Behandlingen af de forelagte spørgsmål kræver en redegørelse for den — ikke helt klare sammenhæng — hvori sagens faktiske og retlige omstændigheder indgår.
Det fremgår af referatet fra den ekstraordinære generalforsamling, der afholdtes den
Det fremgår af Corsica Ferries' egne oplysninger, at Corsica Ferries som søtransportagent for rederiet driver de skibe, som koncernen Tour Ship (der henvises med hensyn til dennes identitet til punkt 22 nedenfor) råder over. Selskabet har fra 1984 desuden som søtransportvirksomhed drevet linjetrafik mellem Genova's Havn og forskellige havne på Korsika (Bastia, Calvi, Ajaccio). Denne linje drives med to bilfærger, nemlig Corsica Regina og Corsica Victoria, der er indregistreret i Panama Corsica Ferries' advokat har i retsmødet oplyst, at kun de to nævnte skibe sejler under Panamas flag, mens Corsica Ferries' øvrige fartøjer fører italiensk flag. Ifølge den som bilag til Kommissionens skriftlige indlæg fremlagte udskrift af
Vedrørende koncernen Tour Ships' opbygning skal kort tilføjes, at Corsica Ferries' advokat i retsmødet har oplyst, at det luxembourgske selskab Tour Ship Group's eneste aktionær er Frédéric Lota, der er fransk statsborger og bor i Bastia (på Korsika). Lota kontrollerer gennem det luxembourgske holdingselskab ikke blot Corsica Ferries, men også selskaberne Corsica Ferries France og Corsica Ferries Panama, der for nylig har ændret navn og nu hedder Tour Ship France og Tour Ship Panama.
Ifølge artikel 86 i Codice oprettes der ved dekret udstedt af republikkens præsident lodsforeninger, der har status som juridiske personer, i havnene og andre indsejlinger eller stræder, hvor lodstjeneste anses for nødvendig.
Lodstjeneste er i princippet frivillig, men kan ifølge artikel 87 i Codice gøres obligatorisk i havne, hvor dette findes hensigtsmæssigt, ved dekret udstedt af republikkens præsident. På grund af denne bestemmelse er lodstjeneste blevet gjort obligatorisk i næsten alle italienske havne, herunder Genova's Havn. Kaptajnen på et fartøj, som ikke overholder forpligtelsen til at benytte lodstjeneste, handler under strafansvar (artikel 1170 og 1171 i Codice).
Ifølge artikel 91 i Codice godkendes priserne for lodstjeneste af ministeren for handelsflåden, efter at der er indhentet udtalelse fra de berørte faglige sammenslutninger. Priserne opkræves i hver havn i henhold til dekret, der er udstedt af vedkommende søfartsmyndighed.
Ministeren for handelsflåden meddelte i cirkulære af
Dekreterne 29/89, 50/90 og 28/91, der i kopi findes som bilag til Corsici Ferries' skriftlige indlæg.
Jf. vcdr. definitionen af
På det for tvisten i hovedsagen relevante tidspunkt kunne alene fartøjer, der førte italiensk flag opnå tilladelse til at drive cabotagesejlads i henhold til artikel 224 i Codice. Den
Kommissionens opfattelse er mere nuanceret. Den har anført, at Domstolen tidligere ofte har afgjort præjudicielle spørgsmål, som var blevet forelagt den i sager af samme art som hovedsagen. Efter Kommissionens opfattelse må der ved vurderingen af, om den nationale rets spørgsmål er relevante, gås ud fra den særlige beskaffenhed, som den ved den nationale ret verserende sag har; i denne sag er der tale om en sag om betalingspålæg, hvorunder Corsica Ferries fremsætter krav om tilbagebetaling af det beløb, der udgør forskellen mellem de priser, selskabet har betalt i tidsrummet 1989-1992, og de priser, der betales af fartøjer, der fører italiensk flag. Kommissionen når på grundlag heraf til det resultat, at kun spørgsmålene vedrørende størrelsen af priserne for lodstjeneste er relevante, og at spørgsmålene vedrørende lodstjenestens obligatoriske karakter og den procedure, hvori priserne fastsættes, er irrelevante.
Dom af
Domstolen kan med andre ord kun give fortolknings elementer vedrørende fællesskabsretten i det omfang, disse er nødvendige for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Ved afgørelsen af, om, og i bekræftende fald i hvilken udstrækning de forelagte spørgsmål kræver en besvarelse, må der derfor tages hensyn til den karakter, proceduren i hovedsagen har. Som tidligere nævnt drejer det sig i denne sag om en sag om betalingspålæg, dvs. en art hurtig retsforfølgning (
Sag
I nævnte dom i Birra Dreher-sagen gentog Domstolen denne præmis, hvortil den føjede følgende:
Ovennævnte Birra Dreher-dom, pratmis 3 in fine.
