Den 29. maj 2009 underrettede  5 – »Opdatering af Sveriges meddelelser og erklæringer i henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne« (Rådets dokument nr. 10400/09, s. 2). Sverige i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3, Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union om en ajourføring af oplysningerne om, hvilken judiciel myndighed der var kompetent efter dens nationale lovgivning, hvoraf følgende fremgik: »[I henhold til] artikel 6, stk. 3, har følgende myndigheder i Sverige kompetence til at udstede og fuldbyrde en europæisk arrestordre: Den udstedende judicielle myndighed […] Rigspolitistyrelsen (Rikspolisstyrelsen) udsteder en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning […]«.

I henhold til det i forelæggelsesafgørelsen anførte, hvilket den svenske regering har bekræftet i sit skriftlige indlæg og under retsmødet, er det i Sverige ikke de judicielle myndigheder, som er ansvarlige for fuldbyrdelsen af endelige domme og af afgørelser, som efterfølgende skal træffes på området i dette land, og navnlig er det ikke de retter, som har afsagt dommene.  6 – Af den svenske regerings redegørelse, som kan findes i sin fulde udgave i Rådets dokument nr. 14876/11 (Evaluation report on the fourth round of mutual evaluations »the practical application of the European Arrest Warrant and corresponding surrender procedures between Member States« Follow-up to Report on Sweden), s. 2, fremgår følgende: »Sweden would like to stress that when a judgment is final all subsequent decisions concerning the enforcement of the sentence in our legal system are taken by other authorities than the court. […] In Sweden we have three different enforcement authorities and in order to coordinate the issuing of the EAWs: in these cases, the International Police Cooperation Division (IPO) was designated as the issuing authority. […] To conclude, the existing system is the most effective and in line with our national procedure and no complaints has been put forward. Thus, Sweden has not found any convincing reason to change the current system«.

I sin besvarelse med hensyn til de oplysninger, som Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) havde anmodet om, meddelte den svenske politimyndighed (Swedish Police Authority) ved skrivelse af 1. august 2016, at den:

a)har kompetence til at træffe afgørelse om en europæisk arrestordre, der har til formål at fuldbyrde en frihedsstraf

b)alene udsteder europæiske arrestordrer på anmodning fra det svenske fængsels- og rehabiliteringsinstitut (»fængselsinstituttet«), som politimyndigheden imidlertid er uafhængig af

c)har uddelegeret beføjelser til en eller flere af de medlemmer af politiet, som gør tjeneste i den internationale politisamarbejdsafdeling

d)udøver disse beføjelser uden at være underlagt kontrol og uafhængigt af retsinstanserne, justitsministeriet eller den domstol, som har afsagt dommen.

Den nederlandske ret har ønsket oplyst, om udtrykkene »judiciel myndighed« i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, og »retsafgørelse« i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, skal fortolkes som værende selvstændige EU-retlige begreber.

Ifølge Domstolens faste praksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at såfremt indholdet af en EU-retlig bestemmelse ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, skal den normalt undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen. Denne retspraksis er blevet anvendt specifikt på nogen af bestemmelserne i rammeafgørelsen  16 – Dom af 28.7.2016, J.Z. (C-294/16 PPU, EU:C:2016:610), præmis 35 og den deri nævnte retspraksis. og begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i artikel 1, litra a), nr. iii), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe  17 – Dom af 14.11.2013, Baláž (C-60/12, ECLI:EU:C:2013:733), præmis 24-32. .

Ingen af de nævnte artikler i rammeafgørelsen henviser til medlemsstaternes lovgivning med henblik på at fastslå dens betydning og rækkevidde. Ganske vist nævner artikel 6, stk. 1, den »judicielle myndighed […], der i henhold til […] medlemsstat[ens] lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre«. Denne henvisning angår imidlertid ikke en definition af »judiciel myndighed«, men alene tildeling af kompetence til at udstede europæiske arrestordrer for nationale domstole i overensstemmelse med den nationale retsorden.

