den 18. november 1985 vedrørende traktatens artikel 30 over handlinger foretaget af den franske forvaltning

hvori det gøres gældende, at de nævnte handlinger havde til formål at forhindre, at de klagende virksomheder foretog parallelimport til Frankrig af biler — hovedsagelig af mærkerne Isuzu, Daihatsu, Suzuki og Subaru — der var i fri omsætning i andre medlemsstater og navnlig i Belgien og Storhertugdømmet Luxembourg.

Af de grunde, der er anført nedenfor, og under hensyn til de bemærkninger, der fremgår af Deres skrivelse af 9. marts 1994, har Kommissionen besluttet at fastholde det afslag, som er meddelt Dem ved skrivelse af 5. december 1991. Jeg skal bemærke, at grundlaget for dette afslag var de særegne forhold, som de forelå på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, De har henvist til. De pågældende forhold og de konklusioner, Kommissionen drog heraf, var sammenfattet således i afgørelsen:

Med hensyn til en eventuel anvendelse af artikel 85 har de undersøgelser, der er foretaget af Kommissionen, godtgjort, at de handlinger, der er foretaget af de indklagede fem importører, er en integrerende del af de franske offentlige myndigheders politik vedrørende import af japanske biler til Frankrig. I denne henseende erindres om, at denne import er genstand for en regulering på nationalt niveau. Inden for rammerne af denne regulering fastsætter de franske offentlige myndigheder ikke alene det totale antal biler, der kan indføres i Frankrig hvert år, men de bestemmer også den måde, hvorpå der sker fordeling af dette antal, bl. a. ved at reservere det udelukkende til de indklagede importører. De franske myndigheder har informeret Kommissionen om dette i en note af 28. november 1989, hvori det hedder, at de fem importørers adfærd er forbundet med reglerne i den af de offentlige myndigheder fastsatte regulering, og at importørerne ikke har nogen selvstændig indflydelse på forvaltningen af reguleringen. De nævnte importører har således ingen handlefrihed i denne sag.

I lyset af de konstateringer, der er anført ovenfor, er det Kommissionens opfattelse, at der ikke består nogen forbindelse mellem Deres interesse og den påståede overtrædelse af artikel 85, idet en eventuel anvendelse af artikel 85 ikke kan antages at afhjælpe den situation, som De mener at være offer for. De offentlige myndigheders fastsættelse af de samlede indførselsmængder henhører nemlig ikke under artikel 85, og anvendelsen af denne regel på fordelingen ville ikke kunne medføre, at Deres virksomhed blev godkendt som importør. Dels er det vanskeligt at se, hvorledes De kunne få adgang til at deltage i en fordeling, som De selv kvalificerer som en ulovlig aftale. Dels tillader den nationale regulering, således som det er anført ovenfor, ikke, at andre end de fem indklagede importører bliver omfattet af fordelingsnøglen. Når henses hertil ville en konstatering af en overtrædelse af artikel 85 på ingen måde ændre Deres situation i forhold til de indklagede importører.

Begrænsningen af samhandelen mellem medlemsstater, der eventuelt følger af, at det ikke kan lade sig gøre at importere koreanske biler af mærket Hyundai til Frankrig, må anses for at være ikke mærkbar på grund af dette mærkes svage stilling i Fællesskabet.

Ved dom af 29. juni 1993 har Retten i Første Instans annulleret den ovennævnte afgørelse, for så vidt den vedrører traktatens artikel 85. Retten har sat spørgsmålstegn ved de resultater, som Kommissionen var nået frem til, hovedsagelig på grundlag af dokumenter fra departementet Martinique. Disse dokumenter kunne løsrevet fra deres sammenhæng — synes at modsige Kommissionens opfattelse om, at der ikke var en tilstrækkelig grad af samordning mellem de pågældende importører i artikel 85's forstand. Der er således vedrørende disse dokumenter og denne tilsyneladende modsigelse fremsat nye anmodninger om oplysninger, som i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 er fremsat til såvel de franske myndigheder som importørerne i Martinique, og hvilke besvarelser De har haft adgang til i Kommissionens lokaler. De har ligeledes haft adgang til at fremsætte skriftlige bemærkninger til disse besvarelser samt til de konklusioner, Kommissionen mente at kunne drage heraf, og som den har beskrevet således i meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 den 10. januar 1994:

Gennemgangen heraf bekræfter, at de franske myndigheder allerede i 1977 havde indført en statslig ordning for import af køretøjer fra tredjelande for Den Franske Republiks samlede område — om end med en særlig ordning for departementet Martinique — inden for rammerne af den handelspolitik vedrørende automobiler, som på daværende tidspunkt blev ført på nationalt plan. I denne sammenhæng har Industriministeriet i Paris godkendt fem importører som enerepræsentanter for henholdsvis de fem bilmærker Honda, Toyota, Mazda, Mitsubishi og Nissan. Hver importør modtog således hvert år en meddelelse fra ministeriet om det samlede antal køretøjer af den pågældende importørs mærke, som det var tilladt at importere. Det samlede statsligt godkendte antal var for det franske hovedlands vedkommende begrænset til 3% af markedet og for departementet Martinique til 15% af markedet. De pågældende fem importører blev fra og med 1981 pålagt hvert år at underrette forhandleren af samme mærke på Martinique — denne var blevet udpeget af den pågældende japanske producent — om det antal, der måtte sælges af dette mærke i departementet, og tilsende ham det tilsvarende antal indregistreringsdokumenter. Det fremgår af sagen, at de fem pågældende bilmærkers gennemsnitlige markedsandel på Martinique, der var på ca. 30% før indførelsen af denne importordning, efterhånden var faldet til ca. 15% i 1984, og at alle forsøg på at modsætte sig dette fra de pågældendes side, der følte sig krænket af denne påtvungne nedsættelse af deres omsætning, havde været forgæves.

