Société des produits de maïs, sagsøger i hovedsagen, importerer, eksporterer, køber, forarbejder og sælger majs samt forskellige følgeprodukter af majs.

Selskabet eksporterede fra Frankrig til en række andre medlemsstater i Fællesskabet forskellige følgeprodukter af majs, nemlig

I henhold til Kommissionens forordning nr. 652/76 af 24. marts 1976 (EFT L 79, s. 4) og senere ændringsforordninger opkrævedes der monetære udligningsbeløb ved eksport af disse produkter.

Da forordning nr. 652/76 med senere ændringer blev kendt ugyldige af Domstolen ved dom af 15. oktober 1980 (sag 145/79, Roquette, Smi. 1980, s. 2917), anlagde Société des produits de maïs ved stævning, udtaget den 30. december 1980 ved Tribunal d'instance du premier arrondissement de Paris, sag mod Administration des douanes et droits indirects med påstand om tilbagebetaling af de monetære udligningsbeløb, som uberettiget var opkrævet, idet der ikke havde foreligget den fornødne hjemmel, nemlig:

for alle beløbs vedkommende med tillæg af lovbestemt rente.

Administration des douanes bestred kravene og henviste herved dels til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de i den anfægtede forordning fastsatte udligningsbeløb for følgeprodukterne klart oversteg udligningsbeløbet for den til fremstillingen af disse produkter anvendte mængde majs, dels til, at Domstolen i ovennævnte dom af 15. oktober 1980 fastslog, at ugyldigheden af [forordning nr. 652/76 og følgende forordninger ikke] medfører..., at nationale myndigheders opkrævning eller udbetaling af monetære udligningsbeløb i henhold til disse bestemmelser... kan anfægtes i perioden forud for dommens afsigelse.

Da Tribunal d'instance fandt, dels at Domstolen ved at udtale, at der ikke skulle finde tilbagebetaling sted af de beløb, som var opkrævet inden dommens afsigelse, i vid udstrækning ophævede betydningen af ugyldighedserklæringen, dels at Domstolens hidtidige praksis gik i stik modsat retning af den nye dom, og dels at Domstolens afgørelse rejste væsentlige problemer vedrørende anvendelsen af EØF-traktatens artikel 177 og artikel 174, stk. 2, besluttede retten ved dom af 7. juni 1983 ud fra almindelige retsplejehensyn og af hensyn til retssikkerheden at udsætte sagen på Domstolens besvarelse af følgende præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelsesdommen blev registreret på Domstolens justitskontor den 16. juni 1983.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der blevet indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Kommissionens juridiske konsulent F. Lamoureux samt af Société des produits de maïs ved advokat A. Desmazières de Séchelles, Paris.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet både Kommissionen og sagsøgeren i hovedsagen om skriftligt at besvare en række spørgsmål.

Kommissionen har — efter at have understreget, at det ikke fremgår af den Domstolen forelagte sag, på hvilket tidspunkt den omtvistede eksport fandt sted — fundet det nødvendigt at præcisere, at med undtagelse af majsstivelse (pos. 11.08 A I), afviger de i hovedsagen omhandlede produkter fra de produkter, som var genstand for ovennævnte sag 145/79, og at Tribunal d'instance i forelæggelsesdommen for visse produkters vedkommende har henvist til hele positioner i den fælles toldtarif og ikke til præcise underpositioner, uanset at de anfægtede bestemmelser fastsatte monetære udligningsbeløb for produkter, som henhører under visse underpositioner og ikke under hele positioner. Kommissionen har yderligere anført, at der er visse fejl og uklarheder i forelæggelsesdommen; pos. 17.02-23 dækker ikke noget produkt hverken i FTT (fælles toldtarif) eller i NIMEXE; pos. 17.02-18.0 og 17.02- 28.1 er NIMEXE-positioner, der svarer til pos. 17.02. B II b i FTT; endelig hører pos. 29.04-77.001 under NIMEXE og svarer til pos. 29.04 C III b 1 i FTT.

Under en gennemgang af de omhandlede produkter har Kommissionen anført, at brudte majsgryn og gluten henhører under pos. 23.02 A I (klid af majs eller ris). For så vidt angår andre følgeprodukter af majs omfatter pos. 11.08 A I majsstivelse, pos. 17.02 B I a, 17.02 B I b, 17.02 B II a og 17.02 B II b glucose og glucosesirup, pos. 35.05 A dekstrin og pos. 29.04 C III b 1 (svarende til NIMEXE-position 29.04. 77.001) glucitol (sorbitol).

