1.

Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ønsker oplyst, om tyske retter i henhold til forordning (EF) nr. 4/2009  ( 2 ) har kompetence til at træffe afgørelse i en sag anlagt af et offentligt tysk organ, der ved lovbestemt subrogation er indtrådt i den bidragsberettigedes stilling over for den bidragspligtige, som har bopæl i Østrig.

2.

Domstolen synes allerede at have afklaret denne tvivl, da den i 2014 besvarede et lignende præjudicielt spørgsmål. I Blijdenstein-dommen  ( 3 ) afviste Domstolen, at det offentlige organ, der var indtrådt i kravet, kunne kræve underholdsbidrag for retterne på det sted, hvor den bidragsberettigede havde sin sædvanlige bopæl. Den gældende bestemmelse i den sag var artikel 5, nr. 2), i Bruxelleskonventionen af 1968  ( 4 ).

3.

På trods af den formelle identitet mellem den i Blijdenstein-dommen undersøgte kompetenceregel og kompetencereglen i artikel 3, litra b), i forordning (EF) nr. 4/2009 er der grunde, der i dag taler for en anderledes fortolkning.

4.

Bruxelleskonventionen af 1968 (og dens efterfølger, forordning (EF) nr. 44/2001  ( 5 )) er blevet afløst af forordning nr. 4/2009, som ikke blot er en gengivelse af de foregående tekster. For at sikre de samme mål yderligere tilpasser den nye forordning reglerne om international kompetence mellem medlemsstaterne og skal dermed fortolkes i betragtning af denne nye ramme.

5.

Domstolen har således lejlighed til at revidere sin hidtidige praksis, for så vidt som den ikke er i overensstemmelse med den gældende lovgivningsmæssige ramme.

I.

Retsforskrifter

A.

EU-retten. Forordning nr. 4/2009

6.

15. betragtning har følgende ordlyd:

7.

44. betragtning har følgende affattelse:

8.

Artikel 2, stk. 1, bestemmer:

9.

Artikel 3 har følgende ordlyd:

10.

Artikel 64 foreskriver:

B.

Tysk ret

11.

Følgende fremgår af § 1601 i Bürgerliches Gesetzbuch  ( 6 ):

12.

§ 94, stk. 1, første punktum, i 12. bog i Sozialgesetzbuch  ( 7 ) bestemmer:

13.

§ 94, stk. 5, tredje punktum, i SGB XII har følgende ordlyd:

II.

De faktiske omstændigheder og det præjudicielle spørgsmål

14.

WV’s moder, som er født i 1948, har siden 2009 boet på et alderdoms- og plejehjem i Köln. Da hendes egne indtægter og hendes formue ikke er tilstrækkelige til at dække hendes plejehjemsudgifter fuldstændigt, modtager hun løbende socialhjælp fra Landkreis Harburg (Tyskland) i henhold til bog XII i SGB.

15.

WV, som har pligt til at betale underholdsbidrag, bor i Wien (Østrig).

16.

Landkreis Harburg har rejst krav mod WV på betaling af udestående underhold for perioden fra april 2017 til april 2018 samt betaling af et løbende underhold fra maj 2018.

17.

Sagen blev anlagt ved Amtsgericht Köln (byretten i Köln, Tyskland), og i stævningen anførte det offentlige organ, at moderens underholdskrav krav mod sønnen WV i henhold til SGB XII’s § 94, stk. 1, var overgået til det offentlige organ. Det offentlige organ anførte, at det i den nævnte periode udbetalte sociale ydelser til moderen, som er betydeligt større end det krævede underholdsbeløb.

18.

WV gjorde gældende, at de tyske domstole ikke har international kompetence i sagen.

19.

Retten i første instans i Köln var af den opfattelse, at de tyske domstole ikke havde international kompetence, og afviste sagen. Efter nævnte rets opfattelse kan »den bidragsberettigede« i henhold til artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009 kun være den bidragsberettigede selv, men ikke et offentligt organ, som er indtrådt i dette krav.

20.

Det sagsøgende offentlige organ appellerede til Oberlandesgericht (regional appeldomstol), som annullerede den anfægtede afgørelse og hjemviste sagen til retten i første instans til fornyet behandling.

21.

