Sagsøgeren har påberåbt sig artikel 3, stk. 3, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til tjenestemandsvedtægten, hvorefter omregningerne med henblik på beregningen af det antal pensionsgivende tjenesteår, der skal godskrives i medfør af artikel 11, stk. 2, foretages på grundlag af grundlønnen.

Ved den årlige grundløn skal efter sagsøgerens opfattelse forstås summen af tolv månedlige grundlønninger, hvilket indebærer en henvisning til vedtægtens artikel 66, hvor grundlønnen er anført for hver lønklasse og hvert løntrin.

Efter sagsøgerens opfattelse har Kommissionen således helt åbenbart sammenblandet det egentlige vederlag og grundlønnen.

Hertil har sagsøgte anført, at det med sagsøgerens fortolkning ikke tages i betragtning, at den tilpasning af lønniveauet for EF-tjenestemændene, som skal ske på baggrund af den almindelige reallønsudvikling i Fællesskabet, i flere år og også på det tidspunkt, da sagsøgeren blev fastansat, skete ved at forhøje grundlønningerne, mens tilpasningerne som følge af forskellene i leveomkostningerne skete ved at ændre justeringskoefficienterne.

Kommissionen har i denne sammenhæng navnlig henvist til dommen i sag 114/77, Jacquemart mod Kommissionen, hvor Domstolen udtalte, at vedtægtens artikel 65 overlader det til Rådet at vælge de midler og former, der er bedst egnede til gennemførelsen af en lønpolitik, der er i overensstemmelse med de kriterier, der fremgår af artiklen, og at selv om en tilpasning af vederlagene gennem en tilpasning af de grundlønninger, der er fastsat i tabellen i artikel 66, synes bedre i overensstemmelse med reglerne i artiklerne 64 og 65, kan Rådet imidlertid frit foretage en forhøjelse af lønnings-niveauet ved at korrigere de nævnte beløb med en justeringskoefficient. På grundlag af en sondring mellem de geografiske justeringskoefficienter som omhandlet i vedtægtens artikel 64 og de justeringskoefficienter, som Rådet kan anvende ved gennemførelsen af artikel 65 med henblik på fastsættelsen af niveauet for de forskellige elementer i vederlaget for de tjenestemænd, der gør tjeneste på de steder, hvor Fællesskaberne har deres midlertidige sæde — idet vederlaget for de øvrige tjenestesteder afledes af dette niveau — fastslog Domstolen i samme dom, at de geografiske justeringskoefficienter ikke indgår som led i grundlønnen, hvilket derimod er tilfældet med den anden af de nævnte former for koefficienter. Heraf har Kommissionen udledt, at den i det konkrete tilfælde med rette har beregnet det antal pensionsgivende tjenesteår, der skal godskrives, ud fra beløbet i tabellen i vedtægtens artikel 66 korrigeret med justeringskoefficienten for vederlagene til de tjenestemænd, der gjorde tjeneste ved Fællesskabernes midlertidige hjemsteder — her 147,8 — og at den dermed alene har beregnet antallet af pensionsgivende tjenesteår ud fra den årlige grundløn, således som Domstolen har fastlagt den.

Sagsøgeren har anfægtet Kommissionens beregningsmetode under henvisning til de uacceptable konsekvenser, den har på grund af de meningsløse og diskriminerende forskelle, der følger af beregningen. Den manglende konsekvens i det af Kommissionen anvendte system indebærer efter sagsøgerens opfattelse, at han lider tab to gange, hvis han til sin tid ønsker sin pension udbetalt i Italien.

Sagsøgte har anført, at sagsøgerens argumentation beror på en sammenblanding af de geografiske justeringskoefficienter i artikel 64 og de koefficienter, som indtil 1976 blev fastlagt i medfør af vedtægtens artikel 65 med henblik på fastsættelsen af lønniveauet for de tjenestemænd, der gør tjeneste på Fællesskabets midlertidige hjemsteder, og hvoraf vederlagene for de øvrige tjenestesteder afledtes. Efter Kommissionens opfattelse ville grundlønnen være blevet fastsat på samme måde, uanset hvor sagsøgeren havde haft sit tjenestested på det tidspunkt, hvor pensionsrettighederne blev overført. Med andre ord ville grundlønnen have været tolv gange beløbet i tabellen i vedtægtens artikel 66 korrigeret med den justeringskoefficient på 147,8, som var gældende for vederlagene for de tjenestemænd, der gjorde tjeneste på de steder, hvor Fællesskaberne har deres midlertidige sæde.

