02017D2374 — DA — 19.12.2017 — 000.001
Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument
|
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/2374 af 15. december 2017 om betingelser for flytning, opbevaring og forarbejdning af visse frugter og hybrider heraf med oprindelse i tredjelande for at forhindre indslæbning i Unionen af visse skadegørere (meddelt under nummer C(2017) 8395) (EUT L 337 af 19.12.2017, s. 60) |
Berigtiget ved:
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/2374
af 15. december 2017
om betingelser for flytning, opbevaring og forarbejdning af visse frugter og hybrider heraf med oprindelse i tredjelande for at forhindre indslæbning i Unionen af visse skadegørere
(meddelt under nummer C(2017) 8395)
Artikel 1
Genstand
Med henblik på del A, kapitel I, punkt 16.2, litra e), og punkt 16.4, litra e), i bilag IV til direktiv 2000/29/EF fastsættes der ved denne afgørelse betingelser vedrørende flytning, opbevaring og forarbejdning af frugter af Citrus L., Fortunella Swingle, Poncirus Raf., Microcitrus Swingle, Naringi Adans., Swinglea Merr. og hybrider heraf med oprindelse i tredjelande.
Artikel 2
Definitioner
I denne afgørelse forstås ved:
|
a) |
»skadegørere« : Phyllosticta citricarpa (McAlpine) Van der Aa, Xanthomonas citri pv. citri og Xanthomonas citri pv. aurantifolii |
|
b) |
»de pågældende frugter« : frugter af Citrus L., Fortunella Swingle, Poncirus Raf., Microcitrus Swingle, Naringi Adans., Swinglea Merr. og hybrider heraf, med oprindelse i tredjelande. |
Artikel 3
Flytning af de pågældende frugter inden for Unionen
1. De pågældende frugter må kun flyttes inden for Unionen, hvis importøren har givet nærmere underretning om hver beholder til det officielle ansvarlige organ i den medlemsstat, i hvilken indførselsstedet er beliggende, og, hvis det er relevant, til det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, hvor forarbejdningen vil finde sted.
Denne underretning skal omfatte følgende oplysninger:
a) mængden af de pågældende frugter
b) beholdernes identifikationsnumre
c) forventet dato for indførslen og indførselssted i Unionen
d) navne, adresser og beliggenhed for de i artikel 4 omhandlede anlæg.
2. Importørerne oplyser de i stk. 1 omhandlede ansvarlige officielle organer om ændringer til oplysningerne i underretningen, så snart de er bekendt med dem.
3. De pågældende frugter må kun flyttes til en anden medlemsstat end den medlemsstat, gennem hvilken de blev indført til Unionen, hvis de berørte medlemsstaters ansvarlige officielle organer er enige om, at en sådan flytning kan finde sted.
4. De pågældende frugter transporteres direkte og omgående til de i artikel 4 omhandlede forarbejdningsanlæg eller til et opbevaringssted, jf. artikel 5. Flytning af de pågældende frugter skal ske under tilsyn af det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, i hvilken flytningen finder sted.
5. De medlemsstater, der er berørt af flytningen, samarbejder for at sikre, at denne artikel overholdes.
Artikel 4
Krav vedrørende industriel forarbejdning af de pågældende frugter
1. De pågældende frugter forarbejdes på anlæg, der er beliggende i et område, hvor ingen af de pågældende frugter produceres. Anlæggene skal være officielt registreret og godkendt til formålet af det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, i hvilken anlæggene er beliggende.
2. Affald og biprodukter fra de pågældende frugter anvendes eller destrueres i et område, hvor ingen af de pågældende frugter produceres, og som er beliggende i den medlemsstat, i hvilken de pågældende frugter er blevet forarbejdet.
3. Affald og biprodukter destrueres ved en teknisk begrundet metode, der er godkendt af det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, hvor de pågældende frugter er blevet forarbejdet, og under tilsyn af nævnte officielle organ på en sådan måde, at enhver potentiel risiko for spredning af skadegørerne undgås.
4. ►C1 Forarbejdningsvirksomhederne ◄ opbevarer i mindst tre år fortegnelser over de pågældende frugter, der forarbejdes, og gør dem på anmodning tilgængelige for det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, i hvilken forarbejdningen finder sted. Fortegnelserne skal indeholde numre og særlige kendetegn på beholdere, mængden af de pågældende frugter, der er modtaget, samt mængden af affald og biprodukter og andre nærmere oplysninger vedrørende anvendelse eller destruktion heraf.
Artikel 5
Krav vedrørende opbevaring af de pågældende frugter
1. Hvis de pågældende frugter ikke forarbejdes med det samme, opbevares de på et sted, som er registreret og godkendt til formålet af det ansvarlige officielle organ i den medlemsstat, hvor stedet er beliggende.
2. Sendingerne af de pågældende frugter skal kunne identificeres særskilt.
3. De pågældende frugter opbevares på en sådan måde, at enhver potentiel risiko for spredning af skadegørerne undgås.
Artikel 6
Anvendelsesdato
Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2018.
Artikel 7
Adressater
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.