1

Rådet for Den Europæiske Union har med sin stævning nedlagt påstand om:

2

Vedtægtens artikel 65 lyder således:

»1.   Rådet undersøger hvert år lønningsniveauet for tjenestemændene og de øvrige ansatte i Unionen. Denne undersøgelse sker i september på grundlag af en fælles rapport fra Kommissionen, baseret på et fælles indeks, der skal gengive situationen i hvert af Unionens lande pr. 1. juli, udarbejdet af Den Europæiske Unions Statistiske Kontor i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters statistiske kontorer.

Rådet undersøger samtidig, om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Unionens økonomiske og sociale politik. Der skal særligt tages hensyn til eventuelle forhøjelser af det offentliges lønninger samt nødvendigheden af nyansættelse.

2.   I tilfælde af en væsentlig ændring i leveomkostningerne træffer Rådet inden for en frist på højst to måneder afgørelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft.

3.   Til gennemførelse af denne artikel skal Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen træffe sin afgørelse i henhold til artikel 16, stk. 4 og 5, i [TEU].«

3

Det fremgår af vedtægtens artikel 82, stk. 2, at når Rådet i medfør af vedtægtens artikel 65, stk. 1, beslutter at tilpasse vederlagene, tilpasses pensionerne tilsvarende.

4

I henhold til vedtægtens artikel 65a er gennemførelsesbestemmelser til artikel 64 og 65 anført i bilag XI til vedtægten.

5

Artikel 1 i dette bilag, som indgår i afdeling 1 i dette bilags kapitel 1, bestemmer, at Eurostat med henblik på den i vedtægtens artikel 65, stk. 1, foreskrevne årlige undersøgelse hvert år inden udgangen af oktober udarbejder en rapport om udviklingen i leveomkostningerne i Bruxelles (Belgien) (internationalt indeks for Bruxelles), om udviklingen i leveomkostningerne uden for Bruxelles (købekraftspariteter og implicitte indeks) og om købekraftsudviklingen for vederlagene til tjenestemænd i centraladministrationerne i otte medlemsstater (specifikke indikatorer).

6

Artikel 3 i bilag XI til vedtægten, som udgør afdeling 2 i dette bilags kapitel 1, med overskriften »Bestemmelser for den årlige tilpasning af vederlag og pensioner«, har følgende ordlyd:

»1.   Med virkning fra den 1. juli og i overensstemmelse med vedtægtens artikel 65, stk. 3, træffer Rådet efter forslag fra Kommissionen inden hvert års udgang afgørelse om tilpasning af vederlag og pensioner på grundlag af de i afdeling 1 i dette bilag omhandlede elementer.

2.   Tilpasningens størrelse er lig med produktet af den specifikke indikator og det internationale indeks for Bruxelles. Tilpasningen fastsættes i nettotal og udtrykkes ved samme procentsats for alle.

[...]

5.   Der anvendes ingen justeringskoefficient for Belgien og Luxembourg. Justeringskoefficienterne for:

fastsættes på grundlag af forholdet mellem de i artikel 1 i nærværende bilag omhandlede købekraftspariteter og de i vedtægtens artikel 63 omhandlede vekselkurser for de pågældende lande.

[...]«

7

Kapitel 5 i bilag XI til vedtægten har overskriften »Undtagelsesklausul«. Det består af artikel 10, der bestemmer:

»Såfremt der på grundlag af objektive oplysninger, der forelægges af Kommissionen, konstateres en alvorlig og pludselig forringelse af den økonomiske og sociale situation i Unionen, forelægger Kommissionen […] passende forslag for Europa-Parlamentet og Rådet, der træffer afgørelse i overensstemmelse med artikel 336 [TEUF].«

8

Ifølge artikel 15, stk. 1, i dette bilag finder bestemmelserne heri anvendelse fra den 1. juli 2004 til den 31. december 2012.

9

I december 2010 anmodede Rådet, som er af den opfattelse, at de seneste økonomiske og finansielle kriser i Unionen har medført en »kraftig og pludselig forringelse af den økonomiske og sociale situation i [Unionen]« som omhandlet i artikel 10 i bilag XI til vedtægten, Kommissionen om, på grundlag af denne artikel 10, at forelægge passende forslag i så god tid, at Parlamentet og Rådet kunne behandle og vedtage dem inden udgangen af 2011.

10

Som svar på denne anmodning fremlagde Kommissionen den 13. juli 2011 for Rådet beretningen om undtagelsesklausulen (artikel 10 i bilag XI til vedtægten) (KOM(2011) 440 endelig), hvori den, idet den henholdt sig til 15 indikatorer og til den europæiske økonomiske prognose offentliggjort af dens Generaldirektorat for Økonomi og Finansielle Anliggender den 13. maj 2011, konkluderede, at det ikke var nødvendigt at forelægge et forslag i henhold til artikel 10 i bilag XI til vedtægten.

11

Undersøgelsen af denne beretning gav anledning til drøftelser i Rådet, som førte til en ny anmodning fra Rådet til Kommissionen om at gennemføre nævnte artikel 10 og forelægge et passende forslag til tilpasning af vederlagene.

