sammenhæng med internetudbydernes indsamling af personoplysninger. I modsætning til det af Groupe Canal + hævdede er jeg af den opfattelse, at anvendelsen af ordet »partner« – selv fortolket i lyset af formålet med elektronisk markedsføring – ikke er tilstrækkelig til at oplyse den registrerede, således at denne kan anses for med fuldt kendskab til følgerne at have givet sit samtykke til at blive kontaktet af Groupe Canal +. Selv om det antages, at internetudbydernes abonnenter kan have en idé om det, som Groupe Canal + kalder deres leverandørs »erhvervsøkosystem«, forekommer dette mig ikke at gøre det muligt at præcisere begrebet »partner« eller at identificere, hvad det at være »partner« til den pågældende leverandør kan dække over i forhold til de pågældende varer eller tjenesteydelser (39). Den eneste indikation er, at der er tale om en enhed, der har et kontraktmæssigt og erhvervsmæssigt forhold til internetudbyderen, hvilket udgør en kategori, der ganske vist ikke er uendelig, men dog udefineret. I teorien indebærer videregivelsen af oplysninger fra internetudbyderen til modtageren nemlig oftest et sådant forhold.

68.      I forbindelse med tvisten i hovedsagen forekommer begrebet »partner« mig desuden at være udefineret i en sådan grad, at internetudbydernes abonnent ved at give sit samtykke på indsamlingsstadiet tværtimod burde forvente at blive informeret mere præcist om denne partners identitet på det rette tidspunkt, dvs. ved videregivelsen af abonnentens oplysninger til den pågældende partner og senest forud for markedsføringen. Jeg noterer i øvrigt, at »Artikel 29-Gruppen« har anført, at når der kun anføres »kategorier af modtagere«, bør oplysningerne være så specifikke som muligt og f.eks. angive typen af modtager med henvisning til den virksomhed, som denne udfører, branchen, sektoren og delsektoren og modtagernes placering (40).

69.      Det følger efter min opfattelse heraf, at såfremt man accepterer, at det samtykke, der gives, når der foreligger en »kategori af modtagere«, retligt kan begrunde direkte markedsføring gennemført af en af disse modtagere, uden at denne modtager identificeres, bør det, når tiden er inde, med rimelighed være muligt at identificere den pågældende i dennes egenskab af modtager for internetudbyderne som første dataindsamlere (41). Jo mindre præcisionen i forhold til disse kategorier af modtagere på tidspunktet for den første indsamling er, jo mindre sandsynligt er det, at denne vil føre til et samtykke, der kan begrunde anvendelse af personoplysninger indsamlet med henblik på behandling i form af direkte markedsføring foretaget af en anden dataansvarlig.

70.      Under de i tvisten i hovedsagen omhandlede omstændigheder er jeg af den opfattelse, at begrebet »partner« til internetudbydere som første dataindsamlere ikke kan give anledning til den »kæde af samtykker«, der er påberåbt af Groupe Canal +. Inden for rammerne af denne anden tilgang er indhentning af et nyt samtykke, der gør det muligt at identificere modtageren af oplysningerne, således nødvendig forud for anvendelsen af de omhandlede personoplysninger med henblik på markedsføring.

 Forslag til afgørelse

71.      På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen dels at udtale, at det er ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), dels at besvare det første spørgsmål således:

»Artikel 4, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF, sammenholdt med forordningens artikel 13 og 14 samt med artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation),

skal fortolkes således, at

den registreredes samtykke, der er givet til en første dataindsamler, til, at den registreredes oplysninger anvendes af en kategori af modtagere, der betegnes som dataindsamlerens »partnere«, men hvis identitet ikke var kendt af den registrerede på det tidspunkt, hvor vedkommende gav sit samtykke til den første dataindsamler, ikke kan betragtes som et informeret samtykke, der gør det muligt for enhver person, der tilhører denne kategori af modtagere, at gennemføre elektroniske markedsføringsoperationer uden at skulle indhente et nyt samtykke fra de registrerede, inden de foretager sådanne markedsføringsoperationer over for de registrerede.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Findes på: https://www.legifrance.gouv.fr/cnil/id/CNILTEXT000048222771


3 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12.7.2002 (EFT 2002, L 201, s. 37). Forslag til forordning »ePrivacy« blev opgivet (jf. bilagene til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Kommissionens arbejdsprogram for 2025. Fremad i fællesskab: En modigere, enklere og hurtigere Union (COM(2025) 45 final), s. 26, nr. 29).


