1

Republikken Polen har med sin anmodning om foreløbige forholdsregler anmodet Domstolen om at udsætte gennemførelsen af Rådets afgørelse (EU) 2026/183 af 9. januar 2026 om undertegnelse og om midlertidig anvendelse af interimsaftalen om handel mellem Den Europæiske Union på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked, Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side (EUT L, 2026/183) (herefter »den omtvistede afgørelse«), indtil der træffes afgørelse, hvormed proceduren i sag C-460/26 afsluttes.

2

Anmodningen er fremsat samtidig med denne medlemsstats anlæggelse den 10. maj 2026 af et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

Retsforskrifter

Den omtvistede afgørelse

3

Følgende fremgår af første til tredje og femte til syvende betragtning til den omtvistede afgørelse:

4

Denne afgørelses artikel 1 bestemmer:

5

Nævnte aftales artikel 2 bestemmer:

6

Samme aftales artikel 3 har følgende ordlyd:

ITA

7

ITA’s artikel 6, der har overskriften »Sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger«, indeholder bl.a. aftalens artikel 6.1, 6.4, 6.6 og 6.14.

8

Denne aftales artikel 6.1, der har overskriften »målsætninger«, bestemmer:

9

Nævnte aftales artikel 6.4 med overskriften »Rettigheder og forpligtelser« fastsætter:

10

Samme aftales artikel 6.6 med overskriften »Generelle forpligtelser« bestemmer følgende i stk. 1:

11

ITA’s artikel 6.14, der har overskriften »Nødforanstaltninger«, fastsætter i stk. 2 og 4:

12

Denne aftales artikel 9, der har overskriften »Bilaterale beskyttelsesforanstaltninger«, indeholder bl.a. aftalens artikel 9.3, der er indeholdt i afdeling C, og artikel 9.15, der er indeholdt i afdeling F.

13

Den nævnte aftales artikel 9.3 med overskriften »Anvendelse af bilaterale beskyttelsesforanstaltninger« bestemmer:

14

Samme aftales artikel 9.15 med overskriften »Midlertidige beskyttelsesforanstaltninger« bestemmer følgende i stk. 1:

15

ITA’s artikel 23.3, der har overskriften »Anvendelse før ikrafttræden«, fastsætter i stk. 1:

Tvistens baggrund

16

Det fremgår af anmodningen om foreløbige forholdsregler, at forhandlingerne om indgåelse af en aftale mellem Unionen og Mercosur blev indledt i 1999. Den 13. september 1999 vedtog Rådet forhandlingsdirektiver og bemyndigede Kommissionen til at indlede forhandlinger om en »interregional associeringsaftale« mellem Unionen og Mercosur, der skulle erstatte den rammeaftale, der blev godkendt ved Rådets afgørelse af 22. marts 1999 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af den interregionale rammeaftale om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af den mellemregionale rammeaftale om samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked (Mercosur) og dets deltagerstater på den anden side (EFT 1999, L 112, s. 65). Disse forhandlingsdirektiver bemyndigede Kommissionen til at forhandle en enkelt associeringsaftale, som skulle omfatte både en handelsdel og en del om politisk dialog og samarbejde. På grundlag af denne bemyndigelse indledte Kommissionen forhandlinger.

17

Ifølge anmodningen om foreløbige forholdsregler førte disse forhandlinger den 28. juni 2019 til indgåelse af en handelsaftale mellem Unionen og Mercosur. Aftalen indeholdt bl.a. bestemmelser om handel med varer. Den politiske del af associeringsaftalen blev forhandlet af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og afsluttet den 18. juni 2020. Forhandlingerne blev afsluttet den 6. december 2024.

18

Det fremgår ligeledes af anmodningen om foreløbige forholdsregler, at Kommissionen den 3. september 2025 tilsendte Rådet dels to forslag vedrørende undertegnelse og indgåelse af EMPA, dels to andre forslag vedrørende undertegnelsen og indgåelsen af ITA. Parallelt hermed foreslog Kommissionen, at afgørelsen om midlertidig anvendelse af interimsaftalen på handelen kun medtages i udkastet til afgørelse om indgåelse af aftalen og ikke i afgørelsen om undertegnelse af aftalen.