Ud fra en afvejning af deres ordlyd, sammenhæng og målet med den retsakt, som de indgår i, bør der ved udtrykkene »judiciel myndighed« og »retsafgørelse« i henholdsvis artikel 6, stk. 1, og artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelsen således forstås selvstændige EU-retlige begreber, som skal fortolkes selvstændigt og ensartet på Unionens område  18 – Dom af 28.7.2016, J.Z. (C-294/16 PPU, EU:C:2016:610), præmis 37. .

Denne påstand bør dog nuanceres: Henset til den processuelle sammenhæng, som begge udtrykkene indgår i, skal der ved fortolkningen heraf tages hensyn til medlemsstaternes frihed til at udforme lovgivningen vedrørende såvel udpegning af de kompetente retter som fastsættelse af de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne  19 – Jf. analogt dom af 30.6.2016, Toma (C-205/15, EU:2016:499), præmis 33. .

Den bekræftende besvarelse af det første spørgsmål fjerner grundlaget for det fjerde spørgsmål, som alene er rejst for det tilfælde, at besvarelsen skulle være benægtende.

Med det andet og det tredje spørgsmål ønsker Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) nærmere bestemt oplyst, om et organ som den svenske rigspolitistyrelse opfylder kravene til at blive kvalificeret som »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, således at den europæiske arrestordre, som rigspolitistyrelsen udstedte i den foreliggende sag, har karakter af en »retsafgørelse« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1.

Som jeg tidligere har bemærket, drejer den forelæggende rets spørgsmål sig – til forskel fra den præjudicielle forelæggelse i C-453/16 PPU – ikke om, hvilken myndighed der har kompetence til at udstede en forudgående national arrestordre, men om hvilken myndighed der har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre i henhold til rammeafgørelsen.

Indledningsvis skal det bemærkes, at den sammenlægning af det andet og det tredje spørgsmål, som jeg foreslår, kommer sig af min overbevisning om, at der består en nær tilknytning mellem en retsafgørelses art og karakteren af den judicielle myndighed, som behandler den. Derfor er det egentlig begrebet »judiciel myndighed«, som skal afklares i denne sag.

Det synes logisk at antage, at hvis den svenske rigspolitistyrelse ikke kan regnes blandt de enheder og organer, der betegnes som judicielle myndigheder, vil den europæiske arrestordre, som den udsteder, mangle det afgørende kendetegn, som ligeledes er det første krav til en »rets«-afgørelse, dvs. at den hidrører fra et af de organer, som hører ind under retsvæsenet.

I forbindelse med en manglende definition  20 – Europa-Parlamentet har fremhævet de fortolkningsmæssige forskelle, som udtrykket »judiciel myndighed« i rammeafgørelsen giver anledning til, hvorfor det den 27.2.2014 vedtog en beslutning med henstillinger til Kommissionen om revision af den europæiske arrestordre [2013/2019(INL)], hvori det kritiserer »manglen på en definition af begrebet »judiciel myndighed« i rammeafgørelse 2002/584/RIA og andre instrumenter for gensidig anerkendelse, hvilket har ført til en variation i praksis mellem medlemsstaterne og dermed usikkerhed, skade på den gensidige tillid og retstvister« [2013/2019(INL)]. Europa-Parlamentet anmoder Kommissionen om at fremlægge »forslag til retsakter efter de detaljerede henstillinger i bilaget med bestemmelser om […] a) en procedure, hvorefter en foranstaltning om gensidig anerkendelse om nødvendigt kan valideres i den udstedende medlemsstat af en dommer, en domstol, en undersøgelsesdommer eller en offentlig anklager med henblik på at overvinde de forskellige fortolkninger af begrebet »judiciel myndighed« […]«. af begrebet »judiciel myndighed« i rammeafgørelsens tekst, skal der i overensstemmelse med Domstolens sædvanlige fortolkningskriterier tages hensyn til dens ordlyd, sammenhæng og formål.

