FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 7. april 2022 (1)
Sag C-675/20 P
Colin Brown
mod
Europa-Kommissionen
og
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – personalesag – artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten – udlandstillæg – kriterier – erhvervelse af statsborgerskab på tjenestestedet efter tiltrædelsen af tjenesten – Kommissionens fratagelse af retten til at modtage udlandstillægget«
I. Indledning
1. For at kunne tiltræde deres arbejde for Den Europæiske Union må dennes tjenestemænd ofte forlade deres oprindelsesmedlemsstat og tage bopæl i den medlemsstat, hvor de placeres. For at afhjælpe de ulemper, der er forbundet med dette, og for at gøre det muligt at ansætte statsborgere fra Unionens medlemsstater på et så bredt geografisk grundlag som muligt oprettede EU-lovgiver udlandstillægget, hvis betingelser er reguleret i artikel 4, stk. 1, litra a) og b), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) (2).
2. I henhold til denne bestemmelse gives udlandstillægget for det første til tjenestemænd, der ikke har statsborgerskab i den stat, på hvis område de gør tjeneste, og heller ikke i den femårsperiode, der udløber seks måneder før deres tiltrædelse af tjenesten, har haft bopæl i den pågældende stat på en varig måde [litra a)]. For det andet gives udlandstillægget til tjenestemænd, som ganske vist har deres tjenestesteds statsborgerskab, men som ikke har boet der på en varig måde i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, heller ikke i en kort periode [litra b)].
3. Men hvorledes forholder det sig så i tilfælde af en tjenestemand, som ikke havde tjenestestedets statsborgerskab, da han tiltrådte, og dermed var omfattet af litra a), men som senere erhverver dette statsborgerskab under sit videre karriereforløb? Giver denne erhvervelse af tjenestestedets statsborgerskab anledning til en fornyet prøvelse af, om den pågældende stadig har ret til at modtage udlandstillægget, denne gang i henhold til litra b)? Eller er det afgørende alene det statsborgerskab, som tjenestemanden havde i tiltrædelsesøjeblikket, således at den senere erhvervelse af tjenestestedets statsborgerskab ikke har indvirkning på retten til udlandstillæg?
4. Dette er det spørgsmål, Domstolen skal besvare i forbindelse med den foreliggende appel.
II. Retsgrundlag
5. Retsgrundlaget for den foreliggende sag er vedtægten.
6. Vedtægtens artikel 69, stk. 1, fastsætter:
»Udlandstillægget er lig med 16% af summen af grundløn, husstandstillæg samt de børnetilskud, som tjenestemanden er berettiget til.«
7. I medfør af artikel 4, stk. 1, i vedtægtens bilag VII udbetales dette tillæg på følgende betingelser:
»1. Der gives et udlandstillæg på 16% af summen af grundlønnen og af de husstandstillæg og børnetilskud, der tilkommer tjenestemanden:
a) den tjenestemand, der:
– ikke har, eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste,
– i den femårsperiode, der udløber seks måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på statens europæiske område. Ved anvendelse af denne bestemmelse ses der bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation.
b) den ansatte, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, men som på en varig måde i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, har boet uden for statens europæiske område af en anden grund end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.
[…]
2. Den tjenestemand, der ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område hans tjenestested er beliggende, og som ikke opfylder de i stk. 1 anførte betingelser, har ret til et særligt udlandstillæg svarende til en fjerdedel af udlandstillægget.
3. Ved anvendelsen af stk. 1 og 2 sidestilles en tjenestemand, som ved ægteskab automatisk har opnået statsborgerskab, uden mulighed for at give afkald herpå, i den stat, på hvis område han gør tjeneste, med den i stk. 1, litra a), første led, nævnte tjenestemand.«
8. I henhold til artikel 8, stk. 1, første afsnit, i bilag VII til vedtægten har »tjenestemænd, der er berettigede til udlandstillægget eller det særlige udlandstillæg, […] inden for de i stk. 2 fastsatte grænser i hvert kalenderår ret til et fast beløb svarende til udgifterne til en rejse mellem tjenestestedet og hjemstedet som fastsat i artikel 7 for dem selv og, såfremt de har ret til husstandstillæg, for deres ægtefælle og de efter artikel 2 forsørgelsesberettigede personer.«
III. Baggrunden for appelsagen
A. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten
9. Retten sammenfattede de relevante aspekter af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag i præmis 1-8 i dom af 5. oktober 2020, Brown mod Kommissionen (3) (herefter »den appellerede dom«) som følger:
10. Appellanten, Colin Brown, var oprindeligt kun statsborger i Det Forenede Kongerige, hvor han boede indtil 1996. Han studerede i Italien i 1996 og 1997 og derefter i Belgien fra september 1997 til juni 1998. Appellanten gennemførte derefter et praktikophold ved Europa-Kommissionen i Bruxelles (Belgien) i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 28. februar 1999. Derefter var han fuldtidsbeskæftiget i den private sektor i Belgien i perioden fra den 1. marts 1999 til den 31. december 2000.
11. Appellanten tiltrådte tjenesten ved Kommissionen den 1. januar 2001. Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) tildelte ham udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten.
12. Den 23. juni 2016 stemte borgerne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved en folkeafstemning for, at deres stat skulle træde ud af Den Europæiske Union. Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongeriges premierminister Det Europæiske Råd, at denne medlemsstat agtede at træde ud af Unionen og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom).
13. Den 27. juni 2017 ansøgte appellanten om belgisk statsborgerskab, som han opnåede den 3. november 2017. Han gav den 19. januar 2018 PMO meddelelse om denne ændring af sin situation.
14. Den 23. februar 2018 blev appellanten underrettet om dels, at han ville miste retten til udlandstillægget med virkning fra den 31. oktober 2017 med den begrundelse, at han havde opnået belgisk statsborgerskab, dels, at han som følge heraf ligeledes ville miste retten til godtgørelse af rejseudgifter i henhold til artikel 8 i bilag VII til vedtægten.
15. Efter at have anmodet om en forklaring modtog appellanten en e-mail den 5. marts 2018, hvoraf fremgik, at han var blevet frataget udlandstillægget i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten som følge af, at han siden 1997 havde boet i Belgien.
16. Den 19. marts 2018 erstattede PMO afgørelsen af 23. februar 2018 med en ny afgørelse, der fastsatte det tidspunkt, hvorfra appellanten havde mistet retten til udlandstillægget og retten til godtgørelse af rejseudgifter (herefter »den anfægtede afgørelse«), til den 1. december 2017.
