RETTENS DOM (Tiende Udvidede Afdeling)
16. oktober 2024 ( *1 )
»Personalesag – tjenestemænd – erstatning for det tab, som Unionen har lidt – inddrivelse af en fordring ved modregning – forældelsesfrist – gældende ret – artikel 98, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 – begrebet »normale omstændigheder« – forudgående formel afgørelse, der fastslår den fordring, som er genstand for søgsmålet«
I sag T-494/23,
HG ved advokat L. Levi,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved T. Bohr og L. Hohenecker, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, O. Porchia, og dommerne M. Jaeger, L. Madise (refererende dommer), P. Nihoul og S. Verschuur,
justitssekretær: V. Di Bucci,
på grundlag af den skriftlige forhandling
og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Sagsøgeren HG har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF nedlagt påstand dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 10. oktober 2022 (BUDG.C.4.001/AM/444), af 13. oktober 2022 (BUDG.C.4.001/PRS/444), af 11. november 2022 (BUDG.C.4.001/AM/444_3), af 12. december 2022 (BUDG.C.4.001/AM/444_4), af 9. januar 2023 (BUDG.C.4.001/AM/444_5), af 19. januar 2023 (BUDG.C.4.001/PRS/444_6), af 9. februar 2023 (BUDG.C.4.001/LM/444), af 10. marts 2023 (BUDG.C.4.001/LM/444) og af 11. april 2023 (BUDG.C.4.001/PRS/444) vedrørende modregning af fordringer, der angår ham (herefter »de anfægtede afgørelser«), dels om, at Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de inddrevne beløb på 24092,59 EUR med tillæg af morarenter. |
De faktiske omstændigheder
|
2 |
Ved afgørelse af 10. februar 2015 (herefter »afgørelsen af 10. februar 2015«) pålagde Kommissionen sagsøgeren, en af dens tjenestemænd, en disciplinær sanktion og pålagde ham at erstatte et tab, som Den Europæiske Union havde lidt på 108596,35 EUR, på grundlag af artikel 22, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«). Denne afgørelse, som sagsøgeren anfægtede, trådte i kraft den 1. marts 2015. |
|
3 |
Ved dom af 15. december 2021, HG mod Kommissionen (T-693/16 P-RENV-RX, EU:T:2021:895), nedsatte Retten bl.a. den erstatning, der blev krævet af sagsøgeren, til 80000 EUR på datoen for afsigelsen af dommen med den begrundelse, at Kommissionen havde bidraget til skadens indtræden. Den appel, som sagsøgeren iværksatte til prøvelse af denne dom, blev afvist på grund af Domstolens åbenbart manglende kompetence (kendelse af 30.6.2022, HG mod Kommissionen, C-150/22 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:523). |
|
4 |
Der blev ikke fremsendt nogen debetnota til sagsøgeren mellem vedtagelsen af afgørelsen af 10. februar 2015 og afsigelsen af dom af 15. december 2021, HG mod Kommissionen (T-693/16 P-RENV-RX, EU:T:2021:895). Den kompetente anvisningsberettigede ved Kommissionen tilsendte sagsøgeren en debetnota dateret den 3. marts 2022 på et beløb på 80000 EUR med en angivelse af 19. april 2022 som seneste betalingsdato. Den anmodning om tilbagekaldelse af denne nota, som sagsøgeren fremsatte den 18. marts 2022 med henvisning til, at der gjaldt en femårig forældelse, blev afslået af den anvisningsberettigede ved e-mail af 1. april 2022. Den 30. maj 2022 indgav sagsøgeren på grundlag af vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over afgørelsen om at iværksætte inddrivelsen af beløbet på 80000 EUR. Den 31. maj 2022 modtog sagsøgeren en rykkerskrivelse fra regnskabsføreren. Der fandt herefter en række skriftvekslinger sted med regnskabsføreren, inden ansættelsesmyndigheden ved afgørelse af 27. september 2022 afviste klagen af 30. maj 2022 fra realitetsbehandling. |
|
5 |
