Med hensyn til det første spørgsmål vedrørende forbudet mod salg må der ifølge Kommissionen henvises til Domstolens praksis — bl.a. dom af 26. juni 1980 (Gilli, sag 788/79, Sml. 1980, s. 2071) og dom af 29. februar 1981 (Kelderman, sag 130/80, endnu utrykt) — hvorefter begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner i traktatens artikel 30 skal forstås således, at denne bestemmelse omfatter et af en medlemsstat udstedt forbud mod indførsel eller salg af visse varegrupper, hvadenten det drejer sig om indenlandske eller indførte varer, når varerne lovligt forehandles i en anden medlemsstat. Ifølge Kommissionen må det anfægtede forbud mod salg af visse alkoholholdige drikkevarer på offentligt tilgængelige steder sidestilles med de foranstaltninger, som ifølge Domstolens ovennævnte domme udgjorde foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner. Selv om Kommissionen ikke mener, at enhver form for regulering af salget som sådan aktuelt eller potentielt udgør hindringer for indførslen, er der ifølge Kommissionens opfattelse ingen tvivl om, at en sådan foranstaltning til regulering af handelen direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt udgør en hindring for samhandelen inden for Fællesskabet. Som følge heraf udgør forbudet mod salg af alkoholholdige drikkevarer på offentligt tilgængelige steder i artikel 1, stk. 1, i loven af 1919 en foranstaltning med tilsvarende virkning i artikel 30's betydning, idet den rammer indførte alkoholholdige drikkevarer med oprindelse i de øvrige medlemsstater.

Ifølge Kommissionen gælder dette ligeledes med hensyn til forbudet mod gratis udskænkning af alkoholholdige drikkevarer på offentligt tilgængelige steder. Det forhold, at der ikke er tale om en handelstransaktion er uden betydning, idet forbudet aktuelt eller potentielt udgør en hindring for de handelstransaktioner, som normalt finder sted ved en sådan uddeling.

Endelig mener Kommissionen, at forbudet mod nydelse af alkoholholdige drikkevarer på offentligt tilgængelige steder kan udgøre en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel, hindring for indførslen. Kommissionen anfører i den forbindelse, at nationale bestemmelser om forbud mod nydelse af indførte varer ifølge Kommissionens direktiv 66/683 (JO 1966, s. 3748) må anses som foranstaltninger med tilsvarende virkning efter artikel 30. Kommissionen henholder sig til denne fortolkning.

Med hensyn til spørgsmål 1, litra b), vedrørende forbudet mod, at restauratører opbevarer alkoholholdige drikkevarer på forretningsstedet eller i tilstødende beboelsesrum, mener Kommissionen, at denne foranstaltning, som udelukkende supplerer de forudgående bestemmelser, ligeledes udgør en aktuel eller potentiel, direkte eller indirekte, hindring for indførslen. Den må derfor anses som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner i traktatens artikel 30.

Med hensyn til det andet spørgsmål er Kommissionen af den opfattelse, at en lovbestemmelse, som den her omhandlede, med en så generel og ubetinget rækkevidde principielt har til formål at beskytte den offentlige sundhed. Ikke desto mindre finder Kommissionen, at spørgsmålet — under hensyn til misforholdet mellem lovens indhold og den måde hvorpå den håndhæves — først kan besvares når Belgien har fremlagt oplysninger vedrørende virkningerne af loven af 1919 på alkoholforbruget. Kommissionen mener, at denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter det altid må påhvile den nationale myndighed, der påberåber sig EØF- traktatens artikel 36, at bevise, at de af den anvendte foranstaltninger opfylder disse kriterier (dom af 8.11.1979, sag 251/78, Denkavit, Sml. 1979, s. 3369).

Kommissionen foreslår følgelig, at Cour de cassation's første spørgsmål besvares såldes:

Lovbestemmelser, som dels forbyder nydelse, salg eller udskænkning, endog vederlagsfrit, på alle offentligt tilgængelige steder af alkoholholdige drikkevarer til nydelse på stedet, dels forbyder restauratører at ligge inde med alkoholholdige drikkevarer, udgør foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner som angivet i EØF-traktatens artikel 30.

Med hensyn til besvarelsen af det andet spørgsmål mener Kommissionen, at de i det første spørgsmål anførte foranstaltninger kan være begrundet i hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed, hvis det fremgår, at foranstaltningerne rent faktisk er egnede til at beskytte den offentlige sundhed.

