Retten fastslog i den appellerede dom, at grundforordningens artikel 2, stk. 11, sammenholdt med antidumpingaftalens artikel 2.4.2, foreskriver, at institutionerne, når de fastsætter dumpingmargenerne, kun sammenligner den normale værdi med transaktioner, der er sammenlignelige med denne. Ifølge henvisningen i de pågældende regler til bestemmelserne om en rimelig sammenligning er institutionerne forpligtet til »så vidt muligt« at gøre transaktionerne sammenlignelige ved at foretage justeringer. Endvidere kræves det ikke i bestemmelserne, at sammenligningen er den »mest rimelige«, blot at den er »rimelig«  39 – Den appellerede doms præmis 37, 40 og 61. .

I den foreliggende sag kunne alle typer af den pågældende vare ifølge Retten sidestilles med det »samme« produkt og kunne dermed betragtes som sammenlignelige. Dette var imidlertid ikke automatisk tilfældet med prisen på visse typer af den pågældende vare, nemlig prisen på produkter, der blev eksporteret af kinesiske eksporterende producenter, og som den indiske producent ikke fremstillede. Den manglende salgspris i Indien for disse typer af den pågældende vare, selv om det er tilsvarende varer, har således forhindret en sammenligning for nævnte typer i forbindelse med beregning af dumpingmargenerne  40 – Den appellerede doms præmis 63. .

Retten undersøgte dernæst de forskellige metoder, der er fastsat i grundforordningen, og som eventuelt kunne have gjort det muligt for institutionerne at opnå den normale værdi for de typer af den pågældende vare, der ikke blev fremstillet af den indiske producent. Selv om disse metoder kunne anses for at være anvendelige, ville de ifølge Retten ikke have garanteret en mere rimelig sammenligning end den, som institutionerne har foretaget  41 – Den appellerede doms præmis 67-84. . Retten forkastede ligeledes appellanternes argumenter om den repræsentative karakter af de dumpingmargener, der blev beregnet for alle typer af den pågældende vare, der blev eksporteret  42 – Jf. specifikt den appellerede doms 81-83. . På baggrund af denne analyse konkluderede Retten, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udelukke eksporttransaktioner vedrørende de typer af den pågældende vare, for hvilke producentens salgspris i referencelandet ikke forelå, fra beregningen af dumpingmargenen.

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten fortolkede grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2 urigtigt. Disse to bestemmelser skal fortolkes således, at de foreskriver, at al eksport af den pågældende vare, som defineret ved undersøgelsens start, skal indgå i sammenligningen med henblik på beregning af dumpingmargenen. Denne margen skal nemlig vedrøre det produkt, der er omfattet af undersøgelsen i dens helhed. Endvidere gør status som land uden markedsøkonomi det ikke muligt at fravige reglerne for beregning af dumpingmargenen.

For det andet har Retten blandet forpligtelserne vedrørende beregning af dumpingmargenen og forpligtelserne vedrørende en rimelig sammenligning sammen. Ved undersøgelsen af, om de forskellige løsninger, der muliggør en sammenligning af alle eksporttransaktionerne, var »rimelige« eller ej, begrænsede Retten for det første angiveligt forpligtelserne i forbindelse med beregning af dumpingmargenen til blot at omfatte de forpligtelser, der vedrørte en rimelig sammenligning. For det andet skulle dumpingmargenens overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, ikke vurderes på grundlag af udtrykket »sammenlignelige priser«  43 – Appellanterne har henvist til den appellerede doms præmis 61. , men på grundlag af udtrykket »sammenlignelige transaktioner«. Appellanterne har ligeledes bestridt Rettens anvendelse af udtrykket »så vidt muligt«  44 – Den appellerede doms præmis 40 og punkt 45 i nærværende forslag til afgørelse. .

For det tredje er Rettens analyse under alle omstændigheder fejlagtig. Ifølge appellanterne drejer det sig ikke om at fastslå, at en fremgangsmåde er mere rimelig end en anden, men om at den anvendte fremgangsmåde er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2. Det påhviler institutionerne, og ikke de berørte parter, at sikre, at disse bestemmelser overholdes. Udtrykket »repræsentativitet« er irrelevant, da det ikke er nævnt hverken i grundforordningen eller i antidumpingaftalen. Under alle omstændigheder har appellanterne godtgjort, at de eksporttransaktioner, som EU-institutionerne har anvendt, ikke er repræsentative for deres vedkommende.

