Først anfægter Langnese-Iglo den anfægtede doms præmis 39 og foreholder Retten, at den uden nogen reel prøvelse har tiltrådt Kommissionens argument, hvorefter der var sket væsentlige markedsændringer, efter at Kommissionen havde udfærdiget sin administrative skrivelse om henlæggelse. To nye konkurrenter, nemlig Mars og Jacobs Suchard, var i mellemtiden trådt ind på markedet. I øvrigt havde den af Mars indgivne klage givet Kommissionen mulighed for at få kendskab til disse yderligere hindringer, som blokerede adgangen til markedet, hovedsagelig inden for levnedsmiddelhandelen.

Appellanten har dernæst, som allerede ved Retten, anført, at Jacobs Suchard ikke drev virksomhed på det tyske konsumismarked, og at denne virksomhed udelukkende havde indgået en varemærkelicenskontrakt, som gjorde det muligt for denne at bruge varemærket Lila Pause. Med hensyn til Mars' indtrængen på det tyske marked var der, ifølge appellanten, ikke herved sket nogen væsentlig ændring af markedsbetingelserne på konsumismarkedet, hvorfor Retten ikke har godtgjort, at denne nye konkurrent hindrede andre virksomheders adgang til markedet, som altså var lige så åbent som i 1985, da Kommissionen udfærdigede sin administrative skrivelse.

Appellanten har endelig kritiseret den anfægtede doms præmis 38, hvori Retten erkender, at den undersøgelse af markedsvilkårene, som Kommissionen havde foretaget inden udfærdigelsen af den administrative skrivelse, var en foreløbig undersøgelse, og havde anset dette argument for et bevis for den omtvistede beslutnings lovlighed. Appellanten har herved anført, at Kommissionen, da den påberåbte sig den foreløbige karakter af dens markedsundersøgelse for, når der foreligger nye omstændigheder, at kunne ændre den opfattelse, den havde fremført i skrivelsen om henlæggelse, havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Domstolen har også fastslået, at appellen kun kan støttes på, at Retten har overtrådt visse retsregler, idet enhver bedømmelse af faktisk karakter er udelukket. Domstolen har derfor udtalt, at Rettens vurdering af de beviser, som er fremført for den, ikke er et retligt spørgsmål, som omfattes af Domstolens kontrol i forbindelse med en appel, medmindre beviserne er urigtigt gengivet, eller det af sagens akter fremgår, at den har anlagt en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder. Domstolen er altså ikke kompetent til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrder og bevisførelse er blevet overholdt. Domstolen er derimod kompetent til at efterprøve den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget deraf

Dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, præmis 67, samt kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 39 og 40.

Endvidere søger appellanten at støtte de argumenter, der er fremført til støtte for det første anbringende, på et udsagn om, at den af Retten foretagne konstatering af de faktiske forhold i den anfægtede dom, er fejlagtig. Retten fastsatte rækkevidden af de faktiske ændringer på det pågældende marked (nemlig indtrængen af nye konkurrenter og opdagelsen af yderligere hindringer for markedets adgang) ved en vurdering, som vedrørte de beviser, der var blevet forelagt den. Retten er fuldstændig kompetent til at anlægge en sådan vurdering, som ikke er underlagt Domstolens prøvelse under en appel. Desuden har appellanten ikke fremført, at de beviser, der blev forelagt for Retten, er urigtigt gengivet, og har heller ikke henvist til, at Retten har foretaget en fejlagtig vurdering ved konstateringen af de faktiske forhold, som fremgik af sagens akter.

Først var den administrative skrivelse, som Kommissionen har udfærdiget i 1985, rettet til Schöller, og den omfattede leveringsaftaler om konsumis, som selskabet havde anmeldt hos Kommissionen. Den eneste virksomhed, der i et sådant tilfælde kan støtte sig på princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, er den virksomhed, som den administrative skrivelse om henlæggelsen er rettet til

Retten har i dens dom i sagen Schöller mod Kommissionen, som i mellemtiden er blevet retskraftig, fastslået, at Kommissionen ikke havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved udstedelsen af beslutning 93/405, hvori den havde anført, at det kompleks af eksklusive købsaftaler med forhandlerne i detailhandelen, som Schöller havde indgået, var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

Kommissionen kan dernæst genoptage proceduren og ændre de undersøgelsesresultater, den har fremsat i dens skrivelse om henlæggelse, når den erfarer, at der foreligger nye konkurrencebegrænsninger, eller der er sket ændringer i den pågældende markedsstruktur. Kommissionen havde i øvrigt udtrykkeligt forbeholdt sig denne mulighed, idet den i den administrative skrivelse til Schöller anførte, at sagen kunne tages op til fornyet behandling, såfremt forholdene ændrede sig. Når Kommissionen ikke er bundet af den negativattest, som den har udstedt tidligere

Rettens dom af 13.12.1990, sag T-116/89, Prodifarma m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 843, præmis 70.

Appellanten har dernæst bestridt andre faktiske forhold, som Retten har lagt til grund vedrørende det pågældende marked i den anfægtede doms præmis 107, 108 og 109. Det drejer sig dels om en låneordning vedrørende et stort antal frysekummer, som sagsøgeren stiller til rådighed for detailhandlere på den betingelse, at detailhandlerne forpligter sig til udelukkende at benytte dem til sagsøgerens varer, og dels ydelser af rabatter som Langnese-Iglo indrømmer med henblik på at sikre en vis procentdel af salget af småis. Disse faktiske forhold, som ikke er indeholdt i sagens akter, svarer til de af Kommissionen fremførte påstande, som appellanten bestred ved Retten.

Endelig har Langnese-Iglo anført, at Retten i dommens præmis 113 fejlagtigt har fastslået, at komplekserne af de eksklusive købsaftaler, som Schöller havde oprettet, mærkbart begrænsede konkurrencen på det pågældende marked. Ifølge Langnese-Iglo indebærer en samlet bindingsgrad på lidt over 30% ikke begrænsning af adgangen til markedet og heller ikke, at markedet lukkes, så meget desto mere som markedet, nemlig det tyske marked for konsumis, er stærkt tiltagende.