Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

T. ĆAPETA

fremsat den 1. oktober 2026 (1)

Sag C-410/25

Kommissionen

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

» Kapitalens fri bevægelighed – artikel 63, stk. 1, TEUF – artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – skattefordel i forbindelse med geninvestering af fortjeneste på salgetsalget af visse økonomiske aktiver mod andre økonomiske aktiver – forskelsbehandling af virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland – artikel 64, stk. 1, TEUF «






I.      Indledning

1.        Den foreliggende sag omhandler en traktatbrudsprocedure ved Domstolen mod Forbundsrepublikken Tyskland, der er indledt af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 258 TEUF. Kommissionen har gjort gældende, at den tyske skatteordning, der alene fastsætter en henstand med betalingen af skat i forbindelse med geninvestering for virksomheder med et fast driftssted i Tyskland, udgør en forskelsbehandling af virksomheder med et fast driftssted i andre medlemsstater eller EØS- stater og derved en tilsidesættelse af reglerne om kapitalens fri bevægelighed i artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40 (2).

2.        Domstolen har allerede taget stilling til et aspekt af den omhandlede skatteordning og har i en tidligere dom fastslået, at en henstand med betalingen af skat, der alene gælder, såfremt de geninvesterede aktiver kan henføres til en virksomhed med fast driftssted i Tyskland, var i strid med etableringsretten (3).

3.        Den foreliggende sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et andet aspekt af denne ordning er forenelig med reglerne om kapitalens fri bevægelighed, således som de er sikret i EU-retten. Den omhandlede tyske lovgivning indrømmer en ret til henstand med betalingen af skat under forudsætning af, at overskuddet fra salget af det aktiv, der geninvesteres i tilsvarende aktiver, kan henføres til en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland. Kommissionen er af den opfattelse, at dette krav er i strid med reglerne om kapitalens fri bevægelighed.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Artikel 63, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.«

5.        Artikel 64, stk. 1, TEUF, der indfører en »grandfather«-klausul, bestemmer følgende:

»Artikel 63 berører ikke anvendelsen over for tredjelande af restriktioner, der den 31. december 1993 eksisterer i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning med hensyn til sådanne kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, herunder investering i fast ejendom, etablering, levering af finansielle tjenesteydelser eller værdipapirers adgang til kapitalmarkeder […]«

6.        De for sagen relevante dele af artikel 65 TEUF bestemmer som følger:

»1.      Bestemmelserne i artikel 63 griber ikke ind i medlemsstaternes ret til:

a)      at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret,

b)      at træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre overtrædelser af deres nationale ret og forskrifter, især på skatte- og afgiftsområdet og i forbindelse med tilsynet med finansielle institutioner, eller til af administrative eller statistiske hensyn at fastlægge procedurer for anmeldelse af kapitalbevægelser eller til at træffe foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

[…]

3.      De foranstaltninger og fremgangsmåder, der er nævnt i stk. 1 og 2, må ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63.«

B.      EØS-aftalen

7.        EØS-aftalens artikel 40 bestemmer:

»Inden for rammerne af denne aftales bestemmelser må der ikke være restriktioner for kapitalbevægelser mellem de kontraherende parter, såfremt kapitalen tilhører personer, der er bosat eller har hjemsted i EF-medlemsstater eller EFTA-stater, ligesom der ikke må udøves nogen forskelsbehandling, der støttes på parternes nationalitet eller bopæl eller på stedet for kapitalens anbringelse. Bilag XII indeholder de nødvendige bestemmelser til denne artikels gennemførelse.«

C.      Tysk ret

8.        Der er flere tyske retsforskrifter, der i forbindelse med beskatning af virksomheder er relevante med henblik på den foreliggende sag. De vigtigste retsforskrifter, som jeg henviser til i mit forslag til afgørelse, er Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat, herefter »EStG«) og Körperschaftsteuergesetz (lov om selskabsskat, herefter »KStG«). Udover disse vil jeg ligeledes henvise til Abgabenordnung (lov om afgifter, herefter »AO«).

9.        De for sagen relevante dele af EStG’s § 6b fastsætter følgende:

» 1) Skattepligtige personer, der afhænder

grunde og jorder,

vækster på grunde og jorder med de dertil hørende grunde og jorder, når væksterne er del af landbrugs- eller skovbrugsbedrifter,

bygninger eller fartøjer på indre vandveje,

kan i det regnskabsår, hvor salget finder sted, fratrække erhvervelses- og fremstillingsomkostningerne for de i andet punktum omhandlede økonomiske aktiver, der er blevet erhvervet eller fremstillet i regnskabsåret for salget eller i det foregående regnskabsår, for et beløb på op til den ved salget opnåede fortjeneste. Fradraget er tilladt for erhvervelses- og fremstillingsomkostninger vedrørende

1.      grunde og jorder,

hvis fortjenesten er opnået ved salget af grunde og jorder,

2.      vækster på grunde og jorder med de dertil hørende grunde og jorder,

når væksterne er del af landbrugs- eller skovbrugsbedrifter, hvis fortjenesten er opnået ved salget af grunde og jorder eller ved salget af vækster på grunde og jorder med de dertil hørende grunde og jorder,

3.      bygninger,

hvis fortjenesten er opnået ved salget af grunde og jorder, af vækster på grunde og jorder med de dertil hørende grunde og jorder eller af bygninger, eller

4.      fartøjer på indre vandveje,

hvis fortjenesten er opnået ved salget af fartøjer på indre vandveje.

Erhvervelse eller opførelse af bygninger omfatter også udbygning, udvidelse eller ombygning heraf. Fradrag er i det tilfælde kun tilladt for de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med udbygningen, udvidelsen eller ombygningen af bygningerne.

2) Ved fortjeneste som omhandlet i stk. 1, første punktum, forstås differencen mellem afhændelsesprisen fratrukket afhændelsesomkostningerne og den bogførte værdi, som det afhændede økonomiske aktiv skulle have været ansat til på afhændelsestidspunktet. Den bogførte værdi er den værdi, som et økonomisk aktiv skal ansættes til i henhold til § 6.