17. Den 17. juni 2018 indgav appellanten en klage, som ansættelsesmyndigheden afslog ved afgørelse af 15. oktober 2018.
B. Den appellerede dom
18. Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 11. januar 2019 anlagde appellanten i henhold til artikel 270 TEUF sag med påstand om ophævelse af den omtvistede afgørelse, ved hvilken det blev fastslået, at han ikke længere har ret til udlandstillæg og godtgørelse af rejseudgifter. Han nedlagde desuden påstand om genindførelse af retten til disse ydelser fra den 1. december 2017 samt betaling af de tillæg og udgifter, som ikke blev betalt fra den 1. december 2017 til genindførelsen af hans rettigheder, med tillæg af renter.
19. Retten frifandt ved den appellerede dom Kommissionen og tilpligtede hver part at bære sine egne omkostninger.
IV. Appelsagen og parternes påstande
20. Appellanten har ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. december 2020 iværksat nærværende appel til prøvelse af den appellerede dom.
21. Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom, hvorved Retten afslog at annullere den omtvistede afgørelse, ophæves.
– Den omtvistede afgørelse annulleres på grundlag af de fuldstændige sagsakter, som blev forelagt for Domstolen, og der anordnes genindførelse af appellantens ret til udlandstillæg og til godtgørelse af rejseudgifter med virkning fra den 1. december 2017 samt betaling af de tillæg, der ikke blev betalt i perioden mellem den 1. december 2017 og tidspunktet for genindførelsen, med tillæg af renter.
– Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger ved Retten og Domstolen.
22. Kommissionen og Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
23. Parterne har forhandlet skriftligt og fremsat bemærkninger til appellen i retsmødet den 2. februar 2022.
V. Bedømmelse
A. Appellen
24. Som nævnt i indledningen fastsætter artikel 4, stk. 1, litra a) og b), i bilag VII til vedtægten betaling af udlandstillæg til EU-tjenestemænd i to situationer:
25. For det første hvis de pågældende tjenestemænd ikke har eller har haft deres tjenestesteds statsborgerskab og i den femårsperiode, der udløber seks måneder før deres tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet deres hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde i den pågældende stat. I denne forbindelse ses der bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation [litra a)]. Kriterierne om udøvelse af hovederhvervet og fast bopæl er lige relevante (4); da det ikke er afgørende i den foreliggende sag, nævner jeg i det følgende kun kriteriet om den faste bopæl. Under anvendelse af denne bestemmelse bliver tjenestemænd, som ikke er statsborgere i deres tjenesteland, kun nægtet udlandstillægget, hvis de i hele den femårige referenceperiode havde fast bopæl i dette land (5).
26. For det andet gives udlandstillægget til tjenestemænd, der ganske vist har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, men som på en varig måde i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, ikke har haft deres bopæl i den pågældende stat af en anden grund end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation [litra b)]. Ved anvendelsen af denne bestemmelse er det tilstrækkeligt til at begrunde et afslag på tillægget, at den faste bopæl i tjenestelandet kun blev bibeholdt i en meget kort periode i den tiårige referenceperiode (6).
27. Appellanten, som oprindeligt var britisk statsborger, blev ved sin tiltrædelse i Bruxelles i 2001 tilkendt ret til at modtage udlandstillægget i henhold til artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, da han hverken havde eller havde haft belgisk statsborgerskab og heller ikke havde boet eller arbejdet på en varig måde i Belgien i fem år før tiltrædelsen.
28. Da appellanten havde erhvervet belgisk statsborgerskab i 2017, kontrollerede Kommissionens PMO på ny hans ret til udlandstillæg og afgjorde, at han ikke længere var omfattet af denne bestemmelses litra a), da han nu var statsborger i sit tjenesteland.
29. PMO kontrollerede endvidere, om appellanten skulle tilkendes ret til udlandstillæg i henhold til litra b) i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten. Dette blev imidlertid ligeledes afvist, da appellanten havde boet i Belgien fra 1997-2000 og dermed inden for de seneste ti år før hans tiltrædelse i 2001.
30. Appellanten indbragte denne afgørelse for Retten, hvor han ikke fik medhold, og han har nu med to appelanbringender iværksat appel til prøvelse af Rettens forkastelse af hans argumentation i første instans.
1. Det første appelanbringende
31. I forbindelse med sit første appelanbringende anfører appellanten, at Retten med urette bekræftede Kommissionens opfattelse, hvorefter artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten skal fortolkes således, at han fortaber sin ret til udlandstillægget, fordi han 17 år efter sin tiltrædelse erhvervede sit tjenestesteds statsborgerskab.
32. Ifølge Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 36, 41, 45 samt 47-51 fastsætter den omtvistede bestemmelses ordlyd ganske vist ikke udtrykkeligt, at der skal foretages en fornyet vurdering af retten til udlandstillæg, når tjenestemanden erhverver tjenestestedets statsborgerskab. Dette tillæg er desuden tænkt som en kompensation for de ulemper, der opstår ved, at tjenestemanden flytter væk fra sit hjemland, og som varer ved gennem hele karrieren, således at tjenestemandens integration på tjenestestedet efter tiltrædelsen ikke kan være til hinder for betalingen af udlandstillægget.
33. Ved at anvende præsens i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten (»en tjenestemand, der ikke har […] statsborgerskab i tjenestelandet«), og henset til, at udbetalingen af dette tillæg har gentagen karakter, udelukkede lovgiver imidlertid ikke, at en tjenestemand løbende under hele sin karriere skal opfylde betingelsen om ikke at have statsborgerskab i tjenestelandet for at bevare retten til dette tillæg (7). Derfor er det ikke udelukket, at en særlig form for integration, som består i erhvervelse af tjenestelandets statsborgerskab efter tiltrædelsen, udgør en væsentlig ændring af situationen, som kan føre til fortabelse af udlandstillægget.
34. Ifølge appellanten er den konklusion behæftet med en retlig fejl. Det fremgår nemlig af ordlyden af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten sammenholdt med systematikken samt udlandstillæggets hensigt og formål, at kriteriet om »udlændighed« eller »bosat i udlandet« på tjenestedet skal vurderes på tiltrædelsestidspunktet. Derimod kan en senere erhvervelse af tjenestelandets statsborgerskab ikke have indvirkning på retten til udlandstillægget. Denne ret skal kun vurderes på ny, hvis en tjenestemand, der oprindeligt havde ret til udlandstillæg, skifter til et tjenestested i sit oprindelsesland og dermed ikke længere opfylder kriteriet om at være »bosat i udlandet« på tjenestestedet.
a) Udlandstillæggets systematik samt hensigt og formål
35. Det følger af Domstolens faste praksis, at der ikke blot skal tages hensyn til en bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (8). Derudover skal der tages hensyn til en bestemmelses tilblivelse, for så vidt som den giver udtryk for ophavsmandens virkelige vilje (9).
