Kassen nægtede at imødekomme denne begæring under henvisning til, at nævnte lov kun gælder for udenlandske statsborgere, hvis disse opfylder de betingelser, der er opstillet i artikel 2 i dekret nr. 62-1049 af 4. september 1962, hvori det navnlig kræves, at de skal have udvist en særlig troskab over for Frankrig eller have ydet dette land særlige tjenester. Hirardin indankede sagen for Commission de Recours gracieux, som imødekom hans klage, og Kassen besluttede derefter at godskrive de perioder, hvori Hirardin havde udøvet lønnet arbejde i Algeriet.

Directeur régional de la sécurité sociale i Nancy (herefter kaldet Directeur régional) annullerede imidlertid i medfør af sine beføjelser som tilsynsmyndighed sidstnævnte afgørelse. Hirardin appellerede derefter denne afgørelse til Commission de premiere instance du contentieux de la sécurité sociale i Longwy, som bekræftede afgørelsen om godskrivning af arbejdsperioden i Algeriet.

1)Kan den forskelsbehandling, som dekretet af 4. september 1962 indfører mellem franskmænd og udlændinge, håndhæves over for en statsborger fra Fællesskabet, når dette medfører, at den pågældende nægtes en alderspension, som ydes til franskmænd?2)Skal en belgisk statsborger følgelig for at komme ind under loven af 26. september 1964, som med henblik på aldersydelser godskriver arbejdsperioder, der er tilbagelagt i Algeriet før den 1. juli 1962, bevise, at han opfylder de betingelser, der er stillet for udlændinge i det ovennævnte dekret af 4. september 1962?

For så vidt angår anden søgsmålsgrund bestemmes det i artikel 8 i EØF-Rådets forordning nr. 3, der er udstedt i medfør af Rom-traktatens artikel 48 og 51, at personer, der er bosat på en anden medlemsstats territorium, falder ind under lovgivningen om social sikring på den samme betingelser som statsborgerne i værtslandet.

Artikel 16, stk. 2 i forordning nr. 109/65 bestemmer, at ophævelsen af henvisningen til Algeriet skal ske med forbehold af erhvervede rettigheder.

I det foreliggende tilfælde bør det følgelig undersøges, på hvilken måde forordning nr. 3 skal anvendes i relation til bestemmelserne i dekret af 4. september 1962 og lov af 26. december 1964.

Hirardin, repræsenteret af Borella, advokat i Nancy, Directeur régional de la sécurité sociale i Nancy, Caisse régionale d'assurance maladie du Nord-Est og Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, frøken Marie-José Jonczy, har afgivet skriftlige indlæg.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Ganske vist er Algeriet, hvis territorium henhørte under forordning nr. 3's anvendelsesområde i medfør af nævnte forordnings artikel 1, afsnit a og bilag A blevet selvstændigt den 1. juli 1962, men det er efter Hirardin's opfattelse dog først udgået af forordning nr. 3's anvendelsesområde den 19. januar 1965, jf. Rådets forordning EØF nr. 109 af 30. juni 1965 (JO 125 af 9. 7. 1965, s. 2124). Ophævelsen i forordning nr. 3's bilag af henvisningen til Algeriet skete ifølge selve artikel 16, stk. 2 i forordning nr. 109/65 med forbehold af erhvervede rettigheder.

Følgelig fremgår det ifølge Hirardin af disse bestemmelser, således som Domstolen har præciseret det i sin dom i sag 110/73 (Fiege, Sml. 1973, s. 1001), at bilag A til forordning nr. 3 fører … i sin tidligere affattelse til, at de franske institutioner må respektere en vandrende arbejdstagers rettigheder erhvervet i Algeriet før den 19. januar 1965«. Domstolen har desuden i sin dom i sag 6/75 (Horst, Sml. 1975, s. 823) fortolket begrebet erhvervede rettigheder således, at de i Algeriet inden den 19. januar 1965 tilbagelagte forsikringsperioder, for så vidt som erhvervelsen, bevarelsen eller generhvervelsen af retten til ydelserne kræver det, skal medregnes ved opgørelsen af de i kapitlerne 2 og 3 i forordning nr. 3 nævnte pensioner, selv om forsikringsbegivenhedens indtræden og pensionsbegæringen er senere end denne dato«.

