I.

Indledning

1.

Binca Seafoods GmbH (»Binca«) er importør af pangasius – en slags havkat – fra Vietnam. Forordning (EU) nr. 1358/2014 (»den omtvistede forordning«)  ( 2 ) er den sidste i en række forordninger om ændring af de detaljerede bestemmelser for produktion og mærkning af »økologisk« fisk.

2.

Den omtvistede forordning indeholder specifikke undtagelser, så visse fisk kan kaldes »økologiske«, selv om de omfatter aspekter af ikke-økologisk produktion (f.eks. brug af vildtfangede ungfisk med henblik på genopbygning af bestande). Den omtvistede forordning blev vedtaget kort før udløbet af en generel overgangsperiode, som havde skabt en bred undtagelse, hvor produkter, for hvilke der blev anvendt etablerede produktionsmetoder, herunder Bincas, kunne beskrives som »økologiske«, selv om de ellers ikke ville opfylde kravene til »økologisk« produktion.

3.

Binca anlagde et søgsmål om annullation af den omtvistede forordning ved Retten. Det centrale punkt i Bincas sag ved Retten var, at de specifikke undtagelser i den omtvistede forordning var diskriminerende. Det skyldes, at de var nyttige for produktionen af nogle arter, men ikke for produktionen af pangasius. Da Binca ikke kunne blive omfattet af de specifikke undtagelser eller af den bredere undtagelse under den generelle overgangsordning, der snart udløber, kunne virksomheden ikke længere mærke sine produkter som »økologiske«.

4.

Ved kendelse af 11. marts 2016, Binca Seafoods mod Kommissionen (T-94/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:164), afviste Retten Bincas annullationspåstand på grund af manglende retlig interesse (»den appellerede kendelse«). I den appellerede kendelse anførte Retten, at Bincas søgsmål havde til formål at forlænge den generelle overgangsperiode. Retten konstaterede, at annullationssøgsmålet ikke kunne føre til en forlængelse af overgangsperioden og derfor ikke kunne skabe den fordel, Binca søgte. Derfor manglede Binca retlig interesse.

5.

Ved sin appel hare Binca nedlagt påstand både om ophævelse af den appellerede kendelse og annullation af den omtvistede forordning. Med hensyn til den appellerede kendelse er Bincas hovedargument i al væsentlighed, at Rettens begrundelser for at fastslå manglende retlig interesse var utilstrækkelige og/eller usammenhængende. Betydningen af begrebet »retlig interesse« er således centralt i denne appel.

II.

Relevante retsforskrifter

A.

Forordning (EF) nr. 834/2007

6.

Forordning nr. (EF) 834/2007  ( 3 ) er grundforordningen om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (herefter »grundforordningen«).

7.

Artikel 2 i grundforordningen indeholder følgende definitioner:

8.

Artikel 15 i grundforordningen har overskriften »Produktionsregler for akvakulturdyr«:

9.

Afsnit IV (artikel 23-26) fastsætter forskellige mærkningskrav, herunder begrænsninger vedrørende brugen af ordet »økologisk«, obligatoriske oplysninger og anvendelsen af logoer.

10.

Afsnit VI (artikel 32 og 33) om handel med tredjelande fastsætter betingelser for, hvornår produkter kan importeres som økologiske fra lande uden for EU. Der kræves især, at grundforordningens materielle betingelser opfyldes, eller at der stilles tilsvarende garantier.

11.

Ifølge artikel 38 skal Kommissionen fastsætte gennemførelsesbestemmelser til grundforordningen. I henhold til artikel 42 finder grundforordningen anvendelse fra den 1. januar 2009.

B.

Gennemførelsesforordningerne

12.

Grundforordningen blev først gennemført ved forordning (EF) nr. 889/2008  ( 4 ) (herefter »gennemførelsesforordningen«). Gennemførelsesforordningen udelukkede oprindelig akvakulturprodukter fra sit anvendelsesområde [artikel 1, stk. 2, litra a)].

13.

Gennemførelsesforordningen blev efterfølgende ændret fire gange ved forordning (EF) nr. 710/2009  ( 5 ) (herefter »den første ændringsforordning«), forordning (EU) nr. 1030/2013  ( 6 ) (herefter »den anden ændringsforordning«), forordning (EU) nr. 1364/2013  ( 7 ) (herefter »den tredje ændringsforordning«) og forordning nr. 1358/2014, dvs. den omtvistede forordning. Hver af disse ændringsforordninger behandles nedenfor.

1.

Den første ændringsforordning

14.