36. Det fremgår af systematikken i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, som er beskrevet i punkt 25 og 26 i dette forslag til afgørelse, at den omstændighed, at man ikke har eller har haft statsborgerskab i tjenestelandet, ikke er et absolut kriterium for at modtage udlandstillægget. Det er snarere, hvilket Domstolen også allerede udtrykkeligt har præciseret, et sekundært kriterium. Det afgørende kriterium for at modtage udlandstillægget er nemlig den faste bopæl i de sidste fem henholdsvis ti år før tiltrædelsen (10).
37. Således har en tjenestemand, der ikke har eller har haft sit tjenestelands statsborgerskab, heller ikke ret til udlandstillægget, hvis han i de seneste fem år før tiltrædelsen har haft bopæl på en varig måde i dette land [artikel 4, stk. 1, litra a)]. Omvendt kan en tjenestemand, der har sit tjenestelands statsborgerskab, opnå ret til at modtage udlandstillægget, hvis han ikke har boet i dette land, heller ikke kortvarigt, i de seneste ti år før tiltrædelsen [artikel 4, stk. 1, litra b)] (11).
38. Som Retten også konstaterede i den appellerede doms præmis 75, er kriteriet om statsborgerskab i tjenestelandet således kun den justeringsskrue, som bestemmer, om den faste bopæl er relevant inden for femårs- eller tiårsperioden før tiltrædelsen. Dette skyldes, at den omstændighed, at man har eller har haft et lands statsborgerskab, giver anledning til at formode, at den pågældende har en særlig tilknytning til dette land og ikke er i udlændighed eller »bosat i udlandet« i det pågældende land. Omvendt giver den omstændighed, at man ikke har eller har haft et lands statsborgerskab, anledning til at formode, at den pågældende ikke har en særlig tilknytning til dette land og dermed er i udlændighed eller »bosat i udlandet« i det pågældende land (12).
39. Denne formodning om, hvorvidt der foreligger eller mangler en særlig forbindelse til tjenestelandet alt efter, om tjenestemanden har eller har haft dettes statsborgerskab, kan derefter enten be- eller afkræftes ved hjælp af kriteriet om fast bopæl på tjenestestedet i årene før tiltrædelsen.
40. Således lægges det til grund i forbindelse med en tjenestemand, der ikke har eller har haft tjenestelandets statsborgerskab, men som har haft varig bopæl i det pågældende land i de seneste fem år før tiltrædelsen, at den pågældende, selv om han oprindeligt ikke kom derfra, i mellemtiden har opbygget en særlig tilknytning til dette land og derfor ikke længere er i udlændighed eller »bosat i udlandet« i det pågældende land.
41. Omvendt lægges det til grund i forbindelse med en tjenestemand, som ganske vist har eller har haft statsborgerskab i sit tjenesteland, men som ikke har haft sin faste bopæl i landet i de seneste ti år før tiltrædelsen, heller ikke kortvarigt, at han som følge af sit tiårige varige fravær har afbrudt den særlige tilknytning, som han havde til dette land på grund af statsborgerskabet, således at han, når han vender tilbage til dette land for at tiltræde sin tjeneste for Unionen, opfylder kriteriet om at være »i udlændighed« eller »bosat i udlandet« (13).
42. Hovedkriteriet for retten til at modtage udlandstillægget er således kriteriet om udlændighed eller at være »bosat i udlandet« på tjenestestedet ved tiltrædelsen af tjenesten, hvis opfyldelse afhænger af den varige bopæl i den relevante periode før tiltrædelsen. Med generaladvokat Mengozzis ord er det derfor »ikke spørgsmålet, om tjenestemanden er statsborger i det land, hvor tjenestestedet er beliggende, der er afgørende for hans ret til udlandstillægget, men derimod snarere om han rent faktisk flytter »til udlandet« på det tidspunkt, hvor han tiltræder tjenesten« (14).
43. Som Domstolen og også Retten i den appellerede doms præmis 48 har fastslået, skyldes dette, »at formålet med udlandstillægget er at opveje de særlige udgifter og ulemper, som ansættelsen ved Unionen indebærer, for de tjenestemænd, der for at kunne udøve deres hverv […] må skifte bopæl fra deres hjemland til tjenestelandet« (15). Som Retten endvidere anførte i den appellerede doms præmis 49, har dette til formål at sikre ansættelse på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgerne i Unionens medlemsstater og derigennem at fremme en geografisk ligevægt blandt de ansatte ved EU-institutionerne.
44. Denne hensigt og dette formål med udlandstillægget bekræftes af tilblivelseshistorien bag den pågældende bestemmelse. Som Retten anfører i den appellerede doms præmis 47, fremgår det af den orienterende meddelelse af 11. december 1959 fra Rådet, at udlandstillægget er udformet som et tillæg, »der tildeles som kompensation for de økonomiske udgifter og de ikke-økonomiske ulemper, der følger af, at den ansatte opholder sig langt fra sit hjemland«, og at »de ansatte normalt opretholder familiemæssig tilknytning […] til deres oprindelsesland«.
b) Den senere integration på tjenestestedet efter tiltrædelsen af tjenesten er ikke relevant for retten til udlandstillæg
45. Dette kan en senere integration på tjenestestedet efter tiltrædelsen af tjenesten heller ikke ændre på. Som Retten korrekt konstaterede i den appellerede doms præmis 47, kan de ulemper og udgifter, der opstår ved at forlade oprindelsesstedet, imidlertid bestå under hele karrieren og endog forværres i denne periode, selv om den pågældende har integreret sig i tjenestelandet. Som Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 50, er den senere integration af den pågældende tjenestemand på tjenestestedet i løbet af dennes karriere derfor uden relevans for retten til udlandstillægget.
46. Den manglende betydning af den senere integration på tjenestested skyldes for det første udlandstillæggets hensigt og formål, som jeg netop har beskrevet. Som Retten udtrykkeligt har udtalt i en tidligere dom, er »formålet med udlandstillægget [med andre ord] at opveje de særlige udgifter og ulemper, der er forbundet med varig udøvelse af et erhverv i et land, som tjenestemanden inden sin tiltrædelse i tjenesten ikke havde haft nogen varig tilknytning til. Der ydes således kun kompensation for udgifterne ved tiltrædelsen af tjenesten én gang, nemlig når tjenestemanden bliver tilknyttet et bestemt sted. Kompensation ydes i form af godtgørelse af flytteudgifterne og bosættelsesgodtgørelse. Udlandstillægget udbetales derimod i hele tjenesteperioden, også selv om tjenestemanden har kunnet integrere sig i tjenestelandet« (16).
