Selskabet Dunlop AG (herefter: Dunlop), der har sæde i Hanau, afgav ved brev af 29. april 1971 efter afslutningen af forhandlinger, der blev ført af en af selskabets ansatte i Como hos selskabet Industrie Tessili Italiana Como (herefter: Tessili), og efter at have modtaget flere prøver, bestilling på 310 dameskidragter hos Tessili.

Dunlop's brev var påtrykt selskabets købsbetingelser, der bl.a. indeholdt følgende bestemmelse:

Tessili fremstillede de bestilte skidragter og afsendte disse den 31. juli 1971 til Dunlop gennem en af dette selskab anvist fragtfører. Dunlop modtog varerne den 18. august 1971.

Ligeledes den 31. juni 1971 udstedte Tessili en faktura, som Dunlop modtog den 3. august 1971.

Pa bagsiden af denne faktura var Tessili s almindelige salgsbetingelser aftrykt. Disse indeholdt bl.a. følgende bestemmelse:

Da Dunlop anså de af Tessili fremstillede skidragter for mangelfulde, anlagde selskabet efter en omfattende brevveksling med Tessili den 28. juni 1973 sag ved Landesgericht Hanau, afdelingen for handelssa ger, med påstand om kontraktens ophævelse.

For Landesgericht Hanau gjorde Tessili gældende, at tyske domstole var inkompetente og navnlig, at Landesgericht var stedlig inkompetent. Dunlop derimod påstod, at Landesgericht Hanau var kompetent.

Ved mellemdom af 10. maj 1974 forkastede Landesgericht Hanau kompetenceindsigelsen.

Den 22. juli 1974 ankede Tessili denne afgørelse til Oberlandesgericht Frankfurt/ Main.

Da Dunlop har påberåbt sig artikel 5, nr. 1 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, hvorefter en person, der har bopæl på en af de kontraherende staters område, i sager om kontraktsforhold kan sagsøges i en anden kontraherende stat ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, var Oberlandesgericht's 21. civile afdeling af den opfattelse, at sagen i medfør af artikel 2, nr. 2 og artikel 3, stk. 2 i protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 burde forelægges Domstolen. Ved kendelse af 14. januar 1976 besluttede retten at udsætte sagen, indtil Domstolen præjudicielt havde udtalt sig om fortolkningen af begrebet det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes i konventionens artikel 5, nr. 1.

Den af Oberlandesgericht Frankfurt/ Main afsagte kendelse er registreret på Domstolens justitskontor den 13. februar 1976.

I henhold til artikel 5, stk. 1 i protokollen af 3. juni 1971, jf. artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen, er skriftlige indlæg indgivet den 15. april 1976 af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber den 21. april af selskabet Tessili, den 28. april af regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland og af selskabet Dunlop, den 20. maj af regeringen for Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Spørgsmålet, om de medlemsstater, der ikke deltager i konventionen af 27. september 1968, er berettiget til at indgive skriftlige indlæg, er over for Domstolen blevet besvaret bekræftende af selskaberne Tessili og Dunlop, af regeringerne for kongeriget Belgien, kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland, kongeriget Nederlandene og Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, medens regeringen for Den franske Republik har besvaret spørgsmålet benægtende under henvisning til navnlig artiklerne 4, stk. 4 og 5 i protokollen af 31. juni 1971.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Selskabet Tessili, der er appellant, er af den opfattelse, at formålet med konventionen af 27. september 1968 i betragtning af den allerede stedfundne eller tilstræbte intensivering af den internationale samhandel, navnlig inden for Det europæiske Fællesskab, er at fasdægge ensartede kompetenceregler, som skal anvendes på tvister i den internationale samhandel, og som for fremtiden kan sikre, at ensartede situationer behandles på samme måde. Konventionens artikel 5, nr. 1 tillægger retten på opfyldelsesstedet kompetence i international henseende; under hensyn til den ensartetgørelse, der er konventionens formål, forudsætter denne bestemmelse anerkendelsen af en ensartet domstolskompetence, der på forhånd er fastlagt for hvert enkelt privatret ligt kontraktforhold af international karakter både for så vidt angår den opfyldelse, der oprindeligt er forudset i kontrakten, og den eventuelle baglæns afvikling navnlig i tilfælde af mangler ved salgsgenstanden.

Heraf følger det, at i mangel af modstående værnetingsaftaler, jf. konventionens artikel 17, skal samtlige sælgerens forpligtelser opfyldes ved sælgerens sæde.

