Sagsøgeren i hovedsagen har indledningsvis anført, at i det omfang denne sag vedrører en forudfastsættelse af restitutioner i forbindelse med deltagelse i licitationer, der afholdes af et tredjeland, finder ikke alene artikel 3, stk. 3, i forodning nr. 2044/75 anvendelse, men også andre bestemmelser, bl.a. artikel 6 i forordning nr. 2044/75, samt artikel 19, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning nr. 193/75 af 17. januar 1975 om fælles gennemførelsesbestemmelser for import-og eksportlicenser samt forudfastsættelsesattester for landbrugsvarer (EFT L 25, s. 10). Ifølge sagsøgerne opstår der det problem, om de nævnte bestemmelser udelukker anvendelsen af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75, hvilket spørgsmål også er blevet rejst i sag 109/82, Interagra. Såfremt Domstolen i sag 109/82 skulle finde, at artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75 ikke finder anvendelse på licitationer, der åbnes i et tredjeland, bliver de tre spørgsmål, som den nationale domstol har forelagt, uden interesse.

Sagsøgeren har vedrørende det første spørgsmål anført, at fællesskabsretten ikke indeholder en definition af begrebet særlig foranstaltning; ifølge sagsøgeren må der derfor henvises til alle de regler, der gælder på landbrugsområdet, idet der må sondres mellem bestemmelserne vedrørende den daglige administration af disse markeders organisation på den ene side og de bestemmelser, der finder anvendelse under særlige omstændigheder på den anden side, idet bestemmelser vedrørende den daglige administration ikke kan betegnes som særlige foranstaltninger i den i forordning nr. 2044/75 forudsatte betydning. Forvaltningen af Fællesskabets marked er en del af Kommissionens normale og daglige opgave. Denne administration indebærer ikke alene den regelmæssige fastsættelse af restitutionerne, men kan ligeledes indebære suspension af muligheden for forudfastsættelse af disse restitutioner, når der opstår eller kan opstå vanskeligheder.

Sagsøgeren i hovedsagen har derfor foreslået, at det første spørgsmål besvares således.

Såfremt Domstolen skulle finde anledning til at besvare det andet spørgsmål, anfører sagsøgeren, at dette må besvares benægtende, da der ikke eksisterer en udtrykkelig bemyndigelse for Kommissionen, hvorefter den kan afvise ansøgninger om forudfastsættelse, der er indgivet forud for suspensionsperioden. Hverken forordning nr. 193/75 eller forordningerne nr. 804/68 og 876/68 hjemler en kompetence i denne henseende. Artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning nr. 876/68 angiver derimod, at ansøgninger om forudfastsættelse, [der] fremsættes i suspensionsperioden, afvises. Fællesskabsretten måtte derfor udtrykkeligt foreskrive en kompetence til at afvise ansøgninger, der verserer under en suspensionsperiode, for at sagsøgte i hovedsagen alene på grundlag af denne suspension skulle have kunnet afvise de i denne sag indgivne ansøgninger.

Såfremt Domstolen måtte antage, at det første spørgsmål bør besvares bekræftende, har sagsøgeren foreslået, at det andet spørgsmål besvares således:

Med hensyn til det tredje spørgsmål, der vedrører den pågældende bestemmelses gyldighed, har sagsøgeren i hovedsagen i første række anført, at såfremt artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75 skulle fortolkes således, at selv ansøgninger, der er indgivet på det tidspunkt, hvor der er truffet afgørelse om suspension, kunne afvises, vil et sådant resultat være i strid med ordlyden af artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning nr. 876/68, hvorefter disse ansøgninger skal afvises under suspensionsperioden.

Sagsøgeren i hovedsagen har dernæst anført, at en sådan fortolkning af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75 også tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren anfører herved, at udstedelsen af eksportlicenser indebærer en forpligtelse for eksportøren til at eksportere, idet der i modsat fald kan indtræde fortabelse af den stillede sikkerhed. Ved at muliggøre forudfastsættelse af restitutioner tilsigter fællesskabsretten at give eksportørerne en sikkerhed med hensyn til de beløb, som de vil modtage ved udførslen, og det siger sig selv, at eksportørerne indgår aftaler på grundlag af de restitutionssatser, der gælder på tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Det er derfor i strid med princippet om beskyttelse af retssikkerheden, såfremt Kommissionen inden for rammerne af den normale administration af en fælles markedsordning kan suspendere de restitutioner, på grundlag af hvilke eksportørerne har påtaget sig forpligtelser. En sådan mulighed foreligger kun under særlige omstændigheder inden for rammerne af beskyttelsesforanstaltninger i medfør af artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 804/68.