47. For det andet følger den manglende betydning af den senere integration på tjenestestedet efter tiltrædelsen af tjenesten også af systematikken i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten. Den fokuserer nemlig alene på den faste bopæl i perioden før tiltrædelsen af tjenesten med henblik på at bestemme, om den pågældende er i udlændighed eller »bosat i udlandet« på tjenestestedet. Med Rettens egne ord i den appellerede doms præmis 50: »Lovgiver har med disse præciseringer med andre ord udelukket, at en integration, der er resultatet af, at den pågældende tjenestemand i løbet af sin karriere har taget fast bopæl og udfører sit arbejde i tjenestelandet, er til hinder for en sådan udbetaling.« Som appellanten med rette anfører, ville ingen EU-tjenestemand ellers, dvs. hvis den faste bopæl efter tiltrædelsen af tjenesten var relevant for retten til udlandstillægget, senest efter udløbet af en frist på fem år efter tiltrædelsen af tjenesten længere være berettiget til dette tillæg.
c) Den senere erhvervelse af statsborgerskab i tjenestelandet er ikke relevant for retten til udlandstillæg
48. Alligevel fastslog Retten som nævnt allerede i punkt 33 i dette forslag til afgørelse, at anvendelsen af præsens i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten (»en tjenestemand, der ikke har […] statsborgerskab i tjenestelandet«) sammenholdt med den omstændighed, at udlandstillægget er en genkommende betaling, ikke udelukker, at den særlige form for integration, der består i at erhverve statsborgerskab i tjenestelandet efter tiltrædelsen af tjenesten, kan anses for en væsentlig ændring af situationen, som kan føre til fortabelse af udlandstillægget.
49. Appellanten har ret, når han gør gældende, at Retten dermed fortolkede ordlyden af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten i strid med systematikken og denne bestemmelses hensigt og formål, sådan som den selv fastlagde den.
50. Heraf fremgår det nemlig, at kriteriet om, hvorvidt man har statsborgerskab i tjenestelandet eller ikke, ligesom kriteriet om den varige bopæl skal bedømmes i den relevante periode før tiltrædelsen af tjenesten ene og alene på tiltrædelsestidspunktet. Som beskrevet ovenfor bestemmer spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende er statsborger eller ikke, nemlig kun, hvilken periode der er relevant for bedømmelsen af den varige bopæl forud for tiltrædelsen af tjenesten og dermed for kriteriet om at være i udlændighed på tjenestestedet på tiltrædelsestidspunktet (17). Som Retten selv allerede har anerkendt, skal retten til udlandstillægget derfor prøves på tiltrædelsestidspunktet (18).
51. Udtalelsen fra Personaleretten, hvorefter betingelserne i de to led under artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten (ikke at have tjenestestedets statsborgerskab og ikke at have boet der fem år før tiltrædelsen af tjenesten) skal være opfyldt kumulativt gennem hele karrieren (19), er således ikke korrekt.
52. Som appellanten korrekt redegør for, skyldes anvendelsen af præsens i artikel 4, stk. 1, litra a), første led, samt artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten ganske enkelt, at det drejer sig om det statsborgerskab, som tjenestemanden »har« på det afgørende tidspunkt, hvor tjenesten tiltrædes. Det er logisk at anvende præsens, fordi man på et bestemt tidspunkt (ved tiltrædelsen af tjenesten) kun enten kan have statsborgerskabet eller ikke have det. Det er sædvane, at betingelser for rettigheder i abstrakte og generelle bestemmelser formuleres i præsens indikativ, uden at den anvendte grammatik skal tillægges en indholdsmæssig betydning.
53. Den omstændighed, at udlandstillægget er en genkommende ydelse, indebærer ikke noget andet. Således har Personaleretten ganske vist ret, når den anfører, at et tillæg, der betales som kompensation for en bestemt ulempe, skal indstilles, når denne ulempe ophører (20). Den belastning, som udlandstillægget skal afhjælpe, nemlig afstanden til oprindelseslandet, ophører imidlertid netop ikke, når man erhverver statsborgerskab i tjenestelandet. Denne form for integration ændrer nemlig heller ikke på den kendsgerning, at den pågældende bliver »bosat i udlandet« på tiltrædelsestidspunktet, som er kriteriet for at modtage udlandstillægget.
54. I modsætning til Rådets argumentation kan det derfor heller ikke konkluderes ud fra den omstændighed, at der i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten ikke kun tales om det statsborgerskab, som tjenestemanden »har«, men også om det, som han »har haft«, at der hermed sigtes til det statsborgerskab, som tjenestemanden har eller har haft gennem hele sin karriere. Den kendsgerning, at den pågældende har haft statsborgerskab i tjenestelandet, er nemlig ligesom den kendsgerning, at den pågældende har det, en indikator for en oprindelig særlig relation til dette land, hvis opfyldelse eller manglende opfyldelse enten be- eller afkræftes af den faste bopæl i den respektive referenceperiode før tiltrædelsen af tjenesten.
55. Den omstændighed, at lovgiver særskilt nævnte det at »have haft« statsborgerskab i tjenestelandet, men ikke den situation, hvor den pågældende »vil have« dette statsborgerskab i fremtiden, taler snarere for, at en senere erhvervelse af statsborgerskab i tjenestelandet ikke er relevant for retten til udlandstillægget.
56. Bestemmelsen om det såkaldte særlige udlandstillæg taler modsætningsvis ligeledes for, at lovgiver i forbindelse med udlandstillægget netop ikke ønskede at knytte særlige retsvirkninger til en senere erhvervelse af statsborgerskab i tjenestelandet. Det særlige udlandstillæg gives i henhold til artikel 4, stk. 2, i bilag VII til vedtægten til tjenestemænd, som ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område de gør tjeneste, men som ikke opfylder betingelserne for at modtage udlandstillægget i henhold til stk. 1, fordi de har boet varigt i deres tjenesteland i femårsperioden før tiltrædelsen af tjenesten. Da det særlige udlandstillæg således alene afhænger af, om man har statsborgerskab i tjenestelandet, bortfalder det automatisk, når dette statsborgerskab erhverves (21). En så klar retsvirkning er imidlertid netop ikke fastsat for udlandstillæggets vedkommende.
57. Den fortolkning, hvorefter erhvervelsen af statsborgerskabet i den stat, på hvis område tjenestemanden gør tjeneste, under karrierens senere forløb ikke har indvirkning på retten til udlandstillægget, bekræftes også af, at en fornyet bedømmelse af denne ret i en sådan situation fører til, at kriterierne for at modtage dette tillæg falder fra hinanden. Hvis en tjenestemand som i den foreliggende sag år efter tiltrædelsen af tjenesten erhverver tjenestelandets statsborgerskab, ville spørgsmålet om statsborgerskabet nemlig i så fald blive bedømt på dette tidspunkt (i den foreliggende sag 2017), mens hovedkriteriet om den faste bopæl på tjenestestedet fortsat ville blive bedømt i den relevante periode før tiltrædelsen af tjenesten (i den foreliggende sag før 2001).