Den første ændringsforordning udvidede anvendelsesområdet for gennemførelsesforordningen til visse akvakulturdyr  ( 8 ) og indførte specifikke produktionsbestemmelser for dem under afsnit II, kapitel 2a, under overskriften »Produktion af akvakulturdyr«. Artikel 25e i dette kapitel med overskriften »De ikke-økologiske akvakulturdyrs oprindelse og forvaltning« fastsatte de ekstraordinære omstændigheder, hvor ikke-økologiske akvakulturdyr kunne indgå i produktionsprocessen. Især indeholdt artikel 25e, stk. 3, muligheden for at benytte en faldende andel af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr: 80% indtil udgangen af 2011, 50% indtil udgangen af 2013 og 0% inden udgangen af 2015 (herefter omtalt som bestemmelsen om faldende anvendelse af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr). Artikel 25e, stk. 4, fastsatte de restriktive betingelser, hvorunder indsamling af vildtlevende yngel er tilladt. I sin oprindelige udgave lød teksten til artikel 25e som følger:

15.

Det anføres i niende betragtning til den første ændringsforordning, at: »[E]ftersom økologisk produktion af akvakulturdyr stadig er i sin vorden, er det ikke muligt at skaffe økologiske gydebestande i tilstrækkelige mængder. Det bør derfor være muligt under visse omstændigheder at anvende ikke-økologiske gydebestande og ungdyr.«

16.

Den første ændringsforordning var gældende fra den 1. juli 2010 (artikel 2), men indførte også en ny artikel 95, stk. 11, i gennemførelsesforordningen, som fastsatte en overgangsordning (»overgangsperiode«). Overgangsperioden skulle slutte senest den 1. juli 2013. Den åbnede reelt for muligheden for fortsat drift af eksisterende produktionsenheder efter den tidligere ordning indtil den dato og for bevarelse af deres »økologiske« status på visse betingelser. Artiklen lyder som følger:

17.

Artikel 2 i den første ændringsforordning fastsætter også, at der, hvis der foreligger en behørig begrundelse herfor, kan foretages yderligere ændringer i gennemførelsesforordningen fra den 1. juli 2013 (som efterfølgende blev foretaget med den anden og den tredje ændringsforordning og den omtvistede forordning).

2.

Den anden ændringsforordning

18.

Den anden ændringsforordning forlængede overgangsforordningen fra den 1. juli 2013 til den 1. juli 2015. Dette skete på grund af områdets kompleksitet, og fordi der var behov for mere tid til at undersøge forslag til ændringer af bestemmelserne (anden til fjerde betragtning).

19.

Den anden ændringsforordning ændrede ikke bestemmelsen om faldende anvendelse af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr (indeholdt i gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 3).

3.

Den tredje ændringsforordning

20.

Den tredje ændringsforordning ændrede bestemmelsen om faldende anvendelse af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr [indeholdt i gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 3)]. Specifikt udsatte den datoen for, hvor længe anvendelsen af en andel på op til 50% ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr var tilladt, fra den 31. december 2013 til den 31. december 2014. Sidste frist for, hvornår denne andel skulle være reduceret til 0%, var fortsat den 31. december 2015.

21.

Den tredje ændringsforordning ændrede ikke overgangsperioden i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 95, stk. 11.

4.

Den omtvistede forordning

22.

Med den omtvistede forordning ændredes forskellige bestemmelser i gennemførelsesforordningen. Især ændredes de situationer, hvor indsamling af vildtlevende yngel er tilladt, idet gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4, blev ændret, og en ny artikel 25e, stk. 4, litra c), blev tilføjet:

23.

Den ændring blev forklaret i den omtvistede forordnings tredje og fjerde betragtning som følger:

24.

Den omtvistede forordning ændrede også gennemførelsesforordningens artikel 25k, især ved at tillade anvendelse af foder produceret af visse andre fisk til kødædende akvakulturdyr [artikel 25k, stk. 1, litra e)] og anvendelse af histidin [artikel 25k, stk. 5)], som har følgende ordlyd:

25.

Den omtvistede forordning ændrede ikke bestemmelsen om anvendelse af en faldende andel af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr (indeholdt i artikel 25e, stk. 3, i gennemførelsesforordningen).

26.

Den omtvistede forordning ændrede ikke overgangsperioden i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 95, stk. 11.

III.

Faktiske omstændigheder og den administrative procedure

27.

De faktiske omstændigheder og den administrative procedure er beskrevet i punkt 37-48 i den appellerede kendelse.

28.

Binca er en tysk virksomhed. Den importerer pangasius produceret i Vietnam til Tyskland som et økologisk produkt. Binca videresælger fisken til kunder i Tyskland, Østrig og Skandinavien. Siden 2005 har Binca købt pangasius, som af IMO Suisse er certificeret som økologisk ifølge standarder defineret af Naturland.

29.