Fra den 10. oktober 2022 modtog sagsøgeren en række på hinanden følgende afgørelser fra regnskabsføreren om, at den gæld, som han havde til Kommissionen, ville blive modregnet i hans løn eller andre fordringer, som han havde på Kommissionen. Modregningen i den månedlige løn var på 3350 EUR, og der skete fuld modregning i rejsegodtgørelser. Sagsøgeren indgav en række klager over disse afgørelser, som blev forkastet ved afgørelse af 5. maj 2023. I denne afgørelse angav ansættelsesmyndigheden bl.a., at den femårige forældelse, som sagsøgeren havde påberåbt sig på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1, herefter »2018-finansforordningen«), ikke gælder for en situation, der er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »2012-finansforordningen«). Ansættelsesmyndigheden tilføjede, at da der ikke forelå nogen gældende lovbestemt forældelse, var princippet om, at forvaltningen skal handle inden for en rimelig frist, ikke blevet tilsidesat i betragtning af omstændighederne. |
|
6 |
Den 10. august 2023 anlagde sagsøgeren nærværende søgsmål, hvormed han – som angivet i præmis 1 ovenfor – bl.a. nedlagde påstand om annullation af de anfægtede afgørelser. Efterfølgende lignende afgørelser er ikke omfattet af nærværende søgsmål. |
Parternes påstande
|
7 |
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
|
|
8 |
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
|
Om annullationspåstanden
|
9 |
Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af de anfægtede afgørelser og, om fornødent, af afgørelsen af 5. maj 2023, hvormed hans klager blev forkastet. Det fremgår af fast retspraksis, at en annullationspåstand, der formelt er rettet mod en afgørelse om forkastelse af en klage indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, indebærer, at Retten forelægges den retsakt, som klagen er rettet mod, når påstanden som sådan er blottet for selvstændigt indhold (jf. dom af 16.1.2018, SE mod Rådet, T-231/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:3, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8). |
|
10 |
I det foreliggende tilfælde er påstanden om annullation af afgørelsen om forkastelse af klagerne blottet for selvstændigt indhold i den forstand, at denne afgørelse bekræfter de anfægtede afgørelser, at sagsøgerens situation ikke er blevet revurderet på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, og at denne afgørelse ikke ændrer og ikke supplerer de anfægtede afgørelser. Følgelig må den af sagsøgeren fremsatte annullationspåstand forstås som værende rettet mod de anfægtede afgørelser (jf. i denne retning dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 71 og 72 og den deri nævnte retspraksis). |
|
11 |
Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat tre anbringender. Han har påberåbt sig en tilsidesættelse af 2018-finansforordningens artikel 98, 100, 101 og 102, en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu. |
Anbringendet om en tilsidesættelse af 2018-finansforordningens artikel 98, 100, 101 og 102
|
12 |
Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at fordringen er forældet i medfør af 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, fordi debetnotaen af 3. marts 2022 ikke blev udarbejdet inden for den i denne bestemmelse fastsatte frist på fem år fra det tidspunkt, hvor Kommissionen kunne have gjort sin fordring gældende. Det følger heraf, at den kompetente anvisningsberettigede – i overensstemmelse med, hvad der er fastsat i denne forordnings artikel 101, stk. 2, litra b) – burde have givet afkald på at inddrive den fastlagte fordring, fordi det var »umuligt at inddrive fordringen […] på grund af forsinkelse i afsendelsen af debetnotaen som angivet i artikel 98, stk. 2«. |
|
13 |
