97/667/EF: Kommissionens beslutning af 8. oktober 1997 om en dispensationsanmodning fra Belgien i henhold til artikel 8, stk. 2, litra c, i Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (Kun den franske og nederlandske udgave er autentisk)
EF-Tidende nr. L 285 af 17/10/1997 s. 0037 - 0037
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 8. oktober 1997 om en dispensationsanmodning fra Belgien i henhold til artikel 8, stk. 2, litra c, i Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (Kun den franske og nederlandske udgave er autentisk) (97/667/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/79/EF (2), særlig artikel 8, stk. 2, litra c, og ud fra følgende betragtninger: Belgien har den 14. august 1996 afsendt en dispensationsanmodning, som Kommissionen har modtaget den 20. august 1996, og som var ledsaget af en rapport med det i nævnte artikel 8, stk. 2, litra c, krævede indhold; anmodningen omhandlede montering af en type af en baklygte på en køretøjstype; den pågældende baklygte opfylder bestemmelserne i ECE-regulativ nr. 23 og monteres efter forskrifterne i ECE-regulativ nr. 48; ifølge den fremførte begrundelse kan bestemmelserne i Rådets direktiv 77/539/EØF af 28. juni 1977 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om baklygter på motordrevne køretøjer og på påhængskøretøjer dertil (3), og i Rådets direktiv 76/756/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om montering af lygter og lyssignaler på motordrevne køretøjer og påhængsvogne dertil (4), senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/28/EF (5), ikke opfyldes af sådanne baklygter og monteringen af dem, hvilket er korrekt; beskrivelserne af prøver og prøveresultater samt overensstemmelsen med regulativ nr. 23 og 48 garanterer imidlertid, at sikkerhedsniveauet er tilfredsstillende; de pågældende EF-direktiver vil blive ændret, således at sådanne baklygter kan produceres og monteres; foranstaltningen i nærværende beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for tilpasning til den tekniske udvikling, som er nedsat ved direktiv 70/156/EØF - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Den anmodning, som Belgien har indgivet vedrørende dispensation for produktion af en type af baklygte af kategori ECE S3 som nævnt i ECE-regulativ nr. 23 og montering af en sådan lygte efter forskrifterne i ECE-regulativ nr. 48 på den køretøjstype, den er bestemt for, imødekommes. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien. Udfærdiget i Bruxelles, den 8. oktober 1997. På Kommissionens vegne Martin BANGEMANN Medlem af Kommissionen (1) EFT L 42 af 23. 2. 1970, s. 1. (2) EFT L 18 af 21. 1. 1997, s. 7. (3) EFT L 220 af 29. 8. 1977, s. 72. (4) EFT L 262 af 27. 9. 1976, s. 1. (5) EFT L 171 af 30. 6. 1997, s. 1.