Institutionerne har bestridt appellanternes klagepunkter. Kommissionen har først og fremmest anført, at det første anbringende skal afvises og desuden er uvirksomt, idet appellanterne har anfægtet bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og ikke har identificeret en retlig fejl. Ifølge Kommissionen udgør den af appellanterne foreslåede fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2 en fordrejning af ånden og indholdet i antidumpingaftalens artikel 2.4, som er »gennemsyret« af princippet om en »rimelig sammenligning«, der er det princip, der har forrang. Rådet er af den opfattelse, at det klart fremgår af formuleringen af grundforordningen og antidumpingaftalen, at kravet om en rimelig sammenligning har forrang for forpligtelsen til at beregne dumpingmargenen på grundlag af alle eksporttransaktionerne. Ifølge institutionerne er den retspraksis og de rapporter fra tvistbilæggelsesorganets appelorgan, som appellanterne har påberåbt sig, ikke relevante, da de vedrører spørgsmålet om nulstilling, hvilket på ingen måde gør sig gældende i de foreliggende sager. Det fremgår derimod af fortolkningen fra tvistbilæggelsesorganets appelorgan af antidumpingaftalens artikel 2.4.2, at udtrykket »sammenlignelige« har stor betydning for sikring af en »rimelig sammenligning«. Det fremgår endvidere af retspraksis, at udtrykket repræsentativitet er relevant.

Dette anbringende vedrører rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler institutionerne, når de fastlægger eksistensen af dumpingmargenen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11.

De af appellanterne fremsatte klagepunkter vedrører fortolkningen af denne bestemmelse i den appellerede dom – gengivet i punkt 45 og 46 i nærværende forslag til afgørelse – på grundlag af hvilken Retten i den foreliggende sag begrundede udelukkelsen af visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen.

For det første skal det bemærkes, at det første anbringende ikke bør afvises i sin helhed og heller ikke er uvirksomt i modsætning til, hvad Kommissionen har anført.

Dels fremgår det efter min opfattelse klart af sammenfatningen af appellanternes argumenter  45 – Jf. punkt 48-50 i nærværende forslag til afgørelse. , at appellanterne har foreholdt Retten retlige fejl, der følger af en angivelig forkert fortolkning af grundforordningens og antidumpingaftalens bestemmelser vedrørende beregning af dumpingmargenen og en rimelig sammenligning. Der er tale om retlige spørgsmål, der kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel.

Dels er anbringendet heller ikke uvirksomt. Såfremt Domstolen ved at tage dette anbringende til følge måtte fastslå, at Rettens fortolkning af de pågældende bestemmelser i grundforordningen og antidumpingforordningen er fejlagtig, er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl, der vil medføre, at den skal ophæves.

Hvad angår realitetsbehandlingen af appellanternes forskellige klagepunkter skal det først og fremmest bemærkes, som Retten med føje har anført, at det fremgår af fast retspraksis, at EU-institutionerne har et vidt skøn inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge  46 – Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning. Jf. bl.a. dom af 7.4.2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Rådet og Rådet mod Hubei Xinyegang Steel (C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). .

Det fremgår nærmere bestemt af retspraksis, at gennemførelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, særlig valget mellem forskellige fremgangsmåder for beregning af dumpingmargenen, kræver, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske omstændigheder  47 – Jf. dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 41). .

Selv om institutionerne har en skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, skal denne beføjelse imidlertid udøves på en måde, der er forenelig med det regelsæt, der indførtes ved nævnte forordning. To særlige krav, der følger af dette regelsæt, forekommer mig at være relevante i den foreliggende sammenhæng.

For det første skal det bemærkes, at antidumpingregelsættet vedrører en dumpingvare. Selve definitionen af dumping i grundforordningens artikel 1, stk. 2, henviser til en »dumpingvare«  48 – I henhold til denne bestemmelse anses en vare for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Unionen er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet. .

Det er således ikke tilfældigt, at en af de første ting, institutionerne gør, når de skal gennemføre antidumpingundersøgelser, er at definere den vare, der er omfattet af undersøgelsen. Denne definition skal hjælpe ved udarbejdelsen af listen over de varer, hvis import til EU er omfattet af en antidumpingundersøgelse, og som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold  49 – Jf. i denne forbindelse Rettens faste praksis, der er nævnt i punkt 46 i forslag til afgørelse fra generaladvokat Wathelet i sag Portmeirion Group (C-232/14, EU:C:2015:583). . Det er ligeledes på grundlag af denne definition, at »samme vare« i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4, identificeres.

Når institutionerne har defineret den pågældende vare, skal de imidlertid behandle denne vare på en sammenhængende måde under hele undersøgelsen i overensstemmelse med denne definition  50 – Jf. i denne henseende for så vidt angår antidumpingaftalens artikel 2.4.2, punkt 53 i rapporten fra WTO’s appelorgan af 1.3.2001 »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien« (DS141/AB/R). .