19

Kommissionen opdelte således associeringsaftalen med Mercosur i to særskilte aftaler, nemlig EMPA og ITA, idet sidstnævnte var begrænset til handelsspørgsmål og i det væsentlige indeholdt de samme forpligtelser som dem, der følger af EMPA’s handelsdel.

20

Denne opdeling gjorde det muligt for Rådet at indgå ITA på grundlag af Unionens enekompetence på området for den fælles handelspolitik efter Parlamentets godkendelse. EMPA vil derimod blive præsenteret som en blandet aftale og kræve Parlamentets godkendelse samt alle 27 medlemsstaters ratifikation, inden Rådet kan vedtage afgørelsen om dens indgåelse.

21

Det fremgår desuden af anmodningen om foreløbige forholdsregler, at Rådet den 9. januar 2026, på trods af at Irland, Den Franske Republik, Ungarn, Republikken Østrig og Republikken Polen stemte imod og at Kongeriget Belgien undlod at stemme, vedtog den omtvistede afgørelse, hvorved det godkendte undertegnelsen af ITA og bestemte, at denne aftale skulle anvendes midlertidigt. Denne afgørelse gør det muligt at anvende ITA, selv inden den træder endeligt i kraft, idet det præciseres, at ITA’s bestemmelserne også er en del af EMPA. Det er fastsat, at EMPA, når alle parter har tiltrådt den, vil erstatte ITA, som dermed ophører med at være gældende, for så vidt angår handelsbestemmelserne.

22

Den 19. januar 2026 anmodede Rådet Parlamentet om at godkende indgåelsen af ITA og EMPA.

23

Den 21. januar 2026 vedtog Parlamentet en beslutning, hvori det anmodede Domstolen om en udtalelse om ITA’s og EMPA’s forenelighed med traktaterne.

24

Ifølge Republikken Polen meddelte Kommissionens formand den 27. februar 2026, at efter at Den Argentinske Republik og Den Østlige Republik Uruguay havde ratificeret »aftalen mellem EU og Mercosur«, og henset til Den Føderative Republik Brasiliens og Republikken Paraguays forestående ratifikation af denne aftale, »ville Kommissionen nu iværksætte en midlertidig anvendelse [af nævnte aftale]«.

25

ITA har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. maj 2026.

Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

26

Ved afgørelser truffet af Domstolens vicepræsident den 8., den 17. og den 19. juni 2026 har henholdsvis Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Finland, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen fået tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

27

I overensstemmelse med artikel 160, stk. 5, i Domstolens procesreglement har Rådet indgivet skriftlige bemærkninger den 12. juni 2026.

28

Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Finland og Kommissionen har indgivet deres interventionsindlæg henholdsvis den 1. og den 3. juli 2026. Ved skrivelse af 26. juni 2026 gav Kongeriget Nederlandene afkald på muligheden for at indgive skriftlige bemærkninger.

29

Republikken Polen har indgivet anmodning om, at Domstolen udsætter gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der er truffet en materiel afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

30

Rådet har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Finland og Kommissionen, nedlagt følgende påstande:

–

Anmodningen om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse tages ikke til følge.

–

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anmodningen om foreløbige forholdsregler

31

Det skal indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 160, stk. 3, i Domstolens procesreglement skal anmodninger om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt, der er udstedt af en institution, eller andre foreløbige forholdsregler, der er fastsat i artikel 278 TEUF og 279 TEUF, angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet.

32

I henhold til fast praksis kan Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart forekommer begrundede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der har anmodet om dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen om sagens realitet. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler foretager i givet fald også en afvejning af de foreliggende interesser. Disse betingelser er kumulative, således at anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke kan tages til følge, når en af disse betingelser ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 11.4.2024, Vivendi mod Kommissionen, C-90/24 P(R), EU:C:2024:318, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

33

I forbindelse med undersøgelsen af disse betingelser råder dommeren i sager om foreløbige forholdsregler over et vidt skøn og kan frit, henset til sagens særegenheder, afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves, samt rækkefølgen for denne undersøgelse, eftersom ingen EU-retlig bestemmelse pålægger denne et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 13.4.2021, Litauen mod Parlamentet og Rådet, C-541/20 R, EU:C:2021:264, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

34

I det foreliggende tilfælde skal det først undersøges, om betingelsen om uopsættelighed er opfyldt.

