<TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">B.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Realiteten</HT></HT></TXT></NP></TI>37.Forordning nr. 6/2002 har valgt en model, der indebærer en retslig specialisering: I hver medlemsstat udpeges det mindst mulige antal nationale domstole (de såkaldte EF-designdomstole), der skal træffe afgørelse i sager vedrørende krænkelse og gyldighed af EF-design.38.Denne regel, der fremgår af nævnte forordnings artikel 80 og 81, indebærer, at det udelukkende tilkommer disse EF-designdomstole at træffe afgørelse om disse sagers realitet, eftersom de er eksperter på området, hvilket er ubestridt.39.Den nævnte forordnings artikel 90, stk. 1, forekommer ikke desto mindre at følge en anden logik, der snarere følger effektivitetsprincippet end princippet om en specialisering af domstolene for så vidt angår de foreløbige, herunder sikrende retsmidlerKlassificeringen af disse retsmidler er ikke harmoniseret i forordning nr. 6/2002: I hver enkelt medlemsstat anvendes de retsmidler, der er fastlagt i medlemsstatens lovgivning.
. Der kan […] ved domstolene, herunder EF-designdomstolene, i en medlemsstat fremsættes anmodning om iværksættelse af sådanne […] retsmidler.40.Ved første øjekast forsvinder den i artikel 81 omhandlede enekompetence i artikel 90, hvilket gør det muligt for andre nationale domstole end den specialiserede domstol at intervenere, hvilket imidlertid kun kan ske med henblik på at træffe afgørelse om foreløbige, herunder sikrende retsmidler. Med hensyn til disse begrunder kravet om en hurtig sagsbehandling, som indgår i effektivitetsprincippet, og de forskellige domstoles geografiske nærhed en decentraliseret løsning frem for at samle kompetencen hos én retsinstansForordning nr. 6/2002 tillader som nævnt, at der i hver medlemsstat ikke er én, men derimod flere (det mindst mulige antal) specialiserede EF-designdomstole. Nederlandene har valgt en enkelt domstol.
.41.Ordlyden af artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 understøtter denne fortolkning: Enhver domstol i en medlemsstat (det må antages, at der er tale om de domstole, som i den pågældende medlemsstat træffer afgørelse i designsager) kan iværksætte denne form for retsmidler. Formuleringen herunder EF-designdomstolene bekræfter, at det ikke nødvendigvis skal være en specialiseret domstol: førstnævnte domstole har således de samme kompetencer som de øvrige domstole, når det drejer sig om foreløbige, herunder sikrende retsmidlerEn anden sag er virkningen af disse retsmidler, afhængig af hvilken domstol der iværksætter dem. Denne forskel vil jeg behandle på et senere tidspunkt.
.42.Såvel Procureur-GeneraalDeres indlæg er en gengivelse af de indlæg, der blev indgivet i forbindelse med kassationsanken, som blev iværksat af hensyn til retsanvendelsen ved Hoge Raad (øverste domstol).
som Nederlandenes regering har imidlertid anført, at artikel 90 i forordning nr. 6/2002 hverken ændrer rækkevidden af artikel 81 eller udgør en undtagelse fra bestemmelserne heri. Efter deres opfattelse understøtter artikel 81 kompetencen hos de specialiserede EF-designdomstole på alle stadier af en sag vedrørende krænkelse og gyldighed, herunder i forbindelse med iværksættelsen af sikrende retsmidler. Artikel 90 vedrører andre former for foranstaltninger, som er forskellige fra de artikel 81 opregnede.43.Kommissionen har slået til lyd for den modsatte løsning. Artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 tillader en fortolkning, hvorefter kompetencen til at iværksætte sikrende retsmidler vedrørende EF-design, er tillagt domstolene i en medlemsstat, herunder EF-designdomstolene. Dvs. at forordningen tilbyder valget mellem enten de (specialiserede) EF-designdomstole eller de øvrige ikke-specialiserede domstole (som imidlertid har generel kompetence med henblik på designsager). Jeg er af den opfattelse, at dette er det synspunkt, som er mest i overensstemmelse med fortolkningen af bestemmelsen.44.Procureur-Generaal har til støtte for sit synspunkt henvist til Protokol om bilæggelse af retstvister vedrørende krænkelse af EF-patenter og vedrørende disses gyldighedEFT 1989, L 401, s. 34.
. Ifølge Procureur-Generaal følger artikel 90 i forordning nr. 6/2002 modellen i nævnte protokols artikels 36, hvis formål var at iværksætte retsværn for så vidt angår såvel nationale patenter som EF-patenter. Denne artikel 36 havde ikke til formål at opstille en undtagelse til protokollens bestemmelser om national kompetence, men derimod til bestemmelserne om international kompetenceProtokollen behandler den internationale kompetence i artikel 14 og den nationale kompetence i artikel 15.
.45.Denne henvisning til ordningen for sager vedrørende EF-patentet (som på daværende tidspunkt ikke resulterede i en permanent ordning) kan efter min opfattelse ikke, hverken på den ene eller den anden måde, anvendes til at fortolke artikel 90 i forordning nr. 6/2002 om design. Det forholder sig således, at den nederlandske lovgiver meddelte sin beslutning om at samle alle kompetencer med hensyn til beskyttelse af EF-patentet hos en enkelt domstol og bekræftede, at protokollens bestemmelser ville blive fulgt, men denne beslutning fjerner ikke tvivlen om rækkevidden af artikel 90, sammenholdt med artikel 81, i forordning nr. 6/2002.46.Argumentet om opbygningen af forordning nr. 6/2002, som Procureur-Generaal og Nederlandenes regering har henvist til, er mere tungtvejende. Efter deres opfattelse udgør artikel 90 den almindelige regel med hensyn til foreløbige, herunder sikrende retsmidler, som må suppleres afhængig af, i hvilken type retssag der anmodes herom:Når der er tale om retssager om krænkelse af EF-design og om EF-designs gyldighed (artikel 81), kan kun de specialiserede domstole iværksætte de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, eftersom kun disse domstole har enekompetence til at behandle disse sager.
Når der er tale om andre retssager, som ikke omfatter de i artikel 81 omhandlede, får ordlyden af artikel 90, stk. 1, virkelig betydning, idet det heri anføres, at enhver domstol i en medlemsstat, herunder de specialiserede domstole, kan iværksætte foreløbige, herunder sikrende retsmidler. Således forklares denne problematiske eller gådefuldeProcureur-Generaals indlæg, punkt 3.23.
tekst bedst.
47.Jeg kan imidlertid ikke tilslutte mig dette synspunkt. Afsnit IX i forordning nr. 6/2002, som omhandler kompetence og retspleje i søgsmål vedrørende EF-design, og som er opdelt i tre afdelinger, går imod ovennævnte synspunkt:I første afdeling fastlægges det, som kunne anses for grundlaget for udpegelsen af den domstol i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende søgsmål. De bestemmelser, der henvises til heri, er fuldbyrdelseskonventionenEFT 1998, C 27, s. 1, konsolideret udgave i EUT 2009, L 147, s. 5. Henvisningen til denne konvention skal imidlertid forstås som en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) (herefter Bruxelles Ia-forordningen).
, som finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i forordning nr. 6/2002.
Anden afdeling omfatter undtagelserne fra anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningen. Denne afdeling fastsætter bestemmelser om international kompetence (artikel 82) og bestemmer, hvilke domstole der er kompetente til at påkende søgsmål vedrørende EF-design, samt hvilke søgsmål de kan påkende (artikel 80 og 81)Desuden regulerer afdelingen visse særlige forhold med hensyn til rækkevidden og virkningen af søgsmål vedrørende krænkelse og gyldighed og indeholder bl.a. bestemmelser om lovvalg, indbyrdes sammenhængende sager og kompetence i anden instans (artikel 82-89, 91 og 92).
. Artikel 90 (foreløbige, herunder sikrende retsmidler) indgår i denne afdeling.
Tredje afdeling med overskriften Andre tvister vedrørende EF-design henviser til artikel 79, stk. 1 og 4, for så vidt angår udpegelsen af den kompetente nationale domstolSåfremt ingen domstol i henhold til artikel 79, stk. 1 og stk. 4, har kompetence, kan sagen indbringes for domstolene i den medlemsstat, hvor Harmoniseringskontoret for det Indre Marked (Varemærker og Design) har sit hjemsted.
og fastlægger den nationale kompetence i forbindelse med sager, der falder uden for de i artikel 81 omhandlede sager. Denne kompetence er nærmere bestemt tillagt de domstole, som ville have stedlig og saglig kompetence i sager vedrørende nationale design i den pågældende stat (artikel 93).
48.En systematisk fortolkning af afsnit IX i forordning nr. 6/2002 bekræfter, at lovgiver har ønsket at indføre en differentieret behandling af søgsmål vedrørende krænkelse og gyldighed af EF-design på den ene side og andre søgsmål på den anden side. Førstnævnte er omhandlet i anden afdeling, som omfatter artikel 90. Det er således vanskeligt at godtage, at sidstnævnte artikel skulle have en anden genstand end den retlige ramme (anden afdeling), hvori den indgår. Artikel 90 finder med andre ord også anvendelse på foreløbige, herunder sikrende retsmidler, som anmodes iværksat i forbindelse med søgsmål vedrørende krænkelse og gyldighed af EF-design.49.Den nederlandske regering har desuden anført, at placeringen af artikel 90 i anden afdeling forekommer at være adskilt fra artikel 80 og 81 i forordning nr. 6/2002. Anbringelsen af artikel 82-89, som omhandler andre områder, mellem ovennævnte artikler antyder, at der er en manglende forbindelse herimellem.50.Dette argument kan efter min opfattelse ikke tiltrædes. Ordlyden af artikel 82-89 i forordning nr. 6/2002 er behæftet med henvisninger til de i artikel 81 omhandlede søgsmål, hvilket vidner om, at de er underlagt den samme logik, som begrunder den omstændighed, at de alle indgår i anden afdeling af afsnit IX. Denne logik forklarer også, hvorfor artikel 90 indgår i samme afdeling, hvilket understøtter argumentet om, at de omhandlede sikrende retsmidler vedrører de i artikel 81 nævnte søgsmål og ikke de i artikel 93 omhandlede, som indgår i tredje afdeling.51.Kriterierne for en ordlyds- og systematisk fortolkning taler således for en anden løsning end den af Procureur-Generaal og den nederlandske regering foreslåede. Denne løsning understøttes af opbygningen af det todelte system med specialiserede domstole og øvrige kompetente domstole i de enkelte medlemsstater, hvis de kombineres med de forskellige funktioner med hensyn til de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, på den ene side, og den retsafgørelse, hvorved sagens realitet afklares, på den anden side.52.Specialiseringen af EF-designdomstolene bidrager utvivlsomt til en ensartet retspraksis og til at sikre en ensartet anvendelse af de bestemmelser, som med hensyn til realiteten finder anvendelse på søgsmål vedrørende krænkelse og gyldighed. Denne opfattelse af betydningen af behandlingen af sagens realitet gennemsyrer opbygningen af forordning nr. 6/2002: Artikel 80 heri samler således kompetencen i forbindelse med de i artikel 81 omhandlede søgsmål hos et begrænset antal domstole for at bidrage til en udvikling af en ensartet fortolkning af kravene til et EF-designs gyldighed (28. betragtning).53.Dette formål skal imidlertid ikke nødvendigvis gøre sig gældende med hensyn til de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, hvis iværksættelse pr. definition har en tidsmæssigt begrænset karakter og ikke foregriber (ikke bør foregribe) den endelige afgørelse i sagen.54.Uden at benægte den praktiske betydning, som afgørelsen om sikrende retsmidler kan have i visse sager, er denne afgørelse afhængig af, at hovedsagen fortsætterDerfor fastsatte afdelingen for sager om foreløbige forholdsregler i Amsterdam i sin afgørelse af 12.1.2017 en frist for at anlægge sag vedrørende realiteten.
, og må ikke gribe ind i det, der henhører under hovedsagen. Forordning nr. 6/2002 forbeholder udtrykkeligt de specialiserede domstole behandlingen af komplekse spørgsmål, som berører sagens realitet (som f.eks. krænkelse eller gyldighed af et design).55.Med hensyn til modkrav fremgår det f.eks. af artikel 85, stk. 1, at sagsøgte skal anføre, om vedkommende ønsker at anfægte gyldigheden af det EF-design, som sagsøgeren er indehaver af, når sidstnævnte har iværksat et af de i artikel 81 i forordning nr. 6/2002 omhandlede søgsmål. Derimod er det på det trin i sagen, der omhandler foreløbige, herunder sikrende retsmidler, tilstrækkeligt, at sagsøgte blot gør indsigelse mod gyldigheden (artikel 90, stk. 2, i forordning nr. 6/2002)Den spanske version af denne bestemmelse anvender formuleringen demanda de nulidad [påstand om ugyldighed], hvilket er uhensigtsmæssigt, idet der i realiteten er tale om en faktisk indsigelse og ikke en påstand i processuel forstand. Dette bekræftes af de øvrige sprogversioner, som jeg har undersøgt: exception de nullité, i den franske; plea, i den engelske; eccezioni di nullità, i den italienske; excepção de nulidade, i den portugisiske; Einwand der Nichtigkeit, i den tyske version.
.56.Denne todelte behandling afspejler, at afgørelsen om at iværksætte sikrende retsmidler, netop på grund af sin foreløbige karakter, og idet afgørelsen om sagens realitet afventes, ifølge EU-lovgiver har en begrænset virkning. Det forholder sig ikke således, at afdelingen for sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med vurderingen af fumus boni iuris eller de øvrige anbringender ikke kan tage hensyn til sagsøgtes anbringende (i form af en indsigelse) om gyldigheden af sagsøgerens design, men denne afgørelse, eftersom den ikke er endelig, kræver hverken et modkrav eller indgriben fra den specialiserede domstol, som i sidste ende skal træffe afgørelse i sagen.57.Selv om EF-designdomstolene utvivlsomt har kendskab til dette område, må det i øvrigt anføres, at de øvrige nationale domstole også har kendskab hertil.58.Designbeskyttelsesordningen bygger på den samtidige eksistens af domstole, der dækker hele EU, og domstole, der kun dækker det nationale område, med den tilsvarende fordeling af retslige kompetencer.59.Beskyttelsen af nationale design påhviler de nationale domstole (ikke-specialiserede domstole som omhandlet i forordning nr. 6/2002), som udpeges af de enkelte medlemsstaters bestemmelser, hvilket i sig selv utvivlsomt bibringer dem et nært kendskab til området. I disse sager kan de iværksætte de samme sikrende retsmidler, som, om nødvendigt, kan finde anvendelse i søgsmål vedrørende EF-designForordning nr. 6/2002 indeholder som nævnt (fodnote 8) ikke en klassificering af disse retsmidler, idet ordningen herfor fastlægges i de enkelte medlemsstaters lovgivning om nationale design.
.60.Disse (ikke-specialiserede) nationale domstole har desuden kompetence til at påkende visse EF-designsager som omhandlet i artikel 93 i forordning nr. 6/2002. De kan ligeledes iværksætte foreløbige, herunder sikrende retsmidler, i disse sager.61.De domstole, der ikke er omfattet af kompetencen i artikel 81 i forordning nr. 6/2002, opererer dermed på et område, som de er bekendt med, uden at dette berører den omstændighed, at de ikke har kompetence til at træffe afgørelse om realiteten i en sag vedrørende krænkelse eller gyldighed af et EF-design.62.Det forekommer mig således ikke, at argumentet om EF-designdomstolenes (større) specialisering berettiger en begrænsning af de øvrige domstoles kompetence for så vidt angår de foreløbige, herunder sikrende retsmidler.63.Den nederlandske regering har fortolket artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 således, at den giver medlemsstaterne frihed til at vælge, hvordan de vil tilrettelægge fasen vedrørende iværksættelse af sikrende retsmidler, dog med den begrænsning, at EF-designdomstolen nødvendigvis må have kompetence.64.Den nederlandske regering har i denne retning anført, at medlemsstaternes procesautonomi kun berøres, når der findes udtrykkelige bestemmelser, som bestemmer, at en konkret retslig myndighed skal tillægges bestemte kompetencer (således som artikel 80 og 81 i forordning nr. 6/2002 gør). Der er dermed intet til hinder for, at en medlemsstat beslutter, at enekompetencen med hensyn til søgsmål vedrørende krænkelse eller gyldighed, herunder fasen vedrørende iværksættelse af sikrende retsmidler, tillægges de specialiserede EF-designdomstole.65.Denne opfattelse bygger på en forståelse, hvorefter artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 blot er en bemyndigelsesbestemmelse: Medlemsstaterne kan vælge, hvilke domstole de ønsker at tillægge kompetence til at træffe afgørelse om foreløbige retsmidler (med den nævnte begrænsning, som kræver, at EF-designdomstolene under alle omstændigheder har denne kompetence).66.Jeg er imidlertid af den opfattelse, at anvendelsen af formuleringen kan i denne bestemmelse har en anden betydning, som i højere grad er i overensstemmelse med bestemmelsens formål. Muligheden for at vælge gør sig ikke gældende for medlemsstaterne, men derimod for sagens parter. Netop af årsager, som er knyttet til beskyttelsen af sidstnævntes interesser og nærheden af de domstole, som skal give dem et hurtigt svarDenne fortolkning er blevet foreslået af Kommissionen, som har fremhævet, at de retsundergivne skal have adgang til en geografisk nært beliggende domstol, som de kan anmode om hurtigt beskyttelse, hvilket indebærer, at specialiseringen træder i baggrunden. Kommissionen har som eksempler nævnt behovet for at bevare beviser, der er i fare for at forsvinde, eller tilfælde af udbredelse af forfalskede produkter fra et enkelt distributionssted, såsom en havn eller en fabrik.
, som dog kun er foreløbigt og sikrende, kan de henvende sig ved enten de specialiserede eller de almindelige domstole.67.Dermed skal bestemmelsen læses ud fra indehaverne af EF-designets synspunkt, hvilke indehavere søger retsbeskyttelse af dette design. Det, der i sidste ende ønskes fremmet, er en mere åben procedure vedrørende retsbeskyttelse, hvor nærheden har forrangPå området for intellektuelle ejendomsrettigheder spiller sikrende retsmidler en afgørende rolle med hensyn til den anden parts ret til et forsvar, for at rettighedshaveren har adgang til et forholdsmæssigt afpasset retsmiddel, indtil der træffes afgørelse om sagens realitet (22. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29.4.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, EUT 2004, L 157, s. 45, berigtigelse i EUT 2004, L 195, s. 16).
, mens specialiseringen har forrang for så vidt angår realiteten med henblik på at træffe afgørelser i søgsmål vedrørende krænkelse eller ugyldighed.68.Det kunne se ud som om, at det ville være overflødigt at nævne EF-designdomstolene i denne sag, men dette er ikke tilfældet. Grunden hertil skal findes i artikel 90, stk. 3, som bestemmer, at:Hvis den pågældende ønsker at anmode en EF-designdomstol om foreløbige, herunder sikrende retsmidler, kan de retsmidler, som sidstnævnte iværksætter, anvendes i samtlige medlemsstater.
Hvis den pågældende ønsker at anmode nationale domstole, som ikke er specialiserede, herom, begrænses virkningen af det sikrende retsmiddel, som disse iværksætter, til den pågældende medlemsstat.
69.Artikel 90, stk. 3, sidste led, i forordning nr. 6/2002 understøtter netop ovenstående betragtninger. Det ville ikke være nødvendigt at foreskrive, at [i]ngen anden domstol [bortset fra EF-designdomstolene] har denne kompetence [til at udvide virkningen af sine foreløbige, herunder sikrende retsmidler, til at dække samtlige medlemsstater], hvis de øvrige domstole ikke havde kompetence til at iværksætte foreløbige, herunder sikrende retsmidler, i forbindelse med søgsmål vedrørende krænkelse eller gyldighed af EF-design.70.Når alt kommer til alt, opnås der ved de nationale domstoles (i den ovenfor omhandlede betydning) iværksættelse af et sikrende retsmiddel den retsbeskyttelse, som denne form for procedure, som er kendetegnet ved sin hastende karakter, indebærer, uden at behandlingen af sagens realitet, som nævnt, imidlertid kan afsluttes på dette trin i sagen, hvilken opgave det udelukkende tilkommer EF-designdomstolene at varetage.