Med hensyn til sagsøgerens anbringende om, at han vil lide tab, såfremt han som pensionist tager bopæl i Italien, og pen- sionsbeløbet korrigeres med den for Italien gældende justeringskoefficient, har sagsøgte først og fremmest anført, at dette anbringende ikke kan tages under påkendelse, for så vidt det beror på en ren hypotese, som først kan indtræde ved pensionsalderen, og at sagsøgeren således ikke har en aktuel og konkret interesse. Hertil kommer, at anbringendet under alle omstændigheder må forkastes, idet korrektionen af den pension, som pensionerede tjenestemænd, der erklærer at ville bosætte sig i Italien, får udbetalt, med den geografiske justeringskoefficient ikke indebærer fordele eller ulemper for de her nævnte pensionister i forhold til pensionister, der har taget bopæl andetsteds.

Endelig har sagsøgte anført, at de geografiske justeringskoefficienter overhovedet ikke modvirker en ligestilling mellem tjenestemændene, men tværtimod frembringer den, for så vidt som de — som følge af deres korrigerende virkning — netop skal skaffe alle tjenestemændene samme købekraft, uanset hvor de bor.

Sagsøgeren har bestridt, at dommen i Jacquemart-sagen skulle have den generelle og normative karakter, som Kommissionen vil tillægge den, og har i denne forbindelse navnlig henvist til præmis 22, hvor det udtales, at grundlønnen, som omhandlet i vedtægtens artikel 66, omfatter de beløb, der fremgår af tabellen i denne bestemmelse, i givet fald korrigeret med den justeringskoefficient, som Rådet har vedtaget for de steder, hvor Fællesskaberne har deres midlertidige sæde. Efter sagsøgtes opfattelse er dommen res inter alios acta [dvs. at den kun gælder mellem parterne], hvilket fremgår af forbeholdet i præmis 24 in fine (uden at der er noget objektivt grundlag for en sådan forskel).

Efter sagsøgtes opfattelse adskiller situationen i Jacquemart-sagen sig fundamentalt og objektivt fra den her foreliggende. Jacquemart-dommen angik beregningen af udtrædelsespenge, som kun er et kumuleret vederlag. I det nu foreliggende tilfælde er der derimod tale om en foranstaltning eller et parameter, der skal anvendes ved omdannelse og godskrivning af pensionsrettigheder.

I Jacquemart-dommen blev det fuldt korrekt fastslået, at udtrædelsespengene skal beregnes således, at justeringskoefficienten tages i brug, og det er i denne forstand, at princippet om tjenestemændenes ligestilling i præmis 24 sættes i forgrunden som begrundelse for afgørelsen.

Når man ved beregningen af pensionsrettighederne på ensartet måde anvender bestemmelserne i artikel 3, stk. 3, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, hvor der henvises til grundlønnen, er der imidlertid efter sagsøgerens opfattelse ingen fare for, at tjenestemændene behandles forskelligt. Faren herfor foreligger dog i det omfang, der efter Jacquemart-dommen anvendes et begreb, som ikke er det samme som det, der før dommen blev anvendt ved beregningen af de overførte pensionsrettigheder, nemlig grundlønnen ifølge vedtægtens artikel 66 uden justeringskoefficient.

Sagsøgeren har endvidere anført, at det var denne sidstnævnte opfattelse af grundlønsbegrebet, der var fremherskende på tidspunktet for udstedelsen af de generelle gennemførelsesbestemmelser til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII, der trådte i kraft den 1. juli 1969, og at det er på denne måde, begrebet skal fortolkes, dvs. i overensstemmelse med den fremherskende opfattelse, da de nævnte bestemmelser blev udstedt. Hvis Kommissionen ville gå ind for en fortolkning af grundlønsbegrebet i overensstemmelse med Jacquemart-dommen, skulle den efter sagsøgerens opfattelse tage skridt til at ændre en række bestemmelser i forbindelse med begrebet, f.eks. artikel 72, stk. 3, i vedtægten og artikel 8, stk. 2, i sygesikringsordningen eller artikel 73, stk. 1, i vedtægten om tjenestemandens bidrag til sikringen mod risikoen for erhvervssygdomme og ulykker.

Når Kommissionen vil definere grundlønnen på baggrund af Jacquemart-dommen, ser den bort fra, at retskraften er relativ, og den giver dommen en tilbagevirkende kraft, som ifølge sagsøgeren strider mod enhver juridisk sædvane.

Det er efter sagsøgerens opfattelse åbenbart, at Kommissionen i september 1975 — da sagsøgeren blev fastansat — gik ud fra, at grundlønnen kun bestod af selve den grundløn, som fremgår af og er indarbejdet i tabellen i vedtægtens artikel 66, dvs. for sagsøgerens vedkommende et beløb på årsbasis af 415728 BFR og ikke 618188 BFR, således som Kommissionen nu hævder på grundlag af den nævnte dom. Sagsøgeren har anført, at Domstolen kun tog sigte på at undgå, at tjenestemændene behandles forskelligt, og at den ud fra denne tankegang fastslog, at udtrædelsespengene kun er en kumulation af faktisk oppebårne vederlag, idet den dog samtidig med, at den traf denne afgørelse, tog udtrykkeligt forbehold med hensyn til den objektive og generelle gyldighed af de betragtninger, afgørelsen støttedes på.