Med hensyn til det første spørgsmål har Kommissionen bemærket, for det første, at Domstolen i ovennævnte sag 145/79 erklærede forordning nr. 652/76 ugyldig navnlig med den begrundelse, at Kommissionen havde overskredet grænserne for sine beføjelser i henhold til forordning nr. 974/71. Kommissionen fandtes nemlig at have fastsat de monetære udligningsbeløb for majsstivelse på grundlag af interventionsprisen for majs uden at fradrage produktionsrestitutionen, uanset at de monetære udligningsbeløb for andre produkter forarbejdet på grundlag af majs, som ikke var omfattet af produktionsrestitutionsordningen, ligeledes var blevet beregnet på grundlag af interventionsprisen for majs. For det andet, at Kommissionen som følge af dommen med virkning fra datoen for afsigelsen havde ændret de monetære udligningsbeløb for de produkter, for hvilke der ikke var taget hensyn til incidensen af produktionsrestitutionen, idet Kommissionen udstedte dels forordning nr. 3013/80 af 21. november 1980 (EFT L 312, s. 12) for så vidt angår produkter, som er omfattet af en fælles markedsordning inden for kornsektoren, dels forordning nr. 3224/80 af 11. december 1980 (EFT L 340, s. 1) for så vidt angår visse forarbejdede landbrugsprodukter uden for traktatens bilag II. Kommissionen har understreget, at der for alle de omhandlede produkter, bortset fra produkterne under pos. 23.02 A I, blev fastsat nye monetære udligningsbeløb ud fra den opfattelse, at Domstolens begrundelse for at kende fastsættelsen af monetære udligningsbeløb for majsstivelse ugyldig gjaldt for en hel række produkter, for hvilke udligningsbeløbene var beregnet på et andet grundlag end interventionsprisen for majs med fradrag af produktionsrestitutionen. Med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål kan det derfor ifølge Kommissionen fastslås, at hvad angår fastsættelsen af monetære udligningsbeløb for produkterne under pos. 11.08 A I, 17.02 B I, 17.02 B II, 23.03 A I, 29.04 C III b 1 og 35.05 A er forordning nr. 652/76 ugyldig af de i dommen af 15. oktober 1980 anførte grunde.

For så vidt angår produkterne under pos. 23.02 A I (brudte majsgryn og gluten), har Kommissionen anført, at Domstolen vel i sag 145/79 statuerede, at forordning nr. 652/76 ligeledes kan være ugyldig, i det omfang de monetære udligningsbeløb for følgeprodukter fremstillet på grundlag af en vis mængde af et basisprodukt i den samme produktionsproces klart er højere end de monetære udligningsbeløb for den mængde af basisproduktet, hvoraf følgeprodukterne er fremstillet. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren imidlertid ikke oplyst, under hvilken type produktionsproces de omtvistede mængder klid er fremstillet i forhold til arten og kvaliteten af de ønskede hovedprodukter, ligesom sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at de monetære udligningsbeløb for følgeprodukterne — herunder klid — klart var højere end det monetære udligningsbeløb for den mængde majs, hvoraf de er fremstillet.

Heraf fremgår ifølge Kommissionen, at Domstolen ligeledes i besvarelse af det første spørgsmål bør fastslå, at gennemgangen af de stillede spørgsmål intet har frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 652/76, for så vidt angår fastsættelsen af de monetære udligningsbeløb for produkter under pos. 23.02 AI.

Med hensyn til andet, tredje og ferde spørgsmål har Kommissionen under henvisning til, at Domstolen i dommen af 15. oktober 1980 allerede udtalte, at ugyldigheden af bestemmelserne ikke medførte, at nationale myndigheders opkrævning eller udbetaling af monetære udligningsbeløb i henhold til disse bestemmelser i perioden forud for dommens afsigelse kunne anfægtes, i lyset af forelæggelsesdommens præmisser anført, at det problem, der rejses, i mindre grad vedrører spørgsmålet, om Domstolens løsning kan anvendes på alle sager af samme art, end spørgsmålet, om en analog anvendelse af artikel 174, stk. 2, er berettiget i forbindelse med en i en præjudiciel sag afsagt dom, hvorefter en retsakt kendes ugyldig (herefter benævnt ugyldig-hedsdom).