Sagsøgeren er af den opfattelse, at 2018-finansforordningens anvendelighed fremgår af de anfægtede afgørelser, hvori denne forordning er nævnt som retsgrundlag. Det forhold, at 2018-finansforordningen ligeledes er nævnt som retsgrundlag i de afgørelser om modregning, der er blevet fremsendt til sagsøgeren efter dem, der er omfattet af nærværende tvist, bekræfter Kommissionens ønske om at træffe de omhandlede afgørelser på dette grundlag. Kommissionen havde ikke mulighed for at ændre et retsgrundlag på tidspunktet for klageproceduren, som den gjorde i afgørelsen om forkastelse af sagsøgerens klager af 5. maj 2023, ved at erstatte det oprindeligt anvendte retsgrundlag med 2012-finansforordningen, som ikke fastsætter nogen frist for at udstede en debetnota. Det følger af retssikkerhedsprincippet, at muligheden for at ændre begrundelsen for en afgørelse på tidspunktet for klagen ikke kan fortolkes således, at den går så langt som til at tillade, at retsgrundlaget for denne afgørelse ændres. |
|
14 |
Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionens fordring var opgjort, forfalden til betaling og sikker fra vedtagelsen af afgørelsen af 10. februar 2015. At fordringen er sikker, er ikke blevet bestridt ved hans anfægtelse, herunder hans søgsmål, og denne anfægtelse har heller ikke suspenderet fristen for at udarbejde en debetnota. At fordringen er opgjort, er ikke blevet påvirket af, at gældens beløb, således som fastsat i afgørelsen af 10. februar 2015, blev nedsat i dom af 15. december 2021, HG mod Kommissionen (T-693/16 P-RENV-RX, EU:T:2021:895). Denne dom gav ikke anledning til en ny fordring, men til en nedsættelse af en eksisterende fordring. Endelig blev fristen for at udarbejde debetnotaen ikke suspenderet af sagsøgerens anfægtelse. |
|
15 |
Kommissionen har bestridt, at 2018-finansforordningen kan finde anvendelse i stedet for 2012-finansforordningen, som ikke fastsætter nogen frist for fremsendelsen af en debetnota. |
|
16 |
Kommissionen har i denne henseende anført, at fastlæggelsen af den gældende forordning skulle ske ud fra det tidspunkt, fra og med hvilket dennes fordring var blevet sikker, opgjort og forfalden til betaling, dvs. tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen af 10. februar 2015. I henhold til 2018-finansforordningens artikel 282, stk. 2, finder denne forordning imidlertid først anvendelse fra den 2. august 2018. Det er ikke fastsat i nogen overgangsbestemmelse, at den frist på fem år, der er nævnt i denne forordnings artikel 98, stk. 2, finder anvendelse med tilbagevirkende kraft på de fordringer, der allerede var forfaldne til betaling inden forordningens ikrafttræden. Denne frist gælder således kun for de fordringer, der er blevet sikre, opgjorte og forfaldne til betaling efter 2018-finansforordningens ikrafttræden, hvilket ikke er tilfældet med den omhandlede fordring. |
|
17 |
En modsat fortolkning ville føre til, at der med tilbagevirkende kraft blev indført en frist for fremsendelsen af en debetnota for fordringer, der allerede var forfaldne til betaling inden 2018-finansforordningens ikrafttræden, hvilket ville stride mod retssikkerheden og princippet om god forvaltning og beskyttelse af Unionens økonomiske interesser. |
|
18 |
I den foreliggende sag kan 2018-finansforordningen ikke finde anvendelse, blot fordi denne forordning omtales som retsgrundlag i de anfægtede afgørelser, eftersom dette grundlag er urigtigt og med rette blev berigtiget til fordel for 2012-finansforordningen i afgørelsen af 5. maj 2023 om forkastelse af klagerne. Det fremgår nemlig af den administrative klageprocedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2, at forvaltningen bevarer muligheden for at ændre de begrundelser, på grundlag af hvilke den har vedtaget den anfægtede afgørelse, inden denne afgørelse indbringes for Unionens retsinstanser. Endvidere har Kommissionen fremhævet, at de afgørelser om modregning, der ligger efter de anfægtede afgørelser, ikke indgår i tvisten. Følgelig kan der ikke tages hensyn til de begrundeler og de bestemmelser, der henvises til i disse efterfølgende afgørelser. |
|
19 |
Endelig var den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i 2012-finansforordningens artikel 81, stk. 1, ifølge Kommissionen ikke udløbet, da de anfægtede afgørelser blev vedtaget, idet denne frist først var begyndt at løbe fra den forfaldsdato, der blev meddelt sagsøgeren i debetnotaen, dvs. den 19. april 2022. |