Det stillede spørgsmål bør således besvares derhen, at for samtlige de forpligtelser, kontrakten pålægger sælgeren i internationale købeaftaler, er det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes i artikel 5, nr. 1 i konventionen af 27. september 1968 sælgernes bopæl henholdsvis forretningssted.

Selskabet Dunlop, der er indstævnte, gør gældende, at begrebet det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes enten må fortolkes ensartet på grundlag af retssammenligning eller på grundlag af international privatretlige principper, især efter den anvendelige, materielle lov.

Det ville føre til urimelige og uantagelige løsninger, om det i almindelighed ved købekontrakter var sælgerens bopæl, der skulle være opfyldelsessted. Den ønskelige ensartede fortolkning af begrebet opfyldelsessted vil ikke blive tilgodeset i det omfang, hvor denne antagelse a priori kun angår købekontrakter. I øvrigt vil et ikke ringe antal købere være betragtelig forfordelt: i international handel bliver varerne ikke altid leveret fob (free on board); i mange tilfælde leverer sælgerne deres varer på køberens bopæl, idet de også bærer risikoen under transporten. Der er ingen grund til i sådanne tilfælde at betragte sælgerens bopæl som opfyldelsesstedet.

Når alt kommer til alt, er det kun det sted, hvor ydelsen faktisk er præsteret, der kan betragtes som opfyldelsessted; dette sted bør bestemmes under hensyn til det enkelte tilfældes omstændigheder, herunder det enkelte skyldforholds karakter. Aftaler mellem parterne, som afviger herfra, kan kun tillades, såfremt de opfylder de formelle betingelser i konventionens artikel 17.

For sælgernes forpligtelse til at levere mangelfri ydelse har denne løsning den hensigtsmæssige følge, at denne forpligtelse kan kræves opfyldt på det sted, hvor den efter omstændighederne mangelfulde salgsgenstand befinder sig. Det er på dette sted, eventuelle mangler lettest kan undersøges og i givet fald afhjælpes.

Det forekommer derfor rimeligt, at opfyldelsesstedet for forpligtelser, der skyldes mangelfuld ydelse, er det sted, hvor den mangelfulde vare befinder sig.

Regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland ser gerne, at Domstolen giver begrebet retten på opfyldelsesstedet i konventionens artikel 5, nr. 1 en fortolkning, der er uafhængig af den i hvert enkelt tilfælde anvendelige nationale lov. I denne henseende støder man imidlertid på visse vanskeligheder: begrebet opfyldelsessted har et forskelligt indhold i medlemsstaterne, idet den internationale privatret og den i hvert tilfælde, anvendelige materielle lov endnu ikke er harmoniseret. Forbundsregeringen anser det ligeledes som foreneligt med den givne retsstilling, om Domstolen tyr til den relevante nationale ret ved fortolkningen. Konventionens artikel 5, nr. 1 bør dog fortolkes således, at der kun er ét opfyldelsessted for en og samme part i skyldforholdet.

I den foreliggende sag bør opfyldelsesstedet fortolkes på ensartet måde, således at begrebet gøres uafhængigt af den materielle ret og udelukkende bestemmes af den kompetencetildelende funktion. Herved kunne man tage udgangspunkt i den hovedydelse, der i hvert tilfælde påhviler en af parterne, eller til den pågældende forpligtelses tyngdepunkt. På denne måde vil man have valgt en metode, der svarer til den, der allerede benyttes i international privatret for at løse spørgsmålet, om hvilken lov der skal anvendes på bestemmelsen af begrebet opfyldelsessted. En sådan ensartet fortolkning vil blive lettere ved en ensartet fortolkning af begrebet opfyldelsessted for hvert enkelt aftalepart.

Ved en sådan fortolkning må det dog bemærkes, at det materielretlige begreb opfyldelsesstedet i visse tilfælde ikke stemmer overens med det procesretlige.

Regeringen for Det forenede Kongerige bemærker, at protokollen af 3. juni 1971, ligesom EØF-traktatens artikel 177, har til formål at nå frem til en ensartet anvendelse af traktaterne på de retlige eller faktiske spørgsmål, der kan opstå for de nationale retter, men ikke at harmonisere den materielle ret i medlemsstaterne, som traktatens bestemmelser finder anvendelse på; i forbindelse med konventionen af 27. september 1968 må man ligesom ved EØF-traktaten klart sondre mellem den almene fortolkning, der falder ind under Domstolens kompetence, og den anvendelse i bestemte, konkrete situationer, der henhører under de nationale retter. Overholdes denne sondring ikke klart, trues medlemsstaternes materielle ret af alvorlige forstyrrelser.