Binca køber frossen pangasius via en mellemhandler etableret i Vietnam, som også er certificeret som økologisk. Mellemhandleren forarbejder og fryser fisken. Den fakturerer herefter det leverede produkt til Binca, som derefter eksporterer det til Europa. Under produktionsprocessen køber Binca selv ingredienser til fiskefoder, som virksomheden leverer til mellemhandleren, og trækker det tilsvarende beløb fra købsprisen, der betales til mellemhandleren.

30.

I september 2014 skrev Binca til Kommissionen og foreslog ændringer til gennemførelsesforordningen. Især foreslog virksomheden en ændring af bestemmelsen om anvendelse af en faldende andel af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr (gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 3) med udvidelse af den mulige anvendelse af denne yngel til 2021.

31.

I oktober 2014 meddelte Kommissionen Binca pr. skrivelse, at ændringsprocessen vedrørende gennemførelsesforordningen var undervejs, og at medlemsstaternes og interesserede parters holdninger ville blive taget i betragtning.

32.

Den omtvistede forordning blev vedtaget den 18. december 2014.

33.

Ved skrivelse af 18. februar 2015 anmodede Binca under henvisning til artikel 265 TEUF om, at Kommissionen forlængede overgangsperioden, jf. gennemførelsesforordningens artikel 95, stk. 11, til den 1. januar 2018 for pangasius med oprindelse i Vietnam.

34.

Binca anlagde sit søgsmål om annullation af den omtvistede forordning ved Retten den 19. februar 2015.

35.

Ved skrivelse af 22. april 2015 meddelte Kommissionen Binca, at den ikke havde til hensigt at forlænge overgangsperioden igen eller ændre bestemmelsen om anvendelse af en faldende andel af ikke-økologisk yngel af akvakulturdyr.

IV.

Sagens behandling ved Retten og den appellerede kendelse

A.

Parternes argumenter

36.

I sit annullationssøgsmål gjorde Binca gældende, at virksomheden var blevet udsat for forskelsbehandling. Hvis man blot havde ladet overgangsperioden udløbe for alle producenter, ville en sådan forskelsbehandling ikke være opstået. I stedet fastsatte den omtvistede forordning visse specifikke overgangsforanstaltninger og undtagelser, som i praksis var til gavn for Bincas konkurrenter, men fastsatte ingen overgangsforanstaltninger og undtagelser til gavn for Binca. Den omtvistede forordning forlængede heller ikke overgangsperioden. De overgangsforanstaltninger og undtagelser, som ifølge Binca i praksis kun var til gavn for anden økologisk akvakultur, vedrørte navnlig oprindelsen af yngel.

37.

Binca hævdede, at andre erhvervsdrivende fortsat kunne bruge økologisk mærkning på betingelser, som i praksis ikke kunne opfyldes af Binca. I den forbindelse henviste Binca specifikt til ulige behandling for produktion i Mekongdeltaet i modsætning til europæiske brakvandsområder.

38.

Binca anså sig selv for at være direkte berørt af den omtvistede forordning, fordi virksomheden var underlagt EU-lovgivningen om økologisk akvakultur og som følge af den omtvistede forordning ville få frataget muligheden for at markedsføre sine produkter som økologiske.

39.

Ved Retten gjorde Binca gældende, at den omtvistede forordning tilsidesætter virksomhedens frihed til at etablere og drive egen virksomhed og princippet om forbud mod forskelsbehandling (under påberåbelse af artikel 16, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) og tilsidesætter princippet om god tro (eftersom Kommissionen vidste, at rent økologisk opdræt af pangasius stadig var umuligt  ( 9 )). Binca gjorde også gældende, at Kommissionen ikke respekterede det mandat, den havde fået af Rådet, eftersom den ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til den teknologiske udvikling inden for økologisk opdræt ved fastlæggelsen af en passende overgangsperiode. Endelig påberåbte Binca sig begrænsninger af international handel.

40.

Den 21. maj 2015 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse mod Bincas annullationssøgsmål. Binca fremsatte bemærkninger som svar på indsigelsen den 9. juli 2015.

41.

I sin formalitetsindsigelse gjorde Kommissionen gældende, at søgsmålet ikke opfyldte kravene i artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement (nu artikel 76), da det ikke var tilstrækkeligt præcist til, at Kommissionen kunne forberede sit forsvar. I den forbindelse hævdede Kommissionen, at søgsmålet ikke indeholdt nogen oplysning om, hvorfor den omtvistede forordning burde annulleres, undtagen vedrørende artikel 1, stk. 1 (om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4).

42.

Kommissionen gjorde også gældende, at Binca savnede retlig interesse og ikke var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning.

43.