Argumenter

35

Republikken Polen er i første række af den opfattelse, at de omstændigheder, hvorunder den omtvistede afgørelse blev vedtaget, herunder de åbenlyse tilsidesættelser af traktaterne, der blev begået på daværende tidspunkt, begrunder, at gennemførelsen af den nævnte afgørelse udsættes, indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet. EU-institutionerne, som søger at gennemføre ITA så hurtigt som muligt, har handlet i strid med traktaterne ved at gøre sig skyldige i magtfordrejning, ved at tilsidesætte princippet om loyalt samarbejde og ved at prioritere selektive økonomiske interesser fremfor overholdelsen af traktaterne og Unionens grundlæggende principper. Såfremt det tillades at anvende ITA, kan dette derfor tilskynde dem til at træffe andre lignende foranstaltninger i fremtiden.

36

Republikken Polen har i anden række gjort gældende, at udsættelsen af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse ligeledes er begrundet i den omstændighed, at denne tillader den midlertidige anvendelse af ITA, som udvider muligheden for at indføre landbrugsprodukter fra Mercosur-landene på EU-markedet. Denne aftale indeholder imidlertid ikke såkaldte »spejlklausuler«, der pålægger landbrugerne i Mercosur-landene en forpligtelse til at overholde de samme produktionsstandarder, navnlig på området for miljø, sundhed eller dyrevelfærd, som dem, der finder anvendelse på EU-producenter.

37

Denne medlemsstat har bl.a. fremhævet den meget intensive anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i Mercosur-landenes landbrug og den omstændighed, at et stort antal af disse produkter indeholder aktivstoffer, der er fjernet fra EU-markedet på grund af den fare, de udgør for menneskers og dyrs sundhed og liv og miljøet. Importerede landbrugsprodukter, der indeholder restkoncentrationer af aktivstoffer, som ikke er godkendt i EU, kan således forekomme på EU-markedet, fra det tidspunkt, hvorfra ITA finder anvendelse.

38

Ifølge Republikken Polen er der således ingen tvivl om, at landbrugsprodukter fra Mercosur-landene kan udgøre en reel risiko for menneskers og dyrs sundhed eller liv, og at produktion af sådanne produkter vil medføre et uacceptabelt pres på EU’s miljø. Hvis disse aktivstoffer ikke udgjorde en reel og alvorlig trussel, ville Kommissionen ikke have trukket dem tilbage fra EU-markedet.

39

Denne medlemsstat har desuden gjort gældende, at den hævdede skade er alvorlig og uoprettelig. Når landbrugsprodukter, der indeholder skadelige aktivstoffer, først er bragt i omsætning på EU-markedet, vil de nemlig have negative virkninger for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet, som efterfølgende ikke kan afhjælpes.

40

Republikken Polen har i tredje række gjort gældende, at den midlertidige anvendelse af ITA vil medføre en alvorlig og uoprettelig skade, som vil medføre et fald i landbrugernes indkomst og en forstyrrelse af markedets funktion for forskellige landbrugsprodukter ved at tillade, at der på dette marked findes billigere produkter, der dyrkes eller fremstilles med kemikalier, der er forbudt i Unionen.

41

Denne medlemsstat har gjort gældende, at landbrugsproducenterne i Mercosur-landene kan anvende plantebeskyttelsesmidler, der er skadelige for mennesker, dyr og miljøet, men som er billigere og mere effektive. De opnår således højere afkast til lavere omkostninger, hvilket gør det muligt for dem at tilbyde deres produkter til en lavere pris. Disse produkter medfører en illoyal konkurrence for EU-landbrugernes produkter og reducerer dermed disse landbrugeres indtægter og bringer stabiliseringen af det indre marked og forsyningssikkerheden i fare.