Efter appeldomstolens opfattelse har de tyske domstole international kompetence, idet den bidragsberettigede i henhold til artikel 3, litra a) og b), i forordning nr. 4/2009 kan vælge at gøre sit krav gældende såvel ved den kompetente ret for hendes bopæl (Tyskland) som ved den kompetente ret for sagsøgtes bopæl (Østrig i denne sag). Dette valg gør sig også gældende for det offentlige organ, der er indtrådt i underholdskravet.

22.

WV har iværksat kassationsanke til prøvelse af appelrettens dom ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

III.

Retsforhandlingerne for Domstolen

23.

Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolen den 16. juli 2019.

24.

Forbundsrepublikken Tysklands regering, Kongeriget Spaniens regering og Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

25.

Det blev ikke anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

IV.

Bedømmelse

A.

Indledende bemærkning

26.

Sikkerhed for, at underholdsbidrag reelt og hurtigt kan inddrives, er altafgørende for mange EU-borgeres trivsel  ( 8 ). For at styrke denne sikkerhed i grænseoverskridende situationer indeholdt Bruxelleskonventionen af 1968 allerede en særlig bestemmelse om international kompetence  ( 9 ). I henhold til denne bestemmelse [konventionens artikel 5, nr. 2)] kunne en bidragsberettiget person gøre sit krav gældende ved den kompetente ret i den medlemsstat, hvor den bidragspligtige har bopæl, eller ved retten i den medlemsstat, hvor den bidragsberettigede selv har bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. Denne regel blev inkorporeret i forordning nr. 44/2001.

27.

Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 opfordrede Rådet til på grundlag af Kommissionens forslag at udarbejde fælles procedureregler for forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister vedrørende underholdsbidrag. Det endelige skridt blev taget med Haag-programmet og den efterfølgende handlingsplan  ( 10 ), som på dette område udmøntede sig i forordning nr. 4/2009.

28.

For at varetage de bidragsberettigedes interesser og af hensyn til retsplejen i Den Europæiske Union tilpasser forordning nr. 4/2009de hidtidige kompetenceregler. Denne forordning indeholder navnlig en særlig ordning for krav om underholdsbidrag, som, selv om den er forbundet med de øvrige instrumenter inden for det civilretlige samarbejde, har sine egne mål og egen systematik.

29.

Som jeg vil anføre i det følgende, bør disse forhold gives forrang ved fortolkningen af den (nye) tekst og bidrage til at sikre en ensartet anvendelse, som skal være selvstændig.

B.

Problemstillingen i spørgsmålet. Hidtidig retspraksis

30.

Siden ikrafttrædelsen af forordning nr. 4/2009  ( 11 ) er Domstolen blevet forelagt forskellige præjudicielle spørgsmål om enten dens artikel 3  ( 12 ) eller navnlig denne artikels litra b)  ( 13 ), selv om disse spørgsmål har et andet udgangspunkt end spørgsmålet i denne sag.

31.

Forordning nr. 4/2009 giver ikke et direkte svar på den forelæggende rets spørgsmål, hvilket har givet anledning til bemærkninger om forordningens manglende klarhed på dette punkt  ( 14 ).

32.

Det bør efter min opfattelse være muligt at finde elementer i denne forordning, der er tilstrækkelige til, at det præjudicielle spørgsmål kan besvares bekræftende. Jeg vil forsøge at forklare, hvorfor et offentligt organ, der har udbetalt sociale ydelser til en person, der er berettiget til underholdsbidrag, kan anlægge sag ved retterne på den bidragsberettigedes sædvanlige opholdssted og gøre den bidragsberettigedes underholdskrav  ( 15 ), som er overgået til organet ved lovbestemt subrogation, gældende over for den bidragspligtige.

33.

Dette svar indebærer, at der ses bort fra Blijdenstein-dommen, hvori Domstolen i overensstemmelse med artikel 5, nr. 2), i Bruxelleskonventionen af 1968 som nævnt fastslog, at værnetinget på den bidragsberettigede persons sædvanlige bopæl kun gør sig gældende for en aktør, som »personligt er sagsøger«  ( 16 ).

34.