2a) Hvis i det regnskabsår de i stk. 1, første punktum, omhandlede aktiver afhændes, eller der inden for de følgende fire regnskabsår erhverves eller fremstilles aktiver som omhandlet i stk. 1, første punktum, eller hvis sådanne aktiver blev erhvervet eller fremstillet i det regnskabsår, der gik forud for salget, og disse aktiver kan henføres til et fast driftssted, som den skattepligtige person har i en anden medlemsstat i [EU] eller [EØS], kan den skattepligtige person efter ansøgning betale den ansatte skat af fortjenesten som omhandlet i stk. 2 i fem lige store årlige rater. Perioden på fire år forlænges til seks år for nyopførte bygninger, forudsat at opførelsen påbegyndtes inden udgangen af det fjerde regnskabsår efter salget. Ansøgningen kan kun indgives i det regnskabsår, hvor de i stk. 1, første punktum, omhandlede aktiver afhændes. Stk. 36, nr. 5), andet til femte punktum, finder tilsvarende anvendelse. Hvis den skattepligtige person ikke fremlægger dokumentation for en erhvervelse eller fremstilling som omhandlet i første punktum, pålægges der renter ved en tilsvarende anvendelse af [AO’s] § 234 for den periode, hvor der er givet henstand med betalingen som følge af afdragsordningen. Hvis erhvervelses- eller fremstillingsomkostningerne for de erhvervede eller fremstillede aktiver er lavere end fortjenesten, finder bestemmelserne i stk. 2, fjerde punktum, anvendelse, dog således at der kun pålægges renter af forskellen. Med henblik på beregningen af renterne anses forskellen for at være fordelt forholdsmæssigt på samtlige årlige afdrag. Aktiver , der er erhvervet eller fremstillet i henhold til første punktum, omfatter også aktiver , der kan henføres til et fast driftssted for den skattepligtige person i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, forudsat at ansøgningen i henhold til første punktum blev indgivet inden den dato, hvor Det Forenede Kongerige ikke længere var en medlemsstat i [EU] og ligeledes ikke længere blev behandlet som en sådan medlemsstat.

3) Såfremt de skattepligtige personer ikke har foretaget det i stk. 1 omhandlede fradrag, kan de i regnskabsåret for salget oprette en reserve, hvorved den skatteretlige fortjeneste reduceres. Under hensyntagen til de i stk. 1, andet til fjerde punktum, fastsatte begrænsninger kan de skattepligtige personer fra denne reserve fratrække erhvervelses- og fremstillingsomkostningerne for de i stk. 1, andet punktum, omhandlede økonomiske aktiver, der er blevet erhvervet eller fremstillet i løbet af de efterfølgende fire regnskabsår, for et beløb på op til denne reserve i regnskabsåret for disse aktiver s erhvervelse eller fremstilling. Fristen på fire år forlænges til seks år for så vidt angår nyopførte bygninger, når opførelsen heraf er påbegyndt inden afslutningen af det fjerde regnskabsår efter oprettelsen af reserven. Reserven skal afskrives for op til det fratrukne beløb. Såfremt der stadig foreligger en reserve ved afslutningen af det fjerde regnskabsår efter oprettelsen heraf, skal den afskrives på dette tidspunkt, medmindre der kan tages hensyn til et fradrag for opførelsesomkostningerne ved bygninger, hvis opførelse er påbegyndt på dette tidspunkt; såfremt reserven stadig foreligger ved afslutningen af det sjette regnskabsår efter oprettelsen heraf, skal den afskrives på dette tidspunkt.

4) Anvendelse af stk. 1 og 3 er underlagt følgende betingelser:

1.      Den skattepligtige person skal fastsætte fortjenesten i henhold til § 4, stk. 1, eller § 5,

2.       de afhændede økonomiske aktiver skal på tidspunktet for salget have været del af et indenlandsk fast driftssteds aktivmasse i mindst seks år uden afbrydelser,

3.       de erhvervede eller fremstillede økonomiske aktiver skal være del af et indenlandsk fast driftssteds anlægsaktiver,

4.       den ved salget opnåede fortjeneste må ikke udelades ved fastsættelsen af den indenlandske skattepligtige fortjeneste, og

5.       såvel det i henhold til stk. 1 foretagne fradrag som oprettelsen og afskrivningen af reserven i henhold til stk. 3 skal fremgå af bogføringen. […]«

10.      EStG’s § 49 bestemmer:

»1) I forbindelse med begrænset indkomstskattepligt […] anses følgende for indenlandske indtægter:

[…]

2. indtægter fra erhvervsvirksomhed […]:

a) hvis virksomheden har et fast driftssted i Tyskland eller har udpeget en fast repræsentant dér,

[…]

f) i det omfang indtægten ikke falder ind under litra a), indtægter fra:

aa) udlejning eller licensering; eller

bb) afhændelse af fast ejendom beliggende i Tyskland, grupper af aktiver eller rettigheder som omhandlet i det første punkt i § 21, stk. 1, første sætningsled, eller andre rettigheder, navnlig patentrettigheder, varemærkerettigheder eller sortsrettigheder, som indehaves i Tyskland, indført i et tysk offentligt register eller udnyttes gennem et fast driftssted eller et andet fast forretningssted i Tyskland. For så vidt angår andre rettigheder, hvor indkomst af national oprindelse udelukkende opstår som følge af registrering i et tysk offentligt register, anses en sådan indkomst, uanset første sætningsled, ikke for at foreligge, såfremt lejeaftalen, licensaftalen eller salget ikke finder sted mellem nærtstående personer som omhandlet i Außensteuergesetz’ [(loven om udenlandsk beskatning)] § 1, stk. 2, eller såfremt beskatningen af indkomsten er udelukket i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, under hensyntagen til reglerne for anvendelsen af en sådan overenskomst i henhold til denne lov. § 23, stk. 1, fjerde sætningsled, finder tilsvarende anvendelse. Indtægter fra erhvervsvirksomhed omfatter også indtægter fra aktiviteter som omhandlet i dette punkt, som opnås af et selskab som omhandlet i [KStG’s] § 2, nr. 2, eller som kan sidestilles med et selskab eller en anden juridisk person som omhandlet i [KStG’s] § 1, stk. 1, nr. 1-3. Indtægter fra afhændelse af tysk fast ejendom som omhandlet i dette punkt omfatter også ændringer i værdien af aktiver , der økonomisk er knyttet til denne ejendom.«

11.      Følgende bestemmes i de for sagen relevante dele af KStG’s § 1:

»1) Nedenstående juridiske personer, personsammenslutninger og formuemasser, hvis hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende på det nationale område, er fuldt selskabsskattepligtige:

1. Kapitalselskaber (navnlig europæiske selskaber, aktieselskaber, kommanditselskaber og selskaber med begrænset ansvar), herunder selskaber, der har valgt selskabsbeskatning i henhold til § 1a;

2. Gensidige forsikringsforeninger og gensidige pensionskasser;

3. Andre privatretlige juridiske personer;

4. Sammenslutninger, der ikke har selskabsform, juridiske institutioner uden status som juridisk person, fonde og andre formuemasser med særlige formål, der er oprettet i henhold til privatretlige regler;

5. Erhvervsvirksomheder, der drives af juridiske personer i henhold til offentligretlige regler.

2) Den ubegrænsede selskabsskattepligt omfatter alle den skattepligtiges indtægter.«

12.      KStG’s § 2, stk. 1, bestemmer:

»Følgende er begrænset selskabsskattepligtige:

1. juridiske personer, personsammenslutninger og formuemasser, hvis hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted ikke er beliggende på det nationale område, for så vidt angår de indtægter, som de oppebærer på dette område.«

