Sagsøger i hovedsagen, den nederlandske statsborger M. Schaap, tilbagelagde en forsikringsperiode i Tyskland fra 1929 til 1933. Han flyttede derefter til Nederlandene, hvor han fra 1934 — med en afbrydelse fra 1940 til 1945 — dels var arbejdstager, dels selvstændig indtil den 1. juni 1972, da han blev invalid. Den kompetente nederlandske institution, sagsøgte i hovedsagen (herefter benævnt: Bedrijfsvereniging), tildelte Schaap en invalidepension i henhold til Wet op de arbeidsongeschiktheidsverzekering (lov om forsikring mod arbejdsudygtighed, herefter benævnt: WAO).

Samtidig blev Schaap af den kompetente tyske institution tildelt en invalidepension med et højere beløb end det, han ellers havde krav på for de af ham i Tyskland tilbagelagte tvungne forsikringsperioder. Han havde nemlig udnyttet den ved Gesetz … über die Wiedergutmachung NS-Unrechts … (lov om genoprettelse af nationalsocialistisk uret) indførte mulighed i socialforsikringen (herunder invalideforsikring) for frivilligt at indbetale bidrag for perioden fra 1934 til 1945 og derved forhøje sin tyske pension.

I henhold til den kongelige anordning af 22. december 1972, der er udstedt i medfør af artikel 52 i WAO, og i henhold til artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 har Bedrijfsvereniging på grund af denne tyske invalidepension nedsat størrelsen af den ydelse, som Schaap var blevet tildelt i henhold til WAO. Schaap indbragte derefter sagen for Raad van Beroep, Amsterdam, idet han gjorde gældende, at der ved beredningen af ydelsen med urette var blevet taget hensyn til hans samlede tyske pension, skønt størstedelen af denne blev udbetalt på grundlag af en frivillig forsikring.

Da Schaap ikke fik medhold ved Raad van Beroep, appellerede han til Centrale Raad van Beroep, Utrecht, der ved kendelse af 12. juli 1977 — som ved brev af 28. juli s.å. fra præsidenten for Centrale Raad van Beroep blev oversendt til Domstolen — besluttede at udsætte sagen og i henhold til EØF-traktatens artikel 177 at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Kendelsen fra Centrale Raad van Beroep er indgået til Domstolen den 1. august 1977.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgte i hovedsagen anfører, at ydelserne for så vidt angår Nederlandene ikke erhverves i henhold til forordning nr. 1408/71, men i medfør af national ret. Artikel 12, stk.'2, andet punktum indeholder intet forbud mod at indføre nationale regler om forbud mod dobbeltydelser. Bestemmelserne om afkortning i den kongelige anordning af 22. december 1972 vedrører sammenlægning af indenlandske og udenlandske ydelser og falder uden for anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 2. Denne sidstnævnte bestemmelse foreskriver en undtagelse fra den almindelige regel i stk. 2, første punktum (ifølge hvilket bestemmelser om nedsættelse i medlemsstaternes lovgivning vedrørende sammenlægning af ydelser med andre sociale sikringsydelser også finder anvendelse, selv om disse andre ydelser udbetales af en anden medlemsstat). Men denne undtagelse fra den almindelige regel finder ikke anvendelse på bestemmelser som dem, der er foreskrevet ved den kongelige anordning. Selv om det antages, at den finder anvendelse, omfatter undtagelsesbestemmelsen i artikel 12, stk. 2, andet punktum alene det tilfælde, hvor tilsvarende ydelser ved invaliditet fastsættes af institutionerne i to eller flere medlemsstater i overensstemmelse med reglerne i artikel 46.

De nederlandske ydelser bliver ikke fastsat i overensstemmelse med reglerne i artikel 46: de er på ingen måde afhængige af forsikringens varighed, og ydelsesbeløbet kan således ikke modsvare den samlede nederlandske forsikringsperiode. Hvis beregningen ifølge artikel 46, stk. 2, ikke resulterer i et højere beløb — hvilket praktisk taget aldrig er tilfældet i Nederlandene — kan der alene anvendes den nationale metode til beregning af ydelsernes størrelse.