I forbindelse med spørgsmålet om at være umiddelbart berørt fandt Kommissionen, at Binca som importør snarere end som producent af pangasius ikke var umiddelbart berørt af den angiveligt diskriminerende bestemmelse om anvendelse af yngel, som den søgte at få annulleret. Bestemmelserne kan have følger for Bincas økonomiske aktivitet, men ikke umiddelbart for virksomhedens retsstilling.

44.

Med hensyn til retlig interesse gjorde Kommissionen gældende, at selv om artikel 1, stk. 1, i den omtvistede forordning (om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4), skulle blive anset for at være diskriminerende og blive annulleret, ville det ikke påvirke Bincas retsstilling. Overgangsperioden ville stadig udløbe.

45.

Som svar på Kommissionens argumenter om, hvorvidt Binca var umiddelbart berørt, anførte Binca, at virksomheden var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, fordi den blev forhindret i at markedsføre pangasius som et økologisk produkt. Det stod i modsætning til virksomhedens konkurrenter, der efter bestemmelserne i den omtvistede forordning kunne opretholde eksisterende produktionsmetoder og markedsføring af produkter som økologiske. Forbrugere, for hvem forskellige økologiske fiskearter er substituerbare, ville holde op med at købe Bincas produkter og gå over til konkurrenterne.

46.

Binca anførte, at man i modsætning til, hvad Kommissionen hævdede, ikke ønskede en forlængelse af overgangsperioden for sig selv. Binca erkendte, at denne ikke kunne opnås via et annullationssøgsmål. I stedet ønskede virksomheden at bringe det, den opfattede som forskelsbehandling som følge af den omtvistede forordning, til ophør.

47.

For så vidt angår konkurrenceforholdet i praksis bemærkede Binca, at hvis det ikke havde været for den omtvistede forordning, kunne producenter af laks og ørred ikke længere sælge deres produkter som økologiske. I den forbindelse pegede Binca på, at de pågældende producenter havde fået tilladelse til at anvende histidin og foder fremstillet af andre fisk til at opfylde ernæringsbehovet [den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 3, og artikel 1, stk. 5, om ændring af henholdsvis gennemførelsesforordningens artikel 25k, stk. 1, litra e), og artikel 25k, stk. 5].

48.

Binca erklærede, at virksomheden ikke havde anfægtet afslutningen af overgangsperioden, for det kunne den ikke længere gøre (den var fastsat ved tidligere ændringsforordninger). Under alle omstændigheder kunne den ikke have gjort det på det tidspunkt, fordi bevillingen af den periode var til gavn for den, og fordi overgangsperioden i sig selv ikke skabte forskelsbehandling mellem erhvervsdrivende.

B.

Den appellerede kendelse

49.

I den appellerede kendelse fastslog Retten, at Binca navnlig ønsker en forlængelse af overgangsperioden (præmis 67).

50.

Retten bemærkede videre, at den omtvistede forordning ikke ændrede overgangsperioden eller ændrede tidsplanen for bestemmelsen om anvendelse af en faldende andel af yngel (henholdsvis artikel 95, stk. 11, og artikel 25e, stk. 3, i gennemførelsesforordningen) (præmis 68 og 69).

51.

Retten bemærkede, at Binca selv erkender, at virksomheden ikke kan opnå en forlængelse af overgangsperioden gennem et annullationssøgsmål. Under de betingelser konkluderede Retten, at annullationen af den omtvistede forordning ikke ville give Binca mulighed for at importere pangasius som økologisk produkt, og konkluderer således, at den ikke har nogen interesse i en annullation. Søgsmålet må derfor afvises (præmis 72 og 73).

52.

Retten tilføjede, at Binca for at anfægte overgangsperioden skulle have anfægtet den første og/eller den anden ændringsforordning på det grundlag, at Kommissionen havde en forpligtelse til at fastsætte en længere overgangsperiode i de pågældende retsakter. Den burde i henhold til artikel 264 TEUF have anmodet Domstolen om at suspendere annullationen, indtil en ny retsakt med en længere overgangsperiode var vedtaget.

V.

Retsforhandlingerne ved Domstolen

53.

Med sin appel har Binca nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse og annullation af den omtvistede forordning. Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og Binca tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

54.

Binca har i appelsagen fremført 15 særskilte argumenter, der kan opsummeres under følgende overskrifter:

–

den første række argumenter: usammenhængende eller utilstrækkelig begrundelse bestående i: a) manglende hensyntagen til argumenter vedrørende konkurrencebeskyttelse og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og b) en fejlagtig omkvalificering af formålet med søgsmålet

–

den anden række argumenter: Rettens manglende anerkendelse af, at sagen kunne antages til realitetsbehandling som et søgsmål, der havde til formål at beskytte konkurrencen

–

den tredje række argumenter: tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og specifikt en undladelse af at tage hensyn til sagens realitet

–

den fjerde række argumenter: tilsidesættelse af retten til et offentligt retsmøde

–

den femte række argumenter: tilsidesættelse af friheden til at etablere og drive egen virksomhed og retten til ligebehandling.