Det følger navnlig heraf, at institutionerne, når de konstaterer dumpingmargener, skal fastlægge disse med hensyn til den pågældende vare, sådan som den er defineret i forbindelse med undersøgelsen, og mere specifikt med hensyn til denne vare som helhed  51 – Jf. i denne henseende forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger i sagen Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2006:236, punkt 159 og 163). Dette følger i øvrigt af selve definitionen af dumpingmargenen, som i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 12, udgøres af det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen. Eksportprisen defineres imidlertid i artikel 2, stk. 8, som den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Unionen. Endvidere henvises der i flere rapporter fra WTO’s appelorgan vedrørende fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 til kravet om, at den pågældende vare skal betragtes i sin helhed. Jf. i denne forbindelse f.eks. punkt 51 og 53 i rapport fra WTO’s appelorgan af 1..3.2001 »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien« (DS141/AB/R) og punkt 98 og 99 i rapport fra WTO’s appelorgan af 11.8.2004 »United States – Final Dumping Determination on Softwood Lumber from Canada« (DS264/AB/R). . De kan ikke først definere den vare, der er omfattet af undersøgelsen, på en bestemt måde og dernæst beregne dumpingmargenerne på en måde, der ikke stemmer helt overens med denne definition.

Dette betyder ikke, at det er institutionerne forbudt, hvis de finder det hensigtsmæssigt i forbindelse med beregning af dumpingmargenen, at opdele den pågældende vare i typer eller modeller og foretage multisammenligninger. Kravet om en sammenhængende behandling af varen under undersøgelsen indebærer, at det er nødvendigt, at resultaterne af alle disse sammenligninger tages i betragtning, og at dumpingmargenerne fastsættes for hele den pågældende vare som helhed  52 – Hvad angår antidumpingaftalens artikel 2.4.2 jf. punkt 80, 98 og 99 i rapport fra WTO’s appelorgan af 11.8.2004 »United States – Final Dumping Determination on Softwood Lumber from Canada« (DS264/AB/R). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547) ikke satte spørgsmålstegn ved anvendelsen af metoden med multisammenligning i EU-retten. .

For det andet fremgår det af selve ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, at fastsættelsen af dumpingmargenerne er underlagt et krav om, at disse margener skal afspejle det reelle omfang af den dumping, der finder sted  53 – Det følger således af denne bestemmelse, at de heri omhandlede to symmetriske beregningsmetoder skal gøre det muligt at afspejle det reelle omfang af den dumping, der finder sted, og at det kun er, hvis dette ikke er tilfældet (og hvis eksportprismønstret er forskelligt for forskellige købere, regioner eller perioder), at institutionerne kan anvende den asymmetriske beregningsmetode. Jf. i denne forbindelse dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet (C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 49) samt punkt 73 ff. i forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs i samme sag (EU:C:2002:253). .

Institutionerne skal således i forbindelse med udøvelsen af deres skønsbeføjelse ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, anvende metoderne til beregning af dumpingmargenerne på en sådan måde, at disse margener, sådan som de fastsættes, afspejler det reelle omfang af den dumping, der finder sted  54 – Jf. i denne henseende forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger i sagen Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2006:236, punkt 154). .

En fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, som den, Retten valgte i den appellerede dom, og som giver institutionerne mulighed for ved beregningen af dumpingmargenen at udelukke visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare som defineret i forbindelse med undersøgelsen, samtidig med at de har mulighed for at anvende de således beregnede dumpingmargener på alle typer af den pågældende vare, kan dog efter min opfattelse medføre en tilsidesættelse af de to krav, der er nævnt i punkt 62 og 63 og punkt 65 og 66 i nærværende forslag til afgørelse.

For det første gælder, at såfremt visse typer af den pågældende vare ikke indgår i beregningen af dumpingmargenerne, beregnes disse margener således kun for en del af den pågældende vare og ikke for denne vare i sin helhed som defineret i forbindelse med undersøgelsen.

For det andet gælder, at ved ikke at medtage eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare ved beregningen af dumpingmargenerne, kan institutionerne hverken tage hensyn til eller måle den indvirkning, som disse transaktioner har på beregningen af de samlede dumpingmargener. Det følger heraf, at disse margener på denne måde muligvis ikke afspejler det reelle omfang af den dumping, der finder sted.

Konklusionen om, at institutionerne ikke kan udelade visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenerne, bekræftes endvidere for det første af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, for det andet af Domstolens praksis og for det tredje af fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 på WTO-plan.