Tiltalte anfører, at gennemførelsen af denne ordning på det nationale marked har ført til en nedsættelse af alkoholforbruget og medført, at brændevinsbrænderierne næsten er forsvundet til fordel for en betydelig national bryggeriindustri.

Ifølge tiltalte må virkningerne af de restriktive foranstaltninger på samhandelen inden for Fællesskabet anses for mærkbare på grund af den beskyttelse, som de giver de belgiske bryggerier, der principielt i vidt omfang undgår konkurrence fra udenlandsk spiritus på markedet for alkoholholdige drikkevarer.

Den belgiske lovgivning er således ikke i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 30, idet de ved lov af 1919 pålagte forbud kan påvirke indførslen af akoholholdige drikkevarer med oprindelse i Fællesskabets øvrige medlemsstater. Lovgivningen udgør således en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, jf. Domstolens dom af 5. februar 1981 (sag 53/80, Koninklijke Kaasfabriek Eyssen B.V., præmis 11).

Denne uoverensstemmelse mellem EF-bestemmelserne og den belgiske lov af 29. august 1919 kan kun retfærdiggøres under henvisning til EØF-traktatens artikel 36, såfremt hindringerne for samhandelen inden for Fællesskabet kan begrundes i hensynet til beskyttelse af menneskers liv og sundhed, som anført i de for Domstolen forelagte spørgsmål fra Belgiens Cour de cassation.

Ifølge tiltalte kan dette berettigede hensyn i EØF-traktatens artikel 36 ikke legitimere den omtvistede nationale lovgivning. Undtagelserne i EØF-traktatens artikel 36 fra bestemmelserne i artikel 30 finder kun anvendelse i forbindelse med udstedelsen af nationale bestemmelser, som er begrundet i hensynet til beskyttelsen af menneskers liv og sundhed, hvis der er tale om hensyn, som gælder her og nu.

De til grund for den omhandlede belgiske lovgivning liggende hensyn er ikke længere gyldige.

Tiltalte har i denne forbindelse anført, at man ved udstedelsen af den belgiske lov af 1919 ville imødegå forskellige økonomiske og sociale problemer, som ikke længere foreligger, ved at bekænipe uheldige følger af alkoholmisbruget og således sikre sundhedstilstanden og familiens beståen af hensyn til kvinder og børn.

Disse hensyn, som på det pågældende tidspunkt var baggrunden for lovens udstedelse, er ikke de samme som dem, der er omfattet i forelæggelseskendelsen, der i det væsentlige taler om bekæmpelsen af alkoholmisbrug i almindelighed, specielt misbrugets følger for kriminaliteten, som er blevet alvorligere på grund af den øgede trafik.

Ifølge tiltalte er de forskellige uheldige følger af spiritusforbruget statistisk og sociologisk set i dag de samme i alle lande, bl.a. EF-landene, hvad enten det drejer sig om menneskets fysiologiske tilstand, den offentlige sikkerhed som følge af den forøgede risiko for færdselsuheld eller de generelle virkninger for kriminaliteten.

Et i samtlige EF-lande gældene forhold kan derfor ikke berettige et enkelt af disse lande til på grundlag af EØF-traktatens artikel 36 at udstede eller opretholde bestemmelser, som er i strid med traktatens artikel 30.

Hverken de særlige forhold i Belgien på tidspunktet for udstedelsen af de omtvistede lovbestemmelser eller de nuværende sociale og menneskelige forhold i Belgien kan derfor begrunde en national spirituslovgivning, som i forhold til de øvrige medlemsstaters ordninger er særdeles restriktiv. Da der reelt ikke består nogen forskel i følgerne af spiritusforbruget i Fællesskabet, må forskellen mellem den nationale belgiske lovgivning og de øvrige EF-landes lovgivninger anses som ubegrundet og uantagelig.

Sagsøgeren i hovedsagen har desuden subsidiært gjort gældende, at den belgiske ordning er i strid med proportionalitetsprincippet, hvorefter der, når der kan vælges mellem flere forskellige foranstaltninger til imødegåelse af sociale problemer, som er ens for hele Fællesskabet, skal vælges den for samhandelen mindst indgribende fremgangsmåde, f.eks. en bevillingsordning

Da undtagelsesbestemmelsen i artikel 36 ikke finder anvendelse på den belgiske spirituslovgivning, omfattes den af forbudet i EØF-traktatens artikel 30.

Med hensyn til det første af de for Domstolen forelagte spørgsmål mener regeringen, at loven af 29. august 1919 ikke begrænser samhandelen inden for Fællesskabet, idet der ikke i loven sondres mellem indførte og indenlandske varer, og idet loven kun omhandler drikkevarer med en alkoholstyrke på over 22 % ved 15o C til nydelse på offentlige steder.

