29.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 206/1

1)

luftforurening forekommer navnlig i storbyområderne, og byerne har derfor stor interesse i at tage stilling til den af Kommissionen forelagte »Temastrategi om luftforurening«;

2)

det samme gælder forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftkvaliteten og renere luft i Europa, og dét så meget desto mere som der i dette forslag bl.a. foreslås en revision af standarderne for måling og vurdering af finpartikelforureningen;

3)

i kraft af deres praktiske erfaringer kan byerne i væsentlig grad bidrage til, at politikken for bekæmpelse af luftforurening bliver mere praktisk gennemførlig og dermed mere vellykket -

1.1

erklærer sig enig med Kommissionen i, at det - trods de opnåede fremskridt, som nævnes i »Temastrategien« – er nødvendigt at foretage en yderligere nedbringelse af luftforureningen med gasformige eller faste bestanddele, som både går ud over sundheden og miljøet, og at dette mål kun kan nås gennem en fælles indsats fra alle aktører på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan, idet bekæmpelse af luftforureningen har såvel en lokal som en grænseoverskridende dimension; minder om, at lokale myndigheder forfølger deres prioriterede målsætning om sikring af borgernes sundhed ved hjælp af byplanmæssige tiltag (adskillelse af bolig- og erhvervsområder, trafikregulerende og – dæmpende foranstaltninger, åbne arealer og tilplantning i boligområder, hensyntagen til mikroklimatiske forhold med henblik på bedre gennemluftning af boligområderne;

1.2

bifalder kommissionsdokumentet »Temastrategi om luftforurening« og det direktivforslag, som er blevet forelagt samtidig, fordi der dermed skabes grundlag for en strategidiskussion og en opdatering af målsætningerne under hensyntagen til nyere forskningsresultater;

1.3

konstaterer, at det også set ud fra byernes synspunkt er nødvendigt at foretage tilpasninger, som navnlig skal gøre tiltagene til bekæmpelse af luftforureningen mere praktisk gennemførlige på lokalt plan;

1.4

minder om, at byerne på deres territorium nødvendigvis må afveje de mest forskelligartede funktioner mod hinanden, og at dette uundgåeligt sætter begrænsninger for opfyldelsen af enkelte sektorielle mål;

1.5

slår følgelig til lyd for, at EU-lovgivningen hjemler mulighed for fleksible løsninger; mener, at lokale og regionale myndigheder bør sikres mulighed for at give prioritet til områder, hvor mange mennesker udsættes for en for høj luftforurening (f.eks. boligområder), når de træffer deres foranstaltninger. Endvidere bør fristen for udsættelse af gennemførelsen af grænseværdierne sættes til ti år;

1.6

gør på det kraftigste opmærksom på, at det er absolut nødvendigt i første række at satse på at forhindre emissioner, følgende, når man vil opnå en renere luft:, og at bekæmpelse af immissioner følgelig altid må være en nødløsning; påpeger i denne forbindelse, at

2.1.1

ser nytten af »Temastrategien« som et referencedokument for udformningen af en politik for bekæmpelse af luftforurening og insisterer på, at man med sigte på gennemførelsen af målsætningerne og den praktiske relevans ikke kun foretager modelberegninger på grundlag af de epidemiologiske forskningsresultater og fuld brug af de teknologiske muligheder, men ligeledes tager afsæt i antagelser om normernes praktiske anvendelighed i et bymiljø;

2.1.2

kræver derfor, at forskningsindsatsen som led i forskningsrammeprogrammet beskæftiger sig med en aktiv luftkvalitetspolitiks muligheder og begrænsninger i lokal og territorial sammenhæng (f.eks. via lokale case-studies og gennemførlighedsundersøgelser), og anmoder følgelig Kommissionen om at udbygge dokumentet med dette aspekt;

2.1.3

beklager, at Kommissionen, som udvalget ser det, til dato ikke i tilstrækkeligt omfang har inddraget repræsentanter for de lokale og regionale myndigheders sammenslutninger, som jo ellers er blandt hovedaktørerne i luftforureningsbekæmpelsen, i udarbejdelsen af den tematiske strategi, og finder det absolut påkrævet at inddrage disse parter bl.a. som led i Kommissionens strukturerede dialog med de regionale og lokale myndigheders sammenslutninger;