Der er ingen væsentlig forskel mellem artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 og artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3. Der skal derfor i det foreliggende tilfælde tages hensyn til Domstolens praksis, der fremgår af domme vedrørende sidstnævnte forordning; denne praksis fastslår klart, at der indføres regler om afkortning for så vidt angår tilfælde af sammenlægningaf den art, der er omtvistet i hovedsagen.

Desuden, hvis artikel 12, stk. 2, andet punktum faktisk skulle anvendes, og hvis virkningen af de nederlandske regler om afkortning derved blev ophævet, bliver resultatet, at en del af den nationale ydelse, nemlig den del, der i medfør af nationale regler om afkortning normalt ikke bliver udbetalt, ikke desto mindre skal udbetales i medfør af forordning nr. 1408/71. Det kan anføres, at denne del dermed får karakter af en ydelse, der er erhvervet i henhold til fællesskabsforordningen, hvilket ifølge de i dommen Petroni udviklede principper betyder, at der ikke er grund til ikke at anvende artikel 46, stk. 3, på denne del af ydelsen.

Endelig er det ikke i overensstemmelse med de ved traktatens artikler 48 til 51 forfulgte mål, at disse artikler — eller forordninger udstedt i henhold hertil — forhindrer, at der på nationalt plan træffes foranstaltninger mod uberettigede dobbeltydelser. Det må sikkert antages, at det forholder sig således i tilfælde som det foreliggende, hvor en ydelse i henhold til en anden medlemsstats lovgivning lægges til den ydelse, der er erhvervet i henhold til den nederlandske lov om forsikring mod arbejdsudygtighed, hvilken ydelse allerede udgør 80 % af den sidst indtjente løn. Denne situation er så meget desto mere utilfredsstillende, som den forsikrede således oppebærer ydelser, der er højere end hans tidligere løn.

Den belgiske regering henviser til sin argumentation i sagerne 22/77 (Mura, Sml. 1977, s. 1699) og 37/77 (Greco, Sml. 1977, s. 1711).

Den italienske regering anfører, at artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at den udelukker anvendelse af nationale regler om forbud mod dobbeltydelser, når der samtidig bliver fastsat to ensartede ydelser af to medlemsstater i overensstemmelse med forordningens artikel 46, endog selv om en af ydelserne udelukkende er erhvervet i henhold til den nationale lovgivning, fordi selv i dette tilfælde er fastsættelsen af ydelsen sket i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1. Da artikel 46 foreskriver, at der skal vælges mellem det beløb, der alene følger af anvendelsen af den nationale lovgivning, og det højere beløb, der følger af anvendelsen af regler om sammenlægning, er den ydelse, der udelukkende er erhvervet i henhold til den nationale lovgivning erhvervet i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1. Artikel 12, stk. 2, er derfor ikke uforenelig med traktaten, endog selv om en vandrende arbejdstager i visse tilfælde bliver stillet mere fordelagtigt end den arbejdstager, der kun har arbejdet i ét land.

Kommissionen anfører, at det ved det præjudicielle spørgsmål rejste problem ikke er det samme som rejst af Schaap både i første instans og under appelsagen. Schaap mener, at Bedrijfsvereniging ikke har skullet tage hensyn til den del af hans tyske pension, der er erhvervet på grundlag af en frivillig forsikring, og har henvist til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71. Som det kan udledes af Domstolens dom i sag 93/76 (Liegeois, Sml. 1977, s. 543) skal. opkøb af forsikringsperioder, forudsat der betales de ved den nationale lovgivning foreskrevne bidrag, anses som en form for frivillig forsikring, således at det må antages, at perioden fra 1934 til 1945, som Schaap har indbetalt bidrag for, udgør en periode med frivillig forsikring i den i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

Bedrijfsvereniging har derfor skullet anvende de særlige bestemmelser, der er foreskrevet for perioder med frivillig forsikring, og især artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149), der foreskriver, at ved anvendelsen af … artikel 46, stk. 3, skal ydelsesbeløb, der svarer til forsikringsperioder i henhold til en frivillig eller fortsat ordning, ikke medregnes.

