5.7.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 178/9


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 639/2008

af 24. juni 2008

om ændring af forordning (EF) nr. 1043/2005 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 3448/93 for så vidt angår eksportrestitutionsordningen for visse landbrugsprodukter, der udføres i form af varer, der ikke er omfattet af bilag I til traktaten, og kriterierne for fastsættelse af restitutionsbeløbet

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3448/93 af 6. december 1993 om en ordning for handelen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (1), særlig artikel 8, stk. 3, første afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De seneste nedsættelser af eksportrestitutionssatserne som følge af dels reformen af den fælles landbrugspolitik og dels de ændrede verdensmarkedspriser for landbrugsprodukter har medført, at der indgives færre ansøgninger om restitutionslicenser, hvilket letter presset på Fællesskabets budget for eksportrestitutioner for varer, der ikke er omfattet af bilag I til traktaten. Da Fællesskabet i denne situation ikke risikerer at misligholde sine internationale forpligtelser, bør eksportrestitutionsordningen for visse landbrugsprodukter, der udføres i form af varer, der ikke er omfattet af bilag I til traktaten, forenkles, og den administrative byrde for de erhvervsdrivende, der eksporterer sådanne varer, derved lettes.

(2)

I henhold til artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1043/2005 (2) kan de rettigheder, der følger af licenserne, overdrages på visse betingelser. For at sikre konsekvens i behandlingen af licenser og attester bør proceduren for sådanne overdragelser om muligt være i overensstemmelse med de i Kommissionens forordning (EF) nr. 376/2008 af 23. april 2008 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import og eksportlicenser og forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter (3) fastsatte bestemmelser om overdragelse af rettigheder, der følger af licenser eller attester.

(3)

I artikel 32, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1043/2005 fastsættes den frist, inden for hvilken den udbetalende myndighed på restitutionslicensen skal afskrive de eksportrestitutionsbeløb, der anmodes om. På grund af den tid, der kræves for at behandle dokumentation vedrørende eksportrestitutioner differentieret efter bestemmelsessted, kan denne frist imidlertid være for kort og bør derfor forlænges.

(4)

Artikel 38a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1043/2005 indeholder bestemmelser om medlemsstaternes fremsendelse til Kommissionen af meddelelse om indgivne ansøgninger og den efterfølgende udstedelse af restitutionslicenser. Da der er blevet indført mere effektive indberetnings- og kommunikationssystemer, bør de pågældende frister justeres.

(5)

I henhold til artikel 33 i forordning (EF) nr. 1043/2005 udstedes restitutionslicenser for bestemte trancher. Gyldighedsperioden for disse restitutionslicenser er fastsat i nævnte forordnings artikel 39. For at gøre restitutionslicensordningen mere smidig bør gyldighedsperioden for licenser, der udstedes for den første tranche, og for licenser, som der ansøges om i henhold til artikel 38a, forlænges.

(6)

I artikel 45, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1043/2005, bestemmes det, at hvis uudnyttede licenser eller partiallicenser tilbageleveres til den udstedende myndighed senest den 30. juni i den regnskabsperiode, for hvilken licenserne eller partiallicenserne er blevet udstedt, nedsættes den sikkerhed, der fortabes. Indførelsen af mere effektive indberetningssystemer gør det muligt at forlænge denne frist.

(7)

Artikel 47 i forordning (EF) nr. 1043/2005 indeholder særlige bestemmelser om, på hvilke betingelser mindre eksportører kan få eksportrestitutioner. Af forenklingshensyn bør mindre eksportører have ret til at anvende restitutionslicenser uden at miste deres status som mindre eksportører, og desuden bør betalingstærsklen hæves.

(8)

For at bestemmelserne i denne forordning skal kunne anvendes i rette tid, bør den træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(9)

Forordning (EF) nr. 1043/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomiteen for Horisontale Spørgsmål i forbindelse med Handel med Forarbejdede Landbrugsprodukter uden for Traktatens Bilag I —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1043/2005 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 27 affattes således:

»Artikel 27

1.   De forpligtelser, der følger af licenserne, kan ikke overdrages. De rettigheder, der følger af licenserne, kan inden for deres gyldighedsperiode overdrages af licensens indehaver, hvis rettighederne, der følger af hver licens eller partiallicens kun overdrages til en enkelt erhverver. Denne overdragelse skal omfatte de beløb, der endnu ikke er afskrevet på licensen eller partiallicensen.

2.   Erhververen kan ikke videreoverdrage sine rettigheder, men kan tilbageføre dem til licensens indehaver. Sådanne tilbageførsler til indehaveren skal omfatte de mængder, der endnu ikke er afskrevet på licensen eller partiallicensen.

I sådanne tilfælde anfører den udstedende myndighed en af de i bilag VIII anførte angivelser i licensens rubrik 6.«

2)

Artikel 32, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

»Den udbetalende myndighed afskriver dette beløb på restitutionslicensen senest seks måneder efter datoen for modtagelsen af den udtrykkelige anmodning.«

3)

Artikel 38a, stk. 2, affattes således:

»2.   Medlemsstaterne fremsender meddelelse om de ansøgninger, der er indgivet i ugens løb, til Kommissionen den følgende mandag. Licenserne kan udstedes fra den første onsdag efter fremsendelsen af meddelelsen, medmindre Kommissionen træffer anden bestemmelse.«

4)

Artikel 39, stk. 2, affattes således:

»2.   Restitutionslicenserne er gyldige indtil udløbet af den femte måned efter den måned, hvori der er ansøgt om licens, eller indtil regnskabsperiodens udløb, hvis denne udløber forinden, jf. dog andet og tredje afsnit.

Restitutionslicenser, som der er ansøgt om i overensstemmelse med artikel 33, litra a), eller artikel 38a senest den 7. november, er gyldige indtil udløbet af den tiende måned efter den måned, hvori der er ansøgt om licens.

De i artikel 40 omhandlede restitutionslicenser er dog gyldige indtil udløbet af den femte måned efter den måned, hvori der er ansøgt om licens.

Forudfastsatte restitutionssatser, jf. artikel 29, gælder indtil udløbet af licensens gyldighedsperiode.«

5)

Artikel 45, stk. 2, affattes således:

»2.   Stk. 1 anvendes kun på licenser og partiallicenser, der tilbageleveres til den udstedende myndighed i løbet af den regnskabsperiode, for hvilken licenserne er blevet udstedt, og hvis de tilbageleveres senest den 31. august i denne periode.«

6)

Artikel 47, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»2.   Artikel 46 finder anvendelse på udførsler, for hvilke de ansøgninger, som den erhvervsdrivende i løbet af det pågældende regnskabsår har indgivet på betingelserne i artikel 32, stk. 1, herunder ansøgningen vedrørende den pågældende udførsel, højst vedrører et beløb på 100 000 EUR.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2008.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)   EFT L 318 af 20.12.1993, s. 18. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2580/2000 (EFT L 298 af 25.11.2000, s. 5).

(2)   EUT L 172 af 5.7.2005, s. 24. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 246/2008 (EUT L 75 af 18.3.2008, s. 64).

(3)   EUT L 114 af 26.4.2008, s. 3.