Appel samt genoptagelse efter udeblivelsesdom anses utvivlsomt i de fleste kontinentale medlemsstater som ordinære retsmidler; desuden anses i Tyskland som ordinære retsmidler Revision og Beschwerde, i Italien kassationsanke (Ricorso per cassazione), declinatorio di competenza og to tilfælde af genoptagelse, i Nederlandene kassationsanke og Revision af afgørelser, som Hoge Raad har truffet som første instans.

Det forekommer ikke muligt at foretage en tilsvarende sondring for så vidt angår Det forenede Kongerige og Irland; derfor indeholder udkastet til tiltrædelseskonventionen til konventionen af 1968 nogle særlige bestemmelser (artiklerne 13 og 17), som finder anvendelse på retsafgørelser truffet i disse to lande.

Kvalificeringen af et retsmiddel som ordinær appel eller genoptagelse kan ske ud fra forskellige kriterier, navnlig dets virkninger, eller efter om det pågældende retssystem ønsker at lægge vægten på fordringshavers eller skyldnerens interesser. Retsordenen i en stat, hvor der begæres fuldbyrdelse, frembyder navnlig i tilfælde af atypiske retsmidler hverken nogen klar eller ensartet fortolkning for de kontraherende stater som helhed. I øvrigt er det forhold, at en bestemt retsorden omfatter en længere eller kortere række ordinære retsmidler, udtryk for betragtninger, som ikke nødvendigvis finder anvendelse på udenlandske retsafgørelser.

Følgelig kan kvalificeringen af retsmidlet efter fuldbyrdelsesstatens ret ikke anvendes som fortolkningskriterium.

Ulempen ved en sådan fortolkning er, at der herved ikke tages hensyn til formålet med konventionens artikel 38 og det beskyttelseshensyn, som ligger til grund for det. Skyldnerens beskyttelse mod faren for en endelig fuldbyrdelse, inden hans appel i domsstaten er blevet afgjort, afhænger reelt af gældende ret i denne stat, der sædvanligvis alene tager hensyn til parternes interesser i det omfang, hvor de har bopæl i den pågældende stat. Som følge af forskellene medlemsstaterne imellem, navnlig for så vidt angår kassationsanken og den hermed beslægtede Revision efter tysk ret varierer omfanget af skyldnerens beskyttelse fra en gruppe medlemsstater til en anden.

At konventionens begreb ordinær appel eller genoptagelse således ville få et andet indhold end i visse medlemsstaters retsorden, bør ikke være til hinder for en sådan fortolkning i betragtning af begrebernes forskellige anvendelsesområder og forskellige beskyttelsesformål. Det følger i øvrigt af Domstolens retspraksis, at også begrebet borgerlige sager, herunder handelssager, som anført i konventionens artikel 1, stk. 1, i så henseende skal forstås anderledes end i national ret.

Ud fra et retsbeskyttelsessynspunkt er det alene de retsmidler, som direkte omhandler parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser, der kan komme på tale. Der er nemlig alene grund til at give retten mulighed for at beskytte debitor ved at udsætte sagen, såfremt ankeinstansen kan fastslå, at det ikke i forhold til debitor er berettiget at fuldbyrde den indankede afgørelse. Cassation dans l'intéret de la loi er herefter ikke et ordinært retsmiddel.

I øvrigt er det alene appel indbragt for retter inden for samme kategori, som bør anses som ordinære; dette ville ikke være tilfældet for så vidt angår tysk rets Verfassungsbeschwerde, som anses som en ny retssag.

Som ordinære retsmidler, der står til rådighed mod domme afsagt af retter inden for den borgerlige retspleje, bør anses dem, der i overensstemmelse med domsstatens lovgivning udelukkende kan anvendes inden for korte frister (indtil tre måneder) efter dommens afsigelse eller forkyndelse, og som kan medføre, at enten den ret, der har afsagt dommen, eller en højere retsinstans inden for den borgerlige retspleje ophæver dommen med virkning for parterne i fuldbyrdelsessøgsmålet.

Ved udtrykket ordinær appel eller genoptagelse i artikel 38 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forstås appel eller genoptagelse, som uden hensyn til sin kvalificering i så henseende i domsstaten alene skal påbegyndes inden for en frist på højst tre måneder efter dommens afsigelse eller forkyndelse, og som kan føre til ophævelse af denne dom med virkning for parterne i fuldbyrdelsessøgsmålet.

Disse retssystemer kender dog alligevel vidt forskellige former for retsmidler. Disse har i almindelighed ingen suspensiv virkning, men retterne har et vidt skøn til at beordre fuldbyrdelsen udsat. Der findes intet kriterium for blandt disse forskellige former for retsmidler at sondre mellem ordinære og ekstraordinære. Derfor indeholder udkastet til konvention for de nye medlemsstaters tiltrædelse af domskonventionen visse ændringer til denne.

Det vil være vanskeligt at finde et andet fællesskabskriterium, som mere tilfredsstillende vil kunne nå de i de pågældende artikler opstillede mål.

Et yderligere vigtigt kendetegn for de ordinære retsmidler består i denne sammenhæng i de sædvanligvis forholdsvis korte frister for deres anvendelse, medens de ekstraordinære retsmidler kan anvendes inden for en betydelig længere frist og undertiden kræver særlig tilladelse. Den i konventionens artikel 38 hjemlede mulighed for at udsætte afgørelsen bør ikke gælde for længe. I de medlemsstater, som kender sondringen mellem ordinære og ekstraordinære retsmidler, synes denne sondring i så henseende at fremkalde det ønskede resultat uden unødig rigorisme. Et fællesskabskriterium, som ville knytte kvalifikationen af et retsmiddel som ordinært til tidsfristen for dets anvendelse, ville føre til betydeligt mere vilkårlige resultater.