Såfremt Domstolen finder, at også det andet spørgsmål må besvares bekræftende, foreslår sagsøgeren i hovedsagen, at det tredje spørgsmål besvares således:

Kommissionen har først gennemgået de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for beslutningen om at suspendere ansøgninger om forudfastsættelse. Kommissionen anfører herved, at der ikke sker nogen egentlig international fastsættelse af priserne for mælk-og mejeriprodukter i verdenshandelen, og at verdensmarkedspriserne er meget svingende, hvilket i betydelig grad kan hindre funktionen af ordningen med eksportrestitutioner. Alt for høje restitutioner kan således fremkalde en betydelig og pludselig, undertiden spekulativ forøgelse af udførslerne og især også en forøgelse af antallet af forudfastsættelser af eksportrestitutioner. Det er af denne grund, at Kommissionen har besluttet at kontrollere udførslen, ¡sær af smør, mere snævert for i givet fald at kunne træffe passende foranstaltninger rettidigt. Denne beslutning er kommet til udtryk i vedtagelsen af den omtvistede bestemmelse og et vist antal suspensioner af ordningen med forudfastsættelse, herunder den, der blev gennemført ved forordning nr. 2993/80.

Kommissionen anfører, at den i de tre hverdage, der gik forud for den nævnte suspension, modtog ansøgninger om forudfastsættelse for 352557,5 tons smør, hvilken mængde næsten er ti gange større end den, der var omfattet af de ansøgninger, der blev indgivet kort forud for den første suspension i perioden 12.-14. november, og som oversteg Fællesskabets samlede smørudførsler til tredjelande i 1980, der androg 323219 tons. Den stærkt spekulative karakter af disse ansøgninger er så meget mere klar, og efterkommeisen af ansøgningerne ville have medført totalt uantagelige resultater, både under en landbrugspolitisk og budgetmæssig synsvinkel.

Kommissionen har derefter foretaget en detaljeret gennemgang af de fællesskabsbestemmelser, der finder anvendelse i hovedsagen. Kommissionen udleder af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 876/68, at suspensionen af forudfastsættelsesordningen har til virkning, at der i suspensionsperioden ikke kan udstedes nogen forudfastsættelsesattest, der giver ret til den forudfastsatte restitution. De ansøgninger, hvorom der skal træffes beslutning under suspensionsperioden, må derfor afvises som følge af den midlertidige suspension af deres retsgrundlag. Kommissionen mener endvidere, at den behandlingsfrist, der er blevet indført i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75 indebærer, at retten til anvendelse af den forudfastsatte restitution først kan opstå den femte hverdag efter dagen for indgivelsen af ansøgningen, hvilket ligeledes gør det muligt at anvende bestemte foranstaltninger, der er truffet på området for forudfastsættelse med hensyn til de omhandlede ansøgninger, såfremt disse foranstaltninger er i kraft på behandlingsfristens sidste dag. Kommissionen mener endelig, at den praksis, der følges af fællesskabsinstitutionerne samt af de nationale myndigheder, bekræfter, at de særlige foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, omfatter suspensionen af ordningen med forudfastsættelse, og at denne suspension ligeledes medfører retlige følger for allerede indgivne ansøgninger om forudfastsættelse.

Under henvisning til sin redegørelse for den gældende fællesskabsret mener Kommissionen at kunne slutte, uden yderligere kommentar, at det første præjudicielle spørgsmål må besvares bekræftende.

Med hensyn til det andet spørgsmål har Kommissionen anført, at det er i overensstemmelse med ordlyden af og det klare formål med den pågældende bestemmelse, at de indgivne ansøgninger om forudfastsættelse af restitution ikke kan tages til følge og endeligt må afvises, når forudfastsættelsen på den femte hverdag efter dagen for indgivelsen af ansøgningen er blevet suspenderet i medfør af artikel 5, stk. 4, første eller andet afsnit, i forordning nr. 876/68. Kommissionen præciserer, at et bekræftende svar på det andet spørgsmål følger af en samlet fortolkning og anvendelse af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2044/75 og forordning nr. 2993/80.

Med hensyn til det tredje spørgsmål har Kommissionen først gennemgået problemet, om den omtvistede bestemmelse kan forenes med artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 876/68 (a), henholdsvis med retssikkerhedsprincippet (b).

I retsmødet den 7. juli 1983 har selskabet BV Roomboterfabriek De beste boter ved advokat H. J. Bronkhorst, Haag, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent R. C. Fischer, som befuldmægtiget, afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. oktober 1983.