Rådets forordning nr. 120/67 af 13. juni 1967 om den fælles markedsordning for korn (EFT 1967, s. 29) omfattende en prisordning for forskellige kornsorter, herunder majs, med bl.a. fastsættelse af

På grund af den særlige markedssituation for korn- og kartoffelstivelse, særligt fordi korn- og kartoffelstivelsesindustrien skulle opretholde konkurrencedygtige priser i forhold til priserne på substitutionsprodukterne, viste det sig nødvendigt at sikre, at de i denne industri anvendte basisprodukter, herunder majs, blev stillet til rådighed til en lavere pris end den, der ville fremkomme ved anvendelsen af importafgiftsordningen og den fælles prisordning. Dette resultat opnåede man ved hjælp af produktionsrestitutioner.

I artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 120/67 bestemtes, at der skulle ydes en produktionsrestitutionen, bl.a. for majs, som af stivelsesindustrien anvendtes til fremstilling af stivelse.

Gennemførelsesbestemmelserne for produktionsrestitutioner samt betingelserne for udbetaling og størrelse blev fastsat i Rådets forordning nr. 371/67 om fastsættelse af produktionsrestitutioner for korn- og kartoffelstivelse og kvældemel (EFT 1967, s. 196).

Rådet gav i forordningen udtryk for, at en nøje vurdering af den situation, der fulgte af fællesskabsprisernes niveau og af konkurrencen mellem majs-, ris- og kartoffelstivelse på den ene side og kemiske substitutionsprodukter på den anden side, førte til, at restitutionen måtte fastsættes til et sådant beløb, at prisen for den af stivelsesindustrien anvendte majs måtte nedbringes til 6,80 RE pr. 100 kg, hvilken pris i øvrigt sikrede en passende ligevægt mellem anvendelsen af blød hvede og af majs.

Følgelig bestemte artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 371/67, at medlemsstaterne fra 1. juli 1967, bl.a. for majs bestemt til fremstilling af stivelse, skulle yde en produktionsrestitution, der pr. 100 kg var lig med forskellen mellem tærskelprisen for majs og 6,80 RE.

I forordning nr. 1060/68 af 24. juli 1968 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordningerne nr. 367/67 og nr. 371/67 med hensyn til produktionsrestitution for majs til forarbejdning til grove og fine gryn samt for majs og blød hvede til forarbejdning til stivelse og kvældemel (EFT 1968 II, s. 347) anførte Kommissionen, at Rådet i forordning nr. 371/67 havde fastslået, at under hensyn til de relationer, der fremkommer mellem producentpriser for råstoffer, og til muligheden for at erstatte det ene af disse to produkter med det andet, burde der opretholdes balance i forholdet mellem priserne på disse produkter; da der for kartoffelstivelse var blevet fastlagt et system med forudbetaling af produktionsrestitution, fandt Kommissionen, at for ikke at stille den ene industri ringere end den anden burde systemet med forudbetaling af produktionsrestitution — bl.a. for majs der anvendes som råvare i stivelsesindustrien — gøres almindeligt.

Bliver der af en stivelsesproducent, som er i besiddelse af majs til fremstilling af stivelse, fremsat anmodning herom med dokumentation for, at majsen befinder sig i hans lokaler eller er under officiel kontrol, giver den medlemsstat, der skal yde produktionsrestitutionen, i medfør af artikel 1 i forordning nr. 1060/68 producenten en forudbetaling af restitutionen, der højst svarer til forskellen pr. 100 kg majs mellem tærskelprisen for majs ved produktionsårets begyndelse og 6,80 RE.

Forordningens artikel 2 bestemmer, at forudbetaling er betinget af, at producenten af stivelse stiller en sikkerhed, der garanterer forarbejdningen af majsen til stivelse, og at medlemsstaten til stivelses-producenten erlægger forudbetalingen inden for en frist af højst 30 dage fra det tidspunkt, på hvilket han fremlagde dokumentation for, at majsen befandt sig i hans lokaler eller under offentligt tilsyn.