Disse to domme stadfæstedes i nævnte Simmenthal-dom, idet Domstolen dog gjorde følgende tilføjelse:
Det tilkommer imidlertid alene den nationale ret at afgøre, om dette er nødvendigt. Ovennævnte Simmenthal-dom, præmis 10 og 11; dette synspunkt er for nylig blevet gentaget i præmis 16 i den ovenfor i note 8 nævnte dom i Ligur Carni m. fl.-sagen.
Der er jo tale om
Domstolen havde tidligere fastslået, at den ikke havde kompetence til at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, jf. dom af
Dom af
Domstolens kendelse i den i foregående note nævnte Falciola-sag, grund 9 i. f.
Jf. dom af
Det kan vedrørende dette sidste spørgsmål på grundlag af den forelæggende rets konstateringer fastslås, at Corsica Fernes har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at selskabet virkelig til Corporazione har betalt de beløb, der kræves tilbagebetalt, og at selskabet — såfremt den argumentation, hvormed det har gjort gældende, at de prisforskelle, der er omtvistede i sagen, er retsstridige efter fællesskabsretten, tages til følge — er indehaver af en forfalden fordring, jf. artikel 633 i Codice di Procedura Civile, hvilken fordring gælder et bestemt beløb, nemlig det beløb, de nævnte prisforskelle udgør. De øvrige af Corsica Ferries fremførte argumenter, dvs. argumentet om, at forpligtelsen til at benytte lodstjeneste i og for sig efter Fællesskabet er retsstridig (spørgsmål 2), eller argumentet om, at den måde, som priserne på lodstjeneste fastsættes på (spørgsmål 4) og om, at de forhold, hvorunder et vederlag for lodstjeneste kan faktureres [spørgsmål 5, litra c)] bevirker, at de nationale bestemmelser bliver uforenelige med fællesskabsretten — har imidlertid intet at gøre med fordringens beløb. Disse argumenter vedrører derimod det retlige grundlag for fordringen og dermed dens stiftelse. Såfremt denne fordring ikke er stiftet på gyldig måde, foretages den betaling, den giver anledning til, i urigtig formening om skyld, og det hermed betalte beløb kan i sin helhed søges tilbage. Kommissionen har i den forbindelse anført, at en sådan tvist ikke kan gøres til genstand for en sag om betalingspålæg i henhold til artikel 633 i Codice di Procedura Civile, idet den ikke drejer sig om en forfalden fordring. Jeg ønsker ikke udtrykkeligt at tage stilling til dette spørgsmål, men mener, at den forelæggende ret har skitseret den nationale retlige ramme på en måde, der ikke i tilstrækkeligt omfang gør det muligt for Domstolen, at erklære sig kompetent til at besvare spørgsmål 2, 4 og 5, litra c), på grundlag af denne beskrivelse.
Domstolen har i sin faste praksis forbeholdt sig en adgang hertil; jf. navnlig dom af
Lad det straks være sagt, at EØF-traktatens artikel 5 efter min mening er ganske irrelevant i den foreliggende sag. Af Domstolens praksis fremgår, at denne bestemmelse, hvorved det pålægges medlemsstaterne loyalt at opfylde deres forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, ikke kan anvendes selvstændigt, når den konkrete situation, som tilfældet er i den foreliggende sag, er omfattet af en særlig fællesskabsretlig bestemmelse Jf. dom af
Det spørgsmål, der herefter melder sig, er, om EØF-traktatens artikel 6 og 59 kan anvendes i den foreliggende sag. I den forbindelse bemærkes, at det ved artikel 6 indførte forbud mod forskelsbehandling ifølge Domstolens faste praksis kun kan anvendes selvstændigt jf. dom af Jf. dom af nyere dato af
Bestemmelserne om transport findes i afsnit IV i anden del af EØF-traktatcn, der barrer overskriften
Ssag
Jf. nævnte dom i sagen Parlamentet mod RXdct, præmis 63;jf. desuden dom af
Forenede sager
Sag
Rådet har fremdeles med hjemmel i denne bestemmelse vedtaget følgende forordninger med henblik på liberalisering af søtransport: Rådets forording (EØF) nr. 4056/86 af
Den første af disse forordninger — og i øvrigt den eneste, der var gældende på tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede begivenheder — er Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af Jf. forordningens artikel 12. Forordningens artikel 2 indeholder bestemmelser om specielle midlertidige frister for ophævelse af ensidige, nationale restriktioner, der var gældende for transport af bestemte varer, samt helt citer delvist var forbeholdt skibe, der sejler under det nationale flag.
