Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilsluttet telekommunikationsudstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse« (98/C 73/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 27. juni 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 100 A at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Bo Green til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. november 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 350. plenarforsamling af 10. og 11. december 1997, mødet den 10. december 1997, med 95 stemmer for og 2 imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Harmoniseringen af det europæiske marked for teleterminaludstyr blev indledt i 1983. I 1985 fremsatte Kommissionen et forslag til et direktiv om gensidig anerkendelse af prøvningsresultater for terminaludstyr, der blev vedtaget som Rådets direktiv 86/361/EØF (). Dette blev erstattet af direktivet om teleterminaludstyr 91/263/EØF (), som indførte en harmoniseret ordning for hele typegodkendelsesprocessen, herunder markedsføring og ibrugtagning af teleterminaludstyr. Direktiv 91/263/EØF blev med direktiv 93/97/EØF () udvidet til at omfatte alle satellitjordstationer.

1.2. Det stigende tempo i teknologiudviklingen nødvendiggør en grundlæggende revision af denne eksisterende lovgivning. I betragtning af, at produkterne kan have en levetid på helt ned til tre år, er det for langsommeligt at fastlægge de retlige foranstaltninger, som er fastsat i direktiv 91/263/EØF og 93/97/EØF. Liberaliseringen af infrastrukturerne og dereguleringen af markedet for tjenesteydelser fra januar 1998 har skabt et meget konkurrencepræget og dynamisk marked. Kommissionen foreslår derfor væsentlige ændringer i EU-lovgivningen om telekommunikationsudstyr. Det foreslåede direktiv skal kunne fungere på et marked, hvor der er et konkurrencebetonet udbud af net, tjenester og terminaler.

2. Kommissionens forslag

2.1. Formålet med Kommissionens forslag er at fastsætte forskriftsrammer for markedsføring, fri omsætning og ibrugtagning af tilsluttet telekommunikationsudstyr, som opfylder de væsentlige krav.

2.2. Det foreslåede direktiv erstatter direktiverne 91/263/EØF og 93/97/EØF. Samtidig udvides anvendelsesområdet, således at det kommer til at omfatte såvel »ikke-harmoniserede« produktområder som udstyr, for hvilket der gælder harmoniserede forskrifter eller standarder. Det erstatter de nuværende nationale godkendelsesordninger på de ikke-harmoniserede områder. Også alle former for radioudstyr vil blive omfattet, dog bortset fra radioudstyr, som udelukkende er beregnet til offentlige sikkerhedsformål.

2.3. For at sikre fleksibilitet i anvendelsen af det foreslåede direktiv og levne plads for fremtidige, innovative net og terminaler er de væsentlige krav til teleudstyr () formuleret i generelle vendinger. Et særligt udvalg (TCAM) () skal bistå Kommissionen med at identificere og udforme de specifikke krav, der efter behov kan fastsættes for de enkelte typer af teleudstyr.

2.4. Belært af erfaringerne med den nuværende lovgivning foreslår Kommissionen en mindre striks fortolkning af de væsentlige krav end den, der blev anvendt i direktiv 91/263/EØF og 93/97/EØF. De tidligere krav vedrørende forebyggelse af skade på nettet og korrekt samfunktion med nettet er bortfaldet. Under visse omstændigheder kan teleudstyr markedsføres alene på grundlag af kravene vedrørende sikkerhed og elektromagnetisk kompatibilitet. Dog kan der anvendes andre væsentlige krav som fx forebyggelse af uacceptabel forringelse af tjenesten for andre personer, EU-dækkende portabilitet og effektiv udnyttelse af radiofrekvensbåndet, lige som aspekter i tilknytning til sundhed, handicappede, alarm- og sikkerhedstjenester og kommunikationshemmeligheden kan inddrages.

2.5. Medlemsstaterne afgør, hvilke net terminaludstyr kan opkobles til, og netoperatørerne forpligtes til at offentliggøre så detaljerede tekniske specifikationer for netgrænsefladen, eller de »åbne nettermineringspunkter« (), at det bliver muligt at konstruere kompatibelt terminaludstyr.

2.6. Der foreslås nye procedurer for overensstemmelsesvurdering, hvor prøvning udført af tredjemand i medfør af direktiv 91/263/EØF erstattes af fabrikanterklæringer. Fabrikanten kan vælge at benytte alternative tekniske specifikationer i stedet for harmoniserede standarder til at godtgøre, at han opfylder de væsentlige krav; dette gælder dog ikke visse radioprøvningssæt, som skal fastlægges af bemyndigede organer.

2.7. Til gengæld for denne lettere adgang til markedet indføres et markedstilsyn, og der vil blive grebet ind over for produkter, som ikke opfylder de væsentlige krav. Sådanne produkter vil ikke alene blive fjernet fra markedet; de vil også blive anset for at have forvoldt »skade« som omhandlet i direktiv 85/374/EØF om produktansvar. Ansvaret for denne skade påhviler fabrikanterne, som også hæfter for de direkte økonomiske skader, der måtte opstå som følge af, at de væsentlige krav ikke er overholdt.