I denne forbindelse blev der faktisk den 19. oktober 1987 afholdt et møde på Martinique, som gav anledning til et referat ledsaget af en aftale, der blev fremlagt for Retten som værende en del af grundlaget for den omhandlede sag. Imidlertid blev mødet i virkeligheden afholdt på grundlag af indkaldelse fra præfekten, og det havde som eneste emne det tilgrænsende spørgsmål om den måde, hvorpå den lokale Toyota-repræsentant, CCIE, skulle tilbagelevere 487 køretøjer, som virksomheden havde solgt for meget siden 1982 i forhold til det antal indførsler, som virksomheden havde fået tildelt, en tilbagelevering, som forvaltningen havde krævet. Faktisk havde CCIE til og med 1986 ikke nedbragt antallet af solgte køretøjer. Det var således den nærmere udformning af den nævnte tilbagelevering, der gav anledning til mødet og til den pågældende aftale, og ikke den nærmere opdeling af det lokale marked. I dette tilfælde ville nemlig en for pludselig tilbagelevering fra CCIE's side af de 487 køretøjer kunne medføre afskedigelser i denne virksomhed.

Når det forholder sig således, kan referatet af mødet den 19. oktober 1987 og aftalen, som klagerne har fremdraget, og som Retten har citeret, vel give anledning til uklarhed, når disse tages ud af deres sammenhæng. Men anbragt i deres rette sammenhæng ændrer de intet ved den rent statslige karakter af ikke alene importordningen, der faktisk er kernepunktet i denne sag, men også af dennes nærmere udformning, der udtrykkeligt er genstand for Asia Motor's klage. Det samme gælder for industriministerens skrivelse af 1. juli 1987 og dommen af 16. marts 1990, begge citeret af Retten til støtte for resultatet:

Det er således i tilstrækkelig grad blevet bekræftet, at de indklagede importører, og navnlig importørerne på Martinique, ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med iværksættelsen af den pågældende importordning. Under alle omstændigheder er det også blevet bekræftet, at antagelsen om en fordelingsaftale modsiges af to omstændigheder: For det første, at standardtypegodkendelsesordningen var forbeholdt de fem ovennævnte mærker, ikke på grund af handlinger foretaget af importørerne, men fordi der ikke forelå nogen offentlig godkendelse af andre mærker eller af andre importører. For det andet kunne de indklagede virksomheder ikke have nogen interesse i en kontrol af importmængderne, som beskar deres marked med 50%.

Deres seneste skriftlige bemærkninger, som jeg har modtaget ved Deres brev af 9. marts 1994, ændrer ikke Kommissionens konklusioner vedrørende det forhold, at den pågældende importordning er af statslig karakter, og at der ikke består nogen handlefrihed for importørerne i forbindelse med den fordeling af markedet, der afskar Deres kunder fra det franske marked. Omvendt har Konkurrencerådet i Paris i en afgørelse af 18. januar 1994, nr. 94-D-05, tilsvarende lagt til grund i samme sag, at der var tale om en kvotefordelingspolitik iværksat af det offentlige. Bl. a. udtaler Konkurrencerådet i andet afsnit af afgørelsen vedrørende de nærmere regler for fordelingen af markedet mellem importørerne på Martinique følgende om aftalen undertegnet den 8. november 1987, som De påberåber Dem:

Vedrørende realiteten:

Angående importkvoterne:

Selv om aftalen undertegnet den 8. november 1987 mellem forhandlerne kunne udgøre et indicium for en selvstændig adfærd fra disse virksomheders side, er aftalen indgået på grundlag af direktiver givet af blandt andre en teknisk konsulent ansat hos ministeren for oversøiske departementer og territorier, af direktøren for oversøiske økonomiske, sociale og kulturelle anliggender i Ministeriet for Oversøiske Departementer og Territorier samt af underdirektøren for produktionsmidler i Industriministeriet under mødet afholdt den 19. oktober 1987 i Ministeriet for Oversøiske Departementer og Territorier, og der er ikke fremkommet andre tilstrækkeligt beviskraftige oplysninger, der viser tilstedeværelsen af foranstaltninger iværksat af disse virksomheder uafhængigt af den indgriben, der blev foretaget af præfekturet på Martinique.

Under hensyn hertil fastholder Kommissionen af de samme grunde som anført ovenfor afvisningen af de anmodninger, der blev fremsat for den den 18. november 1985 og den 29. november 1988 på vegne af virksomhederne JMC Automobiles, Asia Motor, Monin Automobiles og EAS, samt den 5. juni 1990 på vegne af virksomheden Somaco, for så vidt disse anmodninger havde til formål at opnå en konstatering af en aftale i artikel 85's forstand.