Den tvist, som ligger til grund for det foreliggende præjudicielle spørgsmål, vedrører en kontrakt mellem det tyske selskab Rau og det belgiske selskab De Smedt, hvorefter Rau forpligtede sig til at levere 15000 kg margarine i skålformede bægre (som en keglestub). Kontrakten indeholdt en erklæring fra firmaet Rau, hvorved det garanterede, at den af firmaet leverede margarine kunne bringes i omsætning efter de gældende bestemmelser i EØF-traktaten om frie varebevægelser.

Ved kontraktens afslutning var der mellem parterne enighed om, at indførslen af den pågældende vare til Belgien med efterfølgende overtagelse og betaling af varen alene kunne komme i betragtning, såfremt det var muligt efter de gældende bestemmelser om margarine i Belgien at indføre og bringe margarine i omsætning i keglestubformede bægre.

Ved kontraktens afslutning var følgende lovbestemmelse i Belgien vedrørende indpakning af margarine i kraft (artikel 15 i loven af 8. 7. 1935):

Ifølge Landgericht Hamburg's forelæggelseskendelse gik parterne ved kontraktens underskrivelse ud fra, at denne lovbestemmelse ville blive ophævet eller ikke længere blive bragt i anvendelse på grund af den dom i sagen Cassis de Dijon, som Domstolen afsagde den 20. februar 1979 (sag 120/78, Rewe-Zentrale, Sml. 1979, s. 649). Bestemmelsen blev da også senere afløst af artikel 8 i arrêté royal af 2. oktober 1980 om fremstilling og salg af margarine og spisefedt, hvori det hedder:

På et senere tidspunkt rettede sagsøgte i hovedsagen, De Smedt, en forespørgsel til det belgiske sundhedsministerium med henblik på oplysning om, hvorvidt firmaet kunne indføre den margarine, som det havde givet ordre på.

Ved skrivelse af 6. november 1980 meddelte det belgiske ministerium firmaet, at de gældende lovbestemmelser i Belgien stadig forbød salg af margarine i andet end terningformede indpakninger. Herefter meddelte De Smedt firmaet Rau, at det ikke ønskede at aftage margarinen. Som følge af dette anlagde Rau sag ved Landgericht Hamburg med påstand om opfyldelse af kontrakten. Efter firmaet Rau's opfattelse burde De Smedt have aftaget varen, da de belgiske bestemmelser er i strid med EØF-traktatens artikel 30. Dette bestrides af De Smedt.

Landgericht Hamburg har i forelæggelseskendelsen bemærket, at sagsøgte efter parternes samstemmende vilje alene er forpligtet til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kontrakten, såfremt den margarine, der er indpakket i keglestub-formede bægre, kan afsættes i Belgien, fordi de belgiske lovbestemmelser, som forhindrer dette, er i strid med fællesskabsretten.

De belgiske lovbestemmelser udelukker ganske vist ikke efter Landgericht's opfattelse, at margarine importeres i andet end terningeformede emballager, men bestemmelserne kan besværliggøre salget af margarine i andre emballageformer, som er tilladt i en anden medlemsstat, navnlig ved parallelimport. På den anden side er det muligt, at en lovbestemmelse som de belgiske falder ind under én af undtagelserne i EØF-traktatens artikel 36.

I Forbundsrepublikken Tyskland er det lovligt i henhold til Gesetz über Margarine, Halbfettmargarine und Kunstspeisefett af 1. juli 1975, Bundesgesetzblatt I, s. 1841, § 2, stk. 1, at sælge margarine i de nævnte bægre. I bestemmelsen hedder det:

Landgericht Hamburg har forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den 25. september 1981.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg af firmaet Rau ved advokat Gündisch, Hamburg, af firmaet De Smedt ved advokat Ohlgart, Hamburg, af Kommissionen ved juridisk konsulent Rolf Wägenbaur, og af den belgiske regering ved advokat Pierre Legros, Bruxelles.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

om en obligatorisk emballageform ikke er draget i tvivl, må det, så længe de forskellige medlemsstaters lovgivning på dette område ikke er harmoniseret, ifølge Domstolens retspraksis tilkomme hver enkelt medlemsstat selv at fastlægge den form, den finder mest hensigtsmæssig for produkter, som sælges på dens eget område.

Den belgiske regering redegør herefter for udviklingen i den belgiske lovgivning vedrørende margarine siden loven af 4. maj 1900 trådte i kraft.

Den terningeformede emballage er så fast forankret i belgiernes forbrugervaner, at arrêté royal af 2. oktober 1980 ikke indeholder særlige bestemmelser vedrørende størrelsen af betegnelsen margarine på emballagen. Den terningeformede emballage, som bedst stemmer overens med befolkningens forbrugervaner, adskiller i sig selv margarine tilstrækkeligt meget fra anden spisefedt.

Efter disse indledende forklaringer har den belgiske regering gjort gældende, at sagen bør afvises. Ved tribunal correctionnel de Courtrai er der rejst tiltale mod sagsøgte i hovedsagen, firmaet De Smedt, og dennes bestyrelse for overtrædelse af de belgiske lovbestemmelser vedrørende handel med smør, margarine og andere fedtstoffer. Afgørelsen fra nævnte ret har anklagemyndigheden appelleret til appelretten i Gent, hvor sagen for tiden verserer. På grund af ligheden i de implicerede interesser, må Domstolen tage stilling til, om retstvisten til grund for det forelagte præjudicielle spørgsmål er virkelig eller fiktiv, og dermed også tage stilling til, om den i det foreliggende tilfælde overhovedet har den fornødne kompetence til at besvare spørgsmålet.

Subsidiært har den belgiske regering anført, at artikel 8 i den omhandlede bekendtgørelse ikke er nogen foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion efter traktatens artikel 30. Importøren er ikke i det foreliggende tilfælde i modsætning til sagerne Cassis de Dijon og Ratti (Sml. 1979, s. 1629) afskåret fra at sælge produkterne, selv om de ikke opfylder kravene i de belgiske lovbestemmelser, idet han blot behøver ændre varens ydre emballage for at kunne bringe den i omsætning.

I de to nævnte domme var der ikke tale om nationale lovbestemmelser, som havde et tilsvarende modstykke i de andre medlemsstaters lovgivninger. De foreliggende belgiske lovregler er nemlig i vidt omfang identiske med de tyske. Der foreligger således en anvendelse af princippet om ensartethed i de fordrede betingelser, eftersom der også i intern tysk lovgivning gælder en forpligtelse til at benytte en terningeformet emballage ved salg i detailleddet. Den belgiske regering understreger på ny, at den omhandlede bekendtgørelse på ingen måde forbyder indførsel af margarine, men blot foreskriver bestemte betingelser ved salg af margarine i detailhandelen.

Til støtte for sin påstand om, at der ikke påhviler den medlemsstat, som påberåber sig en undtagelse fra traktatens artikel 30, at føre nærmere bevis for undtagelsens berettigelse, henviser den belgiske regering til dommen i nisin-sagen (sag 53/80, Koninklijke Kaasfabriek Eyssen, Sml. 1981, s. 409).

Den belgiske regering tilføjer, at den anfægtede bestemmelse blev indført i den nationale lovgivning i begyndelsen af dette århundrede for at beskytte forbrugerne mod risikoen for vildledning eller for, at margarine forveksles med smør.

Forbrugerne har vænnet sig til at kunne skelne detailprodukterne fra hinanden alene på synet, og at gå ud fra at enhver vare, der ikke er indpakket i en terninger formet emballage, er smør. Afskaffes reglen om emballagens form, vil visse mindre samvittighedsfulde producenter få mulighed for at bringe margarine på markedet i en emballage, der ikke er terningeformet, med det formål at drage uberettiget gevinst af en refleks hos forbrugeren, som tror at købe smør, men i stedet erhverver margarine.

Under hensyn til at de belgiske regler vedrørende etikettering er blevet mere liberale, bør varerne stadig, så længe reglerne ikke er harmoniseret på europæisk niveau, kunne skelnes visuelt fra hinanden, og margarine kunne kendes på den terningeformede emballage, som nu i Belgien i 80 år har været et kendemærke for margarine.

Som svar på et af Domstolen skriftligt stillet spørgsmål, har den belgiske regering til Domstolens oplysning meddelt, at salget af smør i plasticbeholdere i Belgien udgjorde 8 %. I de fleste tilfælde havde plasticbeholderen form af et rektangel (en mursten).

Principalt foreslår den belgiske regering følgelig, at sagen afvises.

Subsidiært foreslår den, at det forelagte spørgsmål besvares på følgende måde:

Sagsøgeren i hovedsagen, selskabet Rau ved advokat Giindisch, sagsøgte i hovedsagen, selskabet De Smedt, ved advokat Ohlgart, den belgiske regering ved advokat Legros, og Kommissionen ved Rolf Wägenbaur har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 15. juni 1982.

Den belgiske regering har fremlagt et fotografi af en keglestubformet emballage til smør, og selskabet Rau har fremlagt et udvalg af emballager til smør og margarine.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse den 21. september 1982.