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU bifalder ethvert initiativ, som forenkler EU-lovgivningen og retter sig ind efter markedsudviklingen med henblik på fremover at sikre et mere åbent, konkurrencebetonet og dynamisk marked i EU, hvilket helt klart er formålet med dette kommissionsforslag. Fordi det foreslåede direktiv fortolker de væsentlig krav mere lempeligt, end tilfældet var i direktiverne 91/263/EØF og 93/97/EØF, vil det efter ØSU's opfattelse udgøre en vigtig del af grundlaget for fremtidens informationssamfund.

3.2. ØSU tilslutter sig i princippet hovedlinjerne i det foreslåede direktiv. Dog må der sættes visse spørgsmålstegn ved teksten.

3.3. Undtagelsen for udstyr, der udelukkende er beregnet til offentlige sikkerhedsformål, bør omfatte alt teleudstyr, og ikke kun radioudstyr. Dette bør anføres først i direktivet snarere end under definitionerne. Ordlyden i det foreslåede direktiv om databeskyttelse inden for telesektoren kunne muligvis tjene som forbillede ().

3.4. Når det gælder radioudstyr, bør direktivet ikke omfatte radioudstyr, der benyttes af radioamatører (), samt radiomodtagere, der udelukkende er i stand til at modtage normale radioudsendelser.

3.5. Nationale licensordninger for radioprodukter vil fortsat være nødvendige i mange medlemsstater. Det bør anføres i direktivet, at dets bestemmelser ikke foregriber foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer med henblik på at tillade eller bemyndige brugen af radiofrekvensbåndet, når disse er forenelige med EU-lovgivningen.

3.6. Det væsentlige krav om effektiv udnyttelse af radiofrekvensbåndet bør være et generelt væsentligt krav, der omfatter alt radioudstyr. For at undgå forvirring bør de forskellige krav til radioudstyr og andre former for teleudstyr udsondres mere klart i teksten.

3.7. De bemyndigede organers rolle () er uklar og bør defineres bedre. Deres rolle synes begrænset til enten (a) at opstille radioprøvningssæt for bestemte typer teleudstyr, hvilket i stedet kunne gøres af TCAM-udvalget på generel basis, eller (b) at kontrollere fabrikantens erklæring om, hvilken teleudstyrstype et bestemt produkt er i overensstemmelse med, men uden at verificere overensstemmelsen. Med mindre det bemyndigede organ deltager i produktinspektion eller fabrikationskontrol, bør dets identifikationsnummer ikke figurere i CE-mærkningen.

3.8. Det ligger endnu ikke fast, hvilke andre specifikke krav, der er tale om i artikel 3 og 4 i Kommissionens forslag. Det er vigtigt, at sådanne krav på forhånd er defineret. Medlemsstaterne bør via det foreslåede udvalg inddrages i fortolkningen af disse krav.

3.9. Det bør fremgå klart af direktivforslaget, at forbrugerne er beskyttet gennem horisontal lovgivning, når det gælder aspekter af produkterne, som falder uden for de væsentlige krav. Dette er vigtigt, fordi det foreslåede direktiv fortolker de væsentlige krav mere lempeligt, end tilfældet var i direktiverne 91/263/EØF og 93/97/EØF.

3.10. Muligheden for at fjerne alle produkter fra markedet i medfør af direktivets beskyttelsesbestemmelser lægger efter ØSU's mening så tilpas meget pres på leverandørerne, at disse vil sørge for, at teleudstyr opfylder alle gældende væsentlige krav, og at den forenklede adgang til markedet ikke misbruges. Yderligere bestemmelser om ansvar for manglende overensstemmelse er ikke påkrævede.

3.11. Direktivet bør omfatte sikkerhedsklausuler samt en klageprocedure for fabrikanter, som mener, at deres produkter er blevet trukket tilbage fra markedet uden behørig begrundelse.

3.12. Desuden bør direktivet omfatte en klageprocedure med henblik på løsning af stridsmål om, hvorvidt de af netoperatørerne offentliggjorte specifikationer for deres åbne nettermineringspunkter er tilstrækkeligt detaljerede til, at der kan konstrueres kompatibelt teleudstyr.

3.13. Den nyligt indgåede WTO-aftale om gensidig anerkendelse omfatter ingen bestemmelser om fabrikanterklæringer. Dette rejser spørgsmålet om gensidighed, som der bør tages hensyn til i det foreslåede direktiv.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Artikel 2, litra d)

Teksten bør affattes således:

»... et dokument, og som bl.a. fastlægger, hvilke egenskaber ...«

4.2. Artikel 3, stk. 1, litra a)

Det generelle væsentlige krav vedrørende sikkerhed, som er nævnt i artikel 3, stk. 1, litra a), og omhandlet i direktiv 73/23/EØF, bør formuleres som »de vigtigste sikkerhedsfaktorer i direktiv 73/23/EØF«, fordi udtrykket »væsentlige krav« ikke benyttes i dette direktiv. Kravene bør ikke gælde for udstyr, som er opregnet i bilag II til direktiv 73/23/EØF.