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31). Direktivet blev erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT 2016, L 119, s. 1, herefter »databeskyttelsesforordningen«), hvori artikel 94 med overskriften »Ophævelse af direktiv 95/46/EF« i stk. 2 fastsætter, at henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til denne forordning.


5 –      Som ændret ved artikel 8 i lov 2020-901 af 24.7.2020 (JORF af 25.7.2020, nr. 181).


6 –      JORF af 7.1.1978, nr. 6 (herefter »lov 78-17«).


7 –      Jf. dom af 13.11.2025, Inteligo Media (C-654/23, EU:C:2025:871, præmis 66-68). Jf. også Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPS) udtalelse 5/2019 af 12.3.2019 om samspillet mellem »e-databeskyttelsesdirektivet« og databeskyttelsesforordningen, navnlig for så vidt angår databeskyttelsesmyndighedernes kompetence, opgaver og beføjelser, s. 12 ff., som findes på: https://www.edpb.europa.eu/system/files/documents/files/file1/201905_edpb_opinion_eprivacydir_gdpr_interplay_fr.pdf


8 –      Jf. dom af 25.11.2021, StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz (C-102/20, EU:C:2021:954, præmis 37). Vedrørende definitionen af begrebet »elektronisk post«, der er »bred og tænkt som teknologineutral«, se Artikel 29-Gruppens udtalelse nr. 5/2004 af 27.2.2004 om uanmodet kommunikation med henblik på markedsføring, jf. artikel 13 i direktiv 2002/58/EF, WP 90, punkt 3.1, som findes på https://ec.europa.eu/justice/article-29/documentation/opinion-recommendation/files/2004/wp90_fr.pdf


9 –      Undtagelsen fra reglen om forudgående samtykke skyldes den omstændighed, at det inden for rammerne af et eksisterende kundeforhold er rimeligt at tillade brug af elektroniske adresseoplysninger, men kun til udbud af tilsvarende produkter eller tjenester, og kun af det selskab, der i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen har modtaget sine kunders elektroniske adresseoplysninger (jf. 41. betragtning til direktiv 2002/58). Dette er imidlertid ikke tilfældet i tvisten i hovedsagen, eftersom de direkte markedsføringsoperationer ikke hidrører fra internetudbyderne som første dataindsamlere med henblik på at udbyde tilsvarende produkter eller tjenester. Undtagelsen fra samtykket i dette direktivs artikel 13, stk. 2, finder således ikke anvendelse.


10 –      I denne betragtning anføres, at i dette direktiv bør samtykke givet af en bruger eller en abonnent, hvad enten sidstnævnte er en fysisk eller en juridisk person, have samme betydning som den registreredes samtykke, således som defineret og yderligere fastlagt i direktiv 95/46.


11 –      Denne bestemmelse i databeskyttelsesforordningen har således kunnet anses for strengere end den, der fulgte af direktiv 95/46, hvis artikel 2, litra h), definerede ordene »den registreredes samtykke« som »enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling [af personoplysninger]« (jf. dom af 1.10.2019, Planet49 (C-673/17, EU:C:2019:801, præmis 61). Jf. ligeledes Databeskyttelsesrådets retningslinjer 5/2020 af 4.5.2020 vedrørende samtykke i henhold til forordning (EU) 2016/679, version 1.1, punkt 1, som findes på: https://www.edpb.europa.eu/documents/guideline/guidelines-052020-on-consent-under-regulation-2016679_fr


12 –      Jf. dom af 11.7.2024, Meta Platforms Ireland (Gruppesøgsmål) (C-757/22, herefter »dommen i sagen Meta Platforms Ireland«, EU:C:2024:598, præmis 60), og analogt dom af 4.9.2025, EDPS mod Afviklingsinstansen (Begrebet personoplysninger) (C-413/23 P, EU:C:2025:645, præmis 106).