58. Som appellanten korrekt gør gældende, går dette imidlertid imod hensigten og formålet med samspillet mellem statsborgerskab og bopæl i forbindelse med artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten. Dette samspil har nemlig til formål at prøve, om en tjenestemand, selv om han ikke har statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, før tiltrædelsen af tjenesten har opbygget en så tæt tilknytning til dette sted, at han ikke længere er i udlændighed i det pågældende land [litra a)], henholdsvis om den pågældende, selv om han har dette statsborgerskab, har brudt denne tilknytning før tiltrædelsen, således at han nu er i udlændighed i det pågældende land [litra b)] (22).
59. Hvis man som Kommissionen bedømmer retten til udlandstillægget på ny på tidspunktet for erhvervelsen af tjenestelandets statsborgerskab, indebærer det, at man på dette tidspunkt (i den foreliggende sag 2017) vil prøve, om appellanten i de ti år forud for tiltrædelsen af tjenesten (i den foreliggende sag 1990-2000) har afbrudt en tilknytning, som i dette tidsrum slet ikke fandtes endnu. Som Kommissionen og Rådet medgiver, er det kun muligt, hvis man lader, som om appellanten allerede havde belgisk statsborgerskab, da han tiltrådte tjenesten.
60. Som jeg vil redegøre for nedenfor i punkt 71 ff. i dette forslag til afgørelse i forbindelse med det andet appelanbringende, fører denne »fiktion« (med Rettens ord) (23) til en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Dermed behandles appellanten på samme måde som tjenestemænd, der faktisk havde tjenestelandets statsborgerskab ved tiltrædelsen af tjenesten, og som dermed befinder sig i en anderledes situation. Dette er endnu et argument mod Rettens fortolkning af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.
61. Noget andet gælder, hvis en tjenestemand ved at skifte tjenestested vender tilbage til sit hjemland. I så fald skal der foretages en ny bedømmelse, da prøvelsen af betingelserne for udlandstillægget logisk set kun kan foretages i forhold til et sted; hvis stedet skifter, må det derfor prøves på ny, om en tidligere tilknytning til dette sted genoplives (24).
62. I et tilfælde som det foreliggende, hvor en tjenestemand har ret til udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, fordi han hverken har statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, eller har boet der varigt i fem år før tiltrædelsen af tjenesten, og først erhverver tjenestestedets statsborgerskab år efter sin tiltrædelse af tjenesten, findes der imidlertid ingen tidlige tilknytning til dette tjenestested fra tiden før tiltrædelsen af tjenesten, som kan genoplives. Derfor er der i dette tilfælde ingen anledning til at prøve den pågældende tjenestemands ret til udlandstillæg på ny, denne gang i forhold til denne bestemmelses litra b).
63. At en senere prøvelse i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten som den, der har fundet sted i den foreliggende sag, er uhensigtsmæssig, fremgår også af den kendsgerning, at tjenestemænd, der som appellanten erhverver deres tjenestesteds statsborgerskab år efter tiltrædelsen af tjenesten, men som – til forskel fra appellanten – ikke har boet der i de seneste ti år før deres tiltrædelse af tjenesten, beholder udlandstillægget. Trods den – med Rettens ord i den appellerede doms præmis 51 – »særlige form for integration, der består i at erhverve statsborgerskab i tjenestelandet efter tiltrædelsen af tjenesten«, må de – som Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 94 og 95 talrige – tjenestemænd, der befinder sig i en sådan situation, således beholde deres udlandstillæg, da de i årene før tiltrædelsen af tjenesten ikke boede i dette land.
64. Alle disse betragtninger viser, at der, som appellanten rammende bemærkede i retsmødet, ganske enkelt ikke findes nogen indikation af, at erhvervelsen af tjenestelandets statsborgerskab udgør en undtagelse fra princippet om, at integrationen på tjenestestedet efter tiltrædelsen af tjenesten er irrelevant for udlandstillægget.
65. Erhvervelse af tjenestestedets statsborgerskab kan ganske vist udgøre en særlig stærk form for integration. Det er imidlertid ikke afgørende. Udlandstillægget er udformet på en sådan måde, at det på den ene side ikke benægtes, at EU-tjenestemænd integrerer sig på tjenestestedet, men på den anden side også anerkendes, at belastningen ved at være væk fra hjemlandet fortsat består trods denne integration.
66. I øvrigt kan det med tiden uafhængigt af graden af integration i værtslandet sågar snarere blive dyrere at opretholde de legitime forbindelser til oprindelseslandet. Dette gælder f.eks., hvis man skal tage sig af forældre eller andre slægtninge, som bliver ældre og svagere. Det kan heller ikke lægges til grund, at EU-lovgiver ønskede at afholde EU-tjenestemændene fra at integrere sig stærkt i deres værtsland ved at »sanktionere« erhvervelse af statsborgerskab i det pågældende land med fortabelse af udlandstillægget. Tværtimod er det i overensstemmelse med Unionens ånd og tilnærmelsen mellem medlemsstaterne, hvis EU-tjenestemænd integrerer sig bedst muligt i deres tjenestemedlemsstat.
67. Rådets argument i retsmødet om, at »én, der bor i »sit eget land«, kan de ikke være »expat««, overser derfor udlandstillæggets systematik. Heraf følger det nemlig, at begrebet »udlændighed« eller »bosat i udlandet« i vedtægtens forstand omfatter den situation, hvor en tjenestemand forlader sit hjemland for at træde i Unionens tjeneste, uafhængigt af enhver senere integration i tjenestelandet og selv hvis dette gennem den senere erhvervelse af statsborgerskabet bliver den pågældende tjenestemands »eget land«.
68. I modsætning til Rådets opfattelse fører fortolkningen, hvorefter erhvervelse af statsborgerskabet efter tiltrædelsen af tjenesten ikke indvirker på retten til udlandstillægget, i øvrigt ikke til, at statsborgerskabskriteriet i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten berøves sin effet utile. Dette kriterium er nemlig fortsat relevant for bedømmelsen af udlændigheden på tjenestestedet på tidspunktet for tiltrædelsen af tjenesten.