55.

Vedrørende den første række argumenter fastholder Binca, at Retten fejlagtigt undlod at tage hensyn til virksomhedens argumenter, som var baseret på ulige behandling i forbindelse med undersøgelse af formaliteten, og ukorrekt havde fremlagt sagen, som om formålet var at opnå en forlængelse af overgangsperioden. Kommissionen er af den opfattelse, at Retten foretog en passende behandling af Bincas argumenter og ikke begik en retlig fejl. Kommissionen finder, at Retten korrekt konkluderede, at Binca ikke ville opnå nogen fordel af annullationen.

VI.

Bedømmelse

56.

Kun den ovennævnte første række af argumenter i appelsagen kræver en grundig undersøgelse. Den resterende del af appellen kan efter min opfattelse åbenbart ikke antages til realitetsbehandling eller er åbenbart ugrundet.

1.

Rettens begrundelses utilstrækkelighed og/eller usammenhængende karakter

57.

Som bekræftet i præmis 1 i den appellerede kendelse blev der i søgsmålet anlagt ved Retten i sag T-94/15 nedlagt påstand om annullation af forordning nr. 1358/2014.

58.

I præmis 72 og 73 i den appellerede kendelse fastslog Retten: i) Annullationen af den appellerede kendelse vil ikke give Binca mulighed for at importere økologisk mærket pangasius til EU, og ii) Binca har ingen interesse i annullationen af den appellerede kendelse.

59.

Jeg er enig i den første af disse udtalelser. Jeg er uenig i den anden udtalelse.

60.

I modsætning til det, der klart følger af kombinationen af præmis 72 og 73, forstår jeg, at Bincas angivelige retlige interesse i denne sag ikke består i at opnå retten til at kunne importere produkter til EU. I stedet består Bincas angivelige retlige interesse i at neutralisere de diskriminerende virkninger af den omtvistede forordning, ved at den annulleres. Med andre ord forhindres Binca i at mærke sine produkter som økologiske, og andre bør have det samme »handicap«. Det ville ikke være ideelt for Binca, men ville, hævder Binca, i det mindste fjerne den konkurrencefordrejning, som påvirker virksomheden negativt og følger af/hidrører fra den omtvistede forordning.

61.

Den appellerede kendelse behandler ganske enkelt ikke det argument. I stedet »omkvalificerer« den formålet med søgsmålet til trods for stævningens klare ordlyd og afviser det omkvalificerede formål uden at behandle spørgsmålet om retlig interesse i forbindelse med det oprindeligt anførte formål med søgsmålet.

62.

Det er korrekt, at Retten ikke er forpligtet til eksplicit at behandle hvert enkelt argument, parterne fremfører  ( 10 ). Den angivelige forskelsbehandling i forordningen er imidlertid Bincas hovedkrav. Rettens undladelse af blot kortfattet at behandle de mulige negative virkninger for Binca, der er en følge af denne forskelsbehandling, og Bincas tilsvarende interesse i at få forordningen annulleret er efter min opfattelse en alvorlig udeladelse i Rettens begrundelse.

63.

Ganske vist har Retten opsummeret Bincas argumenter i den forbindelse (se præmis 58-63 i den appellerede kendelse). Den har dog ikke forholdt sig til dem. Argumentationen i præmis 77 i den appellerede kendelse, som Kommissionen henviste til i sit skriftlige indlæg og også diskuterede på retsmødet, giver heller ikke yderligere oplysning. Det hedder blot i den præmis, at ved bedømmelsen af Bincas interesse i at handle med henblik på at opnå en forlængelse af overgangsperioden, er virksomhedens konkurrenters situation uden betydning.

64.

Den kendsgerning, at Binca på forhånd kendte til overgangsperiodens ophør er dog irrelevant. Binca gør ikke gældende, at den fordel, virksomheden ville opnå ved en annullation af forordningen, ligger i en mulig forlængelse af overgangsperioden. I stedet ligger dens angivelige fordel i, at det, den anser for at være diskriminerende bestemmelser i forordningen, bringes til ophør.

65.