I denne forbindelse har Kommissionen anført, at den forelæggende ret i sag 145/79 — Tribunal d'instance de Lille — anfægtede den af Domstolen fastsatte begrænsning af ugyldigheden af forordning nr. 652/76, idet den i dom af 15. juli 1981 vedrørende analog anvendelse af artikel 174, stk. 2, udtalte følgende: Der ses ikke at foreligge hjemmel for, at Domstolen, som havde udtømt sin kompetence ved at fortoke fællesskabsretten for at besvare de præjudicielle spørgsmål, under sagen yderligere fremkom med en udtalelse vedrørende en bestemmelse, som ikke fandt anvendelse på det for sagen relevante forhold. Domstolens initiativ kan på ingen måde anses for en hensigtsmæssig afklaring af et spørgsmål i forbindelse med dens fortolkningsvirksomhed, men derimod snarere for en bevidst tilkendegivelse af et valg, som lader retssikkerhedsprincippet gå forud for legalitetsprincippet, og som giver Fællesskabets retsorden forrang for den nationale retsorden. Ifølge Kommissionen har de ved forelæggelsesdommen forelagte spørgsmål den fordel, at de gør det muligt for Domstolen at behandle spørgsmålet om analog anvendelse af artikel 174, stk. 2, hvilket ikke var tilfældet under sag 145/79, da spørgsmålet først blev rejst af Kommissionen under retsmødet.

Kommissionen har anført, at den gentagne gange havde anmodet Domstolen om at anvende artikel 174, stk. 2, hvorfor den finder det tilstrækkeligt dels at anføre de generelle grunde til, at den af Domstolen valgte løsning er berettiget i forbindelse med en ugyldighedsdom, dels at understrege, at begrænsningen af en ugyldighedserklærings virkninger principielt ikke bør omfatte de klager, som er indgivet til de nationale myndigheder inden afsigelsen af Domstolens dom.

Ifølge Kommissionen er en analog anvendelse af kompetencen i artikel 174, stk. 2, på ugyldighedsdomme efter artikel 177 berettiget af to afgørende grunde, idet den dels sikrer en ensartet anvendelse af fællesskabsretten, dels beskytter retssikkerheden. I denne forbindelse har Kommissionen understreget, at det er i overensstemmelse med formålet med artikel 177, som skal sikre, at de nationale retter anvender fællesskabsretten ensartet, at tillægge domme afsagt i præjudicielle sager vedrørende fortolkning eller gyldighed generelle virkninger — eller i det mindste virkninger, som går ud over den konkrete sag. For så vidt angår ugyldighedsdomme stilles der som fastslået af Domstolen i dom af 13. april 1981 (sag 66/80, International Chemical Corporation, Sml. 1981, s. 1191), ud over kravet om en ensartet anvendelse af fællesskabsretten yderligere særdeles strenge krav om retssikkerhed.

Den opfattelse, at de præjudicielle afgørelser går ud over grænserne for tvisten i hovedsagen, indebærer en anerkendelse af, at afgørelserne har virkning ex tune. Denne løsning, som antages med hensyn til virkningerne af fortolkningsdommene, er ligeledes knæsat for så vidt angår ugyldighedsdommene. Det forhold, at ugyldighedsdomme tillægges virkning ex tune, kan, selv om det yderligere medvirker til at ligestille ugyldighedsdomme med annullationsdomme, indebære alvorlige og ofte uforudsigelige følger for fortiden, idet der rejses tvivl om allerede afsluttede retsforhold, navnlig i de medlemsstater, hvor der ifølge lovgivningen er lange forældelsesfrister.

Den forstyrrelse af allerede fastlagte retsforhold, der opstår som følge af en ugyldighedsdom, kan være af samme art som den, der forårsages af en annullationsdom, og under disse omstændigheder er der ingen grund til, at Domstolen, hvis det findes nødvendigt, ikke — således som der er mulighed for i tilfælde af annullation — begrænser den tilbagevirkende gyldighed af ugyldighedsdommen.

Ved at indføje artikel 174, stk. 2, har traktatens forfattere i overensstemmelse med, hvad der er tilfældet i de fleste retsordner, anerkendt, at den indre konflikt mellem retssikkerheden og retfærdigheden, som består i ethvert retssystem, rent undtagelsesvis kan løses ved at opretholde de retsforhold, som opstod under tidligere regler, selv om retsforholdene måtte være retsstridige. Artikel 174 virker således som sikkerhedsventil. Denne løsning går i virkeligheden ifølge Kommissionens opfattelse ud over de snævre grænser for et annullationssøgsmål og bør lede Domstolen, når den stilles over for risikoen for, at der — som følge af at en retstilstand ændres — kan opstå undertiden uløselige vanskeligheder i forbindelse med bestående retsforhold.