13 –      Jf. i denne retning dom af 11.11.2020, 2020, Orange Romania (C-61/19, EU:C:2020:901 præmis 40), og Meta Platforms Ireland (præmis 55, 56, 59 og 60). Om den tætte forbindelse mellem databeskyttelse og gennemsigtighed, der fremhæves i databeskyttelsesforordningens artikel 12, se L.A Bygrave og L. Tosoni, »Article 4(11). Consent«, i C. Kuner, L.A. Bygrave, C. Docksey og L. Drechsler (red.), The EU General Data Protection Regulation (GDPR). A Commentary, Oxford University Press, Oxford, 2020, s. 184. Jf. ligeledes O. Tambou, Manuel de droit européen de la protection des données à caractère personnel, Bruylant, Bruxelles, 2020, s. 129, nr. 141 ff., særligt s. 134, nr. 144, og A. Dix, »Art. 12. Transparent information, communication and modalities for the exercise of the rights of the data subject«, i General Data Protection Regulation. Article-by-Article Commentary, Nomos, Baden-Baden, 2023, s. 434-447.


14 –      Jf. generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse Bara m.fl. (C-201/14, EU:C:2015:461, punkt 74) og generaladvokat Medinas forslag til afgørelse Storstockholms Lokaltrafik (C-422/24, EU:C:2025:623, punkt 1).


15 –      Jf. dommen i sagen Meta Platforms Ireland (præmis 58).


16 –      Jf. dommen i sagen Meta Platforms Ireland (præmis 59).


17 –      Den dataansvarlige defineres som sådan i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7). Jf. ligeledes vedrørende fælles ansvar dom af 29.7.2019, Fashion ID (C-40/17, EU:C:2019:629, præmis 106).


18 –      På dette stadie er det ikke altid muligt at identificere modtageren, og begrebet »kategori af modtagere« gør det muligt at indhente et mere omfattende samtykke.


19 –      Spørgsmålet om de underleverandører til Groupe Canal +, der udfører denne direkte markedsføring for selskabets regning, er ikke omtvistet i den foreliggende sag.


20 –      Jf. dom af 18.12.2025, Storstocholms Lokaltrafik (C-422/24, herefter »Storstocholms Lokaltrafik-dommen«, EU:C:2025:980, præmis 39). Jf. ligeledes vedrørende anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 14 dom af 28.11.2024, Másdi (C-169/23, EU:C:2024:988, præmis 55).


21 –      Jf. Storstockholms Lokaltrafik-dommen (præmis 39).


22 –      Jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, litra a). Jf. også Artikel 29-Gruppens retningslinjer for gennemsigtighed i henhold til forordning 2016/679, 11.4.2018, WP 260, rev. 01, punkt 28 (herefter »retningslinjerne vedrørende gennemsigtighed«), som findes på: https://www.edpb.europa.eu/documents/guideline/article-29-working-party-guidelines-on-transparency-under-regulation-2016679_fr


23 –      Jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, litra b).


24 –      Jf. om begrebet »direkte markedsføring« dom af 25.11.2021, StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz (C-102/20, EU:C:2021:954, præmis 47). Jf. ligeledes om den brede karakter af begrebet »direkte markedsføring« Artikel 29-Gruppen, udtalelse nr. 5/2004 af 27.2.2004 om uanmodet kommunikation med henblik på markedsføring, jf. artikel 13 i direktiv 2002/58/EF, WP 90, punkt 3.3.


