Eisen AG har gjort gældende, at betingelserne for at fastsætte en bøde ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde, således at den anfægtede beslutning dels ikke havde nogen hjemmel dels ikke var behørigt begrundet.

Ifølge sagsøgeren er alle de omtvistede leverancer foretaget i henhold til rammekontrakter indgået med en række virksomheder før 15. september 1981, da den af Kommissionen fastsatte frist for offentliggørelse af prislister udløb. Disse kontrakter blev indgået henholdsvis den 7. september 1981 med virksomhederne Markmann i Düsseldorf og Claas i Saulgau, på en ikke nærmere angiven dato, men i hvert fald før den 24. juni 1981, med virksomheden Schlaffhorst i Mönchengladbach og på en ikke nærmere angiven dato, men i hvert fald før 15. september 1981, med virksomheden Bergbau i Westfalen.

Eisen AG har bemærket, at rammekontrakter er sædvanlige på stålmarkedet og består af en salgskontrakt til fast pris vedrørende en vis mængde produkter, for hvilke køberen forbeholder sig ret til at kræve levering efter anmodning, dvs. at kræve delleverancer på de tidspunkter, som passer ham inden for en frist, der er fastsat i fællesskab med leverandøren.

Kommissionen har ikke bestridt, at virksomhederne kan indgå rammekontrakter, men er af den opfattelse, at en henvisning til sådanne kontrakter ikke er relevant i denne sag på grund af flere momenter som f.eks. manglende overensstemmelse mellem de mængder, der er anført i de kontrakter, Eisen AG betegner som rammekontrakter, og de faktisk leverede mængder, angivelse af tilnærmelsesvise mængder, levering af produkter, hvoraf nogle havde andre dimensioner end de i rammekontrakterne nævnte. Kommissionen har heraf draget den slutning, at de af Eisen AG indgåede aftaler ikke kan anses for civilretlige aftaler, der kan gøres til genstand for et søgsmål.

Hvad nærmere angår leverancerne til Markmann, har Eisen AG i øvrigt anført, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den omstændighed, at de pågældende transaktioner havde helt andre handelsmæssige kendetegn end de leverancer, der er genstand for beslutning nr. 1836/81/EKSF, og derfor ifølge beslutningens artikel 9, stk. 1, litra c), ikke var omfattet af en prisliste. Sagsøgeren er blot forhandler af produkter i gruppe Ha (deklasserede varer eller varer af anden sortering), for hvilke der ikke består nogen forpligtelse til at offentliggøre en prisliste, men sagsøgeren tvinges ofte af sine medkontrahenter til også at købe produkter i gruppe la (varer af første sortering), skønt firmaet ikke disponerer over en salgsorganisation for produkter i denne gruppe. Det særlige ved forholdet mellem Eisen AG og Markmann er netop, at sidstnævnte yder sagsøgeren en service af største betydning ved regelmæssigt fra sagsøgeren at aftage partier af produkter i gruppe la, som sagsøgeren undertiden er forpligtet til at købe sammen med produkter i gruppe IIa, som er hovedgenstand for sagsøgerens handelsmæssige virksomhed.

Kommissionen har heroverfor anført, at transaktionerne mellem Eisen og Markmann vedrørende produkter i gruppe la ikke kan anses for særlige transaktioner, blot fordi Markmann har været Eisen en særlig pålidelig og fast kunde. Denne omstændighed har kunnet berettige en rabat for at være fast kunde, men kan ifølge Kommissionen ikke berettige sagsøgeren til over for Markmann at anvende lavere priser end priserne i sagsøgerens prislister. Kommissionen har tilføjet, at hvis disse transaktioner skulle blive anset for at være af speciel art, vil den bestride sagsøgerens anbringender vedrørende de faktiske forhold. Den har herved påpeget, at salget af produkter i gruppe la fra Eisen AG's lager, efter dens oplysninger, i fjerde kvartal 1981 androg 9572 tons og følgelig langt oversteg salget af produkter i gruppe IIa, som i samme periode androg 1627 tons.