Kommissionen har understreget, at det almindelige retssikkerhedsprincip, som ligger til grund for artikel 174, stk. 2, allerede i sag 43/75 (dom af 8. april 1976, den anden Defrenne-sag, Sml. 1976, s. 455) bevirkede, at Domstolen udtalte, at den direkte virkning af artikel 119 ikke kunne påberåbes til støtte for lu-av, der lå forud for dommens dato. Domstolen fulgte samme fremgangsmåde i Roquette-sagen. I den anden Defrenne-sag fastslog Domstolen, at selv om de praktiske følger af enhver retsafgørelse omhyggeligt må vurderes, kan man dog ikke gå så langt som til at gribe ind i rettens objektivitet og bringe dens fremtidige anvendelse i fare, blot fordi en retsafgørelse kan få virkninger for fortiden.

Den omstændighed, at traktaten ikke udtrykkeligt hjemler mulighed for en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af en ugyldighedsdom, kan ikke påberåbes til støtte for den antagelse, at Domstolen i Roquette-sagen overskred den dømmende myndigheds grænser for at tiltage sig retsanordnende myndighed. Ud over at en sådan opfattelse ikke anerkender Domstolens mulighed for at udfylde en lakune i traktaten i overensstemmelse med det fællesskabsretlige system, går den i virkeligheden ud på at anfægte den retsbeskyttelse mod den retsanordnende myndigheds ulovlige retsakter, som netop skal sikres ved den samarbejdsprocedure mellem Domstolen og de nationale retter, som fastsættes i artikel 177.

Endelig har Kommissionen anført, at den kritik af en analog anvendelse af artikel 174, stk. 2, som er kommet til orde i fransk doktrin, i virkeligheden hviler på en forveksling mellem på den ene side formålet med en ugyldighedspåstand, som indført i fransk ret for at sikre en klar adskillelse mellem de forskellige specialdomstoles kompetence, og på den anden side formålet med artikel 177, som ikke vedrører en kompetencedeling, men et samarbejde for at sikre en ensartet anvendelse af fællesskabsretten.

Den løsning, som Domstolen valgte i den anden Defrenne-sag, er knæsat i tysk ret i BVGG's

Bundesverfassungsgerichtsgesetz. O.a.

Kommissionen har dog anerkendt, at det ikke nødvendigvis i alle tilfælde kan være muligt at anvende artikel 174, stk. 2, analogt, selv om der er rejst klagesag inden afsigelse af ugyldighedsdommen. Denne mulighed indsnævres således, når den tidsmæssige begrænsning af virkningerne ikke medfører nogen reel byrde for de berørte, eller når Domstolen som i dommene af 15. oktober 1980 fastslår, at tilbagebetalingen af de beløb, der er betalt med urette, vil kunne medføre betydelig forskelsbehandling, og derfor forårsage nye konkurrencefordrejninger.

På grundlag af disse betragtninger har Kommissionen foreslået, at Domstolen besvarer andet, tredje og fjerde spørgsmål således:

Société des produits de mais, sagsøger i hovedsagen, har anført, at de to første spørgsmål ikke kræver dybgående overvejelser, da Domstolen i dommen af 15. oktober 1980 fastslog, at forordning nr. 652/76 samt senere udstedte forordninger er ugyldige:

Den i denne dom fastlagte løsning gælder efter sagsøgerens opfattelse ligeledes for de produkter, som er omfattet af selskabets tilbagesøgningskrav.

I den forbindelse har sagsøgeren anført, at de produkter, som opstår ved forarbejdning af majs, næsten kan betragtes som standardprodukter, hvis fremstilling kræver en mængde majs, som i det store hele er den samme hos de enkelte producenter, hvilket er forklaringen på, at Kommissionen fastsætter priser og udligningsbeløb for basisprodukterne. Sagsøgeren har herefter anført, at som enhver anden eksportør af følgeprodukter af majs kan selskabet godtgøre, dels at de udligningsbeløb, som blev opkrævet for selskabets eksport af majsstivelse, var blevet fastsat på et andet grundlag end interventionsprisen for majs nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse, dels at de udligningsbeløb, som blev opkrævet for eksport af dekstrose og forædlede produkter, var blevet fastsat til et beløb, der var klart højere end det udligningsbeløb, der var fastsat for den mængde majs, i forbindelse med hvis forarbejdning følgeprodukterne var opstået. Skønt det ikke udtrykkeligt nævnes i Roquette-sagen, skal den regel, hvorefter udligningsbeløbene for de produkter, der opstår ved forarbejdning af en given mængde majs, ikke må være højere end udligningsbeløbet for den anvendte mængde majs, endelig også, ifølge sagsøgeren, finde anvendelse på eksport af gluten (pos. 23.03) og brudte majsgryn (pos. 10.05, nu 23.02).