|
20 |
2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, første afsnit, bestemmer, at »[e]nhver fordring, der er konstateret sikker, opgjort og forfalden til betaling, fastlægges ved en indtægtsordre, hvorved den ansvarlige anvisningsberettigede giver regnskabsføreren instruks om at inddrive fordringen«, og at »[d]en følges op af en debetnota, der sendes til debitor, [bortset fra undtagelsestilfælde, der ikke er relevante i den konkrete sag]«. Det tilføjes i 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, at »[d]en anvisningsberettigede sender debetnotaen umiddelbart efter, at fordringen er fastlagt, og senest inden for en frist på fem år regnet fra det tidspunkt, hvor EU-institutionen under normale omstændigheder kunne gøre sin fordring gældende«. Det præciseres i denne samme bestemmelse, at »[d]enne frist [ikke] gælder […], hvis den ansvarlige anvisningsberettigede fastlægger, at forsinkelsen på trods af EU-institutionens indsats skyldes debitors adfærd«. |
|
21 |
Det skal bemærkes, at det fremgår af 2018-finansforordningens artikel 282, stk. 2, at de bestemmelser i samme forordnings artikel 98, stk. 2, andet afsnit, der omhandler den af sagsøgeren anførte femårige forældelse, finder anvendelse fra den samme dato som denne forordnings ikrafttrædelsesdato, den 2. august 2018. De overgangsbestemmelser, der er fastsat i samme forordnings artikel 279, og de retroaktive eller udsatte anvendelsesdatoer for visse bestemmelser, der er fastsat i forordningens artikel 282, stk. 3, angår nemlig ikke de nævnte bestemmelser. 2018-finansforordningens artikel 281 bestemmer i øvrigt, at 2012-finansforordningen – bortset fra undtagelsestilfælde, der ikke er relevante i den konkrete sag – ophæves med virkning fra den 2. august 2018. |
|
22 |
Hvad dernæst angår principperne for den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet skal der erindres om, at en ny regel principielt finder øjeblikkelig anvendelse på fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende (jf. i denne retning dom af 14.4.1970, Brock, 68/69, EU:C:1970:24, præmis 7). De fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende, skal forstås som omfattende de nuværende virkninger af denne situation på det tidspunkt, hvor den nye regel skal anvendes (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, D’Hoop, C-224/98, EU:C:2002:432, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Anvendelsen af en ny regel på de nuværende virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende, udgør ikke en anvendelse med tilbagevirkende kraft af den nye regel (jf. i denne retning dom af 10.7.1986, Licata mod ØSU, 270/84, EU:C:1986:304, præmis 31). |
|
23 |
Det er således gentagne gange blevet fastslået, at en ny regel finder anvendelse fra sin anvendelsesdato som fastsat i den retsakt, hvori den er indeholdt, og at den, selv om den principielt ikke finder anvendelse på retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere regel var gældende, skal anvendes på disses fremtidige virkninger og på nye retlige situationer. Det fremgår nærmere bestemt af retspraksis, at processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt, til forskel fra materielle regler, der normalt fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen, såfremt det af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygning klart fremgår, at dette har været meningen (jf. i denne retning dom af 26.3.2015, Kommissionen mod Moravia Gas Storage, C-596/13 P, EU:C:2015:203, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis). |
|
24 |