42

Republikken Polen er af den opfattelse, at faldet i EU-landbrugernes indkomst, forstyrrelse af markedets funktion for forskellige landbrugsprodukter og fortrængningen af sundere landbrugsprodukter af højere kvalitet, men som er dyrere, idet de er tilvejebragt under overholdelse af strenge regler og krav, der er fastsat i EU-retten, til fordel for billigere produkter, som indeholder restkoncentrationer af kemikalier, der er forbudt i Unionen, kan forårsage alvorlig og uoprettelig skade.

43

Det er navnlig ikke muligt at afhjælpe den skade, som følger af landbrugsbedrifternes konkurs som følge af den massive tilstrømning af billigere produkter fra Mercosur-landene. Genopretningen af landbrugsmarkedernes gode funktion, som forstyrres af tilstrømningen af disse produkter, kan tage mange år og bringe Unionens fødevaresikkerhed i fare.

44

Rådet har bestridt denne argumentation. Ifølge Rådet har Republikken Polen ikke godtgjort, at anvendelsen af den omtvistede afgørelse indtil afsigelsen af den dom i sag C-460/26, hvorved sagens behandling afsluttes, på forudsigelig vis og med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed vil kunne medføre en alvorlig og uoprettelig skade, og at uopsættelighedsbetingelsen derfor er opfyldt.

45

Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Finland og Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt.

Domstolens bemærkninger

46

Ifølge fast retspraksis er formålet med en sag om foreløbige forholdsregler at sikre den fulde virkning af den endelige afgørelse, der skal træffes med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer. Det er for at opfylde denne målsætning, at uopsætteligheden skal vurderes, i forhold til hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal godtgøre, at den ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en sådan skade. Med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan alvorlig og uoprettelig skade, er det ikke nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder. Det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed (kendelse af 23.7.2025, Kommissionen mod Ortis, C-54/25 P-R, EU:C:2025:590, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

47

I overensstemmelse med denne retspraksis påhviler det altid den part, der anmoder om en foreløbig forholdsregel, at redegøre for og godtgøre sandsynligheden for, at der vil opstå en alvorlig og uoprettelig skade. Hvad dette angår skal dommeren i sager om foreløbige forholdsregler råde over konkrete og præcise oplysninger understøttet af detaljerede dokumenter, som gør det muligt at bedømme de nøjagtige følger, det sandsynligvis vil have, hvis de anmodede forholdsregler ikke anordnes (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 13.4.2021, Litauen mod Parlamentet og Rådet, C-541/20 R, EU:C:2021:264, præmis 19 og 20 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det følger heraf, at det i det foreliggende tilfælde påhviler Republikken Polen at godtgøre, at anvendelsen af den omtvistede afgørelse i perioden mellem undertegnelsen af nærværende kendelse og indtil afsigelsen af den dom i sag C-460/26, hvorved sagens behandling afsluttes, på forudsigelig vis og med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed vil kunne medføre en alvorlig og uoprettelig skade.

49

I første række har denne medlemsstat, således som det fremgår af anmodningen om foreløbige forholdsregler, påberåbt sig en tilsidesættelse af traktaterne, et misbrug af beføjelser og en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde med henblik på at fastslå, at den omtvistede afgørelse er behæftet med en ulovlighed, og at muligheden for at anvende ITA, selv midlertidigt, kan tilskynde EU-institutionerne til at iværksætte »andre lignende foranstaltninger« i fremtiden.

50

For så vidt som Republikken Polen synes at basere uopsætteligheden på den omstændighed, at den omtvistede afgørelse er ulovlig, skal det i denne henseende bemærkes, at en sådan omstændighed, såfremt den anses for godtgjort, ikke i sig selv gør det muligt at påvise risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade.

