1.I tilfælde af en bedrifts salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv overføres den tilsvarende referencemængde helt eller delvis til køberen, forpagteren eller arvingen ifølge betingelser, der skal fastsættes.

[...]

Denne forordning blev ophævet med virkning pr. 1. april 1993.

For yderligere syv på hinanden følgende tolvmånedersperioder, der begynder den 1. april 1993, indføres der en tillægsafgift, som skal erlægges af producenter af komælk, for de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, der er leveret til en opkøber eller solgt direkte til konsum i den pågældende tolvmånedersperiode, og som overstiger en nærmere fastsat mængde.

Afgiften fastsættes til 115% af indikativprisen for mælk.

Den individuelle referencemængde, der er til rådighed på bedriften, er lig med den mængde, der er til rådighed den 31. marts 1993 og tilpasset, eventuelt for hver af de pågældende perioder, så summen af de individuelle referencemængder af samme art ikke overstiger den tilsvarende samlede mængde i artikel 3, idet der tages højde for eventuelle nedsættelser med henblik på at forsyne den nationale reserve, der er nævnt i artikel 5.

Inden for de mængder, der er omhandlet i artikel 3, kan medlemsstaten foretage overførsler til den nationale reserve på baggrund af en lineær reduktion af samtlige individuelle referencemængder, således at der kan tildeles bestemte producenter supplerende eller specifikke mængder efter objektive kriterier, der fastsættes efter aftale med Kommissionen, jf. dog artikel 3, stk. 2, andet og tredje afsnit.

1.Den referencemængde, der er til rådighed på en bedrift, overdrages sammen med bedriften ved salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv til de producenter, som overtager den, efter regler, som medlemsstaterne fastsætter under hensyn til de arealer, der anvendes til mælkeproduktionen, eller under hensyn til andre objektive kriterier og eventuelt til en aftale mellem parterne. Den del af referencemængden, der eventuelt ikke overdrages sammen med bedriften, overgår til den nationale reserve.

De samme bestemmelser gælder for andre overdragelser, der har lignende juridiske følger for producenterne. [...]

1)Skal artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning nr. 3950/92 fortolkes således, at en medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at en del af den referencemængde, der er til rådighed på en bedrift, i tilfælde af salg eller bortforpagtning ikke skal overdrages sammen med bedriften til de producenter, som overtager denne, men i stedet skal overgå til den nationale reserve ved claw-back, optagelse eller tilsvarende reduktionsmekanismer?2)Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes det oplyst, hvorvidt den af medlemsstaten valgte fremgangsmåde ved udstedelsen af sådanne bestemmelser alene er undergivet nationalretlige principper, eller hvorvidt fremgangsmåden er undergivet grundlæggende fællesskabsretlige principper, herunder retssikkerhedsprincippet.3)Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, og for så vidt den nationale fremgangsmåde er undergivet fællesskabsretten, ønskes det oplyst, hvorvidt en national fremgangsmåde — hvorved medlemsstaten ved bekendtgørelse giver den kompetente myndighed beføjelse til at fastlægge de tilfælde af overdragelser som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning nr. 3950/92, i forbindelse med hvilke en del af mælkekvoten ikke skal overdrages sammen med bedriften, men overgå til den nationale reserve, og træffer bestemmelse om, at denne fastlæggelse skal ske ved administrativ meddelelse, som offentliggøres i et nationalt dagblad — strider mod det fællesskabsretlige retssikkerhedsprincip.

Første spørgsmål: Artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter er ikke til hinder for nationale regler, hvorefter en del af den mælkekvote, der er knyttet til bedriften, ved overdragelse af en mælkeproducerende bedrift ikke overdrages sammen med denne, men overgår til den nationale reserve.

Andet spørgsmål: En medlemsstats foranstaltning, såsom den, der henvises til i besvarelsen af det første spørgsmål, og som har til formål at gennemføre en fællesskabsretlig forpligtelse, skal, opfylde de almindelige retsprincipper, der er anerkendt i fællesskabsretten. En sådan foranstaltning kan, selv om der herved foretages en nedsættelse, som er større end den, der er en uadskillelig del af tillægsafgiftsordningen, under visse omstændigheder opfylde kravet om retssikkerhed. Spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede foranstaltning opfylder dette krav, afhænger af de begrænsninger og betingelser, der knytter sig til foranstaltningen, såsom det maksimale omfang af nedsættelsen, foranstaltningens anvendelsesområde, forudseelighed, den hastighed, hvormed foranstaltningen indføres, eksistensen af ledsagende foranstaltninger samt formålet med foranstaltningen.

Tredje spørgsmål: En medlemsstats foranstaltning, såsom den, der henvises til i besvarelsen af det første spørgsmål, skal gennemføres i form af en bindende beslutning, der er behørigt truffet af en national myndighed. Det er herved uden betydning, hvorledes foranstaltningen betegnes i national sammenhæng. Foranstaltningen behøver ikke at blive offentliggjort i et officielt lovtidende under forudsætning af, at offentliggørelsen sker i et medie, som har stor udbredelse blandt den gruppe af personer, der berøres, og de berørte personer får kendskab til foranstaltningen på en effektiv måde.