13.      Følgende fastsættes i de for sagen relevante dele af KStG’s § 8:

»1) Bestemmelserne i [EStG] og i denne lov fastlægger, hvad der skal betragtes som indkomst, og hvordan indkomsten skal fastsættes […]

2) For skattepligtige, der er underlagt ubegrænset selskabsskattepligt i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1-3, skal al indkomst behandles som indkomst fra erhvervsvirksomhed. […]«

14.      Begrebet fast driftssted er endvidere defineret i AO’s § 12, der bestemmer:

»Ved »fast driftssted« forstås ethvert fast forretningssted eller anlæg, der anvendes til at drive en virksomhed. Navnlig betragtes følgende som faste driftssteder:

1. stedet, hvorfra virksomheden ledes,

2. filialer,

3. kontorer,

4. fabrikker eller værksteder,

5. lagre,

6. indkøbskontorer eller salgssteder,

7. miner, stenbrud eller andre stationære, bevægelige eller flydende anlæg til udnyttelse af naturressourcer,

8. byggepladser eller bygge- eller anlægsprojekter, herunder bevægelige eller flydende, såfremt

a) en enkelt byggeplads eller et bygge- eller anlægsprojekt, eller

b) en enkelt ud af flere samtidige byggepladser, bygge- eller anlægsprojekter, eller

c) et antal umiddelbart på hinanden følgende byggepladser, bygge- eller anlægsprojekter

er i gang i mere end seks måneder.«

III. Den administrative procedure

15.      Kommissionen fremsendte den 27. september 2012 en åbningsskrivelse til Forbundsrepublikken Tyskland, hvori den oplyste, at skatteordningen i EStG’s §6b var uforenelig med reglerne om kapitalens fri bevægelighed, der er fastsat i artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40. Ifølge denne lovgivning er retten til den skattemæssige fordel, der er fastlagt i EStG’s § 6b, stk. 1 og 3, i henhold til lovens § 6b, stk. 4, nr. 2), betinget af, at det afhændede aktiv på tidspunktet for salget uden afbrydelser har været del af anlægsaktiverne for en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland i mindst seks år.

16.      Forbundsrepublikken Tyskland svarede i brev af 17. januar 2013, at den anfægtede Kommissionens argument, idet den var af den opfattelse, at den anfægtede lovgivning var i overensstemmelse med reglerne om kapitalens fri bevægelighed. Den henviste endvidere til den traktatbrudsprocedure, der verserede ved Domstolen vedrørende EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 3), og anførte, at det ville være hensigtsmæssigt at afvente udfaldet af denne sag under hensyntagen til, at EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2) og § 6b, stk. 4, nr. 3), er fælles betingelser for retten til skattefordelen i lovens § 6b, stk. 1 og 3, og at Domstolens opfattelse følgelig ligeledes skulle finde anvendelse i den foreliggende sag.

17.      Domstolen traf den 16. april 2015 afgørelse i Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed) , hvor den fastslog, at den omhandlede tyske skatteordning var i strid med etableringsfriheden i artikel 49 TEUF og EØS-aftalens artikel 31.

18.      Den nævnte sag omhandlede EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 3, der bestemmer, at der alene kan gives henstand med beskatningen af fortjeneste på salgetsalget mod vederlag af visse økonomiske aktiver, såfremt erstatningsaktiver ne udgør en del af anlægsaktiverne for en virksomhed, der har et fast driftssted i Tyskland. Domstolen var af den opfattelse, at denne forskelsbehandling kunne føre til en likviditetsmæssig ulempe for en skattepligtig person, der ønskede at geninvestere disse kapitalgevinster med henblik på at erhverve et erstatningsaktiv, der var tiltænkt et driftssted, som er beliggende på et område i en anden medlemsstat end Tyskland, i forhold til en skattepligtig person, der foretager en tilsvarende geninvestering i en virksomhed med et fast driftssted beliggende i Tyskland. Domstolen fastslog følgelig, at denne forskelsbehandling som minimum kan gøre en geninvestering foretaget uden for Tyskland mindre attraktiv end en geninvestering foretaget i Tyskland. Domstolen fastslog af denne grund, at Forbundsrepublikken Tyskland ved at opretholde den omhandlede skatteordning handlede i strid med artikel 49 TEUF og EØS-aftalens artikel 31, idet den var egnet til at afskrække en i denne medlemsstat etableret skattepligtig person fra at udøve sin virksomhed gennem et fast driftssted beliggende på et område i en anden medlemsstat end Tyskland (4).

19.      Forbundsrepublikken Tyskland indførte efter Domstolens dom stk. 2a, i EStG’s § 6b. Denne bestemmelse gør det muligt, at den skat, der skal betales af fortjeneste på salgetsalget mod vederlag af det oprindelige aktiv, udskydes og betales over en periode på højst fem år, såfremt den skattepligtige, der er nævnt i EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), erhverver eller fremstiller et erstatningsaktiv, der kan henføres til forretningsaktiverne for en skattepligtig person i en anden medlemsstat eller EØS-stat. Kommissionen er af den opfattelse, at ændringen i tysk ret er tilfredsstillende, hvilket den bekræftede i retsmødet, idet den afhjælper krænkelsen af etableringsretten. Traktatbrudsproceduren blev herefter afsluttet.

20.      Imidlertid forblev EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), der ikke blev behandlet i dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed), uændret. Under hensyntagen til at denne bestemmelse, der indeholder betingelserne for den omhandlede skattefordel, tilsidesætter reglerne om kapitalens fri bevægelighed i EU-retten, besluttede Kommissionen sig for at fortsætte med traktatbrudsproceduren vedrørende denne markedsfrihed.

21.      Kommissionen sendte følgelig den 15. februar 2017 en supplerende åbningsskrivelse til Forbundsrepublikken Tyskland

22.      Forbundsrepublikken Tyskland anfægtede ved brev af 12. april 2017 Kommissionens opfattelse og fastholdt den holdning, som den havde givet udtryk for i sit oprindelige svar på Kommissionens første åbningsskrivelse.

23.      Den 27. november 2019 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse i henhold til artikel 258 TEUF, der bekræftede dens opfattelse af, at EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), er i strid med artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40. Endvidere opfordrede Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland til at efterleve den begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder efter dens modtagelse.

24.      Den 24. januar 2020 besvarede Forbundsrepublikken Tyskland den begrundede udtalelse, idet den gentog den opfattelse, som den havde givet udtryk for i dens svar på åbningsskrivelsen.

IV.    Retsforhandlingerne for Domstolen

25.      Den 23. juni 2025 besluttede Kommissionen, idet den var af den opfattelse, at Forbundsrepublikken Tyskland havde undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger til efterlevelse af den begrundede udtalelse inden for den fastsatte frist, at indlede den foreliggende sag, og har nedlagt påstand for Domstolen om at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40 ved at gøre retten til den omhandlede skattefordel betinget af, at virksomheden har et fast driftssted i Tyskland.