Det er også blevet fastslået, at selv om en forældelsesregel vedrørende en toldskyld var en materiel regel, fordi den regulerede selve toldskylden (jf. i denne retning dom af 23.2.2006, Molenbergnatie, C-201/04, EU:C:2006:136, præmis 39-41, og af 3.6.2021, Jumbocarry Trading, C-39/20, EU:C:2021:435, præmis 35), kunne den ikke desto mindre anvendes på de fremtidige virkninger af en situation, hvor denne toldskyld ikke var endeligt fastlagt, uagtet at denne toldskyld var opstået, mens en tidligere regel var gældende (jf. i denne retning dom 3.6.2021, Jumbocarry Trading, C-39/20, EU:C:2021:435, præmis 38). |
|
25 |
I den konkrete sag var Unionens fordring på sagsøgeren ikke endeligt fastlagt den 2. august 2018, eftersom sagsøgeren havde anfægtet denne fordring, og søgsmålet i denne anledning stadig verserede, og følgelig kan det heller ikke anerkendes, at Kommissionen umiddelbart før denne dato – dvs. omkring tre og et halvt år efter afgørelsen af 10. februar 2015 – henset til disse omstændigheder endegyldigt havde mistet retten til at inddrive denne fordring på grund af en forsinkelse med at gøre brug af denne ret. For det første fastsatte 2012-finansforordningen nemlig ikke nogen særlig frist for fremsendelsen af en debetnota, og for det andet var den rimelige frist, som en EU-institution ikke desto mindre skal overholde i denne type situation for at udøve sine beføjelser (jf. i denne retning dom 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis), ikke overskredet i betragtning af omstændighederne. Følgelig finder 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, anvendelse på den omhandlede fordring. |
|
26 |
Henset til ovenstående konklusion er det ikke nødvendigt at tage stilling til sagsøgerens argumenter om, at Kommissionen ikke kunne ændre retsgrundlaget for de anfægtede afgørelser i sin afgørelse af 5. maj 2023 om forkastelse af klagerne. |
|
27 |
Ikke desto mindre, og i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, er den forældelse, der er fastsat i 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, ikke til hans fordel. |
|
28 |
Denne bestemmelse fastsætter nemlig, at den femårige forældelsesfrist løber »fra det tidspunkt, hvor EU-institutionen under normale omstændigheder kunne gøre sin fordring gældende«. |
|
29 |
Kommissionen kunne imidlertid med rette lægge til grund, at omstændighederne i den konkrete sag, som var kendetegnet ved en anfægtet fordring, der efterfølgende kunne blive annulleret eller nedsat, således som det skete, idet Retten nedsatte den fra 108596,35 EUR til 80000 EUR i dom af 15. december 2021, HG mod Kommissionen (T-693/16 P-RENV-RX, EU:T:2021:895), ikke var normale i den forstand, hvori udtrykket er anvendt 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, før den nævnte dom var blevet endelig. |
|
30 |
Det skal i denne forbindelse fremhæves, at i en proceduremæssig situation som den omhandlede, hvor fordringen først har skullet påvises efter en særlig procedure og ved en formel afgørelse forud for fastlæggelsen af fordringen, er en sådan fortolkning af 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, til fordel for en god forvaltning, fordi den er fordelagtig såvel i forhold til kreditorinstitutionernes interesser som i forhold til deres debitorers eller eventuelle berørte tredjeparters interesser, fordi den ikke under alle omstændigheder forpligter den kompetente anvisningsberettigede til at anordne inddrivelse af anfægtede fordringer – principielt eller med det fulde beløb – hos debitorerne, før det vides, hvorledes disse fordringer i sidste ende vurderes, og uden at tage hensyn til de ovennævnte interesser. Navnlig gælder det, at når fordringen består over for en tjenestemand, og når denne anfægter fordringen såvel principielt som i forhold til det fulde beløb ved at kræve annullation eller ændring af den forudgående afgørelse, hvorved fordringen fastslås, kan den anvisningsberettigede med henblik på at fastlægge det hensigtsmæssige tidspunkt for at konstatere fordringen, anordne dens inddrivelse og fremsende en debetnota bl.a. – henset til forvaltningens pligt til at udvise omhu over for sine ansatte, som forpligter den til ikke blot at tage hensyn til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (jf. i denne retning dom af 28.5.1980, Kuhner mod Kommissionen, 33/79 og 75/79, EU:C:1980:139, præmis 22) – tage hensyn til det pågældende beløbs størrelse i forhold til tjenestemandens indtægter og forvaltningens vurdering af muligheden for, at dette beløb ændres af en retsinstans under udøvelsen af en fuld prøvelsesret, navnlig hvis dette beløb udspringer af, at der gøres et ansvar gældende over for tjenestemanden. |