Med hensyn til forbindelserne med Bergbau har Eisen AG anført, at man havde en stiltiende aftale med dette selskab, ifølge hvilken Bergbau, som anvendte de købte produkter til formål, for hvilke materialeforskellen ikke var afgørende, var rede til også at acceptere leverancer af produkter i gruppe IIa i stedet for aftalte leverancer af produkter i gruppe Ia. En sådan substitution er netop sket i de tilfælde, som har givet anledning til sagen.

Kommissionen har bemærket, at Eisen første gang har påberåbt sig, at der forelå en sådan aftale, den 20. september 1982 i sit svar på meddelelsen af klagepunkter. Den har desuden bemærket, at hver gang der er blevet leveret produkter i gruppe IIa til Bergbau, er dette altid fremgået af sagsøgerens fakturaer, som det f.eks. kan ses af en faktura af 14. januar 1982, der er vedlagt duplikken.

Med hensyn til Schlafhorst's tilfælde, hvor rammekontrakten er underskrevet før den 24. juni 1981, har Eisen AG bemærket, at hvis den generelle beslutning nr. 1836/81/EKSF kan påvirke betingelserne i en kontrakt indgået før dens ikrafttræden, er en sådan tilbagevirkende kraft i strid med retssikkerhedsprincippet og udgør et brud på medlemsstaternes grundlæggende civilretlige principper, dvs. på et område, som absolut ikke henhører under Kommissionens kompetence. Hvis man tillægger beslutningen tilbagevirkende kraft, når man i øvrigt til et meningsløst resultat, idet en privatperson ved at offentliggøre sin prisliste kan lade disse priser erstatte faste priser, som er aftalt i allerede eksisterende kontrakter.

Kommissionen har henvist til, at ingen af de omtvistede kontrakter efter dens opfattelse er en virkelig rammekontrakt, og har tilføjet, at en rammekontrakt under alle omstændigheder ikke kan påberåbes for leverancer udført efter den dato, på hvilken sagsøgeren har offentliggjort sin prisliste. Beslutning nr. 1836/81/EKSF, som oprindeligt gjaldt til den 30. juni 1982, var en kriseforanstaltning med begrænset varighed og har ikke som sådan kunnet været berøvet muligheden for en direkte indgriben på markedet, uden at den samtidig ville miste enhver tilsigtet virkning. Kommissionen har anført, at hvis stålhandlende kunne have påberåbt sig de priser, der var fastsat i kontrakter på mellemlang eller lang sigt (fra 3 til 12 måneder), som var indgået før beslutningen, kunne de have unddraget sig dennes anvendelse. Det må derfor antages, at bestemmelserne i beslutning nr. 1836/81/EKSF meget klart angiver, at beslutningen nødvendigvis i betragtning af krisen også måtte finde anvendelse på allerede bestående kontrakter.

Ifølge Eisen AG kan tilsidesættelsen af artikel 15 i den generelle beslutning både ses som en manglende overholdelse af begrundelsespligten og som en overtrædelse af en materielretlig bestemmelse. Den manglende opfyldelse af begrundelsespligten følger af, at artikel 15 foreskriver pålæggelse af bøder for overtrædelse af bestemmelserne i artiklerne 2-14 i beslutning nr. 1836/81/EKSF, og at Kommissionen ved generelt at henvise til denne artikel ikke har angivet, hvilke bestemmelser sagsøgeren hævdes at have overtrådt.

Tilsidesættelsen af artikel 15 som materielretlig bestemmelse består i, at denne artikel ikke som selvstændig overtrædelse nævner salg til lavere priser end priserne i egen prisliste, dvs. den adfærd, med hvilken Kommissionen har begrundet sin beslutning om at pålægge en bøde.