Hvis Domstolen skulle besvare spørgsmålet, om hvor opfyldelsesstedet for en forpligtelse lå på grundlag af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, måtte den rent praktisk behandle dette spørgsmål som et spørgsmål i den materielle kontraktsret, der som sådan skulle anvendes i samtlige medlemsstater. Selv om Domstolens afgørelse kun har til formål at fastlægge domstolskompetencen i medfør af konventionen, er grundlaget for denne kompetence nemlig i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1 en mellem kontraktparterne aftalt opfyldelsesforpligtelse. Da de nationale lovgivninger for tiden er indbyrdes forskellige med hensyn til spørgsmålet om, hvor opfyldelsen skal ske, vil Domstolens afgørelse medføre en ændring af retten i enkelte og måske samtlige medlemsstater; Domstolens afgørelse ville have følger for samtlige aspekter af opfyldelsen af visse kontrakttyper, endog for andre retlige spørgsmål, der direkte eller indirekte har forbindelse med opfyldelsen.

Endvidere vil spørgsmålet om, hvor opfyldelsen skal finde sted, kræve en særskilt besvarelse for hvert enkelt type af kontraktsforhold og må i hvert tilfælde slutteligt forelægges Domstolen. Følgen vil være en alvorlig retsusikkerhed.

I nærværende sag bør Domstolen begrænse sig til at fastlægge den metode, der vil gøre det muligt for de nationale retter selv at finde en passende løsning i de sager, de skal påkende. Det tilkommer de nationale retter at afgøre, hvilke af de forpligtelser, der følger af kontrakten, der er de væsentligste, hvilke forpligtelser, der er genstand for tvisten, og hvor de pågældende forpligtelser skal opfyldes. De nationale retter skal ved bestemmelsen af den på kontrakten anvendelige lov anvende deres egen nationale ret, herunder de internationale privatrelige regler, der er en bestanddel af national ret. Ved på kontrakten at anvende den lov, der således er fasdagt, skal de nationale domstole bestemme arten af de forpligtelser, der følger af kontrakten, samt det sted, hvor disse forpligtelser skal opfyldes. Drejer det sig om en købekontrakt vedrørende løsøre og angår tvisten for den nationale ret sælgerens misligholdelse af pligten til at levere kontraktmæssige varer, bør denne forpligtelses opfyldelsessted bero på de regler, der er bestemmende for leveringsstedet ved salg af løsøre, således som disse fremgår af den på kontrakten anvendelige lov.

En ensartet fortolkning af konventionens artikel 5, nr. 1 og en hensyntagen til den nationale rets bestemmelse af opfyldelsesstedet alene som led i en retssamenlignende undersøgelse forud for en ensartet fællesskabsregel vil have uhensigtsmæssige virkninger. Ganske vist vil de nationale retter ved at anvende deres nationale ret på den måde, Det forenede Kongerige har foreslået, kunne komme til forskellige resultater i sager med samme faktum; der vil derfor fortsat være en vis mangel på ensartethed. Imidlertid vil en større ensartethed i anvendelsen kunne opnås ved vedtagelsen i hele Fællesskabet af ensartede kollisionsnormer for kontraktretlige forpligtelser. Ved antagelsen af den af regeringen for Det forenede Kongerige foreslåede metode vedrørende bestemmelsen af forpligtelsers retlige karakter og deres opfyldelsessted vil de nationale retter i det store flertal af tilfældende komme frem til samme resultat i sager med samme faktiske omstændigheder.

Regeringen for Det forenede Kongerige finder ikke anledning til at udtale sig om spørgsmålet, hvor opfyldelsesstedet for sælgerens forpligtelse i henhold til en kontrakt af den art, der er forelagt Oberlandesgericht Frankfurt, befinder sig. Sælgerens bopæl kan ikke være det mest egnede opfyldelsessted. Den kontraktmæssige forpligtelses opfyldelsessted bør i medfør af konventionens artikel 5, nr. 1 bestemmes af den nationale domstol, hvortil sagen er indbragt, i overensstemmelse med den på kontrakten anvendelige lov; den anvendelige lov bør bestemmes efter de internationale, privatretlige regler i den nationale domstols retssystem.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber anfører, at konventionens artikel 5, nr. 1 skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i artikel 2, stk. 1; konventionen sondrer mellem en almindelig kompetence — sagsøgtes bopæl — og specielle kompetencer — i det foreliggende tilfælde, opfyldelsesstedets værneting — idet valget af kompetent domstol tilkommer sagsøgeren. Ét sådant valg er kun muligt for sagsøgeren, såfremt der ikke i henhold til konventionens artikel 17 er truffet aftale om enekompetence for domstolene i en af de kontraherende stater; det tilkommer Oberlandesgericht Frankfurt at afgøre, om dette er tilfældet i den foreliggende sag.