Subsidiært gør Hirardin gældende, at bestemmelserne i dekretet af 4. september 1962 ikke kan påberåbes over for vandrende arbejdstagere, der er statsborgere i EØF's medlemsstater, for så vidt disse bestemmelser er uforenelige med det princip om ikke-forskelsbehandling mellem statsborgere fra Fællesskabet og nationale arbejdstagere, som er knæsat ved artiklerne 7 og 8 i forordning nr. 3.

Hirardin foreslår følgelig Domstolen at besvare det første spørgsmål således:

Bestemmelserne i dekretet af 4. september 1962 kan ikke bevirke, at en statsborger fra Fællesskabet nægtes medregning af arbejdsperioder, der er tilbagelagt i Algeriet før den 19. januar 1965,

Det andet spørgsmål synes ifølge Hirardin's opfattelse umiddelbart at falde uden for Domstolens kompetence, således som denne er fastlagt ved EØF-traktatens artikel 177. Det tilkommer nemlig ikke Domstolen at fortolke eller anvende national ret.

Imidlertid bør spørgsmålet ifølge Hirardin forstås som en anmodning til Domstolen om en udtalelse om betydningen og rækkevidden af forordningerne nr. 3 og nr. 109/65, for så vidt som disse for alderdomsydelser godskriver arbejdsperioder, der er tilbagelagt i Algeriet før den 19. januar 1965 af den belgisk statsborger, om hvem det hævdes, at han ikke opfylder de betingelser, der er opstillet i loven af 26. december 1964 og dekretet af 4. september 1962.

Svaret synes ifølge Hirardin nødvendigvis at følge af princippet om fællesskabsrettens forrang. De betingelser, der er opstillet i dekretet af 4. september 1962, kan ikke begrænse de rettigheder, som den pågældende støtter på fællesskabsreglerne.

Subsidiært finder Hirardin, at det princip om ikke-forskelsbehandling, der følger af artikel 8 i forordning nr. 3, må stå i vejen for en fortolkning af loven af 26. december 1964, hvorved der indføres en forskelsbehandling mellem franskmænd og statsborgere fra andre medlemsstater. Problemet må være, om princippet om ligebehandling forpligter Frankrig til at inddrage vandrende arbejdstagere fra de andre medlemsstater under anvendelsesområdet for loven af 26. december 1964.

De særlige forhold omkring loven af 26. december 1964 synes ifølge Hirardin ikke at kunne berettige en forskelsbehandling i forhold til statsborgere fra Fællesskabet, som støttes på så tvetydige kriterier som troskab over for Frankrig eller særlige tjenester ydet nationen. Domstolens retspraksis, navnlig i sagerne 24/74 (Biason, Sml. 1974, s. 999), 44/72 (Marsmann, Recueil 1972, s. 1243), 76/72 (Michel S., Sml. 1973, s. 457), synes at støtte sig på den opfattelse, at love — selv love om national solidaritet — ikke på området for sociale ydelser kan indføre en forskelsbehandling, som kan bryde ligheden i behandlingen af franskmænd og statsborgere fra Fællesskabet.

Han gør gældende, at det er udelukket at påberåbe sig ligebehandling mellem udlændinge og franske statsborgere, medmindre der er tale om en identisk retsstilling, naturligvis bortset fra nationaliteten. Navnlig skulle det ikke være tilstrækkeligt, at der er en tilsyneladende lighed i de faktiske omstændigheder, hvis disse omstændigheder i virkeligheden dækker over forskellige juridiske situationer.

Ifølge Directeur régional dækker de faktiske omstændigheder i nærværende sag imidlertid over forskellige juridiske situationer.