I denne forordning forstås ved søtransport mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstater og tredjelande, såfremt den normalt udføres mod betaling: befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et offshore anlæg i en anden medlemsstat
Den anden forordning, der bør nævnes her (selv om den først blev vedtaget efter begivenhederne i hovedsagen) er forordning nr. 3577/92, som jeg har nævnt tidligere i dette forslag til afgørelse (i punkt 6). Denne forordning drejer sig om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne, dvs. cabotagesejlads. Forordningens artikel 1, stk. 1, lyder således:
På grundlag af denne konstatering kan jeg altså straks endeligt besvare spørgsmålet om, hvorvidt EØF-traktatens artikel 6 finder anvendelse i den foreliggende sag. Spørgsmålet må besvares benægtende, idet artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 i lighed med EØF-traktatens artikel 89 (jf. punkt 23 nedenfor) på særlig måde bringer forbuddet mod forskelsbehandling ifølge EØF-traktatens artikel 6 til udtryk. Såfremt det ikke havde været tilfældet, ville artikel 6 have været anvendelig. Domstolen har nemlig i den dom, den afsagde den Sag Jf. præmis 32 i den i foregående note nævnte dom.
Spørgsmålet om fællesskabsrettens betydning for de nationale bestemmelser om skibes nationalitet er helt uafhængigt af dette sporgsmäl. I dom af
Der kan som anført af Kommissionen hentes endnu et argument for denne løsning i artikel 2, tredje led, i forordning nr. 4055/86. Ifølge denne bestemmelse gælder der en særlig frist (der udløber den
Den omstændighed, at Corsica Regina og Corsica Victoria ikke er indregistreret i en medlemsstat, får kun følger, såfremt det skulle vise sig, at Corsica Ferries ikke er omfattet af artikel 1, stk. 1, men rigtig nok af artikel 1,
Den i den foregående note nævnte dom i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 21; jf. desuden dom af
Herved må det naturligvis tages i betragtning, at Corsica Ferries er et selskab, og at det følgelig — navnlig i betragtning af, at artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 4055/86 henviser til EØF-traktatens artikel 58 (jf. ovenfor i punkt 16)— for at kunne påberåbe sig retten til fri udveksling af tjenesteydelser må være stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning og have sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed inden for Fællesskabet. I denne sammenhæng skal der også henvises til den oplysning, som det almindelige program for ophævelse af begrænsninger i den frie udveksling af tjenesteydelser, der, som Domstolen gentagne gange har udtalt, indeholder forskellige relevante oplysninger for så vidt angår gennemførelsen af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser Jf. bl. a. dom af
Afsnit I i det almindelige program om ophævelse af begrænsninger i den frie udveksling af tjenesteydelser, EFT Anden Serie IX, Rådets og medlemsstaternes repræsentanters resolutioner, s. 3.
Resultatet vil i øvrigt blive det samme, såfremt der ud over opfyldelsen af de juridiske kriterier også lagdes vægt på, at koncernen Tour Snip er en økonomisk enhed; hovedparten af denne koncerns virksomhed udøves nemlig i Fællesskabet (Frankrig og Italien) og den person, der faktisk kontrollerer koncernen, nemlig Lota, er fransk statsborger og bor på Korsika. Den omstændighed, at der før den
Lige så klart er det efter min mening, at Corsica Ferries er ikke blot
Hvordan det nu end forholder sig, er spørgsmålet herom uden betydning for den fortolkning af fællesskabsretten, Domstolen er blevet anmodet om, idet der i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 alene tales om Det skal oplyses, at der findes et ændret forslag til Rådets forordning om en fælles definition af begrcDet fællcsskabsredcr, hvilket forslag blev fremsat af Kommissionen den
I Domstolens praksis er det længe blevet fastholdt, at princippet har denne grundlæggende karakter: jf. bl. a. dom af
Den ovenfor i note 21 nævnte dom, Parlamentet mod Rådet, præmis 64. Jf. desuden dom af
Dette er grunden til, at artikel 1, i forordning nr. 4055/86 skal fortolkes på linje med den fortolkning, som Domstolen har givet EØF-traktatens artikel 59. Af det foranstående citat fremgår, at dette ifølge fast praksis indebærer, at enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen på grundlag af dennes nationalitet eller på grund af, at han er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori tjenesteydelsen skal udføres, er forbudt Fra nyere praksis skal nævnes dommene af Dom af
Man kan efter min mening også direkte nå til det resultat, at der i denne sag er tale om en forbudt forskelsbehandling ved at lægge Domstolens dom af
Domstolen udtalte i den forbindelse, at:
Jf. den i note 37 nævnte Corsica Ferries Francc-dom, pramis 7.