25 –      Jf. Databeskyttelsesrådets retningslinjer 5/2020 af 4.5.2020 om samtykke i henhold til forordning 2016/679, version 1.1, punkt 65, hvori det hedder, at »såfremt flere (fælles) dataansvarlige baserer sig på samtykke, eller hvis dataene skal overføres til eller behandles af andre dataansvarlige, der ønsker at basere sig på det oprindelige samtykke, skal alle disse organisationer angives ved navn«.


26 –      Jf. vedrørende denne fortolkningsmetode fra Domstolen bl.a. Storstockholms Lokaltrafik-dommen (præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).


27 –      Jf. i denne henseende de henvisninger, der er foretaget i punkt 31-35 i dette forslag til afgørelse.


28 –      Jf. dom af 5.5.2011, Deutsche Telekom (C-543/09, EU:C:2011:279, præmis 64-66), og af 27.10.2022, Proximus (Offentligt tilgængelige elektroniske telefonnummerfortegnelser) (C-129/21, EU:C:2022:833, præmis 48-50).


29 –      Jf. dom af 27.10.2022, Proximus (Offentligt tilgængelige elektroniske telefonnummerfortegnelser) (C-129/21, EU:C:2022:833, præmis 50).


30 –      I 60. betragtning til databeskyttelsesforordningen anføres bl.a., at principperne om rimelig og gennemsigtig behandling »kræver, at den registrerede informeres om behandlingsaktiviteters eksistens og deres formål. Den dataansvarlige bør give den registrerede eventuelle yderligere oplysninger, der er nødvendige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling, under hensyntagen til de specifikke omstændigheder og forhold, som personoplysningerne behandles under«. I 61. betragtning til samme forordning præciseres bl.a., at »[o]plysninger om behandling af personoplysninger bør gives til den registrerede på tidspunktet for indsamlingen fra den registrerede, eller hvis personoplysningerne indhentes fra en anden kilde, inden for en rimelig periode afhængigt af de konkrete omstændigheder. Hvis personoplysninger lovligt kan videregives til en anden modtager, bør den registrerede informeres, når personoplysningerne første gang videregives til modtageren. Hvis den dataansvarlige agter at behandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, bør den dataansvarlige forud for denne viderebehandling give den registrerede oplysninger om dette andet formål og andre nødvendige oplysninger. Hvis den registrerede ikke kan informeres om personoplysningernes oprindelse, fordi der er anvendt forskellige kilder, bør der gives generelle oplysninger« (min fremhævelse).


31 –      Jf. analogt dom af 1.10.2015, Bara m.fl. (C-201/14, EU:C:2015:638, præmis 34), hvori Domstolen fremhævede, at kravet om rimelig behandling af personoplysninger eksempelvis forpligter en offentlig myndighed til at underrette de registrerede om videregivelsen af oplysninger til en anden offentlig myndighed »med henblik på disses behandling hos myndigheden i dennes egenskab af modtager af de nævnte oplysninger« (min fremhævelse). Jf. ligeledes punkt 30 i retningslinjerne vedrørende gennemsigtighed.


32 –      Databeskyttelsesforordningens artikel 15 spiller nemlig en »funktionel rolle« og gør det muligt for den registrerede at udøve andre rettigheder, der er fastsat i databeskyttelsesforordningen (jf. generaladvokat Pitruzzellas forslag til afgørelse Österreichische Post (Oplysninger om modtagere af personoplysninger), C-154/21, EU:C:2022:452, punkt 33; jf. ligeledes i denne retning dom af 12.1.2023, Österreichische Post (Oplysninger om modtagere af personoplysninger), C-154/21, EU:C:2023:3, præmis 38 og 39, og af 22.6.2023, Pankki S, C-579/21, EU:C:2023:501, præmis 58).


