Indledningsvis anfører Pesch vedrørende det første spørgsmål, at sagsøgtes opfattelse afgjort er forkert. Ordningen med monetære udligningsbeløb har — inden for Fællesskabets medlemsstaters samhandel med landbrugsprodukter — til formål så nøjagtigt som muligt at udligne de prisforskelle mellem de forskellige medlemsstater, som skyldes valutariske foranstaltninger, og denne nøjagtighed er alene begrænset af ordningens praktiske gennemførlighed. Det er klart, at samme kompetente myndigheds anvendelse af forskellige positioner på samme produkt, alt efter om det drejer sig om udførsel fra den udførende medlemsstat eller indførsel til bestemmelsesmedlemsstaten, nødvendigvis fører til opkrævning eller ydelse af monetære udligningsbeløb, der er større eller mindre end de af fællesskabsmyndighederne tilsigtede beløb, hvorfor dette må være ulovligt.

Pesch gennemgår dernæst de forordninger, der finder anvendelse i nærværende sag. Gennemførelsesbestemmelserne til regelen i artikel 2 a i forordning (EØF) nr. 974/71 er indeholdt i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 1380/75, hvis stykke 2 betinger den udførende medlemsstats betaling af det monetære udligningsbeløb, som skulle ydes af den indførende medlemsstat, af fremlæggelsen af et kontroleksemplar, der beviser afslutningen af toldbehandlingen ved indførsel samt opkrævningen af told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales i den indførende medlemsstat. Disse gennemførelsesbestemmelser er i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser vedrørende udstedelse og anvendelse af kontroleksemplar T 5 vedrørende fællesskabsforsendelse, således som bestemmelserne nu er affattet i artiklerne 10-13 i forordning (EØF) nr. 223/77.

Når der gøres brug af den i artikel 2 a i forordning (EØF) nr. 974/71 hjemlede mulighed, skal de nævnte fællesskabsretlige gennemførelsesbestemmelser anses for at være således gældende, at de udelukker alle øvrige bestemmelser, hvilket fremgår af Domstolens almindelige praksis og bekræftes af Kommissionen i den fjerde betragtning til forordning (EØF) nr. 1820/79 (EFT L 208, s. 13).

Videre anfører Pesch, at disse gennemførelsesbestemmelser på ingen måde foreskriver, at bestemmelsesmedlemsstaten skal tarifere produktet med henblik på den udførende medlemsstats ydelse af monetære udligningsbeløb. De oplysninger, som den indførende medlemsstats toldmyndigheder skal meddele den udførende medlemsstats myndigheder, er nøje angivet i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 1380/75 og omfatter ikke en obligatorisk angivelse af tariferingen.

Ingen vil naturligvis bestride, at bestemmelsesmedlemsstaten har kompetence til at kontrollere tariferingen af produkter, der frembydes for toldvæsenet til indførsel, og at den endog i medfør af artikel 10 a i forordning nr. 1380/75 er forpligtet til at meddele den udførende medlemsstats myndigheder eventuelle uoverensstemmelser vedrørende tariferingen, for at sikre en ensartet anvendelse af systemet med monetære udligningsbeløb og modvirke omgåelser og fejltagelser. Det er imidlertid ikke foreskrevet, at den udførende medlemsstats myndigheder ved ydelse af monetære udligningsbeløb i henhold til artikel 2 a i forordning (EØF) nr. 974/71 er bundet af en afvigende tarifering, som meddeles den i medfør af nævnte artikel 10 a. Myndighederne kan naturligvis tilslutte sig den afvigende tarifering, som de har fået meddelt, men hvis de ikke gør det, har de ret til — ja er endog forpligtet til — for indførslen til den indførende medlemsstat at yde det monetære udligningsbeløb, der gælder for den position, som myndighederne selv anser for korrekt.