Jf. pA linje hermed desuden G. Marcnco:
Corsica Ferries France-dommen, præmis 8 (min fremhævelse). Jf. desuden vedr. etableringsfriheden, dom af
Det er endelig klart, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 gælder direkte Næstsidste punktum i sætningen går jo ud på, at den forordning, hvori denne bestemmelse står, er Bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, jf. EØF-traktatens artikel 189, stk. 2. Jf. vedrørende EØF-traktatens artikel 59: dom af
Allerede af dom af
Det samme gælder stort set for de påberåbte transport-og miljøpolitiske valg. Det er korrekt, at hensynet til trafikforholdene og miljøbeskyttelse bestemt kan danne grundlag for restriktioner, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, for præsteringen af tjenesteydelser inden for Fællesskabet' Af Domstolens praksis vedrorende frie varebevægelser fremgår, at navnlig miliobcskyttelsc kan påberåbes som et almennyttigt forhold, der kan begrunde visse restriktioner for handelen i Fællesskabet: Jf. dom af Fast praksis går nemlig ud p5, at nationale bestemmelser, hvorefter tjenesteydelser ikke behandles ens, uanset deres oprindelse, kun er forenelige med fællesskabsretten, hvis de kan henforcs under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse som traktatens artikel 56; jf. som nyere udtryk for denne praksis bl. a. den i note 38 nævnte dom i sagen Collectieve Antcnncvoorzicning Gouda, præmis 11; jf. desuden dom af
Endelig er det for så vidt angår det argument, der støttes på forordning nr. 3577/92, korrekt, at Rådet først med vedtagelsen af denne forordning endeligt gennemførte princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport mellem medlemsstaterne. Dette betyder imidlertid blot, at det efter fællesskabsretten, indtil denne forordning trådte i kraft, var muligt for medlemsstaterne at anvende restriktioner for udvekslingen af tjenesteydelser Hvad angir medlemsstaternes mulighed for at anvende restriktioner for fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport inden for Fællesskabet, for forordning nr. 4055/86 trådte i kraft, kan man sammenligne med Corsica Ferries Francc-dommen, der er nævnt ovenfor i note 37, præmis 14.
Følgelig må bestemmelserne i artikel 59 finde anvendelse i alle tilfælde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehørende. De ovenfor i note 38 nævnte domme, Kommissionen mod Frankrig, præmis 9 og 10, Kommissionen mod Italien, præmis 8 og 9, og Kommissionen mod Grækenland, præmis 9 og 10. Den sidste af de citerede præmisser genkendes ordret i præmis 12 i den ovenfor i note 19 nævnte Hubbard-dom.
Dette sidste spørgsmål skal imidlertid efter min mening besvares bekræftende, idet de leverede ydelser i denne sag Dom af Dom af Dom af Domme af
Det er efter min mening det samme princip, der skal finde anvendelse på området for fri udveksling af tjenesteydelser, således som det bekræftes af Corsica Fernes Francedommen, som jeg har nævnt ovenfor (i punkt 24) Denne sag vedrette nemlig et fransk selskab, som påberåbte sig artikel 59 i EØF-traktatcn over for de franske myndigheder, fordi de tjenesteydelser inden for Fællesskabet, selskabet leverede, var genstand for forskelsbehandling i sammenligning med tilsvarende ydelser, som selskabet også leverede.
En korrekt besvarelse af dette spørgsmål forudsætter, at jeg først tager stilling til, om Corporazione virkelig må anses for en virksomhed, som har fået indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder, jf. EØF-traktatens artikel 90, stk. 1. Derefter vil jeg undersøge, om anvendelsen af forskellige priser udgør et misbrug af den dominerende stilling, som virksomheden indtager på en væsentlig del af det fælles marked.
om Corporazione er en virksomhed som omhandlet i EØF-traktatens artikel 90, stk. 1 (det præjudicielle spørgsmål vedrører ikke artikel 90, stk. 2) Den ovenfor i note 18 nævnte Merci convenzionali porto di Genova-dom indeholder (præmis 25-28) angivelser, der er tilstrækkelige også for anvendeligheden af sidstnævnte bestemmelse, hvilke angivelser efter en analogi kan anvendes i nærværende sag.