2.1.4

ser i det mindste en risiko for, at argumentationen i »Temastrategien« i for høj grad er dikteret af luftkvalitetspolitikkens orientering mod immissionsbekæmpelse, og opfordrer derfor Kommissionen til at arbejde videre med »Temastrategien« og at lægge størst politisk vægt på at gennemføre forebyggende foranstaltninger med henblik på at forhindre luftforureningen i stedet for at koncentere sig om immissionsbekæmpelse;

2.1.5

konstaterer, at den i princippet prisværdige inkorporering af andre fagpolitikker delvis kun optræder som en hensigtserklæring, og udbeder sig derfor også på dette område yderligere kommentarer og forklaringer;

2.1.6

finder det af ovennævnte årsager nødvendigt at arbejde videre med »Temastrategien« og at udvide den til følgende områder:

Endvidere må temastrategien omfatte en redegørelse for den finansielle støtte til de lokale myndigheder, som det navnlig påhviler at gennemføre luftkvalitetspolitikken og de forebyggende foranstaltninger;

2.1.7

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at føre en mere aktiv politik til fremme af fjernvarme og kraftvarmeproduktion. Derved ville man samtidig yde et bidrag til at undgå luftforurening ved afbrænding af biomasse i mindre fyringsanlæg. I bestræbelserne på at forbedre den lokale luftkvalitet er det nødvendigt at fjerne nationale hindringer - f.eks. sådanne, som skyldes konkurrencelovgivningen – som begrænser udnyttelsen af fjernvarmens potentiale. I forbindelse med nye bolig- og industriområder skal varmeforsyningskonceptet planlægges allerede før byggemodningen. På lokalt plan har man ofte de bedste forudsætninger herfor.

2.2.1

konstaterer, at den af Kommissionen foreslåede opdatering af EU-lovgivningen imødekommer de betingelser og krav, som er knyttet til den praktiske luftkvalitetspolitik, og anmoder derfor de involverede organer på nationalt og europæisk plan om at bakke op om denne vurdering og i den forbindelse frem for alt tilslutte sig bestemmelserne om fleksibilisering og dermed styrkelse af den praktiske relevans;

2.2.2

bifalder navnlig, at der indføres bestemmelser, som gør det muligt at tage hensyn til lokale forhold, og opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til, uanset hvad der måtte fremkomme af indvendinger, at holde fast ved

samt forslaget om, at fristerne kan forlænges med op til 10 år (artikel 20), når det forudgående er blevet påvist, at alle passende immissionsbegrænsende foranstaltninger er blevet truffet;

2.2.3

foreslår desuden, at direktivet hjemler retlig mulighed for, at der kan indgås særlige aftaler på linje med »tripartite arrangements« (dvs. aftaler, som indgås mellem EU, den pågældende medlemsstat og en eller flere lokale myndigheder for at gennemføre integrationspolitiske foranstaltninger med baggrund i specifikke lokale forhold) for områder, hvor ekstraordinære omstændigheder (f.eks. topografi) bevirker, at det i realiteten er umuligt at overholde bestemmelserne, det være sig i længere tid eller permanent, og det samtidig er blevet påvist, at alle passende foranstaltninger til nedbringelse af immissioner er blevet truffet;

2.2.4

begrunder dette forslag med ønsket om dels at undgå retlig usikkerhed for de lokale myndigheder og dels at muliggøre en under de givne omstændigheder realistisk nedbringelse af forureningen via en sådan aftale og underbygger dette forslag ved at påpege, at en del af de repræsenterede videnskabsfolk og sagkyndige myndigheder går ud fra, at målværdierne i praksis ikke kan nås, uanset hvor stor en indsats, der gøres;

2.2.5

mener at kunne konstatere, at direktivet for fine partiklers vedkommende opererer med i alt tre grænseværdier og et reduktionsmål. Kommissionen supplerer den hidtidige luftkvalitetsstandard for fine partikler (PM10) med yderligere en standard for helt fine partikler (PM2,5); dette begrundes med epidemiologiske forskningsresultater (CAFE-programmet, WHO, praksis i USA og Japan), ifølge hvilke disse partikler er så meget desto farligere, fordi de trænger ind i lungernes allerfineste forgreninger, og fordi en relativt høj, vedvarende udsættelse for PM2,5 er mere sundhedsskadelig end lejlighedsvise spidsbelastninger;

2.2.6

konstaterer derfor, at der ud over de for PM10 gældende grænseværdier (i et måleområde må som årsgennemsnit 40 μg/m3 og et dagligt gennemsnit på 50 μg/m3 ikke overskrides i over 35 dage pr. kalenderår) ifølge direktivforslaget skal indføres yderligere standarder baseret på PM2,5 (overholdelse af en årlig, øvre koncentrationsgrænse på 25 μg/m3 og for perioden indtil 2020 et ikke-bindende reduktionsmål for PM2,5 baggrundsforurening i byerne på 20%), og bemærker således, at der for fine partiklers vedkommende opereres med i alt tre grænseværdier og et reduktionsmål;

2.2.7

frygter, at dette virvar af bestemmelser om finpartikelreduktion i luftkvalitetspolitikken både retligt og i praksis skaber for mange problemer, og henstiller derfor, at man på grundlag af de overbevisende forskningsresultater om virkningerne af fine partikler, som nævnes i »Temastrategien«, med hensyn til måling og kontrol af luftforurening med fine partikler udelukkende baserer sig på PM2,5 samt på en realistisk grænseværdi og et reduktionsmål;

2.2.8

gør i denne forbindelse i øvrigt opmærksom på, at der (i sagens natur) er en markant korrelation mellem måleværdierne for PM10 og PM2,5 (således at de to målemetoder ofte erstatter hinanden), og at det også derfor ville være sagligt velbegrundet kun at anvende én målemetode, og det bør rent logisk være luftkvalitetsmålene for PM2,5, som er mere relevante for luftkvalitetspolitikken. Der bør tages højde for revisionen af direktiv 2004/107/EF, således at de deri omfattede metaller måles i PM2,5;

2.2.9

begrunder – også af hensyn til byhygiejniske krav og bebyggelsesmæssig praksis - overgangen til PM2,5-baserede standarder i forbindelse med et reduktionsmål for fine partikler med følgende:

2.2.10

henstiller under henvisning til disse synspunkter, at man – hvis PM10-kvalitetsmålene bibeholdes – undlader at operere med en daglig grænseværdi og i stedet gør brug af standarder, som sætter emissionsbekæmpelsen i fokus for luftkvalitetspolitikken såvel lokalt som for det samlede geografiske område;

2.2.11

bifalder forslaget i artikel 4 om, at afgrænsningen af områder skal foretages af medlemsstaterne. Inddelingen bør ikke være for detaljeret, men være af en mere overordnet karakter; kræver i den forbindelse, at målestationer placeres efter ensartede kriterier for at sikre sammenlignelighed mellem målinger, der tages i hele EU (for eksisterende målestationers vedkommende kunne måleresultaterne i givet fald vægtes for at udligne virkningen af rent lokale faktorer). Der skal på både nationalt og lokalt plan fastsættes ensartede bestemmelser for målestationernes antal og placering;

2.2.12

er i denne forbindelse bekymret over, at foranstaltninger, som kun gælder i området omkring målestedet, f.eks. trafikomledninger, kan øge forureningen i andre kvarterer, således at det i værste fald ligefrem modvirker byernes indsats for via trafikbegrænsninger i boligområder at reducere ulykkesrisikoen, støjgenerne og luftforureningen. I forbindelse med mindskelse af luftforurening bør direktivet prioritere at begrænse antallet af mennesker, der udsættes for den;

2.2.13

kræver finansiel støtte til de medlemsstater og deres lokale og regionale myndigheder, som må bære hovedbyrden i forbindelse med forureningsbekæmpelsen;

2.2.14

konstaterer med bekymring, at man i videnskabskredse stadig ikke er nået til enighed om, hvilken luftkvalitetspolitik der fører til det bedste resultat med de laveste omkostninger, og kræver derfor en yderligere forskningsindsats, hvor der ubetinget må sættes øget fokus på forskning i effekt- og konsekvensanalyse set i relation til den praktiske gennemførelse;

2.2.15

henstiller på det kraftigste, at eksperter fra de sammenslutninger, som repræsenterer de lokale og regionale myndigheders interesser, inddrages direkte i udarbejdelsen af luftkvalitetspolitikken.