|
31 |
Denne fortolkning følger den, der er blevet anlagt af Domstolen, som har fastslået, at selv om en institution normalt var i stand til at gøre sin fordring gældende fra den dato, hvor fordringen var sikker, opgjort og forfalden til betaling – det vil i den foreliggende sag sige den 1. marts 2015, den dato, hvor afgørelsen af 10. februar 2015 fik virkning – skulle der tages hensyn til de særlige omstændigheder i sagen for at vurdere, om den anvisningsberettigede havde været for længe om at fremsende en debetnota til debitoren (jf. i denne retning dom af 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 103 og 104). Domstolen har i denne henseende præciseret, at der bl.a. skulle tages hensyn til tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de forskellige led i den processuelle procedure, som EU-institutionen havde fulgt (dom af 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 99). |
|
32 |
Den nævnte fortolkning er også i overensstemmelse med et ønske hos EU-lovgiver, som har villet indføre bestemmelserne i 2018-finansforordningens artikel 98, stk. 2, andet afsnit, for bl.a. at tage hensyn til den retspraksis, der er henvist til i præmis 31 ovenfor, således som det fremgår af punkt 8 i begrundelsen til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af forordning (EF) nr. 2021/2002, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013, (EU) nr. 1308/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og (EU) nr. 652/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 541/2014/EU (COM/2016/0605 final – 2016/0282 (COD)). |
|
33 |
Hvad angår den hævdede tilsidesættelse af 2018-finansforordningens artikel 100 og 102 har sagsøgeren ikke fremført noget argument til støtte herfor. I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og Unionens retsinstansers procesreglementer, således som fortolket i fast retspraksis, skal stævningen indeholde de anbringender og argumenter, der gøres gældende, på en måde, der er tilstrækkelig klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at behøve at udbede sig yderligere oplysninger. Er dette ikke tilfældet, kan det uforståelige eller uklare klagepunkt ikke antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Tàpias mod Rådet, T-527/16, EU:T:2019:856, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis). Klagepunkterne om en tilsidesættelse af 2018-finansforordningens artikel 100 og 102 kan derfor ikke antages til realitetsbehandling. |
|
34 |
Det følger af det ovenstående, at anbringendet om en tilsidesættelse af 2018-finansforordningens artikel 98, 100, 101 og 102 skal forkastes. |
Anbringendet om en manglende overholdelse af en rimelig frist
|
35 |
Sagsøgeren har anført, at såfremt 2012-finansforordningen, som ikke præciserer den frist, inden for hvilken en debetnota skal fremsendes, finder anvendelse, har Kommissionen tilsidesat sin forpligtelse til at overholde en rimelig frist og retssikkerhedsprincippet, som forhindrer den i at udsætte udøvelsen af sine beføjelser på ubestemt tid. |
|
36 |
Det må konstateres, at sagsøgeren kun har fremsat anbringendet om en manglende overholdelse af en rimelig frist subsidiært og for det tilfælde, at 2012-finansforordningen finder anvendelse. Som fastslået i præmis 25 ovenfor finder 2012-finansforordningen imidlertid ikke anvendelse på de anfægtede afgørelser. |
|
37 |