Nedenstående følger af ovennævnte dom:

–

Efter en henvisning til princippet om, at kompetenceregler, der fraviger reglen om, at kompetencen tilkommer retterne i den stat, på hvis område sagsøgte har bopæl, skal fortolkes indskrænkende, hvilket er et generelt princip på området for international kompetence, og til modviljen i konventionen af 1968 mod, at retterne på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, tillægges kompetence  ( 17 ), betegnede Domstolen den underholdsberettigede som »den svageste part« i sager om krav om underholdsbidrag.

–

Domstolen fastslog på dette grundlag, at »[e]n offentlig myndighed, der iværksætter et regressøgsmål mod en underholdspligtig, […] imidlertid ikke [befinder sig] i en underlegen stilling i forhold til den underholdspligtige«  ( 18 ).

–

Domstolen forklarede ud fra den bidragspligtiges synspunkt, at formålet med artikel 2, stk. 1, i konventionen af 1968 (som fastsatte den generelle regel om, at kompetencen tilkommer retterne i den stat, på hvis område sagsøgte har bopæl) er »at beskytte sagsøgte, som i almindelighed er den svageste part, fordi han påtvinges sagsøgerens søgsmål«  ( 19 ).

–

Endelig fastslog Domstolen, at retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, »er bedre i stand til at vurdere sagsøgtes økonomiske situation«  ( 20 ).

35.

I senere domme vedrørende artikel 3 i forordning nr. 4/2009 har Domstolen bibeholdt følgende elementer af sin hidtidige praksis:

–

Forordningens relevans for analysen af den nye forordnings bestemmelser, for så vidt som bestemmelserne heri har erstattet bestemmelserne i forordning nr. 44/2001  ( 21 ).

–

Opfattelsen af, at den valgmulighed, som den bidragsberettigede har (artikel 3 i forordning nr. 4/2009), skyldes den pågældendes status som »svag part«, når den anlægger sag  ( 22 ).

C.

Argumenter for en ændring i retspraksis

36.

I det følgende vil jeg anføre de grunde, der samlet set  ( 23 ) kan begrunde, at der ses bort fra kriteriet i Blijdenstein-dommen, i betragtning af den nye lovgivningsmæssige ramme (forordning nr. 4/2009). På dette punkt er jeg enig med den tyske og den spanske regering samt med Kommissionen, som alle har foreslået denne løsning.

1.

En ny ordning for regler om international kompetence

a)

En komplet ordning

37.

Tesen om, at der skal være kontinuitet mellem på hinanden følgende instrumenter er for det første hverken absolut eller automatisk  ( 24 ). Det er fornuftigt at følge hidtidig retspraksis, hvis der ikke er sket ændringer i lovgivningen. Forordning nr. 4/2009 indeholder netop ændringer, selv om de ikke fremgår ved blot at læse den gældende bestemmelse, altså artikel 3, litra b).

38.

I modsætning til Bruxelleskonventionen og forordning nr. 44/2001 betinger forordning nr. 4/2009 ikke anvendelsen af dens regler om international kompetence af, at sagsøgte har bopæl i en medlemsstat  ( 25 ).

39.

På grundlag af denne retlige omstændighed kan der udledes et første argument for at tillade, at offentlige organer, der ved lovbestemt subrogation er indtrådt i underholdskravet, kan indbringe en sag for retterne i den stat, hvor den bidragsberettigede har bopæl: beskyttelsen af deres rettigheder  ( 26 ).

40.

Som Kommissionen har fremhævet  ( 27 ), vil en afvisning af et søgsmål fra et offentlig organ, der er indtrådt i en bidragsberettiget persons rettigheder, anlagt ved retterne i den stat, hvor den bidragsberettigede har bopæl, hvis den bidragspligtige person har bopæl i et tredjeland, højst sandsynligt medføre, at det offentlige organ må gøre sit krav gældende uden for Den Europæiske Union.

41.

Hvis dette ikke skal være tilfældet, kræves en værnetingsaftale til fordel for en medlemsstat (artikel 4), sagsøgtes stiltiende accept af, at retterne i en medlemsstat har kompetence (artikel 5), eller at sagsøgte og det offentlige organ begge har statsborgerskab i en medlemsstat (artikel 6). Forum necessitatis i artikel 7 træder kun i kraft i undtagelsestilfælde, hvilket anføres i samme artikel.

42.

