30.5.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 147/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/824

af 15. marts 2022

om ændring af delegeret forordning (EU) 2015/98 om gennemførelse af Unionens internationale forpligtelser som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 i henhold til den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet og konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (1), særlig artikel 15, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Punkt 3 i henstilling 21-09 fra Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (»ICCAT«) (2) forbyder opbevaring om bord, omladning og landing af dele af eller hele individer af nordatlantisk makohaj, der fanges i forbindelse med ICCAT-fiskeri i 2022 og 2023.

(2)

For at sikre overensstemmelse mellem ICCAT-henstilling 21-09 og EU-retten bør den landingsforpligtelse, der er fastlagt i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, ikke gælde for EU-fartøjer, der tager nordatlantisk makohaj som bifangst.

(3)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/98 (3) bør derfor ændres, idet der bør indarbejdes nye bestemmelser, som afspejler de fiskeribetingelser, der er fastsat i ICCAT-henstilling 21-09.

(4)

Eftersom ICCAT-henstilling 21-09 tilskynder de kontraherende parter til at gennemføre henstillingen, inden den træder i kraft den 17. juni 2022, og i betragtning af disse bestemmelsers betydning for bevarelsen af nordatlantisk makohaj, bør denne delegerede retsakt finde anvendelse fra tredjedagen efter offentliggørelsen.

(5)

Af samme grund bør denne delegerede retsakt træde i kraft hurtigst muligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) 2015/98 indsættes som artikel 5b:

»Artikel 5b

Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det forbudt at opbevare om bord, omlade eller lande dele af eller hele individer af nordatlantisk makohaj (Isurus oxyrinchus), der fanges i forbindelse med fiskeri i ICCAT-konventionsområdet i 2022 og 2023.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes indtil den 31. december 2023.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. marts 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.

(2)  https://www.iccat.int/Documents/Recs/COMPENDIUM_ACTIVE_ENG.pdf.

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/98 af 18. november 2014 om gennemførelse af Unionens internationale forpligtelser som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 i henhold til den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet og konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav (EUT L 16 af 23.1.2015, s. 23).