|
14.7.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 225/15 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1020
af 13. juli 2020
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 801/2014
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 af 16. april 2014 om oprettelse af en asyl-, migrations- og integrationsfond (1), særlig artikel 17, stk. 8,
efter høring af Udvalget vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 2, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 801/2014 (2) skal de pågældende personer for at være berettiget til det yderligere beløb rent faktisk være genbosat fra begyndelsen af den pågældende periode og op til seks måneder efter periodens afslutning. |
|
(2) |
Medlemsstaternes EU-genbosættelsesindsats er imidlertid blevet påvirket af covid-19-pandemien på en hidtil uset måde. På grund af krisen har medlemsstaterne måttet sætte deres genbosætningsaktiviteter i bero og indføre restriktioner for indrejse på deres område. |
|
(3) |
Desuden har FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM), der er medlemsstaternes centrale partnere med hensyn til genbosætning, suspenderet deres aktiviteter midlertidigt i lyset af covid-19-pandemien. Under de nuværende omstændigheder er det på grund af de rejseforbud, mange første asyllande har udstedt, endvidere ikke muligt for medlemsstaterne at foretage besøg med henblik på genbosættelse. |
|
(4) |
Covid-19-pandemien har alvorlige konsekvenser ikke blot for gennemførelsen af løfterne om genbosætning, men også for absorptionskapaciteten inden for rammerne af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden. |
|
(5) |
For at opfylde medlemsstaternes stærke engagement i genbosættelsesaktioner er det nødvendigt at sikre, at den tilhørende finansielle støtte anvendes på en fleksibel og effektiv måde. |
|
(6) |
Til dette formål bør gennemførelsesfristen for genbosættelsesperioden for 2018, 2019 og 2020 forlænges fra den 30. juni 2021 til den 31. december 2021. |
|
(7) |
Irland er bundet af forordning (EU) nr. 516/2014, og denne forordning er derfor bindende for Irland. |
|
(8) |
Det Forenede Kongerige er bundet af forordning (EU) nr. 516/2014, og denne forordning er derfor bindende for Det Forenede Kongerige. I henhold til artikel 138 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (3) finder gældende EU-ret, herunder reglerne om finansielle korrektioner og regnskabsafslutning, fortsat anvendelse på Det Forenede Kongerige efter den 31. december 2020, indtil afslutningen af disse EU-programmer og -aktiviteter. |
|
(9) |
Danmark hverken bundet af forordning (EU) nr. 516/2014 eller af nærværende forordning. |
|
(10) |
I betragtning af situationens hastende karakter i forbindelse med covid-19-pandemien bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(11) |
Gennemførelsesforordning (EU) nr. 801/2014 bør derfor ændres — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 801/2014 affattes således:
»1. For at være berettiget til det yderligere beløb skal de pågældende rent faktisk være genbosat fra begyndelsen af den pågældende periode og op til seks måneder efter periodens afslutning. Imidlertid gælder det for den i artikel 1, stk. 1, litra c), nævnte genbosættelsesperiode, at de pågældende personer rent faktisk skal være genbosat fra begyndelsen af den periode og op til tolv måneder efter periodens afslutning.
Medlemsstaterne opbevarer de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage en passende identificering af de genbosatte personer og fastslå datoen for deres genbosættelse.
For personer, som falder ind under de prioriterede kategorier og grupper af personer, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning (EU) nr. 516/2014, opbevarer medlemsstaterne også dokumentation for, at de tilhører den relevante prioriterede kategori eller gruppe af personer.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2020.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 150 af 20.5.2014, s. 168.
(2) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 801/2014 af 24. juli 2014 om fastlæggelse af tidsplanen og andre gennemførelsesbetingelser for mekanismen for tildeling af midler inden for rammerne af EU's genbosættelsesprogram under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (EUT L 219 af 25.7.2014, s. 19).