4.3. Artikel 3, stk. 1, litra b)

Det generelle væsentlige krav vedrørende elektromagnetisk kompatibilitet, som er nævnt i artikel 3, stk. 1, litra b), og omhandlet i direktiv 89/336/EØF, bør formuleres som »kravene i artikel 4 i direktiv 89/336/EØF«, fordi udtrykket »væsentlige krav« ikke benyttes i dette direktiv. Kravene bør ikke gælde for udstyr, som ikke er omfattet af direktiv 89/336/EØF i medfør af samme direktivs artikel 2, stk. 2.

4.4. Artikel 4, stk. 1, litra a)

Kravet om »beskyttelse af sundheden« er formuleret for bredt til et telekommunikationsdirektiv. Krav om, at udstyr ikke må bringe menneskers sundhed eller sikkerhed i fare, er allerede indeholdt i lavspændingsdirektivet 73/23/EØF, som dækker ikke-elektriske sikkerhedsaspekter såvel som elektriske aspekter. Eventuelle risici i forbindelse med radiofrekvensstråling er dækket af direktiv 89/336/EØF om elektromagnetisk kompatibilitet. Dette litra bør udgå.

4.5. Artikel 4, stk. 1, litra d)

Kravet om »beskyttelse af kommunikationshemmeligheden« er muligvis allerede dækket af det foreslåede direktiv om databeskyttelse inden for telesektoren (). Dette litra bør tages op til fornyet overvejelse.

4.6. Artikel 6, stk. 1

Ordene »vedrørende markedsføring« indføjes efter »ikke skal opfylde yderligere nationale forskrifter«.

4.7. Artikel 7, stk. 1

Ordene »når det anvendes korrekt til det af fabrikanten tilsigtede formål« indføjes efter »ikke opfylder de relevante væsentlige krav, der gælder for udstyrstypen«. (Jf. punkt 3.11 i de generelle bemærkninger.)

4.8. Artikel 7, stk. 3

Stykket indledes således:

»Kommissionen holder hurtigst muligt samråd med de berørte parter. Hvis Kommissionen efter dette samråd finder, at en foranstaltning efter stk. 1 er berettiget, giver den straks den medlemsstat, som har truffet foranstaltningen, samt de øvrige medlemsstater underretning herom.«

(Ordlyden er hentet i direktiv 91/263/EØF, artikel 8, stk. 2.) Jf. punkt 3.11 i de generelle bemærkninger.

4.9. Artikel 8

Artiklen bør udgå. Afhjælpning i tilfælde af manglende overensstemmelse med væsentlige krav bør søges gennem artikel 7 og andre bestemmelser i EF-lovgivningen, jf. punkt 3.10 i de generelle bemærkninger.

4.10. Betragtning nr. 20

Anden del af denne betragtning bør udgå, jf. punkt 3.10 i de generelle bemærkninger.

4.11. Betragtning nr. 21

Betragtning nr. 21 bør omformuleres således:

»Fabrikanter eller disses befuldmægtigede inden for EF, som er ansvarlige for EF-markedsføring af produkter, har ansvaret for alle aspekter af disse produkter i henhold til EF-lovgivningen, herunder bestemmelserne om produktansvar i direktiv 85/374/EØF; ifølge EF-lovgivningen har fabrikanter også ansvaret for produkter, som benyttes af erhvervsvirksomheder og andre telekommunikationsbrugere, som ikke er fysiske personer;«

(Jf. punkt 3.9 og 3.10 i de generelle bemærkninger.)

4.12. Ny artikel 6, stk. 4

Følgende stykke foreslås tilføjet:

»Bestemmelserne i denne artikel kan ikke hindre nogen medlemsstat i at træffe de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 8 i direktiv 89/336/EØF, lige som de ikke hindrer afhjælpning i medfør af anden gældende EF-lovgivning af skade eller overlast på personer eller ejendom forvoldt af udstyr, der opfylder de relevante væsentlige krav på det tidspunkt, hvor det første gang markedsføres.«

Bruxelles, den 10. december 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() ØSU's udtalelse, se EFT C 303 af 25.11.1985.

() ØSU's udtalelse, se EFT C 329 af 30.12.1989.

() ØSU's udtalelse, se EFT C 161 af 14.6.1993.

() Teleudstyr = tilsluttet telekommunikationsudstyr [defineret i artikel 2, litra a)].

() TCAM = Telecommunication Conformity Assessment and Market surveillance committee, på dansk Udvalget for Overensstemmelsesvurdering og Markedstilsyn på Teleområdet (defineret i artikel 12, stk. 1).

() Defineret i artikel 2, litra b).

() »Dette direktiv gælder ikke for aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for aktiviteter, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område«, artikel 1, stk. 3, i Fælles holdning nr. 57/96 af 12.9.1996, EFT ref. 96/C 315 af 24.10.1996.

() Som defineret i artikel 1, definition 53, i radioforskrifterne i Den internationale konvention om Telekommunikation.

() Jf. artikel 10 og 11.

() Fælles holdning nr. 57/96 af 12.9.1996, EFT ref. 96/C 315 af 24.10.1996.