69. I sin dom i sagen Airola mod Kommissionen, hvis relevante passage Retten også citerede i den appellerede dom, fastslog Domstolen, at »det i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII omhandlede begreb, tjenestemandens nuværende eller tidligere statsborgerskab, skal følgelig begrænses således, at der skal ses bort fra det statsborgerskab, som automatisk, og uden at hun kan give afkald på det, tildeles en kvindelig tjenestemand ved hendes indgåelse af ægteskab med en statsborger fra en anden stat« (25). Tilsvarende må det i den foreliggende sag konstateres, at der ligeledes skal ses bort fra denne bestemmelse med hensyn til det statsborgerskab på tjenestestedet, som en EU-tjenestemand erhverver efter tiltrædelsen af tjenesten.
70. Af alt dette følger, at Retten begik en retlig fejl, da den bekræftede Kommissionens opfattelse, hvorefter appellantens erhvervelse af belgisk statsborgerskab gav anledning til fornyet prøvelse af hans ret til at modtage udlandstillægget. Det første appelanbringende er derfor begrundet.
2. Det andet appelanbringende
71. Med sit andet appelanbringende gør appellanten den opfattelse gældende, at Retten ved at anvende artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, idet den behandlede ham på samme måde som tjenestemænd, som ved tiltrædelsen af tjenesten havde deres tjenestesteds statsborgerskab.
72. Det andet appelanbringende prøves kun subsidiært. Hvis Domstolen deler min opfattelse af det første appelanbringende, skal dommen nemlig ophæves allerede af denne grund.
73. Ligebehandlingsprincippet forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan forskelsbehandling eller ens behandling, alt efter omstændighederne, er objektivt begrundet. Situationers sammenlignelighed skal vurderes i lyset af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører sondringen (26).
74. Retten argumenterer i den appellerede doms præmis 87-90 for den opfattelse, at den skal prøve appellantens ret til udlandstillæg på ny efter dennes erhvervelse af belgisk statsborgerskab. Ellers ville han blive behandlet gunstigere end indfødte belgiere, som er trådt i Unionens tjeneste i Belgien.
75. Appellanten, som ikke havde belgisk statsborgerskab forud for sin tiltrædelse af tjenesten i Belgien og først erhvervede det år senere, befinder sig faktisk i en anden situation med hensyn til hensigten og formålet med udlandstillægget, som er at afhjælpe ulemperne ved flytningen af bopælen til tjenestestedet og udlændigheden i det pågældende land (27). Da han oprindeligt ikke havde sit tjenestelands statsborgerskab, havde han heller ikke nogen særlig tilknytning til dette, som kun kunne afbrydes ved et tiårigt varigt fravær forud for tiltrædelsen af tjenesten (28).
76. I modsætning til Kommissionens og Rådets anbringender om dette navnlig i retsmødet befinder appellanten sig heller ikke i den samme situation som en tidligere belgier, der arbejder i Belgien, og som har opgivet sit belgiske statsborgerskab. Også på dette punkt udgør det at have haft tjenestestedets statsborgerskab en indikation af, at den pågældende oprindeligt havde en særlig tilknytning til dette land, hvis fortsatte eller ophørte eksistens konstateres ved prøvelsen af den faste bopæl i referenceperioden før tiltrædelsen af tjenesten. I appellantens situation, som først erhvervede belgisk statsborgerskab år efter tiltrædelsen af tjenesten, eksisterer der imidlertid ikke en sådan formodning om, at der har eksisteret en oprindelig tilknytning, hvis fortsatte eksistens eller afbrydelse kan prøves.
77. Det samme gælder som beskrevet ovenfor for den af Kommissionen fremførte sammenligning med situationen for en belgier, som oprindeligt har arbejdet i et andet land, og som skifter til et tjenestested i sit hjemland (29).
78. Til forskel fra hvad navnlig Rådet argumenterede for i retsmødet, er det i forbindelse med udlandstillægget ikke rigtigt, at alle tjenestemænd, som har deres tjenestelands statsborgerskab, skal behandles ens, uanset hvornår de har erhvervet dette statsborgerskab. Når det gælder dette tillæg, er »statsborgerskab netop ikke det samme som statsborgerskab«. Tværtimod er statsborgerskabet i tjenestelandet kun afgørende for, hvilken periode før tiltrædelsen af tjenesten der er relevant for prøvelsen af, om kriteriet »bosat i udlandet« er opfyldt ved tiltrædelsen af tjenesten (30).
79. Derfor er det ikke relevant for retten til udlandstillæg, at appellanten faktisk ikke længere befinder sig i samme situation som EU-tjenestemænd, som ikke har erhvervet deres tjenestelands statsborgerskab. Da dette nemlig ene og alene kommer an på den manglende integration på tidspunktet for tiltrædelsen af tjenesten, befinder tjenestemænd, som erhverver tjenestedets statsborgerskab efter at være tiltrådt tjenesten, og tjenestemænd, som ikke gør dette, sig absolut i samme situation med hensyn til udlandstillæggets hensigt og formål.
80. Kommissionen og Rådet citerer ganske vist domspassager, hvorefter tildelingen af udlandstillæg har til formål at »afhjælpe de faktiske uligheder mellem de tjenestemænd, der fuldt ud er integrerede i samfundet i tjenestelandet, og dem, der ikke er det« (31). Disse passager skal imidlertid læses i deres kontekst, hvoraf det fremgår, at det her drejer sig om integrationen i samfundet i tjenestelandet før tiltrædelsen af tjenesten. Derimod har Retten selv allerede fastslået, at integrationen efter tiltrædelsen af tjenesten er irrelevant for udlandstillægget (32). Derfor er det med hensyn til dette tillæg tjenestemændenes integration i tjenestelandet før og ikke efter tiltrædelsen af tjenesten, der skal sammenlignes.
81. Kommissionen og Rådet medgav selv i retsmødet, at appellantens situation udgør et grænsetilfælde, fordi anvendelsen af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten på den måde, som de argumenterer for, i denne situation kun er mulig, hvis man lader, som om appellanten havde belgisk statsborgerskab allerede ved tiltrædelsen af tjenesten. Appellanten har ret, når han bemærker, at prøvelsen af om der foreligger forskelsbehandling, imidlertid ikke kan bero på en sådan antagelse, som ikke svarer til virkeligheden.
82. Som Retten selv medgav i den appellerede doms præmis 83, 91 og 92, etablerede lovgiver kategorier for retten til udlandstillægget, og det skal prøves, hvilken af disse kategorier EU-tjenestemændene befinder sig i. Det går ikke an, at en tjenestemand, fordi der lægges antagelser til grund, som ikke svarer til virkeligheden, bliver flyttet fra en kategori til en anden eller bliver sidestillet med tjenestemændene i denne kategori, selv om han på grund af sin situation ikke hører til denne kategori.