For at undgå misforståelser er det imidlertid nødvendigt indledningsvis at påpege, at der efter min opfattelse ikke er noget retsgrundlag for at behandle europæiske arrestordrer, som tilsigter fuldbyrdelse af en dom, anderledes end europæiske arrestordrer, som tilsigter fuldbyrdelse af andre retsskridt i straffesager, som går forud for domsafsigelsen (såsom arrestordrer og lignende). Eftersom de alle drejer sig om en medlemsstats overgivelse af personer, som er eftersøgt i en anden medlemsstat, er det med henblik på fortolkningen af begreberne judiciel myndighed, som udsteder den europæiske arrestordre, og judiciel myndighed, som modtager en europæisk arrestordre, uden betydning, om eftersøgningen sker med henblik på at stille en dømt person eller en retsforfulgt person, som endnu ikke er dømt, for den nationale dommer.

Det er nødvendigt med en sådan præcisering, eftersom det i mangel heraf kunne antages, at den »judicielle myndigheds« intervention med hensyn til europæiske arrestordrer, som tilsigter fuldbyrdelse af en dom, udelukkes ved dommens afsigelse, og at myndigheden følgelig ikke længere kan udøve indflydelse med hensyn til dommens fuldbyrdelse. Efter min opfattelse forholder det sig ikke således, og i en ordning for overgivelse, der er karakteriseret ved en tilnærmelsesvis retslig kontrol og efterfølgende gensidig anerkendelse af retsafgørelserne, indebærer en europæisk arrestordre efter en domsafsigelse ligeledes forudgående vedtagelse af visse afgørelser, som alene kan være retslige, idet de vedrører frihedsberøvelse, denne være sig midlertidig eller ej, og proportionalitetsvurderingen med henblik på vedtagelse af afgørelsen  21 – Med hensyn til spørgsmålet om proportionalitet i forbindelse med europæiske arrestordrer henviser jeg til generaladvokat Bots forslag til afgørelse (som jeg er fuldt ud enig i) i den sag, der gav anledning til dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru (C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:2016:140), punkt 137 ff., og særligt for så vidt angår den udstedende judicielle myndighed, punkt 145-155. Jf. ligeledes Rådets dokument 17195/1/10 REV 1, Revised version of the European handbook on how to issue a European Arrest Warrant, af 17.12.2010, s. 14, hvori de udstedende myndigheder formanes til at foretage proportionalitetsafvejning, inden de udsteder en europæisk arrestordre. .

For så vidt angår fortolkningen af artikel 6 og først og fremmest den sædvanlige forståelse af ordene »myndighed« og »judiciel« bemærkes, at det første af ordene henviser til en enhed, som varetager ledelsen på et givent område i den offentlige sfære, idet den er blevet tildelt beføjelser og kompetencer og nyder ret til at udøve disse. Adjektivet »judiciel« giver det substantiv, som det lægger sig til, en konnotation, hvorefter myndigheden skal høre ind under retsvæsnet  22 – Spørgsmålet om, i hvilket omfang den offentlige anklager kan anse sig for judiciel myndighed ved fortolkningen af rammeafgørelsen behandles ikke i dette forslag til afgørelse, men i forslaget til afgørelse af Özçelik-sagen, C-453/16 PPU, som verserer for Domstolen. , og således ikke – i henhold til den klassiske magtfordeling – under den lovgivende eller den udøvende magt.

I samtlige de sprogudgaver af rammeafgørelsen, som jeg har undersøgt, henvises der således til retsvæsnet: »autorité judiciaire« i den franske udgave, »judicial authority« i den engelske udgave, »Justizbehörde« i den tyske udgave, »autorità giudiziaria« i den italienske udgave, »autoridade judiciária« i den portugisiske udgave, »rättsliga myndighet« i den svenske udgave, »tiesu iestāde« i den lettiske udgave.

Der kan således allerede her observeres en første indikation på, at den myndighed, som bl.a. rammeafgørelsens artikel 6 henviser til, skal være en del af retsvæsenet. Denne første indikation støttes, som Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) med rette har anført, af de lovgivningsmæssige forarbejder. I den europæiske konvention om udlevering og forslaget til rammeafgørelsen  23 – KOM/2001/0522 endelig, jf. fodnote 13 i dette forslag til afgørelse. besluttede man sig for at anvende henholdsvis udtrykkene »kompetent myndighed« og »retslig myndighed« med henblik på at omfatte retterne og den offentlige anklager, men udtrykkeligt udelukke politimyndighederne  24 – Bemærkningen i forslagets artikel 3 lyder: »The procedure of the European arrest warrant is based on the principle of mutual recognition of court judgments. State-to-State relations are therefore substantially replaced by court-to-court relations between judicial authorities. The term »judicial authority« corresponds, as in the 1957 Convention (cf. Explanatory Report, Article 1), to the judicial authorities as such and the prosecution services, but not to the authorities of police force. The issuing judicial authority will be the judicial authority which has authority to issue the European arrest warrant in the procedural system of the Member State (Article 4)«. .

Denne opfattelse understøttes for det andet af den sammenhæng, hvori den nævnte artikel 6 indgår. I henhold til ordlyden af sin overskrift danner artikel 6, sammen med artikel 7, der vedrører »anvendelse af den centrale myndighed«, den institutionelle struktur af den forenklede procedure, som rammeafgørelsen indfører. Ordningen fungerer i henhold til et grundlæggende mønster, som jeg vil behandle i det følgende.

Således som det kan udledes af femte betragtning, erstattes udlevering mellem medlemsstaterne i princippet af en ordning for overgivelse mellem de judicielle myndigheder, som er dannet på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse  25 – Dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru (C-404/15 og 659/15 PPU, EU:2016:198), præmis 75. . Søjlen for en sådan anerkendelse består netop i den dialog inter pares, som artikel 6 omhandler, dvs. mellem den udstedende judicielle myndighed, der udsteder en europæisk arrestordre, og den fuldbyrdende eller modtagende judicielle myndighed, som skal efterkomme den. Som følge af denne fastsættelse af relationerne mellem medlemsstaterne, som er via deres respektive judicielle myndigheder, opnås der en gensidig tillid til, at medlemsstaternes respektive nationale retsordener er i stand til at yde samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt på EU-plan, og navnlig i chartret  26 – Dom af 1.6.2016, Bob-Dogi (C-241/15, EU:2016:385), præmis 33 og den deri nævnte retspraksis. .

Lovgiver tillader kun afvigelse fra dette mønster i et enkelt tilfælde, som er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7, hvorefter myndigheder, som ikke henhører under det »judicielle« område, undtagelsesvis kan intervenere. Bestemmelsens ordlyd giver imidlertid for en gangs skyld ikke anledning til tvivl: De ord, som beskriver den underordnede karakter af de »centrale myndigheders« handlinger, er valgt omhyggeligt for at afgrænse disse myndigheders opgaver for så vidt angår dialogen mellem judicielle myndigheder.

I henhold til rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, er medlemsstaterne tildelt beføjelsen til at udpege denne type centrale myndigheder med henblik på, at disse myndigheder skal »bistå« de kompetente judicielle myndigheder. Heraf kan det klart udledes, at de blot har en hjælpefunktion og ikke en beslutningstagende eller ledende, således en medvirkende arbejdsfunktion, som bestyrker den i artikel 7, stk. 2, anvendte ordlyd, hvorefter de opgaver, som den udpegede centrale myndighed kan varetage er den administrative »fremsendelse« og »modtagelse« af europæiske arrestordrer samt »al anden officiel korrespondance i den forbindelse«.

Ved en sammenligning af disse opgaver med dem, som er tildelt de judicielle myndigheder (den udstedende judicielle myndighed er i henhold til artikel 6, stk. 1, »kompetent til at udstede en […] arrestordre«, og den fuldbyrdende judicielle myndighed er i henhold til artikel 6, stk. 2,»kompetent til at fuldbyrde en […] arrestordre«), understreges det, at de centrale myndigheder blot kan udføre administrative opgaver, og at de ikke er tillagt nogen beføjelse til at iværksætte nødvendige procedurer, dvs. til at gennemføre mekanismen for udstedelse af en europæisk arrestordre.

Selv om lovgiver har foreskrevet, at en særlig type administrativt organ kan indtræde i den dialog mellem judicielle myndigheder, som rammeafgørelsen tilsigter, er organets mulighed for intervention derfor meget begrænset: a) for det første kan en myndighed kun inddrages, hvis den er blevet udtrykkeligt udpeget hertil af medlemsstaten (som har meddelt dette til Generalsekretariatet for Rådet), og b) for det andet er de opgaver, som myndigheden kan udøve, afgrænset til en administrativ støtte for de organer, som har beføjelse til at træffe afgørelser, dvs. de judicielle myndigheder, som skal træffe afgørelse om at udstede eller fuldbyrde europæiske arrestordrer.

Denne fortolkning kan ligeledes udledes af begrundelsen til forslaget til rammeafgørelsen  27 – Jf. punkt 41 i dette forslag til afgørelse og den dertil svarende fodnote. . I begrundelsen, som er inddelt efter hver artikel, er det med hensyn til den nugældende artikel 7 anført, at den »bygger på bestemmelserne i Den Europæiske Unions konvention af 1996 om udlevering og Den Europæiske Unions konvention af 2000 om gensidig retshjælp i straffesager […], [at] der er tale om en praktisk bestemmelse, der tager sigte på at lette fremsendelsen af oplysninger mellem medlemsstater […]« og, at de »centrale myndigheders rolle skal bestå i at fremme formidlingen og fuldbyrdelsen af [europæiske] arrestordrer medlemsstaterne imellem […], [og at de bl.a. skal] sørge for oversættelse og administrativ støtte til fuldbyrdelsen af disse arrestordrer«  28 – Min fremhævelse. I henhold til begrundelsen kunne administrativ inddragelse finde sted i konkret opregnede tilfælde: Når det i henhold til den pågældende medlemsstats retsorden henhører under en administrativ myndighed at afgøre, om den pågældende person nyder godt af en immunitet (artikel 31), eller om der er væsentlige humanitære grunde til at udskyde fuldbyrdelsen af arrestordren (artikel 38) eller at vurdere de garantier, den anden medlemsstat giver om ikke at fuldbyrde en livsvarig fængselsstraf (artikel 37). .

For det tredje er den europæiske arrestordres institutionelle struktur den, som bedst forliges med målet om at indføre en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, og således fremme og fremskynde det retslige samarbejde med henblik på at nå Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne  29 – Dom af 24.5.2016, Dworzecki (C-108/16 PPU, EU:C:2016:346), præmis 27 og den deri nævnte retspraksis. .

Såvel dialogen mellem judicielle myndigheder, der forfatningsmæssigt i det væsentlige har karakter af at høre under den dømmende magt i de respektive medlemsstater, som dennes forpligtelse til at sikre, at de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i artikel 6 TEU overholdes, er udtryk for kernen i denne gensidige tillid. Der må ikke forekomme utidig indblanding i dialogen fra myndigheder, der ikke er judicielle, og som i givet fald blot må have en bistående funktion inden for de rammer, som rammeafgørelsens artikel 7 fastsætter.

Således som Domstolen allerede har fastslået, er gennemførelsen af den overgivelsesprocedure mellem medlemsstater, som er indført ved rammeafgørelsen, endvidere underlagt domstolsprøvelse  30 – Dom af 30.5.2013, F. (C-168/13 PPU, EU:C:2013:358), præmis 46. .

Der findes yderligere et argument til støtte for, at det strafferetlige samarbejde med hensyn til europæiske arrestordrer begrænses til retlige organer, nemlig i det materielle retsgrundlag for selve rammeafgørelsen: artikel 31 TEU, stk. 1, litra a) og b). I den udgave af traktaten, som var gældende i 2002  31 – Artikel 31, stk. 1, litra a), havde følgende ordlyd: »[Fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager omfatter:] fremme og fremskyndelse af samarbejdet vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser mellem kompetente ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne, herunder, når det er relevant, gennem Eurojust«. , blev der endnu talt om at fremme og fremskynde samarbejdet »mellem […] ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder«. Efter Lissabontraktaten er denne bestemmelse imidlertid indført i EUF-traktaten, hvor den nu er blevet artikel 82, hvis stk. 1 indfører princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager, og hvis stk. 1, litra d), gentager indholdet af den tidligere artikel 31 TEU, stk. 1, litra a), men med den væsentlige ændring, at den udtrykkelige henvisning til ministerierne er udeladt  32 – Artikel 82, stk. 1, litra d), TEUF har følgende ordlyd: »at fremme samarbejdet mellem judicielle eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne i forbindelse med strafforfølgning og fuldbyrdelse af afgørelser«. . Denne ændring skal haves for øje ved fortolkningen af rammeafgørelsen i overensstemmelse med den nye retning, hvorefter denne form for samarbejde i straffesager indskrænkes yderligere til det retlige område  33 – Både artikel 30 TEU, som var gældende inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og nugældende artikel 87 TEUF-89 TEUF (som er indført i afsnit V, kapitel 5, under overskriften »Politisamarbejde«) vedrører området for politisamarbejde, hvortil de svenske politimyndigheders relationer til politimyndigheder i andre medlemsstater kan henregnes. Bestemmelserne om den europæiske arrestordre findes derimod blandt andet i, kapitel 4, som har overskriften »Retligt samarbejde i straffesager«. . I denne forbindelse skal der henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter en bestemmelse i den afledte EU-ret i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser  34 – Dom af 16.4.2015, Parlamentet mod Rådet (C-540/13, EU:C:2015:224), præmis 38, og den deri nævnte retspraksis. .

For så vidt angår politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager har Domstolen fastslået, at Lissabontraktaten grundlæggende ændrede den institutionelle ramme, og at artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser bl.a. tilsigter at sikre, at de retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af dette samarbejde, kan fortsætte med effektivt at finde anvendelse på trods af ændringen af den institutionelle ramme, som det reguleres af  35 – Ibidem, præmis 44. .

Denne udtalelse, som Domstolen fremkom med i forbindelse med et annullationssøgsmål, er ikke – snarere tværtimod – uforenelig med en udviklingsfortolkning af rammeafgørelsen, hvorefter rammeafgørelsen, selv om den er vedtaget på et tidligere gældende retsgrundlag, sættes i overensstemmelse med ordlyden og målene med det nye retsgrundlag, dvs. den bliver mere forenelig med den drejning, som lovgiver har taget på området for det retlige samarbejde i straffesager. Såfremt retsakten fortsat blev fortolket udelukkende i overensstemmelse med den retning, der knyttede sig til det tidligere gældende retsgrundlag, ville der være risiko for, at retsordnen blev lammet i strid med selve EUF-traktaten og lovgivers senere klare hensigter.

Set i lyset af det ovenstående opstår der logisk set tvivl om, hvorvidt et politiorgan kan have karakter af »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsen, når den myndighed, hvorfra den europæiske arrestordre hidrører, og som i det foreliggende tilfælde er en »politimyndighed«, og afgørelsen om arrestordren ikke er truffet af nogen domstol. Selv om politiet ganske vist er en del af statens tvangsmyndighed – sædvanligvis under den udøvende magts ledelse – bistår det også ofte de judicielle myndigheder med efterforskning af lovovertrædelser og af og til med at fuldbyrde retsafgørelser. Den omstændighed, at politiet indgår i dette samarbejde eller yder denne bistand, gør det dog ikke til en judiciel myndighed.

Af de oplysninger, som den svenske politimyndighed som svar på den forelæggende rets spørgsmål har fremlagt  36 – Efterfølgeren til rigspolitistyrelsen. , fremgår det, at den myndighed, der er betroet opgaven at udstede europæiske arrestordrer, har følgende karakteristika: a) politiet er en retshåndhævende myndighed med vide beføjelser til at træffe foranstaltninger, b) myndigheden er ikke underlagt instrukser fra justitsministeriet med hensyn til europæiske arrestordrer, c) den er hverken direkte eller indirekte forbundet med den domstol, som har dømt den eftersøgte person, d) på området for europæiske arrestordrer handler myndigheden på begæring af fængselsvæsenet, men den modtager ikke instrukser fra dette, og den kan udøve et skøn med henblik på udstedelse af arrestordrerne, og e) myndigheden har delegeret en administrativ underafdeling i IPO  37 – International Police Cooperation Division (akronymet »IPO« fremgår af de sagsakter, som Rechtbank Amsterdam har fremsendt til Domstolen). bestående af jurister, hvoraf kun tre er bemyndiget til at underskrive de svenske europæiske arrestordrer, beføjelsen til at udstede en europæisk arrestordre, som tilsigter at fuldbyrde en endelig dom om frihedsberøvelse.

Af alle disse særlige kendetegn er det, der vedrører udpegelsen af den udstedende myndighed med hensyn til europæiske arrestordrer i henhold til den svenske lov, som gennemførte rammeafgørelsen i den nationale retsorden, netop det, der set i lyset af den svenske regerings underretning af Rådet i 2009 i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3, giver anledning til mest tvivl  38 – Jf. punkt 13 i dette forslag til afgørelse. .

Det står fast, at Rådet anbefalede Sverige  39 – Evaluation report on the fourth round of mutual evaluations »the practical application of the European Arrest Warrant and corresponding surrender procedures between Member States« (Rådets dokument nr. 9927/2/08 REV 2), s. 46. at træffe passende foranstaltninger med henblik på at sikre, at de europæiske arrestordrer i sager om straffuldbyrdelse blev udstedt af en judiciel myndighed eller under den judicielle myndigheds tilsyn i overensstemmelse med rammeafgørelsen.

Den svenske regering efterkom utvivlsomt ikke denne anbefaling, henset til den måde, hvorpå den gennemførte ordningen med den europæiske arrestordre i sin nationale retsorden. I henhold til denne regerings opfattelse er det således korrekt  40 – Jf. punkt 13 og fodnote 5 i dette forslag til afgørelse. , at fuldbyrdelsen af en straffedom, hvorefter en dømt person skal udleveres fra en anden medlemsstat, ikke forudsætter, at den europæiske arrestordre hidrører fra en judiciel myndighed. Til gengæld har den svenske regering gjort gældende, at eftersom den nationale ordning for fuldbyrdelse af domme afsagt af dommere og domstole tildeler en anden type – ikke nødvendigvis judicielle – myndigheder kompetence, er det ikke i strid med rammeafgørelsen, at disse myndigheder, hvis ikke-judicielle karakter den anerkender, ligeledes træffer afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre.

Henset til ovennævnte betragtninger er den institutionelle ordning, som den svenske regering støtter, efter min opfattelse imidlertid ikke i overensstemmelse med rammeafgørelsen. Ordningen ville kun eventuelt være i overensstemmelse med rammeafgørelsen, hvis den politimyndighed, der udsteder den europæiske arrestordre, som tilsigter fuldbyrdelse af en dom, opfyldte følgende betingelser, som efter min opfattelse er nødvendige for at opretholde niveauet for de retlige garantier, som ordningen med den europæiske arrestordre bygger på: a) den skal handle efter bemyndigelse fra og under tilsyn af en judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, og b) den må ikke være tillagt skønsmæssige beføjelser eller en skønsmargen med hensyn til udstedelsen af den europæiske arrestordre, men bør henholde sig til den bemyndigelse, som den er blevet tildelt af den judicielle myndighed. Endvidere bør den judicielle myndighed i tilfælde af tvivl med hensyn til arrestordren henvende sig til Domstolen med et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af rammeafgørelsen.

Som det fremgår af sagens akter og den svenske regerings skriftlige indlæg, opfylder den svenske rigspolitistyrelse ikke disse betingelser. Organisatorisk set befinder rigspolitistyrelsen sig uden for retsvæsenet, og henset til, at den ikke er forbundet med domstolene eller den offentlige anklager, er afgørelserne om udstedelse af europæiske arrestordrer, med hensyn til hvilke rigspolitistyrelsen er tillagt et skøn, ikke underlagt de judicielle myndigheders obligatoriske kontrol.