Denne opfattelse strider ikke mod affattelsen af artikel 2 a i forordning (EØF) nr. 974/71, hvorefter den eksporterende medlemsstat, efter aftale med den importerende medlemsstat, [kan] betale de udligningsbeløb, der skal ydes af den indførende medlemsstat. Den i artikel 2 a nævnte aftale vedrører beslutningen om at anvende den i bestemmelsen fastlagte ordning, men når de pågældende medlemsstater først har besluttet at udnytte denne ret, kan de ikke senere fravige de gældende, ufravigelige gennemførelsesbestemmelser. Den nævnte aftale angår således ikke det beløb, der skal ydes som monetært udligningsbeløb i de enkelte tilfælde.

Videre anfører Pesch, at det følger af ordningen med monetære udligningsbeløb og navnlig af dens formål, at den udførende medlemsstats myndigheder altid skal betale de monetære udligningsbeløb, der gælder ved et produkts udførsel fra medlemsstaten, såvel som ved samme produkts indførsel til bestemmelsesmedlemsstaten, efter samme position.

Den løsning, der således foreslås af sagsøgerne, har den fordel, at den sikrer en ensartet tarifering både ved udførslen og ved indførslen til bestemmelseslandet og at den fjerner en kilde til uoverensstemmelser mellem eksportørerne og de nationale myndigheder.

For den nationale ret er rejst det spørgsmål, om det er forsvarligt, at den udførende medlemsstats myndigheder fastsætter den tarifering, efter hvilken der skal betales monetære udligningsbeløb ved indførsel til bestemmelsesmedlemsstaten.

Ifølge Pesch indebærer beføjelsen i artikel 2 a i forordning nr. 974/71 uden tvivl, at der sker et sådant kompetenceskifte.

Der kan desuden rejses det spørgsmål, om den af sagsøgerne hævdede opfattelse medfører, at de britiske myndigheder berøves enhver mulighed for indgriben, selv i tilfælde, hvor de nederlandske myndigheder eventuelt skulle foretage udbetaling af monetære udligningsbeløb ved et produkts indførsel til Det forenede Kongerige på grundlag af en forkert position.

Det er givet, at der består en risiko for, at de nationale myndigheder begår fejl, men både national ret og fællesskabsretten indeholder mulighed for at afhjælpe sådanne fejl, uden at det skulle være nødvendigt, at der opstår en situation som den foreliggende, der er egnet til at hindre samhandelen inden for Fællesskabet. Alt efter tilfældets art er der mulighed for, at vedkommende eksportør anlægger sag ved en national ret (som eventuelt kan gøre brug af EØF-traktatens artikel 177), at Nomenklaturudvalget for den fælles Toldtarif afgiver en udtalelse, at Kommissionen udsteder en forordning om visse produkters tarifering, at Kommissionen nægter at lade EUGFL udrede monetære udligningsbeløb, der er udbetalt efter en for høj sats, samt at Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169 anlægger sag mod en medlemsstat, som udbetaler for store monetære udligningsbeløb. Det fremgår af det anførte, at det ikke er nødvendigt at give bestemmelsesmedlemsstaten en beføjelse til tarifering for at afhjælpe fejl fra den udførende medlemsstats side.

Selskabet Pesch mener desuden, at dets opfattelse har støtte i retssikkerhedshensyn. Hvis det britiske toldvæsens afgørelse binder de nederlandske myndigheder, vil sagsøgerne — idet de ikke kan anfægte de britiske myndigheders tarifering, da de ikke har stilling som part vedrørende denne afgørelse — være tvunget til for en nederlandsk retsinstans at anfægte de kompetente nederlandske myndigheders afgørelse, der tildeler dem et for lavt monetært udligningsbeløb, selv om vedkommende nederlandske myndighed vedrørende de monetære udligningsbeløb ved udførsel ikke er enig med det britiske toldvæsen, hvis opfattelse de imidlertid må forsvare mht. de monetære udligningsbeløb, der gælder ved indførslen til Det forenede Kongerige. Under disse omstændigheder er en retssag efter kontradiktoriske principper en umulighed, hvilket standpunkt i øvrigt deles af sagsøgte i hovedsagen.

Det hedder i Domstolens dom i sag 5/78 (Milchfutter, Smi. 1978, s. 1597), at på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder var EØF-udførselslandets tarifering ikke bindende for EØF-indførselslandet. Denne dom er imidlertid ikke relevant i den foreliggende sag, idet den i dommen pådømte tvist angik et tilfælde, hvor to staters toldmyndigheder opkrævede og ydede monetære udligningsbeløb frit og uafhængigt af hinanden.

Dommen i sag 137/78 (Henningsen) er heller ikke relevant for den foreliggende sag, idet det britiske toldvæsen i den pågældende sag havde tariferet produktet under en position, for hvilken der ikke gjaldt monetære udligningsbeløb, og derfor ikke havde sendt det behørigt påtegnede kontroleksemplar T 5 til den udførende medlemsstats myndigheder. Dette eksemplar skal kun fremsendes i tilfælde, hvor det skal benyttes ved anvendelsen af en fællesskabsforanstaltning, der vedrører varebevægelserne inden for Fællesskabet.

Vedrørende besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål gennemgår Pesch de positioner, som kan komme i betragtning ved tariferingen af det pågældende produkt.

Position 35.05 A ville være anvendelig, såfremt det blot drejede sig om stivelse, men da det derimod drejer sig om en blanding, må de almindelige tariferingsbestemmelser i FTT anvendes. Punkt A, 3, b) i de almindelige bestemmelser fastslår: skønnes den foran under a) nævnte regel ikke tilstrækkelig vejledende ved tariferingen af blandinger ..., tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der giver varen dens væsentlige karakter, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig. I en blanding som det foreliggende produkt, der består af 90 % præpareret majsstivelse (opløseligt), 5 % calciumklorid og 5 % magnesiumklorid, er det efter sagsøgernes opfattelse nødvendigvis stivelsesindholdet, der giver varen dens væsentlige karakter.

Efter at Pesch af forskellige grunde udelukker anvendelsen af positionerne 35.05 B og 11.08 AI, henstår spørgsmålet om anvendelsen af position 23.07 BI cl, der omfatter foder-stoffer, hvis sammensætning udviser bestemte karakteristika. Det pågældende produkt er imidlertid ikke i sig selv egnet til kvægfoder, men indgår med et indhold af nogle få procent i mælkeerstatninger. Efter Domstolens praksis vedrørende rækkevidden af position 23.07 synes den foreliggende sag at udgøre et typisk grænsetilfælde, og der foreligger gode argumenter både for og imod anvendelsen af position 23.07 B Icl. I denne situation overlander Pesch afgørelsen til Domstolens skøn.

Selv om det pågældende produkt således kan henføres under position 23.07 B I c 1, kan det imidlertid ligeledes henføres under position 35.05 A. Ifølge punkt A, 3, a) i de almindelige bestemmelser til FTT bør tariferingen herefter ske under position 35.05 A, der indeholder en mere specificeret varebeskrivelse end position 23.07 B I c 1.

Regeringen for Det forenede Kongerige indskrænker sig i sit skriftlige indlæg til at begrunde den tarifering, som har givet anledning til tvisten.

Efter regeringens opfattelse kan en blanding, der består af 90 % inddampet majsstivelse, 5 % calciumklorid og 5 % magnesiumklorid, ikke henføres under position 35.05 i FTT, og navnlig ikke position A. Ved en blanding af cloriderne og stivelsen opstår der ikke en kemisk reaktion. Da stivelsen således ikke undergår nogen ændring som følge af tilblandingen, kan indholdet af stivelse i blandingen ikke betragtes som andet end et bærestof. Uanset om der sket en inddampning eller ej, skyldes produktes væsentlige karakter af foderstofkomponent indholdet af calcium og magnesium.

Produktet henhører derfor snarere under position 23.07 B.

Dette støttes af Toldsamarbejdsrådets forklarende bemærkninger til position 23.07 og navnlig bemærkning C.

Det pågældende produkt må anses for at være omfattet af definitionerne i de pågældende bemærkninger.