I så henseende har sagsøgeren fremhævet, at gluten og brudte majsgryn er opstået i forbindelse med forarbejdningen af majs, dvs. at der er tale om biprodukter, som opstår under fremstillingen af stivelse, glucose, dekstrose og forædlede produkter; heraf følger, at hvis der opkræves udligningsbeløb af både hovedproduktet og biproduktet, vil det samlede monetære udligningsbeløb pr. definition klart overstige det udligningsbeløb, som opkræves for den anvendte mængde af basisproduktet.

Sagsøgeren har derfor anført, at de af den nationale ret forelagte spørgsmål bør besvares ved at bekræfte ugyldigheden af forordning nr. 652/76, som blev fastslået ved dommen af 15. oktober 1980, idet det yderligere fastslås, at forordningen med senere ændringer ligeledes er ugyldige:

For så vidt angår de to sidste spørgsmål har sagsøgeren i hovedsagen ligesom Kommissionen fundet det hensigtsmæssigt — uanset pkt. 3 i Roquette-dommens konklusion — at det vanskelige problem vedrørende den tidsmæssige virkning af de præjudicielle afgørelser om ugyldighed behandles for Domstolen.

I den forbindelse har sagsøgeren anført, at den af Domstolen i ovennævnte dom valgte løsning er blevet stærkt kritiseret i doktrinen (Dalloz 1981, jurisprudence, s. 168, kommentar Y.L.; Dalloz 1982, jurisprudence, s. 10, kommentar Boulouis; Joliét, Le droit institutionnel des Communautés européennes — Le Contentieux, s. 233; Labayle, R.T.D.E. 1982, s. 484, og Actualité juridique du droit administratif 1983, s. 168) og har mødt betydelig modstand fra de franske retters side (Tribunal d'instance de Lille, 15. juli 1981, Dalloz 1982, jurisprudence, s. 9; Douai 19. januar 1983, Gaz. Pal. 1. juni 1983, jurisprudence, s. 3).

Efter sagsøgerens opfattelse bør Domstolen skifte standpunkt og ændre praksis (jfr. navnlig dommen af 12. juni 1980, sag 130/79, Express Dairy Foods, Sml. 1980, s. 1887, afsagt på grundlag af forslag til afgørelse fra generaladvokat Capotorti).

EØF-traktatens artikel 174, stk. 2, bør ifølge sagsøgeren ikke anvendes analogt under et præjudicielt søgsmål efter traktatens artikel 177. Når først Domstolen har kendt retsakten for ugyldig, må den nødvendigvis anses for ugyldig i forhold til parterne samt i forhold til den nationale ret, som har forelagt det præjudicielle spørgsmål.

Ifølge sagsøgeren støttes denne opfattelse af følgende betragtninger:

Subsidiært har sagsøgeren for så vidt angår det ferde spørgsmål gjort gældende, at man pålægger de berørte virksomheder en byrde ud fra almene EF-hensyn, såfremt man dels vil anvende artikel 174, stk. 2, analogt, dels vil forbyde tilbagebetaling af de beløb, som er betalt inden ugyldighedsdommen, og, som i Roquette-dommen, begrunder dette med, at det i en større økonomisk sammenhæng vil skabe flere ulemper end fordele at tage de nævnte beløb op til fornyet behandling. Under hensyntagen hertil og til fransk retspraksis, som i et sådant tilfælde giver mulighed for erstatning, kan betaling — herunder eventuelt i form af erstatning — af de omhandlede udligningsbeløb ikke generelt afskæres.

Herefter har sagsøgeren foreslået Domstolen at besvare de to sidste spørgsmål således:

subsidiært,

I retsmødet den 11. juli 1984 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen, Société des produits de maïs SA, ved advokat A. Desmazières de Séchelles, og af EF-Kommissionen ved F. Lamoureux som befuldmægtiget.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. november 1984.