83. Af alt dette følger, at Retten gennem sin anvendelse af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og dermed begik en retlig fejl. Følgelig er det andet anbringende ligeledes begrundet.
B. Søgsmålet for Retten
84. I henhold til artikel 61, første afsnit, i statutten for Domstolen kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
85. Dette er tilfældet i denne sag.
86. Appellanten har nedlagt påstand om, at den omtvistede afgørelse annulleres, og at der anordnes genindførelse af hans udlandstillæg og godtgørelse af rejseudgifter med virkning fra den 1. december 2017 samt betaling af de tillæg, der ikke blev betalt i perioden mellem den 1. december 2017 og tidspunktet for genindførelsen, med tillæg af renter.
87. Hvad angår for det første påstanden om ophævelse af den omtvistede afgørelse følger det af betragtningerne ovenfor, at Kommissionens PMO’s afgørelse af 19. marts 2018, hvorved det blev vedtaget, at appellanten fra den 1. december 2017 ikke længere havde ret til udlandstillægget og godtgørelse af rejseudgifter, bør ophæves.
88. Hvad dernæst angår påstanden om genindførelse af appellantens udlandstillæg og godtgørelse af rejseudgifter fra den 1. december 2017 følger det ligeledes af ovenstående, at appellantens erhvervelse af belgisk statsborgerskab den 3. november 2017 ikke havde indvirkning på hans ret til at modtage udlandstillægget i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), samt på godtgørelsen af rejseudgifter i henhold til artikel 8 i bilag VII til vedtægten. Dermed følger genindførelsen af hans ret til disse ydelser – såfremt Domstolen følger den løsning, der argumenteres for her – af Domstolens dom, uden at Domstolen behøver at fastslå dette særskilt. Tværtimod påhviler det Kommissionen i overensstemmelse med artikel 266 TEUF at træffe de tilsvarende foranstaltninger, som følger af Domstolens dom (33).
89. Hvad angår påstanden om anordning af betaling af de tillæg, der ikke blev betalt i perioden mellem den 1. december 2017 og tidspunktet for genindførelsen, med tillæg af renter, skal det endelig bemærkes, at Domstolen i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, har fuld prøvelsesret i sager, der angår pengebeløb, og i denne forbindelse kan pålægge Unionens organer at betale skyldige beløb i henhold til vedtægten, eventuelt med tillæg af eventuelle renter (34). Hvis en afgørelse, hvorved en tjenestemands ret til udlandstillægget blev nægtet, bliver ophævet, har Domstolen således beføjelse til at dømme Kommissionen til at betale de tillæg, den skulle have betalt siden vedtagelsen af denne afgørelse (35).
90. I overensstemmelse hermed bør Kommissionen pålægges at betale appellanten de udlandstillæg og rejseudgifter, som han ikke modtog i perioden fra den 1. december 2017 til tidspunktet for genindførelsen af hans rettigheder i denne forbindelse.
91. Det fremgår desuden af retspraksis, at beløb, som skyldes i forbindelse med vedtægten og udbetales med forsinkelse, skal forrentes fra indgivelsen af klagen i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 (36). Følgelig skal betalinger, som allerede var forfaldne på datoen for indgivelsen af klagen, dvs. i den foreliggende sag den 17. juni 2018 (37), forrentes fra denne dag, mens betalinger, som forfaldt efter denne dag, skal forrentes fra den respektive forfaldsdag (38). Med hensyn til rentesatsen fremgår det endelig af nyere retspraksis, at de skyldige beløb skal forrentes til ECB’s refinansieringssats i de respektive relevante perioder, forhøjet med tre og et halvt procentpoint (39).
VI. Sagsomkostninger
92. Det fremgår af artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostningerne.
93. Ifølge artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
94. Da appellanten har nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at betale sagens omkostninger for Retten og Domstolen, og da Kommissionen har tabt sagen, bør Kommissionen pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale appellantens omkostninger i sagen i første instans og i appelsagen.
95. I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, som i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Rådet bør derfor pålægges at bære sine egne omkostninger i sagen i første instans og i appelsagen.
VII. Forslag til afgørelse
96. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»1) Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Fjerde Udvidede Afdeling) den 5. oktober 2020, Brown mod Kommissionen (T-18/19, EU:T:2020:465), ophæves.
2) Afgørelsen truffet af Kommissionens Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) den 19. marts 2018, hvorved det blev afgjort, at Colin Brown efter den 1. december 2017 ikke længere havde ret til udlandstillæg og til at modtage godtgørelse af sine rejseudgifter, annulleres.
3) Europa-Kommissionen dømmes til at betale Colin Brown de udlandstillæg og rejseudgifter, som ikke blev betalt til ham fra den 1. december 2017 til tidspunktet for genindførelsen af hans ret til udlandstillæg og godtgørelse af rejseudgifter.
4) De beløb, som Kommissionen skal betale til Colin Brown, forrentes fra den 17. juni 2018 til ECB’s refinansieringssats i de respektive relevante perioder, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. De beløb, som allerede var forfaldne den 17. juni 2018, forrentes fra denne dag, senere forfaldne beløb fra den respektive forfaldsdag.
5) Kommissionen bærer sine egne omkostninger samt betaler Colin Browns omkostninger i sagen i første instans og i appelsagen.
6) Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger i sagen i første instans og i appelsagen.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – Rådets forordning nr. 31 (EØF), 11 (Euratom), om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EFT 1962, P 045, s. 1385).
3 – T-18/19, EU:T:2020:465.
4 – Jf. vedrørende kriterierne om fast bopæl og fast udøvelse af hovederhvervet Rettens dom af 28.2.2019, Pozza mod Parlamentet (T-216/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:118, præmis 28 ff. og den deri nævnte retspraksis).
5 – Jf. Domstolens dom af 15.9.2021, LF mod Kommissionen (T-466/20, EU:T:2021:574, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis), og Personalerettens dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen (F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis), samt præmis 76 i den appellerede dom. Jf. imidlertid vedrørende »sporadisk og kortvarigt fravær« med samtidig bibeholdelse af bopælen på det senere tjenestested dom af 9.10.1984, Witte mod Parlamentet (188/83, EU:C:1984:309, præmis 9-11).
6 – Jf. de i foregående fodnote anførte dom i sagen LF mod Kommissionen og i sagen B mod Kommissionen.
7 – Jf. lignende allerede Personalerettens dom af 26.6.2013, Achab mod EØSU (F-21/12, EU:F:2013:95, præmis 28).
8 – Dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito, C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 61), af 14.1.2016, Vodafone (C-395/14, EU:C:2016:9, præmis 40), og af 25.1.2018, Kommissionen mod Republikken Tjekkiet (C-314/16, EU:C:2018:42, præmis 47).