26.      Forbundsrepublikken Tyskland nedlagde i sit svarskrift, der er indgivet den 1. september 2025, påstand om frifindelse.

27.      Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland har den 10. oktober 2025 og den 12. november 2025 ligeledes indgivet henholdsvis replik og duplik i sagen.

28.      Der blev afholdt et retsmøde den 25. juni 2026, hvori Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet mundtlige indlæg.

V.      Bedømmelse

A.      Indledning

1.      Søgsmålet og bedømmelsens opbygning

29.      Kommissionen anmoder med det foreliggende søgsmål om, at Domstolen fastslår, at den tyske skatteordning, der er fastlagt i EStG’s § 6b, er i strid med reglerne om kapitalens fri bevægelighed. Kommissionen er navnlig af den opfattelse, at EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), tilsidesætter artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40 af den grund, at bestemmelsen udelukker virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland fra at drage nytte af den omhandlede henstand med betalingen af skat, selv om disse virksomheder befinder sig i sammenlignelige situationer med virksomheder, der har et fast driftssted i Tyskland, og som derfor er berettigede til at drage nytte af denne skattefordel.

30.      Ifølge artikel 63, stk. 1, TEUF, er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt. Dette forbud omfatter bl.a. restriktioner, der kan afholde ikke-hjemmehørende personer fra at investere i en medlemsstat eller sådanne, der kan afholde personer, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater (5).

31.      I den foreliggende sag er den relevante sondring mellem forskellige typer af virksomheder ikke baseret på hjemstedet, men derimod på om de har et fast driftssted i Tyskland.

32.      Der er tre kategorier af skattepligtige personer, der er relevante for at forstå den foreliggende sag.

33.      Den første kategori består af hjemmehørende virksomheder. Ifølge tysk ret er virksomheder hjemmehørende, når de enten har deres faktiske hovedsæde eller deres registrerede hjemsted i Tyskland (6). Disse virksomheder er pligtige at betale fuld selskabsskat (7).

34.      Den anden kategori består af ikke-hjemmehørende virksomheder, som er virksomheder, der hverken har deres faktiske hovedsæde eller registrerede hjemsted i Tyskland, men imidlertid har en form for fast driftssted i Tyskland som angivet i AO’s artikel 12. Disse ikke-hjemmehørende virksomheder anses for at have et fast driftssted i Tyskland og er begrænset skattepligtige, hvilket indebære pligt til at betale selskabsskat af erhvervsvirksomhed, der udøves lokalt.

35.      Den tredje kategori består endelig af ikke-hjemmehørende virksomheder, der ikke har noget fast driftssted i Tyskland. Disse virksomheder er i princippet ikke skattepligtige i Tyskland. Der gælder imidlertid undtagelser. En af disse undtagelser, som er relevant i den foreliggende sag, er fastsat i EStG’s § 49, stk. 1, nr. 2), litra f), hvorefter ikke-hjemmehørende virksomheder uden fast driftssted i Tyskland ikke desto mindre er underlagt en begrænset selskabsskattepligt af fortjenester af salg af fast ejendom, der er beliggende i denne medlemsstat.

36.      Det er for så vidt angår denne sidste kategori af virksomheder, at Kommissionen har gjort gældende, at den omhandlede tyske skatteordning tilsidesætter artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40, idet den udelukker disse virksomheder fra skattefordelen i EStG’s § 6b.

37.      Den omhandlede skattefordel består i en henstand med betalingen af skat på den betingelse, at den opnåede fortjeneste på salget af anlægsaktivet (herefter »det oprindelige aktiv«) bliver geninvesteret enten samme år (8) eller i en periode på højst seks år efter salget af det oprindelige aktiv (9) i et andet tilsvarende aktiv (herefter »erstatningsaktivet«) (10). Henstanden foretages ved at fradrage fortjenesten fra omkostningerne til anskaffelsen af erstatningsaktivet (11). Såfremt geninvesteringen ikke finder sted inden for det samme år, hvor det oprindelige aktiv er blevet afhændet, gør den tyske lovgivning det muligt at oprette en skattereserve, der opføres i regnskaberne, der viser den (endnu) ikke realiserede fortjeneste. Denne reserve kan anvendes til at reducere omkostningerne til anskaffelse af erstatningsaktivet inden for en frist på højst seks år. Såfremt denne reserve ikke anvendes til geninvestering i løbet af denne periode, skal virksomheden medtage den i dens overskud ved udgangen af det regnskabsår, hvor fristen for geninvestering udløber, og er pligtig at betale selskabsskat af det reserverede beløb (12).

38.      Såfremt erstatningsaktivet kan henføres til en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland, udskydes betalingen af skat, indtil det tidspunkt, hvor erstatningsaktivet, for hvilket den bogførte værdi reduceres ved at fradrage kapitalgevinsten på det første aktiv, bliver afhændet. På dette tidspunkt, som kan være længe efter salget af det oprindelige aktiv, vil Forbundsrepublikken Tyskland faktisk opkræve skatter af kapitalgevinsten hidrørende fra salget af det oprindelige aktiv sammen med skatter af kapitalgevinsten fra erstatningsaktivet, idet de nu udgør en del af den højere kapitalgevinst, der opnås ved salget af det nyerhvervede aktiv som følge af nedsættelsen af dets bogførte værdi. Såfremt erstatningsaktivet henføres til en virksomhed uden fast driftssted i Tyskland på grundlag af EStG’s § 6b, stk. 2a, der blev indført som en ændring efter dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (etableringsretten), kan denne virksomhed vælge at betale skatten i fem afdrag.

39.      Retten til skattefordelen er betinget af opfyldelsen af to krav i henhold til EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2). Det oprindelige aktiv skal for det første på tidspunktet for salget have været del af et virksomhedens aktivmasse i mindst seks år uden afbrydelser. Kommissionen var af den opfattelse, at denne del af den tyske lovgivning var problematisk.

40.      Det oprindelige aktiv skulle for det andet kunne henføres (13) til anlægsaktiverne for en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland i løbet af disse seks år.

41.      En virksomhed med et fast driftssted i en anden medlemsstat eller EØS-stat har følgelig ikke ret til at få henstand med betalingen af skat, selv såfremt det oprindelige aktiv blev henført til den for den påkrævede periode. En sådan virksomhed skal øjeblikkeligt betale selskabsskatten ved salget af det original aktiv. Det er dette aspekt af den omhandlede skatteordning, som Kommissionen anser for at være i strid med artikel 63, stk. 1, TEUF.

42.      Domstolen skal med henblik på at tage stilling til, hvorvidt den skal tage Kommissionens påstand til følge eller forkaste den, foretage en vurdering af, hvorvidt den differentiering, der foretages af den tyske lovgivning for så vidt angår den omhandlede skattefordel, udgør en restriktion for kapitalinvesteringer for virksomheder uden fast driftssted i Tyskland i strid med artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40.

43.      Jeg vil foretage min bedømmelse som følger nedenfor. Jeg vil indledningsvis argumentere for, at den omhandlede tyske skatteordning udgør en restriktion for grænseoverskridende kapitalbevægelser (under B), og at denne restriktion ikke er tilladt i henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF (under C). Jeg vil dernæst foretage en vurdering af, hvorvidt denne restriktion kan være begrundet i tvingende almene hensyn, således som den tyske regering har gjort gældende (under D). Jeg vil endelig foretage en kort gennemgang af anvendelsen af »grandfather«-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF (under E).

2.      EØS-aftalens artikel 40

44.      Kommissionen har gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 40.

45.      Jeg skal i denne forbindelse fremhæve, at EØS-aftalen som udgangspunkt bl.a. har til formål at sikre den videst mulige gennemførelse af den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for hele EØS, med henblik på at udstrække det indre marked i EU til EØS-staterne. Bestemmelserne i aftalen skal i dette perspektiv fortolkes ensartet (14). Domstolen har følgelig fastslået, at de bestemmelser i EØS-aftalen, der i det væsentlige er identiske med bestemmelserne i traktaten, skal fortolkes ensartet inden for medlemsstaterne (15).

46.      Restriktioner for kapitalens fri bevægelighed mellem statsborgere i en stat, der er part i EØS-aftalen, skal på grundlag af Domstolen faste praksis (16) vurderes i henhold til denne aftales artikel 40 og bilag XII. Disse bestemmelser har i denne henseende det samme retlige indhold som bestemmelsen i artikel 63 TEUF, der indholdsmæssigt er identisk med den. Jeg vil følgelig ikke tage særskilt stilling til spørgsmålet om tilsidesættelsen af EØS-aftalens artikel 40. Den bedømmelse, som følger nedenfor for så vidt angår artikel 63, stk. 1, TEUF, finder således tilsvarende anvendelse for denne bestemmelse.

B.      Er der tale om der en restriktion for kapitalens fri bevægelighed?

47.      I den foreliggende sag fastsætter den omhandlede nationale lovgivning en forskel i den skattemæssige behandling af virksomheder med et fast driftssted i Tyskland og virksomheder uden et sådan fast driftssted.

48.      Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at denne forskelsbehandling ikke er baseret på virksomheders »nationalitet«, idet virksomheder, der har et vedtægtsmæssigt hjemsted i Tyskland, og følgelig anses for at være hjemmehørende virksomheder med henblik på beskatning, men har deres faktiske hovedsæde i en anden medlemsstat eller EØS-stat og ikke noget andet fast driftssted i Tyskland, ligeledes er udelukkede fra den omhandlede skattefordel.

49.      Selv om dette scenarie således kan være muligt, er jeg enig med Kommissionen i, at en virksomhed, der er registreret i Tyskland, med større sandsynlighed vil have sit faste driftssted i Tyskland end en ikke-hjemmehørende virksomhed.

50.      Den omhandlede tyske lovgivning fører i denne forbindelse til at et større antal ikke-hjemmehørende virksomheder afholder sig fra at investere i fast ejendom i Tyskland eller geninvestere sin kapital ved at sælge aktiver i Tyskland.

51.      Det er i denne forbindelse ligeledes irrelevant, således som den tyske regering har gjort gældende, at ikke-hjemmehørende virksomheder kan have et fast driftssted i Tyskland og følgelig være berettigede til den omhandlede skattefordel. Dette ændrer ikke ved, at et større antal ikke-hjemmehørende virksomheder end hjemmehørende virksomheder vil blive frataget den omhandlede skattefordel.

52.      Såfremt man følgelig betinger den omhandlede skattefordel af, at der findes et fast driftssted i Tyskland, skaber den omhandlede tyske lovgivning en restriktion for den frie bevægelighed for kapital på tværs af grænserne.

53.      Når det er sagt indskrænker bestemmelserne i artikel 63, stk. 1, TEUF i henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF imidlertid ikke medlemsstaternes ret at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, der sondrer mellem skattepligtige, der ikke befinder i den samme situation for så vidt angår deres hjemsted.

C.      Objektiv sammenlignelighed

54.      Kan Forbundsrepublikken Tyskland påberåbe sig artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF med henblik på at udelukke den omhandlede skattelovgivning fra anvendelsesområdet for artikel 63, stk. 1, TEUF?

55.      Domstolen har gentagne gange i dens praksis fastslået, at »[d]et følger af fast retspraksis, at artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF som en undtagelse til det grundlæggende princip om frie kapitalbevægelser skal fortolkes strengt. Denne bestemmelse kan derfor ikke fortolkes således, at enhver skattelovgivning, som sondrer mellem de skattepligtige alt afhængigt af det sted, hvor de er bosat, eller den medlemsstat, i hvilken de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med traktaten […]« (17).

56.      »Den forskellige behandling, der er tilladt ifølge artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, må således ikke, ifølge denne artikels stk. 3, udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning. Domstolen har derfor fastslået, at en sådan forskellig behandling kun kan tillades, når den vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller, i modsat fald, når den er begrundet i et tvingende alment hensyn […]« (18).

57.      Den omhandlede tyske lovgivning kan følgelig kun være tilladt i henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, såfremt en virksomhed uden et fast driftssted i Tyskland befinder sig i en situation, der ikke er objektivt sammenlignelig med den situation, som en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland befinder sig i.

58.      Ifølge Domstolens praksis gælder, »at spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte, og for det andet at der kun kan tages hensyn til de relevante sondringskriterier i den omhandlede lovgivning med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af en sådan lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer« (19).

59.      Både Kommissionen og den tyske regering er i denne forbindelse enige i, at EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), skal fortolkes i lyset af lovens § 49, stk. 1, nr. 2), litra f). De er imidlertid uenige for så vidt angår spørgsmålet om, hvad formålet med sidstnævnte bestemmelse er.

60.      Kommissionens fortolkning af EStG’s § 49, stk. 1, nr. 2), litra f), stammer fra forarbejderne til denne bestemmelse. Den har gjort gældende, at denne bestemmelse udtrykkeligt er rettet mod situationer, hvor ikke-hjemmehørende virksomheder ejer fast ejendom i Tyskland, men ikke udøver nogen erhvervsvirksomhed. Indførelsen af litra f) havde til formål at sikre ligebehandling for udenlandske og nationale virksomheder, der udøver kapitalforvaltning. Den tyske lovgiver var i denne forbindelse af den opfattelse, at deres situationer er sammenlignelige, idet begge virksomheder forvalter fast ejendom i Tyskland, og deres aktiviteter er ens.

61.      Den tyske regering er enig i, at den omhandlede bestemmelse stiller samtlige virksomheder, der forvalter fast ejendom i Tyskland, på lige fod. Den har imidlertid anfægtet Kommissionens opfattelse af hovedformålet med denne bestemmelse. Den har gjort gældende, at det vigtigste formål med EStG’s § 49, stk. 1, nr. 2), litra f), er at sikre, at en kapitalgevinst hidrørende fra transaktioner om fast ejendom kvalificeres som indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed (og ikke længere som lejeindtægter), uagtet om der findes et fast driftssted i Tyskland. Den tyske regering har i denne forbindelse gjort gældende, at denne bestemmelse ikke har til formål at skabe en fiktion om et fast driftssted beliggende inden for det nationale område, og den tjener alene det formål at stille inden- og udenlandske virksomheder lige med henblik på beskatning af kapitalgevinster på fast ejendom.

62.      Uanset hvad der er den korrekte fortolkning af formålet med EStG’s § 49, stk. 1, nr. 2), litra f), er der ingen tvivl om, at denne bestemmelse pålægger ikke-hjemmehørende virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland at betale selskabsskat af kapitalgevinsten hidrørende fra en afhændelse af fast ejendom, der er beliggende i Tyskland. Virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland befinder sig for så vidt angår denne særlige beskatning følgelig i den samme position som virksomheder med et sådant fast driftssted.

63.      Selv om de imidlertid vil skulle betale den samme skat, kan disse virksomheder ikke drage nytte af muligheden for henstand med betaling af denne skat. Gælder der objektive forskelle i formålet med denne skattefordel mellem virksomheder med og uden et fast driftssted i Tyskland?

64.      Ifølge den tyske regering er formålet med den omhandlede skattefordel at fremme og i højere grad lette en omstrukturering af virksomheder ved, at de kan foretage geninvesteringer i erstatningsaktiver i form af anlægsaktiver. Dette øger virksomheders fleksibilitet og tilpasningsevne, således at deres økonomiske tilpasning til strukturelle ændringer lettes (20). Der skal følgelig tages hensyn til dette formål i forbindelse med en vurdering af sammenligneligheden af et grænseoverskridende og et nationalt tilfælde.

65.      Jeg er i denne forbindelse af den opfattelse, at virksomheder med et fast driftssted i andre medlemsstater (eller EØS-stater) under hensyntagen til det formål, der forfølges ved den omhandlede nationale lovgivning, befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med virksomheder med et fast driftssted i Tyskland. Begge kategorier af virksomheder kan opnå kapitalgevinster hidrørende fra salget af fast ejendom beliggende i Tyskland og kan have behov for fleksibilitet til at geninvestere disse kapitalgevinster med henblik på at tilpasse sig strukturelle og økonomiske ændringer. Selve den omstændighed at en virksomheds faste driftssted er beliggende i en anden medlemsstat stiller ikke i sig selv denne virksomhed i en anderledes situation for så vidt angår det formål, der forfølges med den omhandlede bestemmelse (21).

66.      Sammenfattende er den situation, som en virksomhed uden fast driftssted i Tyskland befinder sig i, sammenlignelig med situationen for en virksomhed med et fast driftssted i Tyskland. De er begge pligtige at betale selskabsskat af kapitalgevinsten hidrørende fra afståelsen af et anlægsaktiv i Tyskland, men førstnævnte skal betale denne skat straks, mens sidstnævnte kan udskyde betalingen. Denne fordel indebærer, at geninvesteringen er mere attraktiv for virksomheder med et fast driftssted i Tyskland end for virksomheder uden, selv såfremt de intentioner, der ligger bag geninvesteringen, er de samme.

67.      Forskelsbehandlingen af ikke-hjemmehørende virksomheder uden fast driftssted i Tyskland og virksomheder med et sådant fast driftssted er følgelig forbudt i henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, idet begge befinder sig i objektivt sammenlignelige situationer, når formålene med den omhandlede tyske skatteordning tages i betragtning. Den omhandlede tyske skatteordning tilsidesætter følgelig artikel 63, stk. 1, TEUF, medmindre den restriktion, som den indfører, kan begrundes i tvingende almene hensyn, således som det er blevet fremført af den tyske regering.

D.      Tvingende almene hensyn og den tyske skatteordnings proportionalitet

68.      Ifølge Domstolens praksis kan en restriktion for de frie kapitalbevægelser være tilladt, hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn, hvis den er egnet til at sikre gennemførelsen af det mål, som den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål (22).

69.      Såfremt Domstolen fastslår, at den omhandlede bestemmelse udgør en restriktion for kapitalens fri bevægelighed i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF, har den tyske regering påberåbt sig tre begrundelser for denne restriktion: 1) at fremme investeringer i Tyskland, 2) sammenhængen i skattesystemet, og 3) fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.

1.      Fremme investeringer i Tyskland

70.      Den tyske regering har gjort gældende, at såfremt Domstolen fastslår, at omhandlede lovgivning udgør en restriktion for kapitalens fri bevægelighed, er denne restriktion nødvendig med henblik på at fremme investeringer i Tyskland og sikre overlevelsen for virksomheder med en permanent tilstedeværelse i Tyskland. Den har ligeledes med henvisning til Domstolens praksis anført at fremme af investeringer, særlig når dette er knyttet til små og mellemstore virksomheders (SMV’er) overlevelse og bevarelsen af arbejdspladser i disse virksomheder, under visse omstændigheder og på visse betingelser kan betragtes som acceptable begrundelser for en national lovgivning, der indeholder en bestemmelse om afgiftsfritagelse for fysiske eller juridiske personer (23).

71.      Selv såfremt kravet om et fast driftssted i den omhandlede medlemsstat i denne forbindelse således var nødvendigt for at opfylde formålet om at støtte virksomheder med et fast driftssted i Tyskland og stimulere deres økonomiske virksomhed i denne medlemsstat, har dette formål en ren økonomisk karakter.

72.      Et rent økonomisk formål kan ifølge Domstolens praksis ikke være et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for kapitalens fri bevægelighed (24).

73.      Endvidere gælder, at selv såfremt formålet blev anset som lovligt, vil en facilitering af geninvesteringer af kapitalgevinster ikke i sig selv sikre, at et selskab bevarer sin erhvervsmæssige virksomhed i Tyskland.

74.      Endelig gælder, at selv såfremt en skatteordning, der er udformet med henblik på at støtte SMV’er, kan accepteres som begrundelse for en restriktion for kapitalens fri bevægelighed, er der intet der tyder på, at den omhandlede tyske lovgivning har til formål at støtte SMV’er. Enhver hjemmehørende virksomhed med et fast driftssted i Tyskland, der beslutter sig for at geninvestere fortjenesten ved salget af fast ejendom i nye anlægsaktiver inden for en frist på højst 6 år, kan derimod gøre brug af skattefordelen.

75.      Følgelig er der ikke grundlag for at lægge den tyske regerings argument om, at restriktionen for kapitalens fri bevægelighed er begrundet i behovet for at fremme investeringer i Tyskland, til grund.

2.      Sammenhængen i skattesystemet

76.      Den tyske regering har gjort gældende, at såfremt Domstolen fastslår, at den omhandlede lovgivning begrænser kapitalens fri bevægelighed, kan denne restriktion være begrundet i behovet for at sikre sammenhængen i skattesystemet. Ikke-hjemmehørende virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland nyder en skattemæssig fordel: de skal ikke betale den erhvervsskat, der opkræves lokalt. Denne fritagelse betyder, at ikke-hjemmehørende virksomheder kan gøre brug af den i denne sag omhandlede skattefordel, der af hensyn til skattesystemets sammenhæng, alene kan udøves af hjemmehørende virksomheder, der er pligtige at betale den lokale erhvervsskat. Såfremt man følgelig udvider den omhandlede skattefordel til at gælde ikke-hjemmehørende virksomheder, vil dette efter den tyske regerings opfattelse enten udgøre en forskelsbehandling af hjemmehørende virksomheder, der skal betale den lokale erhvervsskat eller tillægge ikke-hjemmehørende virksomheder en ubegrundet fordel, idet sidstnævnte ikke vil skulle betale den lokale erhvervsskat.

77.      Den tyske regering har til støtte for dette argument henvist til Domstolens praksis, hvorefter behovet for at sikre sammenhængen i et skattesystem kan begrunde en restriktion for udøvelsen af de grundlæggende friheder på betingelse af, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning (25).

78.      Det følger i denne forbindelse af Domstolens praksis, at der ikke kan tages hensyn til den skattepligtiges samlede skattemæssige stilling med henblik på at tage stilling til, hvorvidt den omhandlede bestemmelse udgør en tilsidesættelse af reglerne om kapitalens fri bevægelighed. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ugunstig skattemæssig behandling, skal i stedet behandles med henvisning til den omhandlede specifikke lovgivning (26).

79.      Under hensyntagen til, at den omhandlede skattefordel vedrører selskabsskat og gør det muligt at udskyde af betalingen af denne skat, befinder virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland sig i en situation, der kan sammenlignes med den, som virksomheder med et fast driftssted befinder sig i, selv hvis det alene er sidstnævnte, der er genstand for den lokale erhvervsbeskatning.

80.      Jeg er, som det ligeledes er blevet anført af Kommissionen, af den opfattelse, at den tyske regering ikke har vist, at der består en direkte sammenhæng mellem skattefordelen og udligningen heraf i form af den lokale erhvervsskat. Denne erhvervsskat, som virksomheder med et fast driftssted i Tyskland er underlagt, udligner ikke den ulempe, der skabes ved, at virksomheder uden fast driftssted i Tyskland udelukkes fra at kunne gøre brug af henstanden med betalingen af selskabsskat. De to skatter er forskellige. Den omhandlede skattefordel er alene knyttet til selskabsskatten og ikke den lokale erhvervsskat.

81.      Selskabsskatten og den lokale erhvervsskat udgør, som anført af Kommissionen, to særskilte skatter, der er underlagt forskellige retlige betingelser. I den foreliggende sag udspringer den påståede forskelsbehandling af den forskel i behandlingen af fortjenesten på salgetsalget mod vederlag, der er baseret på det sted, hvor virksomhedens faste driftssted er beliggende, frem for på en sameksistens mellem de forskellige beskatninger. Begge typer af virksomheder skal med andre ord betale selskabsskat, når de opnår en kapitalgevinst på salget af den faste ejendom beliggende i Tyskland, men alene hjemmehørende virksomheder med et fast driftssted i Tyskland har ret til den omhandlede skattefordel. Pligten til at betale den lokale erhvervsskat i henhold til tysk ret er således irrelevant for den foreliggende sag.

82.      Følgelig kan den tyske regering efter min opfattelse ikke påberåbe sig, at der gælder en pligt til at betale den lokale erhvervsskat, der (alene) er pålagt virksomheder med et fast driftssted i Tyskland, til at begrunde en forskelsbehandling mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende virksomheder.

3.      Afbalanceringen af fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstater

83.      Den tyske regering har gjort gældende, at den omhandlede restriktion ligeledes kan være begrundet i behovet for at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstater. Ifølge denne regerings fortolkning af præmis 69 i dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed), fastslog Domstolen derved, at en geninvestering af en kapitalgevinst, der skal anvendes til at erhverve erstatningsaktiver i udlandet, ikke forpligter Forbundsrepublikken Tyskland til at give afkald på dens ret til at beskatte denne fortjeneste forud for, at den forlader dens jurisdiktion. Følgelig vedtog Forbundsrepublikken Tyskland en skattefordel, der anvender denne doms begrundelser. Ifølge den tyske regering gennemfører EStG’s § 6b, stk. 4, nr. 2), fordelingen af den ret til beskatning, som medlemsstater har aftalt i bilaterale overenskomster, og at den afspejler princippet om, at hver stat bør have del i den økonomiske succes, der genereres af den infrastruktur, som den fører med sig, samtidig med at ikke-hjemmehørende virksomheder, hvis ikke-realiserede kapitalgevinster genereres i udlandet, udelukkes fra skattefordele. Udvidelsen af anvendelsesområdet for denne bestemmelse vil forstærke en allerede gunstig ordning for ikke-hjemmehørende virksomheder (takket være deres fritagelse for betaling af den lokale erhvervsskat), opfordre til skatteunddragelse og skattesvig og fordreje konkurrencen og derved skade det indre marked ved diskriminerende skattebehandling, samt stride imod de grundlæggende friheder.

84.      Jeg er ligesom Kommissionen af den opfattelse, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke er forpligtet til opgive sin ret til at beskatte kapitalgevinster hidrørende fra salget af det oprindelige aktiv beliggende i Tyskland. Medlemsstater bevarer i overensstemmelse med territorialitetsprincippet på skatteområdet retten til at beskatte de kapitalgevinster, som genereres på dens område (27).

85.      Imidlertid går den øjeblikkelige beskatning af fortjenesten på salgetsalget mod vederlag, som en ikke-hjemmehørende virksomhed har opnået, videre end nødvendigt for at nå formålet om at bevare fordelingen af beskatningskompetencen, under hensyntagen til at der findes mindre indgribende foranstaltninger end den øjeblikkelige beskatning. Som Domstolen på tilsvarende vis har fastslået i Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed) (28), kan en skattepligtig person uden fast driftssted i Tyskland gives valget mellem den øjeblikkelige betaling af skatten og en henstand med betalingen af denne skat. Opkrævningen af denne skat kan tilrettelægges således, at den gør det muligt for Tyskland at bevare kontrollen med den senere opkrævning af skatter trods dens manglende direkte kontrol med virksomhedens bogholderi, som følge af at der ikke er noget fast driftssted i Tyskland.

86.      Følgelig er der ikke grundlag for den tyske regerings argument om, at udelukkelse for ikke-hjemmehørende virksomheder uden fast driftssted i Tyskland fra at kunne udskyde betalingen af skat kan ske med henvisning til medlemsstatens beskatningskompetence.