Anbringendet om en manglende overholdelse af en rimelig frist skal derfor under alle omstændigheder forkastes. |
Anbringenderne om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu
|
38 |
Sagsøgeren har anført, at Kommissionens tjenestegrenes manglende forudgående kommunikation med ham om den nærmere fremgangsmåde for inddrivelsen af fordringen inden vedtagelsen af de anfægtede afgørelser udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu. Navnlig blev han ikke tilstrækkeligt underrettet om de grunde, der havde ført til at iværksætte modregninger af fordringer, om tidsrammen for tilbagebetalingerne eller om mulighederne for en ny afdragsplan for hans gæld. Sagsøgeren undrer sig også over, at Kommissionen slutteligt ville inddrive sin fordring på to år efter at have ventet seks år med at gøre krav på denne fordring. |
|
39 |
Kommissionen har anført, at den tog højde for såvel de gældende bestemmelser som sagsøgerens interesser ved at vælge den nærmere fremgangsmåde med inddrivelse ved en rimelig modregning over ca. to år i betragtning af den pågældendes aflønning. Desuden anførte sagsøgeren ikke nogen specifik interesse for en særlig afdragsplan for sin gæld. Hvis dette havde været tilfældet, ville Kommissionen have været parat til at tilpasse afdragsplanen. |
|
40 |
Det skal bemærkes, at i den anvisningsberettigedes e-mail af 1. april 2022, hvormed anmodningen om tilbagekaldelse af debetnotaen af 3. marts 2022 blev afslået (jf. præmis 4 ovenfor), som sagsøgeren selv har fremlagt, blev sagsøgeren anmodet om at tage kontakt til Kommissionens tjenestegrene angående den nærmere ordning for tilbagebetalingen af sin gæld. Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at sagsøgeren har foretaget en sådan henvendelse, heller ikke at han uopfordret er begyndt at afdrage på denne gæld, det være sig før eller efter den forfaldsdato den 19. april 2022, der er angivet i den nævnte debetnota. Under disse betingelser tilsidesatte Kommissionens regnskabsfører hverken princippet om god forvaltningsskik eller institutionernes pligt til at udvise omhu over for deres tjenestemænd ved at vedtage de anfægtede afgørelser, idet regnskabsføreren herved foretog modregning i sagsøgerens løn eller i rejsegodtgørelser, som denne er forpligtet til efter 2018-finansforordningens artikel 102, stk. 1, og af egen drift opstillede en afdragsplan på ca. to år, der indebar, at sagsøgeren havde en passende indtægt til rådighed i betragtning af sit lønniveau. |
|
41 |
Anbringenderne om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu skal derfor forkastes. Annullationspåstanden skal som følge heraf forkastes. |
Om tilbagebetalingspåstanden
|
42 |
Sagsøgeren har gjort gældende, at han på grund af de anfægtede afgørelser har lidt et økonomisk tab svarende til det samlede beløb af de løntilbageholdelser, som han er blevet påført, nemlig 24092,59 EUR. Han har påstået dette beløb tilbagebetalt med tillæg af morarenter pålagt fra tidspunktet for hver af de anfægtede afgørelser og beregnet ud fra den fremgangsmåde, der er angivet i hans påstande. |
|
43 |
Kommissionen har bestridt den retsstridige karakter af de anfægtede afgørelser og dermed ethvert tab. |
|
44 |
Da påstanden om annullation af de anfægtede afgørelser er blevet forkastet, synes påstanden om at tilpligte Kommissionen at tilbagebetale de inddrevne beløb under alle omstændigheder ikke at kunne tiltrædes, uden at det er fornødent at undersøge, om en sådan påstand kan antages til realitetsbehandling. Tilbagebetalingspåstanden skal derfor forkastes, og følgelig skal Kommissionen frifindes i søgsmålet som helhed. |
Sagsomkostninger
|
45 |
Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom. |
|
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling): |
|
|
|
Porchia Jaeger Madise Nihoul Verschuur Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. oktober 2024. Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: fransk.