Et offentligt organ, der er tvunget til at gøre sit krav gældende i en stat uden for Den Europæiske Union, vil ikke kun opleve yderligere vanskeligheder med hensyn til anerkendelsessøgsmålet  ( 28 ), men formentlig også bagefter, hvis den anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse, der er truffet i en anden stat. I dette tilfælde er den gældende ordning ikke en af ordningerne i forordning nr. 4/2009, men derimod enten en (multilateral eller bilateral) konventionsordning eller ordningen under den jurisdiktion, hvor der skal anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse  ( 29 ).

b)

En ordning med alternative internationale kompetenceregler  ( 30 )

43.

Ud over at se bort fra kravet om, at sagsøgte skal have bopæl i en medlemsstat, for at dens bestemmelser finder anvendelse, opgiver forordning nr. 4/2009 ordningen med regel og undtagelse, der fandt anvendelse i Bruxelleskonventionen af 1968 og i forordning nr. 44/2001, som gav forrang til retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, og krævede en indskrænkende fortolkning af andre kompetenceregler, især de regler, der tillægger kompetence på grundlag af det emne, der er genstand for tvisten.

44.

I forordning nr. 4/2009 er sagsøgtes sædvanlige opholdssted ganske vist den første mulighed, der foreligger i artikel 3, men de efterfølgende muligheder er opstillet som alternativer til førstnævnte  ( 31 ).

45.

Eftersom alle kompetencereglerne i artikel 3 er anbragt på det samme niveau, kan Domstolens tidligere argumentation, som bygger på modviljen mod retten på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, og på den generelle kvalificering af sagsøgte som den svageste part, forkastes i den nye lovgivningsmæssige ramme  ( 32 ).

2.

»Bidragsberettiget« er ikke lig med »sagsøger«

46.

I R-dommen fastslog Domstolen, at den bidragsberettigede, i egenskab af sagsøger, har flere kompetenceregler til rådighed; dette forklarede Domstolen med den pågældendes karakter af »svag part«, og idet formålet med forordning nr. 4/2009 er at varetage den bidragsberettigedes interesser  ( 33 ).

47.

Disse konstateringer indebærer ikke, at andre sagsøgere ikke har den samme mulighed for at vælge mellem de retter, der er nævnt i denne forordnings artikel 3. Argumentationen i R-dommen var tilpasset omstændighederne i den sag, hvori dommen blev afsagt, men der er ingen grund til at læse denne dom (og, i videre forstand, forordning nr. 4/2009) således, at den begrænser kompetencereglerne i artikel 3 til blot at gøre sig gældende for en retssag, som en »svag part« anlægger personligt.

48.

Forordning nr. 4/2009 ligestiller hverken »bidragsberettiget« med »sagsøger«  ( 34 ) eller »bidragspligtig« med »sagsøgt«. Artikel 8, stk. 1, beskriver faktisk en situation, hvor den bidragspligtige er sagsøgeren, og begrænser den pågældendes mulighed for at anlægge sag til den medlemsstat, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted (på visse betingelser).

49.

Definitionen af den bidragsberettigede – såvel som af den bidragspligtige – i artikel 2 i forordning nr. 4/2009 omfatter kun fysiske personer, men der er som nævnt ikke nødvendigvis sammenfald mellem »den bidragsberettigede« og »sagsøgeren«.

50.

Det fremgår med andre ord ikke af artikel 2, stk. 1, nr. 10), i forordning nr. 4/2009, at offentlige organer, der er indtrådt i den bidragsberettigedes stilling, ikke har flere værneting til rådighed end retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl. Den omstændighed, at det offentlige organ ikke er omfattet af definitionen i artikel 2, stk. 1, nr. 10), betyder kun, at oplysningen om dette organs sædvanlige opholdssted (eller hjemsted) i en bestemt medlemsstat, ikke begrunder, at retterne i denne stat har international kompetence i henhold til artikel 3, litra b)  ( 35 ).

51.

Muligheden for at begrænse de kompetenceregler, der er til rådighed for offentlige organer, blev overvejet under lovgivningsproceduren, men indgik ikke i det endelige dokument. Europa-Parlamentet foreslog i sin lovgivningsmæssige beslutning af 13. december 2007  ( 36 ) to tekster, der er relevante her: a) I artikel 2, nr. 9), blev offentlige instanser omfattet af begrebet »bidragspligtig«, og b) Af en ny artikel, artikel 2a, fremgik det, at disse instanser kun ville få adgang til retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl. Begge forslag forsvandt efterfølgende  ( 37 ).

