31996D0489

96/489/EF: Kommissionens beslutning af 8. august 1996 om et EF-tilskud til visse foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Tekst af betydning for EØS)

EF-Tidende nr. L 200 af 09/08/1996 s. 0029 - 0029


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 8. august 1996 om et EF-tilskud til visse foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Tekst af betydning for EØS) (96/489/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (1), senest ændret ved beslutning 94/370/EF (2), særlig artikel 13, og

ud fra følgende betragtninger:

Der er forekommet udbrud af mund- og klovesyge i Forbundsrepublikken Jugoslavien; disse udbrud udgør en fare for EF;

ved Kommissionens beslutning 96/368/EF (3) og 96/439/EF (4) bevilgedes EF-tilskud til iværksættelsen af visse foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge i Albanien og i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien; det er nødvendigt at yde myndighederne i Forbundsrepublikken Jugoslavien finansiel støtte til at bekæmpe sygdommen;

det er nødvendigt at stille vaccinationsdoser til rådighed for myndighederne i Forbundsrepublikken Jugoslavien for at sikre den nødvendige beskyttelse af de berørte dyr;

EF bør overtage en del af udgifterne til vaccinationen;

foranstaltningerne i denne beslutning, gennemføres i samarbejde med FAO's Europæiske Kommission for Bekæmpelse af Mund- og Klovesyge; udgifterne til vaccinationen vil i første række blive finansieret via Finansieringsfond nr. 911100/MTF/INT/003/EEC;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Kommissionen træffer i samarbejde med FAO's Europæiske Kommission for Bekæmpelse af Mund- og Klovesyge de nødvendige foranstaltninger til at stille følgende til rådighed for Forbundsrepublikken Jugoslaviens myndigheder:

- 1 700 000 doser vaccine af en type, som sikrer beskyttelse af modtagelige dyrearter (kvæg, svin, får og geder) mod den virus, der er identificeret i Forbundsrepublikken Jugoslavien.

2. Fællesskabet afholder alle omkostninger ved den i stk. 1 omhandlede foranstaltning (dog højst 270 000 ECU).

Artikel 2

1. Fællesskabet finansierer 50 % af udgifterne til vaccination, som Forbundsrepublikken Jugoslaviens myndigheder foretager under kontrol af FAO's Europæiske Kommission for Bekæmpelse af Mund- og Klovesyge og EF.

2. Den i stk. 1 omhandlede foranstaltning omfatter bl. a. indkøb og levering af:

- nødvendigt udstyr til vaccination (injektionssprøjter, materiel til kølekæden, beskyttelsesbeklædning osv.)

- desinfektionsmidler

- mærker til dyr.

3. Ved anvendelsen af denne artikel godtgør Kommissionen via finansieringsfond nr. 911100/MTF/INT/003/EEC omkostningerne ved vaccination som omhandlet i artikel 1 (dog højst 30 000 ECU).

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. august 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 224 af 18. 8. 1990, s. 19.

(2) EFT nr. L 168 af 2. 7. 1994, s. 31.

(3) EFT nr. L 145 af 19. 6. 1996, s. 19.

(4) EFT nr. L 181 af 20. 7. 1996, s. 37.