For det første fremgår det udtrykkeligt af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, at forekomsten af dumpingmargener i forbindelse med den første symmetriske metode påvises på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Unionen. En sådan formulering åbner ikke mulighed for at udelukke visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen.

For det andet kritiserede Domstolen i Ikea Wholesale-dommen  55 – Dom at 27.9.2007, C-351/04, EU:C:2007:547. Rådet for, »at den samlede dumpingmargen ikke blev fastsat på grundlag af sammenligninger, der fuldstændigt afspejlede alle sammenlignelige eksportpriser«  56 – Jf. dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 56). Min fremhævelse. .

For det tredje har appelorganet ved fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 udtrykkeligt fastslået, at forekomsten af dumpingmargener for den pågældende vare skal godtgøres »på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne i forbindelse med alle sammenlignelige eksporttransaktioner ‐ dvs. alle transaktioner vedrørende alle modeller eller typer af den vare, der er omfattet af undersøgelsen«  57 – Jf. punkt 55 og 58 i rapporten fra WTO’s appelorgan af 1.3.2001 »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien« (DS141/AB/R). Min fremhævelse. .

Disse henvisninger til såvel ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, som Domstolens praksis og appelorganets afgørelser i de sager, der vedrører lovligheden af den såkaldte metode med »nulstilling«  58 – I henhold til den såkaldte metode med nulstilling nulstiller institutionerne, når de fastsætter den samlede dumpingmargen, alle de negative dumpingmargener, dvs. de margener, der er fastsat for den pågældende vare, og for hvilke eksportprisen er højere end den normale værdi. Jf. i denne forbindelse dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 53 og 54) og den appellerede doms præmis 88. , kræver en præcisering i to henseender.

Den første præcisering vedrører Rettens fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11. Retten har således fortolket denne bestemmelse på baggrund af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 og i lyset af forpligtelsen til at foretage en »rimelig sammenligning« fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 10, og i antidumpingaftalens artikel 2.4.

Ifølge Retten fremgår det i det væsentlige af alle disse bestemmelser, at institutionerne ikke skal sammenligne den normale værdi og prisen i forbindelse med alle eksporttransaktioner vedrørende den pågældende vare, men udelukkende alle »de transaktioner, der er sammenlignelige med denne«  59 – Jf. den appellerede doms præmis 40. Min fremhævelse. . I den foreliggende sag var eksporttransaktionerne vedrørende de typer af den pågældende vare, for hvilke der ikke hos den indiske producent fandtes nogen tilsvarende vare og dermed sammenlignelige (salgs)priser, ifølge Retten ikke sammenlignelige transaktioner. Da der ikke findes nogen metode, der ville have garanteret en mere rimelig sammenligning end den, som institutionerne har foretaget, var det således lovligt at udelukke disse transaktioner fra beregningen af dumpingmargenen.

Det skal dog i denne forbindelse for det første bemærkes, som det fremgår af punkt 73 i nærværende forslag til afgørelse, at alle transaktioner vedrørende hver enkelt type af den pågældende vare i forbindelse med anvendelsen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 – i lyset af hvilken Retten har fortolket grundforordningens artikel 2, stk. 11 – skal betragtes som »sammenlignelige eksporttransaktioner«  60 – Jf. henvisningen i fodnote 57 i nærværende forslag til afgørelse. . Hvis alle typer af den pågældende vare som defineret i løbet af undersøgelsen kan betragtes som samme vare, fremgår det af det i punkt 62 i nærværende forslag til afgørelse nævnte krav om en sammenhængende behandling af den pågældende vare (og af samme vare), at alle disse typer nødvendigvis må anses for at være sammenlignelige, og at alle de transaktioner, der vedrører disse typer, således er sammenlignelige, til trods for manglende oplysninger om priserne i forbindelse med nogle af disse transaktioner.

Såfremt institutionerne ikke er i besiddelse af oplysninger om priserne (i eksportlandet eller i givet fald i et referenceland) på visse typer af den pågældende vare, har de to valgmuligheder: De kan enten indskrænke rækkevidden af definitionen af den pågældende vare ved at udelukke de typer af varen, for hvilke der ikke findes en sammenlignelig pris  61 – Jf. i denne henseende forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger i sagen Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2006:236, punkt 168). , eller de kan beregne den normale værdi for disse typer af den pågældende vare, således at de ligeledes kan tage eksporttransaktioner vedrørende disse varer i betragtning ved fastsættelsen af dumpingmargenerne.

