Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 17. september 2026 (1)
Sag C-556/25
Haluška, s. r. o.
mod
Okresný úrad Ružomberok, katastrálny odbor
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Najvyšší správny súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol i forvaltningsretlige sager))
» Præjudiciel forelæggelse – energi – procedurer for bevilling til små anlæg til produktion af hydroelektricitet – udelukkelse af små producenter fra retten til at ansøge om indførsel i tingbogen af servitutter fastsat i national ret – anvendelse af EU-retten i den nationale retsorden – forbud mod forskelsbehandling «
1. I Slovakiet kan elektricitetsproducenter i princippet udnytte en lovbestemt servitut (2) på tredjemands ejendom, hvis de i henhold til den nationale lov, som gennemfører direktiv (EU) 2019/944 (3), har en bevilling til at udøve deres virksomhed.
2. Samme lov synes dog at udelukke små elektricitetsproducenter fra denne mulighed. I forbindelse med den præjudicielle sag er det omstridt, om denne udelukkelse er forenelig med EU-retten.
3. Domstolen anmodes nærmere bestemt om at fortolke artikel 8 i direktiv 2019/944 samt forholdet mellem denne bestemmelse og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i samme direktivs artikel 9.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten. Direktiv 2019/944
4. Artikel 3 (»Konkurrencedygtige, forbrugerorienterede, fleksible og ikkeforskelsbehandlende elektricitetsmarkeder«) fastsætter følgende:
»[…]
4. Medlemsstaterne sikrer lige vilkår, når elektricitetsvirksomheder er omfattet af gennemsigtige, forholdsmæssige og ikkeforskelsbehandlende regler, gebyrer og behandling, navnlig med hensyn til balanceansvar, adgang til engrosmarkeder, adgang til data, skifteprocesser og faktureringssystemer og, hvis det er relevant, i forbindelse med udstedelse af tilladelser.
[…]«
5. Artikel 8 (»Bevillingsprocedure med henblik på ny kapacitet«) har følgende ordlyd:
»1. Ved etablering af ny produktionskapacitet anvender medlemsstaterne en bevillingsprocedure, som forløber i henhold til objektive, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende kriterier.
[…]
3. Medlemsstaterne sikrer, at der findes særlige, forenklede og strømlinede bevillingsprocedurer for små decentrale produktionsanlæg og/eller decentral produktion, som tager hensyn til deres begrænsede størrelse og potentielle indvirkning.
Medlemsstaterne kan fastsætte retningslinjer for denne særlige bevillingsprocedure. Regulerende myndigheder eller andre kompetente nationale myndigheder, herunder planlægningsmyndigheder, gennemgår disse retningslinjer og kan komme med anbefalinger til ændringer heraf.
[…]«
6. Artikel 9 (»Forpligtelser til offentlige service«) fastsætter følgende:
»1. Med forbehold af stk. 2 påser medlemsstaterne på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, at elektricitetsvirksomheder drives efter dette direktivs principper med henblik på at etablere et konkurrencebaseret, sikkert og miljømæssigt bæredygtigt elektricitetsmarked. De afstår fra at forskelsbehandle disse virksomheder for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.
[…]«
7. I henhold til artikel 73 finder artikel 8, stk. 1, artikel 8, stk. 2, litra a)-i) og k), og artikel 8, stk. 3 og 4, anvendelse fra den 1. januar 2021.
B. National ret
1. Energiloven (4)
8. § 6 fastsætter følgende regler for det tilladelsesdokument, der er påkrævet for at udøve »virksomhed i energisektoren«:
– I henhold til stk. 1 kan virksomhed i energisektoren kun drives på grundlag af og i overensstemmelse med en bevilling eller en bekræftelse af opfyldelsen af anmeldelsespligten.
– I henhold til stk. 2 kræves der, medmindre der er tale om de i stk. 4 nævnte aktiviteter, bevilling til bl.a. produktion, transmission, distribution og levering af elektricitet.
– I henhold til stk. 4, litra a, kræves der ikke bevilling til produktion og levering af elektricitet ved hjælp af energiproduktionsanlæg med en samlet installeret kapacitet på op til og med 1 MW.
– I henhold til stk. 5 er personer, der udøver virksomhed, som ikke kræver bevilling i henhold til stk. 4, underlagt anmeldelsespligt, og de skal inden for 30 dage give meddelelse til myndigheden om påbegyndelse, ophør eller ændring af denne virksomhed. En bekræftelse af opfyldelsen af anmeldelsespligten, udstedt af myndigheden, udgør det dokument, der berettiger til at udøve virksomheden.
9. § 11, stk. 1, fastsætter følgende:
»En bevillingsindehaver […] kan i nødvendigt omfang og i offentlighedens interesse
a) få adgang til andres grunde samt til andres bygninger og anlæg i det omfang og på den måde, der er nødvendig for at udføre de aktiviteter, som bevillingen omfatter
[…]
f) anlægge elledninger og elektriske anlæg til transmissions- og distributionsnettet […] på andres grunde […]
g) udføre tilladte handlinger på andres ejendomme ved elektriske anlæg […], som er nødvendige for at sikre funktionen af installationer eller net, til hvis opførelse der er givet tilladelse […]« (5).
10. § 11, stk. 8, fastsætter følgende:
»Forpligtelser, der følger af de i stk. 1 nævnte rettigheder, udgør servitutter knyttet til ejendommens ejerskab. Den, der har bevillingen, er berettiget til at indgive ansøgning om registrering i matrikelregistret.«
2. Bestemmelser om servitutter og matrikelregistret
11. Den forelæggende ret har gengivet nationale bestemmelser på området for servitutter og matrikelregistret. I henhold til disse bestemmelser opstår servitutter på grundlag af en skriftlig aftale, en afgørelse truffet af den kompetente myndighed eller i kraft af loven. For at erhverve en rettighed i form af en servitut kræves der indførsel i matrikelregistret.
II. Faktiske omstændigheder, tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
12. Af forelæggelsesafgørelsen, suppleret af de yderligere oplysninger, som den slovakiske regering har fremlagt, fremgår følgende faktiske omstændigheder:
– Selskabet Haluška s. r. o. (herefter »Haluška«) producerer hydroelektricitet på et lille anlæg med en kapacitet på 0,0975 MW.
– Dette anlæg har været i drift siden 1993 og blev »genopført« i 2009, men Haluška overtog først driften af det den 15. oktober 2014, da selskabet blev indehaver af anlægget (6).
– I oktober 2014 anmeldte Haluška påbegyndelsen af aktiviteten i henhold til den forenklede procedure, der er fastsat i energilovens § 6, stk. 4 og 5 (7).
– Den 6. december 2021 anmodede Haluška Okresný úrad Ružomberok, katastrálny odbor (matrikeltjenesten for området Ružomberok, Slovakiet, herefter »matrikelkontoret«) om indførsel i matrikelregistret af en lovbestemt servitut på tredjemands ejendomme i henhold til energilovens § 11, stk. 1 og 6.
– Den 4. februar 2022 afviste matrikelkontoret anmodningen med den begrundelse, at der alene kunne oprettes en servitut til fordel for indehaveren af en »bevilling« udstedt i henhold til energilovens § 6, stk. 2, og ikke til fordel for en virksomhed, som er underlagt »anmeldelsespligten« i henhold til denne paragrafs stk. 4.
– Haluška indbragte matrikelkontorets afgørelse for Správny súd v Banskej Bystrici (forvaltningsdomstolen i Banská Bystrica, Slovakiet). Selskabet gjorde gældende, at den af matrikelkontoret anlagte fortolkning af energilovens § 11, stk. 1, er i strid med EU-retten, eftersom den begunstiger de store producenter, fordrejer konkurrencen og forhindrer de små producenter i at få adgang til elektricitetsmarkedet.
13. Retten i første instans frifandt matrikelkontoret, idet den fastslog følgende:
– Artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 kræver ikke i sig selv, at en »lille producent« af elektricitet anerkendes rettigheder af samme omfang som dem, der tillægges en »stor producent«.
– Matrikelkontorets fortolkning af energilovens § 11, stk. 1 og 8, er korrekt. Hvis der blev givet mulighed for lovbestemte servitutter til fordel for små producenter, ville dette føre til en betydelig stigning i antallet af grunde, der er behæftet med servitutter, hvilket ville indebære et væsentligt indgreb i tredjemands ejendomsret.
– Det forhold, at de lovbestemte servitutter, der er omhandlet i energilovens § 11, stk. 1 og 8, er forbeholdt indehaveren af en »bevilling«, udgør ikke en restriktion for udøvelsen af økonomisk virksomhed, eftersom en lille elektricitetsproducent kan anmode om oprettelse af en frivillig servitut i henhold til den slovakiske civile lovbog eller, hvis kontrakten ikke indgås, anlægge et søgsmål.
14. Haluška har iværksat appel til prøvelse af afgørelsen i første instans ved Najvyšší správny súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal nationale bestemmelser, hvorefter den nationale lovgiver automatisk har udelukket små elektricitetsproducenter, der driver virksomhed på grundlag af den forenklede procedure i henhold til artikel 8, stk. 3, i [direktiv 2019/944] fra adgangen til de rettigheder i form af servitutter, som i medfør af national ret tilkommer og letter udøvelsen af virksomhed på energiområdet, mens alle øvrige elektricitetsproducenter har sådanne rettigheder, anses for at være omfattet af EU-retten i lyset af artikel 194, stk. 1, litra a), [TEUF] samt [nævnte direktivs] artikel 8, stk. 1 og 3, og artikel 9, stk. 1[…]?
2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 8, stk. 1 og 3, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i [direktiv 2019/944,] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den nationale lovgiver automatisk har udelukket små elektricitetsproducenter, der driver virksomhed på grundlag af den forenklede procedure i henhold til [nævnte direktivs] artikel 8, stk. 3, […] fra adgangen til de rettigheder i form af servitutter, som i medfør af national ret tilkommer og letter udøvelsen af virksomhed på energiområdet, mens alle øvrige elektricitetsproducenter har sådanne rettigheder?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
15. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 19. august 2025.
16. Haluška, den slovakiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
17. Den slovakiske regering og Kommissionen deltog i retsmødet, som blev afholdt den 10. juni 2026.
IV. Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse
18. Den slovakiske regering er af den opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom den hviler på en ufuldstændig beskrivelse af de faktiske omstændigheder og en ukorrekt fremstilling af de nationale retsforskrifter. Den finder endvidere, at den fortolkning af EU-retten, hvorom der anmodes, ikke har nogen forbindelse med tvistens realitet eller genstand.
19. Den har navnlig anført, at spørgsmålene er hypotetiske, idet tvistens genstand er oprettelsen af en servitut, som i henhold til national ret »i materiel henseende« er forbeholdt indehaveren af en bevilling til distribution af energi og ikke producenter af energi (uanset deres størrelse), såsom Haluška.
20. Følgende er blevet fastslået i fast retspraksis (8):
– Det er alene den nationale ret, der har kompetence til under eget ansvar at fastlægge de retlige og faktiske omstændigheder, som ligger til grund for de præjudicielle spørgsmål, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve.
– Der gælder en formodning for, at de præjudicielle spørgsmål er relevante, og Domstolen kan kun afvise en anmodning, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand eller er af hypotetisk karakter.
21. Den slovakiske regerings indsigelse om, at den er uenig i beskrivelsen af de faktiske omstændigheder og national ret, kan ikke tages til følge, eftersom det alene tilkommer den forelæggende ret at foretage denne beskrivelse, og Domstolen skal henholde sig til den.
22. Hvad angår de hævdede mangler i anmodningen om præjudiciel afgørelse er det korrekt, at den forelæggende ret:
– Ikke nærmere har anført, hvad det anlægsarbejde, der skal udføres på de grunde tilhørende tredjemand, som er behæftet med den servitut, hvis indførelse i matrikelregistret er blevet afslået, består i. Den synes generelt at have rettet sine præjudicielle spørgsmål mod alle de rettigheder, der er nævnt i energilovens § 11 (9), som er af forskelligartet karakter, hvilket medfører, at spørgsmålene i en vis grad savner præcision.
– Efter sin henvisning til princippet om forbud mod forskelsbehandling har den ikke redegjort for det formål, som den slovakiske lovgivning forfølger med udelukkelsen af små producenter fra at nyde fordel af lovbestemte servitutter. Det kan være nødvendigt at identificere dette formål for at vurdere, om der foreligger en ulige behandling, som er uforenelig med EU-retten.
23. Det må dog fastslås, at disse mangler ved fremstillingen af de faktiske og retlige omstændigheder (10) enten ikke er afgørende (navnlig manglen vedrørende den konkrete genstand for den omtvistede servitut), eller at det har været muligt at afhjælpe dem under den skriftlige procedure eller i retsmødet.
24. Endvidere skal undersøgelsen af den slovakiske regerings argument om, at artikel 8 i direktiv 2019/944 ratione materiae ikke finder anvendelse på hovedsagen, foretages ved drøftelsen af fortolkningen af denne bestemmelse, ikke ved drøftelsen af formaliteten med hensyn til forelæggelsen.
25. Noget tilsvarende kan indvendes mod den slovakiske regerings argument vedrørende energilovens § 11, stk. 1 (som regulerer de lovbestemte servitutter). Den forelæggende ret, som har enekompetence til at fortolke national lovgivning, er af den opfattelse, at alle producenter i henhold til denne bestemmelse kan nyde godt af lovbestemte servitutter, og at det i modsat fald skal undersøges, om denne bestemmelse er uforenelig med artikel 9 i direktiv 2019/944. Der er således ikke tale om et hypotetisk spørgsmål, men derimod om et spørgsmål med direkte tilknytning til sagens kerne (11).
26. Domstolen råder derfor over de oplysninger, der er nødvendige for at give den forelæggende ret en nyttig besvarelse, og det bør fastslås, at dennes præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
V. Realiteten
27. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en national lovgivning er forenelig med EU-retten, hvis den, således som den fortolkes og anvendes i Slovakiet:
– ikke giver små energiproducenter, som anvender den »særlige« procedure, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944, mulighed for indførsel i tingbogen af en lovbestemt servitut på tredjemands grunde
– forbeholder denne indførsel for indehavere af en bevilling udstedt i henhold til den »almindelige« procedure, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2019/944.
A. Det første præjudicielle spørgsmål
28. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omtvistede nationale lovgivning er »omfattet af EU-retten i lyset af artikel 194, stk. 1, litra a), [TEUF] samt [nævnte direktivs] artikel 8, stk. 1 og 3, og artikel 9, stk. 1[…]«.
29. Artikel 194 TEUF er den primærretlige bestemmelse, som direktiv 2019/944 blev vedtaget på grundlag af. Dette direktiv udgør en af »de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål, der er nævnt i stk. 1« som omhandlet i artikel 194, stk. 2, TEUF.
30. Ved direktiv 2019/944 gennemføres der en minimumsharmonisering af, hvordan Unionens elektricitetssektor skal organiseres og fungere, bl.a. regler »om åben adgang til det integrerede marked« (12), men det regulerer ikke direkte retten (som i slovakisk ret er tillagt indehaverne af en »bevilling«) til at kræve, at lovbestemte servitutter på tredjemands grunde indføres i et matrikelregister.
31. Retten til at oprette en lovbestemt servitut er en af de foranstaltninger, der »letter udøvelsen af virksomhed på energiområdet«. Den har således betydning for, hvordan »Unionens elektricitetssektor organiseres og fungerer«. Det tilkommer ganske vist medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvem der kan nyde fordel af en servitut, og hvordan, men de skal ved udøvelsen af deres kompetence overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling, som er fastslået i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2019/944 (13).
32. Efter min opfattelse kan fortolkningen af artikel 8, stk. 1 og 3, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2019/944, således som den forelæggende ret med rette har anført, have betydning for sagens afgørelse. Derfor skal den omtvistede nationale lovgivning vurderes på grundlag af den præmis, at den er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2019/944.
33. Den slovakiske regering har bestridt, at artikel 8 i direktiv 2019/944 finder anvendelse ratione materiae, og gjort gældende, at national ret fastsætter to forskellige procedurer: en for etableringen af produktionskapacitet og en anden for udøvelsen af erhvervsvirksomhed (14) ved brug af produktionskapaciteten, efter at den er etableret (15).
34. Muligheden for at opnå en indførsel i tingbogen af de lovbestemte servitutter er kun knyttet til opnåelsen af den anden bevilling (til at udøve erhvervsvirksomhed) og ikke den første (til at etablere anlægget). På dette grundlag, og under påberåbelse af bestemmelsens ordlyd, har den slovakiske regering gjort gældende, at artikel 8 i direktiv 2019/944 ikke finder anvendelse på hovedsagen.
35. Det er således først og fremmest nødvendigt at afklare, om artikel 8 i direktiv 2019/944 er begrænset til »etablering af ny produktionskapacitet« eller også omfatter »udøvelsen af erhvervsvirksomhed i energisektoren«. Hvis den første opfattelse er korrekt, kan det udelukkes, at denne artikel er relevant i den foreliggende sag.
36. Den slovakiske regering er som før nævnt af den opfattelse, at anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 er koncentreret om »etablering af ny produktionskapacitet«. Det omfatter derimod ikke procedurer for »bevilling til at udøve virksomhed i energisektoren«. Det er denne sidstnævnte bevilling, som i henhold til slovakisk ret (fortsat ifølge den slovakiske regering) gør det muligt at udstede tilladelsesdokumentet for indførsel i tingbogen af lovbestemte servitutter.
37. Ved en første betragtning synes ordlyden af direktiv 2019/944 at støtte den slovakiske regerings opfattelse, hvorefter artikel 8 generelt finder anvendelse på »energikapacitet« (16). Denne artikels stk. 3 omhandler »særlige […] bevillingsprocedurer for små decentrale produktionsanlæg og/eller decentral produktion«. Endvidere henvises der i stk. 1 til (almindelige) procedurer for »etablering af ny produktionskapacitet«.
38. Den slovakiske regerings opfattelse er imidlertid ikke i overensstemmelse med en fortolkning af artikel 8 i direktiv 2019/944, som tager hensyn til formålet med den heri fastsatte »bevillingsprocedure«.
39. Formålet med direktiv 2019/944 er bl.a. at »sikre, at der på det indre marked for elektricitet ikke findes unødige hindringer for adgang til, drift på og udtræden af markedet« (17).
40. Forbindelsen mellem »adgangen til markedet« og bevillingsprocedurerne fremgår af 79. betragtning til direktiv 2019/944: »Urimeligt langvarige bevillingsprocedurer kan udgøre en hindring for adgang for nye markedsdeltagere« (18).
41. Det fælles formål med de procedurer, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/944, består således i at lette den reelle og ikkeforskelsbehandlende adgang til det indre marked for elektricitet for nye producenter, både store og små, idet det undgås, at denne adgang er uforholdsmæssigt kompliceret, byrdefuld og omkostningskrævende (i tid og penge) (19).
42. For at opnå en reel adgang til elektricitetsmarkedet er det ikke tilstrækkeligt, at producenten etablerer et produktionsanlæg: Producenten skal også sætte det i drift med henblik på at producere elektricitet.
43. Det fremgår af energilovens § 6, stk. 1 og 2, at »produktion […] af elektricitet« er en af de former for erhvervsmæssig virksomhed i energisektoren, som »kun [kan] drives på grundlag af og i overensstemmelse med en bevilling eller en bekræftelse af opfyldelsen af anmeldelsespligten« (20).
44. I retsmødet gjorde den slovakiske regering gældende, at en »ny producent«, som ønsker adgang til det indre marked for elektricitet ved at drive et produktionsanlæg i erhvervsmæssigt øjemed, i Slovakiet skal opfylde følgende betingelser (21):
– Hvis den pågældende producent ønsker at etablere et nyt anlæg, skal den i princippet have et officielt »certifikat«, som er udstedt med henblik herpå, idet dette certifikat dog ikke kræves for så vidt angår visse små producenter (22).
– Den pågældende producent skal under alle omstændigheder (23) have en tilladelse i form af en »bevilling til at udøve elektricitetsproduktionsvirksomhed« (som fastsat i energilovens § 6), hvilket er et ufravigeligt krav for at sætte anlægget i drift.
45. I denne sammenhæng omfatter den »bevilling til ny kapacitet«, som er omhandlet i artikel 8 i direktiv 2019/944, i Slovakiet en helhed bestående af: a) det certifikat, som i givet fald gav mulighed for etablering af anlægget, og b) bevillingen til at udøve erhvervsmæssig elektricitetsproduktionsvirksomhed på dette anlæg.
46. Tankegangen bag artikel 8 i direktiv 2019/944 er at sikre adgangen til markedet på grundlag af procedurer, som forløber i henhold til »objektive, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende kriterier« (og for så vidt angår små producenter også er »forenklede og strømlinede«). Dette krav skal både opfyldes i forbindelse med proceduren for bevillingen til anlæggets etablering (når certifikatet med henblik herpå er nødvendigt) og i forbindelse med proceduren for opnåelse af driftsbevillingen. Såfremt det kun blev anvendt i etableringsfasen, ville dette være utilstrækkeligt og i praksis ikke sikre nogen adgang til markedet, eftersom et anlæg ikke kan deltage i det fælles elektricitetsmarked og vanskeligt kan kvalificeres som et »produktionsanlæg«, hvis den bevilling, der muliggør dets drift (dvs. energiproduktion), ikke foreligger.
47. I sidste ende skal artikel 8 i direktiv 2019/944 undergives en ensartet fortolkning, uanset hvilke kendetegn bevillingsproceduren er tillagt ved den nationale lovgivning.
48. Artikel 8 i direktiv 2019/944 fastsætter en forpligtelse til at indføre en særlig procedure for små elektricitetsproducenter. Denne bestemmelse kræver derimod ikke, at de skridt, der er nødvendige for etableringen af et produktionsanlæg, og dem, der er nødvendige for udøvelsen af elektricitetsproduktionsvirksomhed på dette anlæg, udsondres i to særskilte procedurer. Det er muligt at gennemføre artikel 8 i direktiv 2019/944 på en måde, som samler begge bevillinger i én enkelt procedure (24).
49. Alt i alt er jeg af den opfattelse, at sammenligningen af den omtvistede nationale lovgivning og artikel 8 i direktiv 2019/944 skal foretages i lyset af en vid fortolkning af sidstnævnte direktiv, som ikke begrænser dets rækkevidde til etableringen af nye produktionsanlæg, men udvider det til at omfatte de bevillingsprocedurer (i bred forstand), hvorved en elektricitetsproducent kan få adgang til markedet (25).
50. Ud fra denne synsvinkel vil artikel 8 i direktiv 2019/944 omfatte proceduren for udstedelse af en bevilling til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed i energisektoren, såfremt slovakisk ret knytter muligheden for at kræve indførsel af en lovbestemt servitut på tredjemands grunde til denne procedure.
51. Under alle omstændigheder ønskes det med det første præjudicielle spørgsmål, uanset hvilken fortolkning der anlægges af artikel 8 i direktiv 2019/944, oplyst, om den nationale lovgivning, der udelukker små producenter fra adgangen til rettigheder i form af servitutter, falder ind under anvendelsesområdet for EU-retten, nærmere bestemt artikel 194, stk. 1, litra a), TEUF samt artikel 8, stk. 1 og 3, og artikel 9 i direktiv 2019/944. Det således affattede spørgsmål bør efter min opfattelse besvares bekræftende.
B. Det andet præjudicielle spørgsmål
52. Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende (således som jeg foreslår), ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 8, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/944, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, heri, er til hinder for den omtvistede nationale lovgivning.
53. Ifølge forelæggelsesafgørelsen indebærer den hidtidige fortolkning af den nationale lovgivning, at »[…] små elektricitetsproducenter, der driver virksomhed på grundlag af den forenklede procedure, automatisk [fratages] adgangen til de rettigheder i form af servitutter, som i medfør af national ret tilkommer og letter udøvelsen af virksomhed på energiområdet, mens alle øvrige elektricitetsproducenter har sådanne rettigheder«.
54. Det andet præjudicielle spørgsmål hviler således på den præmis, at den nationale lovgivning tillægger de personer, der følger den »almindelige« procedure (artikel 8, stk. 1, i direktiv 2019/944), og dem, der følger den »særlige, forenklede og strømlinede« procedure (samme direktivs artikel 8, stk. 3), forskellige rettigheder.
55. Den forelæggende rets tvivl skyldes, at
– slovakisk ret efter dens opfattelse pålægger en lille producent at følge den »særlige, forenklede og strømlinede« procedure, som er fastsat i energilovens § 6, stk. 4 og 5, uden mulighed for som alternativ at vælge den »almindelige« procedure, som er forbeholdt de »store« producenter
– denne ordning medfører, at de små producenter »fuldstændigt« fratages adgangen til de lovbestemte servitutter, der er fastsat i energilovens § 11
– begrænsningen er af en sådan karakter, at formålet med artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 »fuldstændigt forspildes«, eftersom den fratager de små producenter »de fordele, som andre elektricitetsproducenter, der driver virksomhed under den mere komplekse bevillingsordning […], nyder godt af« (26).
56. Den forelæggende ret har, efter at have redegjort for, hvad der efter dens opfattelse er formålet med artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 (27), kritiseret den nationale lovgivning på dette område, for så vidt som den ikke gør det muligt at opfylde dette formål (28).
57. Artikel 8 i direktiv 2019/944 er af proceduremæssig karakter i den forstand, at denne bestemmelse ikke har indvirkning på, hvilke rettigheder der tildeles eller afslås ved afslutningen af de respektive procedurer (29). Den er som før nævnt koncentreret om visse procedurer, som enten er almindelige eller forenklede, og som fører til en bevilling (i det første tilfælde) eller en anmeldelse af aktiviteten (i det andet tilfælde).
58. Betragtet således har artikel 8 i direktiv 2019/944 ikke direkte til formål at sikre en sund konkurrence på markedet (30). Bestemmelsen tilsigter derimod at præcisere de forpligtelser, som medlemsstaterne skal opfylde ved at indføre bevillingsprocedurer, der er egnede til at muliggøre en reel og ikkeforskelsbehandlende markedsadgang for elektricitetsproducenter.
59. Forarbejderne til artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 og de tilsvarende bestemmelser i de tidligere direktiver om det indre marked for elektricitet underbygger, at denne bestemmelse vedrører bevillingsproceduren snarere end selve bevillingens indhold og virkninger.
60. Siden denne bestemmelses første indførelse ved direktiv 2003/54/EF (31) har den haft til formål at »strømline og fremskynde bevillingsprocedurerne for små […] producenter« (32). I henhold til direktiv 2009/72 skulle medlemsstaterne »sikre[…], at der [fandtes] særlige bevillingsprocedurer« for små producenter (33). Ved direktiv 2019/944 blev det i samme retning præciseret, at den særlige bevillingsprocedure bør være forenklet og strømlinet (34).
61. Det kan udledes af dette lovgivningsmæssige forløb, at artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 er resultatet af en proces, hvorved bevillingsproceduren gradvist er blevet tilpasset for at bringe den i overensstemmelse med små elektricitetsproducenters behov. Det tilstræbes, at disse producenter ikke hindres i eller afskrækkes fra at komme ind på markedet som følge af kendetegnene ved denne procedure.
62. Hvis der anlægges et materielt perspektiv og ikke kun et proceduremæssigt, følger det af den slovakiske lovgivning, som fastsætter de to procedurer, at den samlet set har en paradoksal virkning: Det, som burde være en fordel for de små elektricitetsproducenter, ender med at være en straf. Ved afslutningen af den »forenklede« procedure opnår disse producenter et tilladelsesdokument, som ikke gør det muligt for dem at anmode om indførsel i tingbogen af de omtvistede lovbestemte servitutter, i modsætning til hvad der er tilfældet for de producenter, der følger den almindelige procedure.
63. Den forelæggende ret har som før nævnt fastslået, at den forenklede procedure fratager de små producenter rettigheder, hvilket har en betydelig indvirkning på deres adgang til markedet (35).
64. Hvis jeg har forstået forelæggelsesafgørelsen korrekt, a) lægger den forelæggende ret til grund, at den nationale lovgivning forhindrer de små producenter i at anvende den »almindelige« procedure (36), og b) den overvejer ikke den mulighed, at disse små producenter (ud fra et hvilket som helst legitimt hensyn, som måtte begrunde deres beslutning) giver afkald på den forenklede procedure for at anvende den almindelige procedure (37).
65. Det andet præjudicielle spørgsmål går således ud over den strengt proceduremæssige ramme, idet det tager hensyn til sondringen mellem de rettigheder, som tilkommer indehaveren af en »bevilling med henblik på ny kapacitet«, alt efter om denne bevilling er opnået ved den procedure, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2019/944, eller den, der er omhandlet i samme artikels stk. 3.
66. Jeg er ikke overbevist om, at besvarelsen af spørgsmålet, således som det er formuleret, kan udledes direkte af artikel 8 i direktiv 2019/944. Som jeg allerede har forklaret, regulerer denne bestemmelse ikke i sig selv de rettigheder, som tilkommer indehaveren af bevillingen, men tilrettelægger proceduren for adgang til markedet (38).
67. Selv hvis de rettigheder, der følger af den lovbestemte servitut, ikke er en uundværlig forudsætning for de små producenters adgang til markedet (39), kan spørgsmålet om, hvorvidt de har disse rettigheder eller ej, være en faktor, der har større eller mindre betydning for udøvelsen af deres virksomhed. Det er på dette punkt, at reglerne i direktiv 2019/944 om elektricitetsproducenternes virksomhed på markedet og om rettighederne og forpligtelserne for en erhvervsdrivende, som allerede har fået adgang til markedet, finder fuld anvendelse (40).
68. Til disse regler skal lægges de regler, som medlemsstaterne har vedtaget på områder, der ikke har været genstand for minimumsharmonisering i EU. Disse regler skal under alle omstændigheder overholde de almindelige EU-retlige principper, herunder princippet om forbud mod forskelsbehandling, som finder generel anvendelse og er fastsat i artikel 3, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2019/944 (41).
69. Jeg er derfor af den opfattelse, at det andet præjudicielle spørgsmål først og fremmest skal besvares under hensyn til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2019/944, sammenholdt med samme direktivs artikel 8, stk. 3 (42).
70. De servitutter, som i henhold til slovakisk ret er knyttet til, hvilken »type« bevilling der opnås, er ikke direkte reguleret ved direktiv 2019/944. På dette område skal medlemsstaterne, selv om de har en vis bevægelsesfrihed, som gør det muligt for dem at sætte retningen for, hvordan operatørerne skal agere, i alle tilfælde sikre, at formålene med direktiv 2019/944 opfyldes, og at »de […] anførte kriterier er objektive og [ikkeforskelsbehandlende]« (43).
71. Lighed for loven er »et almindeligt princip i EU-retten, således som det følger af Domstolens faste praksis, der kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan differentiering er objektivt begrundet« (44).
72. Det fremgår af den forklarende rapport om energiloven (45), at dens § 11 har til formål at gøre det muligt for bevillingsindehaveren at udøve de heri omhandlede aktiviteter uden forudgående samtykke fra ejeren af den grund, der er behæftet med servitutten (46).
73. Den slovakiske regering har påpeget, at situationen for store og små energiproducenter ikke er sammenlignelig som følge af den fritagelse, som sidstnævnte nyder med hensyn til opfyldelsen af visse erhvervsmæssige betingelser eller forpligtelser, som førstnævnte er underlagt (47). Ingen af disse krav har dog nogen forbindelse med formålet med § 11, hvis regler fastsætter rettigheder, som kan lette udøvelsen af enhver energiproducents virksomhed, uanset om den pågældende producent er stor eller lille (48).
74. Med forbehold af den forelæggende rets vurdering synes alt at tyde på, at de to situationer kan anses for at være sammenlignelige (navnlig hvad angår den lovbestemte servitut som et instrument til fremme af elektricitetsproduktion), og at den gældende ordning objektivt set indebærer en ulige behandling til fordel for de store producenter. Disse store producenter kan som indehavere af en »bevilling« opnå indførsel af servitutten, uanset om ejeren af den berørte grund giver samtykke, mens de små producenter for at opnå samme resultat skal anvende midler, hvis udfald er usikkert (idet de afhænger af grundejerens vilje), eller som er mere omfattende og komplekse (49).
75. En forskellig behandling kan være begrundet, hvis den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. hvis den har tilknytning til et legitimt formål, som forfølges med den pågældende lovgivning, og står i rimeligt forhold til det formål, der forfølges med denne behandling.
76. Ifølge den slovakiske regering forfølger den nationale lovgivning et formål om at forhindre en stor forøgelse af antallet af krænkelser af ejendomsretten for ejerne af de grunde, der behæftes med servitutter. Dette instrument (den lovbestemte servitut) er forbeholdt personer, der tjener offentlighedens interesse (50).
77. Den forelæggende ret bestrider ikke som sådan, at beskyttelsen af ejendomsretten for tredjemænd, hvis aktiver berøres af de lovbestemte servitutter, udgør et formål, som kan begrunde den omtvistede restriktion.
78. Problemstillingen består i, om foranstaltningen er forholdsmæssig, henset til at der foreligger et passende og mindre restriktivt alternativ, hvormed dette formål ville kunne sikres.
79. Matrikelkontoret afslog den lille producents anmodning med henvisning til et rent formelt kriterium (»bekræftelse af opfyldelsen af anmeldelsespligten« i stedet for »bevillingen«) uden at undersøge de øvrige betingelser i energilovens § 11, stk. 1 (51). En mere omfattende undersøgelse ville imidlertid gøre det muligt at opfylde det påberåbte legitime formål uden samtidig automatisk at nægte små producenter retten til at anmode om indførsel af en lovbestemt servitut.
80. Da den slovakiske regering blev forelagt dette spørgsmål i retsmødet, anerkendte den, at energilovens § 11 ikke giver en absolut ret til at opnå indførsel af servitutten. Den forklarede, at matrikelkontoret har en vid skønsmargen til at vurdere, om der foreligger en offentlig interesse, og i givet fald foretage en afvejning af de modstridende interesser for producenten og ejeren af den berørte grund.
81. I lyset af den slovakiske regerings forklaringer i dens skriftlige indlæg (52) er energiloven baseret på en forudgående og abstrakt vurdering, som lovgiver har foretaget direkte, og hvorefter der ikke foreligger en offentlig interesse i små producenters energiproduktion. Denne vurdering udelukker en afvejning fra sag til sag, som matrikelkontoret derfor ikke kan foretage.
82. I retsmødet medgav den slovakiske regering, at den ikke var i stand til at forklare, hvilke retlige argumenter der begrundede den nationale lovgivers beslutning om at anlægge denne tilgang.
83. En sådan forståelse af »offentlighedens interesse« forekommer mig ikke at være forenelig med direktiv 2019/944. Når dette direktiv har til formål at fremme små producenters elektricitetsproduktion og integration på markedet for elektricitet fra vedvarende energikilder (såsom hydroelektricitet), skyldes det, at der er en offentlig interesse i at fremme denne produktion og denne integration (53).
84. Jeg er ikke af den opfattelse, at de små producenters rettigheder skal være identiske med dem, der anerkendes de producenter, hvis produktionsvirksomhed er kritisk eller afgørende for nettets stabilitet. Jeg er enig med den forelæggende ret (54) i, at små producenters begrænsede størrelse og mindre indvirkning samt deres fritagelse for at opfylde visse betingelser af forskellig art kan begrunde, at der anlægges en mere forsigtig tilgang ved tildelingen af rettigheder, der i kraft af deres karakter kan påvirke andre offentlige interesser og tredjemands rettigheder.
85. I en række passager i forelæggelsesafgørelsen henviser den forelæggende ret til den »nuværende fortolkning og anvendelse af slovakisk lovgivning« (55) som en hindring for, at den kan annullere afslaget på Haluškas anmodning om indførsel af servitutten.
86. I dens egenskab af øverste domstol tilkommer det den forelæggende ret at fortolke national lovgivning uden nødvendigvis at være bundet af tidligere afgørelser. Det synes at kunne udledes af dens fremstilling, at intet forhindrer den i at fortolke energilovens § 11, stk. 1, i overensstemmelse med EU-retten for således at forhindre en ubegrundet ulige behandling af visse producenter i forhold til andre.
87. I henhold til denne (mulige) fortolkning i overensstemmelse med EU-retten er den nationale lovgivning ikke til hinder for, at matrikelkontoret har en tilstrækkelig vid skønsmargen til, at den i hvert enkelt tilfælde kan vurdere, om der foreligger en offentlig interesse, også når en lille producent af hydroelektricitet anmoder om anvendelse af en lovbestemt servitut.
88. I denne sammenhæng kan matrikelkontoret foretage en afvejning af de modstridende interesser for energiproducenten og ejeren af den berørte grund og om nødvendigt fjerne risikoen for misbrug som følge af en ukontrolleret udbredelse af lovbestemte servitutter.
89. Alt i alt, og med forbehold af den forelæggende rets vurdering, kan energilovens § 11 fortolkes i overensstemmelse med direktiv 2019/944, uden at denne fortolkning indebærer, at der systematisk gøres uforholdsmæssige indgreb i ejendomsretten for ejerne af de berørte grunde (der i øvrigt skal kompenseres på de i national lovgivning fastsatte vilkår).
VI. Forslag til afgørelse
90. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg at svare Najvyšší správny súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol i forvaltningsretlige sager) således:
»Artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU
skal fortolkes således, at
medmindre den nationale lovgivning kan fortolkes i overensstemmelse med direktiv 2019/944, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, er en national retsregel, som på grundlag af en forudgående og abstrakt vurdering af den offentlige interesse forhindrer små producenter af hydroelektrisk energi, som er undergivet den forenklede procedure, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 3, i at nyde godt af en lovbestemt servitut, som er anerkendt de øvrige elektricitetsproducenter, uforenelig med direktivets artikel 9, stk. 1.«
1 – Originalsprog: spansk.
2 – En servitut er i sin klassiske udformning en byrde, som pålægges en ejendom til fordel for en anden ejendom med en anden ejer. Den kan oprettes ved lov (lovbestemt servitut) eller efter ejernes ønske (frivillig servitut).
3 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 5.6.2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125).
4 – Zákon č. 251/2012 Z. z. o energetike a o zmene a doplnení niektorých zákonov v znení účinnom do 31. marca 2022 (lov nr. 251/2012 om energi og om ændring og supplering af visse love i den affattelse, der var gældende indtil den 31.3.2022, herefter »energiloven«).
5 – Listen i § 11, stk. 1, omfatter andre rettigheder, såsom retten til at »fælde og beskære træer og andre planter, der udgør en trussel mod sikkerheden eller driftssikkerheden af energianlæg« [litra b)], »at tilpasse græsarealer« [litra c)] eller »med forudgående tilladelse udstedt i henhold til den specifikke lovgivning at få adgang til lukkede lokaler og anlæg«, der hører under forsvars- og indenrigsministeriet, militæret og politiet, samt andre statslige kontorer [litra d)]. I den oprindelige version af anmodningen om præjudiciel afgørelse er ordlyden af litra f) fremhævet med fed, hvilket tyder på, at det er denne bestemmelse, der er genstand for tvisten ved den forelæggende ret. Ifølge den slovakiske regering vedrører tvisten imidlertid den servitut, der er omhandlet i litra g).
6 – Dette fremgår af de dokumenter, der er nævnt i fodnote 68 til den slovakiske regerings skriftlige indlæg. Ejerskiftet fandt sted i henhold til kontrakten af 15.10.2014, hvorved hydroelektricitetsanlægget blev overført til selskabet Haluškas ejendom.
7 – De nationale sagsakter, som er blevet overført til Domstolen, omfatter et dokument udstedt den 20.10.2014 af Úrad pre reguláciu siet’ových odvetví (reguleringsmyndigheden for netsektoren, Slovakiet), hvori det bekræftes, at Haluška opfyldte forpligtelsen til at anmelde indledningen af sin aktivitet, der fandt sted den 15.10.2014. Dette officielle dokument udgør, så vidt det fremgår, en tilladelse til at udøve virksomhed i energisektoren.
8 – Dom af 29.1.2026, Fondazione Teatro alla Scala di Milano (C-668/24, EU:C:2026:60), præmis 35 og den deri nævnte retspraksis.
9 – Den forelæggende ret har påpeget, at den nationale lov fratager de små producenter »rettigheder, som har væsentlig betydning for adgangen til markedet for virksomhederne i energisektoren og deres aktivitet på markedet (opførelse af og adgang til anlæg på andres grunde uden ejerens samtykke, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg mv.)« (forelæggelsesafgørelsens præmis 44, min fremhævelse).
10 – »[A]f hensyn til behovet for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale retsinstans kan bruge, er [det] påkrævet, at denne retsinstans giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål.« Dom af 30.4.2026, Kotaňák (C-748/24, EU:C:2026:358), præmis 29 og den deri nævnte retspraksis.
11 – Anmodningen om præjudiciel afgørelse er heller ikke hypotetisk som følge af det forhold – som blev anført af den slovakiske regering i retsmødet – at Haluška har fået adgang til de grunde, der er genstand for servitutten, ad anden vej (på grundlag af en kontrakt og/eller ved at vinde hævd). Denne omstændighed vil, såfremt den godtgøres, udgøre en del af den faktuelle vurdering, som det udelukkende tilkommer den forelæggende ret at foretage.
12 – Artikel 1, stk. 2.
13 – Ifølge den tabel, der er anført i bilag IV til direktiv 2019/944, svarer dette direktivs artikel 9, stk. 1, til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55). Vedrørende sidstnævnte direktiv har Domstolen fastslået, at »artikel 3, stk. 1, [i direktiv 2009/72] for så vidt angår det indre marked for elektricitet fastsætter det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, der er en integrerende del af EU-rettens almindelige principper. […] Domstolen har allerede fastslået, at dette princip er bindende for medlemsstaterne, når det nationale forhold, der er genstand for tvisten i hovedsagen, er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde« (dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-105/18 – C-113/18, EU:C:2019:935), præmis 49.
14 – I denne sammenhæng angiver udtrykket »erhvervs-«, at aktiviteten udøves virksomhedsmæssigt. Jeg vil anvende det på denne måde i dette forslag til afgørelse.
15 – Ifølge den slovakiske regering vedrører artikel 8 i direktiv 2019/944 »etablering af ny produktionskapacitet«, som i henhold til slovakisk ret er betinget af en anden bevilling end den, der er omtvistet i hovedsagen (punkt 24-30 i dens skriftlige indlæg). Den har påpeget, at gennemførelsen i national ret af artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 – i modsætning til hvad den forelæggende ret har anført – ikke består i energilovens § 6, men derimod samme lovs § 12.
16 – Denne bestemmelse har overskriften »Bevillingsprocedure med henblik på ny kapacitet«.
17 – Jf. 12. og 14. betragtning til direktiv 2019/944.
18 – Min fremhævelse. Det præciseres i den nævnte betragtning, at »[b]evillingsprocedurerne […] ikke [bør] føre til administrative byrder, der står i misforhold til producenternes størrelse og potentielle indvirkning«.
19 – I retsmødet medgav den slovakiske regering, at den forpligtelse til forudgående anmeldelse, som er fastsat i energilovens § 6, stk. 4, forfølger dette formål, men fastholdt, at det kun er denne lovs § 12, som gennemfører artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 i national ret.
20 – Energilovens § 6 fastsætter reglerne for den bevilling, som ikke blot kræves for at udøve elektricitetsproduktionsvirksomhed, men også for transmission, distribution og levering af elektricitet. Den kan derfor sammenholdes med en række af de »bevillinger«, der er fastsat i direktiv 2019/944, herunder den, der er omhandlet i artikel 8 for så vidt angår produktion af energi.
21 – Det er ubestridt, at Haluška påtænker at udøve sin aktivitet i erhvervsmæssigt øjemed og ikke blot til eget forbrug, idet det sidstnævnte tilfælde ville være omfattet af energilovens § 4, stk. 2.
22 – I henhold til energilovens § 12, stk. 2, er certifikatet ikke nødvendigt, hvis der er tale om anlæg til produktion af elektricitet på grundlag af solenergi op til 500 kW eller på grundlag af en anden energikilde op til 1 MW.
23 – I retsmødet forklarede den slovakiske regering, at bevillingen er påkrævet både for en producent, der driver et nyetableret anlæg, og for en producent, der genoptager aktiviteten på et allerede eksisterende anlæg, og bekræftede, at der ikke kan produceres energi uden denne bevilling.
24 – I mit forslag til afgørelse Regione Emilia-Romagna (C-653/24, EU:C:2025:966) undersøgte jeg de retsforskrifter, der finder anvendelse på små italienske hydroelektricitetsproducenter, som indsamler offentlige vandressourcer med henblik på produktion af elektricitet. I denne sammenhæng blev der fastsat en enkelt bevillingsprocedure, som både gjaldt for etableringen af anlægget og dets idriftsættelse (jf. fodnote 30 til det nævnte forslag til afgørelse).
25 – I retsmødet blev der lagt vægt på de vanskeligheder, der er forbundet med begrebet »etablering« af et nyt anlæg, men det er uklart, om der foreligger en minimumstærskel for, hvad der udgør »en ny etablering«, når der udføres arbejder med henblik på renovering og ombygning af et eksisterende anlæg. Disse vanskeligheder kan og bør løses under hensyntagen til det endelige formål med lovgivningen, som er at gøre det lettere for en ny producent at komme ind på markedet, uanset etableringstidspunktet for det anlæg, som denne producent driver.
26 – Forelæggelsesafgørelsens præmis 40 og 43.
27 – Forelæggelsesafgørelsens præmis 40: »[F]ormålet og meningen med artikel 8, stk. 3, […] er at give små, decentrale elektricitetsproducenter lettere adgang til elmarkedet og dermed sikre et konkurrencepræget miljø på elmarkedet (flere elektricitetsproducenter), at fremme decentraliseringen af elproduktionen (at give små producenter adgang til markedet og beskytte dem mod store el-leverandørers monopolstilling) […] og i sidste ende skabe fordele for forbrugerne gennem lavere elpriser som følge af sund konkurrence på markedet.«
28 – Forelæggelsesafgørelsens præmis 40 in fine: Dette formål »kan [ikke] opnås, hvis den nationale lovgiver på den ene side fastsætter en særlig bevillingsprocedure for små elektricitetsproducenter, men på den anden side fratager dem de fordele, som andre elektricitetsproducenter, der driver virksomhed under den mere komplekse bevillingsordning i artikel 8, stk. 1, i [direktiv 2019/944, nyder godt af]«.
29 – Denne bestemmelses stk. 4 fastsætter visse rettigheder alene for »ansøgere«, der efter at have deltaget i proceduren får afslag på en bevillingsansøgning.
30 – Som jeg vil redegøre for i det følgende, har den ganske vist indirekte til virkning at forøge antallet af elektricitetsproducenter, der opererer på markedet og dermed at skabe et konkurrencepræget miljø.
31 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.6.2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EUT 2003, L 176, s. 37). Dette direktiv krævede blot generelt, at medlemsstaterne tog hensyn til små producenters »begrænsede størrelse og potentielle indvirkning« i forbindelse med bevillingsproceduren. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19.12.1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EFT 1997, L 27, s. 20) indeholdt ingen bestemmelse, der tog sigte på at fremme små elektricitetsproducenters adgang til markedet.
32 – Dette fremgår af meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF og vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for det indre marked for naturgas og ophævelse af direktiv 98/30/EF (dokument SEK/2003/0161 endelig udg., tilgængelig på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52003SC0161). Artikel 6, stk. 3, fremgik ikke af Kommissionens oprindelige forslag (KOM/2001/0125 endelig udg.). Ved førstebehandlingen foreslog Europa-Parlamentet (ændring 50) at indføre et nyt stykke, hvorefter »small decentralised and/or embedded generators shall benefit from simplified authorisation procedures«. Formålet med ændringen var at »fremme udviklingen af decentraliserede energikilder, idet det samtidig anerkendes, at mindre elkraftværker har en mere begrænset miljømæssig og social indvirkning« (jf. Europa-Parlamentets rapport, dokument A5-0077/2002, af 1.3.2002, tilgængelig på https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/A-5-2002-0077_EN.html?redirect#_section1). Kommissionen accepterede dette princip. Bestemmelsen blev omformuleret, da den »ikke ændrer målet, som er at opnå hurtigere bevillingsprocedurer for mindre decentrale producenter« (dokument SEK/2003/0161 endelig udg.).
33 – I henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2009/72 »sikrer [medlemsstaterne], at der findes særlige bevillingsprocedurer for små decentrale […] producenter, som tager hensyn til deres begrænsede størrelse og potentielle indvirkning« (idet ændringerne i forhold til ordlyden af 2003 er fremhævet). Et ønske om at ændre artikel 6, stk. 3, i direktiv 2003/54 kom til udtryk i Europa-Parlamentets holdning vedtaget under førstebehandlingen, hvis ændring 59 foreslog, at medlemsstaterne blev pålagt en forpligtelse til at sikre, at »små og decentrale producenter er omfattet af forenklede bevillingsprocedurer«: jf. Europa-Parlamentets rapport A6-0191/2008, tilgængelig på https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/A-6-2008-0191_ES.html?redirect, min fremhævelse).
34 – Denne ændring skyldes Europa-Parlamentets ændring 43 (tilgængelig på https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/A-8-2018-0044_EN.html#_section2).
35 – I forelæggelsesafgørelsens præmis 40, 42 og 44 samt i affattelsen af de to præjudicielle spørgsmål lægger den forelæggende ret stor vægt på, at de små producenter »fratages« den ret, der følger af den lovbestemte servitut.
36 – Idet de i så fald skal dokumentere, at de opfylder de strengere krav om erhvervsmæssig kompetence. Kommissionen fremhævede flere gange dette aspekt i retsmødet.
37 – Den forelæggende ret ønsker således ikke oplyst, hvorvidt en national lovgivning, som fratager små producenter deres frie valg mellem de procedurer, der er fastsat i artikel 8, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/944, er forenelig med denne artikel. I lyset af min undersøgelse af tankegangen bag bestemmelsen er jeg af den opfattelse, at den har til formål at sikre de små producenter en mere strømlinet procedure, der er udformet som et alternativ til den almindelige procedure. Efter min opfattelse har artikel 8, stk. 3, i direktiv 2019/944 derimod ikke til formål at forpligte dem til at anvende den forenklede procedure, selv når de, ud fra et hvilket som helst legitimt hensyn, ikke har nogen interesse i at gøre dette og foretrækker at følge de »almindelige« adgangsveje til markedet.
38 – I retsmødet gav både den slovakiske regering og Kommissionen udtryk for det synspunkt, at de rettigheder, der følger af bevillingen, ikke er reguleret ved artikel 8 i direktiv 2019/944.
39 – Alt tyder på, at Haluška har opereret på markedet siden 2014 og i flere år har handlet som elektricitetsproducent uden at besidde de rettigheder, der ville følge af den servitut, hvis indførsel i matrikelregistret selskabet anmodede om i 2021.
40 – Disse regler regulerer f.eks. deres frie adgang til distributions- og transmissionsnettet samt deres ejerskabsmæssige adskillelse fra transmissionssystemoperatørerne for at forhindre risikoen for forskelsbehandling ved netdriften (artikel 6 og 43) eller producentens adgang til kunderne ved etablering af »direkte linjer« (artikel 7). I mangel af yderligere præciseringer af karakteren af de anlægsarbejder, som påtænkes udført i henhold til den servitut, hvorom der er anmodet i hovedsagen, er det ikke muligt at vurdere disse bestemmelsers eventuelle relevans.
41 – Medlemsstaterne »afstår fra at forskelsbehandle [elektricitetsvirksomheder] for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser« (artikel 9, stk. 1, i direktiv 2019/944).
42 – Den procedure, der førte til den hér omtvistede »bevilling« (egentlig bekræftelsen af opfyldelsen af anmeldelsespligten), blev afsluttet den 20.10.2014, mens direktiv 2009/72 var gældende. Dette direktivs artikel 7 svarede i det væsentlige til den nuværende artikel 8 i direktiv 2019/944. For enkelhedens skyld vil jeg fortsætte med at henvise til artikel 8 i direktiv 2019/944, selv om den bestemmelse, der fandt anvendelse ratione temporis, var artikel 7 i direktiv 2009/72.
43 – Jf. analogt dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl. (C-239/07, EU:C:2008:551), præmis 47.
44 – Jf. bl.a. dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning) (C-205/20, EU:C:2022:168), præmis 54.
45 – Citeret i fodnote 63 til den slovakiske regerings skriftlige indlæg.
46 – Det fremgår endvidere af denne rapport, at »bygningsmyndigheden, da den godkendte etableringen af linjer og anlæg på elektricitetsnettet, traf afgørelse om omfanget og mulighederne for at udnytte disse anlægsarbejder«, og at »indehaveren af bevillingen [er forpligtet til at] betale ejeren af ejendommen en enkeltstående kompensation, men kun for det areal, der ikke kan anvendes som følge af bevillingsindehaverens anvendelse af den lovbestemte servitut«.
47 – Den slovakiske regering har navnlig henvist til forpligtelsen til at stille visse oplysninger til rådighed for økonomiministeriet eller transmissionssystemoperatøren og at give personer, der varetager statslige funktioner, adgang til de bygninger, hvor virksomheden udøves, til at sikre, at de personer, der udfører opgaver i forbindelse med denne virksomhed, er erhvervsmæssigt kompetente, og at sikre, at anlæggene opfylder kravene til kvalitet, sikkerhed, beskyttelse af sikkerheden under arbejdet og beskyttelse af miljøet.
48 – Det følger af Domstolens praksis, at »[k]ravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer […] skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling«: dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet) (C-930/19, EU:C:2021:657), præmis 58, min fremhævelse. I hovedsagen er den forskellige behandling ikke (direkte) fastsat i bestemmelsen om bevillingsproceduren (energilovens § 6), men i bestemmelsen om oprettelse af servitutter (samme lovs § 11). Situationernes sammenlignelighed skal således vurderes i lyset af formålet med sidstnævnte bestemmelse.
49 – En lille producent kan kun opnå en servitut ved en kontrakt med ejeren af grunden eller i forbindelse med en retssag.
50 – Den slovakiske regerings skriftlige indlæg, punkt 60-63.
51 – Disse betingelser omfatter nødvendighed, og at offentlighedens interesse tilgodeses. I henhold til denne bestemmelse er indførslen i tingbogen af en lovbestemt servitut kun mulig »i nødvendigt omfang og i offentlighedens interesse«.
52 – Ifølge den slovakiske regerings skriftlige indlæg (punkt 64) opererer producenter, der udøver deres virksomhed på grundlag af opfyldelse af anmeldelsespligten, udelukkende med gevinst for øje og ikke i offentlighedens interesse, eftersom de ikke varetager en kritisk infrastrukturfunktion, og deres produktion ikke er af afgørende betydning for nettets stabilitet.
53 – Sjette betragtning til og artikel 58, litra d), i direktiv 2019/944. I retsmødet anerkendte den slovakiske regering nemlig i sidste ende, at der forelå en offentlig interesse i elektricitetsproduktion på grundlag af vedvarende energikilder.
54 – Forelæggelsesafgørelsens præmis 43.
55 – Forelæggelsesafgørelsens præmis 2, 39, 44 og 45.