32001D0783

2001/783/EF: Kommissionens beslutning af 9. november 2001 om iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder i forbindelse med bluetongue og om regler for dyretransporter ind og ud af disse zoner (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 3421)

EF-Tidende nr. L 293 af 10/11/2001 s. 0042 - 0046


Kommissionens beslutning

af 9. november 2001

om iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder i forbindelse med bluetongue og om regler for dyretransporter ind og ud af disse zoner

(meddelt under nummer K(2001) 3421)

(EØS-relevant tekst)

(2001/783/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue(1), særlig artikel 8, stk. 2, litra d), og stk. 3, artikel 9, stk. 1, litra c), og artikel 12, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter udbrud af bluetongue i fire medlemsstater i 2000 blev Kommissionens beslutning 2001/138/EF af 9. februar 2001 om iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder i Fællesskabet i forbindelse med bluetongue(2) vedtaget i medfør af direktiv 2000/75/EF.

(2) I lyset af situationens udvikling i Fællesskabet og især i Italien er det nødvendigt at ændre de zoner, der er fastsat i nævnte beslutning.

(3) De geografiske, økologiske og epidemiologiske data om situationen i Italien gør det muligt specifikt at afgrænse iagttagelsesdistrikterne i nævnte medlemsstat efter artikel 8, stk. 2, litra d), i direktiv 2000/75/EF. Situationen i Lazio og Toscana, hvor få isolerede udbrud er blevet registreret, skal behandles på en særlig måde for at udrydde sygdommen. Transporter ind i disse områder fra andre områder, der er inficeret med den samme serotype, skal forbydes.

(4) Tre serotyper (4, 9, 16) er tidligere blevet isoleret i Grækenland. Alene serotype 9 blev isoleret i Syditalien i 2001. Alene serotype 2 er blevet isoleret på Korsika, Sardinien, i den nordlige del af det kontinentale Italien og Balearerne.

(5) I kapitel 2.1.9 i Den Internationale Dyresundhedskodeks er der fastsat betingelser, under hvilke levende dyr, sæd, æg og embryoner heraf af arter, der er modtagelige for bluetongue, kan forsendes fra inficerede zoner. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for transporter fra iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder under overholdelse af disse betingelser i medfør af artikel 12 i direktiv 2000/75/EF.

(6) I betragtning af disse forskellige situationer er det nødvendigt at afgrænse spærreområder svarende til overvågningsområder uden nogen transport fra og imellem dem og forbyde forsendelse fra disse områder og fra hele Grækenlands område, medmindre betingelserne i Den Internationale Dyresundhedskodeks er opfyldt.

(7) Under hensyntagen til bluetongues (vektorbåret sygdom) epidemiologiske specificitet er det muligt på strenge betingelser at transportere levende dyr, især dyr til slagtning, mellem inficerede og ikke-inficerede områder inden for en medlemsstat.

(8) Transit af dyr gennem et spærreområde for en kort periode bør tillades på betingelser, hvor dyrene beskyttes mod vektorangreb under hele transitten.

(9) Beslutning 2001/138/EF bør derfor ophæves.

(10) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Formålet med denne beslutning er at fastsætte spærrezoner, der omfatter iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder, med henblik på anvendelse af artikel 8 i direktiv 2000/75/EF for at beskytte mod bluetongue og fastsætte regler for transport af dyr af arter, der er modtagelige for bluetongue, ind i og ud af disse zoner.

Artikel 2

Forsendelse og transit af levende dyr, sæd, æg og embryoner heraf af arter, der er modtagelige for bluetongue, er forbudt:

- fra eller gennem det område, der svarer til de administrative enheder i bilag I A

- fra eller gennem det område, der svarer til de administrative enheder i bilag I B

- fra eller gennem det område, der svarer til de administrative enheder i bilag I C

- fra eller gennem det område, der svarer til de administrative enheder i bilag I D.

Artikel 3

1. Uanset artikel 2 er forsendelser af dyr, sæd, æg og embryoner heraf af arter, der er modtagelige for bluetongue, tilladt fra spærrezonerne i bilag I, hvis de opfylder betingelserne i bilag II.

2. I forbindelse med den indre samhandel sørger de oprindelsesmedlemsstater, der gør brug af denne undtagelse, for, at følgende supplerende ordlyd tilføjes i de pågældende certifikater, der er fastsat i Rådets direktiv 64/432/EØF(3), 88/407/EØF(4), 89/556/EØF(5), 91/68/EØF(6) og 92/65/EØF(7): "i overensstemmelse med beslutning 2001/783/EF."

3. Hvis der i en medlemsstat ikke er afgrænset specifikke områder i forbindelse med artikel 2, kan myndighederne tillade intern transport af dyr, sæd, æg og embryoner heraf af arter, der er modtagelige for bluetongue, under hensyntagen til den rådende situations epidemiologiske specificitet.

Artikel 4

Uanset artikel 2 kan de nationale myndigheder med hensyn til forsendelser fra spærrezoner, der er anført i bilag I, til områder, der ikke er anført i bilag I, i samme medlemsstat tillade transporter af levende dyr, hvis:

- overvågnings- og kontrolprogrammet i et epidemiologisk relevant oprindelsesområde har vist, at overførslen af bluetonguevirus eller aktiviteten af voksne insekter af slægten Culicoides er ophørt og

- vektorovervågningsprogrammet i et epidemiologisk relevant bestemmelsesområde har vist, at aktiviteten af voksne insekter af slægten Culicoides er ophørt.

Medlemsstater, der gør brug af denne undtagelse, indfører en overvågningsprocedure under oprindelses- og bestemmelsesmyndighedernes kontrol for at forhindre yderligere transport af dyr, der transporteres på betingelserne i nærværende artikel, til en anden medlemsstat.

Artikel 5

Uanset artikel 2 kan de nationale myndigheder med hensyn til forsendelser fra spærrezoner, der er anført i bilag I, til områder, der ikke er anført i bilag I, i samme medlemsstat tillade transporter af slagtedyr, hvis:

a) der ikke blev påvist tilstedeværelse af virus i et område på mindst 20 km omkring oprindelsesbedriften i mindst 100 dage før transporten

b) de dyr, der skal transporteres, ikke viser tegn på bluetongue på transportdagen

c) de transporteres direkte til slagteriet i køretøjer, der er plomberet af myndighederne, for straks at blive slagtet under officielt tilsyn

d) den myndighed, der er ansvarlig for slagteriet, informeres om planer om at sende dyr til slagteriet og underretter myndighederne på afsendelsesstedet om, at de er ankommet.

Artikel 6

Ved forsendelse af dyr med oprindelse i et område i Fællesskabet uden for de spærrezoner, der er anført i bilag I, skal dyrene og transportmidlet, når ruteplanen viser, at en del af transporten vil ske gennem en spærrezone, der er anført i bilag I, behandles med et insekticid på pålæsningsstedet eller under alle omstændigheder før dyrenes ankomst til spærrezonen.

Er der under transitten gennem en spærrezone afsat en hvileperiode på en mellemstation, foretages der en insekticidbehandling for at beskytte dyrene mod angreb fra vektorer.

For dyr, der passerer gennem en spærrezone, skal følgende supplerende ordlyd tilføjes på de tilsvarende certifikater som fastsat i direktiv 64/432/EØF, 91/68/EØF og 92/65/EØF: "Insekticidbehandling med (produktets navn) den (dato) kl. (tidspunkt) i overensstemmelse med beslutning 2001/783/EF."

Denne artikel anvendes efter tilladelse fra myndighederne i bestemmelses- og transitmedlemsstaten.

Artikel 7

Medlemsstaterne sikrer, at deres handelsforanstaltninger er i overensstemmelse med denne beslutning og underretter Kommissionen herom.

Artikel 8

Beslutning 2001/138/EF ophæves.

Artikel 9

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. november 2001.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 74.

(2) EFT L 50 af 21.2.2001, s. 17.

(3) EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977.

(4) EFT L 194 af 22.7.1988, s. 10.

(5) EFT L 302 af 19.10.1989, s. 1.

(6) EFT L 46 af 19.2.1991, s. 19.

(7) EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54.

BILAG I

(Iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder)

BILAG I A

Italien:

Sicilien: Agrigento, Caltanisetta, Catania, Enna, Messina, Palermo, Ragusa, Siracusa og Trapani

Calabria: Catanzaro, Cosenza, Crotone, Reggio Calabria og Vibo Valentia

Basilicata: Matera og Potenza

Puglia: Bari, Brindisi, Foggia, Lecce og Tarento

Campania: Avellino, Benevento, Caserta, Napoli og Salerno.

BILAG I B

Frankrig:

Corse du sud og Haute Corse

Spanien:

Balearerne

Italien:

Sardinien: Cagliari, Nuoro, Sassari og Oristano.

BILAG I C

Lazio: provinserne Viterbo, Latina og Roma

Toscana: provinsen Grosseto.

BILAG I D

Grækenland: alle nomes.

BILAG II

Betingelser for at forsende dyr, sæd, æg og embryoner heraf af arter, der er modtagelige for bluetongue, fra spærreområder

A. Levende dyr skal have været

1. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides i mindst 100 dage før afskibning eller

2. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides i mindst 28 dage før afskibning og skal i denne periode have været underkastet en serologisk test til påvisning af antistoffer mod bluetonguevirus-gruppen såsom en competition ELISA-test eller en AGID-test til påvisning af bluetongue med negative resultater ved to lejligheder med et interval på mindst syv mellem hver test, idet den første test foretages mindst 21 dage efter dyrets ankomst til karantænestationen, eller

3. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides i mindst 14 dage før afskibning og skal i denne periode have været underkastet en bluetonguevirusisolationstest eller en polymerase-kædereaktionstest (PCR-test) med negative resultater af blodprøver, der tages ved to lejligheder med et interval på mindst syv mellem hver test, idet den første test foretages mindst 7 dage efter dyrets ankomst til karantænestationen

og

4. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides under transporten til afskibningsstedet.

B. Sæden skal være indsamlet fra en donor, der har været

1. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides i mindst 100 dage før påbegyndelsen af og under indsamlingen af sæden eller

2. underkastet en serologisk test til påvisning af antistoffer mod bluetonguevirusgruppen såsom en competition ELISA-test eller en AGID-test til påvisning af bluetongue med negative resultater mindst hver 60. dag i indsamlingsperioden og mellem 28 og 60 dage efter den endelige indsamling til denne forsendelse, eller

3. underkastet en virusisolationstest eller en polymerase-kædereaktionstest (PCR-test) på blodprøver, der er indsamlet ved påbegyndelsen og afslutningen af og mindst hver syvende dag (virusisolationstest) og mindst hver 28. dag (PCR-test) under indsamlingen til denne forsendelse med negative resultater.

C. Æg og embryoner skal være indsamlet fra donorer, der har været

1. beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides i mindst 100 dage før påbegyndelsen af og under indsamlingen af embryoner/æg eller

2. underkastet en serologisk test til påvisning af antistoffer mod bluetonguevirusgruppen såsom en competition ELISA-test eller en AGID-test til påvisning af bluetongue mellem 28 og 60 dage efter indsamlingen med negative resultater eller

3. underkastet en bluetonguevirusisolationstest eller en polymerase-kædereaktionstest (PCR-test) på en blodprøve, der blev taget på indsamlingsdagen, med negative resultater.