52.

Artikel 64 i forordning nr. 4/2009 understøtter også det synspunkt, som jeg har foreslået, idet den omhandler offentlige organer, som kræver godtgørelse af ydelser, der er udbetalt i stedet for underholdsbidrag:

–

Dens artikel 1, som er i tråd med 14. betragtning  ( 38 ), udvider begrebet »den bidragsberettigede« til at omfatte offentlige organer, der kan fremsætte anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse, og eventuelt eksigibilitet  ( 39 ).

–

Stk. 3, som tager udgangspunkt heri, forbinder den tillagte beføjelse med to typer afgørelser, hvoraf retsafgørelser, »der er truffet over for en bidragspligtig efter anmodning fra et offentligt organ, som kræver godtgørelse af ydelser, der er udbetalt i stedet for underholdsbidrag«, er relevante her. Da en normal situation vil være, at anmodningen om anerkendelse, fuldbyrdelse eller eksigibilitet fremsættes i den stat, hvor sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, er den oprindelige afgørelse pr. definition blevet truffet i en anden stat.

53.

Således tillader forordning nr. 4/2009, om end implicit, at offentlige organer anvender andre kompetenceregler end reglen om den bidragspligtiges sædvanlige opholdssted.

3.

Formålene med forordning nr. 4/2009

54.

Forordning nr. 4/2009 har som nævnt generelt til formål at beskytte den bidragsberettigede. Dette fremgår af 15. betragtning til forordningen, som forbinder dette formål med formålet om at sikre en effektiv inddrivelse af underholdsbidrag i grænseoverskridende situationer  ( 40 ).

55.

Det er mere i overensstemmelse med dette formål, at et regressøgsmål eller et søgsmål om tilbagebetaling til de offentlige organer, der ved lovbestemt subrogation er indtrådt i den bidragsberettigedes stilling, kan anlægges ved retten på det sted, hvor sidstnævnte har sin sædvanlige bopæl. Således lettes inddrivelsen af underholdsbidrag, da dette sted ofte også vil være det offentlige organs hjemsted  ( 41 ).

56.

Der kan argumenteres for, at en tilladelse til, at offentlige organer kan anlægge sag på disse betingelser, ikke tilgodeser den bidragsberettigede. Det er heller ikke sandsynligt, at dette fremmer betalingen af forskud på den bidragsberettigedes underholdskrav. Jeg minder om, at den forelæggende ret havde gjort dette gældende i Blijdenstein-sagen, og at Domstolen forkastede dette argument, idet den fremhævede, at offentlige organer yder forskud i kraft af deres lovmæssige forpligtelser  ( 42 ).

57.

Forordning nr. 4/2009 fokuserer først og fremmest på den fysiske person, der er bidragsberettiget, men dette betyder ikke nødvendigvis, at den begrænser målet om at sikre inddrivelsen af underholdsbidrag (i grænseoverskridende situationer), som denne bidragsberettigede person har til gode, når dette krav er overgået til et offentligt organ ved lovbestemt subrogation.

58.

Desuden styrker den fortolkning, som jeg foreslår, beskyttelsen af den bidragsberettigede, idet den giver kompetencereglerne i forordning nr. 4/2009 en vis afskrækkende virkning for den bidragspligtige, som vil være bevidst om, at den pågældende kan blive sagsøgt uden for sit sædvanlige opholdssted, også af et offentligt organ.

59.

Dermed sker der en kvalitativ ændring i forhold til den tidligere situation, som blev fastlagt i Blijdenstein-dommen. I den situation udbetalte det offentlige organ sociale ydelser til den bidragsberettigede, mens den bidragspligtige (som blev sagsøgt, fordi den pågældende ikke betalte dem) udnyttede værnetingsfordelen. Denne ubalance kan og bør afhjælpes.

60.

Som det blev fremhævet  ( 43 ) i forbindelse med en kommentar til Blijdenstein-dommen, og som parterne har anført i deres skriftlige indlæg, udgør den omstændighed, at det offentlige organ ikke kan anlægge sag på den bidragsberettigedes bopæl, et incitament for den bidragspligtige til at undlade at opfylde sine forpligtelser frivilligt  ( 44 ).