Som det fremgår af Domstolens praksis skal der ved fortolkningen af nomenklaturen i den fælles toldtarif tages hensyn til Toldsamarbejdsrådets Forklarende bemærkninger, navnlig i tilfælde, hvor den fælles toldtarif ikke selv indeholder forklarende bemærkninger til den pågældende position.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber bemærker — efter en gennemgang af de for sagen relevante elementer i ordningen med monetære udligningsbeløb — vedrørende første spørgsmål, at problemet med den udførende medlemsstats betaling af monetære udligningsbeløb ved indførslen til bestemmelsesmedlemsstaten allerede har været forelagt Domstolen i sag 137/78, Henningsen, men ikke fandt nogen løsning ved den pågældende lejlighed, idet Domstolen fastslog, at der for det pågældende produkt ikke gjaldt opkrævning eller ydelse af monetære udligningsbeløb. Kommissionen finder ikke anledning til at ændre synspunkt i forhold til det, den fremførte i Henningsen-sagen.

Det fremgår af de relevante bestemmelser og af hele den ordning, der er indført ved artikel 2 a i forordning nr. 974/71 og uddybet ved artikel 11 i forordning nr. 1380/75, at den administrative behandling af monetære udligningsbeløb ved indførslen hovedsagelig påhviler den indførende medlemsstat, hvorimod den udførende medlemsstats opgave er begrænset til beløbenes faktiske udbetaling.

Det hedder i artikel 2 a, 1. pkt., i forordning nr. 974/71, at ... den eksporterende medlemsstat, efter aftale med den importerende medlemsstat, [kan] betale de udligningsbeløb, der skal ydes af den indførende medlemsstat. Tilsvarende ordlyd findes i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1380/75. Det fremgår klart heraf, at der kun er tale om en beføjelse til at udbetale og ikke til at tildele de pågældende beløb.

Når det må antages, at de i artikel 2 a i forordning nr. 974/71 omhandlede monetære udligningsbeløb henhører under den indførende medlemsstats materielle kompetence, så følger heraf, at denne medlemsstat ligeledes er kompetent med hensyn til tariferingen.

Det må erkendes, at dette — således som man har set det i den foreliggende sag — kan føre til, at der for samme transaktion ved fastsættelsen af monetære udligningsbeløb vedrørende indførslen sker en anden tarifering end vedrørende udførslen. En sådan situation er naturligvis ud fra et retligt synspunkt uholdbar, idet den er i strid med det grundlæggende princip om ensartet tarifering, men medlemsstaterne har herved mulighed for at bilægge sådanne uoverensstemmelser, ved at forelægge dem for Nomenklaturudvalget for den fælles Toldtarif i henhold til forordning (EØF) nr. 97/69.

Medlemsstaternes forpligtelse til at forelægge sådanne uoverensstemmelser for det nævnte udvalg følger af EØF-traktatens artikel 5, idet spørgsmålet ikke er omtalt i forordning nr. 97/69.

Endelig anfører Kommissionen, at princippet om præjudicielle afgørelsers virkning inter partes ikke skal fortolkes så snævert, at det ville betyde, at Det forenede Kongeriges myndigheder ikke er bundet af Domstolens afgørelse i den foreliggende sag.

Vedrørende det andet spørgsmål anfører Kommissionen på grundlag af de oplysninger, der nu foreligger for dens tjenestegrene, at det pågældende produkt anvendes til fremstilling af et bestemt kalvefoderprodukt, og at det ligeledes fremstilles og sælges som råvare til fremstillingen af foderstoffer.

Det drejer sig således om overgangspro-dukter, der i overensstemmelse med den almindelige tariferingsbestemmelse A1 — hvorefter tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne — må anses for andet tilberedt dyrefoder, og som sådan efter sin sammensætning må tariferes under position 23.07 B. Disse produkter kan ikke tariferes efter reglerne om blandinger. De kan heller ikke henføres under position 35.05, hverken soni opløselig stivelse (35.05 A) — på grund af tilsætningen af calciumklorid og magnesiumklorid — eller som stivelsesklister (35.05 B).

Kommissionen oplyser endelig, at de nederlandske toldmyndigheder siden februar 1979 har tariferet det omtvistede produkt under position 23.07.

Sammenfattende foreslår Kommissionen at besvare spørgsmålene fra den forelæggende ret således:

Firmaet Pesch og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 5. juni 1980.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. juli 1980.