Sagsøgte har fremhævet, at det fuldt ud er overladt til såvel Rådets som Kommissionens skøn, om der skal udstedes retsakter på antidumpingområdet. Forordning nr. 459/68 hviler på det princip, at der ikke uden videre består en forpligtelse til at pålægge en told, selv ikke når der er konstateret dumping og skade. Dette viser, at forordning nr. 1778/77 allerede som følge af sit formål er en egentlig forordning.

Desuden er det i artikel 459/68 udtrykkeligt foreskrevet, at pålæggelse af antidumpingtold skal ske ved forordning.

Antidumpingtold er et handelspolitisk instrument, og Rådet er derfor af den opfattelse, at tolden skal pålægges ved forordning, idet en sådan efter sin art er bindende for enhver aktuel eller potentiel importør, uanset om denne er kendt eller kan identificeres på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne træffes.

Forordning nr. 1778/77 er en ægte retsanordnende akt af en generel rækkevidde. Ifølge forordningens artikel 1 pålægges der en endelig antidumpingtold på visse generelt definerede produkter med oprindelse i Japan, men den omstændighed, at produkterne er identificerede, er ikke til hinder for, at forordningen har karakter af en generel retsakt (jf. dom af 5. 5. 1977, Koninklijke Scholten Honig mod Rådet og Kommissionen, sag 101/76, Sml. 1977, s. 808). Ifølge artikel 1, stk. 2, sker der en generel suspension af tolden.

Artikel 2 angår de opgaver, der påhviler Kommissionen. Da artiklen tillægger Kommissionen visse funktioner og giver den de nødvendige beføjelser og den nødvendige myndighed til at udføre dem, har den også et ægte retsanordnende og generelt indhold.

Artikel 3 er en generel bestemmelse, hvorved der pålægges en antidumpingtold, og den finder generelt anvendelse på produkter fremstillet og udført af fire navngivne producenter. Når fabrikanterne er angivet ved navn, skyldes dette udelukkende, at artikel 8, litra b) i GATT's antidumpingkode pålægger de kontraherende paner at overvåge, at myndighederne oplyser navnene på leverandørerne af de pågældende produkter. Tolden skal helt generelt betales af enhver importør af de omhandlede produkter, og den omstændighed, at importørerne eventuelt kan identificeres, berører ikke den pågældende forordnings generelle karakter.

Intervenienten har bemærket, at sagsøgerne ved ikke at anfægte gyldigheden af artiklerne 1 og 2 i forordning nr. 1778/77 anerkender, at disse artikler har en generel rækkevidde, og at de ikke berører dem umiddelbart og individuelt. Forordningens generelle rækkevidde begrænses ikke af den omstændighed alene, at artikel 3 i overensstemmelse med artikel 20 i forordning nr. 459/68 nævner de vigtigste japanske fabrikanter ved navn blot for at identificere de produkter, for hvilke de beløb, der er stillet som sikkerhed for den midlertidige told, skal oppebæres endeligt. Forordningen er bindende og har retsvirkninger for persongrupper, der er generelt og abstrakt angivet, det vil sige for samtlige importører af de kuglelejer, der stammer fra de fire vigtigste forsyningskilder.

Sagsøgerne har indledningsvis bemærket, at de kun anfægter en enkelt retsakt, nemlig bestemmelsen i artikel 3 i forordning nr. 1778/77 om, at en vis foreløbig told skal oppebæres endeligt.

Efter deres mening er de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til forordning nr. 459/68, klart af administrativ art. Disse foranstaltninger forudsætter en bedømmelse af de faktiske forhold og omstændigheder, der er særlige for hvert enkelt selskab. Deres formål er at opnå, at hver enkelt virksomhed afgiver et tilsagn.

Artikel 3 i forordning nr. 1778/77 er en beslutning. I artikel 15, stk. 1, litra a), og stk. 2, litra b) i forordning nr. 459/68 anvendes udtrykkene den senere af Rådet trufne beslutning og for så vidt Rådet ikke . . . har besluttet at tage . . . endeligt til indtægt. . .. Påbudet i den anfægtede artikel 3 forpligter og tvinger et begrænset antal personer, nemlig de toldmyndigheder, hos hvilke der er stillet sikkerhed, til at oppebære de pågældende beløb. På den anden side har denne bestemmelse umiddelbar retsvirkning for et begrænset antal personer, der specielt er nævnt, nemlig de fire virksomheder, som har stillet sikkerhed i henhold til forordning nr. 261/77. Påbudet om oppebørsel er ikke en abstrakt og objektiv bestemt regel. Der er tale om en konkret og speciel beslutning, der, som det siges i forordning nr. 1778/77 selv, er truffet under hensyn til den endelige konstatering af de faktiske forhold.

Sagsøgte har svaret, at artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 459/68 bestemmer, at told skal fastsættes ved forordning. Anvendelsen af visse begreber andre steder i denne forordning påvirker på ingen måde den omtvistede forordnings retlige karakter.

Indførelse af told i forbindelse med et pålæg til tolmyndighederne om at opkræve denne told er et typisk tilfælde af indførelse af told ved forordning. At påstå, at det er tilstrækkeligt til at give den omtvistede forordning karakter af en beslutning, at toldmyndighederne er af begrænset antal og kendte, ville være at udstrække begrebet beslutning så vidt, at traktatsystemet ville blive bragt i fare (sagen Koninklijke Scholten Honig mod Rådet og Komissionen, Sml. 1977, s. 797, s. 808).

Den foreløbige told blev ikke pålagt de fire japanske virksomheder, men importørerne. Det er udelukkende med henblik på disse, at forordning nr. 1778/77 foreskriver, at tolden skal oppebæres endeligt.

Hvad angår fabrikanterne og eksportøreren, hævder sagsøgte, at de japanske eksportører hverken umiddelbart eller individuelt berøres af den anfægtede retsakt. Forordningen indfører en suspenderet antidumpingtold og bestemmer, at den midlertidige told, som af importørerne er erlagt for de pågældende produkter, oppebæres endeligt. Da tolden kun finder anvendelse i forhold til impotørerne, er enhver virkning, som forordning nr. 1778/77 måtte have i forhold til eksportørerne, indirekte.

Der findes heller ikke i forordning nr. 1778/77 bestemmelser, som berører eksportørerne individuelt. Som allerede nævnt er eksportørernes navne kun anført i artikel 3 for at opfylde bestemmelserne i GATT's antidumpingkode og for at identificere netop de produkter, som praktisk talt har udgjort hele importen til Fællesskabet.

Intervenienten har udtalt sig i samme retning.

Med hensyn til de importører, der optræder blandt sagsøgerne, er det sagsøgtes opfattelse, at de ikke berøres direkte af artiklerne 1 og 2 i forordning nr. 1778/77. For det første kan de ikke siges at være umiddelbart berørt af en told, som pålægges og straks suspenderes

1 samme forordning. I det omfang artikel 2 kan indebære, at tolden på ny sættes i kraft, berøres importørerne heller ikke, idet Kommissionens beføjelser er indskudt mellem suspensionen og den fornyede ikraftsættelse af tolden.

De sagsøgende importører berøres ikke individuelt af artikel 3 i forordning nr. 1778/77, som helt generelt finder anvendelse på importører af de omhandlede produkter. Den omstændighed, at importørernes identitet kan fastslås, påvirker ikke på nogen måde artiklens generelle karakter. De i denne sag implicerede importører var ikke de eneste, som skulle betale den endelige told. Der findes inden for Fællesskabet mindst 260 importører på dette område.

Sagsøgerne har svaret, at den mekanisme, der er indført ved forordning nr. 459/68, indbærer, at de berøres individuelt af den anfægtede retsakt. Den foreløbige told og dennes oppebørsel blev indført med henblik på hver af de fire pågældende virksomheders individuelle adfærd og de forpligtelser, de havde påtaget sig.

De berøres også umiddelbart af den anfægtede retsakt. At tolden oppebæres berører dem direkte og umiddelbart uden mellemkomst fra et forvaltningsorgan, hvis akter kan anfægtes for en national ret.

Rådets opfattelse, hvorefter det ikke er eksportøren, men importøren, som berøres, holder ikke over for en nærmere prøvelse. Hele proceduren er rettet mod eksportøren. Ydermere har Kommissionen ifølge sagsøgerne betragtet eksportørens europæiske forhandlere som en økonomisk enhed i de tilfælde, hvor de har erstattet udførselsprisen med deres salgspriser. Sagsøgerne bestrider, at der er nogen importører af deres lejer, som ikke faktisk køber hos deres europæiske forhandlere.

Ifølge sagsøgte fremgår det af Domstolens praksis, at det ikke er tilstrækkeligt til at gøre en retsakt til en beslutning, at det er muligt at fastslå antallet eller identiteten af de personer, som den gælder for.

Sagsøgte fastholder, at tolden såvel i retlig som i faktisk henseende er blevet indført med henblik på importørerne, og at kun disse er direkte berørt af den.

Sagsøgte har gjort gældende, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling i det omfang, det tilsigter at anfægte gyldigheden af forordning nr. 1778/77 via en anfægtelse af gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 261/77. Selv hvis sagsøgerne påberåber sig EØF-traktatens artikel 184, er det ikke muligt at anfægte gyldigheden af forordning nr. 261/77, idet forordning nr. 1778/77 hverken efter sin form eller efter sit indhold er en beslutning. Artikel 184 kan kun påberåbes for at angribe den forordning, der er ophav til en anfægtet beslutning.

Da forordning nr. 1778/77 udelukkende vedrører indførelse af en endelig told på baggrund af resultaterne af en dybtgående undersøgelse foretaget af Kommissionen, kan den stå alene, uden at det er nødvendigt at støtte sig på Kommissionens forordning nr. 261/77.

Sagsøgerne har svaret, at hvis den midlertidige told efter forordning nr. 261/77 er retsstridig, må beslutningen om endeligt at oppebære denne told nødvendigvis også være det. Enhver retsakt fra Fællesskabets side kan være genstand for et søgsmål i henhold til artikel 173, stk. 2. Sagsøgerne ser ingen modsætning i at anfægte en beslutning og blandt andet støtte sig på en forordnings uanvendelighed, hvilket i øvrigt er tilladt i henhold til traktatens artikel 184.

Sagsøgte har heroverfor anført, at hvis Kommissionens forordning nr. 261/77 er en forordning i den i artikel 184 forudsatte betydning, følger det nødvendigvis heraf, at Rådets forordning nr. 1778/77 ligeledes er en forordning, som ikke kan kræves annulleret i henhold til artikel 173, stk. 2.

Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at artikel 184 ikke kan anvendes til at omgå fristen i artikel 173.

Ifølge sagsøgerne havde Kommissionen ikke kompetence til at udstede forordning nr. 261/77. Den kompetence, som er overdraget den ved Rådets forordning nr. 459/68, savner hjemmel, idet en sådan kompetence ikke er tillagt Rådet ved traktaten. Foranstaltninger, som kræver en uafhængig beslutning, og som har en bestemt retsvirkning, kræver, at den i traktaten foreskrevne kompetencefordeling overholdes strengt. Indførelsen af en midlertidig told kræver efter sagsøgernes mening en sådan beslutning, da den formodede forekomst af dumping og en heraf følgende skade berettiger, men ikke forpligter Fællesskabet til at indføre foreløbige foranstaltninger.

I sit svarskrift har Rådet gjort gældende, at det ved at bemyndige Kommissionen til at træffe midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 15 i forordning nr. 459/68 har handlet inden for sin bemyndigelse (sagerne 25/70, Koster, Sml. 1970, s. 259 og 23/75, Rey Soda mod Cassa Conguaglio Zucchero, Sml. 1975, s. 1279).

Hvad angår antidumpingtolden, er de grundlæggende bestemmelser blevet udstedt ved Rådets forordning nr. 459/68 i overensstemmelse med fremgangsmåden i EØF-traktatens artikel 113, stk. 2. I betragtning af, at det var nødvendigt at kunne handle øjeblikke ligt, havde Rådet gode praktiske grunde til at delegere gennemførelsen af grundforordningens bestemmelser om midlertidig told til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 155.

Selv hvis Kommissionens forordning nr. 261/77 er behæftet med en mangel, kan Rådet ikke acceptere, at dette nødvendigvis medfører, at artikel 3 i Rådets forordning nr. 1778/77 er ugyldig. Da sagsøgerne ikke har rejst nogen direkte indsigelse mod sidstnævnte forordning, kan det i lyset af den dybtgående undersøgelse, som er blevet gennemført med henblik på forordning nr. 1778/77, antages, at udstedelsen af denne har afhjulpet manglerne ved Kommissionens forordning nr. 261/77 i hvert fald i det omfang, der er tale om proceduremangler.

Intervenienten har ligeledes hævdet, at sagsøgerne ikke længere kan påberåbe sig, at forordning nr. 261/77 er ugyldig.

I replikken har sagsøgerne bemærket, at artikel 113, stk. 2, bestemmer, at Kommissionen fremsætter forslag, men at Rådet træffer beslutningerne. Artikel 15 i forordning nr. 459/68 vedrører en retsakt til gennemførelse af den fælles handelspolitik, som EØF-traktatens artikel 113 forbeholder Rådet, og om hvilken Rådet skal træffe afgørelse med kvalificeret flertal. Dette krav ville klart blive omgået, hvis afgørelsen blev overladt til Kommissionen.

I duplikken har Rådet bemærket, at hvad angår artikel 113 er foranstaltninger mod dumping det væsentligste på dette område. Disse er blevet vedtaget ved Rådets forordning nr. 459/68. Beføjelsen til at indføre en midlertidig told er blevet indført ved denne forordnings artikel 15 som et af de væsentlige elementer. Selve gennemførelsen af grundforordningen blev imidlertid delegeret til Kommissionen i overensstemmelse med Domstolens dom i sag 25/70 (Koster, Sml. 1970, s. 259, se s. 266).