4.

Yderligere argumenter

61.

Det synspunkt, som jeg foreslår, understøttes af en anden grund, som måske har mindre teoretisk betydning, men som spiller en rolle i praksis: at sikre, at retten så vidt muligt anvender sin egen lovgivning.

62.

Dette argument blev også fremført i forbindelse med Blijdenstein-dommen  ( 45 ), men blev ikke accepteret af Domstolen, da der på det pågældende tidspunkt ikke fandtes et instrument om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, der var fælles for medlemsstaterne  ( 46 ).

63.

I dag er disse stater (med undtagelse af Danmark) tiltrådt Haagerprotokollen om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, som er godkendt af Unionen, hvis artikel 3 som en regel bestemmer, at loven i den stat, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, finder anvendelse  ( 47 ).

64.

I samme retning fører en tilladelse til, at det offentlige organ kan anlægge sag på den bidragsberettigedes sædvanlige opholdssted, til forum/ius-sammenhængen, da dette sted som nævnt som regel også er organets hjemsted. Jeg minder om, at artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 4/2009 bestemmer, at »[e]t offentligt organs ret til at handle på vegne af en person, der er berettiget til underholdsbidrag, eller til at anmode om godtgørelse af ydelser, der er udbetalt til den bidragsberettigede i stedet for underholdsbidrag, er undergivet den lov, der gælder for organet«.

65.

Endelig begrundes en accept i disse sager af den bidragsberettigedes sædvanlige opholdssted som kompetenceregel af processuelle nærhedshensyn og af retsplejehensyn, hvilket også gør sig gældende for reglen om, at retten på den bidragspligtiges sædvanlige opholdssted har kompetence: Der er en grund til, at de er alternativer. Disse hensyn forsvinder ikke, når det ikke er den bidragsberettigede selv, der anlægger sag, men derimod en anden (offentlig) person, som er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder.

66.

Retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, er bedst egnet til at fastslå sidstnævntes behov og er derfor også den ret, der er bedst egnet til at fastslå, hvad det organ, der er indtrådt i den bidragsberettigedes underholdskrav, nærmere bestemt kan kræve  ( 48 ).

5.

Konsekvenser for den bidragspligtige?

67.

Jeg vil endelig præcisere virkningerne, for den bidragspligtige, af den omstændighed, at et offentligt organ, der er indtrådt i den bidragsberettigedes krav, kan gøre dette krav gældende i den stat, hvor sidstnævnte har sit sædvanlige opholdssted. Dette har de parter, der har deltaget i den præjudicielle procedure, også henvist til.

68.

Ved at acceptere denne mulighed placeres den sagsøgte bidragspligtige person ikke i en yderligere ufordelagtig situation: Den ret, der træffer afgørelse om kravet mod den bidragspligtige, er i sidste ende den samme ret, som den bidragsberettigede har kunnet indbringe sagen for, da sidstnævnte er umiddelbart berørt.

D.

Subsidiære betragtninger

69.

Hvis Domstolen i modsætning til det synspunkt, som jeg har fremført, vælger at fastholde praksis efter Blijdenstein-dommen, bør dens rækkevidde efter min opfattelse subsidiært nuanceres på to punkter:

–

Reglen om, at retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, har kompetence, bør ikke begrænses til sager, som denne personligt anlægger  ( 49 ). Denne begrænsning fører ved en ren bogstavelig læsning til det ulogiske resultat, hvor f.eks. en værge for en inhabil (værgen kan være en fysisk eller en juridisk person) udelukkes fra at kræve underholdsbidrag på det sted, hvor personen under værgemål har sit sædvanlige opholdssted.

–

Det bør ikke undersøges, om »den underholdsberettigede, hvis behov er blevet dækket ved ydelser udbetalt af denne offentlige myndighed, […]ikke længere [befinder sig] i en økonomisk vanskelig situation«  ( 50 ). Denne konstatering kunne føre til, at kompetencereglen afhænger af sagsøgerens midler (enten den bidragsberettigede eller en tredjepart, der indtræder i førstnævntes krav, såvel en fysisk som en juridisk person), og endda en pligt til i hvert enkelt tilfælde at vurdere den pågældendes vanskelige situation.

V.

Forslag til afgørelse

70.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) således: