21999D0209(03)

Afgørelse nr. 3/98 truffet af associeringsrådet - associeringen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Rumænien på den anden side - den 14. december 1998 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Rumæniens deltagelse i EF-programmer på det kulturelle område

EF-Tidende nr. L 035 af 09/02/1999 s. 0007 - 0010


AFGØRELSE Nr. 3/98 TRUFFET AF ASSOCIERINGSRÅDET associeringen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Rumænien på den anden side den 14. december 1998 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Rumæniens deltagelse i EF-programmer på det kulturelle område (1999/108/EF)

ASSOCIERINGSRÅDET HAR -

under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Rumænien på den anden side (1),

under henvisning til tillægsprotokollen til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Rumænien på den anden side vedrørende Rumæniens deltagelse i Fællesskabets programmer (2), særlig artikel 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til artikel 1 i tillægsprotokollen kan Rumænien deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter eller andre foranstaltninger, bl.a. på det kulturelle område;

i henhold til artikel 2 i nævnte tillægsprotokol skal vilkårene og betingelserne for Rumæniens deltagelse i de i artikel 1 nævnte aktiviteter fastlægges af associeringsrådet -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Rumænien deltager i Det Europæiske Fællesskabs programmer Kalejdoskop, Ariane og Raphael i henhold til de vilkår og betingelser, der er fastsat i bilag I og II, som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse gælder i programmernes løbetid.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i måneden efter dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 1998.

På associeringsrådets vegne

A. G. PLESU

Formand

(1) EFT L 357 af 31.12.1994, s. 2.

(2) EFT L 317 af 30.12.1995, s. 40.

BILAG I

VILKÅR OG BETINGELSER FOR RUMÆNIENS DELTAGELSE I PROGRAMMERNE KALEJDOSKOP, ARIANE OG RAPHAEL

1. Rumænien deltager i alle aktiviteter under programmerne Kalejdoskop, Ariane og Raphael, i det følgende benævnt »programmerne«, i overensstemmelse med målene, kriterierne, procedurerne og tidsplanerne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 719/96/EF af 29. marts 1996 om iværksættelse af et program til støtte for kunstneriske og kulturelle arrangementer med en europæisk dimension, i det følgende benævnt »Kalejdoskop« (1), Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2085/97/EF af 6. oktober 1997 om et program til støtte for bøger og læsning, herunder oversættelse, i det følgende benævnt »Ariane« (2), og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2228/97/EF af 13. oktober 1997 om et EF-handlingsprogram for kulturarven, i det følgende benævnt »Raphael« (3), medmindre andet er fastsat i denne afgørelse.

2. Vilkårene og betingelserne for indgivelse, vurdering og udvælgelse af ansøgninger fra støtteberettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Rumænien er de samme som dem, der finder anvendelse for berettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Fællesskabet.

3. For at sikre programmernes fællesskabsdimension skal tværnationale projekter og aktiviteter, der foreslås af Rumænien, omfatte et mindsteantal partnere fra Fællesskabets medlemsstater. Dette mindsteantal fastlægges i forbindelse med programmernes gennemførelse, idet der tages hensyn til arten af de forskellige aktiviteter, antallet af partnere i et bestemt projekt og antallet af lande, der deltager i programmerne.

4. Rumænien indbetaler hvert år et bidrag til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget til dækning af omkostningerne ved landets deltagelse i programmerne (se bilag II). Associeringsudvalget kan i fornødent omfang justere dette bidrag.

5. Fællesskabets medlemsstater og Rumænien vil inden for rammerne af de eksisterende bestemmelser gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremme den frie bevægelighed og opholdet for personer, der er berettigede i henhold til programmerne, og som rejser mellem Rumænien og Fællesskabets medlemsstater i forbindelse med deltagelse i aktiviteter, som er omfattet af denne afgørelse.

6. Uden at dette berører Kommissionens og Revisionsretten for De Europæiske Fællesskabers ansvar for overvågning og evaluering af programmerne i overensstemmelse med afgørelserne om Kalejdoskop, Ariane og Raphael (henholdsvis artikel 8, 8 og 10), evalueres Rumæniens deltagelse i programmerne løbende på grundlag af et partnerskab mellem Rumænien og Kommissionen. Rumænien vil forelægge Kommissionen de fornødne rapporter og medvirke ved andre særlige aktiviteter, som Fællesskabet tager initiativ til i denne sammenhæng.

