31997D0578

97/578/EF: Kommissionens beslutning af 23. juli 1997 om opfordring af Kongeriget Nederlandene til at trække visse mærkningsbestemmelser i dets udkast til bekendtgørelse om smørbare fedtholdige produkter tilbage (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 237 af 28/08/1997 s. 0017 - 0017


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 23. juli 1997 om opfordring af Kongeriget Nederlandene til at trække visse mærkningsbestemmelser i dets udkast til bekendtgørelse om smørbare fedtholdige produkter tilbage (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (97/578/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/4/EF (2), særlig artikel 16 og 17, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til proceduren i artikel 16, stk. 2, i direktiv 79/112/EØF har de nederlandske myndigheder underrettet Kommissionen om, at de påtænker at vedtage et udkast til bekendtgørelse om smørbare, fedtholdige produkter;

artikel 3, stk. 1, i dette udkast fastsætter det minimale og maksimale indhold af tilsatte A- og D-vitaminer; stk. 2 i samme artikel præciserer, at i de tilfælde, hvor smørbare, fedtholdige produkter ikke indeholder de i stk. 1 anførte næringsstoffer, eller indeholder en anden mængde heraf, skal dette angives i mærkningen;

det pågældende udkast blev drøftet med de øvrige medlemsstater på mødet i Den Stående Levnedsmiddelkomité den 27. februar 1997;

et krav om en yderligere angivelse i mærkningen ud over, hvad der er fastsat i direktiv 79/112/EØF, er ikke nødvendigt for at informere forbrugeren om de omhandlede produkters nøjagtige sammensætning;

dette har foranlediget Kommissionen til at gøre indsigelse i henhold til artikel 16, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 79/112/EØF;

et unilateralt krav fra de nederlandske myndigheders side om en sådan angivelse vil kunne udgøre en hindring for den frie omsætning af levnedsmidler;

de nederlandske myndigheder bør derfor anmodes om at trække denne mærkningsbestemmelse i udkastet til bekendtgørelse om smørbare, fedtholdige produkter tilbage;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Levnedsmiddelkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Kongeriget Nederlandene skal i sit udkast til bekendtgørelse om smørbare, fedtholdige produkter trække bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, tilbage, hvor der stilles krav om en særlig angivelse i mærkningen af et produkt, hvis dette ikke indeholder A- og D-vitaminer, eller hvis det indeholder en mængde heraf, der afviger fra den i artikel 3, stk. 1, fastsatte.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 1997.

På Kommissionens vegne

Martin BANGEMANN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 33 af 8. 2. 1979, s. 1.

(2) EFT nr. L 43 af 14. 2. 1997, s. 21.