Jeg finder, at noget af forvirringen i den henseende skyldes, at Retten insisterede på, at det, Binca i virkeligheden klager over, er Kommissionens afvisning af at forlænge overgangsperioden (se navnlig præmis 67 i den appellerede kendelse). Binca har ikke hjulpet sig selv i den forbindelse. Som Kommissionen bemærkede, har virksomheden gentagne gange erklæret i sin stævning, at det ideelle scenario ville være en forlængelse af overgangsperioden. Til trods for disse henvisninger fremgår det dog helt klart af stævningen og præmis 1 i den appellerede kendelse, at formålet med søgsmålet er annullation af den omtvistede forordning.

66.

Det følger af det ovenstående, at den appellerede kendelses præmisser er utilstrækkelige. Bincas første række af argumenter er velbegrundede.

67.

I henhold til artikel 61, stk. 1, i Statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, før den hjemviser sagen til Retten, allerede på det trin afgøre, om der foreligger en retlig interesse. I forbindelse med andre aspekter af sagen kan Domstolen ikke på dette trin i sagen afsige en dom.

68.

Af nedenstående grunde finder jeg, at sagen bør afvises, for så vidt som der nedlægges påstand om annullation af bestemmelserne i den omtvistede forordning bortset fra gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 1, heri om ændring af artikel 25e, stk. 4 (se afsnit 2 nedenfor). Vedrørende artikel 1, stk. 1, i den omtvistede forordning om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4, er jeg af den opfattelse, at Binca har en retlig interesse for så vidt angår annullation af den bestemmelse (se afsnit 3 nedenfor).

2.

Annullationssøgsmålets omfang

69.

Ved sit søgsmål nedlagde Binca påstand om annullation af hele den omtvistede forordning. I sin oprindelige stævning for Retten var den eneste bestemmelse i den omtvistede forordning, imod hvilken Binca fremsatte særlige argumenter, gennemførelsesforordningens artikel 1, stk. 1, om ændring af artikel 25e, stk. 4. Efterfølgende fremsatte Binca i sit svar på Kommissionens afvisningspåstand også særlige argumenter vedrørende artikel 1, stk. 3, og artikel 1, stk. 5, i den omtvistede forordning om indsættelse af henholdsvis artikel 25k, stk. 1, litra e), og artikel 25k, stk. 5, i gennemførelsesforordningen. Ved den mundtlige forhandling i appelsagen har Binca bekræftet, at virksomheden nedlagde påstand om annullation primært af artikel 1, stk. 1, men også af artikel 1, stk. 3, og artikel 1, stk. 5, i den omtvistede forordning.

70.

Ifølge artikel 19 i Statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement  ( 11 ) skal en stævning om annullation indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Den korte fremstilling af søgsmålsgrundene skal være tilstrækkeligt klar og præcis til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og Retten/Domstolen kan afgøre sagen, om nødvendigt uden yderligere supplerende oplysninger  ( 12 ).

71.

Efter min opfattelse opfylder Bincas oprindelige stævning for Retten ikke disse krav, bortset fra anbringenderne vedrørende den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4. Navnlig blev det ikke i stævningen anført, hvilke bestemmelser Binca anfægtede.

72.

Det kan ikke udelukkes, at sagsøgerens kortfattede fremstilling af de påberåbte søgsmålsgrunde under visse omstændigheder kan betragtes som tilstrækkeligt klar og præcis, selv om den pågældende ikke eksplicit har anført hver enkelt relevant bestemmelse. Det er imidlertid ikke tilfældet i denne sag. Skønt Bincas stævning faktisk gør det klart, at dens anliggende er den omtvistede forordnings diskriminerende karakter, er arten af og kilden til forskelsbehandlingen i den forbindelse langt fra indlysende, når man læser den omtvistede forordning. For at opfylde kravene i artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement påhvilede det derfor Binca klart, omend summarisk, at anføre, hvilke bestemmelser virksomheden anså for at være diskriminerende og hvorfor.

73.

Den manglende præcision i den oprindelige stævning kan heller ikke afhjælpes ved de specifikke henvisninger til andre bestemmelser i den omtvistede forordning, som er indeholdt i Bincas svar på Kommissionens afvisningspåstand. I henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement  ( 13 ) må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne  ( 14 ).

74.

Af ovenstående grunde er det min opfattelse, at Bincas stævning om annullation bør afvises, i det omfang der nedlægges påstand om annullation af den omtvistede forordning, med undtagelse af forordningens artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4.

75.

Før vi vender os mod Bincas angivelige retlige interesse i annullationen af sidstnævnte bestemmelse, er det værd at afklare to punkter. For det første fratager det forhold, at Binca har gjort indsigelse mod hele den omtvistede forordning, men ikke har opfyldt betingelserne for antagelse af sagen til realitetsbehandling vedrørende størstedelen af den pågældende retsakt, ikke i sig selv Binca retlig interesse i henseende til artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4  ( 15 ). For det andet ser jeg ikke noget særligt problem i at udskille den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, og der er ikke fremsat noget argument herfor. Som følge heraf ville det teoretisk set være muligt at annullere den bestemmelse og lade resten af den omtvistede forordning være intakt  ( 16 ).