Hvad angår fortolkningen af artikel 5, nr. 1 må det bemærkes, at konventionen selv ikke indeholder nogen konkret bestemmelse af opfyldelsesstedet. I denne henseende må man undersøge en række omstændigheder: parternes vilje, eventuelt anvendelige, ensartede bestemmelser i international køberet, kollisionsnormerne i lex fori, hvorved der må tages hensyn til at konventionen sigter mod retsenhed på det område, den omhandler.

Hvad angår parternes tilkendegivne eller formodede vilje, står det efter medlemsstaternes retsordener parterne frit for at fastsætte opfyldelsesstedet for deres kontraktmæssige forpligtelser eller i tilfælde af gensidigt bebyrdende aftaler at fastsætte flere opfyldelsessteder. Konventionen anfægter på ingen måde denne partsautonomi.

Hvad angår internationale køb af løsøre, findes er en uniform lov, nemlig Haagkonventionen af 1. juli 1964 om en international købelov om løsøre. Efter Oberlandesgericht Frankfurt finder denneuniforme lov ikke anvendelse på den i hovedsagen omhandlede kontrakt.

Da der endnu ikke i EØF findes nogle ensartede lovkonfliktregler med hensyn til kontraktmæssige forpligtelser, ændrer konventionen af 27. september 1968 på ingen måde det forhold, at det tilkommer den nationale ret efter dens egen lovkonfliktregler at afgøre det præjudicielle spørgsmål, om et opfyldelsessted er fastsat. Efter tysk international privatret bestemmes opfyldelsesstedet efter tysk ret.

Det må dog herved bemærkes, at der i hvert fald efter tysk ret ikke nødvendigvis er et enkelt opfyldelsessted ved gensidig bebyrdende kontrakter.

Konventionen derimod opstiller det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen er opfyldt eller skal opfyldes.

Dette begreb bør for så vidt fortolkes på ensartet måde, således at der i de enkelte tilfælde kun tages hensyn til kontraktens hovedforpligtelse med udelukkelse af de biforpligtelser eller afledede forpligtelser, der f.eks. kan opstå ved misligholdelsen af hovedforpligtelsen. På denne måde undgås det, at der for de enkelte forpligtelser, der påhviler en part, skal fastsættes et opfyldelsessted i medfør af én stats internationale privatret eventuelt med den følge, at der er flere opfyldelsessteder og følgelig flere værneting.

For denne fortolkning taler konventionens formål, nemlig at bidrage til den europæiske rets enhed og følgelig at behandle sammenhængende sager ved en enkelt domstol.

Det stillede spørgsmål bør følgelig besvares som følger:

Artikel 5, nr. 1 i konventionen af 27. september 1968 bør hvad angår bestemmelser af det sted, hvor den forpligtelse der ligger til grund for sagen er opfyldt eller skal opfyldes fortolkes således, at der i første række skal lægges vægt på parternes vilje, i anden række på internationale konventioner om spørgsmålet og sluttelig på de nationale kollisionsnormer. For så vidt disse sidstnævnte er afgørende, skal der tages hensyn til, at der så vidt muligt kun fastsættes et enkelt opfyldelsessted for samtlige de forpligtelser, der påhviler en af kontraktsparterne. I denne henseende er det nærliggende at antage det sted, hvor den hovedforpligtelse, hvis misligholdelse giver anledning til tvisten, er opfyldt eller skal opfyldes.

I retsmødet den 30. juni 1976 har appellanten Tessili, repræsenteret af Dieter Helm, advokat i Frankfurt/Main, indstævnte Dunlop, repræsenteret af Peter Toelle, advokat i Frankfurt/Main, regeringen for Det forenede Kongerige, repræsenteret af Peter Scott, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent, Rolf Wägenbaur, afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 15. september 1976.