33 –      Visse forfattere har således henvist til en »passiv« gennemsigtighed for den dataansvarlige inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 15, for så vidt som anmodningen påhviler den registrerede (jf. G. Zanfir-Fortuna, »Article 15. Right of access by the data subject«, i C. Kuner, L.A. Bygrave, C. Docksey og L. Drechsler (red.), The EU General Data Protection Regulation (GDPR). A Commentary, Oxford University Press, Oxford, 2020, s 449-467). Retten til oplysninger udgør »hjertet af beskyttelsesmekanismen«, eftersom den registrerede ikke kan udøve sine rettigheder (og navnlig ikke retten til indsigt i databeskyttelsesforordningens artikel 15), såfremt den pågældende er uden kendskab til, om vedkommende er genstand for behandling eller ej (jf. C. Castets-Renard, »Titre 1 – Protection des données personnelles«, Droit du marché unique numérique et intelligence artificielle, Bruylant, Bruxelles, 2020 (red.), 1. udgave, s. 221-300, særligt s. 270, nr. 341).


34 –      CNIL’s afgørelse nævner ligeledes denne mulighed i punkt 27, hvori der henvises til en udtømmende og ajourført liste, »der stilles til rådighed for personer på det tidspunkt, hvor deres samtykke indhentes, f.eks. direkte på indsamlingsmediet eller, hvis listen er for lang, via et hyperlink, der henviser til den nævnte liste og tjenesteydernes og leverandørernes fortrolighedspolitikker«.


35 –      Jf. i denne henseende generaladvokat Richard de la Tours afgørelse StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz (C-102/20, EU:C:2021:518, punkt 57).


36 –      Jf. bl.a. H. Ruschemeier, »Data Brokers and European Digital Legislation«, EDPL, bind 9, nr. 1, 2023, s. 27-38.


37 –      Der er her tale om den træthed hos forbrugeren, der som følge af for mange henvendelser til sidst mekanisk giver sit samtykke uden at overveje nærmere eller tværtimod stopper yderligere brug af hjemmesiden. Jf. i denne henseende bl.a. Kommissionens »indsats mod cookies« (»Cookies Pledge«), som bl.a. vedrører begrænsning af nødvendigheden for forbrugerne konstant at acceptere eller afslå cookies og andre trackere, som findes på: https://commission.europa.eu/topics/consumers/consumer-rights-and-complaints/enforcement-consumer-protection/cookie-pledge_en


38 –      Jeg har her taget udgangspunkt i punkt 49 i Europarådets forklarende rapport om protokol om ændring af konventionen om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, 10.10.2018, kaldet »konvention 108 +« af 18.5.2018 vedrørende den omstændighed, at for at fastslå, om et formål med viderebehandling er foreneligt med det formål, som personoplysningerne oprindeligt blev indsamlet til, bør den dataansvarlige »efter at have opfyldt alle kravene til lovlighed af den oprindelige behandling bl.a. tage hensyn til enhver forbindelse mellem disse formål og formålet med den påtænkte viderebehandling, den sammenhæng, som personoplysningerne er blevet indsamlet i, navnlig de registreredes rimelige forventninger til den videre anvendelse heraf på grundlag af deres forhold til den dataansvarlige, personoplysningernes art, konsekvenserne af den påtænkte viderebehandling for de registrerede og tilstedeværelse af fornødne garantier i forbindelse med både de oprindelige og de påtænkte yderligere behandlingsaktiviteter« (min fremhævelse) (som findes på: https://rm.coe.int/16808ac91b).


39 –      De klager, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, er bevis herfor.


40 –      Jf. i denne henseende retningslinjerne vedrørende gennemsigtighed, særligt tabellen i bilaget.


41 –      Den sammenligning, som Groupe Canal + har foretaget mellem internetbrugeren og den rimeligt opmærksomme og velunderrettede europæiske gennemsnitsforbruger, kan vise sig at være relevant (jf. i denne retning generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Planet49, C-673/17, EU:C:2019:246, punkt 113; jf. ligeledes, vedrørende samspillet mellem beskyttelsen af personoplysninger og forbrugerretten, generaladvokat Richard de la Tours forslag til afgørelse Meta Platforms Ireland, C-319/20, EU:C:2021:979, punkt 80 og 81), idet det fremhæves, at forbrugeren nyder et højt beskyttelsesniveau over for den erhvervsdrivende.