Kommissionen har indledningsvis fremhævet, at sagsøgeren i sin klage selv anførte, at hun siden juni 1979 [blev] tvunget til i stadig højere grad at give afkald på sit arbejde som oversætter for at beskæftige sig med almindeligt forefaldende sekretærarbejde .... Ifølge Kommissionen blev den akt, der indeholdt et klagepunkt, således udstedt i begyndelsen af juni måned, idet den blot blev bekræftet i december 1979, og allerede klagen blev derfor indbragt for sent. Desuden er den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af klagen en rent bekræftende akt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål.

Subsidiært har Kommissionen i denne henseende bemærket, at der, når invaliditetsudvalgets udtalelse foreligger, skal træffes afgørelse om, hvorvidt sagsøgeren er egnet til at udføre sit arbejde. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren derfor ikke for øjeblikket nogen søgsmålsinteresse.

Sagsøgeren har anført, at sagen er anlagt inden tre måneder efter datoen for meddelelsen om den udtrykkelige afvisning, og at Kommissionen, ved at besvare klagen, har afhjulpet den påståede formalitetsmangel. Hun har gjort gældende, at hendes uarbejdsdygtighed skyldes ændringen af hendes arbejdsmæssige placering, og at hun således har en reel og aktuel søgsmålsinteresse. Det er snarere invaliditetsudvalgets arbejde, der bør udsættes på Domstolens behandling af sagen.

Sagsøgeren har i stævningen anført, at hun i de sidste syv år, skønt hun er indplaceret i kategori C, har arbejdet som oversætter til sine overordnedes tilfredshed, og at hun har erhvervet en uomtvistelig ret til fortsat at udføre dette særlige arbejde.

I replikken har sagsøgeren anført, at Kommissionen ved at pålægge hende sekretærarbejde har tilsidesat sin forpligtelse i medfør af vedtægtens artikel 24 til at give hende mulighed for faglig videreuddannelse. Hun har gjort gældende, at Kommissionen vidste, at hun havde særlige kvalifikationer på oversættelsesområdet, og at hun havde vanskeligt ved at tilpasse sig sekretærarbejdet. Yderligere fremgår det af bedømmelserne, at det netop er på grund af sin videreuddannelse, at hun har kunnet yde et stykke arbejde af usædvanlig kvalitet. Administrationens beføjelse til at træffe afgørelse om tjenestemændenes arbejdsmæssige placering er begrænset dels af tjenestens interesser og tjenestegrenenes funktion, dels af pligten til at beskytte og bistå tjenetemændene i deres karriereforløb. Kommissionen har ikke angivet tungtvejende objektive grunde til ikke fortsat at lade sagsøgeren varetage de opgaver, som hun har udført gennem syv år.

Kommissionen har — for så vidt angår den i stævningen nedlagte påstand — anført, at sagsøgeren er ansat i kategori C, og at hun ved sit arbejde hverken har erhvervet ret til en stilling som oversætter eller ret til udelukkende at udføre oversættelsesarbejde.

Såfremt den i replikken nedlagte påstand kunne antages til realitetsbehandling, ville den, efter Kommissionens opfattelse, ikke kunne tages til følge, da det fremgår af sagen, at sagsøgeren netop har fået mulighed for videreuddannelse, idet hun i flere år har deltaget i sprogkurser, ligesom hun har fået lejlighed til at udføre oversættelsesarbejde. Dette ændrer imidlertid ikke det forhold, at hun kan forfremmes inden for den kategori, hun er ansat i, såfremt hun består en udvælgelsesprøve, og Kommissionen afgør selv, hvorledes den vil organisere og ændre tjenestegrenene alt efter behov.