Merci convenzionali porto di Genova-dommen, præmis 9.
Jeg skal minde om, at Corporazione blev oprettet ved dekret udstedt af republikkens præsident, jf. artikel 86 i Codice (ovenfor i punkt 4). Den omstændighed, at Corporazione i Genova's Havn har eneret til at udføre lodstjeneste, er uomtvistet. Jeg mener heller ikke, at det kan bestrides, at Corporazione i relation til Fællesskabets konkurrenceregler er en virksomhed, selv om organisationen retligt fremtræder som en af republikkens præsident ved dekret anerkendt erhvervssammenslutning, og dette har Corporazione i øvrigt selv erkendt i sit skriftlige indlæg; den er faktisk i enhver henseende en enhed, som udøver økonomisk virksomhed gennem sine deltagere, idet dens retlige status og dens finansieringsmåde er uden betydning for dens egenskab af virksomhed, jf. Domstolens dom af Sag C-41/90, Sml. I, s. 1979, præmis 21; Domstolens praksis i denne sag er blevet fastholdt i den senere dom af
Merci convenzionali porto di Genova-dommen, præmis 14; dom af
Spørgsmålet bliver herefter, om Corporazione indtager en dominerende stilling
Merci convenzionali porto di Genova-dommen, præmis 15.
Blandt de parter, der har indgivet skriftlige indlæg i nærværende sag, hersker der delte meninger om, hvorvidt det omhandlede marked for lodstjeneste udgør en væsentlig del af det fælles marked. Det gør det efter den italienske regerings opfattelse ikke, idet lodstjeneste kun udgør en ubetydelig del af den kommercielle aktivitet i søtransportsektoren.
Dette argument holder ikke for en nærmere analyse. Det relevante marked i nærværende sag er markedet for lodstjeneste i Genova's Havn. Det hovedargument, Domstolen udviklede i Merci convenzionali porto di Genova-dommen for på grundlag deraf at fastslå, at der i denne sag var tale om en væsentlig del af det fælles marked, kan også anvendes i denne sag: I betragtning af omfanget af handelen i Genova's Havn, denne havns betydning i forhold til Italiens samlede import og eksport ad søvejen og henset til, at lodstjeneste er gjort obligatorisk for samtlige fartøjer, må resultatet efter min mening blive, at Corporazione indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af det fælles marked.
Dom af
At den nye italienske lovgivning om konkurrence i høj grad er inspireret af fællesskabsbestemmelserne på området ændrer ikke på nogen måde den forskel i perspektivering, der fremgår af dette citat.
Den anden nye faktor, som Corporazione har henvist til, nemlig gennemførelsen af det indre marked, må forbavse endnu mere. Ifølge Corporazione kunne det således gennemførte enhedsmarked i vidt omfang medføre, at konkurrencereglerne ikke længere kan virke som et middel til sammensmeltning af de nationale markeder. Efter subsidiaritetsprincippet, som er udtrykt i den nye artikel 3 B i EØF-traktaten (som er blevet indføjet i denne ved traktaten om Den Europæiske Union) skal fællesskabskonkurrenceretten for fremtiden først og fremmest omfatte de tilfælde, der virkelig har betydning for det indre marked, idet tilfælde af mindre betydning henhører under de nationale myndigheders kompetence. Jeg vil ikke gøre mere ud af denne argumentation, end den fortjener. Det må være nok at fastslå, at gennemførelsen af et så stort lovgivningsprogram som det, reglerne om det indre marked repræsenterer, ikke på nogen måde i sig selv indeholder et bevis for, at de nationale markeders sammensmeltning til ét marked
Her kan der bestemt drages en parallel til den situation, der var omhandlet i sagen United Brands mod Kommissionen (dom af
Det fremgår indirekte af Domstolens praksis, dvs. af United Brands-dommen Jf. den foregående note. Jf. præmis 18 og 19 i denne dom.
Lige så klart må det være, at de i den foreliggende sag omtvistede prisforskelle også Jf. præmis 20 i Merci convenzionali porto di Genova-dommen, hvori Domstolen med henblik p.a afgorclscn af, om de i sagen omtvistede bestemmelser kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, henviser til de faktorer, den har omtalt i præmis 15 i samme dom, som jeg har citeret in extenso ovenfor.
Dom af
Da traktaten om Den Europæiske Union blev affattet, glemte man at rette henvisningen til artikel 7, som findes i denne bestemmelse, der nu er artikel 6.
Den ovenfor i note 38 nævnte ERT-dom, præmis 35. Jf. den tidligere dom af
Sammenlign med dom af