87.      Under hensyntagen til at den omhandlede tyske skatteordning udgør en restriktion for grænseoverskridende kapitalbevægelser ved at udelukke virksomheder uden et fast driftssted i Tyskland fra at drage nytte af henstand med betalingen af skat til trods for, at de er underlagt den samme selskabsskatteordning som virksomheder med et fast driftssted i Tyskland, der kan få henstand med betalingen af skat, og at denne differentiering i behandlingen ikke er begrundet i de tvingende almene hensyn, der er fremført af den tyske regering, vil jeg foreslå, at Domstolen fastslår, at den omhandlede tyske skatteordning tilsidesætter artikel 63, stk. 1, TEUF.

 E.      Anvendelsen af artikel 64, stk. 1, TEUF vedrørende restriktioner for kapitalens fri bevægelighed for så vidt angår tredjelande

88.      Artikel 64, stk. 1, TEUF indeholder en »grandfather«-klausul, som begrænser det tidsmæssige anvendelsesområde for artikel 63 TEUF for så vidt angår restriktioner, der den 31. december 1993 eksisterer i henhold til national lovgivning eller EU-retten med hensyn til sådanne kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, herunder investering i fast ejendom, etablering, levering af finansielle tjenesteydelser eller værdipapirers adgang til kapitalmarkeder.

89.      Denne bestemmelse kan påberåbes i forhold til tredjelande, men ikke i forhold til stater, der er parter i EØS-aftalen (29).

90.      Den tyske regering har anført, at EStG’s § 6b blev indført i den nationale retsakt ved Steueränderungsgesetz (lov til ændring af skatteloven) fra 1964. Denne bestemmelse finder anvendelse for investeringer i hjemmehørende virksomheder og gør det muligt at opbygge skjulte reserver bestående af kapitalgevinster, der hidrører fra individuel afhændelse af visse aktiver i form af fast ejendom, som skal anvendes til geninvesteringsformål. Den er følgelig omfattet af anvendelsesområdet for artikel 64, stk. 1, TEUF.

91.      Tysklands skatteordning er dermed ikke i strid med traktaterne, såfremt den anvendes i forhold til tredjelande.

92.      Kommissionen har i retsmødet bekræftet, at den ikke anfægter dette argument.

VI.    Sagsomkostninger

93.      I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagsomkostningerne, og idet Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen, bør det pålægges den at betale omkostningerne.

VII. Forslag til afgørelse

94.      Jeg vil i lyset af de ovenstående betragtninger foreslå Domstolen at bestemme følgende:

»1)      Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992, idet den har vedtaget og opretholdt en skatteordning i § 6b, stk. 4, nr. 2), i Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat), som i tilfælde af geninvestering gør henstand med beskatningen af fortjeneste på salgetsalget mod vederlag af visse økonomiske aktiver betinget af, at aktivet har været en del af anlægsaktiverne for en skattepligtig person med et fast driftssted i Tyskland i mindst seks år forud for deres afhændelse.

2)      Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagsomkostningerne«.


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2.5.1992 (EFT 1994, L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«).


3 –      Jf. dom af 16.4.2015, Kommissionen mod Tyskland (etableringsretten) (C-591/13, herefter »Kommissionen mod Tyskland (etableringsretten)«,  EU:C:2015:230).


4 –      Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed), præmis 58 og 59.


5 –      Jf. dom af 27.2.2025, Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej (Investeringsinstitutters forvaltningsordning) (C-18/23, EU:C:2025:119, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).


6 –      Jf. KStG’s § 1.


7 –      Ibidem.


8 –      EStG’s § 6, stk. 1.


9 –      EStG’s § 6, stk. 3.


10 –      Ifølge EStG ’s § 6b, stk. 1, kan grunde og jorder erstattes med andre grunde og jorder; vækster knyttet til grunde og jorder til grunde og jorder, eller vækster knyttet til grunde og jorder; bygninger med grunde og jorder, vækster knyttet til grunde og jorder eller bygninger; og fartøjer på indre vandveje med fartøjer på indre vandveje.


11 –      Ifølge EStG’s § 6b, stk. 2, beregnes fortjenesten som differencen mellem afhændelsesprisen fratrukket afhændelsesomkostningerne og den bogførte værdi, som det afhændede investeringsaktiv skulle have været ansat til på afhændelsestidspunktet.


12 –      Hvilket er det scenarie, der er beskrevet i EStG’s § 6b, stk. 3.


13 –      Den tyske regering forklarede i retsmødet, at henførelsen af aktiver til anlægsaktiverne for et fast driftssted foretages ved registrering og offentliggørelse i virksomhedsregisteret.


14 –      Jf. Udtalelse 1/92 (anden udtalelse om EØS-aftalen) af 10.4.1992 (EU:C:1992:189).


15 –      Jf. dom af 13.11.2025, Familienstiftung (C-142/24, herefter »Familienstiftung-dommen«, EU:C:2025:873, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).


16 –      Jf. Familienstiftung-dommens præmis 35 og den deri nævnte retspraksis.


17 –      Jf. Familienstiftung-dommens præmis 53 og den deri nævnte retspraksis.


18 –      Dom af 16.11 2023, Autoridade Tributária e Aduaneira (Kapitalgevinst ved afståelse af kapitalandele) (C- 472/22, EU:C:2023:880, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).


19 –      Jf. eksempelvis dom af 27.4.2023, L Fund (C-537/20, herefter »L Fund-dommen«, EU:C:2023:339, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).


20 –      Jf. den tyske regerings redegørelse af 17.1.2013 til Kommissionen.


21 –      Domstolen anvendte ligeledes den samme argumentation i L Fund-dommens præmis 57-62.


22 –      Jf. L Fund-dommens præmis 66 og den deri nævnte retspraksis.


23 –      Den tyske regering har til støtte for dette argument henvist til dom af 25.10.2007, Geurts og Vogten (C-464/05, EU:C:2007:631, præmis 26).


24 –      Jf. eksempelvis dom af 6.6.2000, Verkooijen (C-35/98, EU:C:2000:294, præmis 48), og af 25.2.2021, Novo Banco (C-712/19, EU:C:2021:137, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).


25 –      Jf. dom af 26.10.2006, Kommissionen mod Portugal (C-345/05, EU:C:2006:685, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).


26 –      Jf. i denne forbindelse dom af 28.1.1986, Kommissionen mod Frankrig (C-270/83, EU:C:1986:37, præmis 21), som Kommissionen henviste til i retsmødet. Kommissionen har anført, at den begrundelse, der blev anvendt af Domstolen i denne dom, ligeledes kan anvendes i den foreliggende sag trods det forhold, at den omhandlede etableringsretten.


27 –      Kommissionen mod Tyskland (etableringsfrihed), præmis 65.


28 –      jf. dommens præmis 73.


29 –      Jf. eksempelvis kendelse af 24.6.2011, projektart m.fl. (C-476/10, EU:C:2011:422, præmis 36).