9 – Jf. i denne retning domme af 22.10.2009, Zurita García og Choque Cabrera (C-261/08 og C-348/08, EU:C:2009:648, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
10 – Dom af 20.2.1975, Airola mod Kommissionen (21/74, EU:C:1975:24, præmis 6/8), af 16.10.1980, Hochstrass mod Domstolen (147/79, EU:C:1980:238, præmis 12), og af 2.7.1981, Garganese mod Kommissionen (185/80, EU:C:1981:161, præmis 11); jf. også Rettens dom af 28.2.2019, Pozza mod Parlamentet (T-216/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:118, præmis 37), og Personalerettens dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen (F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 35).
11 – Jf. Domstolens dom af 15.9.2021, LF mod Kommissionen (T-466/20, EU:T:2021:574, præmis 35 ff. og den deri nævnte retspraksis), og Personalerettens dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen (F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 36 ff. og den deri nævnte retspraksis).
12 – Jf. dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen (F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis); jf. også præmis 82 i den appellerede dom.
13 – Dom af 13.11.1986, Richter mod Kommissionen (330/85, EU:C:1986:430, præmis 6), Rettens dom af 27.9.2000, Lemaître mod Kommissionen (T-317/99, EU:T:2000:218, præmis 50), og Personalerettens dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen (F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 39). At perioder, hvor der udføres tjeneste for en anden stat eller en international organisation, ikke tæller med ved beregningen af den periode, der er tilbragt i [litra a)] eller uden for [litra b)] tjenestelandet, beror på den antagelse, at udførelse af tjeneste for en stat eller en international organisation ikke i sig selv kan skabe varige bånd mellem den pågældende og den stat, hvori en sådan tjeneste udføres; jf. herom generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:169, punkt 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis); jf. også Rettens dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 49).
14 – Generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:169, punkt 44, fodnote 23).
15 – Dom af 2.7.1981, Garganese mod Kommissionen (185/80, EU:C:1981:161, præmis 11), og af 15.9.1994, Magdalena Fernández mod Kommissionen (C-452/93 P, EU:C:1994:332, præmis 20 og 21).
16 – Rettens dom af 30.3.1993, Vardakas mod Kommissionen (T-4/92, EU:T:1993:29, præmis 39) (min fremhævelse).
17 – Jf. ovenfor, punkt 36-42 i dette forslag til afgørelse.
18 – Rettens dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 58).
19 – Personalerettens dom af 26.6.2013, Achab mod EØSU (F-21/12, EU:F:2013:95, præmis 28).
20 – Personalerettens dom af 26.6.2013, Achab mod EØSU (F-21/12, EU:F:2013:95, præmis 26).
21 – Jf. dom af 16.10.1980, Hochstrass mod Domstolen (147/79, EU:C:1980:238, præmis 12).
22 – Jf. ovenfor, punkt 38-41 i dette forslag til afgørelse.
23 – Jf. præmis 85 i den appellerede dom.
24 – Jf. vedrørende bortfald af udlandstillægget ved hjemvenden til hjemlandet f.eks. kendelse af 14.7.2005, Gouvras mod Kommissionen (C-420/04 P, EU:C:2005:482, præmis 57), med henvisning til Rettens dom af 15.7.2004, Gouvras mod Kommissionen (T-180/02 og T-113/03, EU:T:2004:238, præmis 104; jf. også præmis 85); jf. også Rettens dom af 28.9.1993, Magdalena Fernández mod Kommissionen (T-90/92, EU:T:1993:78). Perioder i tjeneste ved EU-institutioner og ‑organer uden for hjemlandet betragtes som tjeneste for en international organisation, som ikke afbryder tilknytningen til hjemlandet, jf. Domstolens dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
25 – Dom af 20.2.1975, Airola mod Kommissionen (21/74, EU:C:1975:24, præmis 9/12). Jf. også præmis 61 i den appellerede dom samt, nu, artikel 4, stk. 3, i bilag VII til vedtægten.
26 – Dom af 1.3.2011, Association belge des Consommateurs Test-Achats m.fl. (C-236/09, EU:C:2011:100, præmis 28 og 29; jf. også præmis 80 i den appellerede dom.
27 – Jf. ovenfor, punkt 43 i dette forslag til afgørelse.
28 – Jf. herom ovenfor, punkt 59 i dette forslag til afgørelse.
29 – Jf. ovenfor, punkt 61 i dette forslag til afgørelse.
30 – Jf. ovenfor, punkt 38 i dette forslag til afgørelse.
31 – Dom af 21.6.2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:367, præmis 26), og af 25.3.2021, Alvarez y Bejarano m.fl. mod Kommissionen (C-517/19 P og C-518/19 P, EU:C:2021:240, præmis 69).
32 – Rettens dom af 30.3.1993, Vardakas mod Kommissionen (T-4/92, EU:T:1993:29, præmis 39); jf. herom allerede ovenfor, punkt 46 i dette forslag til afgørelse.
33 – Jf. i denne retning dom af 5.12.2012, Grazyte mod Kommissionen (F-76/11, EU:F:2012:173, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
34 – Jf. dom af 17.4.1997, de Compte mod Parlamentet (C-90/95 P, EU:C:1997:198, præmis 45), af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet (C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 65-68 og den deri nævnte retspraksis), og af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen (C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 44-46 og den deri nævnte retspraksis).
35 – Jf. i denne retning dom af 5.12.2012, Grazyte mod Kommissionen (F-76/11, EU:F:2012:173, præmis 25 og 26).
36 – Jf. herom udførligt generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kommissionen mod IPK International (C-336/13 P, EU:C:2014:2170, punkt 35 ff., navnlig punkt 68).
37 – Jf. ovenfor, punkt 17 i dette forslag til afgørelse.
38 – Jf. dom af 15.1.1985, Battaglia mod Kommissionen (737/79, EU:C:1985:4, præmis 10), samt de øvrige domme, der er nævnt i fodnote 42 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kommissionen mod IPK International (C-336/13 P, EU:C:2014:2170).
39 – Jf. f.eks. inden for personaleretten Rettens dom af 3.7.2019, PT mod EIB (T-573/16, EU:T:2019:481, præmis 444), af 3.10.2019, DQ m.fl. mod Parlamentet (T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 118), og af 19.12.2019, Wehrheim mod ECB (T-100/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:882, præmis 115); jf. endvidere Domstolens dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 129). ECB’s refinansieringssats, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, svarer til den rentesats, som i artikel 116, stk. 5, litra a), sammenholdt med artikel 99, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2018, L 193, s. 1), generelt er fastsat for Unionens betalinger, der betales efter betalingsfristens udløb, medmindre andet er fastlagt.