3.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en retlig interesse

76.

»Retlig interesse« kræver, at sagsøgeren vil få en vis fordel af at få medhold i sagen  ( 17 ). En personlig fordel, som fastslår en retlig interesse, kan være enten faktisk eller retlig. Jeg har andetsteds gjort nærmere rede for, hvorfor jeg mener, at den konklusion klart følger af retspraksis  ( 18 ). Jeg vil ikke gentage de begrundelser i detaljer her.

77.

Det er dog værd at bemærke, at Kommissionen ved den mundtlige forhandling erkendte, at hvis en EU-foranstaltning giver markedsdeltagere visse fordele, kan deres konkurrenter have en »retlig interesse« i at søge at få den pågældende foranstaltning annulleret. Kommissionen knyttede dog betingelser til anerkendelsen af en sådan interesse. Den fandt, at konkurrenceforholdet skulle være »tydeligt«, og, et andet sted, at fordelen for konkurrenterne skulle være »åbenbar«. Jeg vil tage fat på disse betingelser nedenfor. På dette trin er det dog centralt, at retlig interesse principielt kan være af faktisk art. Den kan bestå i en kommerciel fordel, der kunne følge af, at en anfægtet foranstaltning annulleres.

78.

Har Binca en sådan »faktisk« retlig interesse i at opnå annullation af den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4?

79.

Det finder Kommissionen ikke. Den peger på to punkter i den forbindelse. For det første er Binca en downstream-importør af fisk og ikke i konkurrence med de erhvervsdrivende, som angiveligt har fordel af den omtvistede forordning. For at fastslå en retlig interesse i en sag som den foreliggende skal konkurrenceforholdet være »tydeligt« eller »klart«. For det andet er den type fisk, Binca importerer, pangasius, under alle omstændigheder ikke i konkurrence med andre typer af fisk, som ifølge Binca har fået en fordel i kraft af den omtvistede forordning. For at fastslå en retlig interesse i en sag som den foreliggende skal den angivelige konkurrencemæssige ulempe være »åbenbar«.

80.

Jeg er uenig i den fortolkning af begrebet retlig interesse og de tilknyttede betingelser. Jeg mener ikke, at der for at fastslå retlig interesse nødvendigvis skal være et direkte konkurrenceforhold, eller så meget mere, at det skal være »tydeligt« eller »klart« eller resultere i en »åbenbar« fordel for en konkurrent som hævdet af Kommissionen. Jeg kan ikke se noget grundlag for sådanne krav  ( 19 ).

81.

Yderligere tre bemærkninger fortjener at blive fremsat i den forbindelse.

82.

For det første forekommer det mig helt plausibelt, at når en EU-retsakt giver visse erhvervsdrivende fordele, vil det i nogle tilfælde have alvorlige kommercielle konsekvenser ikke blot for konkurrenter, men også for aktører i tidligere og senere led. Hvis et produkt de facto påvirkes negativt af en EU-foranstaltning, er det simpelthen kunstigt at sige, at den negative virkning generelt ville være begrænset til et bestemt led i forsyningskæden. Det vil afhænge af den specifikke faktiske sammenhæng i den enkelte sag.

83.

For det andet er Bincas præcise rolle i forsyningskæden ifølge de faktiske omstændigheder, der er konstateret af Retten, mere kompleks end en »almindelig« importørs. I den henseende bekræfter den appellerede kendelse, at Binca faktisk leverer det foder, der bruges til at producere den fisk, virksomheden herefter køber  ( 20 ).

84.

For det tredje omfatter de krav til økologisk mærkning, som gælder for importører af akvakulturprodukter, produktionskravene i den omtvistede forordning, hvilket Kommissionen bekræftede ved den mundtlige forhandling. Af den grund, og i modsætning til, hvad Kommissionen hævder, er det ikke muligt med henblik på at fastslå, om sagen kan behandles, at opdele erhvervsdrivende i producenter, som er »adressater« for den omtvistede forordning og kravene heri, og andre erhvervsdrivende, som ikke er.

85.

De bemærkninger understreger efter min mening behovet for at undgå, at der udledes yderligere generelle krav til arten af relevante konkurrenceforhold som betingelser for at fastslå en retlig interesse.

86.

Uanset Bincas præcise rolle i forsyningskæden skal virksomheden for at fastslå retlig interesse påvise, at den ville opnå en personlig fordel, retlig eller faktisk, af en annullation af den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4.

87.