Sagsøgeren har desuden anført, at en afgørelse i en konkret sag — trods den autoritet Domstolens domme har — intet kan ændre i, hvad der gælder i forholdet mellem parterne; selv ikke, hvis der nu skulle blive foretaget en ændring i retsreglerne, kunne en sådan have betydning for forhold, som efter sagsøgerens opfattelse skal reguleres efter det vederlag, der blev lagt til grund i september 1975 ved sagsøgerens fastansættelse.

Sagsøgte har anført, at den fortolkning, Domstolen i sine domme giver vedtægtens bestemmelser, ikke begrænser sig til de konkrete sager, men har generel betydning, og at den retsskabende funktion, som domme — og i særdeleshed Domstolens domme — har med hensyn til udformningen og udviklingen af fællesskabsretten, er så velkendt og anerkendt, at den ikke kan bestrides.

Efter Kommissionens opfattelse har Domstolen i sagerne 79/63 og 82/63 (J. Reynier og P. Orba mod Kommissionen, dom af 3. juni 1964, Sml. 1954-1964, s. 489) fremhævet betydningen af den fortolkning af vedtægten, der sker gennem retspraksis, ved at udtale, at den på samme måde som selve vedtægten kan gøres gældende over for alle fællesskabsinstitutioner.

Kommissionen har anført, at den således altid har taget Domstolens domme i betragtning, når den har anvendt de vedtægtsbestemmelser, der er blevet fortolket, idet den har ment sig forpligtet til straks at anvende den regel, hvis betydning og rækkevidde Domstolen har fastlagt. Kommissionen har fulgt denne fremgangsmåde efter afsigelsen af Domstolens domme af 7. juni 1972 i sag 20/71 Sabbatini mod Europa-Parlamentet og i sag 32/71 Bauduin mod Kommissionen, der drejede sig om ydelse af eller en ex nunc iværksat fornyet udbetaling af udlandstillæg til kvindelige tjenestemænd, som var blevet frataget tillægget i medfør af artikel 4, stk. 2, i bilag VII til vedtægten; det samme gælder beregningen af udtrædelsespengene på grundlag af det grundlønsbegreb, der er fastlagt i Jacquemart-dommen.

I modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, er der efter Kommissionens opfattelse rent faktisk ikke tale om — på baggrund af Jacquemart-dommen — at anvende en gennemførelsesbestemmelse til vedtægten med tilbagevirkende kraft, men om at anvende den straks og korrekt. De bestemmelser i vedtægten, som efter en af Domstolen foretaget fortolkning får en anden rækkevidde end den, institutionen tidligere har tillagt dem, finder i kraft af princippet om, at den i retspraksis givne fortolkning kan gøres gældende over for institutionerne, anvendelse i den nye betydning på allerede foreliggende, men endnu ikke færdigbehandlede situationer.

Der er heller ikke, som sagsøgeren har hævdet, sket en tilsidesættelse af, hvad der var gældende ret mellem parterne, eftersom de indbetalinger, der omhandles i artikel 11 i bilag VIII til vedtægten, overhovedet ikke beror på aftale, men foretages på grundlag af de gældende bestemmelser som undergivet Domstolens fortolkning, der kan gøres gældende over for institutionerne på lige fod med selve vedtægten.

Kommissionen har i øvrigt bestridt den del af sagsøgerens argumentation, som støttes på lovens ånd, nemlig at den i artikel 3, stk. 3, nævnte grundløn på det tidspunkt, da de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten trådte i kraft, skulle bestå af beløbene i tabellen i vedtægtens artikel 66. Kommissionen har anført, at den metode, Rådet fulgte ved tilpasningen af vederlagene på det tidspunkt, da de nævnte bestemmelser trådte i kraft, ikke var den samme, som den Rådet på forsøgsbasis vedtog den 21. marts 1972, og som man gik bort fra igen den 29. juni 1976 for igen at gå over til en metode svarende til den, der tidligere var anvendt. Mens tilpasningen af grundlønningerne på daværende tidspunkt skete og nu igen sker ved at ændre grundlønnen som anført i tabellen i vedtægtens artikel 66, foretoges den i overgangsperioden fra 1972 til 1976 ved at korrigere beløbene i bestemmelsen med en justeringskoefficient, nemlig den der skulle gælde tjenestemænd, der gjorde tjeneste på de steder, hvor Fællesskaberne har deres midlertidige sæde; koefficienten var i det foreliggende tilfælde 148,7 fra den 1. juli 1975. Selv om den metode, der er fulgt ved tilpasningen af vederlagene, således har været forskellig i tidens løb, er grundlønsbegrebet forblevet det samme.

Med hensyn til sagsøgerens argumentation om, at den i Jacquemart-dommen givne fortolkning af grundlønsbegrebet kun skulle gælde fastsættelsen af udtrædelsespengene, hvilket Domstolen skal have præciseret ved at tage det forbehold, at der ikke fandtes noget objektivt grundlag for, at begrebet grundløn i artikel 12, litra c), i bilag VIII skulle have en anden betydning end i vedtægtens artikel 66, har sagsøgte anført, at Domstolen ganske vist ikke på forhånd udelukker enhver anden fortolkning, som der måtte findes objektivt grundlag for, men at det dog må stå fast, at Domstolens fortolkning, som er foretaget efter en nøje gennemgang af vedtægtens artikler 62-70, har karakter af en principiel udtalelse, forstået på den måde, at det — hvis et sådant objektivt grundlag ikke foreligger — er den, der skal følges. Dette ses af Domstolens fremgangsmåde i Jacquemart-dommen, som bestod i at definere grundlønsbegrebet i vedtægtens artikel 66 for derefter at tage stilling til, om der forelå et objektivt grundlag for en anden fortolkning af begrebet med hensyn til beregningen af udtrædelsespengene.

Det objektive grundlag, som Domstolen nævnte, skulle i Jacquemart-dommen have været det tilfælde, at samme fortolkning ville gøre indgreb i princippet om, at tjenestemænd i samme situation skal behandles lige. Sagsøgte har herom anført, at den fortolkning af grundløns-begrebet, der følger af Jacquemart-dommen, fører til, at tjenestemændene i højere grad behandles lige, end det af sagsøgeren hævdede system, som fører til en grov forskelsbehandling, alt efter om fastansættelsen er sket før eller efter den 1. januar 1977. Fra dette tidspunkt skete der nemlig en forhøjelse af de i artikel 66 anførte grundlønninger som følge af nye lønskalaer, hvori justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg, der senest var fastsat til 157,8, blev indarbejdet, hvilket bevirkede, at koefficienten blev 100 (Rådets forordning nr. 3177/76 af 21. december 1976).

Det af sagsøgeren forfægtede system ville føre til en ubestridelig ulighed til skade for de tjenestemænd, der blev fastansat efter den 1. januar 1977, idet de ville opnå færre pensionsgivende tjenesteår end tjenestemænd, der blev fastansat før dette tidspunkt. Kommissionens beregningsmåde, som beror på den definition af grundlønsbegrebet, der er givet i Jacquemart-dommen, giver derimod mulighed for at opveje betydningen af de forskellige metoder, der i tidens løb er anvendt i forbindelse med tilpasningen af tjenestemændenes lønniveau og at genetablere ligebehandlingen af tjenestemændene.

Kommissionen har endelig anført, at der hvert år siden den 1. januar 1977, da Rådet gik bort fra at hæve lønniveauet ved hjælp af justeringskoefficienterne, er sket en ændring i lønskalaen. Siden da har retstilstanden — såvel for anvendelsen af artikel 72, stk. 3 (om den særlige godtgørelse af den del af de afholdte udgifter, der overstiger halvdelen af den gennemsnitlige måneds-grundløn) som for vedtægtens artikel 73, stk. 1 (reglen om, at tjenestemandens bidrag til dækning af de i bestemmelsen omhandlede risici uden for tjenesten ikke kan overstige 0,1 % af grundlønnen) — været, at grundlønnen nødvendigvis består af beløbene i tabellen i vedtægtens artikel 66, hvori justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg blev indarbejdet med virkning fra den 1. januar 1977. Efter Kommissionens opfattelse er den omstændighed, at grundlønsbegrebet — før Jacquemart-dommen og i den periode, hvor Rådet ifølge vedtagelsen af 21. marts 1972 anvendte det forsøgsvise system — i Kommissionens praksis blev fortolket som bestående af beløbene i tabellen i artikel 66 uden korrektion med justeringskoefficienten, helt klart uden betydning for nærværende sag, der drejer sig om den umiddelbare anvendelse af grundlønsbegrebet som fortolket i Jacquemart-dommen på retsforhold, som ikke er afgjort tidligere.

I retsmødet den 18. juni 1981 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøgeren ved advokat V. Biel, Luxembourg, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved advokat R. Andersen, Bruxelles.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 1. oktober 1981.