For det andet er det korrekt, at i henhold til den henvisning til grundforordningens artikel 2, stk. 10, der er indeholdt i samme forordnings artikel 2, stk. 11  62 – Antidumpingaftalens artikel 2.4.2 henviser ligeledes til samme aftales artikel 2.4. , omfatter forpligtelsen til at foretage en rimelig sammenligning ligeledes bestemmelse af, om der foreligger dumpingmargener. Dette indebærer dog på ingen måde, at denne forpligtelse kan fortolkes således, at den begrænser rækkevidden af definitionen af den pågældende vare eller forpligtelsen til i forbindelse med fastsættelse af dumpingmargenerne at tage hensyn til den samlede eksportmængde til EU  63 – Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at tvistbilæggelsesorganets appelorgan udtrykkeligt har fastslået, at »en sammenligning mellem en eksportpris og en normal værdi, der ikke tager behørigt hensyn til priserne i forbindelse med alle sammenlignelige eksporttransaktioner […] ikke er en »rimelig sammenligning« mellem en eksportpris og en normal værdi, som det kræves i stk. 2.4. og punkt 2.4.2«. Jf. punkt 55 i rapporten af 1.3.2001 »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien« (DS141/AB/R). . Desuden er der intet grundlag i grundforordningens artikel 2, stk. 10, for at udlede begrebet »en mere rimelig sammenligning«, som Retten baserede en stor del af sin argumentation på  64 – Jf. i denne forbindelse den appellerede doms præmis 84. .

Den anden præcisering vedrører Rettens udtrykkelige udelukkelse af relevansen af metoden med nulstilling i den foreliggende sag  65 – Jf. den appellerede doms præmis 85-89. .

Retten forkastede mere specifikt relevansen af Ikea Wholesale-sagen, i hvilken sag institutionerne havde anvendt en sådan metode, idet den fastslog, at »i den foreliggende sag kan det ikke lægges til grund, at dumpingmargenen ikke er blevet beregnet på grundlag af en væsentlig repræsentation af de forskellige typer af den pågældende vare, således at den ikke afspejler alle de sammenlignelige eksportpriser«  66 – Jf. den appellerede doms præmis 85. . Retten fastslog dernæst, at det i den foreliggende sag til forskel fra tilfælde med anvendelse af metoden med nulstilling ‐ hvor der i forbindelse med sammenligningen med henblik på fastsættelse af dumpingmargenerne var blevet set bort fra alle de typer af den pågældende vare, for hvilke der var fastslået en negativ dumpingmargen ‐ ikke var muligt at fastslå, at den fremgangsmåde, som institutionerne har valgt, pustede resultatet af beregningen af dumpingmargenen op  67 – Jf. den appellerede doms præmis 88. .

I den foreliggende sag finder jeg ikke, at det er muligt helt at udelukke relevansen af retspraksis og af tvistbilæggelsesorganets afgørelser vedrørende anvendelsen af metoden med nulstilling, sådan som Retten har gjort. De nævnte tilfælde og den foreliggende sag har mange lighedspunkter for så vidt som de alle vedrører den manglende hensyntagen – med henblik på fastsættelse af dumpingmargenerne – til en del af eksporttransaktionerne vedrørende den pågældende vare, sådan som den er blevet defineret i løbet af undersøgelsen. I forbindelse med sagerne vedrørende metoden med nulstilling var der tale om transaktioner, i forbindelse med hvilke sammenligningen mellem deres pris og den normale pris havde givet anledning til en negativ dumpingmargen. I den foreliggende sag er der tale om transaktioner vedrørende de typer af varen, for hvilke institutionerne ikke var i besiddelse af oplysninger om salgsprisen. Forskellen mellem de to typer af tilfælde ligger netop i den omstændighed, at de pågældende transaktioners indvirkning på fastsættelsen af dumpingmargenerne i det første tilfælde er blevet fordrejet, mens disse eksporttransaktioners indvirkning på fastsættelsen af dumpingmargenerne i den foreliggende sag ganske enkelt er blevet ignoreret, fordi de er blevet udelukket.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en sådan forskel skulle bevirke, at der skal ses bort fra de principper, der kommer til udtryk i disse afgørelser vedrørende fastsættelse af dumpingmargener – og specifikt kravet om, at der i forbindelse med denne fastsættelse tages hensyn til hele eksporten af den pågældende vare – således at de ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