51

Det følger således af fast retspraksis, at selv om en EU-retsakts tilsidesættelse af en trinhøjere retsnorm kan rejse tvivl om gyldigheden af denne retsakt, er den omstændighed, at retsakten eventuelt er ulovlig, principielt ikke tilstrækkelig til i sig selv at godtgøre, at en eventuel skade er alvorlig og uoprettelig (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 27.2.2018, Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, C-482/17 R, EU:C:2018:119, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

52

I øvrigt er det ikke tilstrækkeligt abstrakt at gøre gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af traktaternes bestemmelser og Unionens grundlæggende principper, i det foreliggende tilfælde bl.a. princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, for at godtgøre, at den skade, der kan følge heraf, nødvendigvis er uoprettelig (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 13.4.2021, Litauen mod Parlamentet og Rådet, C-541/20 R, EU:C:2021:264, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

53

Republikken Polen har imidlertid begrænset sig til generelt og abstrakt at påberåbe sig den omstændighed, at den midlertidige anvendelse af ITA indebærer, at EU-institutionerne prioriterer selektive økonomiske interesser frem for overholdelsen af traktaterne og Unionens grundlæggende principper, uden at fremlægge den mindste konkrete angivelse, der gør det muligt at fastslå, at der sandsynligvis vil opstå en alvorlig og uoprettelig skade, og at den er nært forestående.

54

Under alle omstændigheder kan Domstolen kun tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt vedtagelsen af den omtvistede afgørelse faktisk er behæftet med en ulovlighed som følge af en tilsidesættelse af traktaterne, misbrug af beføjelser eller en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde, inden for rammerne af en sag, der netop vedrører annullation af denne afgørelse.

55

Hvad navnlig angår Republikken Polens argument om, at EU-institutionerne »tilskyndes« til i fremtiden at begå tilsidesættelser af traktaterne, eftersom de midlertidigt kan anvende ulovlige retsakter, indtil en dom ophæver dem, er det tilstrækkeligt at fastslå, at dette argument består i at påberåbe sig en rent hypotetisk skade, og at denne skade derfor i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 47, ikke kan begrunde, at den anmodede udsættelse af gennemførelsen anordnes.

56

Republikken Polen har i anden række – med henblik på at begrunde, at udsættelsen af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse er uopsættelig – påberåbt sig de skader, der følger af denne afgørelses virkninger på den økonomiske og sociale situation for EU-landbrugere, på det indre markeds funktion, på menneskers og dyrs sundhed samt på miljøet i Unionen.

57

Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at disse forskellige skader kan påberåbes af Republikken Polen med henblik på at opnå, at der træffes foreløbige forholdsregler, eftersom medlemsstaterne er ansvarlige for de interesser, der på nationalt plan anses for almene, og de kan sikre forsvaret heraf inden for rammerne af en sag om foreløbige forholdsregler (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 3.6.2022, Bulgarien mod Parlamentet og Rådet, C-545/20 R, EU:C:2022:445, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.9.2023, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-445/23 R, EU:C:2023:703, præmis 30).

58

Det skal derfor afgøres, om de beviser, som Republikken Polen har fremlagt, gør det muligt at fastslå dels, at en eller flere af disse skaders indtræden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, dels at de pågældende skader er af alvorlig og uoprettelig karakter.

59

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler ikke er at fastslå, om komplekse omstændigheder, der er stærkt omdiskuterede, foreligger. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler råder ikke over de nødvendige midler til at foretage den krævede kontrol, og i mange tilfælde kan en sådan kontrol kun vanskeligt foretages i tide (kendelse af 20.11.2017, Kommissionen mod Polen, C-441/17 R, EU:C:2017:877, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

60

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om foreløbige forholdsregler, at Republikken Polen er af den opfattelse, at den midlertidige anvendelse af ITA, som blev godkendt ved den omtvistede afgørelse, gør det muligt at indføre landbrugsprodukter fra Mercosur-landene på EU-markedet, der indeholder skadelige stoffer, som kan have uoprettelige skadelige virkninger på menneskers og dyrs liv eller sundhed samt på miljøet. Denne medlemsstat har bl.a. fremhævet, at ITA ikke indeholder såkaldte »spejlklausuler«, der pålægger landbrugerne i Mercosur-landene en forpligtelse til at overholde de samme produktionsstandarder, navnlig på området for miljø, sundhed eller dyrevelfærd, som dem, der finder anvendelse på EU-landbrugere.