Kommissionen har heroverfor anført, at der ikke i det foreliggende tilfælde var nogen mulighed for, at sagsøgeren kunne misforstå arten af de overtrædelser, som bebrejdes sagsøgeren, og at sagsøgeren åbenbart ikke har haft nogen vanskelighed med at forstå betydningen af de meddelte klagepunkter. Hvad navnlig angår rabat på egne prislister, som ikke er nævnt i nogen udtrykkelig bestemmelse, må udtrykket rabat nødvendigvis forstås som manglende overholdelse i visse tilfælde af disse prislister og altså som den i den generelle beslutnings artikel 8 nævnte overtrædelse, nemlig anvendelse af ulige betingelser på sammenlignelige transaktioner.

Ifølge Eisen AG har Kommissionen tilsidesat denne ret, idet den ikke inden vedtagelsen af beslutningen om at pålægge en bøde henledte sagsøgerens opmærksomhed på, at den ikke agtede at foretage en undersøgelse af de af sagsøgeren fremførte og tilbudte bevismidler, der taler til fordel for sagsøgeren.

Kommissionen har svaret, at den ved at tilbyde sagsøgeren at foretage en høring allerede er gået ud over, hvad der er foreskrevet i EKSF-traktatens artikel 36, som blot pålægger den at give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger. Når sagsøgeren har afslået denne opfordring blot med den begrundelse, at Kommissionen ikke anså det for nødvendigt yderligere at uddybe visse punkter, kan sagsøgeren desuden ikke efterfølgende påberåbe sig en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

Eisen AG har anført, at Kommissionen ved at undlade at give en behørig begrundelse for sin beslutning har tilsidesat EKSF-traktatens artikel 15, hvorefter Den Høje Myndigheds beslutninger, henstillinger og udtalelser skal begrundes ....

Kommissionen har bemærket, at når beslutningen er behørigt begrundet — som den allerede mener at have bevist under behandlingen af de øvrige anbringender vedrørende tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 15.

Med dette anbringende har Eisen AG gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat EKSF-traktatens artikler 47 og 36 og artikel 14 i den generelle beslutning, for så vidt den ikke har erkendt, at disse artikler, som bemyndiger den til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver, og at foretage de nødvendige efterprøvelser, ligeledes forpligter den til at undersøge alle omstændigheder i en situation, herunder dem, der muligvis kan udelukke eksistensen af en lovovertrædelse. Det samme gælder beslutningens artikel 11, som bemyndiger Kommissionen til at anmode de stålhandlende om at forelægge oplysninger om omstændigheder og kendsgerninger, som er egnede til at berettige deres adfærd.

Kommissionen har heroverfor anført, at alle de momenter, der kunne tale til fordel for sagsøgeren, er blevet undersøgt af dens tjenestegrene og i sidste ende er blevet forkastet, fordi de ikke holdt for en nærmere efterprøvelse. Det kan derfor ikke gøres gældende, at Kommissionen ikke har undersøgt sagens faktiske omstændigheder.

Hvad angår artikel 11, tvinger denne bestemmelse ikke Kommissionen til at anmode virksomhederne om oplysninger, hvis den mener, at disse oplysninger ikke er nødvendige.

Ifølge Eisen AG er den anfægtede beslutning behæftet med klare urigtigheder og selvmodsigelser, fordi den dels hverken bestrider eller modbeviser, at de omtvistede kontrakter var indgået, før prislisten trådte i kraft, eller endog før beslutning nr. 1836/81/EKSF trådte i kraft, dels hævdes det i beslutningen, at disse kontrakter udgør en tilsidesættelse af den nævnte beslutning. Ved disse selvmodsigelser og klare urigtigheder har sagsøgte udvist mangel på logik.

Kommissionen har tilbagevist dette anbringende og understreget, at når den ikke var indstillet på at acceptere henvisningen til rammekontrakterne og de påståede tidligere aftaler, som sagsøgeren har nævnt, kunne den ikke træffe anden beslutning end den, den har truffet. Dens holdning er således konsekvent og kan i intet tilfælde være selvmodsigende eller ulogisk.