Denne konklusion ændres ikke af den omstændighed, at politimyndigheden måtte være uafhængig af justitsministeriet og fængselsinstituttet, som den ikke modtager instrukser fra. Efter min opfattelse har denne omstændighed ingen betydning med henblik på at kvalificere politiet som værende »judiciel myndighed«. Og for så vidt angår den skønsmargen, som politimyndigheden kan anvende med henblik på udstedelse af en arrestordre, er det den omstændighed, at myndigheden hverken skal anmode om, at en afgørelse træffes, eller kan drages til ansvar ved den domstol, som har dømt den eftersøgte person, som er af afgørende betydning. Selv om denne omstændighed understøtter, at politimyndigheden står i et uafhængigt forhold til den domstol, som træffer afgørelse, er den samtidig bevis på en manglende domstolskontrol i strid med den retspraksis, hvorefter gennemførelsen af den med rammeafgørelsen indførte overgivelsesprocedure mellem medlemsstater skal være underlagt domstolskontrol  41 – Dom af 30.5.2013, F. (C-168/13, EU:C:2013:358), præmis 46. .

Endelig har medlemsstaterne i kraft af deres selvbestemmelsesret den nødvendige frihed til i deres nationale retsordener at bestemme, hvilke myndigheder de vil tillægge processul kompetence (i dette tilfælde kompetence med hensyn til udstedelse af europæiske arrestordrer). Det følger af fast retspraksis, at når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet)  42 – Dom af 6.10.2015, Târșia (C-69/14, EU:C:2015:662), præmis 27, og af 15.9.1998, Ansaldo Energia m.fl. (C-279/96, C-280/96 og C-281/96, EU:C:1998:403), præmis 16, som henviser til de banebrydende domme af 16.12.1976, Rewe (33/76, EU:C:1976:188), præmis 5, og Comet (45/76, EU:C:1976:191), præmis 13 og 16, og af 14.12.1995, Peterbroeck (C-312/93, EU:C:1995:437), præmis 12. .

Da rammeafgørelsen var vedtaget, meddelte visse medlemsstater imidlertid Generalsekretariatet for Rådet i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3, hvilke myndigheder der i henhold til deres nationale lovgivning havde kompetence til at udstede eller fuldbyrde europæiske arrestordrer, og Sverige inkluderede politimyndighederne (rigspolitistyrelsen) med hensyn til europæiske arrestordrer, som tilsigter fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Imidlertid hverken berører eller betinger disse meddelelser i streng juridisk forstand den enkelte medlemsstats håndtering af rammeafgørelsens indhold. Bestemmelsen giver medlemsstaterne beføjelse til blandt sine judicielle myndigheder at udpege eller vælge dem, der skal have kompetence til at modtage eller udstede europæiske arrestordrer, men beføjelsen indebærer ikke, at de kan udvide begrebet judiciel myndighed ved at lade det omfatte organer, som ikke har denne status.

I denne forbindelse er kravet om, at Sverige (i overensstemmelse med den anbefaling, som Rådet gav den svenske regering) skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at politimyndighederne – såfremt Sverige fortsat ønsker dette – inddrages med hensyn til europæiske arrestordrer under en faktisk judiciel myndigheds ledelse og tilsyn, efter min opfattelse ikke for indgribende i den model, som Sverige i kraft af sin processuelle selvbestemmelsesret har valgt til at regulere domsfuldbyrdelse med. Denne ændring ville ikke underminere grundlaget for Sveriges nationale ordning, og den ville fremme, at ordningen blev tilpasset udformningen af det retlige samarbejde, som fastsætter rammeafgørelsen.

En politimyndighed med tilsvarende beføjelser som dem, der er tillagt den svenske rigspolitistyrelse, er derfor efter min opfattelse ikke omfattet af begrebet »judiciel myndighed« i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, hvorfor en europæisk arrestordre, som er udstedt af denne myndighed, heller ikke kan kvalificeres som en »retsafgørelse« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1.