Ifølge den belgiske regering er den pågældende ordning, som svarer til de af de øvrige regeringer indførte ordninger til bekæmpelse af alkoholmisbruget, som f.eks. lukketidsbestemmelser for udskænkningssteder, i mangel af fælles bestemmelser for markedet for alkoholholdige drikkevarer i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af artikel 30. Regeringen henviser til Domstolens dom af 20. februar 1979 (Rewe-Zentral A.C.C. Bundesmonopolverwaltung für Branntwein, sag 120/78), hvori Domstolen statuerede, at hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, der beror på forskelle i de nationale lovgivninger vedrørende afsætningen af de pågældende produkter (alkoholholdige drikkevarer) må accepteres i det omfang, disse bestemmelser er uomgængeligt nødvendige af hensyn til især en effektiv skattekontrol, beskyttelse af den offentlige sundhed, god handelsskik og forbrugerbeskyttelse. Domstolen har i øvrigt udtalt det samme i sag 788/79 (straffesag mod Gilli og Anders).

Den belgiske regering har anført, at argumenterne for forbudet mod nydelse af alkoholholdige drikkevarer på offentligt tilgængelige steder, jf. artikel 1 i loven af 29. august 1919, gælder så meget mere for forbudet mod opbevaring af alkoholholdige drikkevarer i serveringslokalerne og andre lokaler på forretningsstedet samt tilstødende beboelsesrum, jf. lovens artikel 2. Sidstnævnte bestemmelse er nemlig nødvendig for at sikre overholdelsen af artikel 1, og kan ikke i sig selv udgøre nogen hindring for samhandelen inden for Fællesskabet.

Den belgiske regering har derfor foreslået, at det første spørgsmål besvares således, at bestemmelserne i artiklerne 1 og 2 i den belgiske lov af 29. august 1919 er i strid med forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner i EØF-traktatens artikel 30.

Med hensyn til det andet spørgsmål mener den belgiske regering, at de omtvistede bestemmelser under alle omstændigheder er omfattet af EØF-traktatens artikel 36. Regeringen understreger, at formålet med bestemmelserne er af socialpolitisk karakter, nemlig bekæmpelsen af alkoholmisbruget, opretholdelsen af den offentlige sædelighed samt den offentlige sikkerhed, som er truet både som følge af færdselsuheld forvoldt af spirituspåvirkede bilister og som følge af alkoholbetinget kriminalitet.

Den omtvistede lovgivning gør det ikke alene muligt for Belgien at imødegå problemet om fuldskab på offentlige steder på den efter regeringens opfattelse mest effektive måde — i lighed med andre medlemsstater, som har truffet lignende foranstaltninger — men gør det også muligt at tilgodese de i EØF-traktatens artikel 36 omhandlede hensyn. Det er regeringens opfattelse, at medlemsstaterne — i overensstemmelse med Domstolens faste praksis og under hensyn til det nuværende udviklingstrin i den europæiske integrationsproces — kan opretholde eller iværksætte foranstaltninger, som er begrundet i de i traktatens artikel 36 nævnte hensyn. Regeringen henviser bl.a. til dom i sag 34/79 (Regina mod Henn og Darby), hvori det blev fastlået, at det principielt tilkommer hver medlemsstat at fastlægge kravene til den offentlige sædelighed inden for sit område i overensstemmelse med sine egne værdinormer og i den af staten nævnte form.

Den belgiske regering har i øvrigt understreget, at de pågældende bestemmelser hverken udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Der foreligger ikke en vilkårlig forskelsbehandling, , fordi lignende forhold ikke behandles forskelligt, idet de omtvistede bestemmelser vedrører selve nydelsen af de pågældende drikkevarer på offentlige steder, og ikke sondrer mellem varernes art, producenterne, forhandlerne og importørerne.

Den belgiske regering har anført, at man kan, hvis man ser bort fra opbygningen af den omtvistede lov, dens egentlige begrundelse, forudsætningerne for udstedelsen og de nuværende grunde til dens opretholdelse, kan hævde, at den indeholder en skjult begrænsning. Regeringen citerer i denne forbindelse en erklæring fra Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Cousté af 27. januar 1981, hvori Kommissionen anerkendte lovligheden af, behovet for og forholdsmæssigheden af de pågældende bestemmelser under hensyn til den af den belgiske regering fulgte målsætning og den omstændighed, at der ikke forelå nogen forskelsbehandling mellem indenlandske varer og varer indført fra de øvrige medlemsstater. Tilsvarende har Den europæiske Menneskerettighedskommission inden for rammerne af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne anerkendt berettigelsen af artikel 2 i loven af 29. august 1919.