7. Uden at dette berører procedurerne i artikel 5 i afgørelsen om Kalejdoskop, artikel 5 i afgørelsen om Ariane og artikel 7 i afgørelsen om Raphael, vil Rumænien blive indbudt til koordinationsmøder om alle spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne afgørelse forud for de ordinære møder i programudvalgene. Kommissionen informerer Rumænien om resultaterne af disse ordinære møder.

8. Det sprog, der anvendes i forbindelse med ansøgningsprocessen, kontrakter, rapporter, der skal indgives, og andre administrative arrangementer i forbindelse med programmet, skal være et af Fællesskabets officielle sprog.

(1) EFT L 99 af 20.4.1996, s. 20.

(2) EFT L 291 af 24.10.1997, s. 26.

(3) EFT L 305 af 8.11.1997, s. 31.

BILAG II

RUMÆNIENS FINANSIELLE BIDRAG TIL KALEJDOSKOP, ARIANE OG RAPHAEL

1. Rumæniens finansielle bidrag omfatter:

- finansiel støtte fra programmerne til rumænske deltagere

- supplerende administrative udgifter i tilknytning til Kommissionens styring af programmerne, der hidrører fra Rumæniens deltagelse.

2. For hvert regnskabsår må summen af tilskud og enhver anden økonomisk støtte, som rumænske støttemodtagere opnår fra programmerne, ikke overstige det bidrag, som Rumænien indbetaler, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter.

Hvis det bidrag, som Rumænien har betalt til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter, viser sig at være større end summen af tilskud og anden økonomisk støtte, som rumænske støttemodtagere opnår fra programmerne, fremfører Kommissionen saldoen til det følgende regnskabsår og trækker beløbet fra det følgende års bidrag. Hvis der stadig består en sådan saldo, når programmerne slutter, vil det pågældende beløb blive udbetalt til Rumænien.

3. Kalejdoskop

Rumæniens årlige bidrag er på 129 188 ECU fra 1998. Af dette beløb dækker 8 452 ECU de supplerende administrationsudgifter i forbindelse med Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Rumæniens deltagelse.

4. Ariane

Rumæniens årlige bidrag er på 36 701 ECU fra 1998. Af dette beløb dækker 2 401 ECU de supplerende administrationsudgifter i forbindelse med Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Rumæniens deltagelse.

5. Raphael

Rumæniens årlige bidrag er på 158 548 ECU fra 1998. Af dette beløb dækker 10 372 ECU de supplerende administrationsudgifter i forbindelse med Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Rumæniens deltagelse.

6. Finansforordningen vedrørende Fællesskabets almindelige budget finder også anvendelse på forvaltningen af bidraget fra Rumænien.

Ved denne afgørelses ikrafttræden og i begyndelsen af hvert år sender Kommissionen Rumænien en indkaldelse af midler svarende til landets bidrag til dækningen af udgifterne i henhold til denne afgørelse.

Dette bidrag vil blive udtrykt i ecu og skal indbetales til en af Kommissionens ecubankkonti.

Rumænien indbetaler senest tre måneder efter, at indkaldelsen af midler er afsendt, sit bidrag til dækningen af de årlige udgifter i henhold til denne afgørelse i overensstemmelse med indkaldelsen af midler. Enhver forsinkelse ved betalingen af bidraget vil medføre, at Rumænien skal betale renter af det udestående beløb fra forfaldsdagen. Rentesatsen svarer til den rente, der anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde i den måned, der rummer forfaldsdagen, for operationer i ecu, forhøjet med 1,5 procentpoint.

7. Rumænien betaler de supplerende administrative udgifter, der er omtalt under punkt 3, 4 og 5, over landets nationale budget.

8. Rumænien betaler de resterende omkostninger ved sin deltagelse som følger:

8.1. Ariane

I 1998 17 150 ECU fra det nationale budget og 17 150 ECU fra Phare-tildelingen.

8.2. Kalejdoskop

I 1998 60 368 ECU fra det nationale budget og 60 368 ECU fra Phare-tildelingen.

8.3. Raphael

I 1998 59 270 ECU fra det nationale budget og 88 906 ECU fra Phare-tildelingen.

I 1999 73 908 ECU fra det nationale budget og 73 908 ECU fra Phare-tildelingen.

I 2000 88 906 ECU fra det nationale budget og 59 270 ECU fra Phare-tildelingen.

8.4. Phare-bidraget er genstand for de sædvanlige Phare-programmeringsprocedurer.