En af de centrale bestemmelser i konventionen er, at den ret, som træffer afgørelse i anerkendelses- eller fuldbyrdelsessagen, ikke længere kan træffe afgøreise vedrørende den rets kompetence, som har truffet den oprindelige afgørelse. En sådan ordning er mulig, fordi den i domsstaten behandlede sag indeholder enhver garanti for den pågældende, herunder at visse retter i sidste instans har pligt til at forelægge spørgsmål vedrørende konventionens fortolkning for Domstolen. Hvis man anså visse retsmidler såsom kassationsanken som ekstraordinære, ville det muliggøre fuldbyrdelse af en retsafgørelse, uden at man kunne udnytte denne garanti, idet artikel 38 ikke vil kunne finde anvendelse.

Revisions- og kassationsanken, som navnlig omhandles i de i nærværende sag forelagte spørgsmål, bevirker, såfremt den fører til det tilsigtede resultat, at den lovligt ophæver den retsstilling, som blev skabt ved den anfægtede retsafgørelse. Man må her rejse spørgsmålet, om det er ønskværdigt, at konventionen ikke hjemler noget middel til i mellemtiden at udsætte fuldbyrdelsen af den anfægtede retsafgørelse. En selvstændig fortolkning af konventionen kan måske fremkalde en løsning i så henseende.

I visse nationale retsordener anses et retsmiddel, hvis anvendelse medfører udsættelse af en retsafgørelses fuldbyrdelse, som ordinær appel eller genoptagelse.

Denne fortolkning bekræftes imidlertid hverken af ordlyden af artikel 38 eller af konventionens opbygning og målsætning: artikel 38 står i den del af konventionen, som omhandler fuldbyrdelse. Den første bestemmelse i denne afdeling, artikel 31, gør fuldbyrdelse i en anden stat betinget af, at de pågældende retsafgørelser er eksigible i den stat, hvor de er truffet. Ligeledes omhandler artikel 38 alene eksigible afgørelser, og man kan herefter ikke hævde, at denne bestemmelse i sin helhed tillægger udtrykket ordinær appel eller genoptagelse betydningen retsmiddel, hvorved fuldbyrdelsen af en retsafgørelse udsættes, uden at fratage bestemmelsen enhver mening.

Der er heller intet grundlag for at knytte begrebet ordinær appel eller genoptagelse til kriteriet retskraft.

Ikke alene giver ordlyden af artiklerne 30 og 38 ingen støtte for en sådan fortolkning, men denne ville også kunne få uønskede følger; idet retskraften i flere kontraherende stater består uanset anke, findes der ikke i disse stater noget ordinært retsmiddel i konventionens forstand; retsmidler såsom anke vil således blive genstand for en helt unormal kvalificering, som ikke findes i nogen af de kontraherende staters retsorden.

Man kan heller ikke ved ekstraordinært retsmiddel forstå et retsmiddel, hvis anvendelse ikke har betydning for en afgørelses retskraft: den totale mangel på støtte herfor i artiklerne 30 og 38 gør dette kriterium uegnet til at afgøre, om der er tale om et ordinært retsmiddel; det er desuden vanskeligt at anvende, da det ikke har samme betydning i alle de kontraherende stater.

De kontraherende staters retsorden gør ofte definitionen af begrebet ordinært retsmiddel afhængig af, at appellanten ikke er bundet til visse bestemte ankegrunde, som kan føre til afgørelsens ophævelse. Dette kriterium indeholder imidlertid ingen støtte ved fortolkningen af artiklerne 30 og 38. Herefter måtte kassationsanken, som i Italien og i Nederlandene er et ordinært retsmiddel, anses som et ekstraordinært retsmiddel ifølge konventionen.

For så vidt angår formålet med artiklerne 30 og 38 skal det fremhæves, at konventionens mål utvivlsomt er i vidt omfang at give borgerne mulighed for at få anerkendt eller fuldbyrdet de retsafgørelser, som angår dem. Et vist hensyn taler altså for at fortolke begrebet ordinær appel eller genoptagelse restriktivt, således at rettens mulighed for at udsætte afgørelsen indsnævres. Imidlertid ville en snæver fortolkning af artikel 30, som fraviger terminologien i det retssystem, hvor den pågældende afgørelse er truffet, medføre, at en afgørelse af parternes tvist ikke vil kunne skabe rettigheder i domsstaten, idet det anvendte retsmiddel efter national ret er ordinært, mens retsafgørelsen i udlandet anerkendes på grund af, at dette retsmiddel som følge af en eventuelt snæver fortolkning kvalificeres som ekstraordinært i konventionens forstand. Dette forekommer ikke ønskeligt, idet det går ud over konventionens mål, som er at give retsafgørelser samme retsvirkning, som de har i det land, hvor de er truffet.

Sondringen mellem ordinær appel eller genoptagelse og ekstraordinært retsmiddel er ikke et uovervindeligt problem i de kontraherende staters retssystemer; man kan i disse tilstrækkeligt præcist fastslå, hvad de to udtryk dækker over.

Med henblik på Det forenede Kongerige og Irlands tiltræden til konventionen er det besluttet at føje en bestemmelse til artikel 38, som bekræfter, at det ikke har vist sig muligt at finde en definition af ordinær appel eller genoptagelse, som er selvstændigt for konventionen.

Udtrykket ordinær appel eller genoptagelse efter artiklerne 30 og 38 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes efter reglerne i den kontraherende stat, hvor den oprindelige retsafgørelse er truffet.