Den belgiske regering har derfor foreslået, at det andet spørgsmål besvares således:

Bestemmelserne i artiklerne 1 og 2 i den belgiske lov af 29. august 1919 må betragtes som grundet efter EØF-traktatens artikel 36.

Resultatet er imidlertid et andet, hvis man anser forbudene, som finder anvendelse på både indenlandske og udenlandske varer, som begrundet i hensynet til beskyttelsen af overordnede samfundsmæssige interesser, som må gå forud for kravene om et fælles marked, eller begrundet i de i artikel 36 anførte hensyn, bl.a. hensynet til beskyttelsen af menneskers sundhed.

Den franske regering anfører i denne forbindelse, at problemerne om anvendelse af rusgifte og afhængighed af medicinalvarer må løses dels gennem begrænsninger i adgangen til sådanne varer, og dels ved en ændring af offentlighedens holdning for at nedsætte efterspørgslen, jfr. resultaterne af arbejdet i EF-regi, som siden november 1977 er udført sammen med WHO og Det internationale Råd vedrørende Alkohol- og Stofmisbrug.

Den franske regering har gjort gældende, at det under nævnte arbejde blev understreget, at der blandt medlemsstaternes handlingsmuligheder inden for området for forebyggelse af spiritusmisbrug også var mulighed for at benytte lovgivningsproceduren og gennemføre forskellige foranstaltninger efter det enkelte lands skøn. Den franske regering har således bl.a. valgt at begrænse adgangen til nydelsen af alkoholholdige drikkevarer ved at begrænse antallet af udskænkningssteder.

Den franske regering mener følgelig, at de belgiske lovbestemmelser hverken udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, og at foranstaltningerne — under hensyn til de i forelæggelseskendelsen nævnte faktiske omstændigheder — er uomgængeligt nødvendige og derfor omfattet af undtagelsen fra forpligtelserne i EØF-traktatens artikel 30.

Den franske regering har til støtte herfor henvist til direktiv 70/50/EØF af 22. december 1969 og præmisserne i en række af Domstolens domme, bl.a. dom i sag 120/78 (Cassis de Dijon) og dom i sag 788/79 (Straffesag mod H. Gilli og P. Andres).

Efter den britiske regerings opfattelse er den belgiske lov af 29. august 1919 omfattet af forbudet i EØF-traktatens artikel 30. Regeringen anfører, at den anfægtede forbudsbestemmelse forringer afsætningsmulighederne for drikkevarer med en alkoholstyrke på over 22 %, og at Belgien i øvrigt har en betydelig produktion af øl, men ikke af spiritus. Den belgiske lov begunstiger således den betydelige produktion af indenlandske varer. Loven udelukker konkurrence fra indførte varer og begrænser samhandelen inden for Fællesskabet.

Den britiske regering mener videre, at de belgiske lovbestemmelser diskriminerer de øvrige medlemsstaters spiritusproducenter, hvis internationalt kendte mærkevarer ikke kan gøre sig gældende på det nationale belgiske marked, idet de ikke kan opfylde kravene i den belgiske lovgivning i modsætning til de lokale producenter, som fremstiller drikkevarer med en alkoholstyrke på under 22 % til det nationale marked.

Ifølge den britiske regering følger det af Domstolens tidligere praksis i en række nylig afsagte sager, jfr. bl.a. dom i sag 113/89 (Kommissionen mod Irland), at den belgiske lov kun kan opretholdes, hvis den er uomgængeligt nødvendig af hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed.

Ifølge regeringens opfattelse foreligger dette hensyn imidlertid ikke i nærværende sag, idet der ikke er ført noget medicinsk bevis for, at

nydelsen af en bestemt mængde alkohol i form af spiritus med en alkoholstyrke på over 22 %, er mere skadeligt for helbredet end nydelsen af samme mængde alkohol i form af mere fortyndede drikkevarer med en alkoholstyrke på under 22 vægtprocent;

Endelig mener regeringen for Det forenede Kongerige, at det er spørgsmålet, om den anfægtede lov ikke i strid med dens målsætning anvendes således, at der sker en forskelsbehandling til skade for varer med oprindelse i de øvrige medlemsstater, eller således at visse udenlandske produkter nyder indirekte beskyttelse. Regeringen har i denne forbindelse henvist til Domstolens dom i sag 34/79 (Regina mod Henn og Darby, præmis 21).