Det fremgår klart af den omtvistede forordnings tredje og fjerde betragtning, at undtagelserne i den bestemmelse har til formål at fremme den igangværende produktion af økologisk fisk, som ellers ville blive afbrudt. En annullation af den omtvistede forordning ville fjerne de pågældende undtagelser og gøre det vanskeligere eller direkte umuligt at producere bestemte fiskearter »økologisk« som omhandlet i grundforordningen og i gennemførelsesretsakterne.

88.

En sådan annullation ville dog kun være en fordel for Binca og danne grundlag for en retlig interesse, hvis: i) undtagelserne ikke har nogen eller kun ringe betydning for produktionen af fisk importeret af Binca, og ii) den af Binca importerede fisk konkurrerer med produkter, der ikke er omfattet af undtagelserne.

89.

Binca har godtgjort, at begge disse punkter umiddelbart forekommer berettigede. Det er efter min mening tilstrækkeligt til at fastslå retlig interesse.

90.

For så vidt angår i) forklarede Binca ved Retten i forbindelse med den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4, at Mekongdeltaets særlige tidevandsforhold og topografi betyder, at vildtlevende yngel af akvakulturdyr ikke kan fanges på samme måde som i europæiske farvande (med undtagelse af pilotprojekter og forskning i mindre skala). Med hensyn til ii) forekommer det umiddelbart at være en rimelig antagelse, at økologisk fisk af én art konkurrerer med økologisk fisk af en anden art, skønt det præcise konkurrenceforhold mellem økologisk pangasius og anden fisk er uklart. Binca importerer jo tydeligvis hverken klementiner eller kuglelejer (og end ikke ikke-økologisk fisk)  ( 21 ).

91.

Begge de ovennævnte punkter blev anfægtet af Kommissionen. Især med hensyn til konkurrenceforholdet mellem pangasius og anden fisk talte Kommissionen længe ved den mundtlige forhandling med henvisning til økonomiske undersøgelser, fusionskontrolvurderinger, fiskepinde og fine italienske restauranter.

92.

Netop behovet for en så detaljeret debat bekræfter imidlertid, at argumenterne på dette punkt er gået over i en særskilt materiel diskussion med vurdering af, om Binca faktisk har været udsat for forskelsbehandling, og hvad årsagerne til den lovgivningsmæssige differentiering, Kommissionen har foretaget, kan være.

93.

At fastslå en retlig interesse i denne type sag burde ikke kræve mere af sagsøgeren end en umiddelbar påvisning af retsaktens negative virkning på sagsøgeren (og den hermed foreliggende forudsætning om en personlig fordel for sagsøgeren ved retsaktens annullation). Formålet med kravet om retlig interesse er at foretage en foreløbig screening for at frasortere søgsmål af almen interesse og søgsmål, hvor der anmodes om responsa eller stilles et generelt eller hypotetisk spørgsmål  ( 22 ). En foreløbig screening, som kun kan foretages ved hjælp af en detaljeret CAT-scanning, kan egentlig ikke længere kaldes »foreløbig«.

94.

Yderligere to, afsluttende, bemærkninger er relevante. For det første nævnte Kommissionen i sin argumentation imod, at der forelå en retlig interesse i denne sag, risikoen for en popularklage (actio popularis). Den bekymring kan efter min mening nemt manes i jorden. En popularklage er et søgsmål anlagt af et medlem af offentligheden i almenhedens interesse. Det fremgår ret tydeligt af Bincas skriftlige bemærkninger, at virksomheden ikke blot er et tilfældigt medlem af offentligheden. Binca er aktiv på de relevante markeder og har været det i mange år. Virksomheden handler heller ikke udelukkende i almenhedens interesse. Den handler i sin egen forretningsmæssige interesse.

95.

For det andet ser Kommissionens egentlige bekymring ud til at være, at overliggeren for retlig interesse ikke bør sættes »for lavt«, da det kunne åbne sluserne for masser af annullationssøgsmål. Igen kan sådanne bekymringer nemt manes i jorden. Definitionen af, om der foreligger en »retlig interesse«, bør principielt ikke trimmes for at sikre et bestemt antal tvister. Spørgsmålet er, om sagsøgeren vil opnå en retlig eller faktisk personlig fordel ved annullationen. Endvidere er »retlig interesse« kun én af flere kumulative betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling. Det bør faktisk behandles som det mindst krævende, da det som nævnt ovenfor grundlæggende er en foreløbig screeningmekanisme.

96.

På baggrund af det ovenstående begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at Binca ikke havde en retlig interesse i annullationen af den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1, om ændring af gennemførelsesforordningens artikel 25e, stk. 4.

VII.

Forslag til afgørelse

97.

Jeg foreslår, at Domstolen: