I henhold til direktivets artikel 14 skal medlemsstaterne drage omsorg for at forbyde handel med levnedsmidler på deres område, såfremt de i direktivets artikel 3 og artikel 4, stk. 2, foreskrevne oplysninger ikke er anført på et for køberen let forståeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles køberen på anden måde.

I Belgien bestemmer artikel 10 i kongelig anordning af 2. oktober 1980 — nu artikel 11 i kongelig anordning af 13. november 1986 — om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler, som er udstedt til gennemførelse af direktivets artikel 14, at de oplysninger, der er foreskrevet i anordningens artikel 2 samt i særbestemmelser, i det mindste skal være affattet på det eller de sprog, der tales i det sprogområde, hvor levnedsmidlerne udbydes til salg.

Sammenslutningen Piageme og en række selskaber, som importerer og forhandler mineralvand, fandt, at en sådan adfærd var i strid med belgisk lovgivning om mærkning og fremsatte i en sag om foreløbige forholdsregler ved Rechtbank van koophandel, Leuven, begæring om, at der under bødetvang nedlægges forbud mod selskabet Peeters' ovennævnte salg af mineralvand.

Da sagsøgte heroverfor gjorde gældende, at den påberåbte nationale lovgivning ikke var i overensstemmelse med Traktatens artikel 30 og artikel 14 i direktiv 79/112, besluttede den nationale ret at udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

Sagsøgerne i hovedsagen har nemlig anført, at spørgsmålet om, hvorvidt de belgiske bestemmelser er i strid med direktivet, kun opstår, såfremt det for den nationale ret godtgøres, at køberne er sikret effektiv oplysning, selv om oplysningerne ikke er affattet på det sprog, der tales i det område, hvor produkterne udbydes til salg.

Da den forelæggende ret ikke forinden har undersøgt, om det forholder sig således, er Domstolens besvarelse af det præjudicielle spørgsmål ikke nødvendig for at afgøre en tvist, som på dette trin snarere vedrører undersøgelsen af, om forbrugeren er i stand til at forstå oplysninger, der er angivet på et andet sprog end hans eget.

Når sådanne spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom uden nogen undersøgelse af de omstændigheder, som ligger til grund for de nationale retters forelæggelse af spørgsmålene.

Dette gælder dog ikke, såfremt det er klart, at proceduren efter Traktatens artikel 177 er anvendt i strid med sit formål for at få Domstolen til at træffe afgørelse om en konstrueret tvist, eller såfremt det er åbenlyst, at den fællesskabsretlige bestemmelse, som er forelagt Domstolen til fortolkning, ikke finder anvendelse.

Det fremgår imidlertid ikke af sagen, at nogen af de nævnte situationer foreligger, og jeg mener derfor ikke, at der i den foreliggende sag kan rejses begrundet tvivl om Domstolens kompetence.

Sagsøgerne i hovedsagen har imidlertid anført, at medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 14 skal forbyde salg af levnedsmidler, der ikke opfylder de i bestemmelsen fastsatte krav med hensyn til forståeligheden af de ved hjælp af mærkning givne oplysninger, hvorimod medlemsstaterne ikke ifølge bestemmelsen skal tillade en hvilken som helst mærkning, når blot indholdet er let forståeligt for køberne.

For det første må der tages hensyn til, at direktivet, som indeholder generelle og horisontale fællesskabsregler, der gælder ror alle levnedsmidler, blev udstedt med henblik på at forbedre det fælles markeds funktion og fremme de frie varebevægelser og samtidig sikre en korrekt oplysning og tilstrækkelig beskyttelse af forbrugerne

Jf. anden, tredje, fjerde og syvende betragtning.

For det andet skal det understreges, at direktivets bestemmelser under ingen omstændigheder kan fortolkes således, at de kan føre til en begrænsning af de rettigheder, som borgerne umiddelbart kan støtte på Traktatens artikel 30.

For så vidt angår denne traktatbestemmelse, har Domstolen allerede haft lejlighed til at fastslå, at hensynet til forbrugerbeskyttelsen, som kan begrunde kravet om bestemte betegnelser og oplysninger, ikke foreligger, såfremt oplysningerne på produktets originale etiket er lige så oplysende som mærkningen ifølge medlemsstatens lovgivning og er forståelige for denne stats forbrugere

Jf. navnlig dom af 22.6.1982, sag 220/81, Robertson, Sml. s. 2349, præmis 11, 12 og 13, og dom af 16.12.1980, sag 27/80, Ketje, Smi. s. 3839, præmis 10, 11 og 12.

Det er nemlig klart, at selv om en pligt til at anføre visse oplysninger på nærmere angiven måde, ikke helt udelukker import af produkter med oprindelse i andre medlemsstater, eller som er i fri omsætning dér, kan et krav herom vanskeliggøre salget af disse produkter, navnlig ved parallelimport; et sådant krav kan derfor ikke anses for foreneligt med Traktatens artikel 30, medmindre det faktisk er begrundet i det almindelige hensyn til forbrugerbeskyttelse. Direktivets artikel 14 skal derfor ikke blot fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtet til at silure, at forbrugeren får de nødvendige oplysninger, men også således, at bestemmelsen fastsætter den måde, hvorpå denne grundlæggende ret silures, samt grænserne herfor, således at samhandelen ikke hindres urimeligt.

Artikel 14 i direktiv 79/112/EØF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der i henhold til nationale regler skal anvendes et bestemt sprog ved mærkning af levnedsmidler, uden at der gives mulighed for anvendelse af et andet sprog, der let forstås af køberne, eller for, at køberne sikres de nødvendige oplysninger på anden måde.