Hvad angår argumentet om dumpingmargenernes repræsentativitet, sådan som de blev beregnet for alle typer af den pågældende vare  68 – Jf. i denne forbindelse den appellerede doms præmis 81-84. , skal det bemærkes, at selv om disse margener var repræsentative for de fem mest solgte typer af varen, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 81, så ændrer dette ikke ved den omstændighed, at institutionerne ved at udelukke visse eksporttransaktioner fra beregningen af nævnte margener har undladt at tage hensyn til den pågældende vare i sin helhed og at beregne nævnte margener under hensyntagen til prisen i forbindelse med hele eksporten af denne vare til EU i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11  69 – I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er jeg i denne forbindelse ikke af den opfattelse, at det er muligt at udlede af den omstændighed, at Domstolen i præmis 56 i dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547), gengivet i punkt 72 i nærværende forslag til afgørelse, anvendte ordene »fuldstændigt afspejlede«, at Domstolen har ønsket at tiltræde en fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, som i strid med selve bestemmelsens ordlyd gør det muligt at fastsætte dumpingmargenen under udelukkelse af visse eksporttransaktioner vedrørende den pågældende vare. .

Det er endvidere ubestridt, at henholdsvis 38% og 43% af de to appellanters salg i den foreliggende sag ikke er blevet taget i betragtning ved beregningen af dumpingmargenerne, således at disse margeners repræsentativitet for så vidt angår de to appellanter i det mindste er tvivlsom, og man kan spørge sig selv, om det i nærværende forslag til afgørelses punkt 65 og 66 nævnte krav om, at dumpingmargenen skal afspejle det reelle omfang af den dumping, der finder sted, i det mindste for appellanternes vedkommende er blevet overholdt  70 – I en sådan sammenhæng kan Retten ikke afhjælpe konstateringen af dumpingmargenerne på en måde, der ikke er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, ved at anføre, at appellanterne har hævdet, »at den beregnede dumpingmargen ville have været væsentligt forskellig fra den i den omtvistede forordning fastsatte dumpingmargen, hvis der var blevet taget hensyn til alle typerne af varen« (jf. den appellerede doms præmis 83 in fine). Henset til den omstændighed, at oplysningerne vedrørende beregningen af den normale værdi forblev fortrolige, ville det i den foreliggende sag have været praktisk taget umuligt at føre bevis for en sådan omstændighed (jf. punkt 117 ff. i nærværende forslag til afgørelse). Det er på grundlag af det ovenstående, at argumentet, som er baseret på denne præmis i den appellerede dom, om, at det første anbringende, som Kommissionen fremsatte under retsmødet, er uvirksomt, ligeledes skal forkastes. .

Hvad angår sluttelig Rettens bemærkning i den appellerede doms præmis 89 om, at anvendelsen af metoden med et referenceland kan give anledning til yderligere vanskeligheder, skal det bemærkes, at intet i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), eller de i denne bestemmelse fastsatte mål  71 – Jf. punkt 99 og 100 ovenfor og den i fodnote 79 i nærværende forslag til afgørelse nævnte retspraksis. , kan begrunde, at den fortolkes således, at den skulle begrænse den i nævnte forordnings artikel 2, stk. 11, omhandlede forpligtelse til ved beregning af dumpingmargenen at tage hensyn til hele eksporten til EU af den pågældende vare som defineret i forbindelse med undersøgelsen.

Henset til det ovenstående og af de anførte årsager er jeg af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udelukke eksporttransaktionerne vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen, og at den omtvistede forordning dermed hverken tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 11, eller antidumpingaftalens artikel 2.4.2. Jeg foreslår således, at det første appelanbringende tages til følge.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at institutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, og antidumpingaftalens artikel 2.4, idet de har nægtet at imødekomme appellanternes anmodninger om justeringer på grundlag dels af de forskelle, der er mellem appellanternes produktionsomkostninger og den indiske producents omkostninger  72 – Appellanterne har specifikt nævnt den indiske producents omkostninger til adgang til råmateriale og omkostninger i tilknytning til anvendelsen af supplerende produktionsmetoder (selvgenereret energi). , dels af forskelle i effektivitet ved forbrug og produktivitet  73 – Appellanterne har henvist til forskellene i forbrug (i mængder og ikke i værdi) af råmaterialer, i elforbrug (i mængder og ikke i værdi) og i arbejdstagernes produktivitet mellem dem selv og den indiske producent. .

Med det andet anbringendes tredje led har appellanterne foreholdt Retten, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, antidumpingaftalens artikel 2.4 samt princippet om god forvaltningsskik.

Appellanterne har henvist til den appellerede doms præmis 112, i hvilken Retten forkastede deres klagepunkt om, at institutionerne havde tilsidesat deres forpligtelser til at anføre, hvilke oplysninger der var nødvendige for at kunne anmode om justeringer, og til ikke at pålægge appellanterne en urimelig bevisbyrde.

Appellanterne har gjort gældende, at den omstændighed, som Retten fremhævede, at de har kunnet forstå årsagerne til afvisningen af deres anmodninger om justering, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt de er blevet pålagt en urimelig bevisbyrde. Endvidere havde institutionerne på den ene side betragtet alle oplysningerne om producenten i referencelandet som fortrolige, mens de på den anden side havde krævet af appellanterne, at de påviste, at den indiske producent havde taget hensyn til de angivelige forskelle i sine priser. Uden adgang til den indiske producents oplysninger er det imidlertid umuligt at løfte en sådan bevisbyrde.

Dette led vedrører problemet med at forene disse to krav, der under visse omstændigheder kan anses for at være modstridende. Det drejer sig dels om at bevare fortroligheden af informationer om de virksomheder, der accepterer at samarbejde med institutionerne i forbindelse med antidumpingundersøgelser. Et sådant krav er særlig vigtigt i forbindelse med anvendelse af metoden med et referenceland, hvor institutionerne generelt baserer sig på de informationer, de får fra de virksomheder i referencelandet, der samarbejder i forbindelse med undersøgelsen. En manglende hensyntagen til dette krav risikerer at bringe muligheden for at gennemføre sådanne undersøgelser i alvorlig fare. Dels står kravet om, at de parter, der fremsætter anmodninger om justeringer, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, skal kunne råde over de informationer, der er nødvendige for at begrunde deres anmodninger, i modsætning til dette krav  83 – Jf. punkt 96 og 97 i nærværende forslag til afgørelse og den i fodnote 78 i nærværende forslag til afgørelse nævnte retspraksis. .

Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, at antidumpingaftalens artikel 2.4 præciserer, at »[m]yndighederne tilkendegiver over for de pågældende parter, hvilke oplysninger der er nødvendige for at sikre en rimelig sammenligning, og de undlader i den forbindelse at pålægge nævnte parter en urimelig bevisbyrde«.

Tvistbilæggelsesorganets appelorgan præciserede i sin rapport af 28. juli 2011 – nævnt i nærværende forslag til afgørelses punkt 7, 40 og 41 – vedrørende »De Europæiske Fællesskaber – De endelige antidumpingforanstaltninger vedrørende visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina«, at denne bestemmelse foreskriver, at myndighederne med ansvar for undersøgelsen meddeler parterne de informationer, som anmodningerne om justeringer måtte indeholde, således at de berørte parter kan fremsætte sådanne anmodninger  84 – Punkt 489 i appelorganets rapport »EF – skruer, bolte, møtrikker og lignende varer (Kina)«. .

Det må i denne forbindelse konstateres, at ovennævnte krav, der udtrykkeligt er fastsat i antidumpingaftalens artikel 2.4, ikke er udtrykkeligt gengivet i ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 10. Jeg er dog af den opfattelse, at de følger af en fortolkning af denne bestemmelse i lyset af antidumpingaftalens artikel 2.4, og at de under alle omstændigheder hænger sammen med retten til god forvaltning, der er sikret ved artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder  85 – Jf. i denne retning dom af 8.7.2008, Huvis mod Rådet (T-221/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:258, præmis 77). .

I modsætning til, hvad der gør sig gældende i en almindelig antidumpingundersøgelse, opnås oplysningerne om den normale værdi i forbindelse med en undersøgelse, i hvilken den normale værdi fastsættes på grundlag af prisen hos en producent i et referenceland, imidlertid fra en tredjepart og vedrører et andet land end det land, hvor de eksporterende producenter, der er omfattet af undersøgelsen, er etableret. For så vidt som de eksporterende producenter ikke har adgang til disse informationer, er det vanskeligt for dem at få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, hvilke justeringer institutionerne kan anmodes om at foretage for at tage hensyn til eventuelle forskelle, der berører sammenligneligheden af priserne mellem de eksporterede produkter og de produkter, som producenten i referencelandet sælger på hjemmemarkedet.

I dette tilfælde påhviler det således institutionerne at give de eksporterende producenter, der er omfattet af undersøgelsen, tilstrækkelige oplysninger til, at de kan fremlægge anmodninger om justeringer.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, dels at bedømmelsen af spørgsmålet om, hvilke specifikke oplysninger der rent konkret skal deles med nævnte eksporterende producenter, afhænger af en analyse, der skal foretages fra sag til sag, henset til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i forbindelse med hver enkelt undersøgelse. Dels påhviler det institutionerne at fremlægge disse oplysninger på en måde, der tager hensyn til kravet om at bevare fortroligheden af oplysninger fra virksomheder, der har accepteret at samarbejde i den pågældende undersøgelse, særlig i givet fald producenterne i referencelandet.

I den foreliggende sag fremgår det imidlertid, at alle oplysningerne om fastsættelse af den normale værdi på grundlag af oplysninger om den indiske producent er blevet holdt fortrolige over for de eksporterende producenter, der er genstand for undersøgelsen  86 – Jf. den appellerede doms præmis 112. Institutionerne har ikke bestridt denne omstændighed. . I en sådan situation forekommer det at være en meget vanskelig om ikke umulig opgave »at påvise, at de angivelige forskelle påvirkede prissammenligneligheden«  87 – Jf. den appellerede doms præmis 116. , som appellanterne har gjort gældende.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at det andet anbringendes tredje led skal tages til følge.

Det skal dog allerede nu bemærkes, at selv om Domstolen på grundlag af det ovenstående skulle fastslå, at Retten ved ikke at konstatere, at institutionerne havde tilsidesat deres forpligtelse til at angive, hvilke oplysninger der var nødvendige, og til ikke at pålægge de eksporterende producenter, der var omfattet af undersøgelsen, en urimelig bevisbyrde, havde tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, kan dette dog ikke have betydning for afvisningen, i den omtvistede forordning, af anmodningerne om justeringer fremsat af appellanterne. Som det således fremgår af mine overvejelser i forbindelse med analysen af dette anbringendes første og andet led, kunne virksomheder såsom appellanterne, der ikke er indrømmet markedsøkonomisk behandling, ikke anmode om de justeringer, som appellanterne havde anmodet om i den foreliggende sag, fordi disse anmodninger er forbundet med omkostningsstrukturen og produktionsaktiviteten  88 – Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at appellanterne ikke har gjort gældende, at de, fordi de ikke havde haft adgang til oplysninger om beregning af den normale værdi på grundlag af den indiske producents oplysninger, var blevet forhindret i at fremsætte anmodninger om andre former for justeringer. .

Med det andet anbringendes fjerde led har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 120-124 begik en retlig fejl, idet den fastslog, at institutionerne i den omtvistede forordning har overholdt den begrundelsespligt, der påhviler dem. Retten undlod i sin vurdering af den krævede grad af præcision i begrundelsen at tage hensyn til den sammenhæng, i hvilken den omtvistede forordning indgår, dvs. anvendelsen af metoden med et referenceland og manglende adgang til oplysningerne om den indiske producent. Retten tog heller ikke tilstrækkeligt hensyn til udvekslingen af oplysninger mellem appellanterne og institutionerne under den administrative procedure, hvori appellanterne havde anmodet institutionerne om at fremkomme med mere detaljerede forklaringer. I denne forbindelse var institutionerne forpligtet til tilstrækkeligt detaljeret at præcisere årsagerne til, at appellanternes argumenter og de beviser, de havde fremsat, ikke løftede den bevisbyrde, de var blevet pålagt.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan gøre sig bekendt med grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område  89 – Jf. dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland (C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 75 og 76 og den deri nævnte retspraksis). .

I den foreliggende sag har dette argument, for så vidt som appellanterne har foreholdt Retten, at den ikke tog tilstrækkeligt hensyn til udvekslingen af oplysninger under den administrative procedure, til formål at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af beviserne, hvilket som anført i nærværende forslag til afgørelses punkt 104 ikke er tilladt i en appelsag  90 – Jf. den i fodnote 81 i nærværende forslag til afgørelse nævnte retspraksis. .

Hvad angår argumentet om, at der ikke er blevet taget hensyn til anvendelsen af metoden med et referenceland, skal det bemærkes, at det fremgår utvetydigt af analysen af 41. og 103. betragtning til den omtvistede forordning, der er gengivet i den appellerede doms præmis 99, at Rådet har taget hensyn til denne omstændighed i begrundelsen for, at Rådet var af den opfattelse, at appellanternes anmodninger om justeringer skulle forkastes. Under disse omstændigheder kan Retten ikke foreholdes, at den ikke kritiserede begrundelsen for den omtvistede forordning af denne årsag. Hvad angår argumentet om manglende adgang til oplysningerne om den indiske producent har dette element ingen betydning for den begrundelsespligt, der påhviler institutionerne, og en eventuel mere underbygget begrundelse kan under alle omstændigheder ikke råde bod på den manglende adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne anmode om justeringer.

Det følger heraf, at det andet anbringendes fjerde led efter min opfattelse ligeledes skal forkastes.

Sammenfattende fremgår det af punkt 87 og 121 i nærværende forslag til afgørelse, at den appel, som appellanterne har iværksat i sag C-376/15 P, efter min opfattelse skal tages til følge, og at den appellerede dom skal ophæves.