Artikel 3 i forordning nr. 1060/68 bestemmer, at under hensyntagen til den gældende tærskelpris for majs i den måned, hvor forarbejdningen finder sted, udbetales produktionsrestitutionen til producenten inden for de 30 dage efter den dag, på hvilken denne har fremlagt dokumentation for, at majsen er forarbejdet.

Forordning nr. 371/67 blev ophævet ved Rådets forordning nr. 1132/74 af 29. april 1974 om produktionsrestitutioner inden for korn- og rissektoren (EFT L 128, s. 24), som trådte i kraft den 1. august 1974.

For så vidt angår produktionsrestitutioner for kornstivelse, bestemmes det i forordningens artikel 1, at medlemsstaterne yder en produktionsrestitution, bl.a. til majs bestemt til stivelsesfremstilling, der er lig med forskellen pr. 100 kg mellem tærskelprisen for majs og 8,20 RE (og ikke længere 6,80 RE).

I artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 2012/74 af 30. juli 1974 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1132/74 om produktionsrestitutioner for stivelsesholdige varer (EFT L 209, s. 44) bestemtes, at produktionsrestitutionerne udbetaltes til producenten af majsstivelse, når han beviser, at det pågældende basisprodukt er blevet anbragt under officielt tilsyn af det kompetente organ, der udpeges af medlemsstaterne, og når han erklærer sig villig til på forlangende at fremskaffe alle de oplysninger, der er nødvendige til dette tilsyn.

Ifølge artikel 2, stk. 3, fastsættes produktionsrestitutionen under hensyntagen til den tærskelpris, der er gældende den dag, hvor ansøgningen om anbringelse af basisproduktet under officielt tilsyn godkendes, og den betales senest 30 dage efter dagen for ansøgningens godkendelse. Restitutionen justeres i givet fald senere efter den tærskelpris, der er gældende i forædlingsmåneden.

Selskabet Roquette frères, Lestrem (Pas-de-Calais), anbragte inden 1. august 1974 et parti majs under officielt tilsyn, som først blev forarbejdet i august og september s.å. I medfør af forordning nr. 1060/68 modtog selskabet inden 1. august 1974 forudbetaling af restitutionen, som blev beregnet på grundlag af forskellen mellem tærskelprisen på 160,65 RE pr. ton og forsyningsprisen på 68 RE pr. ton.

Med virkning fra 1. august 1974 blev tærskelprisen nedsat til 106,60 RE pr. ton, mens forsyningsprisen i medfør af artikel 1, i forordning nr. 1132/74 steg fra 68 til 82 RE pr. ton.

Selskabet Roquette mente, at for majs, der var anbragt under tilsyn inden den 1. august 1974 og forarbejdet senere, skulle produktionsrestitutionerne være lig forskellen mellem den nye tærskelpris på 106,60 RE og den gamle forsyningspris på 68 RE, hvorimod det kompetente nationale organ Office national interprofessionnel des céréales (ONIC) besluttede at anvende den nye forsyningspris på 82 RE.

Ved dom af 22. april 1980 frifandt Tribunal administratif de Lille ONIC for selskabet Roquette's påstand om et beløb på 3615399,50 FF i produktionsrestitution for forarbejdning af majs til stivelse i august og september 1974. Tribunal administratif fandt, at da fremstilling af stivelse var en forudsætning for udbetaling af restitutionen, bør størrelsen af restitutionen fastsættes i forhold til den tærskelpris og den forsyningspris, som gælder på forarbejdningstidspunktet, selv om de beløb, som var ydet producenten som forudbetaling, var beregnet på grundlag af de tidligere priser.

Den 22. juli 1980 indbragte selskabet Roquette den af Tribunal administratif de Lille afsagte dom for den franske Republiks Conseil d'État's tvistemålsafdeling.

Sagen blev henvist til tvistemålsafdelingens 2. og 6. underafdeling, som fandt, at det for at afgøre tvisten var nødvendigt at fastslå, om der ifølge artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2012/74 skal tages hensyn til svingninger i såvel tærskelprisen som i forsyningsprisen eller kun til svingninger i tærskelprisen, og såfremt dette er tilfældet, om artikel 2, stk. 3, er forenelig med forordning nr. 1132/74.