12

Som svar på denne anmodning fremlagde Kommissionen den anfægtede meddelelse, som bl.a. var baseret på de økonomiske prognoser udsendt af dens Generaldirektorat for Økonomi og Finansielle Anliggender den 10. november 2011. Kommissionen konkluderede på ny, at Unionen ikke stod over for en ekstraordinær situation som omhandlet i artikel 10 i bilag XI til vedtægten, og at den derfor ikke var i stand til at udløse undtagelsesklausulen.

13

Samme dag fremlagde Kommissionen det anfægtede forslag, som var baseret på den »normale« metode for tilpasning af vederlagene, der er fastsat i artikel 3 i bilag XI til vedtægten, og foreslog en tilpasning på 1,7%.

14

Ved Rådets afgørelse 2011/866/EU af 19. december 2011 om Kommissionens forslag til Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EUT L 341, s. 54) besluttede Rådet »ikke at vedtage [det anfægtede] forslag«, bl.a. af følgende grunde:

[...]

15

Rådet har nedlagt følgende påstande:

16

Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17

Domstolens præsident har ved kendelse af 20. april 2012 tilladt Parlamentet at indtræde i sagen til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6. juli 2012 har Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Republikken Letland, Kongeriget Nederlandene og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fået tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

18

Rådet har med sit søgsmål gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 10 i bilag XI til vedtægten, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, andet punktum, TEU og artikel 241 TEUF, ved at forelægge det anfægtede forslag på grundlag af den »normale« metode for tilpasning, der er fastsat i dette bilags artikel 3, og ved således at afvise at forelægge passende forslag på grundlag af nævnte artikel 10.

19

Kommissionen har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som Rådet ikke har truffet beslutning om at anlægge denne sag med kvalificeret flertal blandt dets medlemmer. Desuden er hverken den anfægtede meddelelse eller det anfægtede forslag anfægtelige retsakter som omhandlet i artikel 263 TEUF. Endelig er de i artikel 265 TEUF fastsatte betingelser ikke opfyldt, bl.a. som følge af, at Kommissionen efter anmodning fra Rådet har taget stilling ved at gøre gældende, at de betingelser, som gør det muligt at udløse proceduren i artikel 10 i bilag XI til vedtægten, ikke var opfyldt. Imidlertid er Rådet ikke frataget domstolsbeskyttelse, eftersom det kunne gøre sit synspunkt gældende i forbindelse med et søgsmål anlagt af Kommissionen til prøvelse af Rådets afvisning af at vedtage det anfægtede forslag, som blev forelagt på grundlag af artikel 3 i bilag XI til vedtægten. Subsidiært har Kommissionen bestridt velbegrundetheden af annullationssøgsmålet og af passivitetssøgsmålet, idet den har anført, at Rådet ikke havde godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med vurderingen af den økonomiske og sociale situation i Unionen.

20

Det bemærkes, at dette søgsmål, i lighed med den sag, der gav anledning til dommen af 19. november 2013 i sagen Kommissionen mod Rådet (sag C-63/12, Sml., EU:C:2013:752), vedrører tilpasningen af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Unionen for 2011 og følger af den uoverensstemmelse, der er opstået mellem Kommissionen og Rådet vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der det pågældende år skulle ske anvendelse af den »normale« og automatiske metode, som er fastsat i artikel 3 i bilag XI til vedtægten, eller af undtagelsesklausulen, som er fastsat i dette bilags artikel 10, og som finder anvendelse »[s]åfremt der […] konstateres en alvorlig og pludselig forringelse af den økonomiske og sociale situation i Unionen«. Den tætte sammenhæng mellem disse to sager fremgår ligeledes af den omstændighed, at parterne i hver af disse sager henviser til indholdet af de skriftlige indlæg, som de har indgivet i den anden sag, som de vedlægger som bilag.

21

I præmis 57-77 i dommen af 19. november 2013 i sagen Kommissionen mod Rådet har Domstolen imidlertid truffet afgørelse vedrørende fordelingen af rollerne mellem institutionerne i forbindelse med den årlige tilpasning af vederlag og pensioner, særligt for så vidt angår fastlæggelsen af retsgrundlaget for denne tilpasning og udløsningen af undtagelsesklausulen.

22

Under disse omstændigheder må det konstateres, at det foreliggende søgsmål er blevet uden genstand, og at det følgelig er ufornødent at træffe afgørelse herom.

23

I henhold til artikel 142 i Domstolens procesreglement er Domstolen frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger, såfremt den finder, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen.

24

I det foreliggende tilfælde er søgsmålets genstand ikke bortfaldet som følge af en af parternes adfærd, men som følge af, at Domstolen traf afgørelse vedrørende det annullationssøgsmål, som blev anlagt i forbindelse med den sag, der gav anledning til dommen af 19. november 2013 i sagen Kommissionen mod Rådet.

25

Under disse omstændigheder finder Domstolen, at Rådet og Kommissionen samt intervenienterne bør bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):