31997D0225

97/225/EF: Rådets Afgørelse af 10. april 1995 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge og Schweiz om ændring af konventionen af 20. maj 1987 om en fælles forsendelsesprocedure

EF-Tidende nr. L 091 af 05/04/1997 s. 0013 - 0013


RÅDETS AFGØRELSE af 10. april 1995 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge og Schweiz om ændring af konventionen af 20. maj 1987 om en fælles forsendelsesprocedure (97/225/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113 sammenholdt med artikel 228, stk. 2, første punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Artikel 15, stk. 2, i konventionen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Finland, Republikken Island, Kongeriget Norge, Schweiz, Kongeriget Sverige og Republikken Østrig om en fælles forsendelsesprocedure (1) bemyndiger den ved konventionen nedsatte blandede kommission til at rette henstillinger om ændringer til konventionen;

Den Blandede Kommission har anbefalet en ændring af konventionen for at åbne mulighed for, at de kontraherende parter kan yde hinanden bistand i forbindelse med inddrivelse af fordringer;

de pågældende ændringer er indeholdt i Den Blandede Kommissions henstilling nr. 1/94; aftalen i form af brevveksling om denne henstilling bør godkendes -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge og Schweiz om ændring af konventionen af 20. maj 1987 om en fælles forsendelsesprocedure godkendes herved på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne aftalen med bindende virkning for Fællesskabet.

Udfærdiget i Luxembourg, den 10. april 1995.

På Rådets vegne

A. JUPPÉ

Formand

(1) EFT nr. L 226 af 13. 8. 1987, s. 2.