I så henseende gør Directeur régional navnlig gældende, at loven af 26. december 1964 ud fra et hensyn til den nationale solidaritet som følge af begivenhederne i Algeriet har karakter af en lov, hvorved bestemte rettigheder erstattes med andre.

For at nyde godt af loven kræves det, da de pågældende har bevaret deres rettigheder i forhold til den algeriske ordning på fransk jord efter Algeriets uafhængighed, og at disse rettigheder er blevet anerkendt og garanteret af Frankrig.

Dette er ifølge Directeur régional tilfældet for franskmænd, som er hjemsendt fra Algeriet i medfør af den under 19. januar 1965 underskrevne fransk-algeriske aftale om social sikring, men ikke for udlændinge, som denne aftale ikke gælder for.

Den positive virkning af anvendelsen af loven af 26. december 1964 skulle for de franske modtagere være, at deres rettigheder efter den algierske ordning omformes til rettigheder efter den franske ordning.

Som et modstykke hertil skulle lovens negative virkning for de pågældende være, at de mister enhver senere rettighed i medfør af den algeriske ordning.

For så vidt angår alderdomssikring fritog protokol nr. 3 af 19. januar 1965, der var bilag til den fransk-algeriske aftale om social sikring, i forhold til franske statsborgere med bopæl i Frankrig de algeriske institutioner for deres forpligtelser som følge af forsikringsperioder, der var tilbagelagt i Algeriet før den 1. juli 1962.

Anvendelsen af loven af 26. december 1964 har ifølge Directeur régional andre virkninger i forhold til udlændinge. Der er ikke tale om omformning af algeriske rettigheder til franske men om ren og skær tilkendelse af franske rettigheder og franske ydelser. Den algeriske ordning er debitor for samdige algeriske ydelser overfor disse udlændinge. For så vidt angår alderdomsforsikring fritages de algeriske institutioner ikke for at udrede ydelserne.

Utvivlsomt kunne man indvende, at den ovenfor beskrevne situation allerede følger af anvendelsen af loven af 26. december 1964 på visse grupper af udlændinge. Men selv om Frankrig af særlige grunde skulle have accepteret til fordel for disse udlændinge at påtage sig betalingen af ydelser, som måtte påhvile de lande, hvor de er statsborgere, kan det ikke være tvunget til at udvide denne foranstaltning til udenlandske statsborgere, som påberåber sig en ligebehandling, der ikke støttes på en ensartet juridisk situation i forhold til Frankrigs egne statsborgere.

For så vidt navnlig angår tilfældet med Hirardin bør hans situation ifølge Directeur régional i princippet vurderes ud fra den algerisk-belgiske aftale af 27. februar 1968 om social sikring.

Efter at have omformuleret de spørgsmål, der er stillet af Cour d'Appel i Nancy, gør Kommissionen gældende, at det foreliggende tilfælde er endnu mere betydningsfuldt end dem, som er afgjort ved de ovennævnte to domme, eftersom forsikringsperioden er tilbagelagt i Algeriet før dette lands uafhængighed, og eftersom forsikringsbegivenheden indtrådte, mens den pågældende var undergivet fransk lovgivning, og at det derfor er utvivlsomt, at de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Algeriet før den 19. januar 1965, skal medregnes af de franske institutioner ved opgørelsen af arbejdstagerens pensionsrettigheder.

Spørgsmålet, hvorvidt en medlemsstats lovgivning på grund af det i artikel 8 i forordning nr. 3 indeholdte princip om ligebehandling skal finde anvendelse på statsborgere fra andre medlemsstater under de samme betingelser som for statsborgere fra den førstnævnte medlemsstat, er derfor blevet uden genstand.

Under retsmødet den 11. marts 1976 har Hirardin, repræsenteret af advokat M. C. Borella, Directeur régional de la sécurité sociale i Nancy, repræsenteret af fru A. Molon, Caisse régionale d'assurance maladie du Nord-Est, repræsenteret af P. Schlecht og P. Marande, og Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, frk. M.-J. Jonczy, afgivet mundtlige indlæg.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 31. marts 1976.