Følgelig besluttede tvistemålsafdelingen ved dom af 15. oktober 1982 afsagt i medfør af EØF-traktatens artikel 177 at udsætte sagen på Domstolens afgørelse om fortolkningen og gyldigheden af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2012/74.

Den af Conseil d'État's tvistemålsafdeling afsagte dom er registreret på Domstolens justitskontor den 9. december 1982.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der den 23. februar 1983 indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved dens juridiske konsulent Jean-Claude Seché og den 3. marts 1983 af selskabet Roquette ved advokat Paul-François Ryziger, Paris.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Ved kendelse af 20. april 1983 afsagt i medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2, har Domstolen besluttet at henvise sagen til anden afdeling.

Sagsøgeren i hovedsagen, selskabet Roquette, har erklæret at være fuldt vidende om, at den dom, der af Domstolens første afdeling blev afsagt den 15. december 1982 (Maizena 5/82) i det væsentlige gik selskabet imod; selskabet har imidlertid insisteret på, at problemet gøres til genstand for fornyet behandling.

Dels har præmis 16 i Domstolens dom af 12. juli 1977 (Hoffmann's Stärkefabriken, sag 2/77, Smi., s. 1375) nemlig foregrebet behandlingen af sagens realitet til gunst for sagsøgeren i hovedsagen; dels er det nærmest uforståeligt, at man har fundet det nødvendigt at ændre forordning nr. 2012/74 ved Kommissionens forordning nr. 10/75 af 31. december 1974 (EFT 1975, L 1, s. 24), hvis førstnævnte i sin oprindelige form havde den betydning, som Kommissionen tillægger den.

Problemet er i virkeligheden et spørgsmål om fortolkningsmetode, idet det ikke er umuligt, at Kommissionen begik en fejltagelse ved affattelsen af forordning nr. 2012/74, men forordningens ordlyd bør have forrang. De erhvervsdrivende kan ikke kaste sig ud i formodninger om Kommissionens skjulte hensigter.

Forordning nr. 2012/74 bør efter sagsøgerens opfattelse fortolkes således, at den forsyningspris, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af restitutionen, som er lig med forskellen mellem tærskelprisen og forsyningsprisen, er den, som gælder på tidspunktet for anbringelse under tilsyn. Kommissionen var bemyndiget til at udstede den omtvistede forordning i medfør af de beføjelser, som den havde fået tildelt efter artikel 5 i forordning nr. 371/67 og artikel 26 i forordning nr. 120/67.

Kommissionen har fastslået, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag helt igennem kan sammenlignes med omstændighederne i sag 5/83 (Maizena), hvori Domstolen afsagde dom den 15. december 1982. Det problem, som er forelagt Domstolen i de to sager, er i det væsentlige identiske, når henses til tre forskelle, for så vidt angår den måde, hvorpå spørgsmålene er stillet; Domstolens besvarelse af de spørgsmål, som blev forelagt i sag 5/82, er mere bredt formuleret end det fortolkningsspørgsmål, som Conseil d'État har forelagt, men det udgør klart en tilfredsstillende besvarelse af spørgsmålet.

For så vidt angår gyldigheden af forordning nr. 2012/74, som fortolket af Domstolen, fremgår det klart af sag 5/82, at den ikke kan anfægtes. I præmis nr. 23 har Domstolen nemlig fastslået, at gennemgangen af det forelagte spørgsmål intet har frembragt til støtte for påstanden om, at det er i strid med fællesskabsretten at tage de satser, der er gældende på tidspunktet for forarbejdningen af majsen, i betragtning ved beregningen af restitutionen.

Efter Kommissionens opfattelse bør de af Conseil d'Etat forelagte spørgsmål besvares således:

Parterne i hovedsagen og Kommissionen har givet afkald på at afgive mundtlige indlæg i det retsmøde, som var fastsat til den 30. juni 1983.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. juli 1983.