61

Den omstændighed, at ITA muliggør import af produkter fra Mercosur-landene til EU, som kan indeholde restkoncentrationer af aktivstoffer, der ikke er godkendt til anvendelse i EU på grund af eventuelle risici for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at der er indtrådt en alvorlig og uoprettelig skade.

62

Desuden, og frem for alt, er det vigtigt at bemærke, at fraværet af »spejlklausuler« i ITA ikke betyder, at Unionens foranstaltninger på området for sundhed og plantesundhed, regler på området for fødevaresikkerhed samt standarder for sundhed og miljø ikke finder anvendelse på produkter, der importeres fra Mercosur-landene i henhold til ITA.

63

Som Rådet har fremhævet i sit skriftlige bemærkninger med støtte fra Kommissionen, er importerede landbrugsprodukter nemlig underlagt bestemmelser om plantesundhed og fødevaresikkerhed, der er analoge til dem, der finder anvendelse på produkter fremstillet i Unionen. I den forbindelse har Unionen vedtaget lovgivning, der finder anvendelse i hele det indre marked, for at sikre høje fødevare- og sundhedsstandarder for landbrugsprodukter, navnlig med hensyn til forekomsten af skadelige stoffer eller restkoncentrationer fra brug af gødningsstoffer eller plantebeskyttelsesmidler. Disse standarder gælder på samme måde for landbrugsprodukter, der er fremstillet i Unionen, og for importerede produkter.

64

Som det fremgår af Rådets skriftlige bemærkninger, finder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/82/EF (EUT 2019, L 4, s. 43), som forbyder anvendelse af antimikrobielle stoffer til dyr for at fremme deres vækst eller øge ydelsen, nærmere bestemt anvendelse på EU-erhvervsdrivende og erhvervsdrivende i tredjelande, der eksporterer til Unionen. For pesticidrester i landbrugsprodukter eller fødevarer finder de samme maksimalgrænseværdier desuden anvendelse på både produkter, der er fremstillet i Unionen, og importerede produkter, og den samme vurderingsprocedure følges i forbindelse med ansøgninger om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer for produkter fremstillet i Unionen og for importerede produkter.

65

I henhold til artikel 6.4 i ITA, der findes i kapitel 6 heri, berører ingen bestemmelse i dette kapitel rettighederne og forpligtelserne vedrørende overholdelse af sundheds- og plantesundhedsreglerne i SPS-aftalen. Det skal i denne forbindelse navnlig bemærkes, at ITA’s artikel 6.6, stk. 1, udtrykkeligt fastsætter, at »[p]rodukter, der eksporteres fra en part, skal opfylde den importerende parts [...] SPS-krav«. De internationale aftaler, som Unionen har indgået, navnlig SPS-aftalen, sikrer således Unionen retten til at pålægge importerede fødevarer standarder og giver Unionen mulighed for at pålægge passende sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger og miljøforanstaltninger.

66

Det følger heraf, at Unionen har beføjelser til at træffe foranstaltninger, der forhindrer indførsel på Unionens område af landbrugsprodukter, der ikke overholder de gældende sundheds-, plantesundheds- og miljøstandarder.

67

Det skal endvidere tilføjes, at i henhold til ITA’s artikel 6.14, stk. 2, kan den importerende part i tilfælde af alvorlige risici for menneskers, dyrs eller planters liv eller sundhed træffe nødforanstaltninger for at afværge sådanne risici.

68

Det skal under alle omstændigheder ligeledes fastslås, at EU-lovgivningen selv inden vedtagelsen af den omtvistede afgørelse ikke forbød import af produkter, herunder landbrugsprodukter, fra Mercosur-landene, for så vidt som disse produkter overholdt de EU-regler, der fandt anvendelse på importerede produkter. ITA indeholder kun bestemmelser om en begrænset stigning i toldkontingenterne og lavere toldsatser og mindsker ikketoldmæssige handelshindringer, navnlig for små og mellemstore virksomheder. ITA kan derfor højst føre til en kvantitativ stigning i visse dele af importen. Republikken Polen har imidlertid ikke forklaret, hvorledes en eventuel stigning i den import, der allerede er tilladt indtil nu, kan medføre en risiko for alvorlig og uoprettelig skade.