For så vidt angår selve det præjudicielle spørgsmål rejser dette i tilsvarende vendinger det fortolkningsproblem, som er blevet forelagt Domstolen i sagerne 22/77 og 37/77. Artikel 12, stk. 2, i forordning nr 1408/71 fastlægger det princip, hvorefter de ved de nationale lovgivninger foreskrevne regler om forbud mod dobbeltydelser kan anvendes på arbejdstagere, der er dækket af den nævnte forordning, undtagen når det drejer sig om bestemte ydelser af samme art, og især ydelser ved invaliditet, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 46.

At artikel 12, stk. 2, der som sådan udgør en gunstig bestemmelse for vandrende arbejdstagere, udgør en del af forordning nr. 1408/71 skyldes, at denne i artikel 46, stk. 3, begrænser sammenlægning af pensioner. Men Domstolen har i dommen i sag 24/75 (Petroni, Sml. 1975, s. 1149) statueret, at denne sidstnævnte bestemmelse er uforenelig med traktatens artikel 51. Vil det derfor kunne antages, at det er lovligt at genindføre nationale regler om forbud mod dobbeltydelser? Domstolen har ikke i dommen Petroni bedømt princippet om afkortning af pensioner. Ved udøvelsen af sine beføjelser ifølge artikel 51 har Rådet, når det udsteder retsforskrifter, der tillægger vandrende arbejdstagere rettigheder, der ellers ikke tilkommer disse, kompetence til at sikre, at reglerne ikke medfører en uberettiget sammenlægning af ydelser. Men artikel 12, stk. 2, tillader ikke, at der anvendes nationale regler om forbud mod dobeltydelser, når det drejer sig om ydelser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1 eller stk. 2. I mangel af fælles regler om social sikring må det i øvrigt foretrækkes at have en fællesskabsregel, der gør det muligt at undgå uberettigede dobbeltydelser, snarere end den afkortning, der sker på grundlag af nationale bestemmelser om forbud mod dobbeltydelser.

Generaladvokat Warner har i sit forslag til afgørelse i sagerne 22/77 og 37/77 anført, at når en ydelse udelukkende erhverves i henhold til en enkelt medlemsstats lovgivning, forbyder artikel 12 ikke, at der anvendes en national bestemmelse om forbud mod dobbeltydelser, forudsat at den ydelse, der giver anledning til afkortning, falder sammen med en ydelse, der er erhvervet i henhold til en anden medlemsstats lovgivning. Domstolen har anerkendt, at selv om dens fortolkning af artikel 51 i visse andre tilfælde, hvor der ikke foreligger periodesammenfald, kan føre til dobbeltydelser, følger dette resultat ikke ar en fortolkning af fællesskabsretten, men af den faktisk gældende ordning, som i mangel af fælles regler om social sikring hviler på en simpel koordinering af endnu ikke harmoniserede nationale lovgivninger (dom i sagen 50/75, Massonet, Sml. 1975, s. 1484).

I det foreliggende tilfælde foreligger der ikke periodesammenfald, dels fordi den nederlandske lovgivning ikke er baseret på forsikringsperioder, og dels fordi den tyske pension delvis er erhvervet på grundlag af en frivillig forsikring. Hvis det må antages, at den nationale regel om forbud mod dobbeltydelser kan træde i stedet for artikel 46, stk. 3, med henblik på at afkorte den ydelse, der alene er erhvervet i henhold til national lovgivning, er det da ikke nødvendigt at respektere fællesskabslovgivers vilje, der i artikel 46 i forordning nr. 574/72 klart ikke har villet skade de rettigheder, som følger af den frivillige forsikring? Det synes utænkeligt, at den sidstnævnte bestemmelse — alene fordi Domstolen har statueret, at artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 er uforenelig med traktatens artikel 51 — ikke længere kan finde anvendelse, thi hvis dette er tilfældet, vil de pågældende befinde sig i en mindre gunstig situation end den, der følger af anvendelsen af artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71.

Regeringen for Den italienske Republik, repræsenteret af O. Fiumara, viceavvocato dello Stato, som befuldmægtiget, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af A. Haagsma, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 17. januar 1978.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. februar 1978.