Forslag til afgørelse fra generaladvokat Geelhoed fremsat den 6. juni 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik. - Traktatbrud - direktiv 98/78/EF - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist. - Sag C-312/01.
Samling af Afgørelser 2002 side I-07053
1. I nærværende sag har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at det fastlås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EF-traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for fuldt ud at efterkomme Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe , eller idet den ikke har givet Kommissionen underretning herom.
2. Direktivet blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 5. december 1998. I henhold til direktivets artikel 11, stk. 1, udløb fristen for direktivets gennemførelse den 5. juni 2000.
3. Direktivet fastsætter regler vedrørende supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe. Direktivet har til formål at gøre det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikringsselskab, at danne sig et mere pålideligt billede af dets finansielle situation.
4. Den græske regering har erkendt, at direktivet ikke er blevet gennemført inden for den fastsatte frist. Regeringen har henvist til, at et udkast til dekret udstedt af præsidenten om gennemførelsen af direktivet er blevet udarbejdet. Ifølge den græske regering var dette udkast under behandling ved det græske statsråd på tidspunktet for afgivelse af svarskriftet i denne sag. Regeringen har endvidere anført, at de græske myndigheder over for myndighederne i de øvrige medlemsstater vil opfylde de forpligtelser, der følger af direktivet.
5. Jeg skal henvise til, at en medlemsstat efter Domstolens faste praksis ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes. Det fremgår endvidere af Domstolens faste praksis, at en medlemsstat ved gennemførelsen af et direktiv har pligt til at sikre, at dens lovgivning er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, og at en rent administrativ praksis, ikke kan anses for en korrekt gennemførelse.
Forslag til afgørelse
6. I betragtning af det anførte foreslår jeg Domstolen at fastslå følgende:
1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe, idet den ikke inden for den fastsatte frist har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for fuldt ud at efterkomme dette direktiv.
2) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2.