69

Følgelig har Republikken Polen ikke godtgjort, at der foreligger en risiko, der med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed kan forudses, for en alvorlig og uoprettelig skade som følge af virkningerne af den omtvistede afgørelse på menneskers og dyrs liv eller sundhed samt på Unionens miljø som følge af import af produkter fra Mercosur-landene, der kan indeholde restkoncentrationer af aktivstoffer, som ikke er godkendt til anvendelse i Unionen.

70

Republikken Polen har i tredje række gjort gældende, at den midlertidige anvendelse af ITA vil medføre en alvorlig og uoprettelig skade, som vil medføre et fald i landbrugernes indkomst og en forstyrrelse af markedets funktion for forskellige landbrugsprodukter ved at tillade, at der på dette marked findes billigere produkter, der dyrkes eller fremstilles med kemikalier, der er forbudt i Unionen.

71

Der skal i denne henseende erindres om, at en økonomisk skade ikke, bortset fra i ganske særlige tilfælde, kan betragtes som uoprettelig, idet en økonomisk erstatning som hovedregel kan afhjælpe skadelidtes økonomiske situation, således som den forelå, før skaden indtraf. En sådan skade kan bl.a. erstattes inden for rammerne af et erstatningssøgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 13.4.2021, Litauen mod Parlamentet og Rådet, C-541/20 R, EU:C:2021:264, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

72

Den omstændighed alene, at EU-landbrugere kan blive konfronteret med konkurrence fra produkter, der importeres fra Mercosur-landene, er, selv om den måtte anses for godtgjort, i fraværet af mere præcise oplysninger om situationen for disse landbrugere og en analyse af de toldkontingenter, som ITA har indført, ikke tilstrækkelig til at påvise, at disse landbrugere ikke vil være i stand til at håndtere denne konkurrence, og at de dermed vil være tvunget til at indstille deres virksomhed (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 3.6.2022, Bulgarien mod Parlamentet og Rådet, C-545/20 R, EU:C:2022:445, præmis 51, og af 18.9.2023, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-445/23 R, EU:C:2023:703, præmis 39).

73

Republikken Polens generelle og abstrakte indsigelser om, at den midlertidige anvendelse af ITA vil føre til en »illoyal konkurrence« for landbrugsprodukter, der er produceret i Unionen, reducere EU-landbrugernes indkomster og bringe stabiliteten af det indre marked og forsyningssikkerheden i fare, er heller ikke ledsaget af noget bevis, der kan godtgøre, at der foreligger en risiko, der med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed kan forudses, for, at der umiddelbart vil indtræde en alvorlig og uoprettelig skade.

74

Det skal i denne henseende fremhæves, at den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, sammenholdt med tredje betragtning hertil, bestemmer, at Kommissionen indtil vedtagelsen og ikrafttrædelsen af en specifik lovgivningsmæssig EU-retsakt, der gennemfører den bilaterale beskyttelsesklausul i EMPA og ITA for landbrugsprodukter, ved hjælp af gennemførelsesforordninger kan vedtage bilaterale beskyttelsesforanstaltninger, der er i overensstemmelse med betingelserne i kapitel 9 i ITA og i denne afgørelse. Med henblik herpå pålægger den nævnte afgørelse Kommissionen at sikre en detaljeret overvågning af markedet for landbrugsprodukter, hvilket er et permanent kendetegn ved dens aktiviteter i landbrugssektoren.

75

Navnlig pålægger den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 3, sammenholdt med femte betragtning hertil, Kommissionen straks at indlede en undersøgelse efter anmodning fra en eller flere medlemsstater eller en juridisk person eller sammenslutning, der handler på vegne af den EU-erhvervsgren, der er aktiv i den pågældende sektor, når der foreligger tilstrækkelige beviser, der navnlig er indhentet gennem detaljeret overvågning af markedet, der er nævnt i denne kendelses foregående præmis, som umiddelbart viser, at der foreligger alvorlig skade eller trussel om alvorlig skade for EU-erhvervsgrenen eller for følsomme landbrugsprodukter, herunder i tilfælde, hvor en sådan skade eller trussel er geografisk koncentreret i en eller flere medlemsstater.

76

På samme måde tillægger denne afgørelses artikel 2, stk. 7, Kommissionen beføjelse til straks eller uden tøven og i tilfælde af følsomme landbrugsprodukter senest 21 dage efter modtagelsen af en anmodning som omhandlet i artikel 2, stk. 3, at indføre midlertidige bilaterale beskyttelsesforanstaltninger for at undgå skade for EU-erhvervsgrenen, som vil være vanskelig at afhjælpe, herunder når en sådan skade er geografisk koncentreret i én eller flere medlemsstater.

77

Det skal endelig præciseres, at der i henhold til nævnte afgørelses artikel 2, stk. 9, kan indføres beskyttelsesforanstaltninger, hvis varer med oprindelse i Mercosur-staterne importeres til Unionen i så forhøjede mængder, i absolutte tal eller i forhold til produktionen eller forbruget i Unionen og på sådanne vilkår, at de forårsager eller udgør trussel om alvorlig skade for EU-erhvervsgrenen, herunder når en sådan skade eller trussel herom er geografisk koncentreret i én eller flere medlemsstater. Sådanne foranstaltninger kan træffes, på betingelse af at stigningen i importen er resultatet af forpligtelser, der følger af ITA, herunder vedrørende nedsættelse eller afskaffelse af told på disse produkter. Ifølge samme afgørelses artikel 2, stk. 10, kan de nævnte foranstaltninger tage form af en midlertidig suspension af planen for toldnedsættelse for de relevante produkter eller en nedsættelse af toldpræferencen til mestbegunstigelsestoldsatsen eller grundtoldsatsen, alt efter hvilken der er lavest.

78

Det følger af ovenstående betragtninger, at den omtvistede afgørelse tillægger Kommissionen beføjelser, der gør det muligt at forhindre, at der opstår en alvorlig og uoprettelig skade som følge af risiciene for fødevaresikkerheden og forringelsen af den økonomiske og sociale situation for EU-landbrugerne.

79

Republikken Polen har i øvrigt ikke fremlagt de nødvendige beviser, der gør det muligt med tilstrækkelig sandsynlighed at anse det for godtgjort, at den omtvistede afgørelse som sådan inden afsigelsen af den dom i sag C-460/26, hvorved sagens behandling afsluttes, vil føre til en betydelig forstyrrelse af den loyale konkurrence på det indre marked for landbrugsprodukter, der kan medføre, at EU-landbrugere går konkurs, eller a fortiori at vurdere omfanget af denne skade, som kan forudses inden afsigelsen af denne dom.

80

Republikken Polen har nemlig begrænset sig til abstrakt at anføre, at der er en forbindelse mellem ITA og forringelsen af den økonomiske og sociale situation for EU-landbrugere. De oplysninger, som denne medlemsstat har fremlagt, gør det imidlertid ikke muligt at afgøre, om de påberåbte ændringer på markedet for landbrugsprodukter skyldes den midlertidige anvendelse af ITA eller andre markedselementer, herunder udsving i energipriserne, høje gødningsomkostninger, konkurrence fra andre tredjelande end Mercosur-landene eller kundernes præferencer.

81

Følgelig kan gennemførelsen af den omtvistede afgørelse ikke udsættes i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 47, eftersom Republikken Polen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at den midlertidige anvendelse af ITA indtil afsigelsen af den dom i sag C-460/26, hvorved sagens behandling afsluttes, på forudsigelig vis og med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed vil kunne medføre en alvorlig og uoprettelig skade.

82

Det følger heraf, at denne medlemsstat ikke har godtgjort, at der foreligger uopsættelighed, som kan begrunde en udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse.

83

Da betingelserne for at anordne foreløbige forholdsregler er kumulative, skal anmodningen om foreløbige forholdsregler forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge betingelserne om fumus boni juris og om afvejning af interesser.

84

I henhold til procesreglementets artikel 137 træffes der afgørelse om sagsomkostningerne ved den dom eller kendelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

1)

Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.